Tager man et hvilket som helst tog et hvilket som helst sted på Jorden, kan man hver morgen blive vidne til et moderne paradoks. Mennesket er klodens mest sociale pattedyr – men som vi sidder dér tæt sammenstuvet uden andet selskab end hinandens, undgår vi rituelt at tale sammen.

For nogle år siden blev nogle pendlere fra Chicago spurgt, hvordan de forestillede sig, at de ville få den mest behagelige tur på arbejde: ved at snakke med en anden tilfældig passager eller ved at passe sig selv. De svarede, hvad de fleste nok ville svare: De ville helst passe sig selv. Hvem gider at tale med fremmede? Men så fik de stillet en opgave af de forskere, der også havde stillet det første spørgsmål. Den ene halvdel af pendlerne skulle gøre, som de plejede, og stirre ned i deres bog eller telefon. Den anden skulle henvende sig til en fremmed og forsøge at slå en samtale op. Stik imod deres forventninger var det den sidste gruppe, der fik den bedste tur på arbejde.

“Vi begår hele tiden fejl, når vi prøver at forudsige, hvad der gør os glade,” siger Marc Schulz, der er psykologiprofessor ved universitetet Bryn Mawr College i Pennsylvania. “Vi antager, at vi bliver mindre glade af at tale med en fremmed i toget, men når vi tvinges til at gøre det og får en meningsfuld interaktion, så oplever vi et lille, behageligt stød af forbundethed, som vi kan tage med os resten af dagen.”

Marc Schulz står ikke selv bag togeksperimentet, men han citerer det i sin nye bog, The Good Life, som han har skrevet sammen med kollegaen Robert Waldinger, der er professor i psykiatri ved Harvard University. Sammen står de i spidsen for verdens længst løbende lykkestudie, Harvard Study of Adult Development, og bogen, som udkom i januar 2023, er et forsøg på at koge studiets indsigter ned til en opskrift på det gode liv. Hovedingrediensen i den opskrift? Andre mennesker. Som forfatterne selv konkluderer på en af bogens første sider:

Gode relationer til andre mennesker gør os gladere og sundere. Punktum.

“Det er ældgammel visdom, at gode relationer holder os sunde og glade,” siger Marc Schulz, da vi taler sammen om bogen over Zoom. “Men der er meget gammel visdom, som videnskaben ikke har kunnet underbygge. Her er et eksempel på gammel visdom, som består nærmere granskning.”

Det er ikke noget banebrydende nyt eller overraskende budskab, det her. Når der alligevel er brug for at gentage det, mener Marc Schulz, er det, fordi vi tydeligvis har brug for at blive mindet om det fra tid til anden – især i de her år. “Selv om vi intuitivt ved, at vores sociale behov er vigtige, så gør vi en masse ting, der går imod de behov. Der er stærke samfundskræfter på spil i de her år, som gør det sværere for os at forbinde os med hinanden,” siger Marc Schulz.

Han ser det overalt i samfundet: I morgentoget, hvor passagererne foretrækker telefonens selskab frem for hinandens. I en omgangsform, der bliver mere og mere digital. I en arbejdskultur, der bliver mere og mere remote. I statistikker for ensomhed, der stiger og stiger. I de svar, der bliver givet, når han spørger folk om deres fremtidsdrømme: forfremmelser, rigdom, jobskifter. Selv om det lyder banalt, at gode relationer giver gode liv, så lever vi på en måde, der ofte gør det svært for relationer at blomstre, påpeger forfatterne bag The Good Life. Og således bogens opskrift på det gode liv.

Det lykkestudie, som bogen bygger på – Harvard Study of Adult Development – er en fortælling i sig selv. Egentlig er der tale om to parallelle studier, som siden 1938 har fulgt to grupper mænd tæt gennem hele livet. Den ene var en privilegeret gruppe Harvard-studerende (heriblandt en vis John F. Kennedy); den anden en noget mindre privilegeret gruppe unge mænd fra Boston.

Af de oprindelige 724 mænd er kun omkring 50 i live i dag, til gengæld er studiet gået i arv til deres børn og børnebørn, hvoraf godt 1.300 nu deltager. Også metoderne har udvidet sig med årene. Foruden mange og lange interviews og spørgeskemaer har forskerne scannet deltagernes hjerner, analyseret deres blod, målt stresshormonerne i deres hårstrå og holdt øje med deres hjerterytme i pressede situationer. De har vidst, hvor meget deltagerne vejede, hvor ofte de motionerede, om de røg og drak, om de trivedes på jobbet og i deres ægteskab, hvordan deres børn havde det, og hvor mange tætte venner de havde.

Tilsammen tegner studiet et detaljeret billede af, hvordan et godt, langt og sundt liv ser ud. Det er der selvsagt mere end ét svar på, men en af de mest konsistente konklusioner er, at gode og stærke relationer ikke blot giver lykkeligere, men også sundere og længere liv.

“Det har overrasket os, hvor direkte vores relationer påvirker vores helbred og forventede levealder,” siger Marc Schulz, som har været en del af studiet i små 20 år.

Det er en konklusion, som bliver bakket op af andre studier. Eksempelvis konkluderede et meget stort metastudie fra 2010, at sandsynligheden for at overleve et hvilket som helst år var 50 procent større, hvis man havde stærke sociale relationer.

Et andet eksperiment, som forfatterne bag The Good Life citerer i bogen, illustrerer meget godt sammenhængen mellem sociale relationer og kropslig sundhed. I dette eksperiment blev forsøgsdeltagerne lagt i en MR-scanner og vist enten en rød eller en blå slide. Den røde betød, at de måske ville blive udsat for et lille elektrisk stød. Den blå betød, at de var i sikkerhed. En tredjedel af deltagerne var alene i rummet under eksperimentet, mens resten havde selskab af enten deres partner eller en fremmed, som de blev bedt om at holde i hånden undervejs.

Når deltagerne fik vist en rød slide, var der markant mindre uro i hjernens frygtcenter hos de deltagere, der holdt nogen i hånden. Effekten var størst hos dem, der holdt deres partners hånd, og de angav samtidig, at det elektriske stød havde gjort mindre ondt, end de øvrige forsøgsdeltagere syntes. Arkitekten bag studiet, en neuroforsker ved navn James Coan, sammenlignede virkningen med en mild form for bedøvelse.

Vores sociale behov hænger altså tæt sammen med vores fysiske ve og vel. Hvilket også er grunden til, at Marc Schulz ikke kan lade være med at være bekymret i de her år. Han peger på en masse “forstyrrelser” i tiden, som fjerner fokus fra vores relationer: en vægt på karriere og ting, man gerne vil opnå og eje, en tendens mod mere hjemmearbejde og alenetid og så ikke mindst dét, at flere og flere af vores interaktioner foregår gennem en skærm, uden at vi endnu forstår, hvad det betyder for vores evne til at connecte med hinanden.

Det er det, Schulz mener at kunne aflæse i de stigende ensomhedsstatistikker. Sundhedsstyrelsens Nationale Sundhedsprofil fra sidste år viste, at 12,4 procent af danskerne led af svær ensomhed – mod 8,3 procent i 2017. I USA er problemet epidemisk; ifølge flere undersøgelser føler op mod halvdelen af amerikanerne sig ensomme. Marc Schulz mener, at vi undervurderer, hvor stor en sundhedskrise ensomhedsepidemien faktisk er.

“Helbredsrisikoen ved svær ensomhed kan sammenlignes med at ryge en halv pakke cigaretter om dagen eller at lide af svær overvægt. Så den fysiske risiko er meget reel. Det er noget, der gør livet kortere, og problemet er så udbredt, at jeg mener, vi kan tale om en krise,” siger Marc Schulz.

Han hæfter sig ved, at tallene også er alarmerende høje blandt amerikanske collegestuderende, som er omgivet af mennesker og alligevel føler sig alene indvendigt. For ham er det et tegn på, at vores evne til at forbinde os med andre mennesker er svækket. At vores sociale muskler er blevet slappere. Den kur, som de to praktiserende terapeuter ordinerer i deres bog, er et socialt fitnessprogram.

I årets første måneder valfarter mange af os til fitnesscentret for at pleje den krop, vi forsømte lidt i løbet af julen. Men måske er det en anden form for fitnessrutine, som både vores krop og sind har mest brug for i år. På linje med ubrugte muskler vil forsømte forhold med tiden blive slappe, og i The Good Life opfordrer Schulz og Waldinger os til at tænke på vores forhold på samme måde, som vi tænker på vores kroppe eller en plante: som noget, der kræver pleje og omsorg.

“Jeg tror, at vores sociale form er på et niveau, hvor vi skal være opmærksomme på det,” siger Marc Schulz. “Relationer har brug for opmærksomhed og pleje, og fordi den moderne verden så nemt distraherer os fra vores relationer, tror jeg, at vores relationshelbred er alvorligt truet. Det er dér, den sociale fitness kommer ind i billedet.”

Ligesom man ikke kan lægge et fitnessprogram, der passer til alle, er det en individuel sag, hvordan et socialt træningsprogram bør tage sig ud. Vores forudsætninger er forskellige, og det samme er vores behov: Nogle af os er naturligt mere socialt anlagt end andre, nogle trives bedst blandt mange mennesker, og andre blandt få. Marc Schulz mener godt, han kunne skræddersy et socialt træningsprogram til dig, hvis du sad i hans terapeutsofa i tre-fire timer, men siden det ikke rigtig er en mulighed, bliver hans råd lidt mere generelt.

“Mennesker kommer i mange former, og hvor mange mennesker og hvilke typer relationer vi har brug for, er forskelligt,” siger Marc Schulz. “Så hvordan man bør gribe sin sociale fitnessrutine an, afhænger af, hvem man er. Men det, vi gerne vil med bogen og metaforen, er at få folk til at rette opmærksomheden mod, hvilke relationer der betyder noget for dem, og hvordan de kan få endnu mere ud af de relationer.”

Nu bliver det meget selvhjælpsagtigt. Det første skridt, skriver forfatterne i bogen, er at kortlægge sin sociale omgangskreds: Hvad er dine vigtigste relationer, og hvad får du ud af dem? Hvem har din ryg? Hvis ryg har du? Hvilke mennesker giver dig et skud energi, når du er sammen med dem, og hvem dræner dig? Så består øvelsen i at lægge et socialt træningsskema, der hjælper dig med at få mere ud af dine relationer. I nogle tilfælde kan det være et spørgsmål om at have en fast aftale i kalenderen, så I sørger for at få set hinanden, men det kan også være noget med at lave en ny aktivitet sammen, som for eksempel kan bringe frisk luft ind i et iltfattigt parforhold.

Og så handler det i øvrigt ikke kun om at pleje sine eksisterende relationer, men også om at åbne sig over for nye, understreger Marc Schulz. Både nye venskaber og også bare de små skud af forbundethed, man kan få i løbet af en almindelig dag, hvis man for eksempel stiller nye, nysgerrige spørgsmål til den kollega, man aldrig rigtig har talt med, eller husker at kigge op fra telefonen og tale med sidemanden i toget.

“Ikke alle mennesker, du møder og taler med, behøver at blive dine bedste venner,” siger Marc Schulz. “Men de her små øjeblikke af connection med andre mennesker, hvor man føler sig set og hørt, er meget vigtige for os.”

Og hvis de 20 år, hvor han har været en del af verdens længst løbende lykkestudie, har lært ham én ting, er det, at den slags oplevelser kan findes overalt.

“En af de ting, jeg har lært af at tale med dem, som er med i studiet, og at læse så detaljeret om hele deres livshistorie, er, at det er meget nemt at sætte pris på et andet menneskes oplevelser, hvis du bare giver dig tid nok til at forstå dem,” siger han. “Vi har en masse fordomme om andre mennesker og ofte af meget overfladiske grunde. Så det synes jeg er en vigtig lektie om, hvad man kan få ud af at være tålmodig og oprigtigt forsøge at forstå andre mennesker.”