En dag i 1999 fløj et amerikansk militærfly ind i Nordkoreas luftrum. I kabinen sad flere amerikanske topdiplomater. Teamets leder, William J. Perry, var nervøs.

Perry, der tjente som forsvarsminister under Bill Clinton fra 1994 til 1997, var blevet genindkaldt til tjeneste af præsidenten. Han skulle lede en topprioriteret diplomatisk mission i Nordkorea. Landet pønsede øjensynligt på at få atomvåben, hvilket ville være en overtrædelse af en aftale, som Perry havde forhandlet, da han var forsvarsminister.

Militærflyet nærmede sig Nordkoreas hovedstad. Næsten 50 år efter Koreakrigens afslutning var USA og Nordkorea rent teknisk stadig i krig med hinanden. Spændingerne mellem Washington og Pyongyang dirrede: Et øjeblik frygtede William J. Perry, at flyet ville blive skudt ned.

Men da delegationen landede, satte de sig ved forhandlingsbordet over for en imødekommende nordkoreansk delegation.

“Der var ingen posering eller nogen retorik,” fortæller den tidligere forsvarsminister mig over en telefon fra Californien. De kommende dage indledte Perrys team seriøse forhandlinger med Nordkoreas politiske top om at få dem til at droppe deres ambitioner om at udvikle et atomprogram.

I dag – 18 år senere – er Nordkorea en atommagt, og landet udgør den måske største trussel mod verdensfreden. Krisen kalder på løsning nu og her. Den udenrigspolitiske veteran William J. Perry mener, vi kan lære noget af hans usædvanlige diplomatrejse til Nordkorea i 1999.

Hans erfaringer giver et fundamentalt anderledes perspektiv på Nordkorea end det, vi ofte hører i medierne – og fra den amerikanske præsident. Det er, siger Perry i en appel til Trump, fuldt ud muligt at forhandle med nordkoreanerne.

Retorikken mellem Nordkorea og USA er eskaleret voldsomt, siden Trump blev valgt i fjor, og særligt siden i sommer. Frygten er, at Nordkorea er tæt på at have færdigudviklet interkontinentale missiler, der kan ramme det amerikanske fastland med atomvåben.

Forhandlingerne med nordkoreanerne skred frem, og det slog William J. Perry, hvor seriøst de arbejdede for at sikre en aftale. Når et møde var overstået, aflagde hans modpart direkte rapport til landets daværende leder, Kim Jong-il, som gav dem videre instrukser til næste møde.

“Det interessante ved deres seriøsitet var, at min tidligere hårde linje over for dem havde fået dem til at respektere mig,” siger Perry. I 1994, da Perry var forsvarsminister, havde han gjort klart over for nordkoreanerne, at USA ville angribe, hvis ikke landet indstillede sit daværende atomprogram. Det resulterede i aftalen Agreed Framework. Perry havde dengang haft en gulerod og en (meget slagkraftig) pisk i sin diplomatmappe. Det havde han også i 1999.

Det var “tvunget diplomati”, siger han. “Det betyder diplomati med en trussel bag.”

“De opfattede virkelig USA som en eksistentiel trussel, og de troede, at vi ville angribe dem militært. De vidste, at de ikke kunne vinde. De var bange for, at deres regime skulle blive væltet ligesom tidligere stalinistiske regimer verden over.”

Nordkorea kerede sig først og fremmest om landets sikkerhed.

“De forstod, at de var isolerede,” siger Perry. “Så de anså atomvåben som en måde at bevare deres regime.” Men det interessante var ifølge Perry, at nordkoreanerne var villige til at overveje alternativer til atomvåben, der kunne sikre regimets overlevelse.

Derfor foreslog Perry blandt andet, at USA byggede en ambassade i Pyongyang, og at amerikanerne underskrev en aftale for at afslutte Koreakrigen, der formelt stadig var i gang.

Nordkoreanerne var bemærkelsesværdig lidt interesserede i økonomiske incitamenter, som Perry lagde på bordet. Der skete først fremskridt i forhandlingerne, når nordkoreanerne blev præsenteret for forslag, der kunne sikre landets overlevelse.

Det fortæller os noget essentielt om det nordkoreanske regimes psykologi. Folk, der anser Nordkoreas lederskab, Kim-dynastiet, som gale og skøre mænd, der er ude af stand til at handle rationelt, tager fejl, mener USA’s tidligere forsvarsminister.

I september lod Trump ifølge CNN verden forstå, at Nordkoreas leder Kim Jong-un er en “gal mand, der er ude på en selvmordsmission”.

“De er snu som ræve,” siger William J. Perry. “Og det siger jeg ikke bare på grund af mit personlige indtryk fra Nordkorea. Se på kendsgerningerne: De er det sidste overlevende stalinistiske regime, og grunden til det er, at de har spillet deres kort med kynisme og snuhed.”

Da den amerikanske delegation lettede fra Pyongyang efter forhandlingerne i 1999, troede William J. Perry, at det kun var et spørgsmål om tid, før en aftale var i hus, og Nordkorea ville droppe deres planer om at få atomvåben i fremtiden.

Men så skete der noget hjemme i USA, som Perry ikke havde forudset.

Forhandlingerne med Nordkorea fortsatte ind i det nye årtusind. I oktober 2000 sendte Kim Jong-il en af sine øverstkommanderende til USA, hvor han blandt andet mødtes med præsident Bill Clinton. Det var, skriver Perry i sine memoirer, et tegn på Nordkoreas villighed til at indgå en aftale.

Ud over at sætte en stopper for Nordkoreas ambitioner om atomvåben havde aftalen også et potentiale, som få er opmærksomme på, fortæller Perry. Der var forhandlinger i gang – blandt andet på handelsområdet – der kunne bringe det isolerede Nordkorea i kontakt med omverdenen, hvilket måske ville føre til, at landet blev mere som en ‘normal’ nation.

Det ville i sidste ende have gjort verden til et tryggere sted.

Men en måned efter det nordkoreanske besøg i oktober 2000 valgte amerikanerne deres nye præsident. George W. Bush kom til magten. Perry tror, det var vicepræsident Dick Cheney, der overtalte Bush til at droppe aftalen:

“Han mente ikke, at det nordkoreanske regime ville overleve, og vi skulle ikke gøre noget for at hjælpe dem,” siger Perry.

Men 18 år senere sidder regimet stadig på magten. Og nu har de fået atomvåben.

Sidst i juni 2017 sendte William J. Perry sammen med flere andre tidligere topdiplomater fra USA en appel til Trump om at indgå i diplomatiske forhandlinger med Nordkoreas regime for at undgå en “atomar katastrofe”.

Trumps trusler mod Nordkorea får iagttagere og politikere til at råbe vagt i gevær. I sidste uge advarede den prominente republikanske senator Bob Corker om, at Trumps kommentarer kan føre til “Tredje Verdenskrig”.

William J. Perry nævner muligheden for, at USA og Nordkorea kan “gå i søvne” ind i en stor krig – ligesom det skete for stormagterne under Første Verdenskrig.

“Den flamboyante og meget truende retorik sætter scenen for et militært sammenstød,” siger han. “Et lille sammenstød kan eskalere til en stor militær konflikt. Det kan begynde som en konventionel krig, som Nordkorea taber, og så er der fare for anvendelse af atomvåben.”

Man kan få lyst til at stille Perry et kritisk spørgsmål. For til forskel fra hans forhandlinger i 1999 har Nordkorea jo atomvåben nu. Perry siger da også, at det ændrer ved de resultater, der kan opnås ved forhandlingsbordet i dag.

“Det var lettere at få dem til at droppe tanken om at udvikle et atomprogram, end det er at få dem til at droppe et atomprogram, de allerede har,” siger Perry.

Lektien fra hans eget besøg i Nordkorea i 1999 gælder dog stadig, mener han: Diplomati er “fuldt ud muligt”.

“Det bedste, vi kan håbe på, er, at de vil fastfryse udviklingen af atomvåben og deres test af missiler,” siger William Perry. “Men det er ønsketænkning at tro, vi bare kan få dem til at droppe deres atomprogram.”

Perry håber dog på, at en aftale om at fastfryse atomprogrammet kan være begyndelsen på videre forhandlinger, som på sigt kan føre til, at Nordkorea ruller deres atomprogram tilbage.

Lige nu ser den tidligere forsvarsminister dog ingen tegn på forhandlingsvilje – hverken hos Trump eller Kim Jong-un.

Så længe virkeligheden ser sådan ud, er prioriteten at forhindre krisen i at udvikle sig til krig. Den tidligere forsvarsminister opfordrer derfor blandt andet præsident Trump til at beherske sig retorisk.