Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Det er tid til at spørge: Hvad sker der, hvis Ukraine vinder krigen?

Det føles som en evighed, men det er kun tre måneder siden, at Rusland angreb Ukraine. Alting har forandret sig drastisk siden da.

Foto: Nacho Doce / Reuters / Ritzau Scanpix

Den 24. februar 2022 stod jeg ekstra tidligt op om morgenen, for jeg havde en aftale om at interviewe en ung ukrainsk mand, hvis navn jeg har lovet ikke at nævne her. Klokken var lidt i seks, da jeg åbnede computeren for at ringe til ham. Men idet jeg slog skærmen op, tikkede der en mail ind.

Kære Jakob. Jeg er meget ked af det, måske er vi nødt til at flytte vores interview til en anden dag. Kyiv er under angreb. Du skal ikke være bekymret, min familie og jeg er i sikkerhed,” stod der i mailen. Den her unge fyr fra Kyiv havde ikke tid til at snakke, for der var udbrudt en krig i hans land, og han ville ud og hjælpe med at forsvare det. Det føles, som om der er gået en evighed siden den morgen, men det er kun tre måneder siden. På de tre måneder har verden ændret sig markant. Den morgen var den gængse vurdering, at det nu var et spørgsmål om kort tid, før Rusland havde besejret Ukraine. Men … sådan gik det bare overhovedet ikke. Rusland viste sig i krigens første fase at være ekstraordinært dårlige” til at føre krig, som Kristian Søby Kristensen, der er seniorforsker og vicecenterleder ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, siger det. Og nu er det hele om ikke vendt på hovedet, så i hvert fald meget mere kompliceret.

Vi står i en situation, hvor det, der var utænkeligt den morgen i februar, er et realistisk scenarie: Ukraine kan vinde denne her krig. Dét ville bringe hele Europa, ja, hele verden i en helt ny situation. En situation, som vi endnu ikke kender de fulde konsekvenser af.

For at forstå den situation og hvordan krigen har bevæget sig i den retning, er vi nødt til at se på de vendepunkter, som har været med til at forme krigen hidtil. De har nemlig skabt grundlaget for de beslutninger, som både Ukraine, Rusland og landene i Vesten – altså også Danmark – står over for.

FØNIKS Verdens største fly, Antonov An-225 Mrija, blev ødelagt, da Rusland angreb Ukraine. Men Ukraine genvandt kontrollen med lufthavnen og resterne af flyet, og på den måde blev det et symbol på Ukraines modstandskraft. Foto: Gleb Garanich / Reuters / Ritzau Scanpix

Rusland var vildt dårlige i krigens første fase. Men vi lærte samtidig, at de var villige til at ofre rigtig meget

Nogle timer før jeg satte mig til computeren i København den 24. februar, fløj de første russiske kamphelikoptere lavt ind over et område nordvest for Kyiv. Deres mål var lufthavnen Hostomel, ti kilometer uden for den ukrainske hovedstad. Den er berømt, fordi den er hjemsted for verdens største fly, som hedder Antonov AN-225. Kæmpeflyet stod på det tidspunkt trygt i sin hangar. Om bord i helikopterne var russiske tropper fra flyvevåbnet, som havde til ordre at tage kontrollen over lufthavnen for derfra at kunne indtage Kyiv. Ifølge det russiske forsvarsministerium sendte de omkring 200 helikoptere mod lufthavnen, og på videoer fra ministeriet kan man også se fly med russiske tropper, der lander og begynder kampen mod de ukrainske soldater og hjemmeværnsfolk.

Det skulle have været symbolet på Ruslands overmagt, men selv om Rusland fik kontrollen med lufthavnen efter langvarige kampe, blev lufthavnen så ødelagt, at Rusland ikke kunne bruge den til noget. Og en måned efter, den 29. marts, opgav Rusland helt både lufthavnen og at indtage Kyiv og trak sig tilbage. Som et nyt symbol på, hvor meget Rusland havde taget fejl i deres analyse af situationen: De troede, at de kunne rulle ind i Ukraine og tage magten, uden at tage alle deres våben i brug.

Det første øjeblik, hvor det slog mig, var den første dag, hvor det viste sig, at russerne ikke havde nogen indledende luftkampagne,” siger Anders Puck Nielsen, der er militærforsker ved Forsvarsakademiet. Han undrede sig gevaldigt over, at Rusland troede, de kunne vinde en krig uden at sætte deres flyvevåben massivt ind fra første færd. Og der er ifølge Anders Puck Nielsen kun én virkelig god forklaring på det.

Man har fra russisk side haft et helt forkert efterretningsbillede,” siger han. Den russiske ledelse har været overbevist om, at ukrainerne ville enten opgive kampen eller endda slutte sig til russerne. De ville af-nazificere” hele Ukraine. De tog med deres virkelig risikable strategi fejl i en grad, der også overraskede Kristian Søby Kristensen, seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet. Én ting er at gøre noget, som ligger så meget uden for normalen, noget andet er at være så ekstraordinært dårlige til at gøre det. Efter den første uge var det hele ved at kollapse i hænderne på dem,” siger han.

Men der er én virkelig vigtig ting, som vi også bør lære af Ruslands tilsyneladende elendige præstation, mener Kristian Søby Kristensen.

Det er det russiske regimes risikovillighed. Det er den store overraskelse,” siger han. Det går meget godt i tråd med den lektie, som Jørgen Staun, der er lektor i international politik ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, har taget med sig. Vi har, siger han, mest af alt lært, at Rusland er parate til at bruge vold i en større skala. Vi har så også lært, at de ikke er så dygtige, som vi troede. Men samtidig vil jeg stærkt advare mod at tro, at de så ingenting kan,” siger han. Det sidste vender vi tilbage til.

Voldsparate eller ej – her tre måneder efter russernes invasionsforsøg er ukrainerne ved at rydde op i Hostomel-lufthavnen. Verdens største fly står ikke til at redde, men billederne af de ukrainske soldater foran vraget fortæller os, at Rusland forsøgte at gabe over for meget, da de ville æde Ukraine i én bid.

KAOS De mest voldsomme kampe i Ukraine foregår nu omkring byen Severodonetsk i Donbas-regionen. Mange byer er så godt som forladte. Foto: Yasuyoshi Chiba / AFP / Ritzau Scanpix

Krigen er måske nok gået i stå, men sådan kan det ikke blive ved

Lørdag den 21. maj kunne man høre et kæmpe brag i de ukrainske nabobyer Severodonetsk og Lysytjansk. Broen, der forbandt de to byer, blev ødelagt af russiske tropper. Samtidig faldt granaterne tæt. Området omkring byerne er blevet det nye centrum for Ruslands jagt på succes på slagsmarken. Rusland indså i begyndelsen af april, at deres første forsøg på at overtage hele Ukraine ikke ville lykkes, og koncentrerede i stedet deres tropper om Donbas-regionen i det østlige Ukraine. Det var her, russisk-sindede separatister med støtte fra Rusland rev sig løs fra Ukraine tilbage i 2014. Her ligger markerne øde hen, mens frontlinjen rykker sig frem og tilbage, uden at nogen rigtig kommer nogen vegne. De små minebyer, der ligger her, er mere eller mindre forladte og bliver den ene dag overtaget af russiske tropper for så den næste dag at blive overtaget af ukrainske.

Derfor kan man få det indtryk, siger Anders Puck Nielsen, at krigen er frosset eller gået i stå. Men det er den altså ikke,” siger han. Tværtimod. Det er ekstremt intensivt. Det er virkelig, virkelig store mængder af ammunition, der bliver skudt fra begge sider hver eneste dag, med enorme ødelæggelser til følge.”

Hver dag præsenterer både den ukrainske og den russiske propagandamaskine billeder af kampvogne og andet militært udstyr, der er sprængt i stumper og stykker. Vi ved ikke præcis hvor mange, men soldater mister livet hver dag. Og det kan ifølge Anders Puck Nielsen ikke blive ved.

Det er en nedslidningskrig, som ikke er holdbar over tid,” siger han. Niveauet af ødelæggelser er simpelthen for højt til, at hverken Ukraine eller Rusland kan blive ved med at erstatte tabene med nye soldater og nye våben. Kapaciteterne bliver slidt ned, og det er også det, der er prioriteten fra begge sider,” siger Anders Puck Nielsen.

Man kan altså sige, at begge parter nu følger den samme strategi: at udmatte modparten. Spørgsmålet er ikke længere, hvem der kan overraske, men hvem der kan klare presset. Og umiddelbart, siger Kristian Søby Kristensen, har Ukraine de bedste muligheder.

Helt koldt og kynisk så går det bedre for Ukraine. Og der er også nogle tendenser, der peger på, at det vil fortsætte med at gå bedre for Ukraine,” siger han. Årsagen til det er især, at Ukraine ikke har problemer med at skaffe soldater. Ifølge den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj kæmper omkring 700.000 ukrainere nu, altså markant flere end de op mod 190.000 soldater, som Rusland gik ind i Ukraine med i første omgang. Der er dog ikke rigtig nogen, der ved, præcis hvor mange russiske soldater der befinder sig i Ukraine i dag. Men modsat Ukraine har Rusland ikke valgt at mobilisere alle våbenføre mænd.

Samtidig har Ukraine gode muligheder for at udskifte det militære udstyr, som russerne ødelægger, fordi den militære hjælp fra Vesten stadig strømmer ind. Den 23. maj blev 20 lande, her i blandt Danmark, endnu engang enige om at sende ammunition og våbensystemer til ukrainerne. Intet er afgjort, men alt andet end lige: Så længe situationen er som nu, så er det til Ukraines fordel. Tiden arbejder imod Rusland,” siger Kristian Søby Kristensen.

Det er bare også vigtigt at huske, siger Jørgen Staun fra Forsvarsakademiet, at den russiske hær nok kan noget mere, end de hidtil har vist. De store problemer, som russerne havde i begyndelsen, handler ifølge ham ret meget om, at den russiske hær på ingen måde var indstillet på at skulle i krig. Vi har jo set russiske lastbiler køre rundt på 30 år gamle dæk, som så punkterer. Det hele har bare slet ikke været gearet på at skulle i krig,” siger han.

Der er historien lidt end anden nu. Nu ved alle i Rusland, at der er krig, og hvad man skal forberede sig på. Spørgsmålet er, om de er i stand til at genrejse moralen blandt soldaterne efter de kæmpe fejltagelser, som krigen begyndte med.

KARMA Et brændstoflager ved den russiske by Belgorod brænder. Rusland siger, at det var Ukraine, der angreb det, men Ukraine har hverken be- eller afkræftet. Foto: Russian Emergencies Ministry / Reuters / Ritzau Scanpix

Et svækket Rusland er ikke nødvendigvis et mindre farligt Rusland

Den 13. maj slog granater ned i den lille by Solokhi. Ifølge guvernøren i regionen, hvor byen ligger, blev én person dræbt og syv såret. Det kunne lyde som en af de mange nyheder fra Ukraine, som vi nærmest er holdt op med at lægge mærke til, men denne nyhed var særlig af én bestemt årsag. Solokhi ligger i Rusland, og hvis oplysningerne, der stammer fra den russiske guvernør, er sande, er det første gang, at en civil i Rusland mister livet i krigen med Ukraine.

Episoden er tilsyneladende ikke enestående. I området omkring byen Belgorod har indbyggerne nu i længere tid oplevet begivenheder, der kan tolkes som et tegn på, at krigen nu rammer dem. Her i området hørte de tidligere bragene, når russiske raketter slog ned inde i Ukraine, men nu hører de også raketter, der slår ned i Rusland, fortæller folk. Det er en anden lyd,” som en lokal butiksejer ved navn Vladimir har fortalt til den britiske avis The Guardian. I området omkring byen er der også blevet rapporteret mystiske brande og noget, det kunne ligne en sabotageaktion mod en vigtig jernbanebro. Ukraine har ikke taget ansvaret for angrebet, men en af den ukrainske præsidents rådgivere, Mykhailo Podolyak, har kaldt det for karma”.

De mere eller mindre mystiske begivenheder i Belgorod hører stadig til sjældenhederne. Der er ingenting, der tyder på en større ukrainsk offensiv over den russiske grænse. Men det viser, at Rusland ikke er usårligt.

Samtidig ser Rusland flere steder pressede ud på slagmarken. Og det kan, paradoksalt nok, også være ganske farligt, siger Jørgen Staun.

Selv om vi kan se et svækket Rusland, så betyder det ikke, at Rusland er mindre farlige i forhold til en konflikt med Nato.”

Det her taler lige ned i den helt store frygt, som er årsagen til, at Vesten med USA i spidsen ikke har sendt soldater til Ukraine, men kun” våben: at Rusland er en atommagt, der endda har truet med at bruge deres atomvåben, hvis nogen blander sig”, som Vladimir Putin sagde i den tale, hvor han varslede krigens komme. Jo svagere de er, jo lavere bliver barrieren for at anvende taktiske atomvåben,” siger Jørgen Staun. Han fortæller, at Rusland hvert år har militærøvelser, hvor brugen af atomvåben indgår. Det er ikke bare en abstrakt idé på papiret.

Det rejser et spørgsmål i Vesten, som dybest set kunne formuleres sådan her: Hvor meget tør vi lade Rusland tabe?

SNAK Den franske præsident Emmanuel Macron er blandt de vestlige statsledere, der stadig taler med Vladimir Putin en gang imellem. Andre ledere kritiserer ham for at blive ved med det. Foto: Sputnik / Reuters / Ritzau Scanpix

Vesten er ikke længere helt så enige om, hvad der skal ske

I Frankrig har præsident Emmanuel Macron holdt fast i at tale i telefon med Putin en gang imellem som en af de få statsledere, der stadig gør det. Han gjorde sig i begyndelsen af maj fælt upopulær i Ukraine ved at advare mod at ydmyge” Rusland. For i Ukraine ser de på krigsforbrydelserne, som Rusland ser ud til at have begået i blandt andet Kyiv-forstaden Butja, og ønsker netop at ydmyge Rusland. I Tyskland har kansler Olaf Scholz forsøgt sig med blødere formuleringer om, at Rusland ikke må vinde”. Men betyder det så, at Rusland skal tabe? Det håber de i Polen og De Baltiske Lande. Estlands premierminister Kaja Kallas sagde for nylig i et interview med The New York Times, at Fred kan ikke være det ultimative mål”. Hun peger på, hvordan Rusland har bortført politiske modstandere og begået overgreb mod befolkningen i de områder i Ukraine, som de har besat. Det er ikke en mulighed, siger hun, at ofre uskyldige menneskers frihed for at få fred.

I USA har Joe Biden siden begyndelsen af maj sagt, at Ukraine faktisk kan vinde krigen, og Senatet har netop godkendt at bruge omkring 280 milliarder kroner på militær og humanitær støtte til Ukraine.

I virkeligheden, siger Kristian Søby Kristensen, handler den gryende uenighed i Vesten om, hvordan politikerne hver især forestiller sig, at Vladimir Putin vil reagere, hvis han bliver presset.

Det er lidt et spørgsmål om tro. Om man tror, at et fortsat pres vil føre til en form for fred eller en form for eskalation,” siger han.

Så hvis vi skal sige ordet: Det handler altså alt sammen om, hvorvidt vi tror, Putin vil trykke på atomknappen?”

Ja. I sidste ende kan du koge det ned til det,” siger han.

Og det er i sagens natur et spørgsmål om, ja, tro. Vi aner ikke, hvad der kunne være dråben, der får bægeret til at flyde over hos Putin. Der er alle mulige gode grunde til ikke at indlede en atomkrig for Rusland: at landet selv med stor sandsynlighed vil blive udslettet, og at størstedelen af menneskeheden nok vil ryge med. Men som den russiske tv-vært Dmitrij Kiseljov sagde i sit ugentlige tv-program kort tid efter krigens begyndelse: Hvad skal vi med verden, hvis Rusland ikke er med i den?”

Hvad nu, hvis det hele kollapser?

Den 29. marts satte en gruppe mænd sig ned overfor hinanden i et palads i Istanbul i Tyrkiet. Mændene på den ene side af bordet var iført jakkesæt, mens dem på den anden side var mere afslappet klædt. Måske er det bare fordi, det ikke blev filmet, men det var ingen steder til at finde billeder, hvor de to sider af bordet gav hinanden hånd. Det møde var sidste gang, hvor den russiske og den ukrainske forhandlingsdelegation mødtes ansigt til ansigt for at forhandle fred. Og da de rejste sig, var de langt fra blevet enige.

Siden da har fredsforhandlingerne ligger stille, og det er et udtryk for, at både Rusland og Ukraine regner med, at de kan nå en bedre position på slagmarken end ved forhandlingsbordet. Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, fortalte for nylig til den tyske avis Die Welt, at Ukraines position i forhandlingerne er blevet mere hård”, fordi Ukraine føler sig mere overbevist om sin egen evne til at kunne blive ved med at kæmpe.

Så hvad sker der, hvis Ukraine vinder? Kristian Søby Kristensen tør ikkee spå om, hvordan det ender. Men der er nogle muligheder. Det er både muligt, at det ender med en ny, frossen front, hvor parterne står over for hinanden i en uforløst fred, ligesom det var tilfældet før Ruslands invasion. Det kan også ende med en egentlig fredsaftale. Men han vil heller ikke afvise det udfald, der lige nu virker mest radikalt: Et militært kollaps” for Rusland, som så fører til et politisk kollaps i Rusland. Med andre ord: at Ukraine først har vundet, når Putin er væk. Det behøver ikke at være et totalt sammenbrud. Det kan sagtens være, at det kun er Putin, der skal skiftes ud,” siger Kristian Søby Kristensen.

Flere og flere stemmer taler for, at det simpelthen er den eneste varige løsning. Endnu et ansigtsreddende kompromis vil ikke ændre mønsteret af russisk aggression eller skabe en vedvarende fred,” skriver forfatteren Anne Applebaum i magasinet The Atlantic. I USA talte forsvarsminister Lloyd Austin allerede i slutningen af april om, at Rusland skulle svækkes”, så de ikke kan gentage en krig som den, de fører mod Ukraine.

Men i Europa er Emmanuel Macron i Frankrig og Olaf Scholz i Tyskland tilsyneladende mere nervøse for at lade krigen fortsætte, også selvom Ukraine kan gå frem. Når de taler om fred så hurtigt som muligt”, er det fordi, at tiden lige nu er dyr, også for de europæiske lande. Ikke alene koster krigen menneskeliv i Ukraine, den kaster også skygger over hele verdens økonomi: Stigende priser plager Vesten, og en fødevarekrise af historiske dimensioner kan være på vej, fordi korn fra Ukraine ikke kan komme ud af landet.

Krigen i Ukraine er skridt for skridt ved at gå ned ad den vej, som alle konflikter gør: Det begynder med et stort brag og med simple fortællinger. Og så bliver det langsomt mere og mere komplekst i takt med, at ringene breder sig i vandet. Over de seneste tre måneder har vi fået en bunke nye puslespilsbrikker. Et Rusland, der meget vel kan stå ydmyget tilbage, to nye lande, der vil være med i Nato, samt en global fødevarekrise, for nu at nævne et par stykker. Og det bliver altafgørende, hvordan vi lægger de brikker sammen.

Kort tid før denne artikels deadline skrev jeg igen til den unge ukrainske mand, som jeg skulle have interviewet den 24. februar. Han har fortalt, at han har meldt sig frivilligt, men ikke så meget mere end det, så jeg ved ikke, hvor han er henne. Men han var overbevist om, at vi inden længe kan mødes i hans hjemby. Jeg kommer til at være i Kyiv snart!” skrev han.