Aften efter aften står Coco Hjardemaal på scenen. Hun er 24 år og har fået sin drømmerolle som Vilde fra den norske kult-tv-serie Skam, der har verdenspremiere som teaterforestilling på Aveny-T på Frederiksberg. Men denne aften, den 7. december 2018, er noget ikke længere, som det skal være.

“Jeg husker, at jeg står der bag tæppet, før det trækker fra, og man ligesom skal tage sin maske på. At jeg står og er lige ved at knække sammen. At jeg nærmest ikke kan stå på mine egne ben. Og at jeg fortæller det til en af de andre skuespillere, der står lige ved siden af. Hun holder mig i hånden og siger: ‘Bare hold ud. Det er heldigvis kun en time og 40 minutter’,” fortæller Coco Hjardemaal.

De spiller forestillinger seks dage om ugen – tit både formiddag og aften – og Coco Hjardemaal er stresset efter flere måneder med det, hun og flere andre af skuespillerne oplever som et ekstremt hårdt arbejdsmiljø. Flere gange får holdet at vide, at teatret er på randen af konkurs, og det føles ikke som en mulighed at melde sig syg. The show must go on.

Tæppet går, og de når til en halloweenscene. En er klædt ud som en kæmpestor tampon, mens Coco Hjardemaal er i kattekostume. Et spotlys lyser hende op. Hun er blændet af lyset og kan ikke sige noget. “Det føles, som om der bare går 1.000 år,” siger hun.

Her, efter flere måneder med hjertebanken, svimmelhed og hovedpine, siger hendes krop stop. “Da lyset forsvinder fra mig, går det ligesom bare helt i sort. Og jeg husker ikke rigtig så meget mere. Men jeg falder om midt på scenen. Og bliver slæbt ud bagved.”

Forestillingen bliver aflyst, og Coco Hjardemaal bliver kørt på skadestuen. “24-årig kvinde fået ildebefindende under teaterforestilling,” skriver lægerne i hendes journal. De anbefaler ro, hvile og “evt sygemelding fra arbejde”. Og så noterer de, hvad hun selv, få timer efter at det var sket, mener er årsagen: “Angiver at være voldsomt belastet af chef med mange timer under teaterproduktion.”

Over de næste fire dage kommer der en række sms’er fra hendes chef. “Håber at hvile og søvn har gjort dig godt,” skriver han i den første. “For teatrets skyld er det efter 7 aflysninger tæt på liv eller død at vi gennemfører de forestillinger der er tilbage.” Han skriver, at hun ikke behøver at komme til prøver de kommende tre uger. Og så har han et helt særligt tilbud til hende, hvis hun trodser sin sygdom og går på scenen alligevel. “Desuden vil jeg som tak,” skriver han, “belønne dig med ekstra 5000 kr.”

Chefen, der tilbød Coco Hjardemaal 5.000 kroner for at gå syg på scenen, er Jon Stephensen. Med to kontroversielle fyringer i bagagen har han som teaterdirektør på Aveny-T kæmpet for teatrets overlevelse i mere end et årti. “Dansk teater har som helhed svigtet en ung generation,” sagde han til Politiken i 2017. Det vil han rette op på. Han har skaffet millionbevillinger fra både kommunen, Kulturministeriet og private fonde. Men i år bliver han pludselig fyret – og lægger sag an mod teatret. Ifølge ham handler fyringen nemlig om, at han er gået ind i politik for partiet Moderaterne, som han nu er spidskandidat for til det kommende folketingsvalg.

Efter at have gravet i sagen i flere måneder kan vi hverken be- eller afkræfte, at politik kan være en del af grunden til fyringen. Ved hjælp af interviews, sms’er, mails, interne dokumenter og aktindsigter kan vi dog fortælle nye detaljer om årene op til fyringen på teatret.

Vi har talt med 12 tidligere ansatte, der alle har oplevet problemer med arbejdsmiljøet under Jon Stephensens ledelse. Vi kan samtidig dokumentere, at Jon Stephensen under Skam-forestillingerne forsøgte at få skuespillerne til at underskrive nye kontrakter og hævdede, at teatret ville gå konkurs en uge senere, hvis de sagde nej. Og vigtigst, at Jon Stephensen forsøgte at overtale tre forskellige skuespillere fra forestillingen til at gå syge på scenen ved at tilbyde dem 5.000 kroner, hvis de gjorde det. De tilbud fik dengang Dansk Skuespillerforbund til i en mail til Jon Stephensen at kalde hans adfærd for “grænsende til at være chikanøst”.

Ifølge bestyrelsens formand modtog de kort inden fyringen et flere år gammelt brev, der “var et af flere alvorlige ledelsesmæssige og forretningsmæssige forhold, der bekræftede bestyrelsen i, at det var nødvendigt at afslutte samarbejdet med Jon Stephensen”. Ifølge vores oplysninger er der netop tale om den pågældende mail fra Dansk Skuespillerforbund.

Jon Stephensen står selv fast på, at fyringen udelukkende handler om politik, og han afviser, at arbejdsmiljøet var dårligt. I stedet var hans opførsel nødvendig, siger han, for at redde et teater på fallittens rand. I medierne er Jon Stephensen blevet kaldt “en visionær frontløber” og hyldet for sin indsats for ungeteater. Men undervejs har han altså presset flere af sine unge ansatte langt ud over deres grænser. Derfor handler sagen også om, hvor langt man må gå for at føre sine egne drømme ud i livet.

Historien begynder i en tid, hvor teatret Aveny-T kunne alt. I hvert fald på overfladen.

Det ligner en genial idé. Jon Stephensen har som den første i verden fået lov til at forvandle den norske hit-tv-serie Skam til et teaterstykke i flere sæsoner. En redaktionschef fra den norske tv-station NRK fortæller til Politiken, at nordmændene er blevet “charmeret af Jons entusiasme”. Opsætningen af tv-seriens første sæson som teater er en bragende succes.

I 2018 samles holdet af skuespillere til anden sæson. Denne gang med en ny på holdet. Coco Hjardemaal har spillet skuespil, siden hun var barn, og slog året inden igennem som Søs i Far til fire på toppen. Nu bliver hun hyret til at spille rollen som Vilde. Hun er som de fleste i hendes generation kæmpe fan af serien.

Der er lidt problemer, oplever hun, med at få lønnen og kontrakten på plads, men det lykkes, og skuespillerne er begejstrede, da prøverne går i gang. “Alle sidder og klapper og hujer over, hvor vildt det er, at man selv nu skal sige de her replikker højt,” husker hun.

Kontrakten løber over seks måneder. Først skal de spille seriens anden sæson på teatrets scene på Frederiksberg. Bagefter skal de genopføre den succesfulde første sæson. Og så skal de på turné i seriens hjemland, Norge.

Det ligner endnu en succes. Men bag kulissen udspiller der sig et drama om teatrets overlevelse. I sommeren 2018 skriver Jon Stephensen sammen med to af teatrets bestyrelsesmedlemmer en mail til Frederiksbergs borgmester Simon Aggesen. Her står, at teatrets grundkapital er mistet, og at “en konkurs er nært forestående”. Derfor, skriver de, har bestyrelsen taget imod et tilbud fra Jon Stephensen om midlertidigt at standse udbetalingen af hans løn. Det viser en aktindsigt, vi har fået. Det får Frederiksberg Kommune, der hvert år giver teatret flere millioner kroner i støtte, til at bede et revisionsselskab gennemgå teatrets økonomi. Revisorerne konstaterer, at der er “manglende gennemsigtighed”, og finder det “uhensigtsmæssigt, at der ikke er en entydig sammenhæng mellem budget og regnskab”.

Teatrets redningsplan er på kort sigt, at Skam-forestillingen skal sælge så mange billetter, at der igen kommer penge i kassen. Men det sker ikke. Ni dage efter premieren, den 23. september 2018, sender Jon Stephensen en fællesmail til skuespillerne. Teatret er så hårdt presset, at han har måttet låne det en halv million af egen lomme, skriver han. “Det er ikke sikkert at jeg nogensinde får de penge tilbage.” Et budget fra samme periode, vi har fået indsigt i, bekræfter, at Jon Stephensen har lagt 500.000 kroner ud for teatret, og at der er planer om at tilbagebetale dem i november samme år.

Men billetsalget når ikke de højder, de har håbet på, og samtidig bliver den planlagte turné i Norge aflyst. Derfor beder Jon Stephensen nu skuespillerne acceptere, at deres kontrakter bliver afkortet med knap halvanden måned. Og det er afgørende, at de siger ja, understreger han i mailen. “HVIS I siger nej til dette så må jeg lukke teatret nu den 1 oktober og begære det konkurs - og så tror jeg løbet er kørt for der nogensinde kommer teater her igen.”

Dansk Skuespillerforbund råder skuespillerne til, at de siger nej til de nye kontrakter. Og det gør de. Samtidig skriver forbundet til Jon Stephensen og fortæller ham, at al kontakt om økonomi fremover skal gå direkte gennem dem.

Teatret overlever uden konkurs, og den planlagte tur til Norge bliver erstattet af en turné i Jylland. Til gengæld er stemningen kun blevet værre. Og det samme gælder stressniveauet.

Der er usædvanligt mange problemer med sygdom under forestillingen, oplever både skuespillerne og Jon Stephensen. Ifølge skuespillerne handler det om dårligt arbejdsmiljø og stress. “Der er en forståelse af, at det med at være syg ikke rigtig er noget, man er. Det er ikke en mulighed at aflyse,” siger Mathias Käki Jørgensen, der spiller rollen som Isak. Han fortæller, at han selv spiller tre forestillinger, selv om han er syg.

“Vi skuespillere begynder at vise ret mange forskellige sygdomssymptomer. Der er folk med angstanfald, der er folk med stress, og der er folk med ondt i halsen,” siger Coco Hjardemaal.

Dagene går med forestillinger og prøver. I pauserne sover de til middag på et par sofaer. “Jeg husker det, som at jeg bare arbejder eller sover. Eller drikker virkelig meget alkohol. Det er det, vi laver. Vi er så smadrede,” siger Coco Hjardemaal.

Hun oplever selv anfald af svimmelhed og er i tvivl om, om der er noget galt med hendes hjerte. En senere lægejournal fra samme år beskriver, hvordan hun har “kæmpet med anfald af hjertebanken gennem måneder”.

Forestilling efter forestilling kan hun se de forreste rækkers forventningsfulde ansigter. Men efterhånden som hun selv får det værre, klinger replikkerne mere og mere falskt. “Jeg kan mærke, jeg ikke længere brænder for at lave den her forestilling, fordi jeg føler, det hele er en løgn, når jeg står på scenen,” siger hun.

Den 7. december 2018 kan hendes krop ikke mere. Det hele er sløret i hendes hukommelse, men det, hun ved, er, at hun falder om på scenen. Og at hun efterfølgende bliver kørt med ambulance til skadestuen på Frederiksberg Hospital.

Publikum bliver sendt hjem, og dagen efter skriver en af dem en mail til teatret for at få sin billet refunderet. Først, skriver hun, vil hun dog gerne oven på “en desværre trist afslutning på gårsdagens forestilling” sende sine tanker til den skuespiller, der blev dårlig. “Vores varme tanker og ønsker om hurtig bedring går til hende – det må være en ubeskrivelig barsk situation, som alle helst er foruden – og jeg håber og er sikker på, at I giver hende al den ros og støtte situationen må kræve.”

Coco Hjardemaal kollapser en fredag. Forestillingen om lørdagen bliver aflyst. Søndag er en fridag, men klokken 21.22 kommer beskeden fra Jon Stephensen, hvor han understreger, at det for teatret er “tæt på liv og død at vi gennemfører de forestillinger der er tilbage”. Og hvor han tilbyder Coco Hjardemaal “at belønne dig med ekstra 5000 kr”, hvis hun går på scenen.

Mandag klokken 12.08 skriver Jon Stephensen igen til Coco Hjardemaal og beder hende ringe. Og tirsdag morgen, mindre end fire døgn efter at hun besvimede på scenen, skriver han for tredje gang: “jeg forstår godt du er træt, men jeg vil indtrængende bede dig om at spille i aften såfremt du kan. Det betyder virkelig meget ikke at skuffe publikum der har vildt glædet sig til at se forestillingen’ det betyder meget for teatret – og for os alle.”

“Kære Jon,” svarer Coco Hjardemaal samme dag. “Selvfølgelig ville jeg spille, såfremt jeg kunne. Men jeg er stadig bare så afkræftet, svimmel og dårlig, så er bange for at besvime midt på scenen igen. Jeg tager til lægen i dag, så må vi se hvad de siger 😊”

Jon Stephensen svarer, at han vil ønske hun “vil gi det en chance i aften” og spille forestillingen. Han lover at sætte hende “på skånekost” og slutter beskeden med at understrege, at “de 5000 ekstra til dig som plaster står stadig ved magt”.

Det er, ved vi i dag, ikke første gang, Jon Stephensen prøver at overtale skuespillere til at gå syge på scenen. Et par uger tidligere fik en skuespiller, der foretrækker at være anonym, en besked efter at have meldt sig syg med halsbetændelse. “vil du ikke lige gi det en chance”, spørger Jon Stephensen, “og se det an et par timer og meld tilbage kl 15’ - du får 5000 ekstra såfremt du kan spille i aften kh Jon”.

Den 11. december 2018, samme dag Coco Hjardemaal får tilbuddet, sender Dansk Skuespillerforbund en mail direkte til Jon Stephensen, der skal vise sig at få stor betydning. Coco Hjardemaal har fået den udleveret af forbundet og delt den med mig. I mailen skriver forbundet, at Jon Stephensen i tre konkrete tilfælde har “kontaktet skuespillerne under deres sygefravær, hvor du intenst og vedvarende har bedt dem om at komme på arbejde, til trods for at de er syge. Du har i den forbindelse tilbudt dem en betaling på 5.000,- hvis de mødte syge på arbejde”. Jon Stephensen opførsel er “grænsende til at være chikanøst”, skriver forbundet.

Et kvarter efter Coco Hjardemaal for anden gang får tilbudt de 5.000 kroner, skriver hun et svar, der ikke kan misforstås. “Hvis 5.000kr fik mig til at få det bedre, ville jeg jo ikke være syg. Jeg er syg, Jon. Jeg har ikke engang kræfter til at besøge min bedstemor, som ligger døende med en tumor i hjernen. Vær venlig ikke at presse mig yderligere.”

Det var en drømmerolle for Coco Hjardemaal at spille Vilde. Den aften, hun besvimer på scenen, bliver sidste gang, hun spiller den.

Vi har i forbindelse med researchen til denne historie været i kontakt med i alt 12 kilder, der har arbejdet på Aveny-T fra 2017 og frem. Mange har bred erfaring fra teaterbranchen, og flere fortæller, at arbejdsmiljøet på Aveny-T er værre end noget, de ellers har oplevet. Mike Sheridan, der var komponist og lyddesigner på forestillingen Klædt af i 2019, kalder arbejdsmiljøet “psykisk opslidende” og siger: “Det er ikke noget, man kan forvente, at folk skal leve og skabe i. Vi laver teater. Det er sårbart, og det skal foregå ordentligt.” Han oplevede, ligesom Coco Hjardemaal, problemer med at få en underskrevet kontrakt. Det samme gjorde Thea Kastberg, der overtog rollen som Vilde efter Coco Hjardemaal. “Det virker som et menneske, der har det sådan: ‘Går den, så går den’,” siger hun om Jon Stephensens ledelsesstil.

Jonathan Stahlschmidt spillede hovedrollen William i Skam-forestillingerne og husker det sådan her: “Jon gav os et ansvar, som det ikke er i orden at pålægge unge skuespillere. Det begyndte at vise sig ved, at der var sygdom i højere grad, end jeg personligt har oplevet på teaterforestillinger. Det førte til aflysninger og til et højere niveau af stress. Og så blev det med eksponentiel kraft et mere og mere ubehageligt og utrygt arbejdsrum.”

Mathias Käki Jørgensen, der spillede Isak i første og anden sæson af Skam, bliver stadig vred, hver gang han cykler forbi teatret på Frederiksberg. “Jeg tænker bare fuck det lortested,” siger han.

Jon Stephensen har gennem flere årtier været en betydningsfuld, succesfuld og kontroversiel skikkelse i den danske teaterbranche. I 2009 bliver han fyret fra teatret Østre Gasværk i København under beskyldninger om at have ført penge i egne lommer. Et revisionsfirma undersøger dengang hans arbejde, men finder ikke grund til en politianmeldelse, og selv nægter han beskyldningerne og kalder fyringen “et justitsmord”. Få måneder senere bliver han ansat som såkaldt omverdenschef i filmselskabet Zentropa. Og fyret kun ni timer senere, ifølge Ekstra Bladet fordi filminstruktør og aktionær i selskabet Susanne Bier truer med at gå.

Siden 2011 har Jon Stephensen været direktør for Aveny-T med et erklæret mål om at gøre teatret til Danmarks nationalscene for unge. “Vi skal i dialog med de unge, ellers mister vi dem,” siger han til Politiken, da Skam har premiere i 2017. Men i maj 2022 bliver han fyret – igen med store offentlige diskussioner om årsagen. Ifølge teatrets bestyrelse skyldes fyringen en “række uenigheder om grundlæggende ledelsesmæssige og forretningsmæssige forhold”. Men ifølge Jon Stephensen kan man, hvis man trækker scenetæppet lidt til side, finde helt andre, mere lyssky motiver.

Jon Stephensen er medlem af det nystiftede parti Moderaterne, og kort inden fyringen skriver han og partiets formand, Lars Løkke Rasmussen, sammen en kronik i Politiken, der optegner den kulturpolitik, der skal være et af partiets mærkesager. Kort efter fyringen bliver Jon Stephensen annonceret som en af partiets spidskandidater til det kommende folketingsvalg.

Jon Stephensen lægger hurtigt sag an mod teatret, og kort efter fyringen begynder mange at forsvare ham. Konsulent og direktør Lasse Marker skriver i Altinget, at fyringen i værste fald er “et angreb på demokratiet”, og Frihedsbrevets ansvarshavende chefredaktør, Mads Brügger, vil have kulturministeren til øjeblikkeligt “at få genansat Jon Stephensen som teaterdirektør”. Endelig skriver Weekendavisen, at Jon Stephensen kan være blevet fyret for at have forfalsket en underskrift på et ifølge avisen “reelt helt ligegyldigt dokument”.

Coco Hjardemaal står i en lufthavn i Budapest, da hendes kæreste viser hende nyheden om fyringen. “Jeg husker bare, at hele min krop sitrer,” fortæller hun.

Efter sit kollaps blev hun sygemeldt i resten af forestillingsperioden. Siden dengang har hun haft lyst til at stå frem med sin historie om det, hun oplevede som et urimeligt hårdt og usundt arbejdsmiljø.

På baggrund af et Facebook-opslag, hun har skrevet, deltager Coco Hjardemaal den 20. juni i et møde med formanden og næstformanden for teatrets bestyrelse. Her fortæller hun og fem andre tidligere ansatte hver især bestyrelsen om deres oplevelser med arbejdsmiljøet under Jon Stephensen. Og så bliver der løftet en del af sløret for, hvorfor Jon Stephensen, ifølge bestyrelsen, er blevet fyret. Ifølge flere af de tilstedeværende fortæller bestyrelsesmedlemmerne, at en whistleblower den 10. maj, altså flere uger inden fyringen, henvendte sig til bestyrelsen. Og blandt andet gav dem den mail, hvor Dansk Skuespillerforbund kalder Jon Stephensens adfærd over for de sygemeldte skuespillere for “grænsende til at være chikanøst”.

“Jeg kan uden at gå i detaljer med den konkrete sag bekræfte, at en person uden for bestyrelsen kort tid før opsigelsen af Jon Stephensen henledte vores opmærksomhed på en række forhold af ledelsesmæssig og forretningsmæssig alvorlig karakter,” siger bestyrelsesformand Henning Dyremose til os i dag. “Et af de forhold, bestyrelsen blev gjort opmærksom på, blev af den, der orienterede os, dokumenteret med en kopi af et brev fra Skuespillerforbundet fra december 2018. Jeg kan bekræfte, at det, der stod i brevet, var et af flere alvorlige ledelsesmæssige og forretningsmæssige forhold, der bekræftede bestyrelsen i, at det var nødvendigt at afslutte samarbejdet med Jon Stephensen.”

Brevet, der ifølge Henning Dyremose var en af grundene til fyringen, er ifølge vores oplysninger den mail, hvor Dansk Skuespillerforbund beder Jon Stephensen stoppe med at tilbyde syge skuespillere 5.000 kroner for at gå på scenen.

I telefonen siger jeg til Jon Stephensen, at jeg blandt andet gerne vil interviewe ham om problemer med arbejdsmiljøet under Skam-forestillingerne. Inden jeg når at stille mit første spørgsmål, retter han mig. “Der var ikke noget problem med arbejdsmiljøet,” siger han. “Der var et problem med, at teatret var ved at gå konkurs.”

Ud over det er han klar til at snakke, og 45 minutter senere ved jeg, hvordan han ser på det, der skete dengang. Alt i alt, siger han, er han glad for den måde, den svære periode blev håndteret på. “Jeg synes, vi løste det forbilledligt sammen. Men det er klart, at det giver nogle skvulp i bassinet undervejs i en så lang periode. Sådan er det.”

Han afviser, at der har været nogen problemer med at få underskrevet kontrakter, eller at der skal have været et dårligt eller utrygt arbejdsmiljø på noget tidspunkt under hans ledelse. “Der har altid været et godt arbejdsmiljø på Aveny-T. Der har været højt til loftet,” siger han.

Jeg fortæller ham, at flere af skuespillerne fra Skam-forestillingen følte, at han lagde et urimeligt stort pres på dem. Han svarer, at han selv ofrede mere end nogen anden, da han valgte at låne teatret penge. “Det var da en kæmpe beslutning. Jeg vidste aldrig, om jeg så de penge igen. Jeg måtte sælge ting, jeg ejede. Jeg spiste havregryn og spejlæg i flere måneder personligt,” fortæller han.

“Jeg ofrede alt, hvad jeg kunne. Jeg siger ikke, jeg er et offer. Jeg ofrede bare alt, hvad jeg kunne. Og levede for lud og koldt vand, for at alle kunne få deres. Det var jeg enormt fokuseret på. That’s it. Men jeg forstår godt, at skuespillerne ikke synes, det var sjovt. Det synes jeg fandeme heller ikke.”

Selv om Jon Stephensen ikke mener, at der var problemer med arbejdsmiljøet, er han enig med skuespillerne i, at der var usædvanligt meget sygdom. “Og ja,” siger han, “det kan også skyldes, at det hele var lidt tough.“

Samtidig mener han ikke, at det er unormalt, at skuespillere går på scenen, selv om de er syge. “Alle skuespillere gør alt for at spille no matter what, også selv om de er syge. Det ligger så dybt i skuespilleres dna, at the show must go on, og så må man æde det. Man skal virkelig være syg for at melde afbud til en forestilling.”

Han siger dog også, at en del forestillinger blev aflyst, og han mener derfor ikke, det er rigtigt, at det ikke var muligt at melde sig syg. Men ifølge Jon Stephensen er der “en anden ånd på et teater for at spille, også selv om man ikke er helt rask.”

Du siger, at fordi det var relativt nye skuespillere, så manglede de også lidt at lære, hvordan det er at arbejde i teaterbranchen, og at her er man nogle gange nødt til at gå på scenen, selv om man ikke har det helt vildt godt?

“Sådan kan du godt sætte det op, ja.”

Jon Stephensen bekræfter, at han i tre tilfælde tilbød skuespillere 5.000 kroner for at gå syge på scenen. Det var, siger han, som “en præstationsbonus” og for “at fortælle, at man gør altså alt for at spille”. Men han mener ikke selv, det lagde et pres på skuespillerne.

Hvis man melder sig syg, måske især på et teater, så er det, fordi man ikke kan spille. Hvorfor skulle 5.000 kroner ekstra gøre, at man godt kan arbejde alligevel?

“Det er en anerkendelse af, at man gør noget ekstraordinært. That’s it. Det er fair nok.”

Natalie Videbæk Munkholm, lektor i jura ved Aarhus Universitet med speciale i arbejdsret, siger, at det kan være et misbrug af det, der hedder ledelsesretten, og dermed et brud på overenskomsten eller ansættelseskontrakten, hvis man spørger gentagne gange, om den sygemeldte kan komme på arbejde. “Det vil være en meget konkret vurdering ved domstolene. Men man kan godt forestille sig, at mange og gentagne opfordringer på et tidspunkt lægger et pres på medarbejderne om at møde på arbejde, selv om de reelt er syge. Det kan blive en overskridelse af ledelsesretten i yderste konsekvens. Og det ser vi ikke så gerne,” siger hun.

Det mener Jon Stephensen dog ikke var tilfældet. “Jeg synes ikke, jeg var der,” siger han.

Du synes ikke, du gik for langt?

“Nej, det synes jeg vitterlig ikke.”

Lidt senere i interviewet skifter han dog holdning. Da jeg nævner mailen fra Dansk Skuespillerforbund, siger han pludselig, at han ikke skulle have tilbudt de såkaldte præstationsbonusser.

Hvorfor er det, du ikke synes, du skulle have gjort det?

“Fordi det kan misfortolkes, som du jo tydeligt insinuerer. Og det er fair nok. Det var ikke det, der var meningen. Det var simpelthen, at vi spillede så mange af de forestillinger, som vi overhovedet kunne.”

Jeg forsøger egentlig ikke at insinuere noget, men det er rigtigt, at jeg siger, at i hvert fald Coco Hjardemaal har opfattet det som et pres i en situation, hvor hun allerede havde det dårligt.

“Ja, og det er derfor, jeg siger, jeg ikke skulle have gjort det. For det var ikke det, der var min mening. Så jeg lægger mig fladt ned og siger, det skulle jeg ikke have gjort.”

Jon Stephensen tror ikke på, at mailen fra Dansk Skuespillerforbund er en af årsagerne til, at han blev fyret. Han siger, at han af bestyrelsen har fået fremlagt to årsager til fyringen, og at mailen ikke er en af dem. Han mener i stedet, at der er tale om en behændig undskyldning fundet frem til lejligheden. Og han siger, at bestyrelsen allerede for flere år siden var orienteret om de såkaldte præstationsbonusser på 5.000 kroner og klagen fra Dansk Skuespillerforbund.

“Det er en samlet bestyrelse enig om ikke passer,” siger bestyrelsesformand Henning Dyremose. Han siger, at bestyrelsen først blev orienteret om brevet af en whistleblower i år, og at de kort derefter fyrede Jon Stephensen. “Alle syv bestyrelsesmedlemmer er enige om, at Jon Stephensen aldrig har orienteret os om hverken tilbud om såkaldte præstationsbonusser eller om et brev fra Skuespillerforbundet.”

Efter mødet, hvor Coco Hjardemaal og fem andre tidligere ansatte fortalte Aveny-T’s bestyrelse om deres oplevelser med arbejdsmiljøet, satte de seks sig sammen på en café. Her skålede de for, at de nu hver især havde fortalt deres historier og taget, hvad de oplevede som et første skridt mod at forbedre arbejdsmiljøet i deres branche.

Når Coco Hjardemaal nu vælger at fortælle offentligt om sin oplevelse, så handler det i virkeligheden slet ikke om fyringen eller om, hvorvidt den var politisk eller ej. Det handler om, siger hun, at give “et mere ærligt billede” af, hvordan tingene nogle gange foregår i hendes branche.

“Vi normaliserer det og accepterer det, fordi skuespil er så fantastisk en branche at være i, at man vil give alt. Og jeg har bare brug for at gøre det til et sundere sted at være. Og bryde med det her glansbillede af skuespilbranchen. For der er så mange, der bare ser det som ‘ej, hvor fantastisk, hvis man når dertil, så er man bare lykkelig. Og alle, der står der på den røde løber, de er lykkelige. Se hvor de står der med deres Botox-ansigt og deres tandpastasmil og er lykkelige’.”