Drop de faste job. Her er jordemødrenes skjulte kamp

Hint: Det handler mere om cool cash end varme hænder.

Foto: Tor Birk Trads / Information / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

  • 3. september 2021
  • 9 min.

For nogle uger siden tikkede en sms simultant ind på en lang række danske jordemodervikarers telefoner. Beskeden var sendt fra et af landets største vikarbureauer på sundhedsområdet og begyndte sådan her:

Det er en gylden tid som jordemodervikar i øjeblikket. :) Vi har vagter på stort set alle sjællandske fødegange i alle vagtlag. Kom til hyggelige Holbæk, og få stemningen af et mindre fødested, eller tag til Nykøbing Falster, og nyd udsigten over Guldborgsund.”

Også i Herlev, Hvidovre og Roskilde var der ifølge beskeden masser af ledige vagter. Et par dage senere blev den fulgt op af beskeden: Hvidovre mangler ALT i weekenden. Kan du hjælpe?”

Vikarbureauernes beskeder vidner om, at landets fødegange mangler hænder. Og historien om, hvorfor de mangler hænder, er temmelig overraskende. En del af forklaringen ligger nemlig hos en græsrodsbevægelse, der vil have jordemødre til at sige nej til faste stillinger på fødegangene.

Når vi taler om jordemødrenes arbejdsforhold, handler det som regel om travlhed og mangel på varme hænder. Men spørger man jordemødrene selv, handler det om noget langt mere simpelt. Ligesom sygeplejerskerne er de vrede over deres løn. Den vrede er ikke blevet mindre, efter sygeplejerskernes strejke endte uden det lønhop, de ellers havde krævet. Så her er historien om jordemødrenes seneste våben i kampen for bedre løn. Og om, hvad det vil få af betydning for vores sundhedsvæsen, hvis deres vrede bliver til resignation.

Kort efter de var tikket ind, blev beskederne fra vikarbureauet delt på Instagram-gruppen på profilen Jordemødre for Ligeløn. Og her blev beskederne brugt som argument for noget ret overraskende. Nemlig at man som jordemoder skulle lade være med at tage fast job – og blive vikar i stedet. Hvis man bliver tilbudt et job, skal man sige nej. Det er 15 nuværende og tidligere jordemødre og jordemoderstuderende, der står bag initiativet, som bedst kan beskrives som en græsrodsbevægelse.

Bevægelsen begyndte så småt at tage form i efteråret 2020 og har siden udviklet sig. Siden marts har styregruppen indsamlet 1100 underskrifter fra jordemødre og jordemoderstuderende, der har skrevet under på, at de ikke vil tage imod nye faste stillinger, før politikerne på Christiansborg sikrer dem ligeløn. Det er over en fjerdedel af den danske jordemoderstand, selv hvis man tæller de studerende med. Og måske vidner underskrifterne om en dybere krise i det danske sundhedsvæsen. Det kommer vi tilbage til.

En af gruppens initiativtagere, 37-årige Sofie Korsgaard, er selv jordemoderstuderende i København på sjette semester. Jeg ringer til hende for at prøve at forstå, hvorfor hun og de andre ikke synes, jordemødre skal tage imod faste stillinger inden for det fag, de har uddannet sig i. Det lyder jo umiddelbart ret selvmodsigende. Og hun siger selv, at hun virkelig elsker sit fag. Det er alsidigt og meningsgivende, og særligt praktikkerne på fødeafdelingerne i hovedstadsområdet giver hende et energiboost. Det er en fantastisk rolle at være med ved livets allerstørste øjeblikke, og jeg er ofte helt høj, når jeg kommer fra fødegangen,” siger hun. Men alligevel vil hun ikke ansættes som jordemoder i det danske sundhedsvæsen. Det er lønnen. Den er så latterligt dårlig, at jeg ikke kan se mig skrive under på en kontrakt. Jeg ville føle mig fuldstændig til grin, for den står ikke mål med indsatsen,” siger hun.

Hvad tjener en jordemoder da i Danmark, spørger jeg. Sofie Korsgaard fortæller, at hendes grundløn lyder på cirka 26.500 kroner uden pension. Dertil kommer forskellige tillæg for natte- og weekendarbejde. For at arbejde om natten kan hun tjene 55 kroner ekstra i timen. Efter otte og 12 års ansættelse er der mulighed for at stige i grundløn. Og det er de tal, hun kalder latterlige”. Især når hun kan se, hvad hun kan tjene som jordemodervikar. I Instagram-gruppen ligger et opslag med et billede af en jordemoder, der er gået vikarvejen, og som nu kan tjene næsten det dobbelte om måneden. Som der står i opslagsteksten til billedet: Vil du helst tjene 29.000 kroner om måneden og arbejde om natten eller selv bestemme, hvornår du arbejder, og tjene 49.000 kroner?”

Derfor har Sofie Korsgaard valgt en usædvanlig strategi i sin kamp for bedre løn. Hun tror på, at underbemandede fødeafdelinger og hullede vagtplaner er den bedste chance for jordemødrene til at opnå bedre lønvilkår. Strategien om at sige nej til ansættelse er jordemødrenes stærkeste våben. Den danske model har simpelthen spillet fallit, mener hun. Og, tænker hun, på et tidspunkt må det da gå op for politikerne, at det ikke går. Om ikke andet må de lære det på den hårde måde. Så er spørgsmålet, om den strategi vil virke.

Astrid Elkjær Sørensen er ph.d. i historie og forsker i ligestilling ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Hun har et indgående kendskab til lønudviklingen i de såkaldte kvindefag, som jordemoder hører under. Astrid Elkjær Sørensen har med sin forskning dokumenteret, hvordan blandt andet jordemødre, pædagoger og sygeplejersker af Folketinget i 1969 blev placeret nederst i det lønhierarki, der blev vedtaget med en reform af tjenestemandsloven. Tjenestemandsreformen hedder den.

Men hvordan vurderer hun jordemødrenes strategi om at sige nej til jobs? Har den en effekt? Hvis systemet er så presset, som det ser ud til, så kan det faktisk være virkningsfuldt. Men det fungerer netop kun, fordi branchen er i knæ. Elles ville du jo ikke kunne mærke, at 22 jordemoderstuderende nægtede at lade sig ansætte efter endt uddannelse,” siger Astrid Elkjær Sørensen.

Også hun mener, at den danske model har spillet fallit, når det kommer til det offentlige sundhedsvæsen. Kort fortalt har den offentlige sektor det problem, at jordemødrene skal forhandle løn med regionerne, men hvor regionerne måske gerne vil give dem flere penge, er det politikerne på Christiansborg, der sidder på kassen. Det bliver til en underlig form for skyggeboksning. Regeringen vil ikke forhandle, men samtidig er det kun regeringen, der kan gøre lønrammen større. At den offentlige sektor ikke kan tilbyde dem noget, som er mere attraktivt end en vikarservice, det er da en kæmpe krise i det danske sundhedsvæsen. Men jeg tror ikke, man politisk har indset, hvor kritisk det er på fødegangene lige nu,” siger Astrid Elkjær Sørensen.

Der er ikke et videnskabeligt objektivt parameter for, hvad en rimelig løn er. Det afhænger af øjnene, der ser. Men hvis man ser på andre grupper med samme uddannelsesniveau som jordemødrene, så ligger jordemødrene lavt,” siger Astrid Elkjær Sørensen.

Jordemoderstuderende Sofie Korsgaard demonstrerer foran Christiansborg for bedre løn til jordemødrene. Hvis ikke lønnen stiger betragteligt i det offentlige, vil hun hellere arbejde som jordemodervikar og tjene det dobbelte. Foto: Hans Bach

Jordemoderuddannelsen er en vekselvirkning mellem at være på skolen og være i praktik. Sofie Korsgaard begyndte på studiet i 2018, og der gik ikke ret længe, før hun i sine praktikker begyndte at lægge mærke til, at en del af de fastansatte jordemødre på afdelingerne forsvandt. Jeg har gået med mange færdiguddannede jordemødre, der har sagt op. En havde fået job i en børnehave. En anden havde meldt sig til et vikarbureau. Som regel fordi de ikke kunne få de skæve arbejdstider til at hænge sammen med den dårlige løn,” siger hun.

Der er tal, der bakker hendes oplevelse op. En undersøgelse, Jordemoderforeningen fik lavet her i foråret 2021, viste, at hver tredje jordemoder forlader fødegangen efter kun få år som færdiguddannet. Helt konkret har mere end hver tredje jordemoder uddannet i 2015 og 2016 i dag skiftet fødegangsarbejdet ud med andre jobfunktioner end det, de er uddannet til.

En af forklaringerne kan være, at kvinder føder på alle tider af døgnet. Det er der ikke så meget at gøre ved, og det betyder, at en jordemoders skema med fem vagter på en uge fordeler sig på dag-, aften-, natte- og weekendvagter. Og vagterne er ifølge Sofie Korsgaard intense. Hele din families liv skal planlægges rundt om de vagter. Du skal sove om aftenen inden en nattevagt, og dagen efter nattevagten skal du sove om dagen,” siger hun. Ifølge Sofie Korsgaard er det svært at holde til i længden. Mange jordemødre elsker deres job, men ønsker at gå ned i tid. Men det har de ikke råd til. Derfor bliver løsningen at forlade fødegangen.”

For Sofie Korsgaard er lønnen altså den helt store årsag til, at fødegangen har svært ved at fylde vagtplanerne ud. Men, kan man indvende, kan det ikke også skyldes, at der mangler flere kolleger? Sådan lyder det ofte, når der bliver talt om fødeområdet på Christiansborg og i det øvrige politiske landskab. I marts i år afsatte Region Hovedstaden24 millioner til at styrke fødeområdet. Pengene kunne netop bruges til bedre normeringer, lød det. Problemet er, at jordemødrene ønsker sig cool cash, siger Sofie Korsgaard. Det er ikke i sig selv nok med flere kolleger. Det er flere penge, jeg har brug for. Hvis jordemødrene skal holde i det her fag i mere end tre år, har vi brug for at kunne arbejde færre timer. Det er kun muligt, hvis lønnen stiger betragteligt.”

Flere penge for at kunne gå ned i tid – lyder det ikke også en smule forkælet? Hører det ikke med til at være på arbejdsmarkedet, at det kan være hårdt at arbejde 37 timer om ugen, og man kan blive træt? Jo,” siger Sofie Korsholm. Men kendetegnende for en del jordemødre er, at de knækker nakken og ikke vender tilbage til fødegangen. Og det er ikke bæredygtigt i længden.”

Netop det har de faktisk anerkendt i Norge, fortæller Astrid Elkjær Sørensen. Norske sygeplejersker og jordemødre, der har skiftende vagter eller arbejder meget nat har kun 33 arbejdstimer om ugen, men lønnes for fuld tid. Rationalet er her, at den skiftende og sene arbejdstid slider så meget på folk, at det ikke giver mening at forvente at folk kan holde til en 37 timers uge,” siger historikeren.

Så hvor efterlader det her det danske sundhedsvæsen? Det er ikke kun jordemødrene, der er utilfredse. Efter sygeplejerskernes ti uger lange strejke, der endte med et lovindgreb og uden den lønstigning, de krævede, taler de også om at stoppe med at tage ekstra vagter, ligesom de vil stoppe med at blive et kvarter ekstra for at assistere ved en operation.

Ifølge Astrid Elkjær Sørensen står det offentlige sundhedsvæsen et farligt sted. For den lave løn sammenlignet med andre fag giver netop de offentligt ansatte på sundhedsområdet en motivation for at søge over i det private. Hun fortæller, at mange sygeplejersker ikke kan se sig selv være i faget om fem år, og det offentlige tilbud vil blive ringere, hvis der kommer flere og flere vikarer, der ikke har deres daglige gang på afdelingerne og ikke kender kollegerne. De borgere, der har råd, vil formentlig begynde at tilkøbe flere ydelser privat, mener forskeren. Det sker allerede nu i stor stil på fødselsområdet.

Lige nu er sygeplejerskerne og jordemødrene vrede. Det farlige bliver, når vreden ebber ud og glider over i resignation, og folk bare lige så langsomt siver fra området,” siger Astrid Elkjær Sørensen.

Der er dog også stadig en anden mulighed. Efter sygeplejerskernes strejke har regeringen lovet at nedsætte en såkaldt lønstrukturkomité, der skal granske de offentlige lønninger. Hvis regeringen følger op på det, så kan det være en nøgle til at tage hul på at lave en ny forhandlingsmodel i den offentlige sektor. Det kan være en mulighed for at skaffe flere penge til de her fagområder,” siger Astrid Elkjær Sørensen.

Når Sofie Korsgaard om lidt begynder på syvende og sidste semester på jordemoderuddannelsen, ville det naturlige være at underskrive en kontrakt om fastansættelse som jordemoder i det danske sundhedsvæsen. Men det kommer ikke til at ske, siger hun. Jobbet trækker alt for store veksler på familielivet med tre børn, og når lønnen er så lav, er det ikke det værd. Hun ville da ønske, det var anderledes, for hun holder af at have kolleger og kende sin afdeling. Men det håb har hun opgivet. Det kommer ikke til at ske. Jeg kommer til at melde mig som vikar, hvor jeg kan tjene det dobbelte og selv planlægge min tid. Og det, jeg kan se hos andre, er, at når du først får smag for et værdigt arbejdsliv, så kommer du ikke tilbage.”