De er en skare af vores mest ferme fysikere, geologer, kemikere, matematikere, statistikere og glaciologer. Og de bakser med klodens formentlig mest komplekse og vigtige regnestykke: Hvordan er temperaturen ved udgangen af dette århundrede?

Hvert år får disse forskere, der er tilknyttet FN’s klimapanel (IPCC), mere data og computerkraft til deres klimamodeller. De justerer så forventningerne i deres rapporter. Tendensen er hidtil kun gået én vej. De scenarier, som før var de mest ildevarslende og ekstreme, bliver i højere grad anset som mere sandsynlige. De hidtidige rapporter har ikke overvurderet klimaforandringerne. De har undervurderet klimaforandringerne.

Du ænser det næppe. Men ligesom alt andet liv er du et produkt af temperaturen. Alt er påvirket af decimaler i gennemsnitstemperaturen. Hvor du kan bosætte dig. Hvad du kan spise. Hvor du kan rejse på ferie. Mængden af hormoner og næringsstoffer, som røg ind i dit foster, formede din hjerne og en del af din personlighed.

Kloden, som du kender den, eksisterer ikke i en fem grader varmere verden. Millioner af mennesker vil dø. De vil drukne, sulte, tørste eller miste livet, når blodtilførslen til hjernen ophører, fordi for høj varme og luftfugtighed forhindrer kroppen i at komme af med sved. Omvendt, hvis du bor i Danmark, er du heldig. Afsindigt. Det er nærmest uladsiggørligt at beskrive, hvor svineheldig Danmark har udsigt til at være.

Vi vil dog nok blive tvunget til at dele vores bugnende madkammer med omverdenen, der nærmest er en ubeboelig krudttønde. Eller som professor Jørgen E. Olesen, der er sektionsleder ved Institut for Agroøkologi – Klima og Vand ved Aarhus Universitet og hovedforfatter på en af rapporterne fra FN’s klimapanel, siger det: “Vi i Danmark vil få det som blommen i et æg. Men vel at mærke et æg, som på et tidspunkt knækker.”

Denne artikel visualiserer og beskriver et af de værst tænkelige, men altså også mere og mere sandsynlige klimascenarier: livet i en fem grader varmere verden. Udgangspunktet er Danmark. Herfra kigger vi ud på, hvordan livet former sig og påvirker os på fem områder.

Det er illustreret ved at lade en grafiker tegne før og efter-billeder af situationen i dag og i et fem grader varmere Danmark. Du ser ændringerne ved at trække scrollbaren i billederne fra venstre mod højre.

De fem faktorer er beskrevet ud fra bøger, peer review-studier og rapporter fra FN’s klimapanel. Teksten har været til gennemsyn hos tre danske klimaforskere. Alle unøjagtigheder og faktuelle fejl, som måtte være sluppet igennem, er dog stadig helt og holdent mit ansvar. Og det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at dette er fremskrivninger, der er forbundet med stor usikkerhed.

Når det så er sagt. Velkommen til en fem grader varmere verden.

For godt og vel 30 dage siden oplevede børn og barnlige sjæle i stort set hele landet fryden ved at proppe gulerødder i næsen på snemand og uddele vaskere. Den oplevelse bliver ikke børnebørnene i slutningen af det 21. århundrede forundt. Snefnug bliver noget nær en statistisk umulighed, og frost en sjældenhed.

Til den tid er der blot tre årstider i Danmark. Et yderst regnfuldt efterår. Lange, tørre 30 grader varme, afsvedne somre med tropelignende kraftige skybrud. Og et lynhurtigt forår varende omkring en måned fra marts til april. Vores klima kommer sandsynligvis til at minde om vindistriktet Bordeaux i Sydvestfrankrig – bare en anelse lunere og vådere.

Danmark bliver på mange måder et ferieparadis. Lidt i stil med det, Shu-bi-duas sangskriver og guitarist Michael Hardinger forudså helt tilbage i 1982 i popgruppens klimahit Costa Kalundborg – med slanke palmer bag Jens Hansens bondegård. Popgruppens prognose holder ganske godt stik, anerkender meteorologer og klimaforskere i dag. Godt nok vil palmetræerne mistrives på de vestvendte kyster på grund af for megen blæst, men palmerne får gode vilkår i sydlige, østvendte kyster og i vores skove.

Mange andre planter og dyr vil tillige kunne boltre sig i vores fem grader varmere, frodigere ‘franske’ klima. Blandt andet sommerfuglebuske, spisekastanjer, lianer og verdens højeste og tykkeste træsorter som rødtræet og mammuttræet. Omvendt vil nationale ikoner som birk, asp, skovfyr, bøg, rødgran og lyng have vanskelige vilkår.

Hvilke nye dyr der flakser eller kryber rundt hele året i Danmark i det 21. århundrede, afhænger oftest mere af menneskelig destruktivitet end af temperaturen.

Når det er sagt, har vi udsigt til et eksotisk, farverigt dyreliv. Papegøjer, den spanske los, store fugleedderkopper, sumpskildpadder, kakerlakker, sumpbævere, husrotter, den sydlige nattergal og vaskebjørnen er blot nogle af de nye væsener.

Måske mest vigtigt for dem af jer, der er barnligt hysteriske ligesom jeg for alle former for benløse krybdyr: De danske slanger skal dele territorium med æskulapsnogen. Trods dens ydmyge navn er der tale om Europas største slange. Æskulapsnogen kan blive over to meter lang.

Eneste formildende omstændighed er, at slangen lever af pattedyr, øgler og fugle, og den er ikke giftig. Den og mange andre slangearter vil kunne boltre sig fint og yngle i lune danske vintre og lange somre. Det vil forskellige sygdomsfremkaldende bakteriestammer i vandrør og mad – samt myg, hvepse, fluer og mange andre insekter – tillige.

Det vil være skidt for folkesundheden, når vi kigger isoleret set på den forøgede risiko for infektioner og epidemier.

“Vinteren er den mest vidunderlige ting, der nogensinde er blevet opfundet for menneskets sundhed – men vi er i færd med at miste vinteren,” siger Brian Epstein, professor fra Harvard University og medlem af FN’s klimapanel, i bogen Klimatruslen – Set fra Danmark.

I det lunere Danmark vil vi derfor sove med myggenet. Vi vil have insektnet i dørene for at undgå sandfluer, som forårsager blodmangel, myg, der smitter med hjernebetændelse, og tigermyg, hvis stik i værste fald kan resultere i indre blødninger. Vi får desuden ekstra travlt med at tjekke efter det ringformede røde udslæt fra Danmarks farligste dyr: flåten. Den vil findes i større antal.

I det store hele er de trusler dog mindre gener. Blandt klima- og folkesundhedsforskere er der udbredt enighed om, at et klima som i Midt- eller Sydfrankrig indebærer flest fordele.

Dog er der to store jokere i den sammenhæng. Begge usikre forhold bunder i, at i en fem grader varmere verden vil mere og mere is forsvinde fra Arktis, Antarktis og gletsjerne rundt om på kloden. Effekten kværner klimaforskernes computere på dag og nat. Der er masser af usikre faktorer, men en mulig effekt kan være, at Danmark ligefrem bliver koldere i en ellers væsentlig varmere verden. Dels på grund af vores placering i udkanten af en kold hvirvel, som dannes fra et afsmeltende Arktis. Dels fordi Golfstrømmen risikerer at blive svækket.

Men svækkelsen af Golfstrømmen er blot én risiko ud af flere. Sandsynligheden taler dog stadig for et midtfransk klima, hvor en af de værste udfordringer i Danmark bliver øgede vandmasser og oversvømmelser. Som tommelfingerregel vil en fem grader varmere verden være lig med en øget havstand på over en meter – muligvis mere.

Uanset decimalerne bliver havstigningen ikke fordelt ligeligt i Danmark og resten af verden, selv om man ellers skulle tro det, al den stund at vi jo bebor en rund planet. Forskellige grader af landhævning og forandringer i byernes lokale tyngdekraft spiller ind. Derfor ynder forskerne hellere at tale om ‘havniveau-forandringer’ i et globalt perspektiv.

Uanset ordvalg er det sikkert, at medmindre mange bydistrikter bygger diger, sluser, ekstremt effektive kloakker og sikrer sig i tide (hvilket oftest ikke ser ud til at være tilfældet), har de allermest sårbare kyststrækninger og dermed over 300 millioner personers bopæle udsigt til at stå under vand.

Hvis der ikke virkelig bliver handlet, skal vi vinke farvel til Ocean Drive i Miami og stort set resten af den nedre halvdel af Florida. Det samme gælder Alexandria og dens nyopførte verdensarvsbibliotek, strandløverne på Copacabana i Rio de Janeiro, store dele af New York, Mumbai, Shanghai, Shenzhen, Bangkok, Tokyo, Dhaka og næsten resten af Bangladesh. For bare at nævne nogle få.

Danmark er tillige udsat. Faktisk yderst udsat. Særligt fordi vi har udsigt til hyppigere og kraftigere skybrud, vi ligger lavt, 31 meter over havets overflade i gennemsnit, og ovenikøbet har vi en samlet kystlinje på over 7.000 kilometer. En så gebommerlig kystlinje er ekstremt unik for et land på vores størrelse.

Vi er omgivet af vand. Eller i det her tilfælde omringet.

Stiger havet over en meter, skrumper Danmark. De tidligere oversvømmelser og stormfloder, vi har døjet med især i 2016 og 2017, vil ligne bittesmå bløp. Alle danske købstæder får problemer i havneområdet.

Vadehavet omkring Tønder og Ribe samt det meste af det sydvestlige Lolland vil forsvinde. Ådalene ved Vejle og Odense løber over deres bredder og truer al beboelse. Store dele af Vestjylland bliver omdannet til øer.

Særligt udsatte er østjyske byer som Haderslev, Kolding, Vejle, Horsens, og på Sjælland Køge, Greve og hele Amager. Dertil kommer alle de kystnære kommuner i de indre danske farvande som Holbæk, Roskilde og langs Øresundskysten, som vil lide under oversvømmelser.

Men bid mærke i ordet “vil”. H20-ragnarokket fordrer, at vi intet gør for at beskytte os mod vandets indtrængen. I øjeblikket har vi godt nok et efterslæb med at klimasikre os, men forhører man sig blandt ingeniørerne rundt om i landet, er der ingen panik lige nu. Vi er velhavende. Vores regeringer og kommuner er trods alt så fornuftige, at vi nok skal få bygget de nødvendige diger, volde og sluser til at beskytte de mest folkerige områder i tide, lyder en hyppig opfattelse blandt branchefolk.

Vurderingen deles af det amerikanske University of Notre Dame. Dets forskere samler en liste over alverdens lande baseret på deres sårbarhed i en varmere verden og evnen til at tilpasse sig. Og ja, det er naturligvis Danmark, som indtager duksepladsen.

Men når det så er skrevet, er der adskillige faktorer, som gør vores liv i blommen mindre behageligt end ellers. Særligt tørken og varmen.

Den danske sommer er ustadig. Derfor valfarter vi til Sydens sol omkring Middelhavslandene. Sådan har det indtil videre set ud med masseturismen. Om 80 år er det omvendt. Her drager franskmænd, spanierne, italienere og andre sydeuropæere til Danmark for at undgå tørken og de alt, alt for varme temperaturer på over 40 grader i sommermånederne.

Dødbringende hedebølger, som udgør en risiko for 30 procent af klodens befolkning i dag, vil udgøre en trussel for over 60 procent i udgangen af dette århundrede. Varme som i den hedebølge, der i 2003 menes at have kostet 30.000 europæere livet, kommer til at svare til en standardsommer.

Indbyggerne i Pakistan, Indien og Bangladesh, hvor cirka en femtedel af klodens befolkning bor, kan blive tvunget til at finde nye hjemlande, fordi de tre lande har udsigt til at blive for varme i sommermånederne.

Paradoksalt nok er det ikke varmen, som leverer det dødbringende slag. Det er de væsentlig flere vandmolekyler omkring os – altså luftfugtigheden. Fordi for høj luftfugtighed forværrer effekten fra varmen og nedbryder kroppens funktioner.

Din krops kølemekanisme bliver altså sat ud af drift. Du føler dig enormt udmattet. Du får varmekramper eller hedeslag. Er du forhindret i at komme ind i et køligt rum eller få aircondition, bliver udfaldet fatalt. Cellerne og din hjerne lukker ned. Bestandigt.

I Danmarks midtfranske klima får vi også højere varme og højere luftfugtighed. Cocktailen vil heldigvis være i den milde ende og kun risikere at være dødelig for de ældste og mest svækkede af vores borgere.

Den danske sundhedsstyrelse er allerede ved at forberede sig og skæver til erfaringerne fra, hvordan Frankrig tager vare på sine svage borgere under hedebølger. Og her kan vi så yderligere prise os lykkelige for, at vi ikke overtager et ressourceproblem, som Middelhavslandene skal bakse med.

Sydeuropa vil døje med nærmest permanent tørke og være afhængig af tankskibe med vand fra de egne af verden, som stadig har nok at give af. Samme tørre knibe vil Irak, Syrien og resten af Mellemøsten døje med i selskab med de tættest befolkede dele af Australien, Afrika og Sydamerika. I Kina og Indien vil over en halv milliard personer mangle vand med udsigten til, at Himalayas store gletsjere smelter og forsvinder – også kaldet for Asiens vandtårn af kineserne.

Overordnet set vil fem milliarder mennesker bo i områder med vandmangel af varierende grad. Den knaphed vil også gå ud over det slagtekvæg og de planter, som vi er afhængige af at få næring fra. Den udvikling vil selvsagt også påvirke Danmark indirekte. Mere om det om lidt.

Du strækker armene en novembermorgen på terrassen i dit sommerhus på Lolland-Falster. Dine fingre rammer klasen med kiwier. Længere fremme står dit appelsintræ og højbed med majs og sukkersøde, solmodne tomater. På de omkringliggende marker er landmændene i gang med dagens dont. Til den ene side på deres majestætiske majsmarker. På den anden side på vinmarken med blåviolette druer.

Med et klima som i det sydlige Frankrig får vi mulighed for at dyrke fødevarer, som tidligere kun var forundt sydligere himmelstrøg. Nordeuropa bliver i stort omfang forskånet for tørke, som spolerer høsten. Den danske bonde har derfor udsigt til en 20 procent bedre gennemsnitshøst. Han kan tilmed høste to gange om året.

Så mens Danmark anno 2018 allerede er et spækket madkammer, er der udsigt til, at vellevnedet kun bliver bedre og mere varieret i et fem grader varmere Danmark.

Tager du fiskestangen på nakken, kan du tilmed være så heldig at fange sardiner, hajer, ansjoser, forskellige slags tun og sværdfisk i det over tre grader varmere danske farvand – altså et farvand svarende til Biscayabugten mellem Frankrigs vestkyst og Spaniens nordkyst her i 2017.

Jovist, der er også ulemper. Skadedyr som coloradobillen samt sygdomme på hveden såsom bladplet og brunrust bliver noget, frugtavlere og landmænd skal bakse med i et vådere, varmere Danmark.

Med ekstra meget øget nedbør risikerer vi tilmed, at mere kvælstof og fosfor bliver udledt i havet. Landmændene kan derfor se sig tvunget til at gøde og sprøjte endnu flere pesticidrester i maden. Iltsvindet med fiskedød i farvandene kan blive værre.

Men overordnet set er der altså udsigt til, at gevinsterne opvejer generne. For igen: Danmark er så drønheldig, at det er vanskeligt at fatte. Den fremskrivning, som jeg har været mest ved at falde i svime over, publicerede FN’s miljøprogram UNEP i 2016.

Omdrejningspunktet er mykotoksiner: giftstoffer, der produceres af svampe, og som kan fordærve fødevarer. Indtagelse af mykotoksiner kan forårsage kræft, undertrykke immunforsvaret eller, hvis du er drønuheldig, dræbe dig straks. Mykotoksiner findes allerede i en fjerdedel af verdens kornprodukter, særligt i troperne, som døjer med virkningerne fra sådanne giftige afgrøder. Med klimaændringerne ved en gennemsnitlig temperaturstigning på fem grader vil disse giftstoffer udgøre et stigende problem i det nordlige kornbælte og i hele Europa.

Ja, altså bortset fra Danmark og Norge på grund af et uhyre heldigt samspil af vind, vejr og type af landbrug.

Og her aner du nok bagsiden af overfloden. I et fem grader varmere Danmark skal du ikke forvente bugnende hylder og billigere varer i SuperBrugsen. Tværtimod. For Danmark er som bekendt en del af verden. Og vi vil givetvis være tvunget til at dele vores mad med omverdenen. En omverden, der går sulten i seng.

Fødevaresikkerhed vil være en anakronisme. De fleste regioner og lande lige fra USA og til Australien vil slås med ørkenspredning og ekstrem tørke, der vil lamme landbruget.

En tredjedel af fødevareproduktionen forventes at forsvinde.

Ganske vist vil to af verdens største lande, Rusland og Canada, kunne dyrke mange flere afgrøder i deres nordligere varmere egne. Men det øgede landbrug vil slet ikke opveje manglen på verdensplan, endsige en øget risiko for krig på grund af adgang til landbrugsjord. En del scenarier skitserer, at Kina kan blive presset til at gå i krig mod Rusland for at kunne brødføde sin befolkning.

At fødevareproduktionen vil skrante grelt i en fem grader varmere verden, hænger igen sammen med, at der er tale om planter og dyr, som i tusinder af år er blevet udvalgt, forædlet og har udviklet sig til at leve bedst under den temperatur, som var fremherskende, før industrialiseringen tog fat.

Hvordan vores landbrug håndterer de stigende temperaturer, bliver fulgt nøje af forskerne – eksempelvis hos CLIVAGRI, det europæiske forskernetværk for landbrugets tilpasning. Netværket har ligesom FN’s klimapanel måttet konstatere, at deres prognoser hidtil har været for optimistiske.

Professor ved Aarhus Universitet Jørgen E. Olesen arbejder med klimaændringerne i dansk og global kontekst. Han har også været med til at udarbejde prognoserne for IPCC og CLIVAGRI. “Truslen mod verdens fødevareforsyning er omfattende,” pointerer han.

En tommelfingerregel siger, at for hver gang termometeret stiger med en grad, bliver udbyttet af kornafgrøder forringet med cirka fem procent. I en fem grader varmere verden har vi altså udsigt til 25 procent færre korn til at brødføde folk.

Spisekammeret under vandet levner os også færre kalorier. I en fem grader varmere verden er der udsigt til en nedgang på 17 millioner tons i det kommercielle fiskeri.

Allerede under præsident George W. Bush pillede generalerne trusselsbilledet af religiøse mørkemænd ned fra væggene i Pentagon. Op kom motiver med øget havstand og golde marker.

USA’s militær har vedholdende i de seneste årtier forberedt sig på at forsvare den nationale sikkerhed i en varmere verden. CIA anvender tillige klimaet som en såkaldt trusselsmultiplikator for konflikter rundt om i verden. Og generalerne i armygrønt har en pointe ifølge forskere.

I en fem grader varmere verden er der udsigt til næsten dobbelt så mange konflikter i Afrika som i begyndelsen af det 21. århundrede. Desuden fem procent større sandsynlighed for flere interpersonelle konflikter såsom overfald, vejvrede og røverier i vestlige byer.

Det angiver forskning foretaget af økonomen og Stanford-forskeren Marshall Burke på baggrund af et metastudie af 56 andre videnskabelige rapporter om sammenhængen mellem varmere temperaturer og konflikter.

Den udløsende faktor for, at en konflikt springer ud i lys lue, afhænger ofte af et samspil af utallige forskellige faktorer. Men ifølge Burke øger varmere omgivelser sandsynligheden på grund af særligt to årsager:

For det første de fysiske forhold. Udtørrede eller få vandreservoirer og færre afgrøder fører til øgede spændinger i regioner, som ofte i forvejen er ustabile. Eksempelvis sluttede desperate bønder sig til terrorbevægelsen Islamisk Stat i Irak for at brødføde deres familier. Under Det Arabiske Forår var landene i Mellemøsten præget af fødevareknaphed. Ligeså med krigene i Darfur. Krigen i Syrien opstod i forlængelse af den værste tørke i 900 år (omend Libanon led under samme mangel, og her opstod der ikke krig).

For det andet de psykosociale forhold. Des varmere det bliver, desto dårligere er vi til at koncentrere os, viser talrige psykologiske eksperimenter. Sagt med andre ord: Nogle studier tyder på, at når det bliver varmt, risikerer vi at miste besindelsen. Vores blod koger over.

Allerede i en blot 1,2 grader varmere verden i forhold til præindustrielt niveau (hint: Det er nu) vandrer cirka 15 millioner mennesker rundt fordrevne fra deres hjem på grund af klimaændringer.

I 2016 var der dobbelt så mange, som flygtede fra klimaforandringer som fra krige og konflikter. Et ondt paradoks, al den stund at disse fordrevne personer er fra ulande. De og deres forfædre tilhører dem, som har afbrændt færrest fossile brændsler og har de mindste CO2-aftryk. Men de er taberne i det geopolitiske lotteri, hvor de er så uheldige, at de værste effekter af klimaændringer rammer deres hjem. Alt imens er de største CO2-udledende lande generelt placeret mere gunstigt og bliver ramt mindre hårdt.

I 2050 har vi udsigt til, at over 300 millioner mennesker vil være fordrevne på grund af klimaændringerne – særligt fra Afrika. Dette tal kan muligvis ganges med to i udkanten af dette århundrede med udsigt til den største flygtningekrise, verden hidtil har set. I en sådan verden præget af problemer med vand og tørke udgør Danmark et helle.

Åh, de sidste 12.000 år. Denne tidsalder – den holocæne æra – har været god ved os lodne pattedyr kaldet mennesker. Den har hverken været for ulidelig hed eller tænderklaprende kold. Den har givet os gunstige livsbetingelser til at lade vores civilisation blomstre i et nærmest forudsigeligt klima. Den har muliggjort et tusind år langt økonomisk væksteventyr.

Nu er vi godt i færd med at sætte stabiliteten over styr. Klimakaosset forude vil gøre nas på pengepungen. Når millioner af mennesker forvandles til flygtninge, vil slaget ramme den økonomiske vækst som en dobbelt syngende lussing:

Dels forsvinder millioner af personer fra arbejdsstyrken, dels forsvinder millioner af købedygtige kunder til at oppebære den økonomiske vækst. De to grupper vil have mere end travlt med at overleve.

Oveni vil de tilbageværende dele af arbejdsstyrken i klodens varmeste lande i højere grad blive forhindret i at arbejde udendørs på grund af hedebølger. Faldet i produktiviteten og dens betydning for øget fattigdom er fuldstændig undervurderet, lød det fra Verdensbanken i 2016.

Ifølge et studie udført af tre økonomer fra Stanford University og publiceret i Nature er der 51 procents chance for, at det globale bruttonationalprodukt krymper med 20 procent eller mere på grund af den globale opvarmning. Og det er meget.

Til sammenligning faldt det globale bruttonationalprodukt med seks procent under finanskrisen i 2008-2009. Det bratte fald kæder økonomerne sammen med manglende indtægter fra landbruget og et styrtdyk i produktionen fra den samlede arbejdsstyrke. Hertil kommer omfattende skader fra øget kriminalitet og klimaforandringernes hærgen, som vil ødelægge infrastruktur og ejendomme langs kyststrækninger over hele kloden.

Et forbehold i Stanford-studiet er, at vi fortsætter med at futte olie, gas og kul i samme nærmest ubekymrede niveau som hidtil. Hvilket meget tyder på bliver tilfældet, uanset løfterne og den grønne jubel over de velmenende intentioner i klimaaftalen fra Paris.

Efterspørgslen på fossile brændstoffer ser ud til at vare ved årtier endnu. Det regner store dele af den politiske og kommercielle sektor også med. Lige fra Finansministeriet, som forudsætter fortsat salg af olie- og gasreservoirerne fra Nordsøen, til konsulenterne fra McKinsey & Company.

I en ny rapport har McKinsey undersøgt, hvordan klodens voksende befolkning får dækket energibehovet indtil 2050. Konsulenthuset vurderer, at solcellerne og vindmøllernes fremmarch vil medføre, at det globale behov for fossile brændstoffer daler fra 82 procent til 74 procent i 2050.

Hurdlen er bare, at samtidig stiger det globale energiforbrug årligt med 0,7 procent. Om cirka 30 år vil vi altså have brug for omtrent en fjerdedel mere energi til at drive vores fabrikker og opvarme vores hjem. Så selv om den grønne omstilling vinder frem, vil det samlede forbrug af fossile brændstoffer i forhold til i dag stadig stige med næsten 13 procent.

Nogenlunde enslydende deprimerende prognose hælder Harvard-økonomerne Gernot Wagner og Martin L. Weitzman til. I deres bog Climate Shock: The Economic Consequences of a Hotter Planet argumenterer de derfor for, at vi skal fjerne blikket fra medianerne.

Vi skal anskue den globale opvarmning som en forsikringssælger ville gøre ved en tilstandsrapport for et hus. Bortset fra at huset i dette tilfælde selvfølgelig er planeten, vi bebor. Vi bør derfor ligesom forsikringssælgeren forholde og forberede os på de mest ekstreme og værste udsigter.

“Men vores fokus på ekstremerne i temperaturen er langtfra et accepteret tankesæt. Vi argumenterer for, at det bør det være,” erklærer Gernot Wagner og Martin L. Weitzman i et fælles opråb.

Bliver det så så slemt? Bliver det værste scenarie en fem grader varmere virkelighed? Som det er nu, er den globale gennemsnitstemperatur steget med 1,2 grader i forhold til, før vi tog hul på industrialiseringen i 1800-tallet.

I dag er to grader en teoretisk rettesnor, som verdenssamfundet er blevet enig om ikke at nå over. De menneskelige og økonomiske skader ved en temperaturstigning på over to grader anses ifølge flertallet af FN’s medlemslande for graverende. Disse skader skal altså undgås ved at skrue hastigt ned for vores forbrug af fossile brændstoffer.

Men, men, men: Blandt nogle klimaforskere breder der sig en opfattelse af, at målet om at undgå en to grader temperaturstigning er vidtløftigt. Lige nu er vi i færd med eller også har vi allerede forspildt vores chance.

To tendenser bestyrker deres mismod.

• Efter nogle år, hvor vores udledninger af drivhusgassen CO2 fladede ud, steg de atter i 2017. Det er skidt. Rigtig skidt. Udviklingslandene og særligt Kina sviner mere, men det er vanskeligt at skyde på dem, al den stund at vi har outsourcet produktionen til de lande, og at deres indbyggere vil nyde samme velfærdsgoder, som vi i den vestlige verden har nydt i årtier – med de klimabelastninger, det medfører.

• Den roste klimaaftale fra Paris har endnu ikke udmøntet sig i noget nævneværdigt konkret. Oveni bliver de grønne gevinster fra energieffektivisering og øget brug af vedvarende energikilder udlignet af, at vi stadig bliver flere, og det samlede forbrug af fossile brændsler er uændret. Vi æder kød som aldrig før. Vi tøffer rundt i et historisk stort og stigende antal fossildrevne biler. Skibs- og flytrafikken har stadig undgået skrappe CO2-afgifter, hvilket gør, at vi flyver kloden i sænk for en slik.

At dømme ud fra klodens kollektive handlinger synes vi fast besluttet på at gøre kloden varmere.

En opmuntrende – og faktisk overset – pointe er dog også, at mens hastigheden og skaderne ved den globale opvarmning i disse år overrumpler vores forskere og folkevalgte gang på gang, gør samme overraskelse sig faktisk gældende med den grønne omstilling.

Udbredelsen og effektiviteten af solceller overstiger gang på gang de mest positive prognoser. Samme tendens ses med vindmøller. Med plantefars som erstatning for kød. Og som noget ret nyt også med erhvervslivet.

225 af verdens mest velpolstrede og dermed indflydelsesrige institutionelle investorer – heriblandt en række danske såsom ATP og Nordea – presser 100 af klodens største og mest forurenende firmaer til at udlede mindre CO2.

Penge taler – og investorernes penge taler højt for den grønne agenda. Forenet i netværket Climate Action 100+ er der tale om en samlet portefølje på mere end 26 billioner dollars (til sammenligning råder klodens 500 rigeste personer over en samlet formue på 5,3 billioner dollars).

For blot ti år siden lod mange af de selvsamme investorer ellers hånt om kritik af deres indifference over for at gøre noget ved den globale opvarmning. Vi følger loven og er sat i verden til at værne om vores kunders afkast, lød argumentationen. Argumentationen er faktisk uændret i dag. Investorerne er ej heller ramt af klimakvababbelser. Men modsat vores politikere, som tænker i kortsigtede fire- til otteårige valgperioder, er investorerne nødt til at tænke langsigtet i eksempelvis 40-80-årige investeringshorisonter. Og her gælder det netop at sikre egeninteresser og om at redde kundernes afkast. De er mindre eller intet værd i en fem grader varmere verden.

Derfor presser de mest tunge kapitalforvaltere nu også på for at ændre kursen. Dét er historisk og kan muligvis være udslagsgivende i anstrengelserne for at afbøde de allerværste temperaturstigninger.