Om natten skifter borgmesterkæden hænder. En cola og et brudt løfte kan afgøre et valg

De helt små ting – som lysten til en cola – kan få afgørende betydning for valget af en borgmester.

Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Allan Busk kunne godt mærke det. Den der følelse af, at magten lå i hans hænder. Han havde personligt fået flere stemmer end nogen anden i Rebild Kommune. Præcis 1.776 borgere havde sat kryds ved Allan Busk. Ved stemmestedet i hans fødeby Terndrup, hvor han også fortsat boede, havde han fået hver anden stemme. Allan Busk var ret beset Rebilds mest populære mand ved kommunalvalget i 2017.

Han havde prøvet det før. Ved det forrige kommunalvalg havde han også været kommunens største stemmesluger, og han havde haft en tilsvarende følelse. Og alligevel var magten smuttet væk, og den radikale Leon Sebbelin var overraskende for de fleste blevet borgmester. Tilmed De Radikales eneste borgmester i hele landet.

Sådan skulle det ikke ende denne nat ved kommunalvalget i 2017. Nu havde den 51-årige Allan Busk med de tynde briller og den stærke karisma en plan, og den behøvede ikke at ende med, at han blev borgmester for kommunen syd for Aalborg. Men der var en vis sandsynlighed for det.

Den nat der, den var sateme hektisk, og der fløj mange ting igennem luften. Det kan jeg ligegodt love dig for,” siger Allan i dag.

I seks timer om natten efter kommunalvalget i 2017 skrev en håndfuld byrådspolitikere i den lille nordjyske kommune Rebild et nyt kapitel til historien om, hvordan magt modtages, styres og fordeles.

Om få dage er der valg i alle landets 98 kommuner og fem regioner. Mens landspolitik på Christiansborg følger reglerne fra dronningerunder og lange forhandlinger over typisk flere uger efter et valg, kan mulighederne for at få fat i borgmesterposten nemt være rundt på fem-seks hænder i løbet af en nat ude i kommunerne. Det handler om politik i sin mest klassiske og rå form: Nogle mennesker omkring et bord, der skal blive enige. Meninger skal brydes. Kompromiser skal nås. Vi tænker, at det er rationelt, og det er det selvfølgelig også et stykke af vejen, men til sidst handler det også bare om mennesker og menneskers psykologi. Deres tvivl. Deres ønske om at blive set. Deres evner til at forhandle. Deres venskaber. Og gammelt nid og nag. Det handler om at blive siddende på det rette tidspunkt og rejse sig på det rigtige tidspunkt. At hente en sodavand kan – uanset hvor banalt det lyder – reelt blive udslagsgivende for, hvordan natten ender. Og en biperson kan hurtigt blive hovedperson.

Det er også en påmindelse til os alle om, at vores stemme og vores handling i demokratiet har betydning. Når vi stemmer, så påvirker vi. Vi skubber lidt til magtbalancen. Hvis vi rejser os, så har det betydning. Hvis vi bliver siddende, så har det betydning. Alt tæller.

I det følgende skal vi til det naturskønne Rebild i Himmerland, kendt for Rold Skov og Rebild Bakker, hvor amerikanske kendisser som Walt Disney og flere senere amerikanske præsidenter har fejret den amerikanske uafhængighedsdag sammen med tusinder af danskere i især 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne. Det er en ægte Rebild-historie, men tro mig, når jeg siger: Rebild er ikke anderledes end så mange andre kommuner. Dette kunne sagtens være sket i din kommune. Og måske sker det igen om få dage.

Nu skruer vi tiden tilbage til valgnatten i november 2017. Vi begynder hos Allan Busk, stemmeslugeren fra Rebild.

Stemmerne var talt, og de store, hvide døre blev lukket til mødelokalet. Allan Busk kiggede rundt i lokalet. Nu var det her, at magten lå. Den næste borgmester i Rebild skulle findes blandt de tre mænd om det lille runde kontorbord i et fjernt hjørne af mødelokalet kaldet Cafeen i kulturhuset i Rebild Kommunes største by Støvring. Allan drømte om en smøg, men den slags må man jo ikke længere ryge i kommunens lokaler. I stedet tog han en cola. Det gjorde de andre også. Der var også karameller på bordet.

Nu begyndte spillet. Hvem skulle være borgmester i Rebild?

Allan og de andre havde hurtigt talt mandaterne sammen og øjeblikkeligt set de mange forskellige muligheder for at danne flertal. De tre partier, der nu sad i mødelokalet – Venstre, Dansk Folkeparti og Allans egen uafhængige lokalliste – havde tilsammen 14 af de 25 pladser og dermed et flertal.

På daværende tidspunkt, så var vi sikre på, at vi kom til at sætte dagsordenen. Og vi tre, der sad derinde, kom til at bestemme, hvem der blev borgmester,” siger Allan.

Dansk Folkeparti var med sine to mandater det nye byråds mindste parti, så det blev næppe deres borgmesterkandidat, der kom i spil, erkendte de. Det efterlod to muligheder: Skulle det så være Allan Busk – der med sine rekordmange personlige stemmer utvivlsomt var kommunens enkeltstående mest karakteristiske politiske personlighed? Eller skulle det være venstremanden Gert Fischer, der havde hele 36 års erfaring i kommunalpolitik og med otte mandater nu ubetinget var leder af kommunens største parti?

Gert eller Allan. En af dem skulle det være. Ét var de dog alle helt enige om: Uanset hvad skulle de holde sammen for at sikre, at den radikale borgmester Sebbelin ikke kunne snige sig til en sejr. De sidste fire år havde ikke været nogen succes, mente folkene i lokalet. Alt for meget intern ballade. Nej tak til Sebbelin var nærmest deres fælles valgslogan.

Det, der er vigtigt for os, det er, at vi får en bred konstituering. Men vi vil have et borgmesterskifte. Det ligger fast,” sagde Allan Busk, da han midt i forhandlingerne gav et kort interview til DR Nordjylland.

Gert var enig:

Det, der er vigtigt for os, det er, at vi får lavet et skifte.”

Som med så mange andre gode historier findes der mange versioner af, hvad der præcis skete den aften, men det står klart, at det trak ud med at træffe en beslutning om, hvem der skulle bære borgmesterkæden.

De tre partier var enige om, at de uanset hvad skulle stå sammen. Det blev der også lavet en håndskrevet aftale om, men den blev aldrig underskrevet. De var også enige om, at de gerne ville have Socialdemokratiet med i aftalen. Det skulle samle flest mulige partier i en stor og stabil gruppe. Derfor blev partiet kortvarigt trukket med ind i mødelokalet for ligesom at fornemme, hvad de var interesseret i af mindre poster. Spidskandidaten Thøger Elmelund Kristensen fra Socialdemokratiet takkede pænt ja til at være med i en aftale, hvis altså bare lige borgmesterposten kunne blive hans. Det kunne den ikke, og så måtte han ud igen. Der blev snakket meget. Timerne gik.

Sådan lidt efter midnat ville Allan ud af lokalet for at hente en frisk cola, se de personlige stemmetal og tallene fra et stemmested, der var blevet forsinket, og han ville lige tage en snak med sit bagland: Skulle han gå hårdt efter borgmesterposten? Eller hvad hvis det nu blev venstremanden Gert i bytte for den rigtige indflydelse – kunne de leve med det? Og hvad foretrak de?

Det blev en dyr sodavandspause.

Dansk Folkepartis spidskandidat Tommy Degn havde siddet omkring det runde bord i mødelokalet og kigget på venstremanden Gert og Allan Busk, og han var efterhånden noget forvirret. Tommy var overpostbud og tidligere socialdemokrat, der var blevet medlem af Dansk Folkeparti på grund af udlændingepolitikken. Han betragtede sig selv som borgernes vagthund’, der var aktiv i idrætsforeninger og gerne stillede op til alt muligt. Som dengang i hans hjemby Ravnkilde, hvor folk kunne kaste lagkager i hovedet på ham til byfesten. Nu sad han i en skjorte og trøje og blev lidt beklemt over situationen i café-mødelokalet.

De tre partier havde mødtes tidligere på valgdagen, og de havde aftalt, at hvis de havde flertal, så skulle de holde sammen, og modstanden mod borgmester Sebbelin, ja, den delte Tommy i den grad også. Nu havde de flertal. Hvorfor så ikke slå til? Tommy undrede sig og måtte erkende: Allan og venstremanden kunne ikke blive enige om, hvem af dem der skulle være borgmester. Det hele stod lidt for meget i stampe.

Så mens folk gik på toilet og hentede nye sodavand, blev Tommy Degn en anelse bekymret. Hvad hvis det hele faldt til gulvet? Hvad nu, hvis de to aldrig blev enige? Eller hvis de to andre nu på en eller anden måde hev Socialdemokraterne med og i sidste øjeblik besluttede, at de helt kunne undvære Dansk Folkeparti?

Tommy kunne mærke den følelse, som så mange lokalpolitikere før ham gennem årene har oplevet: At deres mandater minut for minut falder i pris. Medmindre han gjorde noget meget drastisk.

Tommy fulgte i pausen efter Allan og opdagede, at flere fra Allans bagland stod og råbte ad ham. Et kæmpe skænderi,” siger Tommy, at han hørte. De lokale medlemmer af Den Sociale Fællesliste kunne – igen ifølge Tommy – slet ikke forstå, at Allan ville lave en aftale med Venstre og dermed risikere, at Gert blev borgmester. Vi bliver slagtet af vælgerne,” siger Tommy, at han hørte en af dem sige. I dag afviser Allan på det pureste, at der har været noget som helst skænderi, og at nogen har sagt, som Tommy beskriver.

Uanset hvad betragtede Tommy situationen og stilstanden som et tegn på noget skidt. På uro. Og uden at sige et ord til hverken Gert og Allan eller hans eget bagland bankede han på døren til taberne.

Bag døren i det andet mødelokale – kendt som Backstage-lokalet – sad medlemmer fra De Konservative og den daværende borgmester Sebbelin. Sammen med Socialdemokraterne – der havde deres eget lokale lige ovre på den anden side af gangen forbi maleriet af Peter Viskinde – havde partierne tilsammen kun 11 af de 25 pladser, og de havde sådan set erkendt deres nederlag. Det var så det,” tænkte borgmester Sebbelin, og det havde han ro med. Han havde også pakket sin computer væk.

Partierne havde dog ikke dovnet den. De havde aftenen igennem forsøgt at påvirke Allan Busks bagland. Utroligt, at han måske peger på Venstre,” havde de sagt. Den slags havde tilsyneladende givet lidt uro, og tanken var så, at den uro skulle sprede sig ind i lokalet.

Nu trådte Tommy fra Dansk Folkeparti ind i lokalet. Det her må jo lige prøves af,” tænkte han. Først stod han lidt og snakkede løst med borgmesteren, og så satte han sig ned. Stadig uden at give besked til de to mænd, som han ellers havde aftalt troskab med. Socialdemokraterne blev hentet ind i lokalet. Og med Tommys medfølgende to mandater var der nu pludselig 13 mandater samlet i Backstage-lokalet. Flertallet var flyttet.

Døren blev hurtigt lukket. Og da der flere gange blev banket hårdt på døren, blev den ikke åbnet. Klokken 1:06 fik Tommy en sms fra Allan: Nu kommer du altså ud, Tommy.” På sin telefon så Tommy godt beskeden, men som en deltager i mødelokalet bemærkede: Tommy, nu lægger du den telefon væk, der skal ikke være nogen sideforhandlinger her.”

Tommy Degn var klar til at forhandle. Men han havde ét udestående problem – ud over hans telefon, der blev ved med at blinke og ringe. Tommy vidste, at Dansk Folkeparti havde fået to mandater i byrådet, men han vidste ikke, hvem der var valgt ind ud over ham selv. Hvis det blev den umiddelbart Venstre-venlige Else Christensen, kunne han på ingen måde lave en aftale uden Venstre. Så måtte han formentlig straks gå tilbage til mødelokalet med Gert og Allan. Men hvis det for eksempel blev en kandidat som Kim Edberg Andersen, kunne Dansk Folkeparti nok godt være med i den nye gruppe. Da tallene kom, var det blot 26 stemmer, der adskilte de to. Tommys makker var Kim. Og dermed havde Tommy mulighed for at forhandle videre i det nye lokale.

I det nye lokale var det klart, at borgmesterposten skulle gå til enten Socialdemokraternes Thøger Elmelund Kristensen med fem mandater eller De Konservatives Lene Aalestrup med tre mandater. Fra et spørgsmål om Allan eller Gert var det nu altså Thøger eller Lene.

På dette tidspunkt i historien er det måske passende at svare på nogle af de oplagte spørgsmål, hvis man kigger på Rebild med landspolitiske øjne: Hvorfor lavede V, K og Dansk Folkeparti ikke bare en aftale sammen? De havde præcis nok til et flertal, og de tre partier har jo samarbejdet tæt på Christiansborg. Men der var et historisk fjendskab mellem De Konservative og Venstre i Rebild, som det går for vidt at få styr på i denne artikel. Det samarbejde ville næppe virke. Og hvad med Socialdemokraterne – hvorfor kunne de ikke bare pege på stemmeslugeren Allan Busk som borgmester eller i det mindste lave en aftale? Politisk set var de ret ens. Allans kone havde siddet i byrådet for netop Socialdemokraterne i flere år, og Allan – der til daglig var formand for 3F i Aalborg – havde siddet i regionsrådet for partiet. Men Allan var blevet træt af daværende partileder Helle Thorning-Schmidt og havde meldt sig ud af partiet. De efterfølgende ordvekslinger mellem de lokale socialdemokrater og Allan var ikke kønne. Det gjorde det umuligt for Allan nogensinde at pege på Thøger som borgmester.

Man er jo også menneske,” som Allan siger.

Det er svært at pege på en, der ikke har lavet andet end at svine én til, bare fordi man ikke vil være med i et parti længere. Det der med, at man kun kan være venner i samme parti, men ikke, når man er ude igen. Det har jeg aldrig forstået.”

Landspolitik var dog ikke helt ude af billedet i Rebild. For flere medlemmer af Dansk Folkepartis ledelse var i løbet af natten blevet opmærksomme på situationen. Og de var ikke helt enige med Tommys håndtering og farvellet til Allan og Gert fra Venstre. Derfor begyndte andre i Dansk Folkeparti at forhandle direkte med Venstre sådan bare for en sikkerheds skyld. Om aftenen cirkulerede der derfor en form for tilbud. Måske ikke sådan et fuldbyrdet ægteskabstilbud, men et meget løst tilbud om i første omgang at afsøge en mulighed: Hvad nu, hvis Dansk Folkeparti – enten Tommy eller Kim – kunne få borgmesterposten med støtte fra Venstre og Allan Busk? I virkelighedens verden havde forslaget nok ingen gang på jord. Men det kunne måske få Tommy ud af det forbandede lokale, og så ved man jo ikke, hvad der kunne ske”, som en i forløbet siger i dag.

Tommy Degn hørte om forslaget og rystede bare på hovedet. Nej, den slags julelege havde han oplevet før, og det blev et nej tak.

Vi skal tilbage i lokalet til valget mellem Thøger eller Lene.

Thøger fra Socialdemokratiet var ikke i tvivl om, at han med sine fem mandater – gruppens klart største parti – burde være den naturlige borgmester. Det fastholdt han i ret lang tid. Men det stod klart, at det ikke lod sig gøre. Det ville gruppen ikke.

I stedet talte De Konservatives Lene Aalestrup for, at hun skulle være borgmester. Hun ville kunne samle Rebild, mente hun. Men det ville Thøger så omvendt ikke være med til. Det kunne hans bagland ikke støtte.

I mødelokalet var de ved at løbe tør for borgmesterkandidater. Undervejs havde Leon Sebbelin, altså byens daværende borgmester, været ret tavs. Det var helt med vilje. Han havde haft en fornemmelse af, hvad der ville ske, når netop disse partier satte sig ned. Han skulle bare vente. Nu fik han – som han selv siger det – “ikke den værste følelse i maven”.

Og så begyndte han at tale. Ja, han kunne fint støtte en konservativ borgmester og en socialdemokratisk borgmester, men han kunne da egentlig også godt se sig selv tage fire år mere. Han tilbød sig som et kompromis. Ikke Allan, ikke Gert, ikke Tommy eller Kim, ikke Thøger og ikke Lene. Men Leon. Igen. På trods af et valg, hvor samtlige partier – med undtagelse af Leons eget parti naturligvis – havde peget på sig selv, og flere havde talt om den absolutte nødvendighed i at få en ny borgmester, kunne Leon være svaret de ledte efter.

Det kunne De Konservative godt være med til. Det kunne Socialdemokratierne også. Og så var bolden tilbage til de afgørende to mandater fra Tommy Degn.

I aftalen i løbet af natten følte Tommy, at han i forhandlingerne fik, hvad han havde brug for. Blandt andet at minimumstiden for besøg af hjemmeplejen steg fra fem til ti minutter. Vi kan godt leve med Leon som borgmester, hvis vi til gengæld kan gøre det bedre for kommunens ældre borgere,” forklarede Tommy Degn sig selv og andre omkring sig.

På landsplan er Dansk Folkeparti og De Radikale alt andet end venner, og der er mildest talt et livssyn til forskel mellem de to partier. Men det skete i Rebild: De Radikale fik borgmesterposten med helt afgørende støtte fra Dansk Folkeparti.

Godt 17.000 nordjyder havde i løbet af dagen stemt i blandt andet Støvring Hallen, Bælum Skole og forsamlingshuset i Øster Hornum. Og ud af det byråd, som de havde sammensat, var der nu fundet en borgmester.

De nikkede alle rundt om bordet.

I Backstage-lokalet blev der skrevet et stykke papir og lidt efter fire om natten trådte Leon Sebbelin frem foran pressen i kulturhuset og sagde: Ja, der er nu indgået en aftale. Og den indeholder følgende: borgmester Leon Sebbelin.”

Det er en svinestreg,” som Allan skrev i en sms til Tommy i løbet af aftenen.

Den nu altså både nuværende og kommende borgmester forklarede, at ja, det havde taget tid. Men dog halvanden time hurtigere end fire år tidligere, da det også lykkedes ham at blive borgmester i et kompliceret spil.

Af de fremmødte journalister blev Leon Sebbelin spurgt, om parterne nemt var blevet enige om, at det var ham, der skulle være borgmester.

Det blev vi enige om på et tidspunkt,” sagde han.

Hvis vi spoler tiden fire timer tilbage, er du så overrasket over, at du nu står som genvalgt borgmester?

Der må jeg hellere svare ærligt. Det er jeg nok lidt overrasket over, ja.”

Tommy forklarede, at han havde stået og kigget på en splittet Social Fællesliste og Venstre”, og så var han gået videre.

Journalisterne ville vide, om det var rigtigt, at han reelt var sprunget fra en aftale med Allan Busk.

Det er jo sådan set rigtigt. Men jeg kunne bare se, at de kunne ikke enes. Så gik jeg videre,” sagde han. Tommy selv var ikke i tvivl: Ja, det var en form for løftebrud. Men det var nødvendigt.

Allan Busk var alt andet end tilfreds. Han var taget hjem i løbet af natten, og da han hørte om aftalen, blev han gal og sagde, at Tommy røvrendte hele lortet”.

Jeg er meget forundret, og han har ikke været ærlig,” sagde Allan om Tommy.

Det er jo taberen, der er blevet borgmester, og jeg ved, at Dansk Folkepartis bagland er splittet og rasende. Jeg har fået beskeder fra flere, som fortæller, at de nu melder sig ud af DF,” sagde Allan.

Der var dog ikke mange, der forlod Dansk Folkeparti. Dog ét prominent medlem. Else Christensen, der kun var lige godt og vel 20 stemmer fra at have været valgt ind som Dansk Folkepartis nummer to, meldte sig dagen efter valget ud af Dansk Folkeparti.

Giver man hånden på, at der er en aftale, så er der en aftale, og så render man ikke fra det,” sagde hun til DR og erklærede, at hun stadig støttede partiet på landsplan, men at lokalafdelingen havde ødelagt” det.

Leon Sebbelin kom hjem fra valgnatten klokken fem eller seks om morgenen og læste de forskellige netmedier. Flere steder stod der, at borgmesterposten i Rebild stadig var usikker. Det eneste, der nok var nogenlunde sikkert, det var, at det blev i hvert fald ikke den siddende borgmester, der skulle fortsætte,” siger Leon.

Og så er det sådan set en okay fornemmelse at stå med en underskrevet aftale i hånden. Det tillod jeg mig at glæde mig en lille smule over, og måske smilte jeg sådan et indre smil, inden jeg faldt om og sov nogle timer og så gik i gang igen”.

Og hvad så med valget om lidt? Det ser i år ikke godt ud for Leon Sebbelin, og der er lavet valgforbund uden om ham.

Men altså: Leon havde heller ikke mulighed for at blive borgmester i 2017. Og det blev han. Det havde han sådan set heller ikke rigtigt i 2013, hvor han også vandt.

Jeg er ikke dummere, end at jeg godt ved, at Leon kan ende med at blive borgmester igen. Men det er ikke planen,” siger Tommy Degn, der efter at have talt Dansk Folkepartis sag på et vælgermøde på Støvring Gymnasium i slutningen af oktober fik først en blodprop og siden et hjertestop og lå i koma i syv dage. Han har det dog godt, har bedt sin hustru om at komme med øl på hospitalet, og så har han foreløbig indstillet den aktive valgkamp.

Allan Busk har i den mellemliggende periode først nedlagt Den Sociale Fællesliste på grund af for meget arbejdspres og siden genstartet partiet fra bunden. Han synes, at det sejler rundt” i Rebild Kommune, og han går – som han selv siger det – “benhårdt efter at blive borgmester, det gør jeg”. Men ja, han ved også godt, at Leon har en mulighed for at fortsætte.

Lige nu, der må vi jo sige, at sandsynligheden er lige stor for os alle sammen, for stemmerne er ikke afgivet endnu. Og selvfølgelig kan Leon blive borgmester igen, det kan man da ikke udelukke. Man kan ikke udelukke nogen.”

Allan har det stadig også godt med Tommy. Også selv om han den nat i 2017 kostede ham en masse indflydelse og måske en borgmesterpost. Han var skuffet på valgnatten. Som han siger: Man har kørt 180 kilometer i timen i en måned.

Og man har lige siddet med magten, og pludselig har man ingenting og står ude på gangen. Så er det klart, at følelserne får frit løb. Men nu hvor valget er overstået, så går man jo ikke og bærer nag. Det kan vi jo ikke være bekendt overfor borgerne. Jeg har aldrig båret nag over det her, og det har Tommy heller ikke. Det er spillets regler, sådan noget her. Han mente, at han fik mere dér – og så er det sådan, at det er.”

Han har også lært noget til næste valgkamp:

Vi skulle nok have ladet være med at gå ud af det lokale, vi skulle være blevet derinde. Det var nok det dummeste, jeg har gjort, det var, at vi gik ud af det lokale. Det er svært at sige, men hvis ikke vi var gået ud og havde taget den sodavand, så tror jeg ikke, at Leon havde været borgmester i dag.”