Det så godt nok ud, som om alting var, som det skulle være. De to store og tunge specialbyggede trækasser blev bragt ind på Kunsten, Aalborgs museum for moderne kunst. Der var kun to dage til åbningen af efterårets store udstilling, så det var lige til øllet, at kasserne ankom med transportbilen direkte fra Berlin.

Kasserne indeholdt to kunstværker. To billedrammer, der skulle være fyldt med kontanter. Det havde museet aftalt med kunstneren Jens Haaning, og i den forbindelse havde man lånt ham helt præcis 532.549 kroner til at sætte bag glas og ramme. Det var den 22. september 2021, og nu stod kasserne altså, stadig forseglede, på museets marmorgulv.

Et par timer senere – klokken 13.29  – modtog en af museets kuratorer en e-mail fra Jens Haaning. “Håber, mit værk er ankommet fra rammemanden i Berlin,” skrev han.

Museet havde indgået en aftale med Jens Haaning om at låne to af hans ældre kunstværker til udstillingen Work It Out. Udstillingens tema var det moderne arbejdsliv, og værkerne, der tidligere havde været udstillet i blandt andet Wien og Paris, bestod af to rammer fulde af pengesedler svarende til en gennemsnitlig årsløn i henholdsvis Danmark og Østrig. Det var ægte, fysiske kontanter til en samlet værdi af de nævnte 532.549 kroner. Aftalen med pengene var, at de skulle tilbage til museet, når udstillingen var slut. Men de gamle værker var ikke i kasserne.

“Jeg har valgt at lave et nyt værk til udstillingen i stedet for at vise de to henholdsvis 11 og 14 år gamle værker,” skrev Haaning og forklarede, at han havde skabt et nyt værk, der “tager udgangspunkt i / responderer med både jeres udstillingskoncept og de værker, som vi oprindeligt havde planlagt at vise”.

Og så tilføjede han en sætning, som med ganske få ord gjorde det klart, at alt nu var forandret. For i mailen bad Jens Haaning om at få “de to tomme rammer” hængt op side om side.

“Nyt værk”. “Tomme rammer”. 532.549 kroner. Lige pludselig kunne det ikke gå hurtigt nok med at åbne de to nyankomne transportkasser. Skruemaskinerne snerrede, mens brædderne løsnede sig og åbenbarede en ny og fuldkommen uforudset situation på det aalborgensiske museum. Jens Haanings to værker var ganske rigtigt i kasserne. Men rammerne var tomme. Det eneste spor af de pengesedler, der skulle have siddet i dem, var lidt limrester fra en tidligere ophængning. Stemningen i rummet var skuffet og rådvild. Det var utroligt, men sandt. Den titel, Jens Haaning havde givet sit nye værk, skulle tages fuldkommen bogstaveligt. Han havde taget pengene. Alle 532.549 kroner. Og nu var de væk.

Take the Money and Run. Sådan hedder kunstværket med de to tomme rammer og den halve million, der siden september har befundet sig i Jens Haanings varetægt. Hvor pengene er, og hvad han vil med dem, har han ikke villet sige.

Det er en spektakulær fortælling med et for kunstens verden usædvanligt højt niveau af dramatik, spænding – og opmærksomhed. Det handler om det evigt anspændte ægteskab mellem kunst og kapital, og om hvad der sker, når en kunstner rent faktisk udfordrer systemerne, bryder reglerne og alt det, som kulturlivet elsker at holde skåltaler om. For hvor langt kan vi i virkeligheden tillade, at kunsten går – og hvor langt tør en kunstner egentlig gå? Det er dansk kunst- og kulturhistorie, der bliver skrevet for øjnene af os.

Og ikke kun af os. Siden efteråret 2021 har ikke bare de danske medier sværmet om historien, men også amerikanske The New York Times’ læsere, arabiske Al Jazeeras seere og TikTok-brugere fra Seoul til Sao Paolo, kunnet høre fortællingen om den danske kunstner, der snød museet i Nordjylland og stak af med en halv million. I de måneder, hvor Take the Money and Run har hængt på Kunsten, er publikum strømmet til museet i rekordhøjt antal, og værket er blevet kaldt alt fra genialt til gement tyveri. Og nu, i januar 2022, fortsætter både dramaet og konflikten med advokater, kolde kontanter og en tilsyneladende uløselig debat om, hvad kunst egentlig er.

Men inden vi dykker ned i alt det, skal vi måske lige få på plads, hvad det er, Jens Haaning vil sige med Take the Money and Run. For budskabet er egentlig ret enkelt: Hvis man står i en relation, hvor man bliver udnyttet, er Jens Haanings svar: Lad være med at finde dig i det. Tag pengene – og skrid.

Kort fortalt er det et ekko af de tanker, der opstod, fordi han selv var utilfreds med de økonomiske forhold i samarbejdet med museet. Men for at forstå, hvordan de tanker blev til Danmarks mest omtalte og omdiskuterede kunstværk i årevis, er vi nødt til at kende lidt mere til historien. Til hvad der gik før, og hvad der indtil videre er vokset ud af den. For i bund og grund er der én ting, som binder alle trådene i den vilde historie om Take the Money and Run sammen. Det handler om, hvornår noget er ægte. Ægte kunst, ægte penge, ægte problemer og ægte konsekvenser. Og det begynder på E47 sydgående, lige omkring Køge.

Politiet troede ikke deres egne øjne. Autoværnet var flået i stumper og stykker. Bilens forparti var komplet smadret, motoren lå 15 meter væk fra vraget, og batteriet fandt de 21 meter ude. Alligevel var Jens Haaning stort set uskadt. Kun et blåt mærke eller to afslørede, at han lige havde været involveret i et voldsomt biluheld, som spærrede hele E47 i en halv time, så køen gik fra ulykkesstedet ved Køge og hele vejen til Helsingør.

Det var i foråret 2021, dagen efter store bededag. Restauranterne var netop genåbnet efter vinterens forlængede corona-nedlukning, så der var godt med biler på motorvejen denne aften. Jens Haaning, der elskede at køre bil, og som for mange år siden havde arbejdet som professionel chauffør, lå i yderste vejbane i sin brugte, men pålidelige Fiat Stilo. Det gik tjep – og så gik det galt.

Det var bilens venstre forhjul, der kollapsede. Den del af styretøjet, som man kalder styrekuglen, kunne pludelige ikke holde til mere, og mens bilen var i fart, gik hjulet løs, satte sig på tværs og sendte Jens Haanings bil tværs over alle tre vejbaner, halvt i kollision med en sættevogn og videre direkte mod autoværnet. Bilen bukkede 19 meter af den tykke stålskinne, før den rikochetterede tilbage tværs over vejen igen og ramte endnu en lastbil og tre-fire andre biler, før den bløde rabat endelig bremsede dens amokløb.

Det kunne være gået så helt utroligt galt. Mange mennesker, herunder naturligvis Jens Haaning, kunne have mistet livet den aften. Men det skete ikke. Ingen kom noget til. Da bilen standsede, stod den stadig på hjulene. Og en fortumlet, men uskadt Jens Haaning kunne kæmpe sig fri af airbaggen, kravle ud af bilen og gå derfra. “Du er fandeme heldig,” sagde politiet, mens en helikopter holdt øje med kaosset ovenfra. “Jeg er fandeme ikke heldig. Jeg er god til at køre bil,” svarede han.

Dengang Jens Haaning var chauffør, var der nogen, der sagde til ham, at hvis han var på vej ind i en kollision, som ikke kunne undgås, måtte han ikke slå bremsen i. Hvis han gjorde det, ville bilen flippe over. I stedet skulle han speede op. Det lyder helt vanvittigt, men det var det, Jens Haaning havde lært, og senere tænkte han, at det nok var det, han havde gjort, da autoværnet pludselig nærmede sig med rivende hast. Han måtte have trådt på speederen. Og han overlevede.

Efter ulykken blev Jens Haaning indlagt til observation på hospitalet en enkelt nat. Så tog han hjem til sin kæreste, som havde et hus på Møn, og her gik han rundt det næste stykke tid og havde det temmelig dårligt. Han var øm og forslået, men det var ikke det eneste. Hans hoved drillede også. Jens Haaning havde i forvejen en psykiatrisk diagnose og havde prøvet lidt af hvert inden for menneskehjernens fiksfakserier, men det her var nyt. Det var, som om tid og sted hoppede for ham. I huset stod der både skriveborde i stueetagen og på første sal, og nogle gange, når Jens Haaning sad og arbejdede, anede han ikke, om han var ovenpå eller nedenunder. Hans kæreste var ret bekymret. Han dukkede op til aftalerne hos sin terapeut tre dage for tidligt. Kort sagt havde han ikke styr på en skid, og så kom der en mail.

Det var fra museet Kunsten i Aalborg. Nu nærmede tiden sig, skrev kuratoren, for efterårets store udstilling, Work It Out. Og dermed også for indleveringen af de to værker, som Jens Haaning efter aftale indlånte til museet.

Det var ikke så godt. For Jens Haaning havde ikke værkerne klar. Det store problem var økonomien i det, for det var ikke kun den halve million, han havde brug for for at få værkerne genetableret. Han skulle også have nye rammer, for årslønnen var steget i Danmark siden 2010, så der skulle være plads til flere pengesedler. Indramningen foregik i Berlin, hvor han ville være nødt til at gå i karantæne på et hotel i en uge, og han skulle desuden have en assistent med, som skulle have løn for det hele. Museet ville dække en del af de udgifter, men i første omgang ville han skulle lægge 100.000 kroner ud af egen lomme. De penge havde han ikke nu og her. Og når han lige lagde tallene sammen, ville han stadig ende med 25.000 i underskud.

Hvis ikke Jens Haaning havde været involveret i bilulykken, var det hele måske gået anderledes. Måske havde han sørget for at skaffe de cirka 100.000 kroner, og så var det måske endt med, at rammerne, der ankom til Aalborg, var fulde af pengesedler. Men lige nu følte han, at han stod i en uoverskuelig situation, hvor han ville ende med at tage penge med på arbejde. Det var edderbukkeme et surt job, tænkte han.

Og så var det, idéen begyndte at forme sig. Der var jo penge på hans konto. En halv million. Museets penge. Hvad hvis man tog dem? Og løb?

I sensommeren 2021 fik journalisten Oliver Stilling det, man kalder et godt, gammeldags tip. Stilling var medstifter af online-mediet Føljeton og chefredaktør på dets kunstnyhedsbrev ved navn Et Hul i Markedet. Og det her tip handlede netop om kunst. Det var en bekendt, der kontaktede ham og sagde, at han havde hørt om det her kunstværk, som Jens Haaning var i gang med, som godt kunne gå hen og blive ret interessant. Oliver Stilling tog kontakt til Haaning, og de snakkede sammen. Jo, det passede, at Haaning havde tænkt sig at levere et nyt værk til Kunsten i Aalborg, og at det var et konceptuelt værk bygget på hans tidligere arbejder, og at det i bund og grund bestod i, at han tog en halv million af museets penge.

Oliver Stilling syntes, at det var en ret vild idé. Han kunne godt lide tanken om at Haaning lavede et værk, der ikke var noget. Hvor velkendt kunst blev visket ud eller forsvandt, så man blev i tvivl om, hvad der egentlig var ægte værdifuldt og hvorfor, når der var tale om kunst. Oliver Stilling vidste en del om kunsthistorie, og for ham at se lå Take the Money and Run i forlængelse af en stor amerikansk kunstner ved navn Robert Rauschenberg, der tilbage i 1950’erne købte en tegning af en endnu større amerikansk kunstner ved navn Willem de Kooning. Rauschenberg viskede de Kooning-tegningen ud og gav den en ny titel: Erased de Kooning Drawing. Nu var det et Rauschenberg-værk, og ligesom med Jens Haanings Take the Money and Run var det mere idéen end selve den udviskede tegning, der var interessant. For det viste, at kunst eksisterer på flere planer. I den fysiske verden, men måske allermest mest i idéernes, i koncepternes verden.

Det er også det, der kan gøre kunst virkelig svært at få greb om og at tale om, fordi det meget let bliver utrolig abstrakt. Og det var det, Oliver Stilling syntes var ret genialt ved Jens Haanings nye værk. Det var meget konkret. Og faktisk meget, meget let at forstå. Uanset om man syntes, det var i orden eller ej at tage de penge, var det håndgribeligt og noget, alle kunne forholde sig til. Og diskutere. Hvad er vigtigst, kunst eller kapital? Hvor langt må man gå, hvis man er utilfreds? Og har man lov til at gå længere end andre, hvis man har et højere formål – som for eksempel kunst?

Den septemberdag, hvor Jens Haaning skrev mailen om det nye værk og sendte den til museet, hørte han i første omgang ikke noget fra dem. Det var først flere timer senere, at hans telefon ringede. Det var Lasse Andersson, direktør for Kunsten i Aalborg. De havde aldrig mødt hinanden i virkeligheden, og nu talte de for første gang. Om det nye værk, Take the Money and Run.

Lasse Andersson sagde, at det var virkelig sjovt fundet på. Han virkede oprigtigt begejstret, syntes Jens Haaning, men samtidig tænkte han, at selv om der var humor i hans værk, så var det jo ikke ligefrem en joke. “Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvorfor du valgte at lave et nyt værk,” sagde Andersson. Haaning svarede, at han havde ladet sig inspirere af udstillingens titel, Work It Out – et udtryk, der nogenlunde kan oversættes til regn den ud eller bare find ud af det. Der var også det, at de to oprindelige værker var ret gamle, sagde han, og han ville hellere lave noget, der var relevant i dag, i stedet for at vise gennemsnitslønnen for 14 år siden i Østrig.

Det kunne museumsdirektøren godt forstå. Han syntes virkelig, det var godt fundet på, sagde han og spurgte, om Haaning kom til ferniseringen. “Ja, selvfølgelig,” svarede Haaning. “Jeg har sindssygt travlt, men hvis jeg overhovedet kan nå det, så kommer jeg.” Det passede næsten. Jens Haaning havde svært ved at nå åbningen i Aalborg, men han havde aldrig tænkt sig at møde op. For ham føltes den tanke helt forkert. Det var jo en konflikt, de var ude i nu. Så skulle de da ikke stå og drikke lunken hvidvin sammen og ønske hinanden tillykke med en fin udstilling. Lasse Andersson sagde, at han håbede på at se Haaning.

Og så var der lige en sidste ting, museumsdirektøren ville spørge ham om. Det spørgsmål, som over de næste måneder skulle komme til at vokse sig større og større, indtil det nærmest overskyggede resten af kunstværket. Havde Jens Haaning tænkt sig at levere pengene tilbage, som han var forpligtet til ifølge deres kontrakt? “Det ved jeg ikke,” svarede Haaning. “Det kommer an på, hvordan I opfører jer.”

Sagen var, at han faktisk ikke rigtig havde tænkt over det før nu. Altså hvad der præcis skulle ske. Der var ikke en plan, der var mest af alt bare en handling, hvis man kan sige det sådan. Han havde bare gjort det, fået den her idé og udført den. Ta’ dén! Det var sådan, han havde det.

I bund og grund vidste han faktisk stadig ikke helt, hvad hans kunstværk egentlig var. På det tidspunkt var han mest optaget af de to tomme rammer, der lige nu var ved at blive hængt op på museet med hans følgemail klæbet op ved siden af. Han var ret glad for, hvordan de var endt, med deres limrester og store, blanke flader. Det var en helt enkel måde at vise noget så abstrakt som fravær på: Hér skulle de have siddet, pengene. Det var meget håndgribeligt. Folk ville kunne komme ind på museet og se og måske ligefrem mærke det, og forhåbentlig ville det gøre dem nysgerrige og få dem til at tænke over, hvorfor de penge ikke var, hvor de burde være.

Det var først et døgns tid senere, dagen før udstillingen skulle åbne, at det det gik op for ham, at det jo var dét, der var kernen i kunstværket: at han havde brudt sin aftale med museet. Værket var, at han havde taget pengene. Så hvis han senere afleverede dem, ville han ødelægge sit eget kunstværk. Det ville ikke eksistere længere, og det ville aldrig kunne genskabes.

Så nej, faktisk havde museets opførsel ikke noget at skulle have sagt. Jens Haaning ville ikke levere pengene tilbage.

P1 Morgen-værten Kirstine Dons Christensen fik øje på nyheden om det usædvanlige kunstværk samme morgen, som udstillingen i Aalborg åbnede. Det var de nordjyske lokalmedier, der skrev om det. “Det her skal vi holde øje med,” tænkte hun og tog historien med til dagens redaktionsmøde.

Programmets reporter Inaam Nabil kontaktede Jens Haaning, og de lavede en aftale om, at han skulle igennem til programmet næste morgen. Direktøren for Kunsten, Lasse Andersson, der allerede havde været i flere medier og kaldt værket både “godt” og “sjovt”, sagde også ja til at deltage. På P1 Morgen-redaktionen brugte de lang tid på at diskutere vinklen på indslaget. For selvfølgelig var det vildt nok, at nogen har taget omkring en halv million, men hvad var det egentlig, der er på spil her, hvad er det vigtige? “Vi endte med at diskutere det rigtig længe,” fortæller Kirstine Dons Christensen. “Hvad er kunst, og hvad er kriminalitet?”

Næste morgen var det så Jens Haaning, hun fik lejlighed til at diskutere det med. Men Haaning købte ikke rigtig præmissen. Han havde lavet et værk, og det gav ikke mening at tale om kriminalitet. Men Kirstine Dons Christensen holdt fast i sine spørgsmål. For hende at se var det en præmis for værket, at der fandtes en virkelighed, hvor det var et problem, at pengene var væk. Ellers kunne det hele jo være lige meget. Den virkelighed måtte Jens Haaning da anerkende, mente hun. Hun ville for eksempel gerne vide, hvor pengene var, for det var da, sagde hun, noget, Haaning “skulle rode med”.

Men kunstneren var ikke enig. “Hvorfor skal jeg rode med det?” svarede han skarpt. “Jeg har lavet et fantastisk værk. Hallo. Hvorfor skal jeg rode med det? Hvorfor er jeg med i radioen, hvad fanden er jeres problem? Værket er, at der mangler en halv million.” Kunstens direktør Lasse Andersson var anderledes rolig. Han talte om, at de var glade for værket, og afviste at, det var et PR-stunt, som nogle ellers lod til at mene. Men Jens Haaning virkede ægte ophidset. Diskussionen mellem ham og værterne fortsatte, og pludselig henvendte han sig direkte til Kirstine Dons Christensen. “Hvad er dit navn?” spurgte han. I samme skarpe tone, som når man har fået en urimelig parkeringsbøde og forlanger at få parkeringsvagtens navn, så man kan klage til den overordnede. Kirstine Dons Christensen blev lidt paf. Selvom hendes navn normalt blev sagt mange gange i løbet af en P1-morgen, var det lidt ubehageligt. “Men det må det også gerne være,” siger hun. “For det var det, udsendelsen levede af. At man kunne mærke, at han mente det her. At han blev ægte oprørt.”

Da programmet var færdigt, tænkte hun, at det her var noget særligt. Det var første gang, hun virkelig havde oplevet kunst brænde igennem i nyhedsdagsordenen og skabe reel debat. Interviewet med Jens Haaning var det sjoveste, hun hidtil havde lavet i sin tid på P1 Morgen. Fordi det var ægte. Fordi man kunne mærke, at der var noget på spil.

I Brisbane, Australien, sad galleristen David Pestorius i sin arkitekttegnede 1960’er-villa ved navn Sweeney House og var overrasket. I godt 20 år havde Pestorius kendt Jens Haaning og haft ham i sit galleri, Australian Fine Arts. Publikummet for den slags konceptuelle værker, som David Pestorius holdt af, og som Jens Haaning lavede, var temmelig småt i Brisbane. Men der var en lille, dedikeret kreds, som var faste gæster til galleriets fernisseringer, og som havde en glødende interesse for den danske kunstners værker.

Nu lod det til, at resten af verden også havde fået øjnene op. I kunstmedier og nyhedssites fra hele verden kunne Pestorius pludselig læse om sin gamle samarbejdspartner, og om hvordan hans radikale nye værk skabte både begejstring og heftig debat. David Pestorius syntes, at Take the Money and Run var et mesterværk. Klart, konceptuelt, kritisk og originalt. Han skrev straks en sms til Jens Haaning og lykønskede ham med at have skabt et “genialt værk”.

Og så var det, at Pestorius kom i tanke om noget. Han havde jo rent faktisk et forarbejde til et af de oprindelige værker. Det med den østrigske årsløn. Og han havde også andet liggende på sit lager. Så de næste fire oktober-lørdage, mens virakken om den halve million kørte løs i Danmark, åbnede Pestorius Sweeney House i Brisbane, Australien, dørene for fremvisning af Jens Haaning-værker. Noget af det, man kunne se, var en fire minutter lang video med titlen 104 Australian Dollars. Den bestod af en tekst, hvor Haaning kritiserede aflønningen for opgaven. David Pestorius tog et foto af videoen og lagde det på Instagram. I framen stod der “For sure it’s not about the money” – det er helt sikkert ikke for pengenes skyld. Det var heller ikke, fordi forstudiet til det østrigske værk blev solgt, selvom der var en dansk samler, der viste interesse. Men David Pestorius var ikke i tvivl om, at al virakken var aldeles udmærket PR for hans danske konceptkunstner.

I den kommende tid gav Jens Haaning flere interviews, hvor han sagde, at hvis der kom et retsligt efterspil, så var han foret med advokatbistand til op over begge ører. “De kan bare komme an,” sagde han. David Pestorius fulgte med i sagen igennem medierne. Han var selv gammel advokat, og han kendte både til jura og til Jens Haanings til tider ret heftige personlighed. Han kunne nærmest forestille sig Jens Haaning flå trøjen af og stille sig klar til kamp, mens ordene fløj ud af munden på ham. Men af og til var kunstnere nødt til at skrue lidt op for retorikken for at få en pointe igennem. Og David Pestorius kunne ikke lade være med at spekulere over de juridiske spørgsmål, som Jens Haaning også søgte råd omkring hos ham over telefonen. Da Kunsten valgte at udstille Take the Money and Run, valgte de også at anerkende, at det var et kunstværk, med forsvundne penge og det hele, mente Pestorius. Så kunne de ikke regne med at få pengene tilbage.

Men i Aalborg så man anderledes på den sag. I løbet af de måneder, hvor Kunsten viste Take the Money and Run, sagde Lasse Andersson flere gange til medierne, at han da regnede med, at kontrakten blev overholdt. Dilemmaet ulmede under de flotte besøgstal. På den ene side stod kunstværket, der gjorde alt det, et kunstværk skal – skabte debat, rykkede ved normerne og satte tanker i gang hos folk. Og på den anden side stod det system og det samfund, som et museum er del af. Hvor love, regler og budgetter er noget, der skal holdes. Så længe kontrakten gjaldt, kunne de to sider lige akkurat sameksistere. Men museet Kunsten kunne blive nødt til at vælge side.

Så lukkede udstillingen, fordi coronarestriktioner lukkede museerne, og så blev det nytår. Og så kom den dag, hvor pengene ifølge aftalen skulle tilbage igen.

Den 16. januar var en søndag. Det var den dag, hvor kontrakten mellem Jens Haaning og Kunsten udløb og dermed deadline for indbetaling af den halve million. Hvis aftalen skulle overholdes, skulle pengene være tilbage på museets konto dagen efter. Men det var de ikke. Derfor valgte Kunsten at “videregive sagen til museets advokat med henblik på et civilt søgsmål”. Sådan skrev de i den pressemeddelelse, de udsendte samme dag. Museets direktør Lasse Andersson udtalte, at de havde valgt at handle på deres ansvar over for gæsterne og de private fonde, som sponsorerede museet. Men, understregede han, “det er en ulykkelig sag, som vi helst havde løst i dialog med Jens Haaning.”

Men det var aldrig en mulighed. Jens Haaning ankom til Danmark fra Sydfrankrig samme morgen, som museet sendte pressemeddelelsen ud. Han var ikke det mindste overrasket over, at det ikke var en politianmeldelse, men derimod et civilt søgsmål. Det var akkurat, som alle de jurakyndige, han havde rådført sig med, havde sagt, og desuden havde han fået en mail for et par dage siden fra museet, som pegede i den retning.

Men i og for sig var det lige meget for ham, om museet var gået til politiet eller til domstolene. Han havde truffet sin beslutning. “De penge kommer aldrig tilbage. Nogensinde,” sagde han, da vi talte sammen i telefonen nogle timer efter museets udmelding. “Og om jeg møder op i retten, hvis de skulle bede mig om det, det kommer an på, hvad jeg ellers laver. Om jeg har tid, om jeg overhovedet er i landet lige der.”

“Men der kan jo komme et punkt, hvor du bliver tvunget til det,” sagde jeg.

“Og hvad så?” svarede han brysk. “Hvad sker der så?”

“Tja. Så kommer der bøder og andre konsekvenser. Det kommer jo an på …”

I den anden ende af røret var der noget, der bippede meget højt. Jens Haaning grinede. “Jamen, så lærer jeg noget om det. Om hvordan retssystemet fungerer. Det er ligesom, når man får børn, så lærer man også en hel masse om det samfund, vi lever i, fordi man kommer i direkte kontakt med det.” Nu var hans stemme let i tonen igen. “Folk går og siger, at det er et fantastisk værk,” fortsatte han. “Men det er det kun, fordi jeg også mener det. Det er det, fordi jeg ikke kyllinger ud og ikke er bange for at komme i fængsel.” Og nej, han kunne på ingen måde forestille sig, at det skulle komme dertil. “Men,” tilføjede han, “hvis vi virkelig skulle gå derhen, så – og det kan jo være en lidt mærkelig prioritet at have – så synes jeg, det er vigtigere, hvad jeg har at sige med det værk, end hvordan jeg lige har det. Det er hardcore at sige. Men det er jo individuelt, hvad der skal til, for at man føler sig i live.”

Det lød dramatisk. Men Jens Haaning var godt klar over, at han ikke var en martyr. Han var priviligeret, han havde en kæreste og en masse børn, både egne og andres, og det kunne gøre ham skidesur, når der ikke var mere økologisk Nescafé i Irma. Og selvfølgelig havde han forberedt sig på et efterspil, sagde han, men der var også grænser for, hvad han kunne gøre nu. Han havde tid nok, følte han. Han tog det, som det kom.

Hans advokat virkede dog “ret stresset” lige nu, sagde Haaning. Advokaten sagde ikke længere sit navn, når han tog telefonen, han begyndte bare at tale. Og ja, tempoet i det hele var også kommet bag på Haaning selv. Hvor stort det hele havde vokset sig på så kort tid. “Men,” sagde han, “jeg har mange andre ting at tænke på.” Lige nu var han på vej til en mekaniker på Falster. Og så var han optaget af et nyt projekt til den rumænske pavillon på den kommende kunstbiennale i Venedig. Han regnede også med at skulle ud og rejse. “Flygter du?” spurgte jeg. “Nej, men jeg flytter mig. Det er også vigtigt for min praksis. Jeg har brug for at se tingene udefra.”

Jeg kom i tanke om de mange samtaler, jeg havde haft med folk, mens jeg arbejdede på denne artikel. “Han vil sikkert bruge pengene på en stor, fed luksusrejse,” var der adskillige, der havde sagt. Men nej, sagde Jens Haaning, sådan var det ikke. Og så fortalte han, hvordan det var med de penge.

“Hør her. Jeg har taget de penge for at forbedre min skrantende økonomi. Det er ingen hemmelighed. Men der er ingen af de penge, der hverken er blevet brugt eller vil blive brugt til noget ekstraordinært. Vi har ikke noget øget forbrug eller noget. Det er bare til den ganske almindelige husholdning.”

Det var det, der skulle ske. Med de ægte danske kroner, der var blevet del af et muligvis historisk kunstværk. De skulle bare ud og være danske kroner igen. Fordi Jens Haaning ægte godt kunne bruge dem i sit husholdningsbudget. Men selvom pengene langsomt ville blive omsat til toiletruller, støvsugerposer og økologiske æbler, så ville værket bestå. For, gentog Jens Haaning, værket var kun, at han havde taget pengene. Det var konceptet, der var den ægte kunst.

“Og lige nu er der så de fine rammer, som er på museet, som jeg fik lavet og som jeg nok ikke får igen lige med det samme,” grinede han. “De er en materialisering af konceptet.” Han holdt to sekunders pause. “Altså for nu,” sagde han så. “Det kan være, at jeg på et tidspunkt siger, at det er noget andet, der er det.”

Han grinede igen. “Det er jo mig, der bestemmer.”

Artiklen bygger på interviews med de primære kilder samt på en række artikler, tekster, øjenvidneberetninger og interviews fra flere forskellige medier, herunder Kunstkritik.dk, P1 Morgen, Al Jazeera, Føljeton, Nordjyske.dk, Museum Kunsten, New York Times, Weeekendavisen, Tv 2 Nord, Alborgnu.dk og Jylland-Posten. Zetland har været i kontakt med Museet Kunsten i forbindelse med artiklen, men direktør Lasse Andersson har ikke ønsket at udtale sig.