Tilbage i slutningen af juni fik Zakia Elvang en mail. Jo mere hun læste, jo mere bekymret blev hun. “Det virkede ikke bare uambitiøst,” siger hun. “Det var også nogle steder decideret urovækkende.” Mailen var fra Klimaministeriet, og den handlede om det nye danske borgerting for klima. Ministeriet tilbød Zakia Elvang og hendes virksomhed at byde på at facilitere borgertinget.

Det gav god mening. Elvang er ekspert i netop borgerting og partner i We Do Democracy, der laver demokratirådgivning. De har de seneste år drevet de første borgersamlinger rundtom i flere danske kommuner og har rådgivet udenlandske borgersamlinger; her diskuterer repræsentativt udvalgte borgere vigtige emner og kommer med anbefalinger til politikerne. Og egentlig kunne hun ikke forestille sig noget mere meningsfuldt end et borgerting om klimaet. Irland, Frankrig, England, Skotland og andre lande gør det samme – ikke mindst for at sikre, at den enorme grønne omstilling, samfundet står til at skulle gennemgå, bliver skabt sammen med borgerne. Så altså We Do Democracy og en anden organisation blev opfordret til at byde på at drive det danske klimating.

Men så var det, hun begyndte at læse, hvordan klimatinget herhjemme var strikket sammen. Det var nu, hun blev urolig. Rammerne for borgertinget var så snævre, at de mindede om en “stor spændetrøje”, siger hun. Ville borgerne reelt blive taget seriøst i det skitserede borgerting? Hvorfor forpligtede ministeren sig ikke på borgernes forslag, som politikere i andre lande havde gjort? “Borgernes mulighed for at tænke selv var fjernet,” siger hun.

Zakia Elvang blev i tvivl om, om hun kunne stå inde for at facilitere borgertinget. Hun spurgte en hel stribe internationale eksperter til råds – jeg har set deres svar og talt med en række af dem. Også her var der bekymring. “Mange advarselslamper,” som en skrev.

Til sidst traf hun en beslutning. Hun skrev tilbage til ministeriet, at hun takkede nej til at byde på at drive borgertinget. Det lever ikke op til gængse standarder på området, skrev hun i mailen – og det vil blive kritiseret for “ikke at være et gennemtænkt og seriøst borgerting”. Det vil ikke, som hun skrev, være “muligt at gennemføre processen ansvarligt”.

Der har været store forventninger til Danmarks nye borgerting for klimaet. Rundtom i verden spirer en ny bevægelse med de såkaldte borgerting, hvor lovende demokratiske eksperimenter pibler frem. Grupper af repræsentativt og tilfældigt udvalgte borgere mødes for at diskutere vigtige spørgsmål og komme med anbefalinger, som politikerne tager med videre. Borgertingene er ét svar på den væsentlige mistillid i befolkningerne til almindelige politikere og endda nogle steder til selve demokratiet.

Der findes også kritik af borgerting – for vi udøver da demokratiet i stemmeboksen, ikke via tilfældigt udvalgte borgere? Til det svarer mange eksperter, at borgerting skal ses som et supplement. De er, lyder det, en slags tilbygning; en tiltrængt fornyelse i mange landes demokratiske systemer, der ofte har stået relativt stille i hundrede år, mens resten af verden har ændret sig hastigt. Borgertingene har haft markante successer rundtom på kloden. Anbefalinger fra borgerting har ændret abortlovgivningen i Irland, byudviklingen i Canada og for nylig klimaindsatsen i Frankrig. Borgerting er, siger eksperter, et middel til at gentænke demokratiet ved at bringe det tættere på borgerne – og dermed styrke tilliden til moderne politik.

Og her i sommer, uden den store virak, blev Danmarks borgerting for klimaet så lanceret. 99 repræsentativt udvalgte borgere skal fra september mødes og diskutere borgernære klima-dilemmaer. Fem gange samles de, får input fra eksperter og kommer så, i løbet af 2021, med anbefalinger til klimaløsninger til politikerne.

Borgerting er de senere år blevet særligt udbredte, når det gælder klimakrisen. Det skyldes – lyder argumentet – at den grønne omstilling kræver så omfattende samfundsændringer, og dermed ændringer i vores hverdagsliv, at der er brug for dyb legitimitet i befolkningen. Hvis ikke borgerne føler sig hørt – hvis ikke de føler, personlige afsagn giver mening – bliver den nødvendige omstilling svær. Tag bare De Gule Veste-protesterne i Frankrig, der blandt andet skyldtes øgede benzinpriser – et led i klimaindsatsen, der ikke blev set som legitim mange steder i befolkningen.

“Med borgertinget ønsker vi derfor at styrke vores demokrati og sikre en langt stærkere inddragelse af borgerne i de dilemmaer, der knytter sig til klimapolitikken,” sagde klimaminister Dan Jørgensen ved lanceringen i slutningen af juni.

Problemet er bare, vurderer Zakia Elvang og en stribe eksperter og aktører herhjemme og i udlandet, at udformningen af klimatinget ikke ligner en stærk inddragelse af borgerne. Dermed kan det få den modsatte effekt. Hvis borgerne reelt ikke føler sig hørt – hvis borgertinget ikke reelt betyder noget – så får du ikke forankret de store, vigtige beslutninger i befolkningen, siger Ariel Storm fra Den Grønne Studenterbevægelse:

“Så bliver det top-down. Og hvis det føles, som om politikerne bare putter store omvæltninger ned over hovedet på folk, risikerer vi store modstandsbølger. Vi kan ikke lave en grøn omstilling på højt nok niveau uden at inddrage befolkningen på samme høje niveau.”

Okay. Lad os dykke ned i substansen af kritikken.

1. Snæver mulighed for at lade borgerne tænke selv

Et helt grundlæggende formål med borgerting er at lade borgerne komme mere direkte til orde i det politiske rum. På baggrund af input fra eksperter og andre diskuterer de svære politiske dilemmaer og når så frem til en række anbefalinger til politikerne. Det kræver rammer, hvor de har reel frihed – for eksempel fra (parti)politiske betingelser – til at gøre dét.

Men rammen for den første samling i borgertinget, som er afgørende for, hvad de næste samlingerne skal handle om, kritiseres for at være unødigt snæver. Borgertingets diskussion vil foregå inden for en ramme om, at klimaindsatsen blandt andet skal ske “under hensyntagen til sunde offentlige finanser, omkostningseffektivitet, beskæftigelse, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft”, skriver ministeriet.

“Det er en stor binding, og den minimerer muligheden for at tænke selv,” siger Zakia Elvang. “Hvis borgernes forslag skal ske inden for regeringens økonomiske politik, udelukker man på forhånd en masse potentielt værdifulde og progressive forslag.”

Der er intet odiøst i, at borgerting diskuterer inden for nogle fastsatte rammer – det er vigtigt med et klart formål og god information om for eksempel økonomi og budgetter. Problemet kan være, hvis rammerne bliver så snævre, at borgerne på forhånd censurerer sig selv, påpeger Yves Dejaeghere, demokratiforsker ved Antwerpens universitet og koordinator for G1000, en førende organisation for demokratisk innovation. “Hvis du putter alle de begrænsninger i rammerne, så beder du borgerne om allerede på forhånd at censurere deres anbefalinger,” siger han.

I Frankrig for eksempel var rammerne for, hvad borgerne skulle diskutere, anderledes åbne: Borgertinget skulle diskutere, hvordan de kunne reducere Frankrigs udledning af drivhusgasser med mindst 40 procent i 2030 “i en socialt retfærdig ånd” – (i Frankrig er De Gule Vestes protest en del af anledningen til landets klimaborgerting). Men altså: ganske få konkrete betingelser og dermed vide muligheder for, hvordan diskussionen og anbefalingerne fra borgerne kunne forme sig.

Med for snævre rammer kan deltagerne risikere at “føle sig klemt inde”, siger Anthony Zacharzewski, præsident for organisationen The Democratic Society i Bruxelles. Borgersamlinger kan være en god måde at få borgernes stemme ind i klimadiskussionen. “Men succesfulde borgersamlinger skal have ordentlige ressourcer og give borgerne den plads, de har brug for, for at nå deres egne konklusioner. Vi vil opfordre den danske regering til at være mere ambitiøs,” siger han.

Et andet eksempel på de snævre rammer, ifølge kritikerne: Borgertinget i Danmark skal melde tilbage til ministeriet løbende efter en del af samlingerne. Det strider, lyder kritikken, imod OECD’s principper om uafhængighed i borgersamlinger; opdragsgiveren – altså ministeren – bør ikke blande sig, før borgernes anbefalinger er diskuteret færdige og kan fremlægges efter alle fem samlinger.

De snævre rammer “går væsentligt imod borgertingets bærende princip om at lade borgerne forholde sig neutralt, uafhængigt og fri for de politiske prioriteringer”, som det lyder i Zakia Elvangs afslag til ministeriet.

2. Svagt mandat: Ministeren behøver ikke bruge anbefalingerne til noget

Borgertinget i Danmark har et ganske svagt mandat, lyder en anden kritik. Det vil sige, at klimaminister Dan Jørgensen ikke har forpligtet sig til at gøre noget lovgivningsmæssigt med borgertingets forslag.

I Frankrig har præsident Emmanuel Macron forpligtet sig til, at han vil tage borgernes anbefalinger til behandling i parlamentet eller endda sende dem til folkeafstemning. I Irland nedsatte man et nyt særligt udvalg i parlamentet på tværs af partierne, der forpligtede sig til at arbejde videre med forslag fra borgertinget og føre dem ind i embedsværket og en lovgivende proces. Dermed blev borgernes anbefalinger til lovforslag og endda til folkeafstemninger, der kom til at ændre forfatningen (og tillade abort og homoseksuelle ægteskaber). I Belgien og Polen har politikere forpligtet sig til at lovbehandle forslag fra borgerting, hvis de lever op til visse betingelser.

Sådan ser det ikke ud i Danmark. Konceptet bag borgertinget lægger blot op til, at klimaministeren skal lytte ved nogle møder. “Den videre opfølgning vil afhænge af de konkrete anbefalinger, som borgertinget kommer med,” skriver ministeriet. Og så kan han “give en skriftlig tilbagemelding på konkrete tiltag”, som det hedder i oplægget. Med andre ord: “Minimal forpligtelse,” som demokratieksperten Yves Dejaeghere, siger.

“Graden af forpligtelse i den danske model er ret svag,” siger sociolog Anders Blok, lektor ved Københavns Universitet. Han er medstifter af Klima- og Omstillingsrådet, der har arbejdet for oprettelsen af et klimaborgerting herhjemme. Han peger på, at de danske politikere, modsat mange steder i udlandet, ikke er forpligtet til at behandle anbefalingerne i Folketinget eller lave dem til lovforslag, som partierne kan stemme om, som man ellers allerede gør med borgerforslag, der har fået 50.000 støtter. Dermed kan ministeren principielt tilsidesætte anbefalingerne – eller plukke selektivt i dem. “Det er bekymrende,” siger Anders Blok. “Vi ved fra forskningen, at det kan gå ud over folks motivationen til at sidde i borgertinget og den opmærksomhed, det får fra omverdenen, hvis alle tænker: ‘Hvor vigtigt bliver det her overhovedet i sidste ende?’ Vi risikerer, det går ud over den bredere demokratiske samtale og dagsordeneffekt, det gerne skulle have.”

Den Grønne Studenterbevægelse har med begejstring fulgt det franske klimaborgerting. Derfor er de skuffet over, at man i Danmark er så meget mindre ambitiøs. “Det er pinligt,” siger Ariel Storm fra Den Grønne Studenterbevægelse. Han henviser til, at Macron har forpligtet sig så meget over for borgernes anbefalinger. “Men hvor er Mette Frederiksen i det her? Det danske borgerting minder mere om en fokusgruppe eller en avanceret meningsmåling end reelt deltagende demokrati.”

3. Få penge og dårlig timing: Er toget faktisk kørt?

Eksperter fra Storbritannien, Belgien, Polen, Danmark og andre steder peger på, at budgettet til at drive klimaborgertinget virker ganske begrænset. Blandt andre Yves Dejaeghere og Anthony Zacharzewski har den opfattelse. “Som jeg forstår budgettet, virker det meget lavt,” siger Zacharzewski. 150.000 kroner er eksempelvis sat af til at facilitere borgertingets samlinger over fem weekender. Det samlede budget er 1,5 millioner kroner. Til sammenligning er det franske klimatings budget 39 millioner kroner. Zakia Elvang vurderer, at de økonomiske rammer gør det svært at facilitere borgertinget ansvarligt.

Samtidig bliver processen omkring borgertinget kritiseret for at være lukket og ikke indhente input bredt set fra ngo’er, eksperter, interessenter og andre. “Borgerting er, som vi har set i Frankrig, en anledning til at skabe en national samtale – noget, vi alle kan forholde os til. Men her har processen været lukket og nærmest hemmelig. Input er ikke blevet inviteret ind. Det er ærgerligt, fordi vi misser en enestående mulighed for en national samtale om det,” siger Zakia Elvang. En førende polsk ekspert på området, Marcin Gerwin, peger ligeledes på, at det ville være god praksis at indhente input fra et bredt felt af interessenter.

Men den vigtigste afsluttende kritik drejer sig måske om timingen. For er borgertinget kommet så sent i gang, at rammerne for regeringens klimaløsninger allerede er sat, når borgerne kommer med deres anbefalinger tidligst i løbet af 2021? “Man kan frygte, at borgertinget ikke får samme store betydning i Danmark som i andre lande, dels på grund af de nævnte formuleringer i rammerne, dels på grund af timingen. For vi er kommet lidt for sent i gang,” siger Anders Blok, forskeren fra Københavns Universitet. Han peger samtidig på, at regeringen på nuværende tidspunkt har inddraget andre parter gennem de såkaldte klimapartnerskaber – erhvervslivet eksempelvis. “Men har godt kunnet finde ud af at sætte inddragelsen af erhvervslivet op,” siger han. Han tilføjer, at ”klimaborgertinget stadig godt kan vise sig at blive en vigtig demokratisk nyskabelse alligevel”. Men: “Timingen af borgertinget ikke er optimal. Det er ærgerligt.”

Er toget faktisk kørt, når borgertinget kommer med anbefalingerne?

Klimaminister Dan Jørgensen er, ikke så overraskende, uenig i kritikken. I forhold til timingen understreger han i en række svar på mail, at han gerne ville have holdt den første samling allerede. “Men som med så meget andet, så har coronaen betydet, at vi har måttet udskyde den første samling,” skriver han. Samtidig påpeger han, at klimakrisen er så omfattende, at der også vil være brug for borgernes input, når anbefalingerne kommer. Også Fonden Teknologirådet, der har lavet designet for borgertinget, mener, at corona skal tænkes ind, inden man sætter for bastante krav til konceptet. “Man skal passe på ikke at tænke borgerting for firkantet, men tilpasse det til situationen. Vi har lavet et koncept under de givne forhold, og det mener jeg er fornuftigt,” siger Lars Klüver, direktør i Teknologirådet.

Klimaministeren udfordrer også kritikken af, at politikerne ikke er forpligtet til andet end at lytte til borgernes anbefalinger. Forslagene skal hjælpe og inspirere politikerne og sætte gang i den offentlige debat, siger han. Men: “Jeg tror, det potentielt vil lægge begrænsende bånd ned over borgertingets kreativitet og arbejde, hvis det på forhånd skal have karakter af et lovforslag.” Dan Jørgensen understreger, at det er meningen, at forslagene fra borgerne skal “inspirere de politiske aftaler”: “Samtidig har jeg en klar aftale med klimaudvalget om, at vi vil tage forslagene meget alvorligt og bruge de nødvendige kræfter på at behandle de forslag, der kommer.” Lars Klüver peger desuden på, at et for stærkt mandat til borgertinget kan være principielt problematisk i forhold til det parlamentariske system. For er det så borgerne, og ikke de folkevalgte, der sætter dagsordenen i Folketinget? “Folketinget er den højeste institution. Vi skal passe på, vi ikke laver for mange historier om, at andre sætter dagsordenerne formelt,” siger han.

Til kritikken om snævre rammer siger ministeren, at han finder dem naturlige. “Lidt populært sagt,” skriver han, “kan man prøve at lave ikke-testen – skulle forslagene for eksempel ikke tage hensyn til bæredygtig erhvervsudvikling.” Lars Klüver anerkender, at detaljerede rammer “ikke vil gøre det lettere for borgerne at komme med anbefalinger. Hvis borgerne har et forslag, der vil øge uligheden, og de derfor foreslår et øget skattebundfradrag, vil det så falde inden for rammerne? Det vil vise sig, hvordan borgerne håndterer det.”

Ministeriet og Teknologirådet mener også, at processen omkring udviklingen af borgertinget har været professionel og tilstrækkeligt åben, blandt andet med en hel del mediedebat. De siger også, at OECD’s vejledende principper er fulgt. (Lars Klüver nævner ét princip, man kan diskutere: commitment – graden af forpligtelse. Men han peger på, at der er en iboende spænding her. For erfaringerne viser, at chancen for, at der bliver lyttet til borgerinddragelse, hænger sammen med, hvor tæt det er linket til det politiske system. Til gengæld kan dét udfordre uafhængigheden. Og omvendt: Stor afstand giver mere uafhængighed – til gengæld smitter borgertinget ikke så meget af på den politiske proces, siger han.)

Zakia Elvang mener, at det her i virkeligheden er større end et enkelt borgerting. Det handler om vores generelle tillid til det politiske system.

“Det her understøtter den mistillid, der allerede findes til politikernes reelle lyst til at gå i dialog med borgerne. ‘Ingen vil lytte, for sådan plejer det at være.’ Vi har brug for som borgere at tro på, at politikerne reelt gerne vil være i dialog.” Den tro, mener hun, bliver udfordret her.

Elvang anbefaler derfor, ligesom Den Grønne Studenterbevægelse, at man kunne lave nogle justeringer af borgertinget. “Det ville 100 procent sikkert være godt med en genstart,” siger Ariel Storm fra studenterbevægelsen.

“Lad os nu tage det her rigtig seriøst.”