Protesterne lige nu er en "enestående mulighed". Så hvad skal en social bevægelse kunne for at forandre verden?

MAGISK TALHvornår har sociale bevægelser historisk skabt forandring? Tallet 3,5 er måske en del af svaret. Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

22:47

Derfor skal du læse denne artikel

Aldrig har så mange demonstreret for sorte amerikaneres rettigheder som i disse uger. Historisk mange bakker op om protestbevægelsen Black Lives Matters kamp. Men hvad ved vi egentlig om, hvad der skal til, før en social bevægelse skaber grundlæggende forandringer? Vi er dykket ned i forskningen og historien efter et svar.

Variationer over én særlig sætning dukkede op igen og igen. Det var i sidste uge til George Floyds begravelse i Houston. Efter hans død i politiets varetægt var de historiske demonstrationer skyllet hen over USA og andre dele af verden. Bevægelsen Black Lives Matter, der i årevis har kæmpet mod politibrutalitet og for sortes rettigheder, vandt opbakning som aldrig før. Og nu, i dagene omkring mindehøjtideligheden, brændte afskygninger af den samme sætning et stort hul i nyhedsmuren.

Han kommer til at ændre verden,” sagde George Floyds bror Rodney til begravelsen. Far har ændret verden,” sagde hans datter Gianna nogle dage inden. Når retfærdigheden sker fyldest for George Floyd, vil vi i sandhed være på vej mod racemæssig retfærdighed i Amerika,” sagde præsidentkandidaten Joe Biden i en videotale. Og så, som du sagde, Gianna, vil din far have ændret verden.”

George Floyd sagde det endda selv i sine unge dage, fortalte gamle venner nu: Han sagde altid: Jeg kommer til at ændre verden’,” udtalte en skolekammerat. Her efter hans død ville det gå i opfyldelse, lød det.

Men hvad skal der egentlig til, for at den slags sætninger bliver mere end smukke ord? Hvad ved vi rent faktisk om, hvornår protestbevægelser ændrer verden? Jeg har undersøgt, hvad historien, forskningen og eksperterne kan lære os om, hvornår sociale bevægelser skaber grundlæggende forandringer – og hvornår de fiser ud.

Artiklen er bygget op om fem elementer, der ofte er vigtige for en social bevægelses succes. Og på det fundament forsøger vi til slut at forstå Black Lives Matter-bevægelsens potentiale for forandring – potentialet for, at George Floyds død faktisk kan ændre verden.

Svaret på det spørgsmål er både kompliceret og opløftende.

1. 3,5-procentreglen: Størrelse og momentum

I 1986 gik millioner af demonstranter på gaderne i Filippinerne. Folk blokerede hovedvejen i hovedstaden Manila, men generelt var det fredelige protester. Efter fire dage faldt landets mangeårige autokratiske regime. I 2003 protesterede store menneskeskarer i Georgien i den såkaldte Rosenrevolutionen; med blomster i hænderne stormede de landets parlament i en ikkevoldelig aktion – og væltede landets diktator. I Chile, Estland, Burma og en stribe andre lande skete noget lignende: Enorme folkelige protestbevægelser førte til fredelige, men vigtige politiske forandringer.

Så hvad var nøglen? Det handler, blandt andet, om 3,5-procentreglen.

En førende forsker på området, professor Erica Chenoweth fra Harvard Universitet, har analyseret mange hundrede sociale bevægelser fra 1900 til 2006. Ved at sammenligne dem, der skabte reel forandring, med dem, der ikke havde samme succes, kom hun frem til et nærmest magisk tal: 3,5. Når 3,5 procent af befolkningen aktivt deltog i en protestbevægelse, ramte den en slags tipping point – et vendepunkt for at skabe forandring. Der var ingen bevægelser, der mislykkedes, efter at de var nået op på 3,5 procent ved en nøglebegivenhed,” har Chenoweth sagt til BBC.

Når så mange mennesker aktivt deltager i demonstrationer, er opbakningen til bevægelsen typisk langt, langt større – den vil være massiv i befolkningen. Og størrelse betyder noget her. Det er sværere for politiske ledere at afvise krav, der kommer fra en stor del af befolkningen. (Ikkevoldelige bevægelser var også mere succesfulde end voldelige, viste undersøgelsen, sandsynligvis fordi det er lettere at få mange til at slutte sig til fredelige aktioner end voldelige, konkluderede Chenoweth).

Men størrelse er ikke nok; der er også brug for momentum. I en videnskabelig artikel fra Nature Human Behavior indkredser Chenoweth en slags protesternes fysik” – en naturlov for momentum.

Momentum, skriver hun, er lig med en bevægelses masse (antal deltagere) og dens velocitet (antal protester på en uge). Og større momentum giver større succes, konkluderer Chenoweth ud fra studier af en række bevægelser. Momentum forklarer, mener hun, hvorfor nogle lande for nylig – for eksempel Algeriet og Sudan – har formået at vælte en autokratisk leder efter protester, hvor under 3,5 procent af befolkningen deltog; det, de manglede i antal, havde de i momentum.

2: Timing og et åbent vindue

En bevægelses succes handler også om noget andet og beslægtet: tid og timing. For når det lykkedes den filippinske bevægelse at vælte det brutale Marcos-regime på fire dage tilbage i 1986, er det kun en del af historien. Ja, det gik lynstærkt dengang, men forud for demonstrationerne var også gået mange års protester og opbygning af bevægelsen. En bevægelse kræver, viser stribevis af historiske eksempler, vedholdenhed.

Den kræver også timing. Det er afgørende at ramme et politisk åbent vindue. Og dét handler meget om timing,” siger Silas Harrebye, der har forsket i sociale bevægelser og er lektor og studieleder på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet. Altså: Rammer protesterne et tidspunkt, hvor der i det etablerede politiske system er mulighed for forandring? Det er afgørende for aktivister at identificere, hvornår der er åbninger i et politisk felt, og kunne udnytte og udvide eller endda skabe de åbninger.”

Det politiske vindue er vigtigt, fordi det ofte ikke er bevægelsen, der direkte skaber forandringen, men snarere får det etablerede system til at gøre det. I 1960’erne pressede Martin Luther King og Borgerrettighedsbevægelsen forandringen frem i USA, men det var en hvid mand fra Texas, præsident Lyndon B. Johnson, der skrev under på de nye love. Derfor er det centralt for protestbevægelser at kortlægge, hvilke politiske institutioner der kan skabe forandringen. Det er overset, at bevægelser har brug for at diversificere deres taktikker,” siger professor Dana Fisher fra University of Maryland, en vigtig forsker på området. Forandring kræver mere end protester i gaderne – det kræver, at man arbejder inden for det politiske system, ikke blot uden for.”

PROTEST Demonstranter knæler i Newport Beach i Californien som protest mod George Floyds død og systemisk racisme. Foto: Apu Gomes / AFP / Ritzau Scanpix
3. Klare mål: En demonstration er ikke en strategi

De unge aktivister vidste, det ville blive både svært og farligt – men de vidste også præcis, hvad de ville: vælte landets leder. Tilbage i 1990’erne satte en bevægelse af unge studenter ved navn Otpor sig for at bekæmpe Serbiens daværende diktatoriske leder, Slobodan Milosevic, også kendt som Slagteren fra Balkan. Otpor-bevægelsen begyndte i det små med gadeteater og aktioner, der skulle latterliggøre regimet. De brugte pressen ekstremt bevidst. Og langsomt byggede de op til større demonstrationer.

Hele tiden fokuserede bevægelsen målrettet på de dele af magtapparatet – medierne, politiet, bureaukratiet, militæret – der var afgørende for at nå deres erklærede mål: at vælte Milosevic. Det lykkedes. Og Otpor blev så stor en succes, at de siden har trænet protestbevægelser i Ukraine, Egypten og Georgien, der også med fredelige midler fik gennemført et regimeskift.

Tag til sammenligning den amerikanske Occupy Wall Street-bevægelse, der under finanskrisen protesterede mod … ja, mod hvad? Unge aktivister slog lejr mellem skyskraberne i New Yorks finanscentrum og andre steder, men efter nogle måneder fes demonstrationerne ud. Man havde ikke opnået meget, lyder det i en analyse af sociale bevægelser i Harvard Business Review. Occupy-bevægelsen havde en taktik – protestaktionerne – men de manglede en strategi – et klart mål. De havde ikke, som Otpor, clarity of purpose”, konkluderer artiklen.

Et klart mål er vigtigt, og det må gerne være konkret; Mahatma Gandhis bevægelse for indisk uafhængighed fokuserede i høj grad på en uretfærdig skat på salt. Det på overfladen begrænsede mål kunne forene nationen, fordi det blev oplevet som vigtigt og nært – og måske overkommeligt at opnå – og da befolkningen først var forenet, havde bevægelsen en styrke, der kunne vælte det britiske kolonistyre og sikre Indien uafhængighed.

Det er selvfølgelig forsimplet; Occupy og Otpor opererede eksempelvis i helt forskellige verdener, og man kan godt argumentere for, at Occupy havde indflydelse indirekte – fra en senere hævet minimumsløn i USA til folk som Bernie Sanders’ succesfulde valgkampe. Men hvis målet var mindre ulighed, lykkedes det ikke. Efter at Occupy kaldte til kamp mod den ene procent, er uligheden steget hvert år i USA siden 2011. Måske fordi målet aldrig var krystalklart.

4. Alt det kedelige: Stærk organisation og ressourcer

En anden grund til, at Otpor havde succes med at vælte Milosevic, var dens organisation. Otpor var ikke stærkt hierarkisk, men den var klart mere velorganiseret end meget flade bevægelser som Occupy. Balkan-bevægelsen havde stor disciplin. Man holdt bootcamps og lavede træningsmanualer for at lære nye deltagere, hvordan de skulle tænke og opføre sig under aktionerne. Den legendariske forsker Marshall Ganz – der fødte det teoretiske fundament for Obama-bevægelsens succesfulde præsidentvalgkamp – betoner i den grad også en stærk organisation: Tre millioner frivillige skulle organiseres, så de lærte at overtage og internalisere lederens – Obamas – fortælling om håb og forandring. Freds- og konfliktforskeren Isabel Bramsen fra Københavns Universitet har kortlagt, hvordan netop mangel på enhed og samling i protestbevægelser kunne få dem til at mislykkes – en lovende social bevægelse i Bahrain faldt på grund af konkurrerende fraktioner og fragmenteret struktur.

Bevægelser kan være struktureret på mange måder – med enten tætte eller løse relationer eller en blanding. Og der findes selvfølgelig ikke én type organisation, der garanterer succes. Men da den amerikanske forsker Leslie Crutchfield gennemgik de mest succesfulde bevægelser i USA – fra bevægelsen for retten til homoseksuelt ægteskab til retten til at bære skydevåben, der stadig trumfer den modsatte fløj – fandt hun stærke og robuste græsrodsbaser. Organisation tæller.

Det samme gør ressourcer, påpeger Silas Harrebye – både økonomisk og menneskeligt. Har man eksempelvis den rette leder eller talsmand, der formår at koble indignation med håb? Og som samtidig virker bredt appellerende og sympatisk nok til at nå andre end den allerede overbeviste kerne af bevægelsen? Har bevægelsen en Martin Luther King, en Gandhi, en Mandela? Mindre kan også gøre det, men sympatiske ledere skal ikke undervurderes.

Endelig bliver ét element ofte undervurderet, når det gælder bevægelsers organisation og ressourcer: planlægning – særligt efter sejren. For hvad stiller en bevægelse op, når missionen er lykkedes? Bevægelser i Egypten i 2011 og Ukraine i 2004 formåede at vælte en leder, men de tabte slaget om magten efterfølgende. Obama-kampagnen fik valgt den første sorte præsident i USA, men havde svært ved at mobilisere bevægelsen, da hverdagen i Kongressen ramte. Ellers succesfulde bevægelser har ofte fejlet, lyder det i Harvard Business Review, fordi de manglede en plan efter sejren.

5. Symbol og fortælling: At flytte de uenige

En bevægelse har brug for stærke fortællinger og symboler, der kan flytte folk. Et uretfærdighedssymbol, som professor Thomas Olesen fra Aarhus Universitet har kaldt det. Det kan være en mand, der bliver kvalt af en betjent, eller en høj skat på salt. Uretfærdigheden skal være konkret og reel, og den skal kobles til håb. Derefter skal der mobiliseres og kommunikeres gennem massemedier og sociale medier. Desværre er det ofte de allerede omvendte, man kommunikerer til. De andre – dem, der ikke er enige endnu – tales til som modstandere, så de bliver skubbet væk. Men hvis man vil flytte noget, er det afgørende at få flyttet dem, der ikke allerede er enige,” påpeger Silas Harrebye. Det var det, Martin Luther King formåede i sin I have a dream’-tale. Den talte ikke kun til afroamerikaneres problemer, men også til selve nationens grundlæggende principper,” skriver Greg Satell, der står bag flere bøger om succesfulde bevægelser.

Det gælder om at tiltrække, ikke overmande, som Satell formulerer det. Hvis du blot dæmoniserer alle andre, udvider du ikke din opbakning og bredde. Det bliver sværere at nå de 3,5 procent eller få momentum.

Og at bygge bro handler ikke kun om fortællinger. Det handler om politik – stærke netværk og alliancer er afgørende, hvis det politiske system skal flytte sig. Forandringen ender som nævnt ofte med at opstå inden i systemet, og det kræver fjendtlige allierede”, som Leslie Crutchfield fra Georgetown University formulerer det.

En succesfuld bevægelse kræver både kamp og dialog, viser historien. Den kræver evnen til at råbe op og trænge igennem og lamme samfundet: en hovedvej i Filippinernes hovedstad, civil ulydighed i Indien, forbrugerboykot i Sydafrika eller – den mest effektive af alle metoder ifølge Chenoweths forskning – en landsdækkende strejke. Men bevægelser kræver også noget andet: evnen til at overbevise nok mennesker på den anden side.

IKONISK Gandhi gik knap 400 kilometer gennem Indien, indtil han nåede havet, for at lave salt – uden at betale skat til det britiske styre. Foto: Everett Collection / Shutterstock / Ritzau Scanpix

Så hvordan passer alt det på den protestbevægelse, der bobler i USA og andre dele af verden lige nu? Først og fremmest er det vigtigt at slå et klart forbehold fast. Man kan ikke entydigt sætte en bevægelses succes på formel. Selv om der findes mønstre, kan man ikke se dem som regler – der findes masser af undtagelser, afvigelser og nuancer. Og det er ekstremt svært at måle, hvornår en bevægelse rent faktisk fører til forandring. Var det reelt demonstrationerne, der fik en leder til at træde tilbage eller fik ændret en lov? Det er nærmest umuligt at sige med sikkerhed.

Vi ved mindre, end vi nogle gange foregiver at vide,” siger Silas Harrebye. Men vi har stærke intuitioner og masser af erfaringer – og vi begynder også at forstå mere om, hvad der virker.” Vi ved mere end før, men der er ingen formel, der passer til alt – man bliver nødt til at opfinde lige præcis den kampagne, der virker til den tid og den uretfærdighed, man bekæmper.

Det er det, Black Lives Matter-kampagnen er ved at gøre nu: Den finder sin form. Og det er et andet vigtigt forbehold, når vi sammenligner med forskningen og historien: Protestbevægelsen lige nu udvikler sig hele tiden. Det er umuligt at komme med bastante vurderinger – for bevægelsens form er alt andet end bastant. Den vokser og forvandler sig hele tiden.

Når dét så er slået fast, er det interessant at spørge, i hvilken grad Black Lives Matter-kampagnen matcher nogle af de elementer, der før har virket i succesfulde bevægelser for forandring? Svaret er i høj grad positivt.

Der er et klart uretfærdighedssymbol – politidrabet på George Floyd. Den brutale død har skabt global indignation via alle typer medier, og bevægelsen har kanaliseret protesterne i retning af håb om forandring.

Bevægelsen rammer også noget i forhold til både timing og tid. Som i tidligere succesfulde bevægelser har Black Lives Matter – og lignende bevægelser for sortes rettigheder – mange år bag sig. De er blevet bygget op over årene. De har været vedholdende. Og over de seneste år har man set en markant holdningsændring i en amerikanske befolkning, hvis holdninger ellers kan stå stædigt stille, som The New York Times påpeger: Støtten til Black Lives Matter er steget voldsomt siden 2018. Samtidig er andelen af amerikanere, der ser diskrimination på baggrund af race som et stort problem, på fem år vokset fra cirka 50 procent til cirka 75 procent i dag. Forskning viser, at hvides syn på sortes rettigheder er blevet flyttet netop på grund af Black Lives Matter. Det tyder på, at bevægelsens fortællinger når langt ud over de allerede omvendte. Der er flere støtter og allierede nu.

Timingen rammer også ned i en opbrudstid, som The Economist har påpeget. Coronakrisen har ramt sorte amerikanere uforholdsmæssigt hårdt, men samtidig understreget, at hele samfundet er i samme båd – og at forandring er mulig. Pandemien har givet en følelse af, at normalen er smidt op i luften. Timingsmæssigt er det heller ikke ligegyldigt, at det er valgår.

Bevægelsen har også udfordringer – for eksempel er organisationen ikke superstærk, og lederskabet ikke meget tydeligt, som flere forskere har påpeget. Vi har ikke set en meget professionel organisation omkring Black Lives Matter,” siger Dana Fisher, professoren fra Maryland Universitet. Det ville ellers gøre det nemmere at kanalisere energien fra demonstrationerne ind i målrettet politisk taktik.” Andre har påpeget, at bevægelsens mål heller ikke altid er krystalklart. Er det en meget specifik reform af politiet eller en mere bred kamp for sortes rettigheder?

Til gengæld har bevægelsen gjort noget, som er sjældent: Den har vokset sig enormt stor og sjældent bred. Protesterne kan være de mest udbredte i landets historie ifølge The Economist. Samtidig viser data, at demonstrationer ikke som tidligere er begrænset til områder med mange sorte. Også i stater og byer med mange hvide bølger protesterne (endda i dybt konservative landsbyer). Halvdelen af deltagerne i demonstrationerne er hvide ifølge en undersøgelse fra Dana Fisher. Bevægelsen er ekstremt bred,” siger hun. Protesterne er også sjældent intense, hyppige, vedvarende og landsdækkende, skriver Erica Chenoweth i en analyse. Den er mere landsdækkende end Borgerrettighedsbevægelsen, og det er vigtigt – for jo tættere på demonstrationerne opleves, jo mere flytter de, hvordan folk stemmer. Protesterne vil sandsynligvis sætte vidtrækkende aftryk,” skriver Chenoweth. Det lyder, som om bevægelsen har … momentum?

Der er da også allerede konkrete eksempler på forandringer. Der er gennemført visse lokale politireformer flere steder. Tv-stationer har droppet film og tv-serier, der blev vurderet racistiske. Ansatte har forladt diskriminerende arbejdspladser i protest, statuer er blevet væltet, og da en betjent for nylig dræbte en sort mand i Atlanta, blev han øjeblikkeligt fyret, og politichefen trådte tilbage.

De dybere og mere strukturelle forandringer kræver imidlertid andet og mere. De kræver, påpeger forskerne, handling i toppen af det politiske system. Dana Fisher har påvist, hvordan store kvindemarcher mod Trump-regeringen påvirkede midtvejsvalget i 2018, hvor Demokraterne stormede frem mange steder. Nu vurderer hun, ud fra data fra Black Lives Matter-bevægelsen, at noget lignende kan ske ved valget i november. Hun henviser til bredden i protesterne – ti procent af deltagerne er moderate/svingvælgere, halvdelen er hvide.

Samtidig arbejder bevægelsen i stigende grad sammen med andre velorganiserede grupper – for eksempel fra klimabevægelsen – der har sluttet sig til i solidaritet. Kredsen af allierede vokser. Man fokuserer også i stigende grad på det politiske system – en vigtig forudsætning for succesfulde bevægelser.

Vi ser nu ikke kun outsider-taktik som demonstrationer. Vi ser også insider-taktik via det politiske system,” siger Dana Fisher. Derfor tror hun på, at forandring er mulig – ikke mindst via præsidentvalget: Det er en enestående mulighed.” Eller med andre ord: et muligt åbent politisk vindue.

Når alt det er sagt – når vi har lært af forskningen og de historiske eksempler – når vi har taget alle forbeholdene, så er der måske alligevel én ting, der svæver oven over det hele. Måske kan forandringsmuligheden koges ned til én fundamental overvejelse.

Grundlæggende for det hele ligger spørgsmålet: Er det en retfærdig kamp eller ej?” siger Silas Harrebye, forskeren fra RUC. Det er det allervigtigste. Og der er jeg håbefuld. For det er tydeligvis en retfærdig kamp.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: