Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Man skal ikke nødvendigvis have lyst til at arbejde. Men Pernille har et skodjob

Måske behøver arbejdet ikke være sjovt, men det skal som minimum give mening.

GIF: Malene Anthony for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


10. september 2021
7 min.

Egentlig havde 33-årige Pernille allerede for et år siden stillet sig selv et ultimatum. Hvis ikke hun på sin fødselsdag i september 2020 havde fundet et nyt job, skulle hun gøre alvor af det. Så skulle hun sige sit job op, også selv om hun ikke havde et andet på hånden. Men så kom corona, folk og kolleger omkring hende begyndte at blive fyret, og så turde jeg ikke alligevel. I min verden er det bedre at have et skodjob end ikke at have et job.”

Pernille er et opdigtet navn. Selv om hun ikke kan lide sit job, ønsker hun ikke at sætte det over styr ved at stå frem. Pernille bor i et hus i en stor dansk provinsby sammen med sin mand og deres to børn. Hun har i en årrække været ansat i den samme virksomhed, hvor hun arbejder med marketing. Og i de seneste tre-fire år har hun sådan set hadet at gå på arbejde. Og en del dage tager hun sig selv i at tænke, om der er en forkølelse på vej, så hun kan melde sig syg. Som regel bliver det dog ved tanken.

I begyndelsen havde hun svært ved overhovedet at fylde arbejdstiden ud med de copypaste-agtige opgaver hun fik. Nu har hun fået mere at rive i, men hun bryder sig stadig absolut ikke om at være der. Det er kulturen på arbejdspladsen. Jeg oplever at blive mødt med ligegyldighed af både ledelse og kolleger. Mails bliver ikke besvaret, og man interesserer sig ikke for hinanden. Jeg føler mig som en plante, der er ved at visne.”

Pernille var en af dem, der skrev til mig, da jeg forleden efterlyste personer, der går på arbejde, selv om de egentlig ikke bryder sig om deres job. Og hun er ikke alene, kan jeg hilse og sige.

Jeg har også hørt fra den 64-årige buschauffør med de vanvittige arbejdstider og lange vagter, som venter med længsel på pensionen og tid til børnebørnene, men ikke har råd til at parkere bussen. Der er lederen i en bank, som hver morgen, når hun går tur med hunden tænker på, om der virkelig ikke skal være plads til andet end arbejde i livet. Og der er journalisten i 30’erne på den velrenommerede arbejdsplads, som begynder hver mandag morgen med at slå øjnene op og fortælle sig selv, præcis hvor mange timer der er tilbage, før han har henholdsvis fyraften og weekend. Arbejdsleden er altså derude. Men i det skjulte.

Jeg blev ansporet til at kigge nærmere på det her med lysten og pligten til at arbejde, da statsminister Mette Frederiksen forleden præsenterede sit reformudspil under titlen Danmark kan mere 1. Der sagde hun nemlig sådan her: Vi skal aflive en lidt sejlivet myte, der er ved at opstå: at det at gå på arbejde nødvendigvis skal være lystbetonet.” Statsministeren fortsatte med at sige, at det da var dejligt”, hvis et job kunne være lystbetonet en gang imellem”, men at det på ingen måde var det vigtigste.

Man kan med andre ord ikke regne med, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Det er isoleret set et ret kontroversielt udsagn i 2021, hvor mange bøger om ledelse handler om, at man skal lede hele og begejstrede mennesker, og at man ikke kan adskille arbejde og fritid. Pligt og lyst. Ja, faktisk er det nærmest en kontramelding i forhold til alt, hvad vi ved om det danske arbejdsmarked, og om, hvad der motiverer folk til at arbejde.

Sådan siger sociolog og professor med særlige opgaver ved Roskilde Universitet Annette Kamp. Hun er desuden ansvarshavende redaktør for Tidsskrift for Arbejdsliv. I mange år har fokus været på at gøre sig umage for at skabe meningsfulde job, og det bliver ofte fremhævet som hele årsagen til, at danskerne er så produktive. Det har været en stor del af hele fagbevægelsens dna at skabe gode arbejdspladser med stærkt samarbejde for at højne produktiviteten. Det er det, vi er kendt for i udlandet,” siger hun.

Når man spørger danskerne, hvad der egentlig får dem ud af sengen og hen på arbejdet om morgenen, så svarer de, at det skal give mening. Vi vil netop gerne gå på arbejde, fordi vi har lyst, og ikke kun af pligt. I fagorganisationen Krifa har de siden 2015 årligt lavet store undersøgelser af, hvad der er vigtigst for danskernes jobtilfredshed. Og med usvigelig sikkerhed har mening’ hvert år ligget i toppen og gør det igen i den seneste undersøgelse fra 2019. Oplevelsen af mening er så vigtig, at den påvirker vores oplevelse af arbejdslyst mere end både løn, resultater og kolleger tilsammen,” lyder en af konklusionerne.

Professor Annette Kamp kan kun bekræfte, at det er sådan, det hænger sammen for langt de fleste af os. Mennesker er meningsskabende dyr, som forsøger at skabe mening i det, der omgiver os. Når man oplever mening og udvikling, så trives man, og det skaber altså den her produktivitet, vi faktisk er berømte for i Danmark.”

Hvad der giver mening, er ret individuelt, men skåret ind til benet kan man finde lige så meget mening i at være skraldemand som at være overlæge. Det afgørende er måden, arbejdet er tilrettelagt på, fortæller Annette Kamp. Arbejdet skal være organiseret, så man kan bruge sin egen dømmekraft og sætte sit eget præg på det. Det kan være utilfredsstillende at gøre rent, hvis man kun må tørre bordet af på en bestemt, tidsoptimeret måde. Det er ikke meningsfuldt,” siger Annette Kamp.

Mening er også et ord, Pernille nævner flere gange i vores samtale. Det, hun foretager sig mindst 37 timer om ugen dag ud og dag ind, og indtil hun fylder 70 år, det skal da give mening, synes hun. Hun er helt afklaret med, at det måske ikke hver dag er sjovt, at der kan være trælse perioder, man må igennem. Jeg vil gerne bruge mit arbejdsliv på noget, der giver mere energi, end det tager. Hvis man skal bruge al den tid, man ikke er på arbejde på at lade op, så bliver det et trist liv. Og det går ud over familien.”

Hun har en lang uddannelse bag sig, men har samtidig den opfattelse, at det meningsfulde arbejde kan være mange ting. I gymnasiet sad hun ved kassen i det lokale supermarked. Senere gjorde hun rent på en fabrik. Det kan sagtens vise sig, at du gør en større forskel som kassedame, hvor du smiler til kunderne og får smil tilbage. Det kan i hvert fald være lige så meningsfuldt som livet i hamsterhjulet.”

Jeg spørger, om hun kunne overveje at blive kassedame i stedet. Om det nærmest kunne være sjovere. Men så er der lige det med økonomien. Pernille og hendes mand har et hus og børn, der går til fritidsaktiviteter. Jeg bliver der nok, fordi det både er skamfuldt at være uden arbejde, og fordi jeg trods alt har en økonomisk sikkerhed i min stilling, så jeg ikke skal ud i at sælge vores hus eller lignende.”

Pernille har prøvet at være arbejdsløs, efter hun var færdig med sin uddannelse. Det ønsker hun ikke igen. Det var nogle meget lange måneder. Det er bare ikke fedt at sige, at man er imellem jobs. I sommer mødte jeg en del nye mennesker, og der var det da sjovere, at jeg kunne sige, at jeg er marketingkoordinator. Selv om jeg overhovedet ikke synes, det er det, men det ved andre mennesker jo ikke.”

Og faktisk så er det, vi arbejder med, helt afgørende for vores identitet. Det i sig selv kan sagtens være en grund til at blive hængende længe i et job, selv om man ikke er glad for det, siger professor Annette Kamp. Arbejdet er helt afgørende for vores identitet, også dem, der ikke arbejder, bliver ramt af det. For langt de fleste vil gerne arbejde. Det er en vigtig del af at strukturere vores liv og understøtte vores personlighed.”

Okay, så vi vil gerne have, det skal give mening at gå på arbejde. Men er det så det samme, som at det også skal være sjovt at gå på arbejde? Eller kan noget godt give mening uden at være lystbetonet for nu at bruge statsministerens ord? Annette Kamp siger: Der er ikke noget arbejde, der er sjovt altid. Forskning i lykke og mening viser også, at det ikke er noget, vi oplever hele tiden. Selv meget meningsfuldt arbejde er små øjeblikke af succes. Det er ikke sådan, at det gode job aldrig er møjsommeligt. Men derfor kan det godt give mening.”

Det er ret præcis et år siden, at Pernille stillede sig selv et ultimatum. Find et andet job, eller sig op. Men hun er stadig på samme arbejdsplads. Hun søger aktivt andre jobs, men indtil videre er hun ikke en eneste gang blevet kaldt til samtale. Ofte hører hun slet ikke noget fra de potentielle nye arbejdsgivere. Så hvad så nu? På den ene side er jeg tæt på at gå. På den anden side er afslagene på alle mine ansøgninger ret skræmmende. Måske handler det også om tryghed. Du kender den lort, du sidder i, men du ved ikke, hvordan den næste ser ud.”