Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Jonas Christensen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Læreren har tabt sin autoritet. Den bliver vundet tilbage gennem tillid, faglighed og en grillpølse, siger denne skoleleder

SLAGKRAFT“Lærerautoriteten og pædagogautoriteten er jo om nogen autoriteter, der har været i skudlinjen gennem mange år efterhånden. Man har ikke ret meget gratis med sig, og der skal mindre og mindre til for, at tilliden forfalder, og der bliver mumlen i krogene: Er læreren nu dygtig nok?” fortalte Nick Pedersen. Alle fotos: Bo Amstrup for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Engang stod skolelærerens position uanfægtet. Hvad lærerne sagde, var lov. Sådan er det ikke længere, når skolelærere i dag møder en ret ... krævende forældregeneration. Skoleskribent Sara Alfort har rejst landet rundt og talt med massevis af lærere om deres tabte autoritet. “Vi vil ikke være autoritære,” som en formulerede det, “men vi har glemt, hvordan vi så er autoriteter.” Hjælpen er på vej: I dette andet afsnit af vores miniserie om de tabte autoriteter giver skoleleder Nick Pedersen et bud på, hvordan den moderne lærerautoritet kan se ud.

For nylig stod jeg foran lærerstaben fra Hadbjerg Skole i Hadsten. Skoleledelsen havde inviteret skolens pædagogiske personalegruppe på et todages seminar for at blive klogere på forældresamarbejdet, og jeg var inviteret til at tale om det moderne forældreskab. Spørgsmålet er, om vi er stivnet i nogle traditioner for skole-hjem-samarbejde,” som skoleleder på Hadbjerg Skole Nick Pedersen skrev til mig inden seminaret, og om de traditioner i virkeligheden ikke fungerer efter hensigten.

Omdrejningspunktet for diskussionen på seminaret samlede sig hurtigt om et emne, der er dukket op igen og igen under de foredrag, jeg har holdt for lærere gennem det seneste år: forældrehenvendelser.

Mange lærere oplever, at de modtager store mængder henvendelser fra forældre. Et fænomen, der skaber stærke frustrationer. Lærerne oplever forældre, der er stærkt optagede af, at netop deres barn udfordres nok, men ikke presses for meget, at barnet ikke føler sig alene i frikvarteret og kommer til at sidde ved siden af veninden fra børnehaven. De oplever en forældregeneration, der er optaget af at støtte, beskytte og give deres barn de allerbedste muligheder – og som bruger mange ressourcer på netop det. De oplever forældregenerationen som lidt – øhm – krævende.

Men den frustration, lærerne føler, handler om andet om mere end mange beskeder og krav. Det stikker dybere. Lærerne oplever, at mange af forældrenes henvendelser er udtryk for, at forældrene helt grundlæggende sætter spørgsmålstegn ved lærernes autoritet som professionelle. De ser det som en manglende tillid, der gør det vanskeligt at udføre deres arbejde. Som en af lærerne i salen formulerede det: Vi vil ikke være autoritære, men vi har glemt, hvordan vi så er autoriteter.”

Efterfølgende satte jeg mig ned med skoleleder Nick Pedersen. Lærerautoriteten og pædagogautoriteten er jo om nogen autoriteter, der har været i skudlinjen gennem mange år efterhånden. Man har ikke ret meget gratis med sig, og der skal mindre og mindre til for, at tilliden forfalder, og der bliver mumlen i krogene: Er læreren nu dygtig nok?” fortalte Nick Pedersen.

I løbet af de seneste årtier har lærerens rolle og autoritet forandret sig helt fundamentalt. Det har haft en betydning både i klasseværelset over for eleverne og for samarbejdet med børnenes forældre. Der har været skrevet, talt og forsket meget i, hvordan lærerne kan lede en klasse. Men hvad betyder lærerens ændrede autoritet for samarbejdet med forældrene?

De fleste skoleforældre vil nikke genkendende til årlige hytteture, rundbold-picnic, forældrefester, juleklip, sammenskudsgilder og koordinerede legegrupper, som klassens forældre arrangerer på skolens klare opfordring. Men måske overser vi en vigtig relation i al denne aktivitet, mener Nick Pedersen.

Vi bruger meget krudt på at arbejde med relationerne mellem børnene i klassen, og vi arbejder meget på at facilitere relationerne mellem klassens forældre, fordi vi ved, det har betydning for klassefællesskabet,” siger han.

Argumentet er, at hvis der er konflikter mellem børnene, så bliver konfliktløsningen lettere, hvis børnenes forældre kender hinanden og kan mødes med skuldrene nede, som han formulerer det. Det, vi overser, mener han, er, at lærere og forældre har samme behov for at have den tillidsfulde relation.

Er det ikke det samme, der gør sig gældende, hvis to børn har haft en konflikt, at så kan forældrene også mødes med læreren med skuldrene nede, hvis de har lært hinanden at kende?” spørger han.

Vi har som professionelle et lige så stort behov for at have den relation til forældrene, men vi har ikke længere vores opmærksomhed på at skabe den relation mellem lærer og forældre,” mener han.

Vi har sat os ned i foredragssalen efter frokosten, mens lærerne og pædagogerne er ude på en gåtur for at fordøje formiddagens input og diskussion. Nick Pedersen fortæller om, hvordan det er almindelig praksis at opfordre klassens forældre til at arrangere en række sociale arrangementer hvert år for klassens børn og deres forældre, men at vi i dag glemmer at rette opmærksomheden mod også at etablere et godt forhold mellem lærere og forældre.

Eller det vil sige, skolen har i stedet rettet sin opmærksomhed mod at informere forældrene, fortæller Nick Pedersen. Lærere sender ugebreve til forældrene om det, der er sket, de sender ugeplaner om det, der skal ske, og de kontakter forældrene, hvis barnet mangler spidse blyanter eller skal huske at pakke sine bøger ind.

Gennem de seneste 50 år er der nemlig parallelt med lærerens ændrede autoritet sket et skred i skole-hjem-samarbejdet, hvor forældrene har fået mere og mere ansvar for deres børns læring. I 1950’erne forventede skolen, at forældrene bakkede op om barnets skolegang, men ansvaret for børnenes undervisning lå på skolen, og kommunikationen gik i én retning: fra skole til hjem.

I dag har forældre medansvar for barnets læring, og det er en politisk ambition, at forældre er inddragede i barnets skolegang. Forældre skal tage et medansvar, for skolen kan ikke klare opgaven selv”, som daværende undervisningsminister Bertel Haarder sagde i 2008. Forældre bliver for eksempel opfordret til at læse med hvert af deres børn 20 minutter om dagen. Ligesom det er forældrene, der får besked om, hvilke lektier barnet har, hvilke bøger der skal huskes, og hvilke konflikter der skal løses. Henvendelser, der før i tiden foregik mellem lærer og elev.

En stor del af det ansvar, der tidligere lå hos eleverne selv, ligger med andre ord i dag hos forældrene. Den håndbog, som de fleste skoler udleverer til nye skoleforældre, fortæller ganske enkelt, at som forælder begynder du også i skole første skoledag”. Forældrene er med andre ord billedlig talt inviteret helt ind i klasseværelset, hvilket hører med til fortællingen om det ændrede forhold mellem lærer og forældre.

For når forældrene således er del af børnenes skolegang, bliver det endnu mere afgørende for lærerne at etablere sig selv som en autoritet. Lærerne har ganske enkelt brug for albuerum for at kunne udføre deres arbejde. Det albuerum er svært at holde fast i, hvis forældre sætter spørgsmålstegn ved de pædagogiske valg, læreren træffer i klassen.

Et eksempel fra en lærer, der ikke arbejder på Hadbjerg Skole, er en dreng i 5. klasse, der den dag var duks. Hans opgave som duks var at feje gulvet i klassen, men han havde ikke lyst til at feje gulvet. De andre børn, der var dukse sammen med drengen, blev færdige med deres opgaver, mens han brokkede sig. Læreren holdt fast i, at drengen skulle feje gulvet.

20 minutter senere skrev drengens mor til læreren, at drengen havde følt sig alene om opgaven og uretfærdigt behandlet. Det er et ud af mange lignende eksempler på, at lærere oplever, at forældre blander sig i lærernes arbejde og sætter spørgsmålstegn ved lærernes pædagogiske valg.

Samtidig hører det med til lærernes frustration over forældrene, at jeg møder fuldstændig samme overvældende frustration fra forældre over de mange henvendelser fra skolen og den indgriben i hjemmet, de oplever, at det er udtryk for, når jeg er ude og møde forældregrupper i hele landet. Der er med andre ord en gensidig frustration, men hvad i al verden skal der til for at løse det?

Som professionelle synes vi, der er behov for at opbygge den tillid, og derfor skriver vi alle ugebrevene og tager kontakt, hver gang der har været en konflikt mellem børnene,” fortæller Nick Pedersen.

Men vi bliver nødt til at få skabt en forandring af den her omsiggribende kommunikation, fordi den tid og energi, der bliver lagt i det, i sidste ende ikke er det, der gør, at vi får nogle bedre klasser. Så hvis vi skal have ændret på det, så bliver vi nødt til at gribe til andre midler.”

INVASION“Vi bliver nødt til at få skabt en forandring af den her omsiggribende kommunikation, fordi den tid og energi, der bliver lagt i det, i sidste ende ikke er det, der gør, at vi får nogle bedre klasser. Så hvis vi skal have ændret på det, så bliver vi nødt til at gribe til andre midler.”

Da reformpædagogiske tanker voksede frem i 1920’erne, slog de samtidig de første skår af (i hvert fald den autoritære) lærerautoritet. Tankerne handlede om at sætte barnet i centrum for sin egen udvikling og gøre op med den autoritære pædagogik. Dét forandrede lærerrollen – i hvert fald i tanken.

I praksis fortsatte den autoritære lærerrolle nemlig langt op gennem det 20. århundrede på de danske skoler, og den autoritære lærer blev først for alvor udfordret med det antiautoritære oprør i 1968. Fra 1980’erne og frem ændrede den offentlige sektor sig fundamentalt, hvilket også har haft betydning for lærerens autoritet. Den offentlige sektor forandrede sig fra at være en myndighed med et vist formynderi, til at blive et system, hvor borgerne er brugere, der henvender sig til myndighederne for at få en service.

Hvor skolen siden Anden Verdenskrig havde været den institution, der tog på sig at danne gode, dydige borgere, der kunne deltage i demokratiet, blev skolen (skarpt sat op) en instans, der nu også skulle levere en ydelse til brugere med meninger, rettigheder og personlige præferencer. Dét udfordrede lærerrollen.

Desuden har det voksende generelle uddannelsesniveau blandt danskerne betydet, at mange skoleforældre har en uddannelse, der er lige så lang eller længere end lærernes. Dermed mistede lærerne yderligere den vidensautoritet, de tidligere nød i lokalsamfundet.

Nick Pedersen fortæller, at det kan gå hårdt ud over lærernes trivsel, hvis de jævnligt bliver kontaktet af kritiske forældre, der sætter spørgsmålstegn ved deres arbejde med klassen. Det kan komme til at fylde meget, som han siger.

Den største udfordring i samarbejdet med forældrene set fra skolens side, siger han, er det skred, der er sket i forhold til forældrenes fokus på deres eget barn, og om det enkelte barn bliver set og får de bedste betingelser for at udvikle sig optimalt, uagtet at barnet skal gå i en klasse, der udgør et fællesskab. Han fortæller, at nogle lærere oplever forældre, der er så optagede af deres børns særlige behov, at de ikke forstår, hvorfor hensynet til klassefællesskabet i de fleste tilfælde må trumfe hensynet til det enkelte barn.

Det er her, man skal forsvare sin virksomhed som lærer og stå til ansvar for alt det, der sker og ikke sker i klasseværelset og frikvarteret,” siger han.

Men det er jo mennesker, vi har at gøre med, så vi kan arbejde med børnene, men vi kan ikke sikre, at dit barn ikke bliver slået igen. Så man kan som lærer blive presset rigtig meget af kritiske forældre.”

Det er derfor, at forældrenes tillid til, at læreren i kraft af sin uddannelse, erfaring og pædagogiske indsigt ved, hvad han eller hun laver, er helt afgørende.

Sandsynligheden for, at man som forældre har brug for at gå i dialog med en lærer om, hvorfor han håndterede en situation, som han gjorde, eller om han virkelig ikke har tænkt over, at de to børn ikke kan sidde sammen, den er større, jo mindre tillid du har,” siger han.

Men. Nick Pedersen mener ikke, at lærerens autoritet kun kan etableres ved at manifestere sig som fagprofessionel. Lærerens autoritet må også etableres ved – lidt firkantet formuleret – at være et ordentligt menneske. Og den tanke kan lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet Jens Erik Kristensen nikke genkendende til.

Jeg ringer til Jens Erik Kristensen for at spørge om, hvornår lærerens autoritet for alvor ændrede sig, men Jens Erik Kristensen svarer med et andet spørgsmål: hvis vi skal tale om lærerens tabte autoritet, må vi først tale om, hvilken autoritet han har tabt.

Med etableringen af de første lærerseminarier i slutningen af 1700-tallet blev læreren en anerkendt videns-autoritet i lokalsamfundet. Men det, der er vigtigt at huske, er, påpeger Jens Erik Kristensen, at læreren desuden havde en moralsk autoritet. Fra folkeskolens grundlæggelse med skoleloven i 1814 var idéen om karakteropdragelse et nøglebegreb. Det vil sige, lærerens opgave var også at opbygge børnenes karakter. I praksis havde læreren denne opdragende rolle langt op i det 20. århundrede, fortæller han.

En ny skolelov ændrede i 1975 ordlyden i folkeskolens formålsparagraf. Skolens opgave var ikke længere at forme børnenes karakter; nu skulle lærerne drage omsorg for det enkelte barns udvikling. Det var et helt fundamentalt skift fra en forestilling om gode dyder, der skulle installeres i børn, mod en moderne psykologisk forestilling om personlighedsudvikling.

Det er her, lærerens moralske opdragelsesprojekt forsvinder, og dermed forsvinder også lærerens moralske autoritet”, siger Jens Erik Kristensen.

Men det er vigtigt at huske, mener han, at læreren også havde en moralsk autoritet. For hvis lærerens autoritet skal genetableres, så er det ikke nok at etablere læreren som en vidensautoritet, mener han. Det er ikke nok, at læreren er ekspert i at undervise.

Lærerens autoritetstab er også knyttet til det, at lærerens moralske autoritet er smuldret. Man kan ikke kompensere for det autoritetstab ved yderligere at professionalisere den faglige autoritet. Det bidrager ikke til at gøre læreren til en figur, man ser op til. Det er en tynd form for autoritet,” siger han.

Det er i samme tanketråd, at Nick Pedersen mener, at læreren skal ty til andre midler ud over at informere forældrene om det arbejde, der foregår i klassen, for at etablere sin autoritet. Det middel, som Nick Pedersen mener, at skolen skal ty til, er det, han kalder pølsearrangementer. Han mener, at vi har en tendens til at undervurdere værdien i, at lærere går til de uformelle fællesspisninger, rundboldturneringer og grillaftner, som forældrene arrangerer for hinanden (på skolens opfordring).

Til de arrangementer kan der nemlig ske en helt anden form for møde, mener han, hvor der er langt mindre på spil for forældrene, og hvor rollefordelingen er anderledes end til de forældremøder og skole-hjem-samtaler, som lærerne står for.

De mere uformelle snakke kan faktisk skabe noget rigtig værdifuldt i forhold til at opbygge en tillid til det, der foregår i klassen, fordi kendskabet til hinanden som mennesker har betydning for, om vi kan have tillid til hinanden,” siger han.

Han nævner et eksempel med en lærer fra en skole, hvor han tidligere arbejdede. En 0. klasse havde haft udfordringer i børnegruppen, klassens lærere havde været ramt af langtidssygdom, og der havde været en uheldig vikarsituation, fortæller han. Forældregruppen gav udtryk for usikkerhed og manglende tillid til skolen.

Kort før sommerferien holdt forældrene en grillaften, hvor klassens kommende matematiklærer dukkede op.

Han var ikke kommet med nogen dagsorden, han var bare kommet med sig selv for at vise, hvem han var, vise interesse for det forældrefællesskab og for at spise en pølse med dem. I det møde har han simpelthen formået at få skabt en ro og en tillid til, at nu skal det nok gå. Jeg talte med forældrerådet bagefter, og jeg kunne mærke, at skuldrene var faldet fuldstændig ned,” fortæller Nick Pedersen.

Hans pointe er, at selv om den lærer naturligvis er på arbejde sådan en aften, så kan den aften være en så værdifuld investering, at det kan spare tid og ressourcer senere hen.

Simpelthen ved at få en mellemmenneskelig tillid mellem en forældregruppe og en fagprofessionel kan man få mere ro på bagsmækken til rent faktisk at udøve sit pædagogiske virke, uden at man hele tiden løbende skal møde spørgsmål fra forældrene om, hvorfor gør du, som du gør?” fortæller han.

Jo mere tillid du har, jo mere ro har du til at udøve din professionelle praksis.”

Faktisk mener han, at der er en ekstra gevinst ved, at lærer og forældre mødes til den form for arrangement. Læreren får også set forældrene i en anden sammenhæng, end han plejer.

Vi kan som lærere få øjnene op for nogle andre ting, der er i spil hos de forældre. Måske nogle forældre vi på en eller anden måde har fået sat i bås. Lige pludselig ser vi dem i andre sammenhænge, der gør, at vi får en anden forståelse for deres situation, får et indblik i, hvad der egentlig er på spil hos de forældre, som vi dømmer ude i forhold til at have overskud til at tage sig af deres barn.”

Jeg synes, det kunne være interessant, hvis vi kan få nogle lærere til at prøve det her. Hvis vi kan få dem til at prøve, om det rent faktisk giver lidt mere tidsmæssigt overskud eller gør, at de har skuldrene lidt mere nede, næste gang de skal ringe til de forældre. Måske er det bare mig, der har fået en fiks ide, eller giver det her faktisk noget?” spurgte Nick Pedersen.

Og lad det være en opfordring til dem, der har lyst. Nedfæld endelig jeres erfaringer i bidragssporet herunder. Jeg glæder mig meget til at læse jeres afrapporteringer om, hvordan det går til næste grillaften.

ZETLAND SAMTALE: Har du lyst til at mødes med andre medlemmer for at tale om de artikler, du læser på Zetland?
Vi er ved at undersøge, hvordan vi kan skabe et rum for oplyst samtale mellem medlemmer, et slags ansigt til ansigt-bidragsspor.

Den 4. oktober er Zetlandmedlem Laura Mors Haunstrup vært for en samtale om brugen af IT i skolerne. Samtalen foregår i Lauras stue i Poulstrup lige syd for Aalborg over en kop kaffe. I sin invitation skriver hun: Der satses stort både økonomisk og i timer på at implementere IT i folkeskolen. Tiden og pengene kan kun bruges en gang, så skal vi ikke snart snakke om, hvad vi mister ved at lade IT fylde så massivt i danske skolebørns hverdag?”

Hvis du har lyst og mulighed for at være med hos Laura, kan du kan tilmelde dig HER.

Hvis du vil vide mere om Zetland Samtaler, så tryk HER .

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem