Nej, genmodificeret mad er ikke farligt. Her er argumenterne for at droppe frygten

TØR DU?Mange vil ikke spise GMO-mad. Illustration: Jørgen Stamp for Zetland.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Derfor skal du læse denne artikel

Efter et kvart århundrede med genmodificerede afgrøder peger erfaringerne kun i én retning: De er ikke farligere for mennesker eller miljø end almindelige afgrøder. Tværtimod kan de med stor sandsynlighed hjælpe med at løse nogle af verdens største problemer.

Okay, vi begynder med et eksperiment.

Du skal nu vælge, hvilken af to madvarer du helst vil spise.

  1. En majskolbe
  2. En grapefrugt

Har du valgt?

Godt, så får du lidt mere information:

Majskolben er dyrket i Spanien og af sorten MON 810. Sorten er lavet ved blandt andet at indsætte et gen fra en jordbakterie i majsplantens dna for at få planten til at producere et stof, der slår skadelige insekter ihjel. Majskolben er, med andre ord, en genmodificeret organisme, en GMO-afgrøde.

Grapefrugten derimod er af sorten Star Ruby, ligeledes dyrket i Spanien, men økologisk.

Hvis du minder om de fleste danskere (i hvert fald sidst, nogen spurgte), så er du nu ret skeptisk over for majskolben og mere positivt stemt over for grapefrugten.

GMO-afgrøder har helt fra begyndelsen været omgærdet af frygt for uforudsete miljø- og sundhedsskader og en stærk modvilje mod de verdensomspændende virksomheder, som skabte de første kommercielle GMO-afgrøder. I EU er de så hårdt regulerede, at førnævnte majsplante faktisk er den eneste, som er godkendt til dyrkning her.

Men hvad nu, hvis jeg fortæller dig, hvordan grapefrugtsorten Star Ruby er lavet – nemlig ved at bombardere et grapefrø med radioaktiv stråling for at få det til at mutere, indtil det producerede et træ med særlig indbydende frugter med knaldrødt kød og ganske få kerner?

Lyder grapefrugten og majskolben nu nogenlunde lige … skal vi sige … unaturlige?

Jeg kan berolige dig med, at du med ro i sindet kan spise både majskolben og grapefrugten.

Star Ruby-grapefrugter har været i handlen siden 1970’erne uden problemer. Og hvad angår GMO-mad, så er forskningen så entydig, som forskning bliver.

GMO-afgrøder har været dyrket siden 1990’erne – for majs’ vedkommende i fuldstændig enormt omfang – og intet, absolut intet, tyder på, at de er mere skadelige for mennesker eller miljø end helt almindelige afgrøder. Faktisk tyder en del på, at GMO-afgrøder på nogle punkter kan være mindre skadelige og mere gavnlige end andre.

Og hvis du synes, dét lyder påståeligt, vil jeg nu oprulle argumenterne for, hvorfor det ikke er påståeligt – og hvorfor du bør genoverveje din eventuelle skepsis over for GMO-mad.

Lad os begynde med videnskaben. Du kan helt sikkert finde artikler på nettet, hvor GMO-modstandere vifter med en forskningsartikel, som tyder på, at GMOer er skadelige for et eller andet. Måske kan du finde noget med kræft, allergi, autisme, tarmsygdomme eller miljøskader – vælg selv din favorit. Efter 15-20 minutters surfen rundt vil du sikkert være både skrupforvirret og småskeptisk over for GMOer og ikke mindst de firmaer, der laver dem.

Men hver gang summen af forskning – bunkevis, ofte hundreder af studier – er blevet gennemgået af forskere med indsigt nok i substansen til at gennemskue lødigheden af hvert enkelt resultat, er de kommet til den samme konklusion: Intet tyder på, at der er noget at være bange for.

Lad os tage et par eksempler.

I en gennemgang af EU-finansieret forskning i miljø- og helbredseffekter af GMOer hedder det:

Hovedkonklusionen, som kan udledes af mere end 130 forskningsprojekter fra en periode på mere end 25 års forskning med mere end 500 uafhængige forskergrupper involveret, er, at bioteknologi, og særligt GMOer, ikke i sig selv er mere risikable end for eksempel konventionelle planteforædlingsteknologier.”

Den amerikanske stats meget velrenommerede, uafhængige videnskabsakademi, The National Academies of Sciences, Engineering, and Medicine, har også undersøgt emnet. De har konkluderet sådan her på baggrund af 900 studier suppleret med egne undersøgelser og offentlige høringer:

Komitéen bag studiet fandt ingen underbygget evidens for en forskel i risiko for menneskelig sundhed mellem de genmanipulerede afgrøder, som i øjeblikket dyrkes kommercielt, og så konventionelt forædlede afgrøder, ligesom den heller ikke fandt nogen endegyldig årsag-og-virkningsmæssig dokumentation for miljøproblemer fremkaldt af GMO-afgrøder.”

Altså: Heller ikke her nogen tegn på, at der er noget at frygte. Gennemgangen af de mange studier viste i øvrigt også, at når landmænd begynder at dyrke afgrøder med indbygget insektgift som den majs, jeg nævnte i begyndelsen, får det typisk biodiversiteten til at stige og forbruget af insektmidler til at falde.

Tyske Union der deutschen Akademien der Wissenschaften har endvidere konkluderet, at mad fra GMO-planter i nogle tilfælde er sundere end tilsvarende konventionel’ mad.

Man kunne blive ved, men jeg vil lade American Association for the Advancement of Science, verdens største tværfaglige sammenslutning af videnskabsfolk og udgiver af det hæderkronede magasin Science, opsummere:

Videnskaben er ganske klar: Forædling af afgrøder med moderne molekylære bioteknologiske teknikker er sikker. Verdenssundhedsorganisationen WHO, American Medical Association, det amerikanske National Academy of Sciences, britiske Royal Society og alle andre respekterede organisationer, som har undersøgt dokumentationen, er kommet til den samme konklusion: At spise mad, som indeholder ingredienser fra genmodificerede afgrøder, er ikke mere risikabelt end at spise de samme produkter fra planter forædlet med konventionelle teknikker.”

Igen: Du kan roligt spise majskolben.

Hvis du stadig ikke er overbevist, så prøv at høre et par udtalelser fra folk, der tidligere kæmpede imod GMOer af alle kræfter, men nu har ladet sig overbevise af videnskaben.

Stephen Tindale, tidligere leder af den britiske afdeling af Greenpeace – en organisation, der fortsat er imod GMOer – har sagt sådan her til BBC:

Et overvældende flertal af forskere mener, det er sikkert. I min optik er det moralsk uacceptabelt at være imod de her nye teknologier. At sprede frygt om helbredsrisici, særligt kræft, uden videnskabeligt belæg, er totalt umoralsk.”

Miljøaktivisten Mark Lynas, som i 1990’erne drønede rundt og hakkede GMO-majs ned i nattens mulm og mørke, er endnu mere ligefrem:

Der er en verdensomspændende videnskabelig konsensus om, at genmanipulation ikke er mere risikabel end nogen anden måde at forædle planter på, ligesom der er en verdensomspændende videnskabelig konsensus om, at klimaforandringerne er reelle og forårsaget af mennesker. Så stop med at sprede frygt,” sagde han på en britisk landbrugskongres tidligere i år.

Jeg krummer tæer, når jeg ser miljøforkæmpere bruge samme taktik som klimaforandringsbenægtere. Den ideologisk selektive accept af videnskaben underminerer alt andet, som miljøbevægelsen siger og gør.”

Greenpeace har forsvaret sig med, at deres GMO-modstand i værste fald går ud over indtjeningen hos nogle aktionærer i store, globale landbrugsvirksomheder, mens de i bedste fald har hjulpet med at redde naturen og vores alle sammens helbred fra endnu ukendte følgeskader ved GMOer.

Det sidste er en variant af et klassisk argument fra GMO-modstanderne: Vi aner, lyder det, ganske enkelt ikke nok om, hvordan GMOer påvirker mennesker og natur på lang sigt, hvorfor vi bør være meget forsigtige med at bruge dem.

Det er sådan set rigtigt nok, at vi ikke kender alle de mulige konsekvenser (og lad nu ligge, hvordan i alverden vi også skulle kunne det). Men dét er et tvivlsomt argument for at betragte GMO-afgrøder som særligt risikable sammenlignet med andre afgrøder.

For at forstå hvorfor vender vi lige tilbage til grapefrugten. Den er nemlig langtfra ene om at nedstamme fra en muteret plante, der er blevet bestrålet med radioaktivitet eller overpøset med kemikalier i håb om at frembringe en ny mutant med bedre egenskaber – hvad enten det handler om smag, høstudbytte eller modstandskraft over for skadedyr, svampe eller for den sags skyld ukrudtsmidler.

Teknikken har været brugt siden 1920’erne og ført til udvikling af tusinder af afgrøder, som i dag bruges vidt og bredt. For eksempel har økologiske landmænd glæde af bygsorter frembragt på den måde, fordi de er resistente over for svampeangreb, som ellers skulle bekæmpes med gift.

Der er bare det, at når man får en plante til at mutere i vildskab med kemikalier eller stråling, aner man ikke, hvilke mutationer man får med i købet ud over den, man går efter. Hvis man er bange for eksempelvis uønskede helbredseffekter ved at ændre på planters dna, kan man derfor godt argumentere for, at denne metode er mere risikabel end den gensplejsning, som bruges til GMO-afgrøder. Ved gensplejsning ved man i det mindste, hvad man piller ved.

Det betyder bare ikke, at det er specielt risikabelt at bruge radioaktivitet eller kemikalier i forædlingsarbejdet. Teknikken har som nævnt været brugt vidt og bredt siden 1920’erne uden katastrofer til følge. Og der er i øvrigt heller ingen garanti mod uønskede – og uopdagede – mutationer med uoverskuelige konsekvenser, selv hvis man holder sig til helt traditionelt forædlingsarbejde, som det har foregået i årtusinder. Det afgørende er ikke, hvordan man gør, men hvad man gør.

Derfor lyder den videnskabelige konsensus, at man i højere grad bør se på den enkelte nye sorts egenskaber, når man skal vurdere, om den er risikabel for mennesker eller miljø eller ej – og ikke på, hvilken metode der er blevet brugt til at fremavle den.

Okay, tænker du muligvis på dette tidspunkt – fint nok, måske er GMOer ikke så pokkers farlige. Men hvad er egentlig problemet her? Vi klarer os jo fint uden GMO-mad her i Europa, hvor den ovennævnte majstype som nævnt er den eneste afgrøde, der aktuelt er godkendt til dyrkning.

Til dét må man sige i hvert fald tre ting:

  • For det første klarer vi os ikke fint uden GMO-mad. Millioner af danske grise gufler hver dag GMO-soja i sig i stor stil, importeret fra blandt andet Sydamerika. Det samme gør husdyr over hele Europa, fordi europæiske landmænd har svært ved at dyrke tilstrækkeligt proteinrigt foder til deres dyr. Vores dyr lægger altså i praksis beslag på enorme landarealer andre steder i verden. En tilstand, som GMO-afgrøder måske kunne være med til at afhjælpe, hvis ikke de var så utrolig svære at få godkendt i EU.
  • For det andet er der gode argumenter for, at GMO-afgrøder kan bidrage til at løse en af de allerstørste udfordringer, menneskeheden aktuelt står over for: at producere mad nok til en stadig større verdensbefolkning på et tidspunkt, hvor mængden af frugtbar muld svinder ind, og temperaturen stiger, alt imens 800 millioner mennesker stadig får for lidt at spise. Blandt andre USAs, Storbritanniens og Australiens nationale udviklingsorganisationer og Bill & Melinda Gates Foundation finansierer forskning i GMO-afgrøder, som kan være til gavn for verdens fattige, for eksempel sygdomsresistente bananer og sorghum-planter med sundere og mere næringsrige frø.
  • For det tredje tyder meget på, at vores stærke modstand mod GMOer, særligt i Europa, har bidraget til at gøre teknologien så dyr at bringe på markedet, at den reelt er blevet lagt i hænderne på nogle få, meget store virksomheder med stærke interesser i at sælge sprøjtegifte – og at vi lige nu er ved at gentage miseren. Denne gang drejer det sig blot om en ny teknologi, som er endnu mere lovende i sit potentiale til at gøre verdens landbrugsproduktion sikrere, mere miljøvenlig, mere effektiv, bedre for verdens fattige, mere modstandsdygtig over for klimaforandringer og i det hele taget bare meget mere bæredygtig.

Især det sidste er virkelig interessant – og vigtigt. Så det skal en af mine næste artikler handle om. Hvis du ved noget om emnet, så skyd løs i bidragssporet.

Artiklen om risikoen for, at den lovende nye teknologi ender i hænderne på verdens største producenter af sprøjtemidler er nu udgivet. Læs den …