Radio4 sendte 1.000 sider til Kulturstyrelsen. Loud nåede aldrig at korrekturlæse sin ansøgning. Her er historien om tilblivelsen af Danmarks to nye radiokanaler

  • 31. oktober 2019
  • 31 min.
SKØNDHEDSKONKURRENCERadio4 vandt en FM-kanal, Loud vandt en dabkanal. Og Danmark får nu to nye taleradioer. Men hvilke? Illustration: Rasmus Meisler for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Natten mellem torsdag og fredag afgår Radio24syv ved døden. I stedet opstår hele to nye landsdækkende radiokanaler, hvoraf den ene går i luften i nat – og dermed er dansk public service-radio på kort tid blevet voldsomt forandret. Her fortæller vi historien om, hvordan Radio4 og Radio Loud blev til. Om storby-lede og provinsdrømme. Om et kapløb med tiden og et opgør med Weekendavisen-Danmark. Og om mødet mellem hæderkronede kulturinstitutioner og en entreprenant radiomand fra Svendborg.

Jens Rohde var tidligt oppe. Mandag morgen den 28. oktober, klokken lidt i seks, gik De Radikales medieordfører på Facebook og skrev, at han havde foreslået kulturministeren at forlænge Radio24syvs sendetilladelse, så vi undgik det, han kaldte dead air, men det virkede, som om han havde glemt noget. Noget ret stort.

For når Radio24syv stopper med at sende i nat – natten mellem torsdag den 31. oktober og fredag den 1. november – bliver æteren ikke tavs, som Rohde implicit skrev, at den ville. Det er ikke sådan, at en eller anden i radiokanalens studier på Vester Farimagsgade i København siger godnat og farvel, hvorefter der er død stilhed. For en eller anden fra Radio4 på Banegårdspladsen i Aarhus vil sige noget. Det vides endnu ikke hvad, men noget bliver der – hvis teknikken ikke svigter – sagt.

I de seneste ugers intense debat om radioudbuddet i Danmark er Radio4 blevet en anelse glemt. Mildest talt. For historien om, at Radio24syv måtte lade livet, handler ikke bare om, at den otte år gamle radiokanal tabte til newcomerne fra Radio Loud i kampen om at få public service-midler til at drive en DAB-kanal. Den handler også om den langt større Radio4, der som de eneste bød ind på den FM-kanal, Radio24syv valgte at opgive, da folkene bag ikke ville følge politikernes ønske og flytte 70 procent af kanalens arbejdspladser på 110 kilometers afstand af København.

Så hvad er det for to kanaler, der opstår i kølvandet på Radio24syvs sidste udsendelse?

Når Radio4 begynder at sende i nat, er det kulminationen på en plan, som allerede spirede hos en gruppe chefer fra jyske og fynske regionalmedier, dengang Radio24syv stadig var i fuldt vigør. Og helt modsat: Når Radio Loud begynder at sende til april – efter planen i hvert fald – er det kulminationen på en idé, der for alvor tog fart for få måneder siden på et hotelværelse i Tyskland hos en lidt reserveret svendborgenser med næse for effektiv lokalradio.

De to nye radiokanaler har et par ting til fælles. De har begge en tidligere DR-kvinde som direktør. De har begge rod vest for Valby Bakke og ser til dels begge sig selv som et opgør med et elitært og indforstået hovedstadsblik på landet – Radio4 vil være for dem, der ikke i forvejen har et kæmpe medieforbrug, Loud vil rette sin DAB-kanal mod de unge, der i dag ikke hører til de ivrigste DAB-radio-lyttere. Alligevel er lighederne mellem de to kanaler umiddelbart begrænsede, i hvert fald at dømme på baggrund af tilblivelsesprocessen. Hvis Radio4 er den pæne storesøster med orden i penalhuset, er Loud den impulsive lillesøster med hurtige chat-spørgsmål til mulige værter over Facebook og et noget alternativt organisationsdiagram.

Historien om de to kanalers tilblivelse er historien om en markant rokade i det danske medielandskab, der får stor indflydelse på den radio, alle danskere er med til at betale for. Det er også historien om en medievirkelighed i forandring, og om politikernes … lad os kalde det interessante rolle som medieudviklere. Men først og fremmest er det historien om to idéer, der opstod i hovedet på to mænd, to forskellige steder i landet, og som førte til den række af begivenheder, som fra i dag vil forplante sig i indhold, vi kan høre i radioen. Og den historie, den kommer her.

I juli 2019 sad Martin Larsen på et hotelværelse i Tyskland. Direktøren for Radio Diablo i Svendborg var på sommerferie med familien, og de havde badet i hotellets swimmingpool. Det var aften. Han var træt og tjekkede sin telefon. Der var kommet en mail, som han havde gået og ventet på. I et års tid, på en måde.

Mailen var fra Slots- og Kulturstyrelsen. Og den fortalte, at udbudsmaterialet til en ny DAB-kanal var klar.

Det ser spændende ud,” husker Martin Larsen, at han tænkte. Og noget anderledes, end jeg før havde troet.”

I et års tid havde den fynske radiomand overvejet at ansøge om at lave en ny DAB-radiokanal. I sommeren 2018 aftalte den daværende borgerlige regering, at man skulle skabe en ny kulturkanal på DAB. Det var ved samme medieforlig, at Dansk Folkeparti fik presset igennem, at Radio24syv reelt skulle flytte til Aarhus, hvis de skulle fortsætte. Det afviste Radio24syv-ledelsen, og der opstod udbredt kritik af tabet af radiostationen. Regeringen og DF konstruerede derefter det, der lignede en regulær redningsplanke til Radio24syv: Den DAB-kulturkanal, politikerne var blevet enige om at udbyde i sommeren 2018, blev nu lavet om til en taleradio-DAB-kanal. Som Radio24syv oplagt kunne søge.

Da regeringsmagten skiftede, og en ny socialdemokratisk kulturminister, Joy Mogensen, kom til, blev der sat fut i tingene. Bemærkelsesværdigt hurtigt blev der i juli 2019 lavet et udbudsmateriale, så Radio24syv – og andre – kunne ansøge om sendetilladelsen.

Det var mailen om det udbud, der tikkede ind på Martin Larsens mobil på hotelværelset i Nordtyskland. For første gang kunne han nu læse, sort på hvidt, hvad det ville kræve at søge om de op mod 280 millioner offentlige kroner, som politikerne havde afsat til den nye DAB-kanal.

Jeg går et par gange rundt om mig selv,” husker Martin Larsen. Mærker efter.”

Skulle han gøre forsøget?

TØ-HØRadio- og tv-nævnet gav Louds bud på satireindhold samme point som Radio24syvs. Illustration: Rasmus Meisler for Zetland

For godt tre et halvt år siden beskæftigede stort set ingen – heller ikke politikerne på Christiansborg – sig synderligt med, hvad der skulle ske, når Radio24syvs sendetilladelse engang løb ud, og det ville blive nødvendigt for kanalen at genvinde retten til at sende på det såkaldte FM4-bånd. Til gengæld havde én mand øjnene temmelig stift rettet mod det offentlige udbud af kanalen, der ventede ude i fremtiden, nemlig Bjarne Munck. Han var kommet til som vicedirektør på Jysk Fynske Medier efter en stilling som driftsdirektør hos Berlingske Media, der var medejere af Radio24syv, og han så for sig, hvordan pladsen på FM-båndet udgjorde en mulighed for at skabe en landsdækkende taleradio med afsæt i lokale redaktioner.

Jeg vidste jo,” som han bemærker, at den sendetilladelse, som Radio24syv har haft, ville rende ud.”

Konceptet for den radio, han så for sig konkurrere med Radio24syv om udbuddet, skulle tale til dem, som de etablerede stationer ikke talte til. De danskere, som ikke læste dagblade, og som ikke havde de forudsætninger for at følge med i nyhedsstrømmen, som de etablerede stationer krævede.

Der gik omkring halvandet år, og så tog idéen om Radio4 for alvor form. I foråret 2018 begyndte Munck at kontakte mediechefer rundt omkring i landet, blandt andre Alex Nielsen, der er direktør i Mediehuset Herning Folkeblad. Nielsen husker ikke, hvornår han præcis blev præsenteret for idéen, men for ham var der ikke, husker han, tale om en pludselig indskydelse.

Vi chefer for landets lokale og regionale dagblade mødes jævnligt, flere gange om året, hvor vi drøfter alt muligt,” siger Alex Nielsen. Idéen er resultatet af en ongoing snak om mulighederne for at drive et landsdækkende medie forankret i de lokale og regionale dagblade.”

En anden regional mediechef, Jørgen Møllekær fra Flensborg Avis, husker, hvordan han i foråret mødtes med Bjarne Munck, der spurgte, om han kunne tænke sig at være med i ejerkredsen.

Og det kunne vi i høj grad, for tilfældet ville, at vi i de samme uger lagde sidste hånd på en ny strategi for Flensborg Avis, som viste sig at passe glimrende med Radio4’s planer,” siger han.

Også på andre måder var timingen god, for Bjarne Munck var ikke den eneste, der på det tidspunkt rejste rundt i Danmark og talte med mediechefer. Anne-Marie Dohm, tidligere direktør i Danmarks Radio, chefredaktør på Nordjyske Medier og rektor for Journalisthøjskolen i Aarhus, gjorde det samme. Hun var ude for at høre, hvordan folk i branchen så på fremtiden, og der var flere, der spurgte hende, om hun ikke skulle lave det nye public service-medie, når Radio24syvs plads på FM-båndet kom i udbud igen. Omkring årsskiftet formedes hos hende en tanke om, at det måske ikke var verdens dårligste idé. Det passede med, at Bjarne Munck kontaktede hende i foråret, og så, den 1. april, satte hun sig ind på et kontor hos Fyens Stiftstidende på Banegårdspladsen i Odense og begyndte at skrive en ansøgning.

Jeg var ekstremt positiv,” husker hun. Man skaber mediehistorie, for det at få lov at tænke et public service-medie forfra sker jo enormt sjældent. Det er en drømmeopgave, et privilegium som mediemenneske, selv om det også kunne være lidt mareridtsagtigt, fordi vi havde så kort tid til at gøre det.”

Bjarne Munck fortæller, hvordan radioen først tog form i et Excel-ark, alt var tal i rækker.

Vi havde forholdsvis svært ved at komme i gang, altså, hvad var det for et udtryk, vi ville have? Og jeg vil da gerne være ærlig og sige, at vi famlede lidt i starten.”

Det første, Anne-Marie Dohm gjorde, var at gå ind og rive ting ned fra hylderne”, som hun siger. Normalt bruger man lidt tid på at være høflig og tale med folk og lære dem at kende, men det var der ikke tid til, jeg flåede bare i alt og alle, der kunne noget. Alle, som jeg havde en idé om kunne hjælpe med noget.”

Natten til den 16. maj uploadede Anne-Marie Dohm og de medarbejdere, konsortiet bag hende havde bekostet, en ansøgning på omkring 1.000 sider til Kulturstyrelsen.

Ansøgningen var megastor, filerne var megastore, så vi sad hele natten og forsøgte at kløve dem i småstykker, så vi kunne uploade dem,” siger hun. Vi var fuldstændig påvirkede af energidrik og kaffe og enorme mængder slik.” Hun griner lidt i telefonen. Og så kom kvitteringen, og i den stod, at der var ansøgningsfrist den 6. maj eller sådan noget. Det var selvfølgelig bare en trykfejl, men selv sådan en lille detalje fik mit blodtryk op et sted, hvor jeg tænkte, at nu ryger der en hovedpulsåre her.”

Den 4. juli ringede Anne-Marie Dohms telefon, det var Kulturstyrelsen i den anden ende.

De sagde til mig, at sendetilladelsen ville ligge i min indboks i løbet af de næste par timer,” siger hun. Og så lykønskede de os.”

Tilbage var der sådan set bare at gøre planerne på papiret til virkelighed. Hvilket var en anelse nemmere sagt end gjort.

Da Martin Larsen fra Radio Diablo kom tilbage til Svendborg fra sommerferien, rumsterede tankerne om den nye kanal stadig. Han kunne ikke slippe det. Han er en mand, en del folk kender til på Sydfyn, selvom han ikke er en, der går og råber højt om sig selv. Han har praktisk hår og sælger måske ikke så mange billetter”, som en journalist fra Svendborg siger. Men han har gjort nogle ting med den lokale Radio Diablo, som folk har bemærket.

I årene efter Diablo gik i luften, tilbage i 1998, gik det mildt sagt ikke super for den sydfynske kommercielle radiostation. I hvert fald ikke økonomisk. Der var virkelig pionerånd, men ikke så meget styr på pengene,” som en tidligere ansat husker. Det er heller ikke nemt at lave en virkelig god forretning som lokalradio. Men så var det, Martin Larsen blev ansat. Han havde snuset til radio i den lille græsrods-lokalstation Radio Aktiv, der var knyttet til fagbevægelsen. (I dag er han medlem af den konservative vælgerforening i området og har haft tjansen som foreningens webmaster).

Og da Martin Larsen kom til Radio Diablo, begyndte der at ske ting og sager – især når det gjaldt økonomien. Som direktør skar han til, trimmede organisationen, traf svære beslutninger. Og efterhånden begyndte radioen at give overskud. Det har den gjort i mange år i træk nu. Det har skabt respekt.

Martin fik lønsomhed ind i Diablo,” siger Peter Kierans, der har været vært på Diablo og nu er maskinmester. Og han går uden tvivl meget op i økonomi. Han er en stabil administrator. Det er ikke ham, der skaber byfesten, men ham, der sidder som festens kasserer og sørger for, at festen faktisk bliver til noget.”

Martin har gennem alle årene kørt Diablo i parløb med radiostationens grundlægger og bestyrelsesformand Uffe Jeppesen, en succesrig ejendomsmægler. Uffe og hans samarbejdspartnere ejer det halve af byen,” siger en journalist fra Svendborg. Det passer ikke, men udsagnet fortæller en hel del om Uffe Jeppesens status i byen.

I begyndelsen af august 2019 var det Uffe Jeppesen, Martin Larsen hev fat i som noget af det første: Han overvejede at søge den nye radiokanal, kunne det ikke give mening? Svendborg er berømt for sit kulturliv – ville det ikke passe godt til en kulturkanal?

Uffe Jeppesen var først ikke overbevist. Det ville tage tid og fokus fra direktørens job på Diablo. Men efterhånden kunne han se, at Martin Larsen var virkelig tændt på idéen. Og måske kunne det også være godt at skabe lidt mere balance i mediebilledet, så færre redaktioner havde hovedsæde i København.

Men der skulle snart træffes en beslutning. For der var kun omkring halvanden måned til deadline for ansøgningen – den 20. september. Og lige nu havde Martin Larsen lige præcis ingenting. Ingen ansatte, ingen penge, ingen færdigt skitseret radiostation. Men han havde nogle idéer. Og han havde … travlt.

I slutningen af juni modtog Viktor Reddersen en venneanmodning på Facebook. Den 30-årige journalist var adjunkt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor Radio4’s Anne-Marie Dohm indtil for nylig havde været rektor. Bag den røde notifikation gemte sig en besked fra netop Dohm.

Jeg havde jo godt hørt, at hun arbejdede på en ny radiokanal, så jeg tænkte mit,” husker han. Kort efter mødtes han med kanaldirektøren på Café Stiften på Banegårdspladsen i Aarhus, hvor hun præsenterede projektet for ham.

Det var med alle mulige forbehold. På det tidspunkt havde vi jo ingen sendetilladelse. Men hun gjorde det ret hurtigt klart, at hun gerne ville lave en taleradio, som skulle være i øjenhøjde med lytterne. Vi snakkede om, at man skulle kunne få noget ud af vores morgenudsendelser uden at have læst Weekendavisen i forvejen,” husker han.

Kunne, spurgte Anne-Marie Dohm, Viktor Reddersen tænke sig at blive kanalens redaktionschef? Det kunne han, og han kunne også lide, hvad han hørte. Han kunne nemt tilslutte sig ambitionen om at tage lytterne i hånden, og det store ansvar skræmte ham ikke, tværtimod. Jeg tænkte, at det ville være meget sjovere at lægge hånden på kogepladen i stedet for bare at stå på sidelinjen og pege fingre.” Det gjorde han så, og et par måneder senere rykkede han sammen med Anne-Marie Dohm og radioens HR-konsulent ind i de nye lokaler.

Det første kontor døbte vi rottehullet,” fortæller han. Vi havde ingenting.”

Tina Kragelund, der blev nyhedschef på Radio4, sluttede sig kort efter til trioen. Midt i Aarhus Stiftstidendes annonceafdeling var der ryddet et kontor, og der kunne jeg så sidde med Viktor, der også lige var blevet ansat,” fortæller hun.

Fra en stilling på Radio24syvs Aarhus-redaktion blev Tine Toft hentet ind som en af Radio4’s første journalist-ansættelser. Det var, husker hun, ret abstrakt at forestille sig, hvordan der kunne blive drevet en landsdækkende radiostation fra de interimistiske lokaler.

Alle skulle lære hinanden at kende, der var ingen studier, vi havde knap fået vores computere, og et af mødelokalerne måtte vi dele med en ejendomsmægler,” husker hun.

Hvad der ikke var af materiel, var der til gengæld af arbejdsmoral.

Det var ret vildt at opleve, hvor meget folk havde gjort for at kunne være med til at starte det her op fra bunden. En af vores morgenværter flyttede hertil fra USA, en anden pendler fra Slagelse, nogle måtte vi finde lejligheder til, fordi de kom til byen for radioens skyld. De omstændigheder gav en særlig stemning med det samme,” siger Tine Toft.

I Svendborg blev Martin Larsen, som dagene gik, mere og mere klar over to ting. Ét: Han blev i stigende grad lun på idéen om at søge DAB-kanalen. To: Han kunne ikke gøre det selv. Derfor tog han fat i Ole Mølgaard, som er tidligere chef på P2, P3 og P4. Mølgaard var ikke mindst interessant, syntes Larsen, fordi han havde arbejdet meget med public service-indhold og udviklingen af nye formater og kanaler. I dag arbejder han selvstændigt med medieudvikling, både som konsulent og bestyrelsesmedlem for en række radioer.

Han forstår public service – men forstår også, man godt kan tænke public service lidt anderledes end den traditionelle skole,” siger Rune Born Schwartz, en tidligere kollega fra DR, nu innovationschef i det kommercielle Bauer Media. (Ole Mølgaard vil ikke selv udtale sig, fordi Larsen og Louds direktør skal tegne billedet udadtil). Schwartz og Mølgaard var på DR involveret i at lukke en lang række musikprogrammer i radioen og i stedet udvikle de nye kanaler P6, P7 og P8.

Schwartz husker, at Mølgaard en dag kom og sagde, at der var penge til et weekendprogram. Det var imidlertid kun omkring 100.000 kroner, som Schwartz husker det. Så bliver det svært,” husker Schwartz, han sagde. Der er 52 weekender på et år, hvor 1-2 mennesker skal arbejde og forberede sig. Pengene slår da slet ikke til.

Men så foreslog Ole Mølgaard, at de tænkte weekendprogrammet på en anden måde. Det behøvede for eksempel ikke at komme hver weekend – kun når der virkelig var noget at fortælle. Den idé blev til P7 Mix Maraton og P6 Elsker – to succesfulde programmer, der med jævne mellemrum dykker ned i ét tema (en musiker, for eksempel, udforsket i mange timer).

Dermed skar vi opgaven på en ny måde. I stedet for 52 meget tynde håndmadder med skrabesmør lavede vi nogle få virkelig højtbelagte stykker smørrebrød. Det siger en del om Oles evne til at se muligheder, hvor andre ser begrænsninger i forhold til public service,” siger Schwartz.

Ole Mølgaard takkede ja til at hjælpe Martin Larsen med at udvikle og lave ansøgningen.

Den 18. august traf Martin Larsen beslutningen. Han havde sammen med Mølgaard været til møde hos Slots- og Kulturstyrelsen, der stod for udbuddet af den nye kanal. Det var i København, i Indre By, i gåafstand fra en anden ansøgers, Radio24syvs, hovedsæde.

Direktøren fra Radio24syv, Jørgen Ramskov, var også med til mødet. Det samme var DK4, der også ville søge om DAB-kanalen. Det var et kort præcist møde, hvor de kunne stille spørgsmål til udbuddet. Var der ting, der ikke gav mening? Der var få spørgsmål, og mødet var overstået på cirka 20 minutter.

Da de kom ud ad døren, var Martin Larsen overbevist. Han ville søge om at vinde den landsdækkende DAB-kanal.

Nu,” tænkte han, begynder arbejdet.”

Der var én måned til, at han skulle aflevere en omfattende ansøgning om DAB-kanalen. Nu begyndte et sjældent set hektisk forløb i Mediedanmark.

HVERDAGSDANSKERRadio4 siger, de vil være for alle danskere. Især dem, der ikke har et enormt medieforbrug til daglig. Illustration: Rasmus Meisler for Zetland

Tilbage i tiden, hvor Anne-Marie Dohm sad på sit kontor i Odense og rev ting ned fra hylderne”, forsøgte hun og Bjarne Munck at ignorere en diskussion om magtmisbrug og et brudt armslængdeprincip, som var begyndt at dominere mediedebatten. I Information skrev Georg Metz den 5. april, at der var tale om en likvidering af Radio24syv, befalet af Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl:

Danmark har atter taget et skridt mod autokratisk regeret elektronik, hvor politisk kontrol er det åbenbare mål.”

Radio4 kunne blive til, fordi Radio24syv ikke ville byde på sendetilladelsen under de forudsætninger, som regeringen og Dansk Folkeparti havde lagt op til, men det her, tænkte de, skulle ikke handle om Radio24syv. Det var vigtigt, at den nye radiostation var sin egen, at den ikke lod sig definere i forhold til, hvad andre havde været og gjort.

Vi tillod os at tage høretelefoner på og så koncentrere os om at lave den bedst mulige ansøgning,” siger Bjarne Munck. Det var svært. Men det gjorde vi, og så lod vi omgivelserne tage den dialog og køre den op på, synes vi, et helt urimeligt niveau.”

I dag taler Anne-Marie Dohm om, at Radio4 skal være hele Danmarks radio.

Vi skal også nå dem, som i dag ikke nødvendigvis føler, at der er et taleradiotilbud til dem, som er relevant, og som beskæftiger sig med det, de kan forholde sig til og interesserer sig for. Det betyder ikke, at vi skal gå på kompromis med indholdet, og vi må nørde helt vildt, men vi skal tage bestik af, om indholdet er interessant, om det er inviterende. Ekskluderer det? Kan man faktisk stige på uden i forvejen at have et stort medieforbrug?”

Spørgsmålet er så, om der i det ligger en implicit kritik af, at sådan gør man ikke nu.

Det er en klassisk problematik, at vi som medier har en tendens til at tro, at borgerne tænker, ligesom vi gør,” mener Anne-Marie Dohm. At de forbruger nyheder, som vi gør. Rigtig meget af det, der laves, forudsætter, at man følger med, at man læser dagblade, at man orienterer sig i taleradio i forvejen.”

Viktor Reddersen er enig.

Jeg synes, det er det eneste rigtige at gøre. For når du kigger på mediebilledet i dag, så er det jo enormt interessant, at når man snakker Brexit eller Trump eller Syrien, hvor gode forudsætninger giver vi så vores lyttere for at være med på, hvorfor den nyhed er vigtig? Vi skal give baggrund, kontekst, give lytterne en forståelse for, hvorfor nyheden er så vigtig, at vi har udvalgt den til dem.”

Med historien om Radio24syvs lukning i baghovedet kan man måske forledes til at tænke, at det ikke er nogen enormt misundelsesværdig opgave at skulle være dem, der skal erstatte kanalen.

Nogle gange kan man godt have på fornemmelsen, at vi er dømt ude på forhånd,” siger Viktor Reddersen. Der er dem, der mener, at vi bare er det nye P4, men det er godt nok tidligt at bedømme nogen, som ikke engang er begyndt at sende endnu. Så jeg har besluttet mig for, at det er lytterne, vi laver radio for, men dem har jeg til gengæld tænkt mig at tage enormt alvorligt.”

I slutningen af august troppede Ann Lykke Davidsen op i filmhuset Cinemateket ud mod Kongens Have i det indre København. Hun skulle møde Ole Mølgaard, Radio Louds konsulent, på hans kontor her. Han fortalte, at han var blevet kontaktet af nogle lokalradiostationer, der havde ambition om og midler til at søge DAB-udbuddet. Han ville høre, om Ann Lykke Davidsen kunne tænke sig at være en del af projektet. Det kunne hun.

Jeg kom hurtigt med et bud på, hvordan vi kunne gribe det redaktionelle an, og så var vi egentlig i gang,” siger hun.

Ole Mølgaards opkald kom på et godt tidspunkt for Ann Lykke Davidsen. Efter at have været tilknyttet Danmarks Radio i det meste af sit arbejdsliv, først som P3-vært og siden som redaktionschef for DR Aktuelt med ansvar for Aftenshowet, var hun i sommeren 2018 blev fritstillet. Hun havde også forladt DR tidligere, tilbage i 2012, men det var for at udvikle en yoga-app målrettet skolebørn med koncentrationsbesvær i klasselokalet. Nu var det mere usikkert, hvad der skulle ske. Det ændrede sig, da Ole Mølgaard inviterede til kaffe på Cinemateket. Ann Lykke Davidsen blev direktør for Loud – med særligt ansvar for det redaktionelle indhold.

Hun fik hurtigt nogle meget lange, meget hektiske arbejdsdage. Der var møder. Der var mails. Der var telefonsamtaler. Der var en flere hundrede sider lang ansøgning, der skulle skrives.

Jeg har faktisk svært ved at huske detaljerne fra de uger, fordi arbejdet slugte mig fuldstændig,” siger hun.

Ejerkredsen bag, med Martin Larsen fra Svendborg i spidsen, stod for det formelle og økonomiske i ansøgningen. Ejerkredsen rummede nu også en række lokalradioer rundt om i landet. Radio Limfjord, Radio Globus i Sønderjylland og Radio Max i Ringkøbing og Holstebro blandt andre. Larsen og hans bestyrelsesformand i Diablo havde samlet set skudt omkring en halv million kroner ind i selskabet og kom til at eje 55 procent. De andre lokalradioer ejede mellem fem og 20 procent.

Ann Lykke Davidsens opgave var at fokusere på indholdet. Hun skulle føre pennen i ansøgningens beskrivelser af kanalens programplaner, nyhedsredaktion og udviklings- og talentarbejde. Den konkrete ordlyd af de forskellige tekstbidder blev superviseret af Leif Lønsmann, der siden 1970’erne har været en toneangivende skikkelse i dansk radio og fra 1998 til 2008 var radiodirektør i DR.

I løbet af sine første uger som kanaldirektør prioriterede Ann Lykke Davidsen at mødes med Ungdomsbureauet og Danske Studerendes Fællesråd, organisationer, der senere endte med at blive radioens samarbejdspartnere. Møderne viste sig afgørende for hendes egen tro på projektet: Under de møder oplevede jeg virkelig, at vi havde fat i noget, der resonerede,” husker hun.

Et andet afgørende øjeblik fandt sted på Ann Lykke Davidsens kontor om mandagen i ugen for ansøgningsdeadlinen den 20. september. Hun var netop mødt ind fra weekend, og inden hun kastede sig over dagens opgaver, fandt hun det mission statement, som hun og Ole Mølgaard som noget af det første havde forfattet.

Loud er et ofte drømt-om, men hidtil uprøvet samarbejde mellem Danmarks mest erfarne, ambitiøse og vellykkede formidlingsinstitutioner og største ungdomsbevægelser om at skabe en ny radiokanal, som taler med og ikke til lytterne. Og som erklærer sin kærlighed til viden, kulturen, fremtiden – og ungdommen,” stod der.

Jeg fik simpelthen en følelse af, at det skulle lykkes,” husker hun.

Ambitionen var at skabe en moderne tale- og kulturkanal for den yngste del af befolkningen. Men Ann Lykke Davidsen fik ikke arbejdsro ret længe. Da ansøgningen var ude, begyndte kritikken at hagle ned.

Adskillige gange har public service-medier søgt at ramme de unge. Det er svært. Ikke mindst er det svært, når man gør det gennem en DAB-kanal som den, Loud ville søge. De unge lytter sjældnere til DAB (eller FM) end ældre aldersgrupper i befolkningen, viser adskillige medieundersøgelser. Og ifølge DRs rapport om medieudviklingen faldt andelen af 15-31-årige, der lytter til digital radio, sidste år. Men Loud-folkene hæftede sig dog ved, at i den unge målgruppe, de vil henvende sig til, lytter 27 procent faktisk til DAB-radio hver uge. Samtidig skitserede Loud i ansøgningen, hvordan de unge også skal nås ad andre veje digitalt, gennem podcasts og sociale medier, og via diverse samarbejdspartnere. Det ændrede dog ikke ved, at de var i færd med at søge om sendetilladelse til netop en DAB-kanal. De ville, lød kritikken, ramme de unge gennem et medie, de unge sjældent bruger.

Vi vil være til stede på de lytterplatforme, de unge er på. Og det er ikke korrekt, at unge slet ikke lytter til DAB,” siger Martin Larsen i dag med henvisning til de nævnte tal for unge, der lytter til DAB.

Holdet udviklede også en anden i mediesammenhænge temmelig alternativ idé til, hvordan radioen skal organiseres, og nye programmer udvikles. De vil lave samarbejder med kulturinstitutioner som Roskilde Festival, koncertstedet Vega, Nationalmuseet og Enigma, Museet for Post, Tele og Kommunikation. Ledende medarbejdere herfra, lød planen, skal fungere som en form for programudviklingsudvalg, der hjælper til at finde program-idéer og får faste ugentlige programmer.

Jane Sandberg, direktør på museet Enigma, blev kontaktet af Loud-holdet i august. Hun havde tidligere arbejdet med en idé om at se det moderne museum som et public service-medie for at nå længere ud med museets indhold (hun havde endda søgt mediestøtte, men fik afslag). Hun var i februar 2018 også initiativtager til at samle en gruppe kulturinstitutioner, der ville lægge billet ind på en ny kultur-tv-kanal, som dog endte med aldrig at komme i udbud.

Jane Sandberg var interesseret. Især i målet om at nå de unge og ikke blot tale til dem, men med dem.

Når man arbejder med den her målgruppe, så ved man, at så snart man er på den anden side af 30, så har man en dårlig fornemmelse af den,” siger Jane Sandberg.

På Nationalmuseet havde man også i et par år under den nye direktør, Rane Willerslev, diskuteret, hvordan museet i fremtiden skulle se sig selv og arbejde som et mediehus. Nationalmuseet, forklarer kommunikationschef Jacob Frische, er jo en public service-institution”, der har til opgave at formidle viden, de ligger inde med, til danskerne. Da de blev kontaktet af Ole Mølgaard, var de derfor straks interesserede i at slutte sig til Loud-gruppen – selv om de skulle sige ja på ganske kort tid.

Vi måtte træffe en ekstremt hurtig beslutning, og det kunne vi kun gøre, fordi vi havde tænkt over det i to år,” siger Frische.

Også Ungdomsbureauet – der arrangerer det årlige Ungdommens Folkemøde – mødtes med Mølgaard. Og takkede ja til et samarbejde.

Han lægger bare svesken på disken, og vi kan jo høre med det samme, at det ligesom er den radiofoniske forlængelse af det, vi går og laver i vores hverdag – at få ungdommen installeret i demokratiet,” siger Olav Hesseldahl, engagementsdirektør i Ungdomsbureauet.

Kritikken rejste sig, så snart den nye samarbejdskonstruktion var ude i offentligheden. For hvad med den redaktionelle uafhængighed? Ville Loud deponere sin uafhængighed hos samarbejdspartnerne? Kunne radioen lave kritisk journalistik om Nationalmuseet og Vega, når de hjælper til at lave programmerne? Og var det ikke en skævvridning af markedet, når offentlige kroner gav fast omtale til ét koncertsted, Vega, men ikke til andre?

Svarer det ikke til, at man gav en public service-kanal med fokus på erhvervslivet til et medie i tæt partnerskab med Danske Bank eller Mærsk?” blev Ann Lykke Davidsen spurgt i Weekendavisen.

Der var dog også stemmer, der så potentialer i samarbejderne. Det har også visionære elementer,” lød det fra Rune Born Schwartz fra Bauer Media – for leverede institutionerne ikke netop også public service? Var det her en ny måde at skabe relevant indhold til de unge ved at trække på partnernes viden og ekspertise? Og samarbejdspartnerne og Louds ledelse bedyrede, at man selvfølgelig kunne lave kritisk journalistik, selv om man arbejdede sammen.

Som Louds direktør Ann Lykke Davidsen siger til os i dag: Vi kommer ikke til at sende en koncert, fordi nogen ringer til os og siger, at vi skal – kun hvis den passer ind i den redaktionelle linje, vi har lagt.”

På Radio4 var arbejdet med at blive klar til at sende for første gang ved at blive mere og mere intenst. Som september skred frem, og oktober pressede sig på, blev rottehullet, som de hidtil havde kaldt deres første kontor, erstattet af en regulær redaktion. Det var stadig på Banegårdspladsen i Aarhus, men et andet sted i huset. Folk blev ansat, studier blev etableret, og der kunne for alvor tages fat på programudviklingen.

I de dage ringede telefonen på et lille landbrug i Ganløse mellem Ølstykke og Farum, hvor Christian Friis Bach, tidligere minister for udviklingsbistand og generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, tog den. Tine Toft præsenterede ham for idéen om et nyt udenrigsmagasin med ham som vært, og han kunne lide den.

Henvendelsen kom meget uventet,” siger Friis Bach, der har en fortid på P1-programmet Orientering. Det var ikke en idé, jeg selv lige havde fået, men efter at have tænkt over det syntes jeg, at det virkelig kunne være sjovt at vende tilbage til journalistikken.”

Han foreslog et koncept, der ikke baserede sig på udtalelser fra politikere og analytikere, men fra helt almindelige danskere, der arbejder eller studerer i udlandet. Udenrigsjournalistikken, argumenterede Friis Bach, er fattig på sanseindtryk, på stemninger, billeder og lyde, og dem mente han, at udenlandsdanskerne ville kunne bidrage med. I Aarhus passede det perfekt med tankerne om at gå lytterne i møde, så ikke længe efter blev der skrevet en værtsaftale under.

Og en kanal, der på lange stræk lignede sin ofte grænsesøgende forgængers modstykke, var for alvor ved at tage form.

For folkene omkring Loud blev arbejdet frem mod ansøgningsfristen den 20. september også mere og mere intenst.“Et virkelig hektisk forløb,” husker Martin Larsen

Radio Loud knoklede blandt andet for at få skitseret kanalens satire-koncept. Manden bag satireoplægget blev komikeren Sebastian Dorset. Han blev, som Berlingske kunne fortælle senere, ringet op hjemme i sin lejlighed på Frederiksberg af Ann Lykke Davidsen et par dage før ansøgningsfristen og blev hurtigt enig med sin tidligere P3-kollega om, at Radio Louds satire skulle være båret af unge standuptalenter.

Vi snakkede slet ikke om, at jeg skulle være vært,” fortæller han. Vi snakkede om muligheden for, at jeg kunne facilitere en udviklingsproces og fungere som sparringspartner for nogle talentfulde komikere, jeg ville skulle være med til at udpege.”

Det skulle senere tiltrække sig stor opmærksomhed (og lige så meget furore), at Radio- og tv-nævnet havde givet Radio Loud samme pointscore for satire som Radio24syv, der med Den Korte Radioavis ellers har produceret det velsagtens mest populære i genren i nyere tid.

Og nu nærmede deadline for ansøgningen sig i den grad. Folkene bag Radio Loud havde rygende travlt. De brede linjer var ved at være lagt, men programdelen var endnu kun udgjort af mere eller mindre løse idéer. Ud over at tage kontakt til Sebastian Dorset var det også i de dage, Ann Lykke Davidsen skrev til Mattias Hundebøll, tidligere forsanger i det fynske rockband Rock Hard Power Spray og nuværende tv-vært.

Sammen med blandt andre DRs Jacob Hinchely og den verdenskendte svenske youtuber PewDiePie var han et af de navne, Radio Loud overvejede at bygge et program op omkring. Eller det vil sige: Jacob Hinchely og PewDiePie blev til henholdsvis Jacob Hingsley og Puty Pie i det materiale, der blev sendt ind til Kulturstyrelsen. Der var så travlt, at korrekturen ikke blev prioriteret.

Tingene gik meget stærkt.

Mattias Hundebøll stod hjemme i bofællesskabet i Gentofte, da han mere eller mindre tilfældigt opdagede, at Ann Lykke Davidsen havde skrevet til ham på Facebook. Jeg tjekker aldrig, som i aldrig, mine Facebook-beskeder, men af en eller anden mystisk grund faldt jeg over, at Ann havde skrevet og spurgt, om jeg kunne tænke mig at være med til at udvikle noget ny musikradio,” husker han.

Det var den 21. september, dagen efter ansøgningsfristen, så beskeden havde ligget i hans indbakke nogle dage, uden han var klar over det. Han skyndte sig at svare, at det umiddelbart lød spændende, og at han gerne ville høre nærmere. Det gjorde han bare ikke:

Jeg mener, vi ringer forbi hinanden et par gange, det er det,” mindes han.

Men Ann Lykke Davidsen, Martin Larsen og resten af Loud-holdet nåede i mål. Ansøgningen nåede lige at blive færdig og sendt af sted inden deadline. Nu måtte man bare vente.

Kulturstyrelsen havde bekendtgjort, at afgørelsen fra Radio- og tv-nævnet ville blive offentliggjort den 22. oktober. Hos Radio24syv var der stillet både champagne og gravøl frem. En del journalister og fotografer stod klar til at dokumentere øjeblikket, hvor afgørelsen tikkede ind. Programchef Mikael Bertelsen stod og ventede ved kaffemaskinen. Han talte med kollegaen Mads Brügger om hans rygestop. De ventede lidt mere. Den kommende direktør for 24syv, Jakob Kvist, blev nødt til lige at gå en tur ved Søerne i København.

Bertelsen talte med en medarbejder, hvis familiemedlem havde været meget syg. Bertelsen spurgte, om de ikke skulle til et tjek i går. Jo, fortalte den ansatte, og ved tjekket havde de fået endelig besked: Familiemedlemmet var helt rask. De havde klaret den. Det er dagens bedste nyhed,” sagde Bertelsen og gav medarbejderen et kram. Det gør han sjældent.

Så kiggede han op. Han så, at Jakob Kvist var vendt tilbage fra sin gåtur. De fik øjenkontakt gennem lokalet. Kvist holdt hånden op og vendte tommelfingeren nedad.

Wow,” udbrød Bertelsen.

Han begyndte at grine. Det var en mærkelig reaktion, tænkte han bagefter – og enkelte omkring ham troede da også, at Radio24syv havde vundet. Nogen begyndte at råbe. Men hurtigt gik det op for folk, hvad der var sket. De havde ikke vundet.

Nyhedsværten Inaam Nabil husker, at hun nærmest var i chok. Det var hjerteskærende,” siger hun.

Bertelsen tog sin mobil og sms’ede til familien: Vi tabte.”

I Svendborg sad Martin Larsen på sit kontor med sin telefon i hånden. Han var sammen med den anden store ejer af Loud, bestyrelsesformanden fra Diablo Uffe Jeppesen, og en anden kollega. En journalist fra DR Fyn var der og filmede, da de fik beskeden. Her var ikke købt champagne. Der var kildevand på bordet, og holdet havde udstyret sig selv med en pyt-knap. Sådan en, der også er udbredt i de mindste klasser i skolen, så børnene kan lære at sige pyt”, når noget ikke går deres vej.

Nu ringede telefonen. Larsen satte den på medhør.

I har vundet udbuddet,” lød det fra en embedsmand fra Kulturstyrelsen i den anden ende af røret.

Okay,” sagde Martin Larsen.

Hold kæft, det er løgn,” grinede Uffe Jeppesen.

Han klappede Martin Larsen på skulderen og hovedet. Larsen bøjede sig lidt ned og kiggede ned i skrivebordet.

Det, de fleste troede var umuligt, var pludselig en realitet. Danmark havde fået endnu en ny radiokanal.

Her kunne historien sådan set slutte, men – som det nok ikke er gået manges næse forbi – der har været en del virak efter afgørelsen. Kritikken har spændt vidt, men den mest interessante – og mest alvorlige – handler ikke primært om Loud eller Radio24syv eller Radio4 for den sags skyld. Den handler om selve udbudsmaterialet. Og om, hvordan Radio- og tv-nævnet har kørt processen. Nogle politikere taler om, at der er så store skævheder, at udbuddet bør gå om. Andre vil have forklaringer og granskninger af forløbet i nævnet.

Tirsdag afleverede Radio24syv en lang række spørgsmål til nævnet med kritik, som man skal forholde sig til senest i morgen, fredag. (Loud afleverede også spørgsmål, ligesom den tredje ansøger, DK4, gjorde). Et af de springende punkter i kritikken handler om, hvordan ansøgningen fra kanalerne er blevet bedømt. I juli lavede kulturminister Joy Mogensen tre kriterier, ansøgninger skulle bedømmes efter. Første kriterium handlede om kvalitet og realismen i planen for driften, som skulle vægte 35 procent. Andet kriterium var størrelsen på det samlede tilskud og talte 25 procent. Sidste kriterium var beskrivelsen af programplanerne og vægtede 40 procent.

Problemet var, lyder kritikken i dag, at nævnets måde at bedømme ansøgerne på, var ret forskellig i de enkelte kriterier. Nævnet kunne give point fra 1 til 8 for hvert kriterium. Men et af kriterierne skilte sig ud: økonomi. Modsat de andre kriterier skulle der her ret lidt til, for at hele pointskalaen kom i brug. Radio24syv scorede bundkarakteren 1 for at søge om 280 millioner kroner, Loud fik 7 for at søge om 260 millioner kroner. At den begrænsede procentvise forskel udløste så store pointforskelle, gjorde reelt, at økonomikriteriet fik større indflydelse end de 25 procent, ministeren havde lagt op til – ifølge kritikerne i hvert fald.

Når man ser nævnets evaluering af tilbuddene, så ender økonomien med at få en meget større betydning, end vægtningen af de forskellige tildelingskriterier oprindelig lagde op til,” siger Ole Helby Petersen, professor MSO med speciale i offentlige udbud på Roskilde Universitet.

Også andre kritikpunkter af udbudsmaterialet et blevet ventileret, blandt andet har matematikprofessorer til Berlingske udtalt, at den udregningsmetode, nævnet brugte, ikke er helt korrekt. Ligesom der er rejst kritik af, at der ikke blev informeret tilstrækkeligt om udregningerne i selve udbudsmaterialet.

Vi spurgte nævnets formand, Caroline Heide-Jørgensen, til kritikken, men hun havde ikke tid til at svare, lød beskeden. Al fokus handler p.t. om at svare på spørgsmålene fra Radio24syv og Loud frem mod fredag.

Så hvor står vi lige nu? I går, onsdag, var der stadig på ingen måde faldet ro på hos Radio Diablo i Svendborg. Martin Larsen havde travlt, som han har haft, lige siden idéen om Loud tog fart på et hotelværelse i Tyskland. Han brugte en hel del af dagen på at snakke med journalister. Han blev fotograferet af Berlingske, forberedte er bestyrelsesmøde, holdt møder, og indimellem kiggede han på strømmen af henvendelser fra mulige samarbejdspartnere, leverandører og ansatte.

Det er lidt længere arbejdsdage end normalt,” sagde Martin Larsen.

Han regnede med at forlade kontoret ved 22-tiden.

Hos Radio24syv vil der i dag, torsdag, blive sendt for sidste gang. I aften er der inviteret til champagne, øl og vand – nogle vil komme i gallatøj. Det bliver lidt højtideligt,” siger nyhedsværten Inaam Nabil. Det bliver trist, siger hun, men sikkert også et brag af en fest. Der vil blive krammet. Nogen vil sikkert græde. Og ved midnat, når det slutter, skal der ske … noget. Hun ved ikke hvad endnu. Det hele er egentlig ret surrealistisk.”

Og når 24syv slukker ved midnat natten til fredag, går Danmarks nye landsdækkende FM-taleradio så i luften. Radio4 sender for første gang. Måneders planlægning og forberedelse skal kulminere med de første ord i æteren.

Radio4’s redaktionschef, Viktor Reddersen, har tilbudt sig som reporter den første nat. Han er klar på at køre hvorhen i landet, det skal være. Han skal bare være tilbage på redaktionen klokken seks om morgenen, så han kan høre morgenudsendelsen og give efterkritik.

Tina Kragelund, nyhedschefen, er spændt på, hvordan hun kommer til at have det, når klokken slår 12.

Bliver jeg meget rørt? Forsvinder det bare i, at der er folk, der spørger mig om alt muligt hele tiden? Min frygt er nok, at det bliver ligesom ved mit bryllup, at det bare forsvinder, inden jeg har set mig om,” siger hun.

Fordi det er sådan en særlig dag.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: