Man kan ikke se det fra dækket. Ud over en passager i en postbil og én i en varevogn er dobbeltenderfærgen Agersø III helt mennesketom. For første gang i år kan man se sin ånde. Sæsonen er forbi, og efteråret er som altid kommet med mørke regnskyer, rusk og høj bølgegang. Det får havet til at virke uvelkomment, hvilket det da på en måde også er. Det er jo derfor, vi netop nu er på vej til øen Agersø.

Fordi der ni meter under havets overflade foregår noget mystisk.

Det var et Zetland-medlem, der først fortalte os om det.

“Hej,” skrev Jesper Nielsen tilbage i august.

“Vi kæmper en kamp mod den største miljøkatastrofe i Danmark nogensinde, og vi taber.”

Han forklarede, at der ved Stigsnæs – en lille halvø på Sydvestsjællands yderste pynt – findes et anlæg, der i 25 år har udledt renset spildevand fra den norske olieindustri ud i Agersø Sund, et naturbeskyttet område i det indre danske farvand. Det er det farvand, vi nu var i færd med at krydse.

Ordet renset var sat i anførselstegn, for ifølge Jesper Nielsen havde udledningen af spildevand resulteret i en masseudryddelse af alt fiske- og planteliv.

“Jeg har fisket ved Stigsnæs siden 1986, og det har været måske endda det bedste fiskevand i Danmark. Nu hersker døden, og det fortsætter hver eneste dag, der udledes spildevand fra fabrikken,” skrev han.

Snart skulle det vise sig, at han langtfra var den eneste, der mente, at der foregår noget fordækt i sundet.

Det her er historien om, hvordan en dansk milliardvirksomhed – trods FN-konventioner, naturbeskyttelseslove og EU’s skærpede krav til udledning af miljøskadelige stoffer – i årtier er lykkedes med at importere tankfulde af skibe med forurenet spildevand fra udenlandske olieindustrier.

Her – i et miljøbeskyttet såkaldt Natura 2000-område ved Sydvestsjælland – fortyndes og renses det miljøskadelige affald, hvorefter størstedelen passerer gennem et udløbsrør og opløses i havets bølger.

Men borte findes ikke.

Og ligegyldigt hvor godt virksomheden renser spildevandet, forurener det alligevel et havmiljø, som Miljøstyrelsen i forvejen betegner som i “ringe økologisk tilstand”.

Det er en historie uden nemme svar. For håndteringen af industriaffald er en uundgåelig del af det moderne samfund, der både skal være så skånsomt som muligt for naturen og samtidig skal kunne hænge økonomisk sammen for de virksomheder, der håndterer affaldet. En svær balance, hvor konsekvenserne, ligegyldigt hvor grænsen trækkes, kan aflæses i den natur, nutiden overleverer til fremtiden.

Balancen mellem de to hensyn er med andre ord hårfin. Spørgsmålet er i grunden, om de danske miljømyndigheder har fundet den endnu? Er det rimeligt, at Danmark skal være endestation for millioner af tons spildevand fra udenlandske olieindustrier?

De eksperter og miljøorganisationer, vi har talt med, har en klar holdning til det spørgsmål: Nej, det er ikke rimeligt, siger de. Olieaffaldet i Agersø Sund er ifølge en professor i havmiljø et eksempel på, hvordan miljømyndighederne “har solgt” et dansk farvand og tilladt “generationsforurening”, så norske olievirksomheder kan komme af med deres affald.

Og der er intet, der tyder på, at importen stopper foreløbigt. Virksomheden har for nylig fordoblet sin kapacitet og planlægger at udvide forretningen til også at gælde import fra Tyskland og Beneluxlandene. Ligesom en aktindsigt viser, at RGS Nordic netop har fået godkendt sin første tilladelse til at importere olieaffald fra Storbritannien.

Hvordan det kan lade sig gøre, kommer vi til. Først skal vi lige et smut til det sydvestlige Sjælland.

Agersø Sund ligger som en lille lomme i overgangen mellem Storebælt og Smålandsfarvandet. Klemt inde mellem øen, der har givet sundet dets navn, og så den affolkede halvø Stigsnæs på det sydvestlige Sjælland. Den største by i nærheden er Skælskør, og den uforstyrrede natur med store strandenge og vildtreservater har i årevis gjort området omkring Agersø Sund til en vigtig yngleplads for sjældne fuglearter. Det er blandt andet derfor, at en del af farvandet er naturbeskyttet. Og det er derfor, at Miljøstyrelsen i sin Natura 2000-plan for området har fastslået, at havmiljøet ikke må forringes, så der også fremover er føde til de mange fugle.

Skal man tro de lokale, er det imidlertid for sent. I Storebælts Småbådsklub har næstformand Søren-Anker Jensen lavet en rundspørge blandt foreningens 71 medlemmer. “Alle uden undtagelse,” siger han, “har svaret, at det er gået tilbage for fiskeriet i Agersø Sund. At der ikke er noget at komme efter.”

Eller som Zetland-medlem Jesper Nielsen siger:

“Engang kunne jeg tage ud efter fyraften og måske fange en 25 fladfisk og så lige til sidst, inden vi gik ind, tage ned til Stigsnæs og fange ti torsk på to-tre timer – og du kan intet finde dernede nu. Det kan du virkelig ikke.”

En anden, der besynderligt nok også kontaktede os på Zetland kort efter Jesper, var fritidsfiskeren Henning Jørgensen, der fortæller, at “hvis man endelig fanger en fladfisk i bæltet, så er de på tykkelse med et A4-ark. Det ser virkelig ud, som om der ikke er føde til dem”.

Én af de få, der har set, hvordan der rent faktisk ser ud under havoverfladen, er erhvervsdykker John Karlsson, der i årtier har dykket i det oprindeligt frodige sund. Engang var der skove af ålegræs, siger han, i dag “er det det reneste gift”.

“Efter alt at dømme er det noget forfærdeligt noget. Jeg havde tænkt mig at sætte min mening i avisen. For siden jeg startede med at dykke derude som sportsdykker, der er jo sket en masse. Hvis du dykker ude ved pierne, hvor de modtager det PFOS, og der, hvor det kommer ud. Der er det lige så sort som kul. Der er intet levende. Der er ikke engang en krabbe derude. ”

Eksemplerne fortsætter. Her er det bundgarnsfisker Thomas Ditlevsen, hvis familie har levet af fiskeriet i området i 100 år.

“Der var jo torsk, skrubber, rødspætter og pighvarrer. Der var masser af fisk. Og så åbnede de jo deromme for over 20 år siden, og siden er fiskeriet jo bare gået ned ad bakke. Sådan som det er nu, jamen der kan du ikke fange nogen fladfisk,” siger han.

For de mange lokale – for Jesper, John, Søren-Anker, Thomas og Henning – er der ingen tvivl: Årsagen, mener de, er et udløbsrør ni meter under havets overflade. Et rør, de er overbeviste om har ødelagt naturen, som de kendte den. Et rør, der begynder ved den danske industriaffaldsvirksomhed RGS Nordic. Et milliardforetagende, der siden 1997 har importeret millioner af tons forurenet spildevand og miljøaffald fra særligt Norge, men også fra Storbritannien, Sverige og Italien.

Og måske er der noget om snakken. Den del af Smålandsfarvandet, som Agersø Sund hører til, er ifølge Miljøstyrelsen i “ringe økologisk tilstand”, og flere rapporter mere end antyder, at Agersø Sund rent faktisk har taget skade af udledningen fra RGS Nordic.

I 2015 målte en konsulentvirksomhed med speciale i vandmiljø, at PFOS-udledningen ved udløbsrøret i havet var 6.000 gange højere end de miljøkvalitetskrav, Miljøstyrelsen har i dag.

I 2021 udgav en forsker fra Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet en rapport, der specifikt undersøgte RGS Nordics indvirkning på havmiljøet i Agersø Sund. Konklusionerne var iøjnefaldende. 80 procent af stikprøverne for PFOS mellem 2005 og 2020 lå højere end Miljøstyrelsens nuværende miljøkvalitetskrav. Ligesom virksomhedens udledning af en lang række miljøskadende tungmetaller såsom kviksølv og nikkel, men også af sundheds- og miljøskadelige stoffer som barium og tjærestoffer, er blandt “de højest udledte koncentrationer” i Danmark.

I rapporten kan man eksempelvis læse, at udledningerne af disse tjærestoffer – som især stammer fra olieindustrien – kan have forårsaget både vedvarende og akut skade på havmiljøet i og omkring Agersø Sund.

Og i et udkast til en ny miljøgodkendelse af RGS Nordic – som Slagelse Kommune netop har sendt i høring – fremgår det, at 17 ud af de 24 miljøskadelige stoffer, som virksomheden behandler, overskrider Miljøstyrelsens nuværende grænseværdier, inden de fortyndes i Agersø Sund.

Ingen kan – og det er vigtigt at sige – med sikkerhed konkludere, at fiske- og plantedøden i Agersø Sund først og fremmest skyldes den årelange udledning fra RGS Nordics rensningsanlæg. Landbrugets brug af kvælstoffer, intensivt fiskeri og et i årtier generelt mere skånselsløst forhold til, hvad vi udleder i naturen, har med al sandsynlighed også haft en indflydelse. Men selv hvis RGS Nordic har gjort alt, hvad de kunne, for at rense vandet, så vil importen af udenlandsk olieaffald unægteligt have forurenet Agersø Sund.

“Borte findes simpelthen ikke, så når vi importerer udenlandsk spildevand, har det konsekvenser for havmiljøet,” siger Mogens Flindt, lektor med speciale i havbiologi fra Syddansk Universitet.

Professor Stiig Markager, der forsker i havbiodiversitet ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, går skridtet videre og siger, at Danmark “har solgt” et sund for at hjælpe Norge af med landets miljøaffald. Importen er meningsløs, for konsekvensen bliver en forurening, man kan mærke i generationer.

“Lige meget hvor godt man renser det forurenede spildevand,” siger han, “så udleder man alligevel nogle meget uønskede stoffer – tjærestoffer, fluorstoffer, tungmetaller. Hvis affaldet kommer fra nogle samfundsaktiviteter i Danmark – som vi ikke kan undvære – så må vi jo rense det så godt som overhovedet muligt og så udlede det i Nordsøen, hvor det hurtigere fortyndes end ved Agersø Sund. Men at rense noget spildevand, som nordmændene selv skulle behandle, er simpelthen tåbeligt.”

Som nordmændene egentlig selv skulle behandle. Den sidste del af citatet er helt centralt for at forstå, hvordan norsk olieaffald i det hele taget er havnet i Danmark gennem 25 år. Så det må vi hellere forstå, men først skal vi møde manden, der fik færten af forureningen.

Jan Rasmussen tager imod os i sit parcelhus i Agersø By. Han var øens sidste fisker og er i dag formand for den lokale miljøgruppe, der i årevis har forsøgt at råbe myndighederne op. Første gang, vi mødtes, var håndtrykket fast, denne gang er det slattent. Han halter let på det ene ben.

“Jeg fik sgu en blodprop i forrige uge,” siger han henkastet, som er han i færd med at fortælle om livets trivialiteter. Om vejret eller forsinket pakkepost. “Men den her,” siger han og peger mod sin tinding, “den fejler intet.”

Nej, der skal mere end en blodprop til at forhindre Jan Rasmussen i at bekæmpe sin modstander gennem 20 år: RGS Nordic.

På spisebordet ligger avisudklip og udprintede dokumenter med overstregninger og noter i marginen. Bag ham hænger musselmalede sildeplatter med kuttermotiver. Der er også et maleri af TAJA KR 164. Kutteren gennem et helt arbejdsliv, som han solgte i 2018. TAJA er en forkortelse for Tage og Jan, hans makker gennem mere end 30 år. De har delt jubelår med fangst for millioner. Men også pauvre, desperate tider med tomme fiskenet. Til sidst var det, hvad der var mest af. I 1996 – året før oliespildevandet kom til Agersø Sund – landede der fisk for 15 millioner kroner i Agersøs fiskehus. I dag står fiskehuset tomt. Liften til at fragte europaller er sat til salg.

Det var i begyndelsen af årtusindeskiftet, at fiskeren fik “fornemmelsen af”, at noget var “ravruskende galt”. Det begyndte med nogle opkald over kutterens satellittelefon. Først var det en skipper fra Kerteminde. Dernæst én fra Strib. Begge havde de hørt rygter om, at skibe fra den norske olieindustri var på vej til Stigsnæs med oliespildevand og boreslam, der skulle fortyndes og udledes i Agersø Sund. Og snart efter ringede en fritidsdykker.

“Alle fiskene er døde,” sagde dykkeren og fortalte om synet, der havde mødt ham ved rensningsanlæggets udløbsrør på bunden.

Mistanken havde ridset sig fast i Jan Rasmussens bevidsthed. Den blev hans følgesvend. En modvillig hobby, han ikke kunne lægge fra sig. Han måtte til bunds i sagen, og som en privatdetektiv kontaktede han alt og alle, der måtte ligge inde med informationer. Han skaffede sig adgang til fortrolige dokumenter, importpapirer og tidligere ansatte. Men Jan Rasmussen havde brug for noget konkret. Noget mere håndfast. Noget, der kunne bekræfte hans bange anelser.

Han havde brug for beviser.

Vendepunktet kom ved juletid i 2008. I hans indbakke havde han modtaget en mistænkelig mail. Afsenderen var en undersøgende journalist ansat ved NRK – Norges svar på DR.

“VANN FRA NORGE,” stod der med store bogstaver i emnefeltet.

“Hei, her kommer lidt information om vandet fra Norge,” indledte journalisten mailen og beskrev, hvordan der i en lille bygd i Vestlandet var opmagasineret 44 millioner liter blandet affaldsvæske, der om få dage skulle sendes til Danmark.

“Vandet består af en række forskellige affaldstyper, som er blandet sammen: olieaffald, rester af boreslam fra olieindustrien i Nordsøen, slukningsvæske fra en stor eksplosion og andre affaldsvæsker. Noget af affaldet er meget ildelugtende, og lugten har gjort folk syge i nabolaget. Folk kaster op, har blodnæse og andre symptomer,” skrev hun.

Hvor vidste journalisten det fra? Hun havde gravet i sagen til det undersøgende tv-magasin Brennpunkt, hvor man havde lavet en kritisk udsendelse om, hvordan Norge løber fra sit ansvar ved at sende miljøaffald, man selv kan behandle, til Danmark.

Vandet indeholder – fortsatte hun mailen – “et meget højt saltindhold, som dræber bakterierne i et biologisk rensningsanlæg og gør det umuligt at fjerne organisk materiale på normal vis. Derudover indeholder vandet store mængder barium, der har vist sig umuligt at rense. I Norge har man ikke kunnet rense vandet selv uden at overskride miljøkravene fra de norske myndigheder.”

Alligevel havde den norske journalist opsporet et selskab i Norge, der havde “fundet en måde at rense vandet på”. Faktisk, skrev hun, kunne det gøres på anlægget, hvor det stod opmagasineret. Men alligevel, sluttede hun mailen, går danske og norske myndigheder ind for at eksportere affaldet til RGS Nordic.

Jan Rasmussen spærrede øjnene op. Længe havde han følt, at han famlede i blinde, men mailen gav ham nogle spor, der skulle blive afgørende for hans efterforskning. For indholdet i mailen – skulle det vise sig – var korrekt.

Vandet fra olieindustrien er eksempelvis alt for salt til, at RGS Nordic uden videre ville kunne rense det. Derfor må virksomheden årligt fortynde spildevandet med op mod en million kubikmeter grundvand, hvad der svarer til en mellemstor provinsbys årlige forbrug.

Men det vigtigste spor i mailen var en potentiel gamechanger: at rensningen af spildevandet tilsyneladende kunne håndteres i Norge. Hvis det var rigtigt, ville eksporten til Danmark være ulovlig.

Olieindustriområdet Mongstad ligger en times kørsel nord for Bergen i Norge. Det er her, kronjuvelen i det norske olieeventyr Equinor – det tidligere Statoil – har sit største raffinaderi. Det er også herfra, at virksomheden, ligesom andre norske olieproducenter, i årevis har sendt sit olieaffald videre til Danmark.

Eksporten har været mulig af en simpel grund: I årtier har de norske miljømyndigheder fastholdt, at Norge ikke selv er i stand til at skaffe affaldet af vejen. Begrundelsen er afgørende. For hvis nabolandet i nord selv kunne håndtere sit eget olieindustriaffald, ville det være ulovligt at fragte det til Danmark.

Forklaringen finder man i FN’s Basel-konvention. Den går i grove træk ud på at forhindre rige lande i at spekulere i at sende miljøskadeligt affald til fattigere lande. På den måde undgår man eksempelvis, at vestligt elektronikaffald ender til ukontrolleret afbrænding på åbne lossepladser i Ghana, eller at skibe ophugges på indiske sandstrande. Og konventionen burde i princippet også afholde norsk oliespildevand fra at ende på et rensningsanlæg i Agersø Sund.

Logikken er simpel: Det er ulovligt at eksportere, medmindre en industri er så lille, at det ikke er økonomisk rentabelt selv at bygge et anlæg, der kan tage sig af affaldet. Og her må Norge med en olieindustri, der eksporterer for mere end 40 milliarder kroner årligt, siges at diskvalificere sig selv.

Men som altid findes der veje uden om regler. Et land må for eksempel gerne “midlertidigt” eksportere sit miljøskadelige affald, indtil det får styr på sin egen affaldshåndtering. Og det er altså dette lille ord – midlertidigt – der i årtier har gjort det muligt for den danske Miljøstyrelse at udstede de mange importtilladelser om at sende oliespildevandet til Danmark.

Eller det vil sige … lige indtil 2021. For pludselig begyndte Miljøstyrelsen at stille spørgsmål.

Det hele drejede sig om en ansøgning, som Equinor havde sendt til Miljøstyrelsen for at få lov til nok en gang at sende affald til RGS Nordics rensningsanlæg ved Agersø Sund. I ansøgningen – som skulle gælde for eksport af affald i et år – skrev Equinor blandt andet, at virksomheden ikke selv har mulighed for at håndtere affaldet, og at de norske myndigheder stiller “strenge krav” til, at man skal begrænse “forureningen så meget som muligt”. Et krav, der ifølge virksomheden kunne medføre “urimelige omkostninger”.

Af ansøgningen får man altså et klart indtryk af, at det er billigere at få affaldet skaffet af vejen i Danmark, og at miljøkravene er mindre strikse.

Det var langtfra første gang, at virksomheden sendte sådan en ansøgning af sted. Vi har fået aktindsigt i importtilladelser til RGS Nordic fra 2016 og frem til i dag, og de viser, at det har været en fast årlig procedure. En formssag. Men det skulle ændre sig sidste år. For i februar 2021 landede en mail fra en af Miljøstyrelsens embedsmænd i indbakken hos en kollega ved det norske miljødirektorat.

“I forbindelse med ansøgningen om import af spildevand fra Equinor i Norge til RGS Nordic i Danmark trænger vi til at blive lidt klogere på behandlingsmulighederne/kapaciteten i Norge,” skrev han.

Mailen var den foreløbige kulmination på måneders tovtrækkeri, hvor udsigten til et muligt afslag på import af olieaffaldet fra dansk side efterhånden syntes uundgåeligt.

Af dokumenterne fremgår det, at Miljøstyrelsen havde indset, at et rensningsanlæg i Norge tilsyneladende selv kunne håndtere affaldet. I mails til de danske miljømyndigheder forsøgte Equinor at tale sin sag. At Norge selv skulle kunne håndtere affaldet, var slet ikke “realistisk”, og usikkerheden forbundet med, at virksomheden med “så kort varsel” skulle stoppe med at sende industriaffald til Danmark, ville få “dramatiske konsekvenser”.

“Dette er,” skrev selskabet i en mail til de danske myndigheder, “en kritisk situation for Equinor, der vil gå ud over vores forretninger og forsinke nye boringer.”

Dramatiske konsekvenser eller ej. 25 år med midlertidig import af norsk spildevand fra olieindustrien var tilsyneladende forbi. For første gang nogensinde afviste Miljøstyrelsen en ansøgning fra en af RGS Nordics vigtigste kunder. Det var slut. Troede Equinor i hvert fald.

Men olieaffaldet kom alligevel til Agersø Sund.

Det er nemlig ikke kun Equinor, der har til huse i olieindustribyen Mongstad.

Det har et norsk datterselskab ejet af RGS Nordic også. Og straks efter afslaget indvilligede datterselskabet i Norge i at hjælpe Equinor med at få det strandede olieaffald ud af landet. Til Danmark, som det plejede.

RGS Nordic skulle nok klare bøvlet med Miljøstyrelsen. Virksomheden havde nemlig fundet en anden måde at importere affaldet på. En måde, der sætter Basel-konventionen ud af spil, og hvor RGS Nordic altså både står som eksportør og importør af affaldet.

Manøvren afhænger i sidste ende af et enkelt ord. I stedet for at importere olieaffaldet til såkaldt “bortskaffelse” skulle det nu importeres til “nyttiggørelse”.

Som sagt, så gjort. Og i foråret 2022 landede yderligere en ansøgning om import af oliespildevand så hos Miljøstyrelsen. Afsenderen var endnu en gang RGS Nordic, der anmodede de danske miljømyndigheder om tilladelse til over tre år at importere 500.000 tons olieaffald fra datterselskabet i Norge. Af importtilladelsen fremgår det, at det miljøskadelige affald kommer fra i alt 22 norske virksomheder fra olieindustrien, og at der er tale om affald, der indeholder både tungmetaller, tjærestoffer og det meget sundhedsskadelige stof PFOS.

Med affaldet puljet kunne RGS Nordic nøjes med at sende én ansøgning. Og det er en ret afgørende detalje: For ved at sende én ansøgning skal man ikke specificere, hvilken type affald den enkelte af de 22 virksomheder har indleveret. I importtilladelsen kan man da også læse, at selv om alt miljøaffaldet stammer fra olieindustrien, er det af “meget varierende” oprindelse.

At man ikke kan gennemskue, præcis hvilken type affald den enkelte virksomhed har indleveret til RGS Nordics norske datterselskab, er afgørende for næste pointe:

For i modsætning til Equinor søgte RGS Nordic ikke om at få affaldet skaffet af vejen, men om, som det hedder, at “nyttiggøre” det. Nyttiggørelse betyder kort fortalt, at man kan genanvende noget af den olie, der stadig er tilbage i det forurenede spildevand. Perler af olie, som man kender det fra sin stegepande, kan ifølge RGS Nordic blandt andet laves til petroleum eller smøreolie. Dét er jo i sagens natur en god ting, da man på den måde får mest muligt ud af klodens ressourcer.

Men det er her, vi når til sagens kerne. For når RGS Nordic via sit norske datterselskab får godkendt import af olieaffald som nyttiggørelse, sætter ansøgningen Basel-konventionen ud af kraft. Samtidig viser en gennemgang af importtilladelsen, at det er begrænset, hvor meget af de 500.000 tons olieaffald RGS Nordic i virkeligheden kan nyttiggøre.

I ansøgningen til Miljøstyrelsen oplyser virksomheden, at der alene er tale om tre en halv procent af den samlede mængde. Altså at tre en halv procent af olieaffaldet kan genbruges. Ingen ud over RGS Nordic ved, hvordan olien er fordelt på de 22 virksomheder. I princippet kan en enkelt virksomhed indlevere langt det meste af den olie, der skal nyttiggøres, mens de resterende bidrager med næsten ingenting.

At tre en halv procent kan nyttiggøres, betyder samtidig, at den resterende del – mere end 480.000 tons miljøfarligt affald – skal renses så vidt muligt for til sidst at blive udledt i Agersø Sund.

Og den beskedne nyttiggørelse fra sommerens importtilladelse er ikke noget ekstremt tilfælde. I en mail oplyser Miljøstyrelsen, at man eksempelvis tidligere har godkendt to importtilladelser med forurenet miljøaffald fra Sverige, hvor der i hver ansøgning blot har kunnet nyttiggøres omkring to procent af den samlede mængde affald.

Når alt kommer til alt, er det altså i sidste ende Miljøstyrelsen, der beslutter, om affald fra udenlandske olieindustrier må komme til Danmark. Det hele afhænger af et konkret skøn.

Så lad os se på, hvorfor Miljøstyrelsen godkender import af industriaffald, når kun få procenter af den samlede mængde kan nyttiggøres.

Hverken miljøminister Lea Wermelin fra Socialdemokratiet eller Miljøstyrelsen har ønsket at stille op til interview, men sidstnævnte oplyser i en mail, at der “ikke findes nogen mindstegrænse for nyttiggørelse”, og at der er tale om en vurdering fra sag til sag. I mailen oplistes de kriterier, som Miljøstyrelsen vurderer ansøgningerne ud fra, og her er de miljømæssige påvirkninger ikke nævnt med et eneste ord. Til gengæld står der, at man i styrelsen lægger vægt på, om den økonomiske “værdi af nyttiggørelsen” kan forsvare de samlede omkostninger til at få affaldet nyttiggjort og den resterende del skaffet af vejen. I ansøgningen fra i sommer anslår RGS Nordic, at de ville kunne nyttiggøre affald til en værdi af knap 50 millioner kroner. Prisen for at håndtere resten af spildevandet vurderer RGS til at være i omegnen af 35 millioner kroner – ergo et overskud på godt 15 millioner kroner.

Når Miljøstyrelsen skal beslutte, om en ansøgning om import skal godkendes eller afvises, er økonomien altså det vigtigste kriterium, og det stemmer meget godt overens med den forklaring, Miljødirektoratet – den norske pendant til Miljøstyrelsen – kommer med. Her fortæller senioringeniør Kjetil Haugstad, at det “ofte vil være markedskræfterne, der bestemmer”, om spildevand eller andet farligt affald bliver i Norge eller bliver sendt til udlandet.

Med andre ord: Hensynet til økonomi vægter tilsyneladende højere end hensynet til miljøet.

Skal det ændres, vil det kræve politisk handling, og det er lige præcis, hvad Venstre nu vil arbejde for. Partiets miljøordfører, Jacob Jensen, mener, at Folketinget bør indføre skærpede krav, så balancen i importtilladelserne i højere grad “tipper til miljøets fordel” i stedet for virksomhedernes. Han kalder det “helt urimeligt”, at virksomheder som RGS Nordic i dag kan få tilladelse til at fragte udenlandsk miljøaffald til Danmark, “bare fordi man kan nyttiggøre en sjat”.

“Jeg har en stadigt stigende bekymring for vores havmiljø, og politisk bliver vi nødt til at være ekstra forsigtige. Om grænsen for nyttiggørelse skal være ti procent eller 20 procent, ved jeg ikke, men det er vi nødt til at undersøge politisk, for det skal ikke være sådan, at Danmark uden videre skal påføres et norsk miljøproblem,” siger han.

Det giver da heller ingen mening at tale om bæredygtig nyttiggørelse, når 96,5 procent af affaldet skaffes af vejen, vurderer professor Stiig Markager, der forsker i havmiljø på Aarhus Universitet. Regnestykket er simpelt. For den store bortskaffelse betyder – ligegyldigt hvor godt man renser vandet – mere forurening i et lille dansk farvand, der – som han siger – “i forvejen ikke overholder kravene til god miljøtilstand”.

“Det der med nyttiggørelse giver ingen mening i min optik. Det, det handler om, er, at man udleder nogle miljøfarlige stoffer til et lukket havmiljø. Og det skal man bare lade være med,” siger han.

En anden ekspert, Morten Lykkegaard Christensen, der i 20 år har forsket i vandrensning og genindvinding på Aalborg Universitet, har læst RGS Nordics importtilladelse. Og han mener, at milliardvirksomhedens metode “godt kunne ligne en måde at omgås reglerne på”, siger han.

“Det virker lidt som en kattelem for at få lov til at behandle det forurenede spildevand fra Norge,” siger han, men understreger, at det i udgangspunktet kan give god mening at sende industriaffald mellem lande for at nyttiggøre det, fordi det betyder, at vi som samfund bliver dygtigere til at genanvende. Men det er en alvorlig bagside af medaljen, hvis der samtidig følger forurening med importen.

Morten Lykkegaard frygter, at flere virksomheder i fremtiden vil udnytte, at “man kan sende affald rundt mellem lande, hvis bare der er et eller andet, man kan nyttiggøre. For så risikerer man at underminere idéen om, at affald skal behandles lokalt”.

Når Morten Lykkegaard taler om RGS Nordics måde at gøre tingene på, er han – som du måske kan høre – temmelig direkte, men det er langtfra den oplevelse, vi har haft med alle de forskere, vi har talt med. Flere gange har vi oplevet, at eksperter ved nærmere eftertanke har fået kolde fødder. De er blevet nervøse for at gøre sig uvenner med RGS Nordic. En førende forsker fra et dansk universitet, der også har gennemgået importtilladelsen, beder om at være anonym, så han kan snakke lige ud af posen. Med en årlig omsætning på godt og vel en milliard kroner og kontorer i både Norge og Storbritannien er RGS Nordic en af branchens mest magtfulde spillere. Ifølge forskeren kan det få konsekvenser for éns karriere at lægge sig ud med virksomheden – noget, RGS Nordic afviser.

Efter at have gennemgået importtilladelsen er forskeren ikke i tvivl: Virksomheden udnytter et hul i systemet.

“Jeg er helt sikker på, at det med nyttiggørelsen er en konstrueret historie,” siger han. “Olien er med i affaldet, så de kan sige, at de importerer noget, man kan udvinde noget fra, fordi man ellers ikke må importere affaldet. Hvis jeg var miljømyndighed, ville jeg grave i det her.”

Universitetsforskeren har et indgående kendskab til den danske olieindustri og mener ud fra dén viden, at norske anlæg burde kunne håndtere spildevand og olierester, ligesom man kan herhjemme. Det er nærmere et spørgsmål om, at Norge gerne vil af med de store mængder spildevand, fordi det både er dyrt, besværligt og forurenende selv at tage sig af affaldet, mener vedkommende.

Ud fra et miljømæssigt hensyn giver det simpelthen ingen mening, at affaldet ender i Danmark, når så stor en del skal bortskaffes, fortæller samtlige forskere os. Selv om Agersø Sund er relativt dyb, og strømmen er relativt kraftig, så er det intet i sammenligning med de norske forhold. Det smalle danske farvand er simpelthen langt mere sårbart, end hvis man udledte det rensede spildevand i Norskehavet, som olieindustribyen Mongstad ligger ud til.

Mogens Flindt, forsker i marinbiologi på Syddansk Universitet, kalder det såre simpelt: “Der er endnu mere strøm og endnu mere dybt. Det er ude i Atlanterhavet jo. Der er ikke noget argument for det her. Det er nordmændenes problem, at de ikke vælger at lave en kapacitet, så de kan rense det op. Derfor skal det ikke sendes til Agersø Sund. Det er ikke okay,” siger han og bakkes op af professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet. Han kalder Østersøen “et badekar”: et lukket havmiljø, hvor tungmetaller og andre uønskede stoffer ophober sig, og som i forvejen har “enormt store problemer med miljøfremmede stoffer”.

Hvis man endelig skulle sende olieaffald mellem lande, burde det sendes til Norge, hvor gennemstrømningen er langt større, mener han.

“Og når vandet ovenikøbet kommer derfra, så er det jo helt mærkeligt, at man sejler det hele vejen ind i de indre danske farvande,” siger han.

Også Danmarks tre førende miljøorganisationer, Danmarks Naturfredningsforening, NOAH og Greenpeace, har kun kritik tilovers for importen. I NOAH kalder man det “købmandslogik”, og generalsekretær i Greenpeace Mads Flarup Christensen siger, at der “ugler i mosen”.

“Vi skal ikke være et land, hvor det er billigt at komme af med sit olieaffald. De indre danske farvande skal ikke være et deponi for affaldet fra olieindustrien. Særligt ikke fra rige olielande som Norge og Storbritannien,” siger han.

At der skulle være en klima- eller miljømæssig gevinst ved at genanvende den lille olierest, har han også svært ved at se. Alene de mængder af brændstof, det koster miljøet at sende en masse tankfulde skibe med 500.000 tons spildevand herned, ødelægger logikken, mener han.

For forskerne og klimaorganisationerne er spørgsmålet principielt. Det handler om proportionalitet. Bør vi som samfund acceptere importen af flere hundrede tusinde tons olieaffald, fordi vi kan nyttiggøre en beskeden del af affaldet?

Så hvad siger de til kritikken hos RGS Nordic? En efterårsdag i september kørte vi mod Agersø Sund for at besøge rensningsanlægget, det hele handler om.

Ved en stor stålsilo med boblende brunt spildevand viser RGS Nordics bæredygtighedschef, Ebbe Naamansen iført neongul refleksvest rundt. Her lugter skarpt. Af olie og kemikalier.

Bæredygtighedschefen fortæller, at olieindustrivand fra Norge og Storbritannien havner på anlægget, fordi virksomheden er førende i at rense og nyttiggøre affaldet. Det sidste er vigtigt, og det må ikke lyde som “greenwashing”, pointerer han. Greenwashing er et ord, der er blevet en større del af miljødebatten de seneste år. Det beskriver kort fortalt et fænomen, hvor virksomheder forsøger at præsentere sig mere miljøvenlige og bæredygtige, end de i virkeligheden er.

“For selvfølgelig,” understreger han, “er der ikke noget, der kan renses 100 procent, men vi er førende, og vi bliver bedre og bedre til at nyttiggøre olien, så den ikke går til spilde.”

På en plakat, der viser en badebro i stille vand under en blå himmel, står budskabet: “Vi renser den jord, dine børn skal overtage.”

Ebbe Naamansen siger, at RGS Nordics rensningsmetoder er state of the art. At anlægget er det bedste i Nordeuropa, og at virksomhedens primære opgave er at løse et miljøproblem. Det er et vilkår, at nogle virksomheder tager sig af det miljøskadende affald, vi mennesker producerer. Og de er, forklarer han, nogle af det bedste til at nyttiggøre, for de har fundet en metode til at genanvende såkaldt emulgeret olie. Altså olie, der dybest set er blandet sammen i vand som små mikroskopiske dråber. Teknologien er stadig i sin indledende fase, men virksomheden bliver hele tiden dygtigere, forklarer bæredygtighedschefen.

Men burde Norge ikke selv tage sig af sit olieaffald, som Basel-konventionen foreskriver, spørger vi?

“Den konvention blev vist mest lavet, så rige lande ikke kan udnytte fattige lande,” siger bæredygtighedschefen.

“Men,” prøver vi igen: “Det var trods alt med den begrundelse, at Norges største olievirksomhed fik afvist sin ansøgning om at få behandlet sit affald i jeres rensningsanlæg. Så er det ikke lidt mystisk, at de stadig kan få sendt deres affald til Danmark via jeres datterselskab?”

Ebbe Naamansen afviser blankt. Det er der intet fordækt i, for Miljøstyrelsen har jo godkendt ansøgningen. Hvis bare Equinor dengang havde søgt om at få affaldet nyttiggjort i stedet for at få det bortskaffet af RGS Nordic, så havde Miljøstyrelsen aldrig afvist ansøgningen. Det er han “sikker på”, siger han.

“Vi mener, at spildevand skal renses der, hvor det renses bedst. Og noget nyttiggørelse er bedre end ingen nyttiggørelse.”

Den pointe gentager RGS Nordic mere eller mindre i et mailsvar, som virksomheden sender os via sin presseafdeling, efter at vi har bedt dem forholde sig til forskernes uddybende kritik.

De kalder kritikken af, at virksomheden omgår Basel-konventionen, for “usand”.

“Det er ikke RGS Nordic, der beslutter, om det giver mening at importere affald til rensning og nyttiggørelse i Danmark. Det gør Miljøstyrelsen,” skriver de blandt andet og fastslår, “alle handlinger er afstemt med de ansvarlige myndigheder”. Der er ifølge virksomheden ikke tale om nogen “kattelem” eller en “omgåelse” af regler, men en virksomhed, der er godkendt til at importere affald fra udenlandske olieindustrier.

“RGS Nordic har igennem mange år oparbejdet teknikkerne til at nyttiggøre olie i olieforurenet vand, og i 2018 blev anlægget myndighedsgodkendt af Slagelse Kommune som et nyttiggørelsesanlæg til ‘Genraffinering eller andre former for genbrug af olie’,” skriver virksomheden.

I mailen refererer RGS Nordic også til et svar, som miljøminister Lea Wermelin har givet Miljø- og Fødevareudvalget. Helt i tråd med Miljøstyrelsens svar til os fastslog ministeren nemlig, at der ikke er en fast minimumsgrænse for, hvor lidt der skal nyttiggøres. Derfor, skriver virksomheden via sin pressechef, har Miljøstyrelsen altså “konkret vurderet”, at der “både var tale om nyttiggørelse, og at det sker uden fare for miljøet”.

I havnen på Agersø går øens sidste erhvervsfisker, Jan Rasmussen, langs kajen. Han udpeger stedet, hvor TAJA – hans fiskekutter – lå indtil 2018, og taler om tiden, der var. I dag er havnen tom, og fiskene fra Agersø Sund er forsvundet. Århundreders erhverv sluttede, da Jan Rasmussen solgte sin kutter. Vi spørger, om det ikke ville være bedre at passe på helbredet og nyde alderdommen i stedet for at bruge al sin energi på oliespildevand og et dødt hav. Hvorfor ikke hellere læne sig tilbage, nyde sit otium og slappe af i stedet for at bruge næsten alle sine vågne timer på det her?

“Det kan jeg godt hilse dig og sige. Når jeg har set mit erhverv blive smadret. Smadret. Og alle andre får skylden for forureningen i Danmark, og så sådan en virksomhed kan få lov at lukke alt det lort ud. Der er jeg altså en stædig hund. Og når man graver sig ned i det her, så bliver det værre og værre og værre,” siger Jan Rasmussen.

Værre og værre. Han kigger ud over bølgerne. Det småregner, og havet går i ét med den blågrå himmel. Et sted derude, otte en halv meter under havoverfladen, ligger udløbsrøret, hvis indhold Jan Rasmussen har brugt et kvart århundrede på at gennemskue.

For der foregår noget mystisk, siger han. Olie fra Norge er bare begyndelsen. Selve tilladelsen til at forurene kommer fra kommunen, og “dén,” siger Agersøs sidste fisker, “er for længst forældet.”