Facebook er farlig for demokratiet. Men det er endnu farligere, hvis politikerne griber ind

STØJSENDERFor Facebooks algoritmer kan alt blive en nyhed, hvis det får likes og delinger nok. Illustration: Jørgen Stamp, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Det er blevet sagt, at det arabiske forår var den første verdensbegivenhed, hvor sociale medier gjorde en forskel for det gode. I så fald beviste det amerikanske præsidentvalg, at deres destruktive potentiale er lige så stort. Diskussionen om Facebooks ansvar for misinformationens gennemslagskraft, og hvad vi som samfund skal stille op, ruller lige nu. Men vi skal holde tungen lige i munden.

Ifølge kritikerne har amerikansk-ejede sociale medier fået stor indflydelse på den demokratiske debat i Danmark. Debatten har ulmet i flere år, og lige nu buldrer den: Er Facebook god eller dårlig for idealet om en ytringsfrihed, der lever på tværs af landegrænser?

Det øgede fokus skyldes naturligvis Facebooks støt voksende betydning som meta-redaktør’ for den globale nyhedsstrøm. Medierne er i stigende grad afhængige af Facebook som distributør for deres journalistiske historier, hvis gennemslagskraft afhænger af, at de deles online. Det er et vilkår, som gælder for traditionelle medier såvel som nye medier a la det, du læser lige nu.

Siden 2014 har Google og Facebook siddet på mere end halvdelen af det digitale annoncemarked, og blandt de 20-35 årige udgør sociale medier den foretrukne nyhedsportal for hver anden.

I debattens første fase lå fokus på Facebooks noget uigennemsigtige indholdspolitik, der førte til, at eksempelvis den danske forfatter Peter Øvig Knudsen fik fjernet sider med billeder af bare bryster. Kritikken af Facebooks redigeringslinje’ fik for alvor international gennemslagskraft, da den norske avis Aftenposten fik suspenderet sin Facebook-profil efter at have trykt det ikoniske billede af en nøgen vietnamesisk pige, der flygter fra et amerikansk napalmangreb under Vietnamkrigen.

Det var dog intet mod den storm, der har rejst sig om Facebook efter det netop overståede amerikanske præsidentvalg. Den centrale anklage er, at Facebooks algoritmer bidrager til, at falske nyheder og politiske ekkokamre skaber en fordrejning og korrumpering af den politiske debat. En debat, vel at mærke, der er selve fundamentet for oplyst demokratisk stemmeafgivelse. Det amerikanske online-medie Buzzfeed offentliggjorde eksempelvis en meget omtalt undersøgelse af de tre måneder, der ledte op til valget. Den viste, at de 20 mest udbredte falske politiske nyhedshistorier blev delt og liked mere end de 19 mest populære historier om valget fra mainstream-medier som New York Times, Washington Post og NBC.

Problemstillingen fylder også på allerøverste politiske niveau. Under præsident Obamas netop overståede besøg i Berlin hos den tyske kansler, Angela Merkel, advarede begge ledere kraftigt mod en udvikling, hvor befolkningerne ikke længere kan skelne mellem seriøse argumenter og propaganda”.

Fra flere sider bliver der nu rejst krav om, at Facebook, Twitter og andre sociale medier bør reguleres politisk. I Danmark har socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, været blandt fortalerne for at overveje sådan et skridt. Til Politiken udtalte han, at hvis det her udvikler sig, og urigtige historier breder sig på de sociale medier, så skal vi have diskussionen af, om ikke også eksempelvis Facebook bør være underlagt nogle retningslinjer”.

Bonusinfo. “Kapaciteten til at sprede misinformation, vilde konspirationersteorier, at male modstandere i voldsomme negative farver uden mulighed for at give svar på tiltale – det er accelereret på måder, som skaber en meget skarp polarisering af vælgerne og gør det meget svært at have en fælles samtale.”– Præsident Obama i The New Yorker.

Indtil for nylig var mit standardsvar til forslaget om politisk handling, at Facebooks ageren som et privatejet selskab ikke var relevant for ytringsfriheden. At det i princippet ikke var mere problematisk, at Facebook fjernede stødende’ billeder eller viderebragte falske nyheder, end at Politiken sletter krænkende kommentarer fra dets online-artikler, eller at man kan finde fejlagtige historier i alle danske mainstream-medier. Der var ikke grundlag for øget politisk regulering af Facebook og Twitter, konkluderede jeg.

Konklusionen holder vand, men analysen var fejlagtig, kan jeg nu se. Facebooks rolle som indirekte redaktør spiller utvivlsomt så væsentlig en rolle for, hvilke historier og emner der diskuteres lokalt, nationalt og globalt, at Facebooks indholdspolitik har en væsentlig indflydelse på den praktiske udfoldelse af ytringsfriheden mange steder i verden. Det gælder især i forhold til hvilket indhold, der er tilladeligt, og i forhold til de kriterier konkrete historier op- eller nedprioriteres ud fra.

Det er i den forbindelse særligt bekymrende, at Facebook er ekstremt hemmelighedsfuld omkring sin praktiske forvaltning af indholdspolitikken, ligesom Facebook ikke afslører indholdet af sine algoritmer. I september kunne Jyllands-Posten beskrive, hvordan Facebook bruger ansatte i den tredje verden til at gennemse og fjerne indhold. Medarbejderne med opgaven er på så lave akkordlønninger, at de har under et sekund til at afgøre, om et billede skal fjernes eller ej. De har samtidig et økonomisk incitament til at bremse snarere end blåstemple indhold.

Bonusinfo. “Med et globalt community af 1,6 milliarder mennesker arbejder vi hårdt for at balancere, at folk får mulighed for at udtrykke sig selv, mens vi sikrer, at vi leverer respektfulde omgivelser.” – Monika Bickert, Head of Global Policy Management hos Facebook.

Hvis Facebooks indholdspolitik kan føre til, at kritiske politiske debatter bliver censureret’, og at den offentlige debat opsplittes i ekkokamre, hvor borgerne alene møder nyhedshistorier, der bekræfter deres verdenssyn (og som ganske ofte vil være falske eller fordrejede), hvorfor så ikke underlægge Facebook lovgivning, der søger at rette op på disse stærkt skadelige tendenser?

Fordi farerne ved et sådant skridt er langt større end de problemer, Facebooks algoritmer skaber for sig selv og os andre.

Det kan være nyttigt at rejse tilbage i historien og pege på paralleller. I 1450’erne opfandt Gutenberg som bekendt trykpressen, der i symbiose med Renæssancen og Reformationen medførte en revolution, hvis betydning langt oversteg internettet og de sociale mediers (i hvert fald indtil videre). Hvor viden og information indtil da kun kunne sprede sig fra mund til mund eller via skrøbelige, håndlavede manuskripter, gjorde trykpressen det muligt at sprede information hurtigere og længere ud end før. Nye idéer om religion, politik og filosofi gik viralt’ og skabte omfattende sociale og politiske ændringer, hvis påvirkninger strækker sig helt ind i vores digitale tidsalder.

Udbredelsen af alle disse nye idéer blev opfattet som stærkt problematisk af datidens magthavere. Hidtil havde informationsstrømmene været koncentreret i hænderne på konge og kirkemagt, og nu forsøgte magthaverne at begrænse skaden ved den nye teknologi gennem censur, begrænsninger og drakoniske straffe. Med Reformationen blev det i Danmark besluttet, at universitetets teologer skulle udøve forhåndscensur på så godt som alle udgivelser. Bøger måtte kun udgives af trykkere med kongeligt privilegium, og ytringer, der slap gennem dette fintmaskede net, blev straffet hårdt, hvis de satte spørgsmålstegn ved konge eller kirke.

Datidens bærende samfundsinstitutioner frygtede med andre ord konsekvensen af at lade almindelige undersåtter læse, skrive og trykke. For viden er magt, og nye idéer kunne – og ville, skulle det vise sig – med tiden rokke ved selve det fundament, som kongens og kirkens magt hvilede på. Det var da heller ikke alt det nye trykte, der var lige lødigt. Propagandaen var omfattende – eksempelvis stredes katolikker og protestanter med hinanden – ligesom det, vi i dag ville kalde hate speech, fyldte meget.

Da censuren blev ophævet af Struensee i 1770, gentog historien sig. Trykkefrihedsperioden betød, at enhver borger pludselig kunne give sine tanker til kende. Det førte til nye idéer og debatter om økonomi, politik og videnskab – men også til det, historikeren Edvard Holm i 1888 omtalte som de gyselige Flyverskrifter i Trykkefrihedstiden”. Pressehistorikeren Harald Jørgensen kunne endnu i 1970 forarges over en smudslitteratur af et lavmål, som man sjældent har oplevet”.
Konsekvensen blev, at der blev slået bak, kulminerende med Trykkefrihedsforordningen fra 1799, der førte til, at danske skribenter som P.A. Heiberg og Malthe Conrad Bruun blev landsforvist. Den offentlige debat om danske samfundsforhold hensygnede i mere end en generation.

Uanset hvor meget smuds’ trykpressen og afskaffelsen af censuren medførte, er det nok de færreste, der ville ønske, at disse nybrud aldrig havde fundet sted. Samlet set har frugterne af trykpressen og afskaffelsen af censuren – som blev definitiv i 1849 – været langt større end de negative konsekvenser. Det er svært at forestille sig de gigantiske fremskridt, menneskeheden har gennemlevet de seneste århundreder, uden trykpresse og fri offentlig debat.

Rundt om de tvivlsomme historier bliver der hver dag ført interessante debatter og delt dybt relevant historisk, politisk og kulturelt indhold på de sociale medier.

DIRIGENTENTidligere på måneden var Mark Zuckerberg til topmøde for virksomhedsledere i Lima, Peru. Han kom kritikerne i møde og talte om ansvaret for at bekæmpe "had, vold og misinformation". Foto: Mariana Bazo / Scanpix

Det er værd at bemærke, at Facebook og Twitter i et vist omfang allerede har rettet sig ind efter de politiske ønsker. I maj 2016 indgik begge platforme (sammen med blandt andre Google og Yahoo) en såkaldt Code of Conduct med EU-Kommissionen. Tech-firmaerne forpligtede sig til at fjerne såkaldt hadefuldt” og ekstremistisk” materiale inden for 24 timer efter, de er blevet notificeret om det.

Der findes dog ikke nogen fælles europæisk definition af, hvor grænsen skal trækkes. Med aftalen vil det med andre ord være Facebook, Twitter og de andre virksomheder, der uden for offentlighedens søgelys og ud fra uklare kriterier står for at fjerne det forkerte’ indhold.

Det har blandt andet ført til, at almindelige borgeres links til IS-publikationen Dabiq er blevet fjernet – sammen med kritiske ytringer om indvandring. Twitter (der for få år siden beskrev sig selv som The free speech wing of the free speech party) er begyndt at blokere højreekstreme” brugere – selv i USA, hvor højreekstreme ytringer er fuldt lovlige. Det er påfaldende, at politikere i vestlige demokratier, som beklager sig over Facebooks nultolerance over for nøgenhed, samtidig ønsker mere censur, når det gælder kontroversielle politiske ytringer.

Eftersom sociale medier er globale fænomener, vil tendenser som disse muligvis blive forstærkede, hvis man skal opnå en universel konsensus om de indholdsmæssige grænser. I Kina er Twitter og Facebook blokeret, i Tyrkiet blokeres adgangen efter Erdogans forgodtbefindende, i Rusland er det strafbart at nævne historiske kendsgerninger (for eksempel Sovjetunionens invasion af Polen i 1939), og i en række islamiske lande som Pakistan og Bangladesh er der blevet lukket for adgangen til sociale medier, når islamkritisk materiale har bredt sig.

Med andre ord kan politisk regulering med international opbakning hurtigt føre til laveste fællesnævner.

Det er også svært at forestille sig, at man fra politisk hold kan definere, hvad der er sandt’, og hvad der er falsk’. Både Hillary Clinton og Donald Trump har i deres præsidentkampagner leveret usande udsagn – men de ville givetvis definere sandt og falsk ganske forskelligt. Kig bare på et lille og homogent land som Danmark. Blandt vores politikere er der ganske forskellige holdninger til, hvad der udgør fakta – se bare de mange anklager om løgn rettet mod Helle Thorning-Schmidts regering eller de forskellige udlægninger af, hvorvidt Anders Samuelsen for tiden er ved at løbe fra et løfte eller blot befinder sig i en ny situation.

Man kan også spørge, hvorvidt ekkokammereffekten overhovedet er ny. I Danmark dominerede firebladssystemet” danskernes medieforbrug i generationer. Det medførte, at alle byer af en vis størrelse havde (mindst) fire aviser, der henvendte sig til vælgerne fra henholdsvis Højre (konservative), Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre. De præsenterede ofte ganske forskellige verdensbilleder – trods vores lands lidenhed og ensartede befolkning.

Hvis problemet er reelt og truende, men politiske tiltag ikke er vejen frem, hvad gør vi så?

En del af løsningen kan blive, at der med tiden opstår en anderledes og mere forfinet debatkultur på de sociale medier. Facebook er blevet en fast bestanddel af vores daglige liv, men har kun været en spiller i nyhedsstrømmen i ganske få år. Ved at debattere de indbyggede problemer i den måde, debatten fungerer på på sociale medier, kan man håbe, at nyhedsforbrugeren bliver mere kritisk overfor sine nyhedskilder. Der kan heller ikke være tvivl om, at de sociale medier fremover også vil blive målt på, om de kan udvikle deres produkter, sådan at de opleves som facilitatorer, snarere end hindringer for den demokratiske debat.

Facebook og Twitter har da også – blandt andet sammen med Google – allerede meldt ud, at de vil forsøge at forbedre sig. Mislykkes de, må vi sætte vores lid til, at der et sted i en garage i San Francisco sidder et par nørder og lægger sidste hånd på en ny social medietjeneste, der formår at mindske afstanden mellem magthavere og borgere på et oplyst grundlag, og hvor publicistiske idealer går hånd i hånd med kommercielle hensyn.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: