En løsning på byggebranchens massive CO2-problem? Den finder man på stranden

GRØNNE PLANERKirsten Lynge og Tobias Øhrstrøm er to af de fire stiftere af firmaet Søuld, der til efteråret sender akustikmåtter lavet af det klimavenlige materiale ålegræs på markedet. Foto: Helle Harnisch for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

17:41

Derfor skal du læse denne artikel

Isolering er godt. Det sparer både på varmeregningen og CO2-aftrykket. Så langt er alle enige. Men de konventionelle isoleringstyper som danske Rockwools mineraluld kræver enormt meget energi at fremstille. Men måske skyller løsningen ind på strande verden over i form af ålegræs.

Jeg fjedrer ned ad kysten med farvandet Sortsø Gab og udsigt til Falster på venstre hånd. Det lag af bløde strå, helt præcis ålegræs, som dækker Vesternæs-stranden her på Bogø, er som en blød skumgummimadras, og det ligger i en adskillige meter bred bræmme fra vandkanten og op mod strandengen på den anden side. Det er for det meste gråt og så lidt grønt helt ude i vandkanten, hvor det nyeste madrasfyld’ skyllede i land i nat.

Her i maj er vi faktisk heldige, at der overhovedet er friske forsyninger, for det er efter efterårets storme, at der virkelig er noget at komme efter. Så kører tangbonden Ib Ungermann ned på stranden med sin traktor, der har en grab foran, og samler det i mandshøje bunker. Derefter kommer det op på engen foran kysten, hvor det ligger spredt ud i et tyndt lag i nogle uger eller vinteren over, hvis det først kommer op i december. Det skal gerne vaskes igennem af regn, så saltet forsvinder, og så tørres af solen. Når ålegræsset har den rette tilstand, presser Ib det i rundballer og stabler dem i sine lader, før ballerne bliver hentet af den indtil for ganske nylig eneste kunde, tængemanden Henning Johansen, der bruger det til renoveringen af Læsøs tanghuse.

Men en ny aftager presser sig på. Virksomheden Søuld er lige på trapperne til at gå på markedet med sine akustikmåtter udført af ålegræs til design- og byggeindustrien. På sigt er målet dog større end det. Hvis akustikmåtterne får succes, vil firmaet opskalere produktionen til det, der var den oprindelige idé: at isolere med havets græs. Det er en idé, som har potentiale til at revolutionere det gigantiske marked for bygge- og isoleringsmaterialer i retning af en grønnere og langt mere bæredygtig produktion.

Men lige nu er den vision sat på standby. Vi måtte pivotere, som man siger på startupsk,” siger en af de fire folk bag Søuld, Kirsten Lynge: Det viste sig svært at komme ind på isoleringsmarkedet, der er virkelig konservativt, så nu vil vi vise vores værd med akustikmåtter, og så vender vi tilbage.”

Kirsten kender tængemanden Henning på Læsø ganske godt. Hun er nemlig hans steddatter. Hun er så at sige vokset op med ålegræs og har derigennem lært om dets kvaliteter: isolerende, fugtregulerende og med et minimalt CO2-aftryk i forhold til de isoleringstyper, vi er vant til at bruge i vore huse. Det er sådan set ikke nyt. Det er faktisk en gammel historie at bruge ålegræs, og ikke kun som et billigt alternativ til strå på tage.

Zostera, som søgræsset hedder på latin, var endog meget udbredt for 90-100 år siden. Det var primært et dominerende hyndemateriale og var for eksempel standard materialefyld i alle Ford T-sæder. I Danmark var produktionen så stor, at Kalvehave Tangkompagni havde et stort udskibningscenter cirka 20 kilometer nord for, hvor vi sidder, og den kendte danske møbelproducent Getama, der blandt andet producerer Wegner-møbler, har sit navn fra Gedsted Tang Madrasfabrik. Men i 1930’erne gjorde en sygdom det af med store dele af verdens ålegræsbestand. Da den i 1960’erne begyndte at vende tilbage, havde de nyudviklede, kunstige materialer som skumgummi overtaget markedet, og ålegræs var blevet glemt.

Men ikke meget længere, hvis det står til folkene bag Søuld.

Bonusinfo. Kirsten Lynge bruger gerne ålegræs proppet ind i et dynebetræk som madras, når hun er på sheltertur. Det gjorde det danske militær i øvrigt også for år tilbage: Kasernemadrasserne var stoppet med det samme materiale, blandt andet fordi det er svampehæmmende og holder skadedyr borte. Af samme grund er ålegræs også kendt som madrastang.

FRISKTNår ålegræsset driver i land på kysten, er det vigtigt, at tangbønderne samler det hurtigt ind og lægger det til tørre. Ellers går den forrådnelsesproces, hvis lugt mange danske strandgæster kender, i gang. Foto: Helle Harnisch for Zetland

Når Søuld-teamet drømmer om at starte en ny storhedstid for ålegræsset og dermed skubbe til det enorme marked for isolering og i sidste ende til det helt abnormt store marked for byggematerialer, så er der en særlig grund til det: klimaet. Byggebranchen udgør en virkelig stor andel af både verdens og Danmarks udledning af CO2, helt specifikt i omegnen af 20 procent, og det behøver man blot kaste et blik på Dansk Industris 2018-liste over de ti mest CO2-udledende virksomheder for at forsikre sig om.

Tre af de fem største leverer byggematerialer. Cementproducenten Aalborg Portland indtager en suveræn førsteplads med en udledning på lige knap 2,2 millioner tons CO2 om året, mens fjerde- og femtepladsen indtages af de to isoleringsvirksomheder Saint-Gobain (112.000 tons) og Rockwool (97.000 tons) – og så kommer der i øvrigt en stålvirksomhed på sjettepladsen. Og i modsætning til især energisektoren, men også fødevare- og transportsektoren, har byggebranchen formået at gå overraskende meget under radaren i hele det store fokus, der har været på grøn omstilling de senere år.

Det er helt uforståeligt, hvis man spørger en af verdens største forskningskapaciteter på netop byggebranchen og klimaaftryk, danske Michael Faber, der er professor på Aalborg Universitets Institut for Byggeri, By og Miljø. Den globale byggesektor vokser nemlig med det, UNEP og IEA i en 2017-rapport beskrev som uhørt hast”. Nogle eksperter vurderer, at det globale byggeboom vil føre til, hold fast, en fordobling af det samlede gulvareal i verdens bygninger mellem nu og 2060.

Resultatet kan blive, at byggesektoren på egen hånd kan trække os alle sammen med ned”, som Michael Faber, der leder en international sammenslutning af eksperter i sikkert og bæredygtigt byggeri, lakonisk udtrykker det. Medmindre selvfølgelig byggebranchen skifter kurs og gør noget andet. Det er den bare virkelig dårlig til. Den er uhyre traditionel,” konstaterer Aalborg-professoren: Der er ikke den store appetit på at ændre på de markedsmekanismer, der er.”
Eller som Kirsten Lynge lidt mere poetisk udtrykker det: Vi er gået ned ad en sti, som vi langsomt er ved at indse er en blindgyde – men hvordan vender man skuden?”

HØSTDet er efter de store efterårsstorme, at der for alvor er god fangst på strandene. Tangbonden samler ålegræsset i bunker, før han transporterer det op på strandengen bag kysten. Foto: Tobias Øhrstrøm

Det var lige præcis denne konservative indstilling, som viste sig at gøre det meget svært for Kirsten og hendes kompagnoner i Søuld at komme ind på isoleringsmarkedet. For ligesom byggebranchen er det marked som helhed drevet af økonomiske hensyn – det skal være billigt og gå hurtigt –  frem for teknologiske – det skal blive bedre og mere effektivt. Så nu satser Søuld på det mere modtagelige akustikmarked, hvor kunderne er villige til at betale mere og, ikke mindst, hvor der mangler pænere alternativer til de akustikplader, der i øjeblikket er på markedet. De håber, at Søulds dybgrønne plader, hvor man tydeligt kan se ålegræsset træde frem, appellerer mere til øjet.

Det går en af de andre stiftere, Tobias Øhrstrøm, der er kørt med ned til Bogø i dag, ret meget op i. Han taler om ålegræssets taktile kvaliteter” og fortæller også om materialets iboende” egenskaber som helt naturlig brand- og svampeimprægnering fra tiden i havvandet.

Vi sætter os ved et overvintrende bord-bænke-sæt på stranden, for de to kompagnoner (de to andre stiftere af Søuld hedder Pi Fabrin Karstensen og Gunnar Madsen) er ivrige efter at fortælle om, hvorfor ålegræs har så stort potentiale. Det helt afgørende er, at det, i modsætning til den dominerende isoleringstype i dag, mineraluld, som Kirsten konsekvent omtaler som candyfloss af sten”, kræver meget lidt forarbejdningsenergi. Mineraluld, der er en fællesbetegnelse for isoleringsmaterialer af glas- og stenuld, forarbejdes ved temperaturer på mellem 1.400 og 1.600 grader, og det kræver, ligesom stål og cement, meget store mængder energi, der typisk leveres af sorte energikilder som olie, gas og kul.

Ålegræsset skal forarbejdes ved langt mindre varmegrader og behandles mod brand. Dertil kommer, at det har den samme kvalitet som byggematerialet træ: Det indeholder CO2, som man så lagrer i sin bygning. De har ikke fået udarbejdet beregningerne endnu, men er sikre på, at CO2-lagringen som minimum neutraliserer den energi, der skal bruges på forarbejdning.

Det store dyr i åbenbaringen her er noget, der hedder livscyklusanalyse, forkortet LCA. Det betyder kort sagt, at man skal se på hele produktets aftryk: fra forarbejdning over anvendelse til genbrug. En virksomhed som Rockwool markedsfører sig selv som klimavenlig, fordi de primært kigger på anvendelsesfasen, hvor det er uomtvisteligt, at mineraluld er godt, fordi det er med til at reducere den energi, der bliver brugt på både opvarmning og nedkøling af huse, betragteligt. Det er de stolte af, lader Rockwool Nordics managing director, Frank Ove Larsen, forstå, da jeg fanger ham over telefonen. Energieffektivitet er, som han siger, en af de helt store drivere”, når det kommer til bæredygtighed.

Rockwool er dog på ingen måde blinde for, at forarbejdningen koster tungt på det samlede energiregnskab, og de gør, hvad de kan, for at nedbringe det. Virksomheden har for eksempel investeret 40 millioner euro i udvikling af smelteteknologier til en ny elovn på fabrikken i Norge og konvertering fra koks til naturgas i Danmark – som på sigt skal overgå til biogas. Sidstnævnte tiltag ventes at reducere CO2-aftrykket med 70 procent, og Frank Ove Larsen satser på, at Rockwool af samme grund derfor fremover slet ikke vil være at finde på udleder-listen, næste gang den gøres op. Rockwool har ligesom Danmark som helhed en erklæret målsætning om 70 procents reduktion i 2030.

Direktøren er blandt andet derfor ikke enig i, at byggebranchen har et klimaproblem. Det synes jeg ikke. Men vi har en stor mulighed for forbedring. Det er en positiv udfordring,” uddyber han. Og så ønsker han endelig at understrege, at mineraluld, som han ser det, er et bedre produkt end de organiske isoleringstyper, der modsat ålegræs allerede er på markedet: papir og træfiber.

Den vurdering afviser direktøren for Danmarks største træfiberisoleringsvirksomhed, Woodfiber, fuldstændigt. Han hedder Henrik Andreasen, og han og Frank Ove Larsen er ikke enige om meget. Ingen af dem kunne for eksempel tænke sig at bruge den andens produkt i sit eget hus, og de mener begge, og ikke overraskende, at deres produkt kan mindst lige så meget som konkurrentens – og lidt til på forskellige parametre.

Men det, der i denne kontekst er interessant, er klimahensyn. Og kigger man igen på selve forarbejdningen, så er de organiske materialer, som det ser ud lige nu, markant mindre CO2-udledende end de såkaldt anorganiske.
Jo mere træ du bruger, jo bedre,” som Henrik Andreasen nærmest råber entusiastisk i telefonen – med henvisning til at det lagrer CO2.

Søuld-folkene har haft en dialog kørende med Henrik Andreasen, netop fordi deres produkter ligner hinanden – det var Kirsten, der foreslog mig at tage fat i ham af samme grund – og som han ser det, er de organiske isoleringsformer som træ og tang fremtiden. Problemet er, at den fremtid helst skal komme om ikke alt for længe med tanke på de CO2-reduktionsmål, vi har sat både i Danmark og i FN-regi – som igen er sat, fordi klimaforandringerne truer med at komme ud af kontrol, hvis vi ikke reducerer radikalt og hurtigt.

Man kan godt argumentere for, at markedet er ved at løse det, for Woodfiber har stadig mere gang i butikken (“en eksplosion”, siger direktøren), men Henrik Andreasen drømmer om for regulering fra myndighedernes side, hvis markedet for alvor skal rykke sig. Det bedste, siger han, ville være et nyt byggereglement, der skubbede udviklingen på vej, men man kunne også begynde i det små og beslutte, at den energirenovering af alment boligbyggeri, som regeringen har vedtaget, skal ske med klimavenlige materialer.

SALTNår ålegræsset er tørt, bliver det presset præcis ligesom græsfamilien på land. Det gule S indikerer at Søuld har bedt tangbonden Ib Ungermann om en leverance med mere salt – for at se, om det forbedrer svampeimprægneringen. Foto: Helle Harnisch for Zetland

AAU-professor Michael Faber er helt på linje med den tankegang. Han og hans internationale netværk har et mantra, der går på lige netop skærpede byggeregler, og de skal vel at mærke være grænseoverskridende. Reglementer er det eneste, der kan samle branchen. Skal markedet selv klare det, så bliver det en meget, meget langsigtet proces,” vurderer professoren, hvis internationale netværk har slået kræfterne sammen med en lang række mastodonter inden for byggebranchen for at udarbejde et såkaldt konsensusdokument, der snart bliver offentliggjort. Men jeg har fået lov at afsløre lidt af indholdet, og det dokument råber, at vi skal have gjort noget ved CO2-emissionerne, og vi er helt enige om, at standardisering er en del af løsningen.”

Det kunne for eksempel være standardiseringer om, hvor højt et CO2-aftryk, hvis noget, byggematerialer må have. Og så er vi tilbage ved den pointe, Kirsten Lynge og Tobias Øhrstrøm understreger igen og igen: Deres isolering er sandsynligvis CO2-neutral ligesom træfiber, fordi produktionen er meget lidt energikrævende, og den energi, de trods alt bruger, som minimum, svarer til den, der bliver lagret i det færdige produkt. Der er behov for, at nye eller små materialeproducenter med klimavenligt aftryk bliver fremtidens store,” som Kirsten Lynge siger.

Et spørgsmål presser sig på, og det er et spørgsmål, der går igen, når man kigger på de mange nye idéer, der byder sig til i forhold til den grønne omstilling: Kan det skaleres?

Svaret er i hvert fald ja, når det kommer til træfiber. Woodfiber forhandler i disse uger om en ordre på op mod to millioner kilo, og de kan håndtere meget mere, forsikrer Henrik Andreasen. Er man i tvivl, kan man bare kigge mod Sverige eller Tyskland, hvor kæmpefabrikker spytter millioner af tons træfiberisolering ud, uden at det går ud over skovarealet, der vokser langt hurtigere i øvrigt.

Og det samme bør gælde for ålegræs. Kirsten Lynge og Tobias Øhrstrøm kan hurtigt drømme sig langt ud på den anden side af deres spæde produktlancering om et par måneder til et scenarie, hvor deres virksomhed producerer klimavenling isolering i stor skala, ikke bare i Danmark, men i store dele af verden. Det vokser jo en hel masse steder, og i Middelhavet er der en nært beslægtet søgræstype, som vi mener har de samme kvaliteter. Vi går efter verdensherredømmet,” ler hun.
Men først skal den dugfriske hjemmeside lige promoveres. Til efteråret forventer Søuld, at de første akustikprodukter kommer på markedet. Det har taget år at nå dertil, og det er en koloenorm branche, de giver sig i kast med. Men alle revolutioner begynder et sted, og nogle gange begynder de med søgræs.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: