Denne atlet mangler et ben. Men det er ikke ham, der er handicappet. Det er dig

  • 25. april 2016
  • Sport
  • 12 min.
HOPForskere fra et tysk, japansk og amerikansk universitet skal undersøge, hvorfor Markus Rehm kan springe så langt på sin protese, og om den giver ham en fordel over sine 'raske' konkurrenter. Foto Julian Stratenschulte, Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Længdespringeren Markus Rehm har en chance for at vinde OL-guld, selv om han springer på en benprotese. Men måske får han slet ikke lov. Atletikforbundet er nemlig i tvivl om et ret basalt spørgsmål: Gør den teknologiske udvikling os til bedre mennesker? Eller gør den, at vi mister noget af vores menneskelighed?  

Når tyskeren Markus Rehm springer længdespring, sætter han af på en protese af kulfiber. Den sidder spændt fast under hans højre knæ. Han har været i gang i ganske få år, men kurven for hans præstationer har været stejlt stigende i en grad, som overgår samtlige konkurrenter. I 2012 vandt han guld ved De Paralympiske Lege i London ved at springe syv meter og 35 centimeter. I 2013 sprang han 7,95 meter ved verdensmesterskaberne. I 2014 fik han lov til at deltage ved de almindelige tyske mesterskaber – og vandt. Og ved verdensmesterskaberne for para-atleter i Doha i oktober sidste år sprang Rehm 8 meter og 40 centimeter. Det er ni centimeter længere end ham, der vandt guld ved de sidste Olympiske Lege for almindelige” atleter.

Springet, som du kan se herunder, var et spring ind i en ny verdensorden.

Du husker måske Oscar Pistorius, den sydafrikanske 400-meterløber kendt som Blade Runner. Han havde proteser på begge ben, og efter en lang, snørklet proces fik han lov at deltage ved OL i 2012. Det her er anderledes. Markus Rehm er ikke et kuriøst indslag – han har vendt sportens verden på hovedet: En handicappet mand på en protese er potentielt blandt favoritterne til at tage OL-guld mod sine raske konkurrenter.

Det ville være et paradigmeskift, hvis han får lov at stille op og vinder,” siger Andy Miah, professor i blandt andet sport og bioetik ved universitetet i Salford i det nordlige England, over en slatten Skype-forbindelse.

Markus Rehm er med til at revolutionere vores idé om, hvad handicap overhovedet er. Og hvis vi skal gå endnu videre: Atleter som Rehm har potentiale til at pille ved vores idé om menneskelighed.”

I samarbejde med universiteter verden over er Rehm netop gået i gang med en større videnskabelig undersøgelse for at bevise, at hans protese ikke giver ham en fordel. Samtidig har Det Internationale Atletikforbund nedsat en kommission, der skal finde ud af, om de tør lade atleter som ham konkurrere på lige fod med alle andre. Både undersøgelsen og kommissionen kommer med deres resultater til juni, men at dette udredende arbejde overhovedet er nødvendigt, tydeliggør allerede nu noget banebrydende:

Vores civilisation er nået til det punkt, hvor vi kan skabe kunstige lemmer, der fungerer bedre end de, der er vokset frem gennem tusinder af års evolution. Implikationerne rækker langt ud over sportens verden og kommer ganske snart til også at påvirke dit liv.

Bonusinfo. Verdensrekorden for længdespring blev sat i 1991 og er en af atletikkens ældste rekorder. Mike Powell nåede dengang ud på 8,95 meter – 55 centimeter længere end Markus Rehms bedste resultat.

GOEfter Oscar Pistorius fik lov at deltage ved OL i 2012, blev hans proteser undersøgt. Konklusionerne pegede i forskellige retninger. En teknisk undersøgelse viste, at fordi Pistorius ikke har nogen ankler, sparer han en stor mængde energi, når hans ben rammer løbebanen. Til gengæld er det sværere for ham at komme ud af startblokken og løbe i svingene. Foto Max Rossi, Scanpix

Den moderne atletik har de seneste 150 år været drevet af en ret simpel idé: højere, længere, hurtigere. Men sagen om Markus Rehm viser, at der nedenunder har ligget et andet og selvindlysende princip: Du skal hoppe højere, kaste længere eller løbe hurtigere under egen kraft. Det er dig, din fysiske menneskekrop, der skal gøre arbejdet. Det er den idé, De Olympiske Lege er bygget på: Rene, naturlige mennesker konkurrerer mod hinanden og forsøger at finde frem til menneskeracens biologiske grænser.

Gennem hele sin moderne levetid har især den olympiske bevægelse kæmpet imod alt, der bare tilnærmelsesvist kunne betragtes som unaturligt. Jeg skrev til sports- og medicinhistoriker fra Birmingham Universitet Vanessa Heggie og spurgte om hendes yndlingseksempel:

Intervaltræning – eller bare træning som sådan – blev fordømt i starten af det 20. århundrede,” skrev hun tilbage.
Den olympiske bevægelses egne regler var lavet, så de udelukkede atleter, der havde mulighed for at træne meget. Idéen var, at man skulle bevise, at man var naturligt’ god på selve konkurrencedagen.”

Det er blandt andet derfor, De Olympiske Lege har haft så svært ved at acceptere professionelle atleter. De havde tid til at træne, og træning blev betragtet som en kunstig teknik, der gav en unaturlig fordel.

Spørgsmålet, der lå især den olympiske bevægelse på sinde, var, om træning og andre kunstige teknikker udfordrer menneskets biologiske identitet. Altså, om træning gør os til noget andet end dem, vi egentlig er. Det kan lyde fjollet, men bekymringen er fundamentalt det samme, som vi i dag har om doping, nemlig at vi laver menneskekroppen om. Med den teknologiske udvikling er der kun kommet flere og flere områder, hvor sporten har skullet finde ud af, hvad der er menneskeligt og derfor naturligt – og hvad der ikke er. Jeg har lyst til at give dig en alenlang liste med eksempler på store kampe, men har udvalgt tre.

  • Ved OL i 1984 var der stor debat i bueskydningskonkurrencen. Newzealandske Neroli Fairhall blev beskyldt for at have en uretfærdig fordel, fordi hun sad i kørestol og derfor kunne være mere stabil end de opretstående. Fairhall sluttede som nummer 35, og sagen døde hen uden konsekvenser.
  • I 2007 kvalificerede golfspilleren Casey Martin sig til at spille på den amerikanske PGA-tour. På grund af en sjælden sygdom havde Martin brug for at blive kørt rundt. PGA udelukkede ham, fordi han så ikke gennemgik “den samme fysiske udfordring som hans konkurrenter”, der jo måtte vandre fra slag til slag. Casey Martin lagde sag an ved den amerikanske arbejdsret og vandt.
  • Det norske langrendsforbund debatterer i øjeblikket, om det skal være tilladt at sove i telte med lavt iltindhold. Teltene simulerer, at atleterne befinder sig højt oppe, hvor iltniveauet er lavere. Kroppen reagerer ved at producere flere røde blodlegemer. Når du går ud af teltet igen, kan din krop optage mere ilt.
TÅSPIDSERFor omkring 10 år siden sprang alle amputerede længdespringere på det raske ben. I dag er det omvendt: Hvis det overhovedet er muligt, springer man på protesen. Det er en blanding af udvikling i teknologi og forbedret springteknik, der har drevet udviklingen. Foto Scanpix, Julian Stratenschulte

Min umiddelbare tanke,” skriver sportshistorikeren Heggie i en mail, er, at sporten har det helt fint med teknologi som løbebaner, sko og sportstøj, fordi det ikke bryder nogen grænser.”

Men, siger hun, så snart teknologien eller teknikkerne begynder at pille ved vores biologiske identitet, stejler vi. Engang havde vi det svært med træning, fordi det påvirkede vores muskler og vores fysik. I dag har vi det svært med doping, fordi det påvirker vores blod. Og sporten har det exceptionelt svært med Markus Rehm, fordi hans krop er flettet sammen med en moderne, højtudviklet teknologi.

Bonusinfo. Så længe handicappede ikke har brug for ekstra teknologi, har det ikke været noget problem at have dem med i OL. I 1904 vandt den benamputerede George Eyser tre guldmedaljer i blandt andet barre og rebklatring. Danskeren Lis Hartel vandt i 1952 sølv i dressurridning. Hun var lam fra knæene og nedefter og skulle hjælpes på og af hesten.

Det spørgsmål, Det Internationale Atletikforbund ikke kan finde ud af at svare på, er: Hvis Markus Rehm en dag slår verdensrekorden i længdespring, er det så en menneskelig eller en teknologisk præstation? Det handler basalt set om, hvorvidt teknologien gør os til bedre mennesker, eller om teknologien stjæler noget af vores menneskelighed. For Det Internationale Atletikforbund er det spørgsmål altafgørende, fordi sporten skal finde menneskets – ikke teknologiens – grænser.

Men ser man det fra para-atleternes synspunkt, giver den opdeling ikke mening.

Den danske længdespringer Daniel Wagner Jørgensen konkurrerede mod Markus Rehm ved PL i London for fire år siden. Hvor Rehm er amputeret lige under knæet, er Jørgensen amputeret lige over, hvilket gør en stor forskel i deres præstationer.

Når man er underbensamputeret, kan man i højere grad bruge samme teknik, som de raske kan. Jeg skal bruge en helt anden teknik, fordi jeg ikke har noget knæ, så jeg kan slet ikke nå lige så langt ud som ham. Rehm slår mig med mere end en meter.”

Det, Markus Rehm har mestret, fortæller Daniel, er både at løbe og springe på protesen. Det er ganske få år siden, længdespringere gik over til at sætte af på protesen. Det kunne kun lade sig gøre, fordi proteserne er blevet meget stærkere. Markus Rehm har mestret den nye og ret komplicerede teknik, der blandt andet kræver, at han skal bruge forskellige løbeteknikker til hvert ben (forestil dig at cykle med det ene ben og samtidig træde vande med det andet). At mestre det til en grad, hvor du bringer dig selv i spil til en OL-medalje, er en ærefrygtindgydende atletisk præstation, som den almindelige sportstilskuer ikke har lært at sætte pris på endnu.

Daniel Wagner Jørgensen har ikke lyst til at vurdere, om Markus Rehms protese fungerer bedre end et almindeligt ben eller ej. For ham handler det om samspillet mellem menneske og teknologi.

Dem, der får de bedste resultater, er dem, der ikke skubber deres handicap til side, men bruger det. Jeg føler, min protese er ét med mig, og min udvikling som atlet går hånd i hånd med teknologien.”

I de mest højprofilerede sportsgrene i De Paralympiske Lege handler det om, hvem der er bedst til at interagere med teknologi. Hvis man spørger Andy Miah, sportsprofessor fra Salford, er det her, den helt store forskel mellem almindelig atletik og para-atletik ligger.

Almindelig atletik har et dybt konservativt forhold til teknologiens påvirkning af menneskekroppen – para-atletikken hylder atleternes præstation som en samskabelse mellem biologi og teknologi.

Spørg enhver af de her para-atleter,” siger Andy Miah og de vil fortælle dig om et meget intimt forhold til deres proteser. Da jeg sad og så De Paralympiske Lege i London i 2012, blev jeg slået af, hvordan atleterne ikke længere lagde stolthed i, at deres proteser fik dem til at ligne almindelige” mennesker. De var derimod stolte over, at de så højteknologiske ud. Idéen om, at teknologi formindsker vores menneskelige identitet, er forkert.”

Bonusinfo. Oscar Pistorius har selv klaget over, at proteser giver andre en fordel. Ved De Paralympiske Lege i 2012 – efter at han havde deltaget i de ‘almindelige’ lege – tabte han 200-meterløbet til brasilianeren Alan Fonteles Cardoso Oliveira. Pistorius klagede bagefter over, at Oliveira havde forlænget sine proteser og dermed gjort sig selv højere, end han ‘naturligt’ var.

LIGEVÆRDIGEDette er det amerikanske gymnastikhold Concordia Turnverein Saint Louis. I midten står George Eyser. Han blev kørt over af et tog, og ved OL 1904 dystede han med en træprotese. Alligevel vandt han medalje i for eksempel spring over hest. Foto Wikipedia

Atletik er et af de første områder, der skal tage beslutninger om forholdet mellem menneske og teknologi, fordi de menneskelige funktioner er reduceret til deres mest simple: hop, løb, kast. Da jeg ringer til Robert Riener, professor i sensomotoriske systemer på det teknologiske universitet i Zürich, fortæller han mig, hvad han lægger mærke til, når han ser videoer af Markus Rehm. Det er ikke så meget afsættet og længden i hans spring, der fanger Rieners opmærksomhed. Det er, hvad der sker, når Rehm rejser sig fra sandgraven og går væk.

Han halter,” siger Riener. Jeg ser videoen igen og ganske rigtigt. Rehms springprotese gør det højre ben lige et par centimeter længere end det venstre. Når han går, ser det ud, som om han har glemt venstre sko.

De proteser, atleter som Markus Rehm springer på, er meget kraftfulde og virker godt. Men de er lavet til én specifik opgave. Forestil dig ham gå op ad en stige. Eller køre bil,” siger Robert Riener.

Jeg har ringet til ham, fordi han står bag en af de mest interessante sportskonkurrencer i år. Til oktober har han og hans kolleger stablet The Cyborg Olympics på benene. Det er en konkurrence, hvor de inviterer hold fra hele verden til at dyste om at være den bedste kombination af menneske og maskine. Holdene består af en handicappet atlet og ingeniører, der sammen udfører helt dagligdags opgaver.

Vi kalder dem faktisk ikke atleter, vi kalder dem piloter. For det, de egentlig gør, er at styre de maskiner, der bliver bygget til dem.”

Riener er imponeret over Markus Rehm, men han ved samtidig, at der er stor forskel på atletikbanen og den helt almindelige hverdag. Ved Cyborg Olympics skal piloterne blandt andet dyste om at gå på stige, gå over kuperet terræn eller gebærde sig ved et morgenmadsbord. Det tydeliggør, at vi er på et mærkeligt mellemleje i vores udvikling af kunstige lemmer og proteser: Vi kan lave ben, der kan springe længere end deres biologiske ophav, men vi har stadig svært ved at lave hænder, der kan åbne syltetøjsglas. Vi er på langt de fleste punkter meget langt fra at skabe superhelteagtige post-mennesker.

Men det kommer. Og så skal vi til at tage stilling til, hvor langt vi vil gå for at bryde menneskets grænser.”

Når Andy Miah kigger på sagen om Markus Rehm, er der især én ting, han undrer sig over: Rehm påstår, at hans protese ikke giver ham nogen fordel, fordi den fungerer ligesom et normalt ben. Det er ordet normalt’, der skurrer i sportsprofessorens øre.

De Paralympiske Lege har altid forsøgt at efterligne De Olympiske Lege og bringe handicappede op på et normalt niveau. Men udviklingen i proteser er nået til et punkt, hvor de kan udfordre menneskets evner og komme ud over det normale. Vi kan nu pille ved og forbedre menneskeartens kendetegn. Så hvorfor overhovedet prøve at gå efter det normale?”

Miah forudser, at det kommer til at udfordre selve den måde, vi forstår handicap. Når atletikforbundet undersøger Markus Rehms proteser til bunds, når de overvejer at udelukke ham fra almindelig konkurrence, er det, fordi den forandring allerede har ramt sportens verden. Det er ikke den benamputerede Markus Rehm, der har et handicap – det er alle os andre.

Implikationerne rammer os alle sammen. Vi vil stoppe med at tænke på os selv som optimerede gennem evolution. Vi vil indse, at vores art stadig er i gang med at udvikle sig, men at vi mere end nogensinde kan intervenere i den proces.”

Snart kommer der spiselig teknologi, der kan overvåge vores indre organer. Vi kan få laserkirurgi i øjnene og få high definition-syn. Vi kan få høreimplantater, der kan få os til at høre højere og lavere toner. Vi kan gøre folk så høje, som vi vil. Udviklingen betyder, siger Andy Miah, at vores byrde vil ændre sig. Indtil nu har sporten og menneskeheden som sådan levet med tilfældighedens byrde. Vi har den krop, vi har fået tildelt, vi konkurrerer med den biologi, vi har til rådighed. I stedet får vi valgets byrde. Vælger du dig selv og dine egne underlegne biologiske lemmer? Eller vælger du noget, der er bedre?

Andy Miah så gerne, at Markus Rehm fik lov til at deltage i længdespringskonkurrencen i Rio.

Elitesport handler om at bryde grænser, og det er lige præcis det, para-atleter gør. Lad dem eksperimentere med grænserne. Lad dem gøre deres ben længere. Lad dem få hi-fi-hørelse. Lad os se, hvor langt vi kan nå.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem