Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Aldrig har forældre engageret sig mere i deres børn – og aldrig følt sig så utilstrækkelige

Her er sociologen, der vil tage presset af forældrenes skuldre.

Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


En mor til tre fortalte, at hun måtte bruge, hvad der svarede til fire-fem feriedage om året på arrangementer i børnenes skoleklasser. En anden var godt og grundigt træt af at øve diktat under aftensmaden. En tredje afslørede, at hun konstant følte sig utilstrækkelig som mor. Det var, som om hun aldrig nåede i mål med sin forældrerolle, sagde hun.

De her besvarelser var nogle af de mange, som sociolog og ph.d. Maria Ørskov Akselvoll modtog, da hun i forbindelse med sin nye bog, Det grænseløse forældreskab, undersøgte idealerne for det moderne fællesskab i en spørgeundersøgelse. 258 forældre svarede hende, og svarene var fyldt med skyld og skam og utilstrækkelighed.

Men hvor kom den følelse af utilstrækkelighed fra? Der var vel ikke nogen, der havde sagt, at de skulle bruge feriedage på legegrupper og hytteture. Eller at man skulle lave staveord, mens man spiste pasta med kødsovs? Hvorfor var det, de gjorde, aldrig godt nok?

Se, det er det helt store spørgsmål i den her artikel. For der er muligvis ikke nogen, der har sagt det direkte, men indirekte får forældre konstant at vide, at de bærer et kæmpe ansvar for, at deres børn lykkes som mennesker. Og det gør det meget nemt for den enkelte forælder at føle sig utilstrækkelig. Det er i hvert fald Maria Ørskov Akselvolls konklusion efter at have gennemtrawlet den forskning, der findes om forældreskabet, både i Danmark og internationalt. Hun har selv beskæftiget sig sociologisk med familieliv og forældreskab i mere end ti år.

I bogen forsøger hun at give det fulde overblik over, hvor mange aktører der egentlig vil forældrene noget, blandt andet ved at analysere de samfundsstrukturer, som hun oplever er med til at rammesætte, hvordan man er en god forælder. Og ved at sætte spot på, hvor mange der har mere eller mindre gode råd og forslag til, hvordan de bør opdrage deres børn. Det er ikke så få.

Det er er massivt,” siger Maria Ørskov Akselvoll. Det er, som om alle vil noget med forældrene i dag. Det er staten, markedet, kulturen, medierne. Det er overalt. Og som små seismografer samler vi forældre det op uden altid at vide, hvor det kommer fra.”

Noget andet, der var bemærkelsesværdigt ved hendes spørgeskemaundersøgelse, var, at rigtig mange følte, at de stort set hver dag fejlede som forældre. Ikke bare sådan på ups-måden, men på en mere fatal og gennemgribende måde a la: Jeg kom til at hæve stemmen og skælde ud i stedet for at være anerkendende og positiv – med undertonen: Derfor bliver mit barn nok skadet og stækket og dårligere stillet i fremtiden.

Som sådan er det selvfølgelig godt at være optaget af sit barns udvikling og at anerkende barnets perspektiv og følelser, siger Akselvoll. Problemet er, at det meget intensive forældreskab, som mange dyrker, ikke nødvendigvis er lig med det gode liv, hverken for forældrene eller for børnene. Forældreskabet er blevet big business, både kommercielt med baby- og børneudstyr og produkter, bøger og forældrekurser, der skal sikre dit barn en god fremtid. Men også samfundsøkonomisk er forældre i endnu højere grad end tidligere blevet gjort til ressourcer, der skal hjælpe skoler og daginstitutioner med skabe fremtidens nyttige samfundsborgere. Og særligt forældrenes engagement i børnenes skoletid bliver betragtet som afgørende vigtigt. Men er det faktisk så vigtigt, at forældrene engagerer sig aktivt i deres børns skolegang og tager med til hvert eneste trivselsarrangement? Det er den kollektive sandhed, sociologien gerne vil udfordre. I sidste ende for at kunne sætte forældrene fri, som hun siger. Og man kan kun blive fri, hvis man ved, hvad man skal løsrive sig fra.

Inden sommerferien eksploderede forældredebatten, da debattør og forfatter Ditte Giese i mediet Heartbeats beskyldte millennialforældre for at klynke over, at det var hårdt at være forældre. Hvordan kunne det dog komme bag på den mest veluddannede generation nogensinde, at det kunne være opslidende at have børn, undrede debattøren sig. Hvorfor tuder forældrene i Generation Millennial mere end deres børn?” skrev hun og fortsatte: Der går nærmest ikke en dag uden et forskrækket indlæg eller en klumme fra en millennial-forælder, der klager over, hvor svært det er at have både børn OG et arbejde.”

Maria Ørskov Akselvoll kan forstå, at det er sådan, det kan se ud udefra. Som klynkeri. Men under klynkeriet ligger der noget andet, som er vigtigt at forstå, mener hun, og som virkelig er taget til de seneste 20 år: et intensivt forældreskabsideal, som af forskellige internationale forskere har fået forskellige benævnelser. Helikopterforældre, positive parenting, det involverede forældreskab for blot at nævne nogle af dem. Fælles for de her betegnelser er, at de gør forældreskabet i den vestlige verden mere intensivt og slidsomt, både konkret og følelsesmæssigt. Allerede fra treårsalderen begynder børnene til fritidsinteresser, og langsomt men sikkert bliver familiekalenderen fyldt med kompetencefremmende aktiviteter, underholdende og lærerige oplevelser, legeaftaler og sociale arrangementer.

Konkret betyder det, at forældrene er meget opmærksomme på at respondere på alle barnets behov og understøtte dets udvikling, læring og trivsel på opfordring fra historisk mange opdragelseseksperter, der igen og igen understreger, at det er afgørende for, at børnene udvikler sig normalt,” siger Maria Ørskov Akselvoll.

Som vi tidligere har skrevet en artikelserie om her på Zetland, får moderne forældre i dag et indtryk af, at det har afgørende betydning for deres børns fremtid, at de når at lege sammen inden aftensmaden, bakker op om børnenes interesser – og også lige når at læse højt i 20 minutter hver dag, for det siger skolen er vigtigt. Det er opslidende, siger Maria Ørskov Akselvoll, når man hele tiden skal gøre’, i stedet for at være’, i familien. Og derfor er forældreudbrændthed også en ny psykologisk tilstand, som er i vækst i særligt de højtudviklede vestlige lande. De lande, hvor det intensive og kultiverende forældreskab netop dyrkes mest.

Jeg kan godt forstå, at forældre i dag synes, det er hårdt, og at de så at sige klynker. For objektivt set er det blevet mere kompliceret at være forælder,” siger sociologen. Historisk krævende faktisk.”

Men det er da mærkeligt, er det ikke? At forældre skulle blive drænede af at være opmærksomme og kærlige og lege med deres børn? Det lyder da på papiret både meningsfuldt og hyggeligt, gør det ikke?

I sin bog fortæller Akselvoll om lille Oda på to et halvt år og hendes udmattede forældre. Eksemplet har hun lånt fra sin norske sociologkollega Kari Stefansen, der har forsket i forældreskab i småbørnsfamilien. Kort fortalt viste Oda pludselig en interesse for fisk. Og en interesse udviklede sig til et større familieprojekt. Forældrene investerede både energi og penge i en raptus, der meget vel kunne være forbigående. De købte en plakat med fisk og talte om arterne, de gik til fiskehandleren og købte en hel fisk, som Oda kunne få lov at lege lidt med og siden spise til aftensmad. Til sidst, viser Kari Stefansen, var forældrene mere udmattede af at monitorere og støtte Odas udvikling, end de var, når de kom hjem fra arbejde til daglig.

Og sammenholdt med alle de her gode råd og forældreidealer, der blæser i vinden, er det som forælder nemt at føle, at man er på hårdt arbejde, siger Maria Ørskov Akselvoll. Sådan havde hun det selv, da hendes børn var små, og hun endnu ikke havde identificeret, hvor det her pres egentlig kommer fra. At det er noget, der kommer udefra, men som forældrene typisk vender indad.

Og det er netop dét, som er problemet med det grænseløse forældreskab: De udefrakommende stemmer, der fortæller forældre, hvordan det gode og rigtige forældreskab skal være, bliver til indre stemmer og indre krav. De mange forældre, hun har hørt fra i sin undersøgelse, beskriver det som både udmattende og glædesløst hele tiden at skulle gøre de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. For det er opslidende at monitorere sin egen forælderpræstation og forsøge at optimere den. En pointe i Akselvolls bog er således, at tidens intensive forældreskabsideal ikke levner meget plads til forældres egne behov og ønsker. Og heller ikke til, at kroppen og hovedet bliver træt af at være på alerten’, som hun kalder det.

Den tyske supersociolog og politolog Hartmut Rosa har i flere bøger beskrevet, hvad accelerations- og højhastighedssamfundet gør ved os. Jo mere vi forsøger at kontrollere, jo mere går vi glip af livet,” lyder en af Rosas konklusioner. Han mener at se en kollektiv udmattelse. Og den kan man med god mening lægge ned over det moderne forældreskab, mener Maria Ørskov Akselvoll. Da hun lavede sin spørgeskemaundersøgelse blandt 258 forældre, var ordet nærvær noget, der gik igen som det ypperligste, man skulle stræbe efter som forældre. Det var ikke fysisk nærvær, der blev ment, men en form for koncentreret og uforstyrret tilstedeværelse.

Men er den slags nærvær noget, man kan planlægge eller kontrollere? Og skal vi kræve af os selv, at vi skal være konstant nærværende i samværet med vores børn? Har børn virkelig brug for det? Det vil jeg gerne udfordre,” siger Maria Ørskov Akselvoll.

Hendes mål er ikke at pege fingre ad de forældre, der gør, hvad de kan, for at være gode forældre. Hendes mål er at fortælle, at langt de fleste forældre allerede er gode nok. Forskning peger faktisk på, at det gode nok forældreskab” er det bedste, både for voksne og børn. Vi er historisk gode forældre i dag. Aldrig har vi været så kærlige, omsorgsfulde og engagerede i vores børn. Det bliver der bare ikke snakket så meget om. Der bliver mest talt om, at der mangler noget.”

Hun har en erklæret mission om at hjælpe flere forældre til at sænke skuldrene og i mindre grad tillægge enhver lille handling i opdragelsen en afgørende betydning. Og måden, det foregår på, er altså at kaste et kritisk lys over de mange krav og forventninger, der ligger i det her positive forældreskab. Akselvolls analyse er, at politikerne i langt højere grad end tidligere er optaget af, hvordan børn bliver gode samfundsborgere, der tager gode uddannelser og kommer ud på arbejdsmarkedet, hvor der allerede nu mangler hænder. Det er det pres, der ligger som et tema for alt.

Samtidig sker der ting i verden, som gør forældre bekymrede for deres børns fremtid. Klimakrisen, eksempelvis, men også en økonomisk udvikling, som betyder, at børn og unge, der vokser op nu, ikke nødvendigvis kan se frem til at blive rigere end deres forældre – noget, som vi efterhånden ellers har vænnet os til.

Men det betyder ikke, at forældre kan sikre deres børns fremtid ved at tage fem feriefridage om året for at deltage i skolens trivselsarrangementer. Og forældre har hermed et carte blanche fra Maria Ørskov Akselvoll til at sige fra. Der er simpelthen ikke forskningsmæssigt belæg for, at ens børn bliver mere vellykkede, succesfulde eller livsduelige, fordi man som forældre konstant er optaget af at monitorere børnenes udvikling. Eller sagt på en anden måde: Forskningen har meget svært ved at påvise en decideret forældreeffekt af opdragelsen, fordi så mange andre faktorer spiller ind på, hvordan børn udvikler sig, og hvad der sker i deres liv.

Der er ingen tvivl om, at forældrene spiller en vigtig rolle i forhold til at give børnene omsorg og tryghed. Men det er en myte, at forældre altid er børns årsag’. Jo, alle prøver at overbevise dig om, at det er sådan, det hænger sammen, fordi de har kommercielle interesser i, at det er sandheden. Men i værste fald kan børnene ende som små narcissister, fordi vi tror, det bedste for vores børn er, at vi reagerer på deres mindste pip.”

Det er vigtigt for Maria Ørskov Akselvoll at understrege, at mange forældre i dag selvfølgelig gør, som de gør, i den allerbedste mening. Og det kan føles direkte grænseoverskridende at være den forælder, der ikke er med til alle trivselsarrangementer. For presset er stort for at være med i fællesskabet.

Hendes projekt handler om at klæde forældrene godt nok på til at sætte forældrene fri. En mor, der læste hendes bog, beskrev det som en art religiøs frisættelse at kunne holde alle formaninger ud i strakt arm. Og for eksempel kunne sige, at nej, der er faktisk ikke videnskabeligt bevis for, at børnene i klassen får bedre relationer, hvis jeg deltager i forældrefesten eller arrangerer otte legegrupper om året.

Der er sikkert mange, der synes, det er meningsfuldt og rart, at børn og voksne i klassen eller i børnehaven virkelig kender hinanden godt. Og det kan helt sikkert være gavnligt. Men det er ikke det, der afgør, om dit barn lykkes socialt og på sigt lykkes som menneske. Det er bare dét, man skal vide. Når alle vil noget med forældrene, er det afgørende, at forældrene selv ved, hvad de vil, hvis de skal turde vriste sig lidt mere fri af forventninger fra samfund, marked, skole og andre forældre.