Mens det danske sommervejr har været en lunken affære, er sommerens bandekonflikt kogt over. Mere end 20 skyderier siden den 18. juni taler sit tydelige sprog om den voldsparathed, der præger forskellige grupperingers interne stridigheder.

De mange skyderier har forventeligt – og forståeligt – skabt et politisk krav om handling, og dette krav har regeringen ikke siddet overhørig.

Den 8. august meddelte justitsminister Søren Pape Poulsen (K), at han har anmodet Rigsadvokaten og Rigspolitiet om at undersøge, hvorvidt grupperingen Loyal to Familia kan forbydes ved dom efter grundlovens paragraf 78, der omhandler foreningsfriheden.

Det er dog lidt af et gamble, justitsministeren kaster sig ud i. For også under tidligere konflikter mellem rockere og/eller bander har forrige justitsministre fået undersøgt mulighederne for et sådant forbud, og her har meldingen været, at det var usandsynligt at få medhold i en sag ved domstolene. Såfremt Rigsadvokaten og Rigspolitiet når frem til samme konklusion i denne omgang, vil Pape risikere at fremstå som vingeskudt snarere end handlekraftig, og der er derfor ganske meget politisk kapital på spil.

Hvorfor er det, at man ikke blot kan få opløst en gruppe som Loyal to Familia, eller rockergrupper som Hells Angels, når nu deres medlemmer gang på gang bliver dømt for alvorlig kriminalitet?

Her kommer grundlovens beskyttelse af foreningsfriheden ind i billedet.

Grundlovens paragraf 78 har følgende ordlyd:

§ 78

Stk. 1.
Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

Stk. 2.
Foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.

Stk. 3.
Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til dens opløsning.

Grundloven tillader altså, at foreninger kan opløses.

Det kræver opfyldelsen af to betingelser: at der er tale om en forening, og at foreningen har til formål at begå kriminalitet og/eller virker ved vold. I en retssag påhviler det anklagemyndigheden at føre bevis for, at disse betingelser er opfyldt “uden for enhver rimelig tvivl”.

Den første udfordring ved at forbyde Loyal to Familia bliver således at bevise, at der er tale om en forening i grundlovens forstand. Rigsadvokaten og Rigspolitiets undersøgelse fra 2010 vurderede, at rockergrupper som Hells Angels og Bandidos udgør sådanne foreninger. Men i forhold til de bander, man på daværende tidspunkt kendte til, var vurderingen, at de udgjorde mere uformelle strukturer med varierende persontilknytninger, intet formaliseret internt hierarki eller nedskrevne regler, der regulerer deres virksomhed, og var løst organiserede.

Det måtte derfor “anses for særdeles tvivlsomt, om der i forbindelse med en eventuel undersøgelse vil kunne tilvejebringes det fornødne bevis for, at banderne er foreninger i grundlovens forstand”.

Loyal to Familia skal altså være mere organiseret end andre bander, og politiet skal have beviser herfor, for at der overhovedet er en forening at opløse i juridisk forstand.

Hvis politiet kan fremskaffe beviser for, at Loyal to Familia er en forening, skal anklagemyndigheden også kunne bevise, at Loyal to Familia har et ulovligt formål eller anvender ulovlige midler for at nå et lovligt formål.

Der kræves stærke beviser for, at det er selve foreningen, som har et ulovligt formål, og ikke “blot” medlemmerne som enkeltpersoner i “privat regi”. Disse betingelser gav i undersøgelsen fra 2010 anledning til betydelig tvivl om, hvorvidt det var muligt at tilvejebringe et bevismæssigt grundlag, der ville være tilstrækkeligt til, at domstolene ville anse betingelserne for et forbud for opfyldt i forhold til både bander og rockergrupperinger.

Politiet skal derfor også have stærkere beviser end tidligere i forhold til at kunne demonstrere, at Loyal to Familia som sådan har som formål at begå kriminalitet og vold. For at løfte denne bevisbyrde må det antages, at Rigsadvokaten har brug for, at politiet leverer omfattende og detaljerede beviser.

Man kunne for eksempel tænke sig en aflytning af ledende medlemmer, der beordrer andre medlemmer til at begå kriminalitet.

Ifølge regeringens hjemmeside har justitsministeren givet rigsadvokaten en frist på fire uger til at vurdere disse forhold. Til sammenligning brugte Rigsadvokaten 16 måneder i en undersøgelse fra 1998 til at gennemgå 45.000 dokumenter om et muligt forbud mod Hells Angels og Bandidos efter en særbevilling på 7,5 millioner kroner, hvilket altså ikke var tilstrækkeligt til, at Rigsadvokaten mente, at man kunne løfte bevisbyrden.

Vurderingen var den samme som i 2010. Det var ikke muligt at opløse de to rockergrupper ved dom. Justitsministeren har endog lagt yderligere tidsmæssigt pres på sig selv ved at udtale, at man i det tilfælde, at Rigsadvokaten mener, at en sag kan føres ved domstolene, vil nedlægge et foreløbigt forbud, således at Loyal to Familia administrativt forbydes. Et sådant forbud skal dog “straks” følges op ved anlæggelse af en sag ved domstolene, hvorfor politi- og anklagemyndighed givetvis vil have væsentligt mindre tid til at forberede en egentlig retssag, end man havde til at foretage en indledende undersøgelse i 1998.

Når danske myndigheder har været så tilbageholdende med at indlede sager om forbud af foreninger – også blandt andet Hizb ut-Tahrir og Grimhøjmoskéen har været genstand for undersøgelser – skyldes det ikke blot grundlovens ordlyd, men givetvis også de historiske fortilfælde.

I 1874 blev Den Internationale Arbejderforening, der senere udviklede sig til Socialdemokratiet, forbudt, efter at dens stiftere med Luis Pio i spidsen blev fængslet for deres politiske agitation. I 1924 forbød man en forening, der arrangerede maskebal for homoseksuelle aktiviteter, og med kommunistloven vedtaget efter tysk pres under besættelsen i 1941 blev kommunistiske foreninger forbudt, og de eksisterende blev opløst.

Det er dog umiddelbart svært at se, at Loyal to Familia skulle falde i samme kategori som disse historiske fortilfælde, hvor det var politiske holdninger og seksuel orientering, der blev udslagsgivende. Uanset om Loyal to Familia udgør en forening eller ej, er medlemskredsen ikke kendt for at arrangere debatarrangementer eller agitere for politiske ideologier, og er der tale om kriminelle foreninger i grundlovens forstand, er der ikke nogen afgørende modhensyn til ytringsfrihed eller lignende, der gør sig gældende.

Skulle Søren Pape få Højesterets ord for, at Loyal to Familia kan forbydes, er det et åbent spørgsmål, hvor stort et anslag et sådant forbud i praksis vil være mod medlemmernes evne til at begå organiseret kriminalitet.

Mest konkret medfører et forbud, at personer, der viderefører aktiviteter for en forbudt forening, kan idømmes op til to års fængsel. Med den trussel hængende over hovedet ville man muligvis kunne stresse Loyal to Familia-medlemmerne og tvinge dem til at holde lavere profil.

Det vil også være strafbart at rekruttere medlemmer til en forbudt forening, ligesom det vil kunne være strafbart at bære bandesymboler som rygmærker som led i aktiviteter, der må sidestilles med dem, som Loyal to Familia udfører. Eksempelvis intimidering af et boligområde, salg af stoffer med videre.

På den måde vil et forbud muligvis gøre det sværere at organisere og koordinere aktiviteter på samme måde som i dag. Omvendt fremgår det af udtalelsen fra 2010, at der ud fra en “politimæssig vurdering” ikke er “entydige fordele” ved et forbud. Denne vurdering bygger blandt andet på, at det ikke er garanteret, at et forbud ville øge tryghedsfølelsen i befolkningen, og det ikke er garanteret, at kriminaliteten vil falde. De personer, der faktisk står bag kriminaliteten, forhindres heller ikke i at fortsætte kriminel aktivitet eller danne nye grupperinger, ligesom kriminelle markeder kan overtages af andre grupperinger.

Endvidere lægger vurderingen til grund, at et forbud vil vanskeliggøre efterforskning mod de forbudte grupper. Hvis en ny redegørelse når frem til samme forbehold over for effektiviteten af et forbud mod Loyal to Familia, vil den politiske fordel ved denne fremgangsmåde lige pludselig ikke fremstå så klar som netop nu, hvor store dele af befolkningen raser over, hvad der opleves som en manglende respons over for bandeuvæsnet.

Det er således en pærevælling af politiske hensyn, jura og politifaglige vurderinger, der skal afgøre, hvorvidt Loyal to Familia kan og skal forbydes.

Og uanset om det ender med et forbud eller ej, kan man roligt regne med, at kriminelle banders hærgen vil fortsætte, indtil politikere og myndigheder har fundet frem til den rigtige palet af værktøjer.