Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Er den grønne omstilling for dyr? Nej, det er alternativet, vi ikke har råd til

Det er tid til at droppe idéen om, at den grønne omstilling er en underskudsforretning.

Illustration: Lorenzo Matteucci for Zetland

Folketingsvalget 2022 var netop udskrevet, og i al hast havde DR og TV 2 stillet op til partilederdebat på Christiansborg. Da det skulle handle om klimaet, gik værten lige til stålet: Måtte det koste noget at redde klimaet? ville han vide – var politikerne klar til at ofre noget velstand på det grønne alter?

Spørgsmålet fik mig til at råbe ad fjernsynet. Det var nemlig udtryk for en af de mest sejlivede myter i debatten om den grønne omstilling: Myten om, at den grønne omstilling er så dyr, at vi må ofre en masse penge for at komme i mål med den, ja, at vi måske i virkeligheden ikke rigtig har råd til den, hvis vi også vil have hospitaler og hjemmehjælpere og høj cigarføring i fremtiden.

Måske var det rigtigt at stille det sådan op i 1970’erne, da solenergi kostede 425 gange så meget som nu. Men i dag tyder rigtig meget altså på, at den grønne omstilling kan blive en kæmpe økonomisk gevinst, hvis vi gennemfører den klogt. Og under alle omstændigheder står det meget klart, at alternativet – løbske klimaforandringer med dødbringende hedebølger, styrtregn og meterhøje havniveaustigninger – vil være utrolig meget dyrere i længden.

Det er selvfølgelig rigtigt, at den grønne omstilling vil kræve helt enorme investeringer for at lykkes, og der er også nogen, som vil tabe penge på den, ligesom det er tilfældet med alle større forandringer. Men det er altså ikke det samme, som at den grønne omstilling er en dårlig forretning som sådan. Det er simpelthen en myte, som jeg nu vil tage livet af, i håb om at debatten kan rykke videre.

Den grønne mytedræber

Verden er fuld af myter om den grønne omstilling. I denne serie afliver vi en stribe af de væsentligste. For vi kan ikke skabe en bæredygtig fremtid uden en fælles faktabaseret forståelse af, hvad der er på spil, og hvad der er muligt.

Okay, der er virkelig mange våben, man kan slå løs på den her myte med. Men lad os begynde med nogle klassiske økonomiske beregninger og bagefter se på, hvorfor beregningerne måske i virkeligheden overvurderer omkostningerne og undervurderer gevinsterne ved den grønne omstilling.

Til at begynde med er det dog vigtigt at sige, at når økonomer regner på klimaforandringerne, finder de generelt frem til, at den grønne omstilling faktisk er ret billig, og at gevinsterne på lang sigt ganske gevaldigt overstiger omkostningerne. Det var allerede konklusionen tilbage i 2006, da den britiske professor Nicholas Stern lavede alletiders, måske mest berømte analyse af den økonomiske side af klimaforandringerne kendt som The Stern Review. FNs klimapanel er siden nået til samme konklusion: Det er billigere at sætte hårdt ind for at bremse klimaforandringerne nu end at lade temperaturen fortsætte med at stige.

Lad os gå lidt mere i detaljer. FNs klimapanel vurderer, at verdensøkonomien i 2050 kan have vokset sig mindst dobbelt så stor som i dag, selv hvis vi sætter hurtigt og drastisk ind for at begrænse temperaturstigningen til halvanden grad. Prisen for omstillingen er derfor, at verdensøkonomien ikke vil vokse helt så sindssygt meget, som den ellers kunne have gjort. Forskernes bedste bud er således, at det vil barbere et sted mellem 1,6 og 2,8 procent af verdensøkonomiens samlede størrelse i 2050 at gennemføre den grønne omstilling. Men det er vel at mærke, før man indregner alle gevinsterne. Det vil for eksempel sige værdien af alle de diger, der ikke skal bygges, når havene stiger mindre, og al den sygdom og alle de hospitalsindlæggelser, som kan undgås ved at begrænse luftforurening fra fossile brændsler. Indregner man den slags, vil regnestykket typisk gå i plus, ligesom i The Stern Review, konkluderer FNs klimapanel. Og meget tyder på, at regnestykket endda vil gå ganske meget i plus.

For eksempel kan man sammenligne de mindre end tre procents reduktion af verdensøkonomiens forventede størrelse i 2050, som altså ifølge FNs klimapanel er prisen for den grønne omstilling, med den schweiziske forsikringsgigant Swiss Res bedste bud på, hvad det vil koste bare at lade temperaturen stige mere eller mindre uhæmmet. Schweizernes bud er, at verdensøkonomien i 2050 vil være ti procent mindre, hvis temperaturen bare får lov at stige, end hvis vi standser vores drivhusgasudledninger. Så altså: Over de næste knap tre årtier vil det koste mindre end tre procent af væksten i verdensøkonomien at gennemføre den grønne omstilling og ti procent at lade være. Hvad ville du vælge?

Massevis af andre beregninger tegner samme billede. Et stort studie fra 2019 anslår, at det på lang sigt vil koste mellem tre og syv gange så meget at lade temperaturen stige som at foretage de investeringer, der er nødvendige for at slippe af med fossile brændsler. Og i 2021 kom økonomer fra Den Internationale Valutafond endda frem til, at det også vil være en god forretning på kort sigt at sætte fuld tryk på den grønne omstilling, i hvert fald i højtudviklede samfund som de europæiske. Det var en bemærkelsesværdig konklusion, fordi økonomer traditionelt har set på klimaforandringerne som et såkaldt kollektivt problem, hvor gevinsterne først kommer på lang sigt, og hvor alle er nødt til at investere, før nogen kan høste gevinsten. Men i valutafondens regnestykke var alene den økonomiske aktivitet, som den grønne omstilling uundgåeligt vil medføre, altså nok til at få regnestykket til at gå i plus.

Og hvad med Danmark? Jo, her er vismændene i De Økonomiske Råd kommet frem til, at vi kan leve op til vores klimamål for 2030 med et årligt velfærdstab”, som svarer til, at vi hver skal aflevere halvanden krone til klimaet, hver gang vi tjener 1.000 kroner. Det er ret billigt. Men det er også her, det hele begynder at blive lidt speget.

Vismændene har nemlig lavet en lidt anden slags beregning end dem, jeg hidtil har nævnt. Hidtil har jeg talt om effekter på økonomiens samlede størrelse, det vil sige den samlede, årlige økonomiske værdiskabelse, også kendt som bruttonationalproduktet eller BNP. Vismændene, derimod, har lavet en samfundsøkonomisk beregning, som indebærer, at man sætter tal på alle mulige ting, som ikke er med i BNP, for eksempel fritid og menneskeliv.

Det introducerer selvsagt nogle usikkerheder, for hvordan vurderer man lige, hvad et menneskeliv er værd? Et nyligt amerikansk studie kommer for eksempel frem til, at USA øjeblikkeligt vil have kæmpestor samfundsøkonomisk fordel af at indføre en langt mere ambitiøs klimapolitik, og det skyldes blandt andet, at forskerne bag studiet tilskriver en større værdi til de liv, som vil blive sparet på grund af mindre luftforurening, end vismændene i Danmark gør. Samtidig er der ting, som slet ikke er med i vismændenes beregning, for eksempel værdien af at bidrage til at begrænse den globale opvarmning. Og det er jo ellers hele pointen med den omstilling, som vismændene har regnet på.

Dermed peger vismændenes tal også på, at økonomiske beregninger ikke er i nærheden af at være lige så skudsikre som eksempelvis beregninger af klimaets udvikling. Der er simpelthen langt flere ubekendte, og teoretiske argumenter, udeladelser og antagelser – altså kvalificerede gæt – spiller derfor en langt større rolle.

Især to ting, som økonomerne ikke er helt enige om, påvirker deres resultater ret markant, når det kommer til klimaforandringerne. Den første er økonomernes forhold til risiko. Klimaforandringerne kan potentielt få langt mere katastrofale konsekvenser, end klimaforskerne i udgangspunktet regner med, for eksempel hvis vi overskrider tippepunkter, der udløser løbske stigninger i havniveau eller temperatur. Traditionelt har den slags risici ikke fyldt så meget i økonomernes klimaregnestykker, men når de i højere grad regnes ind, får de omgående den grønne omstilling til at ligne en markant bedre forretning end ellers.

Den anden ting, som kan påvirke økonomernes beregninger ganske voldsomt, er deres vurdering af, hvad nutiden er værd i forhold til fremtiden. I økonomiske beregninger er det helt standard at tilskrive penge nu en større værdi end penge i fremtiden – blandt andet fordi folk typisk hellere vil have 10.000 kroner i hånden nu end 20.000 kroner om ti år, hvis man spørger dem. Og jo større værdi man tilskriver nutiden i forhold til fremtiden i sin beregning, jo dårligere en investering ligner den grønne omstilling. Spørgsmålet er bare, om det overhovedet giver mening at nedskrive fremtidens værdi i forhold til nutiden, når dét, der er på spil, ikke bare er penge, men muligheden for at fortsætte livet under nogenlunde samme klimamæssige vilkår, som menneskeheden har levet under siden seneste istid. Det er økonomer begyndt at diskutere med hinanden, og trenden går mod at hæve fremtidens værdi i forhold til nutiden, hvilket får den grønne omstilling til at ligne en betydeligt bedre investering.

Al den her usikkerhed om de økonomiske beregninger betyder, at det også giver mening at angribe spørgsmålet om den grønne omstillings økonomiske aspekter med andet og mere end økonomiske modelberegninger.

Og måske er det i virkeligheden de senere års enorme prisfald på vindkraft, solkraft og batterier, der er det allerbedste argument for, at den grønne omstilling kan blive langt billigere end forventet. De grønne nøgleteknologier er i dag blevet billigere end de fossile alternativer, og det har fået mængden af nye vindmøller, solceller og elbiler til at overgå stort set alle eksperters forventninger. Både vind- og solkraft kaprer i øjeblikket andele af den globale elproduktion med betydelig større fart, end det er forudsat i de fleste af FNs klimapanels scenarier for en grøn fremtid. Og stort set hvert år overgår især udbygningen af solkraft de vildeste forventninger hos Det Internationale Energiagentur, de rige landes indflydelsesrige energipolitiske tænketank.

Energikrisen har kun forstærket udviklingen, fordi fossil energi pludselig er blevet langt dyrere. Især gas, som før var udset til at spille en kæmpe rolle i mange landes energisystemer, ser nu ud til at blive ret dyrt de næste mange år, mens vedvarende energikilder bare ligner en bedre og bedre forretning i sammenligning. Derfor har energikrisen også sat turbo på den grønne omstilling. I store dele af verden, herunder Danmark, er det i dag primært bureaukrati og langsommelige godkendelsesprocesser, der står i vejen for en langt hurtigere udbygning af vind- og solkraft. Nogle analytikere mener ligefrem, at vi er på vej mod en verden med så meget ren og billig energi, at det vil sætte gang i en kæmpe økonomisk optur.

Det næste argument for, at den grønne omstilling meget vel kan blive en bedre forretning, end mange forventer, drejer sig om en frygt, som ser ud til at være overdreven. Frygten handler om konkurrencekraften, altså nationers og virksomheders evne til at gøre sig gældende i den internationale kamp om markedsandele, investeringer og arbejdspladser. Frygten er, at konkurrencekraften svækkes, hvis man laver klimapolitiske indgreb i økonomien, som gør det dyrere at forurene. Men det er der i virkeligheden ikke ret meget, der tyder på. Det har blandt andre OECD, de rige landes økonomiske tænketank, konkluderet. OECDs vurdering lyder, at klimapolitik ganske vist er effektivt til at begrænse CO2-udledninger, men at den samtidig har en ret lille effekt på økonomien. Faktisk er det muligt, at skrappe klima- og miljøkrav ligefrem kan forbedre konkurrencekraften ved at stimulere et lands virksomheder til at blive mere opfindsomme og effektive. Blandt økonomer er det kendt som Porter-hypotesen, men de er ikke helt enige om, hvorvidt den holder.

Et tredje, beslægtet argument for, at den grønne omstilling i virkeligheden er en god forretning, handler om de mulige gevinster ved at rykke først. Idéen her er, at både nationer og virksomheder kan høste store fordele ved at rykke tidligt på grønne teknologier og forretningsmodeller, som resten af verden før eller siden vil få brug for. Det er en måde at tænke på, som efterhånden gennemsyrer dansk politik og erhvervsliv, hvor den danske vindmølleindustri ofte bliver hevet frem som præmieeksemplet. Men man kan også kigge på Kina. Kinesiske virksomheder står i dag i en uhyre fordelagtig konkurrencesituation inden for grøn teknologi, fordi den kinesiske regering for år tilbage satsede massivt på at udvikle og understøtte hele forsyningskæden, lige fra råstofudvinding til produktion af vindmøller, solceller, batterier og elbiler. Derfor ser vi nu mængder af kinesiske elbilsmærker entrere det danske marked, mens vores vindmøllevirksomheder er begyndt at frygte for at blive udkonkurreret af kineserne, ligesom det er sket i solcelleindustrien, hvor Kina i dag sidder på mere end 80 procent af verdensmarkedet.

Samlet set er der altså virkelig mange argumenter for, at den grønne omstilling for det første er meget billig og for det andet sagtens kan vise sig at blive en kæmpe økonomisk gevinst – ikke bare på lang sigt, og hvis alle hjælper til, men også på kort sigt for dem, der går forrest.

Og selv om jeg mest har diskuteret klima i den her artikel, er der altså også beregninger, som tyder på, at billedet er det samme, når det kommer til biodiversitetskrisen og vores overforbrug af ressourcer: Det kan bedre betale sig at få bragt vores negative aftryk på planeten under kontrol end at fortsætte vores nuværende kurs.

Men hvis der er så mange gode argumenter for ikke at bekymre sig om økonomien i den grønne omstilling, hvorfor lever myten om den dyre – måske endda uoverkommeligt dyre – grønne omstilling så videre?

Det kan der være mange grunde til. Men en meget oplagt grund er, at den grønne omstilling ikke er en god forretning for alle. For nogle er omstillingen helt klart en økonomisk trussel. Det gælder for virksomheder, der lever af at sælge fossil energi, det gælder for virksomheder, som er dybt afhængige af fossil energi, og det gælder for virksomheder, hvis produkter bare ikke er særlig klimavenlige. Men det gælder også for mennesker, der arbejder for sådan nogle virksomheder. Det er derfor, at udtrykket just transition, altså retfærdig omstilling, er blevet et buzzword blandt politikere og fagforeninger de senere år. EU har ligefrem oprettet en mekanisme for retfærdig omstilling’, som dybest set er en kæmpestor pose penge til dem, der ikke vinder, men taber på den grønne omstilling. Grundidéen er, at der er behov for hjælp til de mennesker, der mister deres jobs, for eksempel hjælp til at komme over i andre brancher. Esbjerg er et glimrende eksempel på, hvordan det kan se ud i praksis – her arbejder en masse tidligere olieborebisser nu med vindmøller.

En anden væsentlig grund til, at man stadig støder på myten om den dyre omstilling, er nok, at den indtil for nylig var i hvert fald delvist sand. Det har nok altid været sådan, at den grønne omstilling kunne betale sig på lang sigt, fordi de potentielle skadevirkninger af klimaforandringerne er så enorme. Men omstillingen har vitterlig længe set meget dyrere ud på kort sigt, end den gør nu. For få år siden ville virksomheder have statsstøtte for at sætte havvindmøller op i havet omkring Danmark, men i dag handler diskussionen om, hvor meget de skal betale for at kunne bruge havareal til at producere energi. Det er en udvikling, som er kommet så hurtigt, at mange først nu er ved at opdage, at den er sket.

Og det peger på en tredje og sidste mulig grund til, at myten om den dyre grønne omstilling stadig er så udbredt. Nemlig at indgroede verdensopfattelser har det med at leve videre, længe efter at de har mistet enhver lighed med verden, som den faktisk er.