Vi har afskaffet husmødre. Så hvorfor er det stadig kvinderne, der laver mest arbejde i hjemmet?

LIGESTILLING“Kvinderne må på en måde også tage sig sammen, synes jeg, fordi der er en tendens til, at kvinder gerne vil bestemme, hvordan husarbejdet skal gøres. De er jo kun tilfredse, hvis det bliver gjort på deres måde. Og ved du hvad? Så har man jo tabt,” siger journalistikonet Hanne Dam, der har brugt det meste af sit liv på at dække det kvindepolitiske stof. Foto: Mary Evans / Picture Library / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Vi stoppede med at opgøre antallet af husmødre engang i 1980’erne, fordi der var så få af dem tilbage. Men selv om husmoderen er forsvundet, eksisterer husholdningsarbejdet stadig. Og – surprise – det er stadig kvinderne, der bruger mest tid på at hente børn, lave mad og vaske tøj. Udviklingen har ikke rykket sig de seneste ti år, og forskere mener, ligestillingen på området er gået i stå. Nikola Gøttsche undersøger, hvor det gik galt, og hvad der kan gøres.

Hanne Dam synes, at det er noget underligt noget. Den 71-årige journalist, der har viet hovedparten af sit arbejdsliv til at skrive om det, hun selv kalder for kvindepolitik”, undrer sig over, at ingen taler om det. Ingen taler om husarbejde. Det er ellers verdens bedste emne”, som hun siger, da vi mødes til en kop kaffe. Hun har medbragt et overmættet plastikchartek med pjecer, avisudklip og artikler; levn fra den indsats, der i 1980 førte til, at hun modtog Cavlingprisen for sin opdyrkning af det kvindepolitiske stof.

Hun hiver en artikel ud af den uorganiserede stak: Den husmoderløse familie, lyder rubrikken, der står med store, falmede bogstaver på sidehovedet. Det er et interview med sociologen Birgitte Simonsen, som Hanne Dam skrev for Samvirke i 1995, og som handler om, hvad der sker med husarbejdet, når husmoderen som figur er forsvundet; hvordan vi jo stadig har brug for mange af de funktioner, som husmoderen tidligere påtog sig. Vi mangler en husmor – ikke som konkret figur nødvendigvis, men som abstraktion, som struktur. Fordi uden en husmor bliver husarbejdet usynligt. Hanne Dam klapper anerkendende på det gullige udklip.

Den er jo totalt frisk,” siger hun. Det her er en samfundsopgave, som er så latterligt overset: Hvordan vi fordeler arbejdet i hjemmet for at få vores familier op at køre.”

På et tidspunkt i 1980’erne stoppede Danmarks Statistik med at opgøre antallet af husmødre, fordi der var så få af dem tilbage. Allerede da Hanne Dam skrev sin artikel for snart 25 år siden, var husmoderen en stort set uddød art. Men selv om husmoderen er borte, eksisterer husarbejdet som bekendt stadig – der skal stadig købes ind, laves mad, ryddes af, vaskes op, vaskes tøj, klippes hæk, og børnene skal stadig bringes, hentes, puttes og vækkes.

Og hvem tager sig så af det? Ja, Rockwool Fondens tidsanvendelsesundersøgelse fra sidste år talte sit eget tydelige sprog: I gennemsnit bruger kvinder én hel time mere om dagen på husarbejde end mænd – cirka tre en halv time mod cirka to en halv. Det er en ulighed, som godt nok historisk set er skrumpet. Men de seneste ti år har gabet været stort set uændret, udviklingen mod mindre forskelle i kvinder og mænds husholdningsarbejde er mere eller mindre gået i stå”, som forfatterne til Rockwool Fondens undersøgelse noterer sig, og kvindernes fortsatte hovedansvar på hjemmefronten kan ifølge forskerne betragtes som en hæmsko for at gøre karriere på arbejdsmarkedet”. Med andre ord holder det ikke at forestille sig, at husarbejdet automatisk finder en ligestillet kønsfordeling i et samfund uden husmødre. For tallene lyver ikke: Husarbejdet hænger stadig primært på den kvindelige del af den danske befolkning, og det er en skævhed, der har anseelige konsekvenser for kvindernes muligheder på arbejdsmarkedet – og dermed for samfundet som helhed.

Hanne Dam kigger op fra stakken af papirer, der vidner om en menneskealders arbejde med lige præcis de her problemstillinger. Er det ikke mærkeligt,” siger hun, at det hedder sig, at vi har ligestilling i det her samfund, men samtidig er det sådan, at mine historier nu bliver dine historier, mine kilder bliver dine kilder, fordi der ikke er sket en skid?” Hun tager en dyb vejrtrækning. Er det ikke mærkeligt?”

Frem til midten af 1960’erne var næsten halvdelen af de danske kvinder mellem 15 og 74 år hjemmegående husmødre. I dag er der som sagt næsten ingen tilbage, og det er på en måde ret utroligt. Sammenlignet med mange andre europæiske lande – middelhavslandene i særdeleshed, hvor husmødrene stadig er en naturlig del af mange småbørnsfamilier – er forvandlingen af familiestrukturen i Danmark nemlig foregået i et rasende tempo. Kort sagt kan man sige, at vi i Danmark i efterkrigstiden har udbygget en velfærdsstat, der tager sig af både de ældre og børnene, hvilket har nedsat mængden af arbejde i hjemmet. Det har frigjort kvindernes arbejdskraft til erhvervsarbejde, og samtidig har vi nedsat de overenskomstmæssige arbejdstider, så mændene har kunnet hjælpe mere til derhjemme. Samlet set har det øget vores velstandsniveau, fordi den kvindelige del af befolkningen, der tidligere var bundet til hjemmet, nu for de allerflestes vedkommende er erhvervsaktive, tjener penge, betaler skat og i det hele taget medvirker til at holde både velfærdsstaten og den markedsøkonomiske kværn i gang.

Det hele hænger så godt sammen, at tanken om andre former for værdiansættelse – for eksempel at medregne husarbejde i bruttonationalproduktet; en idé, der historisk er blevet fremført af især husmoderforeningerne – er noget, der i en dansk kontekst hører fortiden til”. Sådan siger i hvert fald økonomiprofessor Nina Smith fra Aarhus Universitet, simpelthen fordi den danske husmor ikke rigtig findes længere. Men altså husarbejdet gør. Og ud over at kvinderne kører på en time mere om dagen end mændene i det her regi, så er der også andre klare ligestillingsmæssige problematikker omkring det paradoks, at noget stadig skal gøres af nogen, selv om ingen rigtig har tid til det. Det handler, siger Nina Smith, om, at husarbejde ikke bare er husarbejde”.

Mændene laver havearbejdet, de vasker bilen, og så laver de måske middag til gæsterne om lørdagen,” siger hun. Kvinderne laver i meget højere grad det, der skal gøres på bestemte tidspunkter – at hente børnene om eftermiddagen fra daginstitutionen, for eksempel.”

Rockwool Fondens tidsanvendelsesundersøgelse fra sidste år understøtter Nina Smiths betragtning. Her ser man, at det oftest er kvinderne, der køber ind, laver mad, rydder op, vasker og gør rent – tre ud af fire kvinder udfører således såkaldt husligt arbejde på en gennemsnitlig hverdag, mens det kun gælder omkring halvdelen af mændene. Omvendt er det mændene, der oftest tager sig af gør det selv-arbejdet, her defineret som havearbejde og andet praktisk slid. Det hele peger i retning af, at det ikke længere er så veldefineret eller entydigt, hvad husarbejde egentlig er. For 50 år siden var det at slagte en gris og lave mad i dagevis en nødvendighed for dem, der ikke havde køleskab eller fryser eller mulighed for at gå i supermarkedet. I dag er langsom madlavning helt fra bunden en markør på velstand, overskud, luksus.

Reelt glider det over i en hel masse ting, som jeg vil være så hårdhjertet at kalde fritidsaktiviteter i virkeligheden,” siger Nina Smith. Når man står og bruger lang tid på at smage saucen til lørdag aften, inden gæsterne kommer, så ville jeg kalde det fritid – men det står altså som husarbejde.”

Under ét konkluderer forskerne bag tidsanvendelsesundersøgelsen, at kvinderne hovedsageligt påtager sig de rutineprægede og tidsbundne opgaver, mens mændene står for det tidsfleksible arbejde. Noget, der også kan aflæses i, at erhvervsarbejdstiden har stor betydning for kvindernes husholdningsarbejde, mens der ikke findes en tilsvarende sammenhæng for mændene – med andre ord: Mændene står sjældnere for husarbejde på tidspunkter, hvor det kan komme i konflikt med deres job. Kvinderne, derimod …

Kvinderne hænger typisk i en klokkestreng sidst på dagen, går måske glip af vigtige møder og i nogle tilfælde ser sig nødsaget til at have kortere arbejdstid end mændene, der kan blive hængende,” siger Nina Smith. Og forskningsmæssigt ved vi, at det her simpelthen har karrieremæssige konsekvenser.”

Igen er det tallene, der taler: Tidsanvendelsesundersøgelsen viser, at der er en substitution mellem arbejde på arbejdsmarkedet og i hjemmet – altså jo mere man arbejder det ene sted, desto mindre arbejder man det andet. Uligheden på hjemmefronten går altså stadig i dagens Danmark ud over kvindernes muligheder på arbejdsmarkedet.

Bonusinfo. Flere undersøgelser har vist, at skænderier i hjemmet oftest handler om de praktiske gøremål, og en analyse fra september i år udarbejdet af Rockwool Fonden viste, at par, der ikke deler det huslige arbejde lige, har “langt større risiko for at gå fra hinanden”.

Så i bund og grund har Hanne Dam ret, når hun siger, at der ikke er sket en skid”. Det er selvfølgelig lidt fortegnet, for uligheden er mindsket – men problemet er stadig det samme. Så hvorfor er det sådan?

Jeg mener ikke, at det er bevist, at mænd skulle være dårligere til at gøre husarbejde end kvinder,” siger Nina Smith med et glimt i øjet. Til gengæld kan mænd hverken blive gravide, føde et barn eller amme. Det er alene kvindens biologiske privilegium. Og det har ifølge Nina Smith en afgørende betydning for, at vi stadig ser en ulighed i fordelingen af husarbejdet. For den arbejdsdeling, der opstår omkring barslen – mor tager den første tid hjemme og står som udgangspunkt for at give mad – fører til en slags stiafhængighed, en ensrettet vej, hvor arbejdsdelingen bliver anlagt på en sådan måde, at kvinden bliver hovedansvarlig for arbejdet i hjemmet.

Man kan se det i alle analyserne,” siger Nina Smith. Kurverne knækker for kvinderne karrieremæssigt, når de får det første barn. Og de når aldrig derefter at indhente mændene igen, selv om det jo slet ikke behøvede at være sådan. Det er dog trods alt kun nogle måneder, at der er den der amme-fordel, men så snart man har dannet de der mønstre i familien, så bliver det bare selvforstærkende.”

Nina Smith kalder det en giftig cocktail rent ligestillingsmæssigt”, at vi her i landet har kombineret en stor, veludbygget velfærdsstat med det, hun kalder en meget liberal tænkning omkring familien”, og peger især på den danske barselsorlov som den store skyldner. I Danmark har forældre samlet lov til at holde 52 ugers barsel med dagpenge, men mændene tager under 10 procent af den samlede barsel, og de danske fædre er stadig dem, der er mindst på barsel i Norden.

Hvis det er frivilligt, hvem der tager det, så bliver det i høj grad kvinderne, der gør det,” siger Nina Smith. Og så er det også dem, der i sidste ende kommer til at hænge på husarbejde.”

I mange af landene omkring os er barselsperioden kortere – hvilket betyder, at skaden ikke er nær så stor”, som Nina Smith formulerer det – og i de lande, der, som Danmark, har lange barselsordninger, fungerer det typisk sådan, at barslen er fordelt mere ligeligt far og mor imellem. Det gælder skoleeksemplerne Sverige, Norge og Island, men også eksempelvis Portugal og Tyskland. Her i landet har den såkaldte øremærkede barsel til mænd dog hidtil ikke været politisk farbar, selv om det gentagne gange har været oppe at vende politisk – endda helt tilbage fra 1978, hvor et fællesudvalg mellem Børnekommissionen og Ligestillingsrådet anbefalede barsel til mænd i en betænkning til Folketinget.

Det er ikke så underligt, at EU nu reelt også kommer med den regulering,” siger Nina Smith med henvisning til det EU-direktiv, der blev vedtaget i foråret, og som øremærker to måneders barsel til mænd. Det er en helt anderledes måde, man taler om det i andre lande, end vi gør i Danmark. Mange europæiske lande er virkelig gået langt foran Danmark med hensyn til det her.”

For Nina Smith peger det ind i en større fortælling om den ligestillingspolitiske udvikling i Danmark. Eller manglen på samme:

Hvis du går tilbage til 1970’erne, så var Danmark rent ligestillingsmæssigt klart i front,” siger hun. Men så gik det fuldstændig død i Danmark, hvorimod mange andre lande fortsatte en eller anden ligestillingsudvikling, men i Danmark har vi stået stille reelt siden slutningen af 1970’erne på mange af de her diskussioner.”

I 1980 skrev historikeren Ebbe Kløvedal Reich, venstrefløjs-grundtvigianer og en af de mest indflydelsesrige stemmer i datidens politiske landskab, bogen Mediesvampen. Den var et ud af en række bind i en fortløbende samtidskrønike, som Reich arbejdede på fra 1969 (Svampens tid, hed det første bind) og mange år frem. I Mediesvampen, der udkom i kølvandet på 1970’ernes enorme omvæltninger, var værdisætningen af husarbejdet et af de emner, han kastede sit kritiske blik på. Den ringeagtelse, husarbejde led under, var et af de største og mest oversete symptomer på vores kulturs sygdom”, som han poetisk diagnosticerede den.

Spørgsmål om, hvem der klarer indkøbene, hvem der sidst tog den store opvask, hvis tur det er til at stå tidligt op, hvem der vasker undertøj og så videre, beslaglægger hvert øjeblik døgnet rundt en stor del af mange, mange menneskers retfærdighedssans og energi,” skrev Reich. Det er ikke så enkelt at ophæve et slaveri, hvis arbejdet stadig skal gøres. Det koster noget.”

Jeg gengiver citatet for Hanne Dam. For er det ikke rigtigt? At nogen skal gøre det arbejde, husmoderen engang gjorde, og at nogen kommer til at være utilfreds med at stå med tjansen uanset hvad?

Men det er jo derfor, vi er nødt til at gøre det sjovt,” svarer hun. Hanne Dam finder en pjece – Huslig lykke hedder den – frem fra sin tid i Forbrugerinformationen (forløberen til Forbrugerstyrelsen), fyldt med råd til, hvordan man også får børn til at deltage i husarbejdet. Et andet levn fra hendes lange arbejdsliv, der stadig er yderst relevant. Undersøgelser fra både 2009 og 2013 foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har nemlig vist, at der selv blandt børn er en kønsforskel i, hvor meget de bidrager til husarbejdet – pigerne deltager mere end drengene.

Det handler om at få drengene med. Det er vigtigt at konstatere, at husarbejde ikke er kvindearbejde, men at det er en opgave, der skal løses af hele familien,” siger Hanne Dam. Og der er vi bare ikke endnu – jeg efterlyser noget aktivisme til fordel for familieliv eller for kærlighedsliv.”

Hanne Dam fortæller engageret om, hvordan man selv kan vende sin tankegang, hvor husarbejdet ikke er noget, der bare skal overstås, og børnene ikke er nogle, der bare står i vejen og skal installeres foran en fladskærm eller en tablet. Selv en otteårig kan røre i en gryde,” som hun siger, og alle kan jo lave wokmad – det kan ikke gå galt.” Hun fortæller om den kreativitet, der findes i ikke kun at lave mad, men også at indrette et hus og passe en have; hvordan børnene kan glide hen over plankerne med karkluden og være rockstjerner, mens de vasker stuegulvet.

Det er en besnærende fortælling. Men det virker samtidig som et noget forskønnet og idealistisk perspektiv for en børnefamilie med et stresset hverdagsliv, der ofte er præget af hektik og udkørsel. Og desuden: Det, vi taler om, er en grundlæggende og vedholdende ulighed i forhold til både mængden og fordelingen af husarbejdet kønnene imellem. Det er svært at se, hvordan det skal løse noget bare at snakke om tingene og gøre det hele lidt sjovere. Hvis man ønsker at ændre uligheden, virker gennemgribende politiske initiativer som den øremærkede barsel som en nødvendighed. Omvendt skal alt begynde et sted. Og det sker tit i samtalen.

For hvorfor er det egentlig sådan, at vi tager det som et selvindlysende plus, at kvinderne deltager på lige fod med mændene på arbejdsmarkedet og i det politiske system, men at vi ikke tilsvarende anser det som oplagt, at mændenes deltagelse i hjemmet er noget, vi bør drøfte i fællesskab? Mens vi tygger på den, så kan det måske faktisk rykke noget, i små nøk, hvis vi begynder at vaske gulv som en rockstjerne eller lade drengene dosere hoisinsaucen.

Jeg romantiserer det meget nemt,” siger Hanne Dam. Men det er ikke mit ærinde. Det, jeg er ude i, er, at vi skal gøre det sjovere at være derhjemme.” Altså sjovere – og mere lige – for alle.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: