Fanbrev til Jakob Fuglsang. Danskeren, der kan vinde Tour de France, har givet mig lyst til at kede mig

  • 5. juli 2019
  • Argument
  • 12 min.
FLYVENDEDanske Jakob Fuglsang er en kandidat til podiet, og måske endda sejren, ved årets Tour de France. Her ses han i de høje bjerge under sidste års Tour. Foto: Benoit Tessier, Reuters / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Jakob Fuglsang er en af favoritterne til at vinde årets Tour de France. Hans historie handler om værdien af vovemod, om dansk jævnhedskultur og om kunsten at lave ingenting. Jesper Olsen tegner et subjektivt portræt af en stille, eksotisk fugl.

JAKOB FUGLSANG ER IKKE sådan en cykelrytter, Jørgen Leth ville skrive digte om. Dertil er han nok for jordbunden, for dansk, for prosaisk, som Leth kunne tænkes at sige det. Men han har noget, som Jørgen Leth sætter pris på: Han kan sidde på en cykel. Det lyder måske ikke så imponerende – det kan jeg da også, tænker du – men Leth ville være den første til at fortælle dig, at der er forskel på, hvordan man sidder på en cykel. Nogle sidder hakkende, hivende, en kroget Quasimodo-ryg, der skyder fra side til side i hårde ryk, man bliver nærmest forpustet af at se på dem. Andre er i perfekt ergonomisk balance, ser ubesværede ud, selv når de ikke er det, svæver ligesom hen over asfalten, duvende, vuggende, og når de læner sig aerodynamisk ind over styret, kunne du stille et vandglas på deres ryg, og de ville ikke spilde en dråbe. Sådan en cykelrytter er Jakob Fuglsang, og det kan Jørgen Leth skidegodt lide, hør bare, hvad æstetikeren skrev i sit forord til Fuglsangs selvbiografi: Elegance, kynisme og klarsynethed. Ingen dansk cykelrytter har siden Rolf Sørensen haft en så iøjnefaldende elegance på cyklen i alle terræner.”

Og omkring det med det prosaiske, så skriver Leth faktisk også, at Fuglsang har karisma”: Han kan virke indadvendt, men skiller sig ud fra de andre ved sin lavstemte, men altid præcise og ofte vittige måde at tale om egne og andres præstationer på.”

NU ER LETH DER IKKE til at besynge Fuglsangs præstationer i årets Tour de France – levemanden skal ikke lægge nasal røst til TV 2’s dækning denne gang. Og der bliver ellers en del at besynge, hvis man skal tro bookmakerne. De har Fuglsang som favorit til at gå på podiet i Paris efter en sæson, hvor danskeren har været flyvende, vundet karrierens største sejr i endagsløbet Liège-Bastogne-Liège, været feltets førerhund i de kuperede Ardenner-klassikere og for nylig vist sig formstærk med sejren i forberedelsesløbet Critérium du Dauphiné, som er en slags generalprøve til Tour de France. For første gang siden Michael Rasmussens dopingdage skal man ikke være Rolf Sørensen, TV 2’s mest danskerbegejstrede kommentator, for at drømme om en dansk Tour-vinder.

Jeg tror ikke, han vinder. Det er der ikke så mange, der gør, jeg ved ikke, om han selv tror på det. Men i fraværet af de skadede forhåndsfavoritter Chris Froome og Tom Dumoulin er han en af de fem-seks stykker, der kan vinde, hvis ellers alt bare flasker sig, og han ikke styrter og slår sig, hvilket han er lidt slem til. Hvorom alting er: Drømmen om regnbuestriberne og den gule trøje, titlen på Jakob Fuglsangs selvbiografi, er ikke nogen illusorisk drøm.

For små tre år siden var dén drøm ellers ved at fortone sig bag bjergtoppene for Jakob Fuglsang. Han havde lige kørt (endnu) et skuffende Tour de France, og han var begyndt at tvivle på sig selv, fortæller han i sin selvbiografi. Måske ville det talent, hans trænere altid talte om, aldrig helt folde sig ud, måske var han bare ikke bedre, måske skulle han bare være hjælperytter og tilfreds med det. På det tidspunkt havde han ikke vundet et cykelløb i fire år, det er lang tid for en cykelrytter, der skal forestille at være en af sin generations bedste. Til gengæld var han ret skrap til at blive nummer to, og det blev han så igen-igen ved OL i Rio de Janeiro i 2016 efter et viltert og medrivende løb, som han selv animerede med angreb på angreb, før han til sidst tabte spurten, som alle vidste han ville, og slog i styret.

DET TOG FUGLSANG noget tid at opfatte, at til OL er nummer to ikke bare den første taber, som han ellers var vant til at tænke. Men så ringede kronprinsen og ønskede tillykke, så kom prins Joachim hen for at slå en passiar af, og så kom hele Danmarks OL-hold og klappede ad ham på hotellet, og så begyndte det at sive ind.

Det er en skrøne, at tro kan flytte bjerge, men den kan sgisme bringe dig hurtigt over dem, i hvert fald har Fuglsang kørt stærkt siden da, langt stærkere end før og med mere courage, som det hedder på cykelsportens frankofile fagjargon, når man viser vovemod. Fuglsang peger selv på Rio som vendepunktet. Før det var han glad nok for bare at følge med de gode, skottede ofte bagud for at se, hvem der var efter ham, og når han fik besked på noget, at ofre sine egne chancer for at hjælpe en holdkammerat for eksempel, så gjorde han det, no questions asked. Nu er blikket fremadrettet, målrettet, han tør angribe langt fra mål med risiko for at tabe det hele. Er man så dårlig til at spurte som Jakob Fuglsang, vinder man ikke ved blot at følge med de andre, man må køre fra dem, man må turde tabe for at vinde, og det har Fuglsang gjort siden Rio.

Nu vil jeg i langt højere grad køre mit eget løb i stedet for at køre på andres præmisser. Det kan man både vinde og tabe stort på, men jeg kører for at vinde, og så må jeg også satse,” skriver han i sin selvbiografi. Jeg er nået til et sted i min karriere, hvor en niendeplads i Tour de France ikke vil betyde så meget for mig længere (…) Derfor siger jeg det højt, at jeg tror på, at jeg en dag kan komme på podiet i Tour de France.”

FUGLSANG SIGER, at han har fået ungdommens selvtillid tilbage efter sin sølvmedalje, men han behøvede ikke sige det, for man kan se det på ham. Der er en rankhed, en ro, en afklarethed og et lille anstrøg af den udanske arrogance, der skal til for at kræve sin ret, for at sige højt, at man vil vinde ditten og datten, vil på podiet i Touren, vil være den, der er den. Min kollega Mads Olrik skrev engang en artikel om den danske vindermentalitet eller mangel på samme. Tesen var, at der er en magelighed og en stillen-sig-tilfreds i den danske folkeånd, forankret i noget jantelov og noget socialdemokratisk jævnhedskultur, som gør, at danske sportsfolk ofte slår sig til tåls. Jeg kan huske, at den danske coach og forfatter med mere Rasmus Ankersen har sagt noget lignende om den tidligere verdensetter i tennis Caroline Wozniacki, der som barn blev pacet af sin polske far på en meget lidt rundbordspædagogisk måde.

Måske er der noget om det, måske skaber flade Danmark ikke gode cykelryttere, og da slet ikke bjergryttere, men så igen: Jakob Fuglsang er jo heller ikke rigtig dansk. Det, jeg mener, er: Han bor i Monaco, har rejst i hele verden, kører for et kasakhisk hold, hans kone er fra Luxembourg, han er født i Schweiz (faren arbejdede for atomforsknings-organisationen CERN), han voksede op i Silkeborg, men de midtjyske bakker var ikke stejle nok, så efter gymnasiet flyttede han til Italien, hvor han lærte at være alene med sig selv. Som de fleste cykelryttere er Jakob Fuglsang en verdensborger. Sammensat. Og svær at få hold på, når han står og bliver interviewet, altid så blasert og underspillet, altid med et lille hemmelighedsfuldt smil om munden, som om der er noget, han ikke fortæller, noget, han ikke giver, som en fugl, der forsvinder mellem hænderne.

I bogen Sportshjerte skriver forfatteren Daniel Dencik, en anden af cykelsportens store fortolkere, at Jakob Fuglsang har en uigendrivelig aura af mystik”, som bringer ham i luftlag med Michael Laudrup og Bjarne Riis, to andre danske sportsstjerner, som har bevaret en rest af noget ukendt og uudgrundeligt, fordi de enten er for reserverede eller for private til at give det væk, eller fordi de bare ikke gider. I Fuglsangs tilfælde tror Dencik, at det kommer af det uforløste, af at han næsten aldrig vinder – eller rettere: aldrig plejede at vinde: Det lokker, hvad end det er, han gemmer på. Jeg tænker på, om der i den ufuldendte præstation findes en større grad af mystik, fordi potentialet endnu ligger uindfriet. I nederlaget trives håbet, eftersom drømmen ikke er udfoldet. For den, der ikke vinder, vil der altid være mere mellem himmel og jord. Fuglen, han lever sit liv mellem himmel og jord,” skriver Dencik.

Men den holder jo ikke længere, for nu vinder han jo, Fuglsang, oftere end de fleste ryttere. Så hvad er det så, der gør ham til sådan en lidt sjælden og eksotisk fugl? Selv siger han, at han bare er tilbageholdende, kunne ikke lide at drikke sig stiv og gå til fest i gymnasiet, har ikke brug for at være venner med sine holdkammerater, han har sin kone Loulou og sin datter Jamie Lou, og det er nok. Men så siger han alligevel lidt mere, mellem linjerne i hvert fald, i interviewet med Daniel Dencik. Han siger: Jeg har mine ritualer, jeg har mine tanker, jeg har mig selv. Jeg kan godt sidde en halv time og lave ingenting, lytte til dig, der taler om mystik. Der behøver ikke ske noget andet hele tiden. Det er vildt nok at sidde her og drikke en tår kaffe fra den kop.”

BONUSINFO. Fra 2007 til 2016 vandt Jakob Fuglsang 12 sejre, de fleste i små løb. Siden 2017 har han vundet ni sejre, heraf syv i nogle af verdens største og mest prestigefyldte løb.

JEG TÆNKER , om det måske er en slags forklaring på cykelrytternes fascinationskraft. Deres evne til at være til stede i egne tanker, som velsagtens kommer af at have gjort noget kedeligt hver eneste dag i mange timer i mange år, gentagelsens rytme, ét tråd ad gangen, alene, meter for meter, på asfaltens uendelige, uforsonlige tæppe. Cykelryttere er sportens buddhistiske munke, de lever i selvpålagt askese, piner sig selv som moderne flagellanter og nægter sig kortvarig nydelse for at nå målet på toppen af bjerget, et mål, som er lige så konkret, som det er abstrakt – abstrakt, fordi det nøgternt set giver så lidt mening at ofre og lide så meget bare for at komme først i et væddeløb. Giver det en indre ro? En evne til bare at være, som er dragende, fordi den står sådan i kontrast til tidens stundesløse smartphonesamfund, hvor vi ikke kan hvile i en tanke i mere end to sekunder uden at ty til telefonisk selskab, fordi vi har mistet evnen til at fordybe os, kede os og være alene? Dette ekstreme, religiøse, zenagtige, selvdestruktive element ved cykelsporten er nok en del af forklaringen, vil jeg tro, på, at sporten bliver mytologiseret og svøbt i svulstige metaforer af kunstnere og kommentatorer – der er sgu ingen, der skriver digte om håndbold, ud over lige Rifbjerg, men det er også 63 år siden. Måske er det også grunden til, at cykelryttere generelt har et noget højere abstraktionsniveau end eksempelvis fodboldspillere, som lever langt mere privilegerede liv og ikke ligefrem er kendt for deres åndrigheder. Jeg har eksempelvis – no offense, jeg elsker fodbold – svært ved at forestille mig mange fodboldspillere, der er i stand til at reflektere sådan her over meningsløsheden med den metier, de har valgt at dedikere deres tilværelse til:

Det er bare … det er underholdning … at køre rundt som en reklamesøjle. Der er ingen, der har brug for det. Vi udretter intet. Det er kun et overskudssamfund, der har cykelryttere. Hvis du går tilbage til stenalderen, var det først, når der var nedlagt nogle dyr, at du kunne danse om bålet, eller hvad du gjorde dengang.”

Det var noget, Fuglsang sagde under samtalen med Daniel Dencik i Sportshjerte, og det er den slags selverkendelse, der kan komme af at have forholdt sig til sig selv, været alene med den mægtige natur og tænkt tingene igennem på de mange lange, lige stræk. Det kan også være noget med alderen. En klarsynethed, som kommer af opsummeret erfaring,” som Jørgen Leth beskriver det i det forord, vi lagde ud med. Han er blevet 34 år, Fuglsang, det er mange år siden, han kunne gå for at være et talent. Cykelryttere peaker generelt senere end andre sportsudøvere, men det er alligevel usædvanligt, at en rytter forbedrer sig så iøjnefaldende i et-par-og-trediverne, som Fuglsang har gjort. Omvendt er det også i tråd med den krøllede rute, Fuglsangs karriere har taget. Han brugte de første mange år på at hjælpe andre til sejr, brødrene Fränk og Andy Schleck, Vincenzo Nibali, Fabio Aru, og undervejs mistede han tilsyneladende troen på, at han selv kunne vinde. Den har han genfundet, og nu er det hans tur, nu er det ham, der skal køres for, ham, der er den.

Det skal snart være, hvis han skal have det topresultat i Touren, han aldrig har fået, fordi han enten har været løjtnant for en anden holdkaptajn eller er udgået med en skade eller er blevet kørt ned af en tv-motorcykel eller er gået kold på en brutal bjergetape. Sidstnævnte er det store spørgsmål før årets Tour. Jakob Fuglsang har til dato aldrig bevist, at han kan holde til et langt etapeløb, kan stå distancen og holde kadencen over tre uger uden at tabe pusten og have mindst én tychobrahesdag, hvor han kører sig helt ud af klassementet. På den anden side: Han har aldrig før kørt så stærkt som i denne sæson.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem