Det burde ikke overraske, at 11 ud af 24 trænere ved de afrikanske fodboldmesterskaber er fra Afrika. Men det gør det

  • 25. juni 2019
  • 12 min.
FREMADSydafrikas Percy Tau og Nigerias Kenneth Omeruo under kvalifikationen til Afrikanske Nationers Mesterskab. Foto: Phil Magakoe / AFP / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Fredag begyndte den 32. udgave af de afrikanske mesterskaber i fodbold, da værtsnationen Egypten vandt 1-0 over Zimbabwe på Cairo International Stadium. Slutrunden udmærker sig blandt andet ved at have flere afrikanske trænere end vanligt. Det er en slående udvikling, der ikke bare siger noget om afrikansk fodbold, men også om Afrika i sin helhed, skriver Zetlands fodboldskribent Oscar Rothstein fra Kairo.

MED FØDDERNE HALVT ude af klipklapperne vader de zimbabwiske landsholdsspillere hen over grusindgangen til El Sekka El Hadid, et ramponeret stadion i det østlige Kairo. Sidste mand ud af bussen er træner Sunday Chidzambwa. Han hilser hurtigt på nogle uniformerede mænd, han ikke ser ud til at vide hvem er. Så følger han i fødderne på de spillere, han i den næste halvanden time skal slæbe gennem en træning i den egyptiske hovedstads enerverende varme.

De fremmødte journalister, hvilket vil sige mig og et par lokale journalister, der også var dumme nok til at tage halvvejs ud af byen for få lov til at se en flok aldeles ukendte fodboldspillere stå af en bus, får lov til at knipse et billede, inden vi får besked på, at Sunday Chidzambwa alligevel ikke vil have træningen overværet af pressen.

48 timer senere er den 67-årige zimbabwer – der i hjemlandet bare bliver kaldt Mhofu, hvilket vist nok betyder elsdyrsantilope på lokalsprog – mildest talt ikke længere afskærmet. Foran 75.000 mennesker på Cairo International Stadium spiller hans mandskab, The Warriors, åbningskamp ved Afrikanske Nationers Mesterskab, og straks er han tvunget op af sædet for at råbe sine spillere i gang. Efter tre minutter har målmand Edmore Sibanda allerede været i aktion to gange.

Isoleret set er der ikke noget bemærkelsesværdigt ved, at 67-årige Sunday Chidzambwa er træner for Zimbabwes landshold. I årtier har han været en vigtig figur på både klub- og landsholdssiden – først som spiller, siden som træner. Men han er del af en bemærkelsesværdig tendens.

Ved årets afrikanske mesterskaber er 11 af de 24 trænere fra Afrika. Det lyder slet ikke overraskende, men det er det faktisk. På tværs af kontinentet har man i mange år kunnet spore en stereotyp opfattelse af, at afrikanere ikke kan tænke fodbold. De kan løbe, tackle, heade og skyde, men har hverken sans for mandskabspleje eller taktisk teori og er derfor ikke i stand til at stå i spidsen for et fodboldhold på højeste niveau.

Der er tale om en generalisering, der er lige så grov, som den i mange år har været strukturerende for afrikansk fodbold. En generalisering, der siger ikke så lidt om Afrika i sin helhed.

DE TØRRE TAL fortæller historien. Ved de afrikanske mesterskaber i 2017 var kun 4 af dengang 16 trænere fra Afrika. Bortset fra én sydamerikaner var resten europæere. I 2015 var der én færre. Kun Zambia, Den Demokratiske Republik Congo og Sydafrika havde en træner, der kunne synge med på nationalmelodien.

Skævheden træder også frem blandt Afrikas VM-repræsentanter gennem historien. Bare 14 af 44 har været trænet af en afrikaner. Især de subsahariske landshold afslører ubalancen. Først i 2002, da Sydafrika og Nigeria tog til Frankrig ledet af henholdsvis Jomo Sono og Festus Onigbinde, blev sorte trænere en del af verdensmesterskaberne. Indtil da havde de kvalificerede subsahariske nationer været trænet af franskmænd, tyskere, hollændere, jugoslaver og russere.

Selv når forbundene har haft givet chancen til lokale trænere, er de ofte blevet fortrængt af europæiske kolleger i utide. I 1984 kvalificerede den malawiske træner Henry Moyo sit land til de afrikanske mesterskaber for første gang nogensinde, men da slutrunden i Elfenbenskysten skulle spilles, havde forbundet erstattet ham med skotten Danny McLennan. Nu skulle der jo for alvor præsteres.

Samme manøvre foretog Nigeria inden VM i 2010, da de afskedigede Shuaibu Amodu, der ellers havde kvalificeret landet til slutrunden, for i stedet at ansætte Lars Lagerbäck, selv om han netop havde fejlet i forsøget på det samme med Sverige og var uden videre kendskab til nigeriansk fodbold. Mønstret gentog sig i Elfenbenskysten i 2012, hvor François Zahoui, der netop havde vundet de afrikanske mesterskaber uden at lukke mål ind, blev fyret til fordel for den tidligere franske landsholdsspiller Sabri Lamouchi, der aldrig havde været træner før.

Tendensen er personificeret af en lille gruppe af franske trænere, der i mange år er gået på runde blandt de afrikanske landshold. Claude Le Roy, Michel Dussuyer, Alain Giresse, Philippe Troussier, Henri Michel, Hervé Renard og Henryk Kasperczak har alle haft mindst 5 ansættelser i afrikanske forbund og tilsammen hele 43. I år er det 19. slutrunde i træk, at minimum en af dem er repræsenteret ved de kontinentale mesterskaber.

Dussuyer står i spidsen for Benin, Renard for Marokko og Giresse for Tunesien, mens Le Roy ikke formåede at kvalificere Togo og Michel, Troussier samt Kasperczak har været uden job de seneste år. Man skal helt tilbage til 1984-udgaven for at finde et mesterskab uden en af de syv franskmænd.

Det franske staminventar minder om, at afrikansk fodbold ikke har slået en regulær kolbøtte. Men udviklingen er alligevel slående. At Zimbabwe, Den Demokratiske Republik Congo, Burundi, Senegal, Algeriet, Tanzania, Elfenbenskysten, Namibia, Mali, Ghana og Guinea-Bissau alle er rejst til Egypten med afrikanske trænere giver umiskendeligt fornemmelsen af, at tilliden til den sorte fodboldforstand er stigende. Spørgsmålet er, om det bare er en fornemmelse, eller om den 32. udgave af de afrikanske mesterskaber varsler et sandt nybrud.

CHEFDavid Notoane, træner for Sydafrikas U20-landshold. Foto: Muzi Ntombela / BackpagePix / Ritzau Scanpix

HISTORIEN BAG UBALANCEN blandt trænerne i afrikansk landsholdsfodbold har flere kapitler. De korte er dem, der rent faktisk handler om fodbold. Det er dem, der handler om, at afrikansk fodbold organisatorisk, strategisk og økonomisk er længder bag europæisk, og at det derfor er indlysende at orientere sig mod nord. Det er i Europa, at verdens bedste fodbold bliver spillet, det må altså også være i Europa, at man finder de bedste trænere.

Antagelsen er legitim, og det hører bestemt med, at mange europæiske trænere har leveret store resultater i Afrika. Det er også sandsynligt, at vinderen i Egypten vil være trænet af en ikke-afrikaner. Men hvis man virkelig vil forstå, hvad det handler om, må man bladre videre til de kapitler, der rent faktisk ikke handler om fodbold.

Ingen har sagt det så eksplicit, som den tidligere camerounske landsholdsmålmand Joseph-Antoine Bell, der er i 1980’erne og 1990’erne var Afrikas måske bedste på sin position. I den britiske journalist Ian Hawkeys reportagebog om afrikansk fodbold fra 2010, Feet of the Chameleon, bliver han spurgt, om årsagen til den gennemgribende import af europæiske trænere. Hans svar var både opgivende og spidst:

Jeg ville ønske, at nogen ville kunne forklare mig, hvorfor der efter 60 års selvstændighed, 60 års fodbold, ikke er blevet født et eneste afrikansk barn, der forstår fodbold lige så godt som en europæer,” svarede han.

For selvfølgelig var der det, mente Bell. Men det var ikke gået op for beslutningstagerne. De blev ved med at ansætte udlændinge, der i hans øjne var bedragere, som ikke bidrog med noget. Alligevel – fordi de som regel havde de bedste spillere til rådighed – endte en af dem med at vinde et eller andet, og så blev det brugt som bevis på, at Afrika havde brug for europæiske trænere.

Det er det samme som i andre dele af afrikansk liv,” sagde camerouneren, Men fordi fodbold er så populært, er det særligt tydeligt her: Magthaverne har hverken tillid til sig selv eller deres landsmænd. De forestiller sig, at de må gøre sig til tjenere af en udenlandsk stat for at forblive ved magten.”

Det, som Bell opfordrer til, er det, der i postkolonial teori bliver kaldt en mental afkolonisering: Hvad nytter det at have armene fri, hvis tanken er bundet?

Den grundlæggende pointe lyder, at kolonialismen ikke bare var en økonomisk og politisk undertrykkelse, men også en mental, der havde afgørende indflydelse på de koloniseredes selvforståelse. Kolonialismen var altså ikke ovre, idet den formelle selvstændighed i de enkelte lande var vundet. Den antog blot nye og mere subtile former. Som sprog, eksempelvis. Idéen kan blandt andet spores hos den kenyanske forfatter Ngugi wa Thiong’o. Ifølge ham er det engelske sprog uadskilleligt fra de forestillinger, der dominerede den britiske koloniadministration, hvilket får ham til at spørge:

Hvad er forskellen på politikeren, der siger, at Afrika ikke kan klare sig uden imperialisme, og forfatteren, der siger, at Afrika ikke kan klare sig uden de europæiske sprog?”

Det er et småflabet, men ikke urimeligt spørgsmål, der i en parafrasering af Joseph-Antoine Bell sagtens kan omskrives til:

Hvad er forskellen på politikeren, der siger, at Afrika ikke kan klare sig uden imperialisme, og forbundschefen, der siger, at Afrika ikke kan klare sig uden europæiske trænere?”

JOSEPH-ANTOINE BELL er langtfra ene om at gøre debatten til en debat om mere end fodbold. Under de afrikanske mesterskaber i 2013 i Sydafrika trak Stephen Keshi, mangeårig landsholdsspiller og -træner i Nigeria, overskrifter, da han på et pressemøde beskyldte kontinentets udenlandske trænerlegionærer for at være en gruppe middelmådige, grådige slyngler.

Afrikanske trænere, mente han, blev simpelthen forbigået af deres egne forbund, alene på grund af hudfarven – eller som Keshi sagde: Fordi de bare er sorte dudes.”

Nigeria vandt de afrikanske mesterskaber det år i Sydafrika, og Stephen Keshi blev den første nigerianske træner til at løfte pokalen. Det efterfølgende år førte han endda Super Eagles til VM i Brasilien, inden en mislykket kvalifikation til de afrikanske mesterskaber i 2015 i Marokko fik ham fyret. Keshi, der tidligt i karrieren også var landstræner i både Togo og Mali, døde af et slagtilfælde halvandet år efter som bare 54-årig.

I dag huskes han som en af undtagelserne, der bekræfter reglen om, at Afrika (også) i fodboldsammenhænge hænger fast i en fortælling om behovet for europæisk intervention. Hans kritik lever imidlertid videre blandt flere af kollegerne.

Den er blevet fremført af Malawis Kinnah Phiri, der ligesom Keshi i mange år var både landsholdsspiller og -træner for sit land. Sidste år kritiserede han det nationale fodboldforbund (FAM) for forskelsbehandling og sagde til netavisen Malawi24, at han kunne pege på minimum ti nationale trænere, der var mere kvalificerede til landstrænerjobbet end belgieren Ronny Van Geneugden, der indtil for få måneder siden var træner for det smalle land.

seKritikken kommer ti år efter, at den daværende præsident for Malawis fodboldforbund Walter Nyamilandu ellers lovede, at landsholdet havde haft sin sidste udenlandske træner.

Også blandt de 11 afrikanske trænere ved slutrunden i Egypten kan man finde lignende kritik. Nigerianske Emmanuel Amuneke, der har kvalificeret Tanzania til mesterskaberne for første gang i 39 år, sagde til ESPN i april, at han ved sin ansættelse kunne mærke, hvordan folks forventninger til det tanzaniske landshold straks tog farve af hans farve:

Med al respekt er der ikke mange af os afrikanere, der har tillid til hinanden. Vi har en følelse af, at det kun er europæere, der kan gøre et godt arbejde,” sagde han.

SELV OM PERSPEKTIVET træder tydeligt frem i debatten, er der dog en fare ved at reducere trænerspørgsmålet til et spørgsmål om race. Både afrikanske og europæiske kendere af kontinentets fodbold peger på, at der (også) er andet på færde.

I Feet of the Chameleon forklarer Philippe Troussier, at det ikke er et spørgsmål om farve, men om politik. Pariseren henviser til, at mange afrikanske lande dækker over en enorm etnisk diversitet. Som i Kenya, hvor 42 millioner indbyggere er fordelt på 70 stammer. Den slags, lyder Troussiers pointe, kræver noget særligt at navigere i, og det har en udefrakommende nemmere ved. Ikke fordi han er hvid, men fordi han går til sagerne som en neutral mand, der ikke har tilknytning til en bestemt region eller stamme”. Troussier minder tilmed om, at flere afrikanske landshold i dag tæller spillere fra klodens største klubber, og derfor bliver landstræneren også nødt til at være en autoritet med erfaring fra absolut øverste internationale niveau.

Andre minder om, at der kan være mere fordækte tanker bag tendensen. Til The Guardians Jonathan Wilson har den camerounske trænerveteran Jules Nyhonga fortalt, at lyssky økonomisk aktivitet er en del af historien. Da der er væsentligt flere penge i omløb i forbindelse med en ansættelse af en europæisk træner, kan forbundenes magthavere finde på at benytte lejligheden til at kanalisere penge ned i egne lommer. Uden træneren får besked, selvfølgelig.

Det særligt interessante ved Bell, Keshi, Phiri og Amunekes kommentarer er heller ikke, at de foretrækker sorte frem for hvide trænere. Det væsentlige er i stedet deres implicitte referencer til en fælles afrikansk selvforståelse – eller netop mangel på samme. Keshi kaldte godt nok sine europæiske kolleger for slyngler, men heller ikke hos ham retter kritikkens substans sig mod dem, der bliver ansat, men dem, der ansætter.

Det er en sportificeret udgave af et tema, der er nært beslægtet med den postkoloniale teoris krav om en afkolonisering af tanken: de afrikanske eliters tendens til at reproducere koloniale dynamikker.

Temaet er måske allermest tydelig behandlet hos den afrocaribiske forfatter og filosof Frantz Fanon, der i sit hårdtslående hovedværk Fordømte her på Jorden fra 1961, skrevet midt under Afrikas store afkoloniseringsbølge, gik i kødet på de indfødte overklassers hykleri. I hans verden var de afrikanske privilegerede dovne, samvittighedsløse og farligt assimileret ind i den koloniale ideologi. På papiret kunne de sagtens være foregangsmænd for uafhængighed, men det var en falsk uafhængighed – en uafhængighed, der før eller siden ville blive formøblet. For at for alvor distancere sig fra kolonimagten måtte de nye eliter dermed først kæmpe mod sig selv.

Det er denne interne kamp, dette opgør med beslutningstagernes kolonialt inficerede logikker, som noget tyder på, at afrikansk fodbold omsider er ved at tage. Og hvis mesterskaberne i Egypten byder på succes til Sunday Chidzambwas Zimbabwe, Florent Ibénges Den Demokratiske Republik Congo eller Aliou Cissés Senegal, kan det arvede tankesæt for alvor udfordres.

I FØRST OMGANG udeblev successen for Sunday Chidzambwa og Zimbabwe. Egypterne, der er trænet af mexicanske Javier Aguirre, vandt premieren med 1-0 efter en jævn kamp, der kun vil blive husket for den fabelagtige stemning på Cairo International Stadium.

Spillet var jævnt, chancerne få, larmen overvældende. Måske de kommende uger byder på mere succes til de afrikanske trænere, måske ikke. Under alle omstændigheder lader mesterskaberne i Egypten til at være en mulig skillevej for den afrikanske trænerstand.

Indtrykket bekræftede Tanzania-træner Emmanuel Amuneke på lørdagens pressemøde før Taifa Stars’ åbningskamp mod Senegal, som vestafrikanerne endte med at vinde 2-0 uden anstrengelser. Spurgt til modstanderkollegaen Aliou Cissé, der er en af de hvis ikke den mest velansete afrikanske træner i disse år, tog han sig for første gang god tid til at svare:

Aliou Cissé har gjort et fantastisk stykke arbejde for senegalesisk fodbold. At se ham, en afrikansk træner, tage sit eget land til VM i Rusland sidste år var en fornøjelse. Nu er det vores fælles opgave at bygge videre på den platform, han og andre har skabt for afrikanske trænere.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem