En simpel guide til, hvordan man vælter en diktator

  • 20. september 2017
  • 62 min.
HERSKERNår Yahya Jammeh bevægede sig uden for præsidentboligen, iførte han sig stort set altid samme outfit: hvid hat, hvid kjortel og en koran i hånden. Foto: Seyllou, AFP Photo / Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Yahya Jammeh var en karikatur på en afrikansk diktator, en reinkarnation af 1970’ernes despot med løver og fjendernes lig i baghaven. I 22 år betragtede han Gambia, et lille, aflangt land på den afrikanske vestkyst, som sin personlige ejendom. Her er den utrolige historie om, hvordan han blev væltet i 2016 – og en forklaringen på, hvorfor det lige præcis kunne lykkes der.

PROLOG

I december 2016 tabte Gambias diktator Yahya Jammeh højst overraskende et valg, og en måned senere måtte han flygte ud af landet. Hans diktatorgerning sluttede, fordi folket valgte ham fra. Men hvordan kan det gå til, at en enevældig diktator bliver væltet i sit eget diktatur, uden at der løsnes et eneste skud? Hvorfor holder en diktator overhovedet valg? Og hvor langt er der egentlig fra The Bronx til Gambia?

Vi har søgt svaret på de – og flere andre – spørgsmål blandt et halvt hundrede kilder i Gambia, på flugt i Senegal, på universiteter i USA og hos frihedskæmpere i Serbien. Resultatet er det, du lige er gået i gang med at læse: en simpel guide til, hvordan man vælter en diktator.

Det er en guide til de mennesker, der er blandt den tredjedel af verdens befolkning, der lever i autoritære regimer. Til dem, der går rundt med frihedsaspirationer og demokratidrømme, men mangler et sted at begynde. Til dem, hvis liv bestemmes af en tyrans pludselige indfald. Til jer andre: I sidder her med en fortælling om håb, modstand, død, usandsynlige helte, bodyguards med benzindunke og en it-nørd, der sender sms’er.

Vive la révolution.

#1 Man skal kende sin diktator

En diktators liv er fuldt af nyttig information, hvis man ønsker at begynde en frihedskamp. En diktator er utilregnelig. En diktator stoler ikke på nogen, rådslår sig med få, og det er umuligt at vide, hvor han slår ned næste gang. Men den fremgangsmåde gør også diktatoren sårbar. En diktator er isoleret og ude af trit med virkeligheden.

Som Fatou Jatta husker det, var han rar. Han bad hende pænt om at tage tøjet af og lægge sig op på briksen. Han var som altid iklædt flagrende hvide rober fra top til tå. Han trak et par latexhandsker ned over de store hænder og gik så i gang med at massere.

Nej, det var ikke god massage,” husker Fatou Jatta. Det var han ikke god til. Men nu var han jo også præsident.”

Efter massagen satte Jatta sig ud på præsidentboligens veranda for at vente sammen med de andre patienter. Da alle havde været en tur gennem præsident Yahya Jammehs hænder, kom han selv ud på verandaen for at servere sin urtemedicin. En grøn blanding, som Fatou aldrig fandt ud af, hvad indeholdt. De første gange fik miksturen alle patienterne til at brække sig. Men langsomt lærte de at holde det i sig – godt hjulpet på vej af soldater med maskingevær og en ny kop urtemedicin, hvis de protesterede.

Kuren, bestående af præsidentiel massage og den grønne urtemedicin, tog ni måneder. Og så ville den kurere Jattas hiv-sygdom, havde Jammeh svoret. Han var selv hjernen bag behandlingen, og han fortalte stolt patienter, gambiere og verdenspressen om det store medicinske gennembrud.

Jeg kan fordrive virussen fra menneskekroppen,” sagde Jammeh til et begejstret tv-hold fra Al Jazeera, da de besøgte ham i 2007.

Men opskriften ville han ikke ud med.

Giver Coca-Cola måske sin opskrift væk?”

På et tidspunkt i Jammehs 22-årige præsidentkarriere mistede han jordforbindelsen. Han kunne kurere hiv. Han lovede at herske over Gambia i én milliard år. Han susede gennem det lille land i sine to Hummer-limousiner, hvor han fra bagsædet kastede kiks ud ad vinduet til en af verdens fattigste befolkninger. Han medbragte altid to små flasker Evian: én til at drikke og én til at skodde sin cigaret i, fortæller Jammehs tidligere pressesekretær Fatu Camara. En forhenværende bodyguard – som vi skal høre om senere – husker, hvordan præsidenten ugentligt traskede ned til mangroveskoven bag sit palads og tømte en kasse sodavand ud mellem trærødderne, da han mente, ritualet ville bevare hans magiske kræfter.

Jammeh blev kukkuk. Magtsyg. Der eksisterer masser af den her slags bizarre historier. Og på en måde kunne fortællingen om den skøre præsident egentlig være meget underholdende. Ligesom med Kim Jong-un-memes og Mao-memorabilia. Men det er den ikke. For Jammeh rådede samtidig egenhændigt over en effektiv og drabelig politistat. Efterretningstjenesten havde infiltreret alle lag af samfundet og sørgede for, at Gambias to millioner indbyggere ingen frihed havde. En personlig milits af ultravoldelige håndlangere – jungulars – kunne få kritikere, journalister og oppositionsfolk til at forsvinde fra jordens overflade, i det øjeblik Jammeh så sig sur på dem.

Jammeh var en livsfarlig mand, der stod mellem gambierne og deres frihed. En autoritær leder, hvis metoder og uforudsigelighed minder om andre mytiske afrikanske diktatorer som Zaires Mobuto og Ugandas Idi Amin. Gambierne refererer i dag til Jammeh som Slagteren’.

Samba Faal er en erfaren politiker og diplomat med smalle briller og en detaljeret hukommelse om alle præsidentens strategiske træk de sidste 22 år. Han var viceborgmester i Banjul, da historien om Jammeh tog sin begyndelse. Senere blev Faal ambassadør i nabolandet Senegal, borgmester og sportsminister – en position, han bestred, da Gambias U17-fodboldlandshold vandt African Nations Cup i 2005, hvilket fylder tre kapitler i hans selvbiografi I Have Seen, som vi fik lov at bladre i før publicering. I bogen står også en del om Jammeh. Blandt andet om, hvordan han kom til magten for 22 år siden:

Den 22. juli 1994 gik Jammeh og et kompagni af soldater ad hovedvejen mod hovedstaden Banjul. De var bevæbnet med rifler og lette håndvåben. Fra et vindue i viceborgmesterkontoret så Faal dem marchere ind ad byens hovedgade og direkte mod præsidentpaladset. Daværende præsident Dawda Jawara var rejst ud af landet dagen forinden.

Jammeh var måske ikke den oplagte kup-kandidat. Han var 29 år og en del af præsident Jawaras stab af bodyguards. Han var uden ideologisk baggrund eller partipolitiske aspirationer, men havde fra første parket set, hvor godt livet som præsident var, fortæller Faal.

Da Jammeh slog til, var Gambia kup-moden. Jawara havde siddet som præsident siden 1970, og som det kan gå, når man sidder knap 25 år i samme stilling, var han blevet magelig. Nepotisme var udbredt, korruption allestedsværende, og befolkningen kom i anden række efter præsidentens venner.

Alt syntes som et godt alternativ til Jawara. Også unge Jammeh.

Han var en simpel opportunist med en plan,” siger Faal fra sin plastikstol på en libanesisk café i storbyen Serekunda. Da Jammeh kom frem, talte han ind i en antikolonialistisk strømning i samfundet. Jawara var uddannet i Skotland og plejede gode relationer til Vesten. Jammeh var en mand fra landet og fattig, som folk i Gambia er flest.

Han ville gøre op med korruptionen og modernisere Gambia,” siger Faal.

Hvor politisk begavet Jammeh egentlig var, er svært at svare på. Når man spørger gambierne i dag, svarer mange, at han var en idiot. Men årsagen er ofte, at Jammeh havde gjort noget, personen var uenig i: lukket en forretning, konfiskeret deres land eller likvideret en bekendt.

Blandt folk, der har arbejdet tæt sammen med Jammeh, er der en anden respekt for diktatorens kundskaber.

Han havde en god taktisk forståelse, men manglede den intellektuelle tyngde til at blive en god leder og statsmand,” fortæller en højtstående vestlig diplomat, der har mødt ham mange gange, men ønsker at være anonym på grund af sit arbejde.

Jammeh besad måske ikke politisk snilde eller et stærkt ideologisk kompas. Men han tog magten med rigtig timing, og han vidste, hvordan han blev siddende.

Et vedholdende rygte vil vide, at kuppet i 1994 var planlagt aftenen forinden, og at årsagen til, at Jammeh førte an i modsætning til en hvilken som helst anden soldat med et våben, var, at han fik de rigtige mennesker overbevist og derefter de rigtige mennesker likvideret. Jammeh vidste, at den første tid som præsident også var den mest usikre.

I månederne efter magtovertagelsen blev 30 soldater af højere og lavere rang likvideret på deres baser.

Ifølge en af de førende bøger om diktaturer, The Dictator’s Handbook, af politologerne Alastair Smith og Bruce Bueno de Mesquita ved New York University, har en diktator en fifty-fifty chance for at overleve de første seks måneder ved magten. Det var formentlig odds, som Jammeh kunne leve med. Som søn af en semiprofessionel wrestler og en gadesælger havde han aldrig fået noget foræret.

Jammehs hjemby, Kanilai, ligger i det sydlige Gambia klos op ad den senegalesiske grænse. Selv om han som 12-årig måtte flytte ind hos en plejefamilie i hovedstaden Banjul for at fortsætte sin skolegang, var det altid i Kanilai, han følte sig hjemme. Det var her, han som præsident opførte sit store, hvide palads og sin personlige zoo med kameler, løver, strudse og andet godt fra savannen.

En søndag morgen i april 2017, fire måneder efter hans fald, hænger der stadig meterhøje plakater af en smilende Jammeh langs hovedvejen i Kanilai. Søjler og spær danner et tomt skelet, der var på vej til at blive en stormoské, inden Jammeh blev væltet, og pengestrømmen til Kanilai stoppede.

Ved den ti meter høje port til Palace Jammeh står vagter med rifler over skuldrene og kigger olmt. Der er ingen adgang. I Kanilai er de mange hilsner og venlige smil, der er så udbredte i Gambia, ingen steder at se.
I Kanilai er det skidt nyt, at Jammeh er væk, og ingen vil fortælle hans historie til et par journalister.

For ti år siden tog den gambiske journalist Pa Nderry til Kanilai med en lignende mission: Han ville skrive Yahya Jammehs skabelsesberetning.

Om Jammehs opvækst skriver Pa Nderry blandt andet i bogen The Untold Dictator Yahya Jammeh’s Story:

Familie og venner i Kanilai måtte ofte hjælpe familien Jammeh. De gav Yahya frokost, rene lagner, nyt tøj eller medicin, hvis han blev syg.”

En del af Jammehs egen plan for at skaffe penge til skoleudgifter var hans stigende interesse i at høste folks mangoer. Angivelig brød han ind på mangofarme og stjal mangoer. Jammeh tog dem med i skole og solgte dem til de andre elever.”

Han var kendt for at gå i bare tæer og blev kaldt barfodsdrengen. Han var en hård knægt, men fuld af ambitioner.”

Uden uddannelse, men med store ambitioner, besluttede Jammeh sig i 1984 for at lade sig indskrive i Gambias hær.

På den måde deler Jammeh biografiske træk med mange andre diktatorer: uuddannet, fra fattige kår, ambitiøs og med en baggrund i militæret.

I Jammehs livshistorie eksisterer der én dag, hvor han træder ind i geleddet af enevældige mænd med dyb foragt for egen befolkning: 10. april 2000.

Studerende fra University of The Gambia var gået på gaden for at protestere over politiets ligegyldige behandling af en række voldtægtssager mod studerende. Abou Karim Jammeh, der ikke er i familie med Jammeh, var blandt demonstranterne. En høj mand med en smittende latter, der i dag går foroverbøjet med sin stok.

Den 10. april for 17 år siden gik han og 200-300 andre studerende på hovedvejen mod Gambias hovedstad Banjul. Dengang var det ikke udbredt praksis at demonstrere i Gambia. Gambierne havde levet seks år under Jammeh, og selv om der havde været en række afskedigelser af højtstående personer uden særlig grund, rygter om folk, der pludselig forsvandt, og historier om oppositionsaktivister, der var forsvundet og fundet igen, men i en helt anden tilstand, så var det ikke åbenlyst, at man levede i et diktatur. Jammeh havde i april 2000 kun vundet et enkelt valg og en folkeafstemning om en forfatningsændring, og ingen kunne vide, at han ville blive siddende 16 år mere.

De unge studerende på hovedvejen var ikke ligesom de studerende på Den Himmelske Freds Plads i Beijing, der i 1989 gik op mod et tusindårigt regime. De studerende på hovedvejen testede, hvorvidt de stadig var frie mennesker med ret til en mening.

I Beijing blev en lille mand med to tasker foran en endeløs kolonne af tanks symbolet på, at kineserne ingen frihedsudsigter havde. I Gambia var symbolet mindre poetisk: spredte skudsalver ind i menneskemængden. Abou Karim mærkede ikke så meget. Hans knæ knækkede bare sammen under ham, og i stedet for at stå med en knyttet næve i luften lå han blandt trampende fødder og holdt sig for ansigtet. Da han lå på hospitalet et par dage senere med skudsår i knæet, tillod Jammeh sig at komme forbi med et kamerahold for at hilse på og love, at han nok skulle finde de skyldige.

Han var flink. Næsten en smule blid. Men på det tidspunkt vidste jeg, hvad han var i stand til,” siger Abou Karim.

Den dag mistede 15 unge gambiere livet. Og med ét var Jammehs kontrakt med gambierne ændret. Han var ikke længere blot Gambias præsident, fordi gambierne havde valgt ham. Han var også præsident, fordi helvede ville bryde løs, hvis de forsøgte at vælge ham fra.

Den barske Jammeh var kommet for at blive. Den vestlige diplomat, som også har mødt Gaddafi og Bashar al-Assad, fortæller, at han ser ligheder mellem dem og Jammeh. Men hvor Assad og Gaddafi begge kunne være smigrende, velformulerede og helt bevidste om, hvilken hånd de sad med, var Jammeh en irrationel diktator, der oftest traf kortsigtede beslutninger.

Han trynede alt og alle og overvejede aldrig sine standpunkter. Og der var ingen til at tale ham imod.”

Jammeh kurtiserede rige, lidet anerkendte stater for at finde sponsorer til sin diktaturstat. I de tidlige år var det Taiwan, der forsynede Gambias militær med våben til gengæld for, at Jammeh anerkendte landet som en selvstændig nation – uafhængig af Kina. Da Kinas magt voksede i 00’erne, vendte han 180 grader, undsagde Taiwan og takkede ja til Beijings milliarder. Samtidig med at han allierede sig med et sekulært, kommunistisk styre i Asien, arbejdede han tæt sammen med det iranske præstestyre til gengæld for våben og investeringer. I et beundringsværdigt diplomatisk flip-flop skiftede Jammeh Teheran-alliancen ud til fordel for et tættere forhold til Saudi-Arabien i årene mellem 2010 og 2016. Det førte blandt andet til, at Gambia blev udråbt til en islamisk republik.

Samme vendekåbe-metodik, som han udviste i internationalt diplomati, blev også anvendt på den hjemlige befolkning, blot med bølger af brutalitet frem for taktisk snilde.

Når han havde vundet et valg, talte han om tolerance og et samlet folk. Omvendt, hver gang en valgdato kom nærmere, slog han med voldsom kraft ned på enhver form for modstand eller kritik.

2016 var et valgår.

#2 Man skal bruge en helt

Der findes ingen formel for, hvad der skaber en helt. Men der eksisterer et par gode regler. Man skal kunne identificere sig med helten. Så jo mere almindelig, des bedre. Jo mere vellidt, des bedre. Politikere er ikke gode helte, men helten må godt være politisk. Det er bedst, hvis man ikke behøver at skabe en helt fra bunden, men bare kan finde en person, der allerede er en helt i sig selv.

Kort før solopgang lå Solo Sandeng på sine knæ. Bag ham var hans kone, Nyami, og et par af deres ældste børn, i samme position. Normalt bad de ikke i fællesskab. Men om morgenen den 14. april 2016 havde Solo besluttet, at familien skulle være samlet til dagens tidligste Fajr-bøn.

Der var noget særlig alvorligt over Solo den morgen, husker hans ældste datter, Fatima.

Da vi var færdige med at bede, trak han mig til side og bad mig om at passe på familien, lige meget hvad der skete.”

I Sandeng-familiens hus står der i dag en kasse med fotografier af Solo. På de billeder, hvor han er sammen med sine ni børn, smiler han. Og ligeledes på bunkens nederste billede: Iført en alt for stor strikvest sidder Solo på en dansk terrasse med Tuborg, cigaretter og tre blege mennesker. Billedet stammer fra begyndelsen af 1980’erne, da Solo arbejdede på et hotel i København.

Han havde vist en kæreste i Danmark,” siger Fatima.

DANMARKI starten af 1980’erne arbejdede Solo i en kort periode på et hotel i København og boede hos en dansk familie i en af forstæderne. Vi ved ikke, hvem de tre danskere er. Hvis du har en idé om, hvem de kan være, er du meget velkommen til at kontakte redaktionen. Foto: Sandeng-familiens fotoalbum / Privat

På de billeder, hvor Solo er alene, ser han mere tænksom og alvorlig ud. Det var det ansigt, Nyami faldt for, da hun så Solo første gang. Uden for moskéen, efter en fredagsbøn, stod han ved en stor gryde med kogende sukker og friske mynteblade, der i sidste ende skulle blive til bolsjer. I dampen fra sukkervandet kunne hun se et alvorligt ansigt med store læber og buskede øjenbryn, og med de der øjne”, smiler Nyami og kigger ud i luften. Hun fortæller noget mere, men datteren Fatima oversætter ikke:

Det er volapyk,” siger hun og ryster på hovedet ad morens glitrende øjne.

FARSolo og Nyami fik ni børn sammen. Her er Solo med nogle af dem. Foto: Sandeng-familiens fotoalbum / Privat

Da Solo blev ældre, lagde han sig ud. Hans skarpe træk blev mere runde og bløde. Det gjorde, at han ikke længere havde den skarpe, lidt afskrækkende mimik fra ungdomsdagene. Han så mere behagelig ud.

Når familie, venner og bekendte fortæller om ham, taler de om, hvor behagelig han var. Ikke bare behagelig på en høflig måde, men med oprigtig interesse for, hvordan andre havde det. Til fredagsbønnen hev folk ofte fat i Solo for at få råd og svar på deres problemer og spørgsmål.

I et land, hvor de fleste børn vokser op under en faderfigur, der dominerer hjemmet og bestemmer, hvor børnene skal uddanne sig, hvor de skal arbejde og måske endda, hvem de skal giftes med, havde Solo en anden tilgang.

Han samlede os tit for at høre vores mening. Og han ville faktisk lytte,” siger Fatima.

SAMLINGSPUNKTTæt på markedspladsen i Gambias største by, Serekunda, ligger en samling huse, hvor den store Sandeng-familie bor. Solo og hans kone, Nyami, hjalp ofte deres brødre, søstre eller nevøer med gode råd eller små pengedonationer. Foto: Sandeng-familiens fotoalbum / Privat

I 1996 meldte Solo sig ind i United Democratic Party (UDP) – det første politiske parti, som stillede sig i opposition til Jammehs regime.

Men et egentligt politisk menneske var Solo aldrig. Han havde ikke parti-ideologiske standpunkter eller et ønske om magt. Solo var blandt de tidligste medlemmer af UDP, men blev aldrig en, man for alvor regnede med på den storpolitiske scene. Trods sin gode begavelse var han ikke en af partiets tænkere. Han var et menneske-menneske. Vellidt af alle. I UDP fik han rollen som mobilizer. Et job, hvis vigtigste funktion var at overbevise andre om UDPs sag og få dem til at gøre modstand.

I Jammehs diktatur var tjeneren, taxachaufføren og avissælgeren spion. Og i folks hoveder var frisøren og tjenestepigen det også. Solos job var at tale med folk, men politik var en stor elefant midt i ethvert rum. Så det var ikke nemt.

AKTIVISTSandeng-familien støttede Gambias første præsident, Dawda Jawara, som mistede magten, da Jammeh fuldførte sit kup i 1994. To år senere meldte Solo sig ind i UDP – det første parti, som stillede sig i opposition til Jammeh. Foto: Sandeng-familiens fotoalbum / Privat

I takt med at Jammeh stoppede med at lege demokrat, steg truslernes omfang, og Solos job blev farligt. Han blev arresteret for første gang efter valget i 2006.

Sorte skygger begyndte at følge Solo, hvor end han gik, husker hans ældre bror, Abbas Sandeng:

De stoppede ham på de mærkeligste tidspunkter og kom med henslængte trusler.”

NIA, det hemmelige politi, troppede hyppigt op hjemme i gården for at spørge til, om alt nu også var okay.

I 2013 havde han samlet unge UDP-medlemmer til et partimøde i fiskerbyen Tanji, og da politiet troppede op, blev de anholdt. Solo sad i fængsel i mere end en uge.

Ifølge vores oplysninger mødtes Solo og Jammeh aldrig personligt, men i to årtier kørte de et katten-efter-musen-parløb: Hver gang Jammeh strammede sit autoritære greb, fandt Solo en ny metode.

I april 2016 fik det Solo til at arrangere den første offentlige demonstration i Gambia siden 2000. Midt i Gambias største by, Serekunda, ville han samle partisoldater og sympatisører til en protest. En idé så langt ude, at alle forsøgte at tale ham fra den. En handling så radikal, at han samlede Sandeng-familien til fællesbøn om morgenen.

FORBINDELSERSolo er i audiens hos Ousainou Darboe – den mangeårige formand og stifter af oppositionspartiet UDP. I dag er Darboe udenrigsminister i Gambias nye regering. Foto: Sandeng-familiens fotoalbum / Privat
#3 En diktator vil smadre levegrundlaget for befolkningen. På lang sigt er det en mulighed

En diktator har ingen interesse i, at befolkningen bliver rigere. For med rigdom kommer ofte krav om rettigheder og indflydelse. Men en diktator kan ikke holde befolkningen og økonomien hen i evigheder. Hans dårlige håndtering af basale funktioner i samfundet vil fylde krudthuset med krudt, så man tilsidst kun behøver en enkelt glød for at sætte fut i hele lortet.

Forestil dig, at du sidder med en kage foran dig. En fjerdedel af kagen tilhører dig. Umiddelbart vil det være godt for dig, hvis kagen bliver større: Din andel er stadig en fjerdedel, men nu er det en fjerdedel af en større helhed. Mere kage.

Diktatorer har det med at sidde på en stor andel af en nations økonomiske kage. Hvordan de skaffer deres andel, varierer fra diktator til diktator.

L’économie, c’est moi (økonomien, det er mig) er tanken blandt de mest skruppelløse despoter, der ikke differentierer mellem deres personlige og statens konti – en hævemaskine placeret midt i finansministeriet, om man vil.

De mere sofistikerede modtager penge i sorte kufferter og på schweiziske bankkonti, når de sælger ud af landets naturressourcer. Hvis du breder et verdenskort ud over spisebordet og sætter nåle i alle diktaturstaterne, vil du hurtigt opdage et gennemgående træk mellem nålenes placering: De er råvareeksportører. For en diktator er det en befrielse at sidde oven på et underjordisk lager af olie, uran, guld, diamanter eller et andet efterspurgt råstof.

Det er nemt at tjene penge på og betyder, at diktaturets konti bliver fyldt, så diktatoren ikke skal belemre befolkningen særlig ofte eller særlig meget med sådan noget som skatter eller afgifter. No taxation without representation (med skatter skal følge indflydelse) talte USAs grundlæggere om. Og i en moderne, autokratisk omskrivning: Får du alle dine indtægter fra olie eller råstoffer, er der ingen grund til at beskatte befolkningen, og dermed behøver du ikke lytte alverden til dem.

Gambias undergrund er uden værdier, hvilket betød, at Jammeh aldrig kunne blive Saudi- eller Qatar-rig. Men uanset hvor fattigt et land er, vil der altid være en række funktioner, der kan monopoliseres og bruges til at hive penge ud af befolkningen: El- og vandforsyning, infrastruktur, transport og licenser er de mest simple. Overtagelsen af de funktioner blev Jammehs vej til rigdom. Kanilai Farms hed hans største selskab, der startede som et bageri, men sidenhen ekspanderede til at kontrollere en lang række vitale funktioner i landet. På store facader rundt om i Gambia finder man stadig falmende Kanilai Farms-logoer, som halvhjertet er forsøgt fjernet efter diktatorens fald.

Hvor man placerer Yahya Jammeh på spektret over rige diktatorer, er et spørgsmål om, hvor mange af historierne man tror på. Fra det gambiske justitsministerium ved vi, at de arbejder på at beslaglægge 130 ejendomme verden over, 88 konti og 14 firmaer i diktatorens navn. Men der eksisterer ingen officiel opgørelse over hans rigdom. Den nye finansminister fortalte i februar, at der kun står 15 dollars tilbage på statens konti, efter at Jammeh tømte, hvad der tømmes kunne, inden han fløj i eksil i Ækvatorialguinea. The New York Times skriver, at Jammeh havde to Rolls-Royce Phantoms, biler til lige under en halv million dollars, og at et privat fragtfly blev lejet til at transportere mindst seks luksusbiler ud af landet i dagene op til, at han selv flygtede.

Jammeh var, og er nok stadig, rig. Gambierne knap så meget. I de 22 år, Jammeh var ved magten, blev Gambias bruttonationalprodukt forøget med 25 procent til 940 millioner dollars. 25 procent over to årtier er ret lidt. Til sammenligning er Danmarks BNP vokset med 37 procent i samme periode, og det er fra et betragtelig højere udgangspunkt. (Reelt er Gambias BNP pr. capita faldet i perioden 1994-2016 BNP, eftersom befolkningen er vokset hurtigere end økonomien). I 1995 var Gambia blandt den fattigste fjerdedel af verdens lande. I dag er landet i den fattigste tiendedel. Det leder os tilbage til størrelsen på kagen: Hvorfor har diktatoren så lille interesse i, at økonomien vokser, og befolkningen bliver rigere?

Det kræver evner, held og de rette omstændigheder, hvis du vil have en økonomi til at vokse,” siger Alastair Smith, medforfatter til bogen The Dictator’s Handbook.
Det er derimod nemt at kannibalisere en økonomi ved bare at trække penge ud.”

Rent-seeking kaldes det i økonomisk teori, når man går efter at blive rig på andres bekostning frem for at skabe egentlig ny værdi. Rent-seeking er, hvad Jammeh gjorde, da han monopoliserede elforsyningen og derefter opkrævede, hvad han lystede hos forbrugerne. Resultatet blev en ustabil elforsyning og en fattig befolkning:

En tredjedel af gambierne lever i dag for under 1,25 dollars om dagen ifølge Verdensbanken. En tredjedel er arbejdsløse. Blandt unge mennesker er det halvdelen. Som data kan det være svært at forstå. Det bliver virkeligt, når en ung soldat fortæller dig, at han tjener 2.200 dalasi (315 kroner) om måneden og skal forsørge ti mennesker med det. I lande med ekstrem fattigdom måler man blandt andet sin indkomst i rissække: Hvor meget koster ti kilo, og hvor meget kan jeg købe i dag i forhold til for et år siden? Officielt har gambisk inflation årligt ligget omkring fem procent siden 2004. Problemet med inflationsdata er, at de er nemme at snyde med, og man skal ikke tilbringe mange dage i landet for at indse, at inflationen er langt over fem procent.

Baboucarr Camara, en indbygger i hovedstaden, fortæller, at han i dag får halvt så mange kilowatt hos elektricitetsfirmaet som for bare fire år siden. Han har samme problemer med ris.

For to år siden kunne jeg få en sæk for de her,” siger han og holder 1.000 dalasi i sedler frem. I dag skal jeg lægge de her oveni,” siger han og kommer 500 dalasi mere i bunken.

Og hos barberen, hvor der ikke er nogen særlige udgifter til en klipning ud over barberens arbejdstid, hænger et skilt, der undskylder, at prisen på en barbering er steget fra 25 til 35 dalasi.

We gotta eat,” siger barberen. Ved siden af står hans søn og trimmer et sæt bakkenbarter.

Det er ikke til at sige, hvad den rigtige inflation er i Gambia. Nyang Njie, der driver en populær blog om gambisk økonomi, anslår den til at være 20-25 procent. Det er heller ikke til at sige, på hvilket niveau der fifles med data: I Sovjetunionen blev de dårlige’ statistikere henrettet, og så blev der leveret bedre tal. I Kina ved statistikerne godt, hvilke tal der er gode’, og så sørger de for at lande der i nærheden. Gambia under Jammeh var sandsynligvis et sted mellem Kina og Sovjet. Men for manden, der vil købe ris, er det ét fedt.

Under Jammehs styre lod det ikke til, at der eksisterede en økonomisk plan for Gambia.

Det har efterladt landet som en af Afrikas tabere. The Hopeless Continent skrev The Economist på forsiden i 2000. 11 år senere var forsideteksten ændret til Africa Rising på ryggen af et årtis hypervækst på kontinentet. Men i Gambia var man fortsat uden håb.

I perioden mellem de to The Economist-forsider var Gambia det eneste land i Vestafrika, der ikke oplevede, at borgerne blev rigere. Arbejdsløshed og håbløshed går hånd i hånd: Gambia producerer i dag stort set ikke andet end peanuts. Landet har aldrig fået etableret værdifuld eksport, fordi Jammeh brugte landet som lyssky eksportkorridor frem for producent:

Eksempel 1: Så vidt vides er der ingen forekomst af diamanter i Gambias undergrund. Men i 1998 udgjorde ædelstene 62 procent af gambisk eksport, og landet blev en af verdens største diamanteksportører. Samtidig flød det med blod og diamanter i det nærliggende borgerkrigshærgede Sierra Leone. Jammeh brugte kaosset til at overtage landets diamanteksport. Da der blev indgået en fredsaftale i Sierra Leone i 2001, faldt Gambias diamanteksport til under en procent af den samlede eksport.

Eksempel 2: I 1998 forbød Gambias naboland Senegal eksport af den truede træsort palisander. Et årti senere havde kineserne fået penge og smag for det sjældne, rødbrune træ. Fra 2009 til 2012 steg Kinas import af palisander med en faktor på 21. I samme periode blev Kina Gambias største samhandelspartner, og trævarer gik fra at udgøre 0,008 procent til 30 procent af den samlede eksport. Den truede træsort fandt på en eller anden måde vej fra Senegal til havnen i Banjul.

At diamanter og træ blev skibet ud fra Gambia, gjorde ingen andre end Jammeh rig. Og sideløbende har Gambia eksporteret sin fremtid: Unge mænd og kvinder forlader landet i hobetal.

Blandt de afrikanske migranter, der krydser Middelhavet, udgør gambierne ifølge FNs Flygtningehøjkommissariat den femtestørste befolkningsgruppe, selv om landet har en af de mindste befolkninger på kontinentet.

De fleste i Gambia kender en, der har krydset Middelhavet, eller en, der er død i forsøget. Remitter, som er de penge, der sendes hjem fra udlandet via MoneyGram og Western Union, udgør i dag 20 procent af gambisk BNP.

Deres billeder på Facebook viser lutter glade dage, men når jeg taler med dem på WhatsApp, fortæller de om, hvordan de sover på gaden og går sultne i seng for at kunne sende penge hjem,” siger Malick Sandeng, Solo Sandengs 28-årige søn, der selv har overvejet at tage turen flere gange.

Det var hans far, der i sidste ende talte ham fra at tage the backway, som gambierne kalder ruten gennem Mali, Niger, over Sahara, op til Libyens kyst og så over havet i en undskyldning af en båd.

Solo fortalte mig, at Jammeh vil have os unge mænd til at flygte til Europa, så der ingen er tilbage til at gøre modstand,” siger Malick.

Jeg blev. Og se, hvad der nu er sket.”

TAK FOR ALTI 8.219 dage nåede Yahya Jammeh at diktere Gambia, inden befolkningen tog magten fra ham.
#4 Organisér, demonstrér, og bliv hørt

Protesten er vigtig: Det er en mulighed for at samle ligesindede, vise, at man er flere, end folk tror, og fortælle om sagen. Husk: Fredelige protester er voldelige overlegne, fordi vold blot er en undskyldning for at banke løs på demonstranter. Vold er diktatorens yndlingsvåben.

Her er to kriterier til at vurdere, hvor succesfuld en demonstration er:

Demonstrationens størrelse: Antallet af fremmødte bliver ligefrem proportionalt med protestens succes.

Kriterium nummer to er at vurdere demonstrationens evne til at sætte dagsorden og ændre holdninger. Noget mere abstrakt og noget vanskeligere at måle.

Målt på det første parameter var Solos demonstration ved Westfield Junction i Serekunda den 14. april en gedigen fiasko. Ikke mange flere end 20 mennesker mødte op, og tuschskriften på det medbragte banner lignede et produkt af en børnehaveklasseelevs utrænede hånd. We want fair electoral reform,” stod der med tynde røde bogstaver på et hvidt lagen, som blafrede i vinden.

Målt på parameter to blev demonstrationen en succes.

Den lille protest var en reaktion på Jammehs nyeste ændring af valgloven. Prisen på at stille op som præsident var hævet med 1.000 procent, så det nu kostede én million dalasi eller 150.000 kroner: 40 gange den årlige indkomst for en gennemsnitlig gambier.

NIGHTLIFEDer bor lidt mere end 300.000 indbyggere i Gambias største by, Serekunda. Foto: Philip Róin

Solo Sandeng var manden bag banneret og planlægger af demonstrationen. I hans rolle som UDP-mobilizer gik han forrest iført en hvid, kortærmet skjorte, sorte bukser og det der behagelige ansigtsudtryk, som alle husker, når de taler om Solo.

Solos plan var, at forbipasserende skulle slutte sig til demonstrationen, og en sneboldeffekt lidt syd for Sahara skulle føre til, at Jammeh ville genoverveje sine valgreformer.

Nu kender du efterhånden også Yahya Jammeh en smule, og lige så naiv den strategi må virke på dig, lige så naiv syntes den for Solos familie og venner. De forsøgte først helhjertet og, når de stødte mod Solos determinisme, mere halvhjertet at tale ham fra protesten.

Igen og igen blev Solo spurgt, om det var det værd. Var han ikke klar over, hvad NIA, det hemmelige politi, og Jammehs håndlangere, the jungulars, ville gøre ved ham, når de så ham med banneret i hånden?

Flere af Solos partifæller, familiemedlemmer og de ældste af hans ni børn havde samtaler med ham i dagene op til demonstrationen. Storebroren Abbas var den mest direkte.

De slår dig ihjel,” advarede han Solo.

Westfield Junction er et T-kryds. I toppen af T’et, lidt til venstre for selve krydset, stod Solo med det ulæselige banner blafrende i atlanterhavsvinden.

Og ganske som forventet: Få minutter efter dukkede politiet op anført af politimester Sowe. Et firskårent ansigt, der for oppositionen var lig med problemer. Den gambiske journalist Kifa Barhama dokumenterede forløbet med video og billeder.

Først prøvede politiet i vage vendinger at få folk til at gå hjem. Så udviklede det sig til et klassisk gadeskænderi med folk i en tætsluttet cirkel om Solo og politikommissæren. Halvdelen stille iagttagende, den andel halvdel aktivt gestikulerende.

En kvinde fik brudt igennem cirklen og stak en telefon i hånden på Solo. Det kan ikke vente.” Hvem Solo måtte tale med, ved vi ikke. Men han forlod skærmydslerne og lod de andre demonstranter om at føre sin sag. Solo stillede sig på den anden side af gaden med telefonen ved øret og ryggen til demonstrationen.

Da han vendte sig om igen, var de kampklædte betjente begyndt at svinge deres knipler ned over demonstranterne. Når en demonstrant var tilpas mør, blev han eller hun bakset op på ladet af en ventende lastbil. Inden Solo kunne nå tilbage til virvaret, blev han selv stoppet af en politimand og skubbet ind på bagsædet af en taxa.

Ud ad det åbne taxavindue fik journalisten Kifa Barhama fat i Solos sidste ord, inden taxaen kørte mod Banjul og efterretningstjenestens hovedkvarter.

I’m arrested. They will kill me.”

Man kan blive kynisk af at læse om menneskerettighedsovertrædelser i Gambia. Når man bladrer i den seneste rapport fra det amerikanske udenrigsministerium, er det svært ikke blot at trække på skuldrene over en kritik af, at der ikke er nogen form for ventilation i fængselscellerne. Ventilationskritik er absolut i petitesse-afdelingen i en rapport, hvis eneste positive bemærkning er, at det gambiske regime ikke gør sig skyldig i antisemitisme – og det er, fordi der ingen jøder er i Gambia, fremgår det.

NIAs behandling af fanger er et tilbagevendende tema i rapporter fra menneskerettighedsorganisationer. At læse om stedet er én ting. At høre tidligere fanger fortælle historier fra Jammehs torturkamre er værre.

Cellerne henligger i mørke døgnet rundt, og oftest bliver fangerne holdt indespærret i eneceller, kun med selskab af rotter og insekter. En tidligere indsat, Lamin Sey, fortæller, hvordan han blev holdt i isolation hos NIA, men da han blev forflyttet til et andet fængsel, blev han stuvet sammen med flere andre i en storcelle med frit udsyn til en tom celle på den anden side af gangen.

Hvis man bestak vagterne, kunne man få lov at gå på toilet uden for cellen.”

Rapporter fra Amnesty, Human Rights Watch og FN giver et billede af en efterretningstjeneste, der systematisk begår overgreb på sine egne landsmænd.

Her står blandt andet, at NIA jævnligt gør brug af tortur, hvilket inkluderer, men ikke begrænser sig til, simpel vold, elektrochok, kvælning, ild, druknesimulering, voldtægt og trusler om at blive begravet levende.

GRAVSTEDVi er kørt ud i bushen ud for fiskerlandsbyen Tanji. Herude lå Solo Sandeng begravet i knap et år, indtil medlemmer af efterretningstjenesten fortalte politiet, hvor liget befandt sig. (I dag ligger Solos krop på et hospital i hovedstaden. Politiet håber, at flere undersøgelser af liget kan være med til at fælde Solos formodede bødler). Foto: Philip Róin

Solo vidste godt, hvad der ventede ham for enden af taxaturen.

Det, vi ved om Solos tid hos NIA, er baseret på officielle dokumenter fra en senere retssag, heriblandt vidneudsagn fra to kvinder, der blev anholdt ved samme demonstration som Solo: Nogoi Njie og Fatoumatta Jawara.

Fra Westfield Junction blev Solo kørt til NIA-hovedkvarteret i Banjul: et aflangt, hvidt to-etagers hus med grønne lægter. Foran hovedkontoret kunne man altid finde en gruppe af te-drikkende mænd. NIAs metode var at hyre freelance-håndlangere blandt te-drikkerne. Det var nogle af disse, der tog sig af Nogoi Njie.

De bar sorte hætter og handsker, og det eneste identificerbare træk var deres øjne, husker Njie. I sit vidneudsagn beskriver hun, hvordan tre hold af fire-fem hætteklædte mænd skiftedes til at banke hende, mens de hældte vand ud over hendes krop. Herefter blev hun smidt ind i et mørkt rum med en kraftig stank af urin.

Fem minutter senere blev Solo smidt ind i samme rum. Hans krop var hævet og han blødte fra ansigtet. Njie gik i gang med at massere Solos krop, og efter kort tid faldt Solo i søvn.

Men det blev kort, da nogen ude fra gangen kaldte hans navn.

Solo adlød, rejste sig og gik mændene i møde. Snart kunne Njie høre ham skrige igen.

Natten igennem blev Solo og de to kvinder gang på gang hentet i cellen for at få pisk med vandslanger og slag med knipler.

Sidst, de to kvinder så eller hørte Solo, var tidligt om morgenen fredag den 15. april. Efter endnu en omgang tæsk blev han båret om bag huset. Til sidst stoppede vagterne med at slå, og Solos jamren ophørte.

#5 En død helt er en martyr

Visse mennesker får større indflydelse, efter de er færdige med at leve.

Det har næppe været nemt at grave Solo ned.

Bushen ud for fiskerlandsbyen Tanji er dækket af et dybt lag fint sand, inden man når ned til den bløde lerjord. Om morgenen den 15. april 2016 stod mindst fire mænd med hver sin spade i hånden og gravede et hul. Ved siden af dem lå Solo på en blodig madras med et lagen over sig, fremgår det af vidneafhøringerne fra retssagen mod hans formodede bødler.

Begge skuldre var brækkede, ansigtet hævet, og det venstre ben bøjet i en umulig position.

I det officielle dødscertifikat fra politiet står der, at han mistede bevidstheden og derefter døde af respiratory failure – vejrtrækningsstop.

Solo, madras og lagen blev smidt i hullet og overhældt med jord. Herude for enden af hullede sandveje og mellem stikkende tornebuske var der ingen, der ville opdage graven. Her kunne Solo ligge og rådne, indtil – skulle det vise sig – bødlerne et år senere blev tvunget til at afsløre graven.

Solo var mere hyggeonkel end hardcore frihedskæmper. Han var ikke en usårlig oppositionsfigur, der holdt Jammeh vågen om natten. Han var en almindelig mand med et særligt politisk engagement, hvis død ikke burde kunne ryste et diktatur. Han var ingen kriger som Jeanne d’Arc. Han var ikke kompromisløs som Steve Biko. Ikke militant og smuk som Che Guevara eller selvopofrende som Mohamed Bouazizi – den tunesiske grønthandler, der antændte Det Arabiske Forår.

Men man glemmer, at det var de heller ikke nødvendigvis, før de døde. Før de blev martyrer. Da de døde, blev de symboler. Og symboler kan sagtens være stærkere end kød og blod. Efter Solo forandrede Gambia sig. Ikke fra dag til dag, men det stod klart, at noget nyt ulmede. Og det blev starten på nye aktioner, nye samarbejder og et hidtil uset politisk engagement frem til valget seks måneder senere.

#6 Kassér det politiske arvesølv

Mennesker korrumperes i et diktatur. Ikke nødvendigvis fordi de er dårlige mennesker, men fordi det nu engang er sådan, systemet er indrettet. Når vold og bedrag bliver hverdag, bliver det også meget svært at ændre på. Hvis man vil have de altomfattende forandringer, bliver man nødt til at skære en masse fra.

VALGDAGValgdag. UDP-støtter fejrer, at partiet har vundet et absolut flertal ved parlamentsvalget i april i år. Jammehs parti, APRC, lever videre og satte sig på fem ud af 53 mandater. Foto: Philip Róin

Hvad mange diktatorer gør godt, havde Jammeh gjort fremragende: splittet oppositionen. I al den tid Jammeh regerede Gambia, bestod oppositionen af den samme gruppe af gamle, uenige mænd. Mest prominent var Ousainou Darboe: en gråskægget mand med et venligt smil og den slags ærgerrighed, der gør, at man bliver som formand for sit parti, UDP, selv efter at have tabt valg nummer fire. Darboe stiftede sit parti i 1996, to år efter Jammehs kup, og tabte de efterfølgende valg med en margin på mellem 20 og 55 procentpoint. Ved seneste valg i 2011 fik han 17 procent, Jammeh 72.

Men selv om Darboe kun fik 17 procent af stemmerne, skete der noget efter Solos død. To dage senere var der på ny arrangeret demonstration. Arm i arm gik oppositionslederne samme rute, som Solo og hans opbud havde gået den 14. april. Billeder fra oppositionens demonstration viser et nydeligt opbud af højtstående mænd og kvinder med papirskilte: We Demand Justice for Solo and the Rest of the Westfield Protesters og Justice for Solo. Forrest gik Darboe.

Ved valgene fra 1996 til 2011 vandt Darboe oppositionspartiernes interne popularitetskonkurrence. Men han var stadig milevidt bag Jammeh. Darboe ville have magten, men det samme ville de andre ledere i oppositionen, så en koalition kunne næppe blive virkelighed. I stedet var man ude i et destruktivt nulsums-spil, hvor de enkelte kandidater hellere ville se stemmer gå til spilde end miste chancen for selv at blive præsident ved at stille sig bag en anden kandidat.

I autoritære stater på tværs af Afrika ser man det samme billede: Ældre, mandlige oppositionsledere, som år efter år træder ind i bokseringen og svinger ud efter diktatoren uden at komme i nærheden af at lande et afgørende slag.

Lidt statistik:

Zimbabwe: Morgan Tsvangirai vs. Diktator Mugabe: 0 sejre siden 2002.

Uganda: Kizza Besigye vs. Diktator Museveni: 0 sejre siden 2001.

DR Congo: Étienne Tshisekedi vs. Diktator Mobutu & Diktator Kabila: 0 sejre siden 1982.

Gradvist kan publikum blive trætte af at heppe på de ældre mænds forsøg på at besejre the big man. Så hvorfor trækker Darboe, Besigye og de andre sig ikke for at lade nye kræfter komme til?

Her skal du tænke på de afrikanske oppositionspartier mere som firmaer end som organisationer, forklarer Boniface Dulani, politisk analytiker på University of Malawi. Det typiske afrikanske oppositionsparti er oftest etableret af lederen, finansieret af lederen og høster opbakning på grund af lederens person snarere end en politisk ideologi. Ikke ulig de diktaturregimer, som de er sat i verden for at bekæmpe.

I det øjeblik lederen trækker sig, er partiet dødt,” forklarer Dulani. Og hvorfor skulle de trække sig? De er jo i pole position, hvis præsidenten pludselig bliver syg eller slipper magten.”

Hvis du venter længe nok ved floden, vil dine fjenders kroppe flyde forbi,” skrev den kinesiske militærstrateg Sun Tzu i The Art of War 500 år før vor tidsregning.

Det skete for Ousainou Darboe, da han ledede flokken ned mod Westfield Junction.

I T-krydset blev oppositionspolitikerne modtaget af kampklædte betjente og sortklædte mænd med tildækkede ansigter. Politikerne nåede knap at færdiggøre de første paroler, inden knippelslagene ramte dem. De blev alle smidt og skubbet op i lastbiler med kurs mod Gambias berygtede Mile II-fængsel, hvor de endte sammen med demonstranterne fra Solos demonstration to dage tidligere. En måned senere blev Darboe og 17 andre deltagere idømt tre års fængsel.

Fra den ene dag til den anden stod oppositionen uden kandidat til præsidentposten. Den politiske vanetænkning var sat bag lås og slå, og de firmaer, Dulani beskriver, havde mistet deres CEO. Men i stedet for at henfalde til modløshed piblede der friske kræfter frem. Heriblandt Fatoumatta Tambajang – en respekteret ældre kvinde med en lang karriere i FN og en klar plan om at samle oppositionen i fælles front mod Jammeh.

I syv år havde hun holdt møder med Darboe og de øvrige oppositionsledere i et tålmodigt forsøg på at få dem til at stille op under samme fane. Men hver gang mødedagsordenen nåede til punktet hvem skal være præsidentkandidat, måtte Tambajang give fortabt.

Det tog mig lang tid at få dem til at forstå, at de ikke alle kunne blive præsident. Men med partilederne i fængsel var der en forståelse af, at det var nu eller aldrig,” siger Tambajang, som i dag er konstitueret vicepræsident.

En koalition var under opsejling for første gang nogensinde. Men der manglede en kandidat, koalitionen kunne samle sig bag.

Tambajang gik på jagt. Hun skulle bruge en spidskandidat så ukendt og uerfaren, at alle partierne kunne pege på ham og med ro i sindet sige, at de i hvert fald ikke tabte magten til en rival. Hun skulle bruge en nobody. Kassereren er vel et udmærket bud, tænkte hun.

Den 31. oktober, med en måned til valget, samlede koalitionen sig på det fine Kairaba Hotel ved Atlanterhavet for at pege på Adama Barrow som deres kandidat. På billeder fra mødet står Barrow iført en lyserød kaftan med et brysk blik og et navneskilt viklet om halsen. Han sveder. Og det er ikke så underligt. For Barrow var fuldstændig uvant på den storpolitiske scene.

Indtil da var han kasserer i UDP, Darboes parti. Få år tidligere var han rejst hjem fra London, hvor han arbejdede som sikkerhedsvagt.

Inden Solo Sandengs død var der mindst tre oppositionspolitikere, som alle mente, at de kunne vippe Jammeh af pinden i december. Nu havde deres partier samlet sig bag en enkelt kandidat. Kampen var blevet større end dem selv.

#7 Sabotér

Selv den mest velkalkulerede tyran har et blødt punkt. En åbning. En mulighed for at udnytte, at han er blevet for kålhøgen. Hvis man stikker dér, og hvis man stikker dybt nok, kan han såres. Problemet er at finde punktet. Og finde mennesker, man stoler nok på, når der skal stikkes. Men med tålmodighed og tillid kan det være, at man ikke behøver at storme præsidentpaladset med maskingeværer. Måske kan et par liter benzin og en ven med en lighter være nok.

I det følgende afsnit er alle medvirkende blevet anonymiseret. Det er de efter eget ønske, da de frygter, at Jammeh-sympatisører vil hævne sig. Afsnittet bygger på interviews med Seoul og Cheikh og på deres gengivelser af forløbet.

Seoul havde altid vidst, at han skulle være soldat. Han havde hverken evner eller ambitioner til at være med i skolen, og han glædede sig til at slippe for lærernes belærende tone og syngende ørefigner. Som soldat var det et spørgsmål om præcision og fysisk disciplin.

Det er ikke nemt at komme gennem optagelsesprøven,” siger han, sipper sin Malta, en lokal sodavand, og venter på spørgsmålet om, hvorvidt han klarede det.

Klarede du det?”

Seoul læner sig tilbage og smiler: Mmmh.”

De første tre år som soldat var han stationeret ved præsidentboligen i nærheden af Banjul. Her mødte han Cheikh. En gammel kammerat fra landsbyen. De delte oplevelser og indtryk, når de patruljerede omkring præsidentens palæ. De første år i trøjen var de ikke synderlig indignerede over diktatorens gøren og laden – ikke mere end resten af den stiltiende befolkning: Han var perverst rig og ikke den mest sympatiske mand, men på den anden side var det alt, hvad de nogensinde havde kendt til fra en præsident.

I 2011 blev de begge forflyttet til Jammehs hold af private bodyguards. Bodyguards i civil med sort jakkesæt og behagelige støvler. De sad med Jammeh på bagsædet af hans limousine, når han kastede kiks ud ad vinduet til befolkningen, og holdt døren for ham, når han skulle ind og ud af sit kontor i præsidentboligen.

Seoul og Cheikh udvidede deres vennekreds blandt Jammehs store hær af bodyguards. Edrisa, Findi, James og Larry blev en del af en tætsluttet cirkel, der langsomt nåede frem til, at de kunne stole på hinanden.

De seks mænd prøvede sig frem på hinandens tillid og nåede efter fem år, i foråret 2016, til et tillidsniveau, hvor de kunne tale om, at det måske var på tide at ændre tingenes tilstand og bringe diktatoren til falds.

Jo tættere vi kom på Jammeh, jo mere utilfredse blev vi med manden. Og det var den generelle følelse blandt mange af soldaterne,” siger Seoul.

Bodyguardene var trætte af at blive råbt af, når Jammeh var i dårligt humør. Trætte af at blive spærret inde i et mørkt rum i timevis, hvis præsidenten mente, at de havde sjusket med deres opgaver.

Et væbnet kup var på tale, men de vurderede, at de ikke havde de materielle eller logistiske kapaciteter. Desuden var kup-historikken i Gambia mildest talt ringe. Center for Systemic Peace, en amerikansk tænketank, lister fem kupforsøg mod Jammeh siden 1994. Alle mislykkedes. Så sent som i 2014 var tre kupmagere blevet skudt uden for præsidentpaladsets mure. De var endda tidligere amerikanske specialstyrker med udstyr for halvanden million kroner, skrev The Atlantic.

De seks venner havde knap råd til at brødføde deres familier, mens deres fremmeste og noget beskedne ekspertise lå i, at Seoul engang havde været på et rekognosceringskursus med den amerikanske hær.

Alligevel handlede de sene samtaler blandt de seks venner oftere om muligheden for at vælte Jammeh. Og en aften i juli fik de interessante informationer. En af de seks bodyguards fortalte, at han havde overhørt en samtale i præsidentboligen mellem Jammeh og et medlem af diktatorens APRC-parti. Partimedlemmet fortalte stolt Jammeh, hvordan der var ved at være styr på de falske valgkort til valget i december, gengav bodyguarden.

To uger senere fortalte han, at endnu flere kasser med valgkort var blevet leveret. Nu havde de seks sabotører et mål: et kontor på første sal i APRC-partiets højborg, hvor kasserne med valgkort var blevet stillet.

Det er aldrig blevet bevist, at Jammeh snød med falske valgkort op til sine valgsejre. Men de seks soldater var, ligesom flere andre i landet, overbeviste om, at Jammehs partimaskine producerede falske valgkort, som blev givet til senegalesere, der fik penge for at rejse ind i landet og stemme på præsidenten.

Lørdag aften den 13. august 2016 havde de alle sammen fri, og planen skulle føres ud i livet. De seks mænd klemte sig ind i en lejebil. Med sig bragte de en dunk benzin. Først begav de sig mod Senegambia, landets diskoteksgade, hvor hvide turister vralter rundt i klipklappere med købekærester under armen. De drak juice og spiste en smule mad, mens de ventede på mørket.

Klokken et satte de sig tilbage i bilen – to sabotører foran, fire på bagsædet – og kørte mod APRCs partikontor. Først stoppede de på behørig afstand og holdt øje med bygningen. Den syntes tom. Så kørte de to runder om blokken ad de hullede sandgader og parkerede til sidst 300 meter fra bygningen for at gennemgå deres observationer:

De vidste, at der plejede at være en vagt på gaden foran bygningen, men han var ingen steder at se den aften. Til gengæld sad der en vagt i et lille skur ved indgangen til bygningen.

De listede op til skuret, og Seoul lavede bevidst noget larm for at lokke vagten ud. Da vagten åbnede døren, stirrede han lige ind i løbet på en Browning 9 mm.

Hvis du råber, er du færdig,” sagde Edrisa.

Inden vagten kunne nå at overveje, om et råb var det værd, var han bagbundet med reb og kneblet med et stykke tøj.

To mand, Edrisa og Findi, gik mod første sal og tog benzindunken med sig. De andre fire holdt vagt i og omkring huset.

På første sal gik det stærkt. Aktionen foregik præcist og punktligt. Edrisa og Findi gik ind i det første lokale, de så, da de kom op ad trappen. De væltede reoler og borde ned over hinanden. Her var ingen valgkort, og det vidste de udmærket. Men Jammeh skulle tro, at det var meningsløs vandalisme og ikke politisk sabotage, han blev udsat for.

Herefter gik de ind i næste lokale. Edrisa smed computere på gulvet. Stole ovenpå. Så mapper, ringbind og papirer. Han var i gang med at stable et tårn af rummets inventar midt i lokalet. På toppen placerede han tre papkasser med valgkort.

Findi kom med brændstof til bålet. Edrisa er ryger, og hans lighter fangede uden problemer benzinen. Flammer stod ud i rummet, og det var på tide at smutte. De tog hver sin rute tilbage til lejebilen og kørte ud af byen. Kun James vendte i bedste pyroman-stil tilbage for at betragte resultatet på sikker afstand.

Planen var lykkedes til perfektion. Ilden havde ødelagt de to kontorer, men ikke spredt sig til andre bygninger. De var ikke blevet fanget. Og bedst af alt: Valgkortene var blevet til aske, og det var for tæt på valget, til at Jammeh kunne nå at printe nye kort, der ville være gyldige.

Hvor mange valgkort der gik op i røg den nat, ved vi ikke.

Seoul siger 80.000. Cheikh er langt mere konservativ og siger 3.000.

Jammeh endte med at tabe valget i december med 19.000 stemmer.

Dagen efter mødte de seks venner ind på vagt i Jammehs tjeneste. Men i løbet af eftermiddagen begyndte Larrys telefon at vibrere med ukendte numre. Det var politiet, der ville have fat i ham. De var blevet opdaget. Ifølge dem selv fordi politiet kunne spore deres telefonsamtaler via telefonmaster i nærheden af partikontoret.

De havde ingen tid at spilde. Som så mange andre, der var raget uklar med Jammeh, gik turen i al hast sydover mod grænsen til Senegal. I tre forskellige hold løb de hen over bushen i ly af natten, indtil de nåede i sikkerhed på den anden side af grænsen.

Deres flugt var i Jammeh-regimets øjne lig med en tilståelse. En af deres tætte venner i militæret, som ifølge Cheikh ikke kendte til planerne, blev anholdt for at være en del af brandattentatet.

Vi har endnu ikke fundet ham,” siger Cheikh. Og spørgsmålet er, om vi nogensinde gør.”

I Senegals hovedstad Dakar tilbragte de seks venner det meste af tiden på et lille værelse. Byen var fyldt med gambiske flygtninge, men sabotørerne foretrak at holde sig for selv. For ingen vidste, hvem der egentlig var flygtet fra Jammeh, og hvem der var sendt.

Efter hvad vi havde gjort, stolede vi ikke på nogen,” siger Seoul.

Så de tilbragte tiden alene, mens de passivt ventede på, at diktatoren forhåbentlig ville tabe sit valg. Ikke langt fra deres værelse var andre gambiere aktivt i gang med at vælte diktatoren med rim og sms’er.

#8 En frihedskæmper har få venner

Når alle kan være spioner, er det svært at samle mennesker nok til en opstand. Derfor skal man ikke kigge derhjemme efter støtte til sit projekt. Grib ud efter dem, der er rejst og flygtet. Dem, der i forvejen er uvenner med diktatoren. Og dem, der har haft succes i udlandet og i dag vil ens land det bedste. Man får brug for en plan og en masse penge.

PROTESTSANGERENMens Killa Ace var i eksil i Senegal, skrev han sange til anti-Jammeh-albummet ‘Lyrical Revolution’. På albummets cover er Killa Ace portrætteret sammen med billeder af blandt andre Nelson Mandela, Malcolm X og Che Guevara. Foto: Redux / Scanpix

Når en karakter lever op til de stereotype idealer, er det bare nemmere. Det gør rapperen Killa Ace. Cornrows, baggy polo, guldsneakers og en verbal virtuositet, der gør det svært at skille tale fra sangtekster.

Killa Ace, eller Ali Cham, som han er døbt, sidder i sit krydsfinerstudie på hovedgaden i Serekunda. Han er opvokset i The Bronx, New York, USA, og begyndte at rappe som 12-årig. Ace så, at hans bror – “may he rest in peace,” indskyder han – fik opmærksomhed og damer med sine rim, og han besluttede sig for selv at blive rapper.

Nu er han, selverklæret, den største af slagsen i Gambia. Med rapper-bravado, der gør, at han omtaler sig i tredje person.

Killa Ace, Killa on the mic,” udbryder han, hvis der er et tomrum i interviewet. Ace in rap!

På gaden i Bronx kaldte de ham AC (Ali Cham). Han smed selv et E bagpå, så det blev til Ace – “that means you’re the best at something.” Og fordi han ville dræbe modstanderne i improviserede gaderap-battles, faldt Killa ind som et naturligt fornavn: Killa Ace var født.

At være rapper i Bronx og være rapper i Gambia er et klassisk lille fisk i stor sø eller stor fisk i lille sø’-scenarie, hvor Ace umiddelbart valgte det sidste. I Gambia kender alle Ace. Selv folk, der ikke er en del af hiphop-segmentet. Men at påstå, at Ace er blevet en relativt større fisk, fordi han har skiftet sø, er at forklejne hans præstation: For hvor mange lande er det lige, Lil Wayne har måttet flygte ud af? Hvornår har Snoop Doggy Dogg sidst frygtet for sit liv? På hvilket album har Drake rappet om undergravelsen af retssystemet? Og hvor mange diktatorer har Eminem væltet? Nul.

Som purung rapper skrev han sange om de ting, The Bronx havde lært ham, at rappere nu engang skriver om.

Gettin’ bitches, shooting people in da head, you know.”

De beats og rim tog han med, da han som 15-årig flyttede til forældrenes hjemland, Gambia.

Men her var Aces kunst ude af trit med, hvad der foregik omkring ham. Det var trivielt at rime om damer og biler, når folk blev tortureret for at åbne munden i en forkert kontekst.

Jeg talte i koder. Jeg talte om problemerne, men jeg nævnte ikke manden, der skabte problemerne: Jammeh.”

Hans tekster handlede om uretfærdigheder i landet, men i en kunstnerisk indpakning af dyre-analogier, meta-tale og metaforer om mærkelige mennesker.

Man vidste, det var kritisk, men man skulle bruge et kompas og en ordbog for at finde ud af, hvad han mente,” siger Lamin Sey, først fan og nu manager for Ace.

Det stod på indtil efteråret 2015. Under en turné i Senegal besluttede Ace, at det skulle være nok. Han sagde ingenting til Sey eller resten af sit slæng. Men en nat efter en koncert smed han sangen Ku Boka C Geta G op på sin Facebook-profil.

Yahya Jammeh takes a lot of money
gives it to foreign celebrities
while we are back here suffering

Løst oversat fra wolof – et af de mest udbredte sprog i Gambia – er det linjerne, der ændrede Killa Aces liv. For første gang havde han eksplicit nævnt His Excellence i en af sine sange, og få timer senere stod Gambia i flammer”, som Ace udlægger det.

Ace var færdig med damer og biler. Han havde nået en kunstnerisk erkendelse:

Hvis jeg ikke reflekterer mit miljø, er der ingen grund til, at jeg er rapper. Jeg er den største rapper i Gambia, og hvis jeg ikke tog udfordringen op, burde jeg stoppe med at rappe.”

Da han vendte tilbage til Gambia dagen efter, var landet på den anden ende. Politiet og NIA jagtede ham, og han måtte gå under jorden med sin familie. Hver dag ringede nye, hemmelige numre til hans mobil. Dobbeltspioner i efterretningstjenesten advarede ham om, at de var tæt på at finde Aces skjulested (Lamin Seys soveværelse), og Aces mor i New York pressede på, for at sønnen skulle forlade Gambia:

Hun fortalte, at det, jeg havde gjort med Ku Boka C Geta G, var modigt, men hvis jeg for alvor ville udbrede det budskab, kunne jeg gøre det bedre fra Dakar.”

Det var måske bare en mors måde at tale til sønnens ego frem for hans frygt, men det virkede, og Ace-familien flygtede til Dakar. I den senegalesiske hovedstad fandt han sammen med andre eksilgambiere, der selv var flygtet fra Jammehs repressalier. Eksilgambiere med en udførlig plan for Jammehs fald. Blandt dem var Abdourahman Touray – en mand med en plan for et frit Gambia.

Touray er punktlig, iført nyvasket Nike-T-shirt, og hans aircondition på kontoret er indstillet på et behageligt niveau. Han driver en it-virksomhed i Gambias ambassadekvarter.

En dag i 2010 dukkede to libanesere op på hans kontor og sagde, at Jammeh var interesseret i at indgå i et partnerskab med ham. Touray var knap så interesseret. Og modsat fabrikker eller luksushoteller, som Jammeh tidligere havde haft med at gøre, var Tourays virksomhed immateriel. Medarbejderne var ressourcen, så Jammeh kunne ikke bare bøffe sig ind og overtage forretningen. Hans nej tak’ blev ikke accepteret, og da medarbejderne begyndte at blive chikaneret og til sidst arresteret, flygtede Touray ud af landet. Først til USA, senere til Dakar, hvor han opsøgte nogle af de kræfter, der aktivt ville vælte Jammeh. Inden længe var han helt inde i kernen af, hvad han i dag refererer til som the resistance, en regulær modstandsbevægelse:

I am a freedom fighter,” siger Touray uden at smile – han er generelt ikke en mand, der smiler.

Fra et anonymt hus i udkanten af Dakar kom Touray til at stå i spidsen for det gryende oprør mod Jammeh. Ja, protesterne, brandattentatet, Solos død, oppositionens alliance og økonomisk mismod bidrog til at ryste jorden under Jammeh, men det var diasporaen, the resistance, der havde overblikket.

De havde en plan. Helt bogstavelig talt. Blueprint for a New Gambia hedder pdf-dokumentet, som Touray udarbejdede sammen med toppen af modstandsbevægelsen. 25 sider, der lægger en metodisk vej til diktatorens fald. Hvordan sms’er får mennesker ud på gaden, hvordan befolkningen i de landlige områder hører om revolutionen, og hvordan timerne efter diktatorens fald skal bruges: Generaler skal tilbageholdes, våbenlagre beslaglægges, og Jammeh fanges og holdes på en minimum-fedt- og lav-sukker-diæt, så hans diabetes ikke tager livet af ham inden de ventende retssager.

Essentielt for planens gennemslagskraft var penge. Det er dyrt at undergrave et diktatur.

Det er det første råd, jeg vil give videre til fremtidige freedom fighters: Få styr på finansieringen,” siger Touray.

Han estimerer, at de endte med at bruge i nærheden af 10 millioner dollars, men putter med det faktiske tal ligesom med mange andre konkrete informationer. Der er intet, der er sikkert i Gambia, selv efter Jammehs fald, og hvem ved, hvad der sker i fremtiden?

For at finde finansiering rakte modstandsfolkene ud til rige gambiere i diasporaen, der havde haft problemer med Jammeh i fortiden. De oprettede crowdfunding-sider, hvor de appellerede til den store gruppe af eksilgambiere rundt om i verden. Små beløb: 20, 30, 50 dollars blev løbende doneret fra alverdens storbyer. Store donationer, 50.000 dollars, tikkede også ind. Næstvigtigst efter finansiering var information.

Informationsfordelen: Hvem ved mest om modparten?” forklarer Touray.

Fordelen – og ulempen – ved at kæmpe en informationskrig mod Jammeh var, at i et fattigt land som Gambia er informationer billigt til salg.

Vi vidste, hvilken farve undertøj han havde på,” siger Touray (hvidt for det meste). Oppositionen kunne købe oplysninger fra folk helt tæt på manden.

Men – og her er ulempen– det samme gjaldt også den anden vej: Folk i modstandsbevægelsen kunne være mål for Jammehs dybe lommer. Og uanset hvor mange donationer Touray kunne skaffe gennem crowdfundinghjemmesiden GoFundMe, kunne det ikke matche Jammehs hæveautomat i finansministeriet.

Han bestak alt og alle,” siger Touray.

For at kunne stå imod i informationskrigen lod man sig inspirere af den franske modstandsbevægelse anno 1940: Man konstruerede autonome celler, der opererede fri af ordrer ovenfra og aldrig kendte til hinandens eksistens. For at cellerne ikke kolliderede i deres arbejde, sad enkeltpersoner med overblik over alle celler. Touray var én af dem. Den 1. december 2016 eksisterede der 15 celler globalt, siger Touray. De var eksempelvis i Sverige, Tyskland, England, USA.

I Senegal var der Tourays celle, it-cellen, og så den største og mest aktive celle”, Killa Ace-cellen eller Team Gom Sa Bopa (Tro på dig selv), som de kaldte sig. Cellen bestod af Ace, hans hangarounds fra tidligere og en voksende mængde af folk, som beundrede ham for hans offentlige beef med Jammeh. Samtidig kunne hans tekster opildne folk hjemme i Gambia og få dem til at agere kollektivt. Det var i krydsfeltet mellem Aces mobiliseringsevner og Tourays teknologikompetencer, at de fandt hinanden og et helt konkret koncept: sms-protester.

Da Touray forlod Gambia i 2010, efterlod han flere af sine ansatte bag tremmer. For at få dem frigivet startede han en sms-kampagne, der såre simpelt gik ud på, at fakta om sagen blev leveret på sms til tilfældige mobiler. Det virkede, og seks år senere bragte han en veritabel sms-bazooka til slagmarken. Ad nok ikke helt legale veje havde modstandsbevægelsen fået fat i det største teleselskabs database over numre og ejere. Touray løfter øjenbrynene og smiler et sjældent smil, når man spørger, hvordan de gjorde. Praktisk talt betød det, at de kunne nå, hvem de ville, med deres sms’er. Og de kunne se, at det havde en effekt.

Sms’erne var en af vores største succeser. Især omkring Solos død, hvor de var med til at bringe folk ud i gaderne og overbevise dem om, at de ikke stod alene med deres utilfredshed,” siger Touray.

Det var Solos idé at demonstrere i første omgang. Men vi havde bestemt ikke tænkt os at stoppe. Solo-demonstrationerne døde aldrig, og på sin vis kan man sige, at de fortsætter den dag i dag.”

REMINDERPå mure overalt i Gambias største byer står der stadig spraymalet #GambiaHasDecided og #JammehMustGo. Beskederne blev skrevet i de højspændte uger, hvor Jammeh ikke ville slippe magten. Foto: Redux / Scanpix

Solos død, hvor tragisk det end lyder, var en sejr. Han blev det, som Srdja Popovic kalder et symbol for folket. En død person, der kunne have været enhver”.

Srdja Popovic var med til at vælte Slobodan Milosevic i Jugoslavien i 2000 og har efterfølgende skrevet bogen Blueprint for Revolution. Han er pacifist med en militærisk metodik og arbejder i dag med at undervise aktivister i, hvordan man effektivt skaber en bevægelse og vælter et regime på fredelig facon.

En revolution er ikke et resultat af mennesker med slagkraftige idéer og en stærk passion,” siger Popovic.
En succesfuld revolution er planlægning.”

Planlægning er Tourays metier. Uden at de bevidst er blevet konsulteret, går mange af Popovics teorier igen i Tourays arbejde og i modstandsbevægelsens Blueprint for a New Gambia.

Popovic smiler, da vi fortæller om Tourays pdf-dokument. For hvert enkelt punkt i dokumentet fremhæver han en læresætning: Saml rebellerne om den samme sag (vælt Jammeh), slå til, hvor det gør ondt, og få befolkningen til at bakke op om sagen. Det sidste er alfa og omega, siger Popovic. Og det realiseres nemmest ved at informere befolkningen om, hvem deres diktator egentlig er. Netop det har Touray gjort meget ud af i Blueprint for a New Gambia. Dokumentet indeholder en liste over historier, der skulle spredes og sætte Jammeh i et dårligt lys:

Jammehs rigdom: Stil de åbenlyse spørgsmål om, hvor den stammer fra.

Jammehs firmaer: Hvornår har de egentlig sidst betalt skat?

Jammehs attitude over for kvinder.

Jammehs manglende uddannelse og professionelle baggrund: Kan sådan en mand lede landet?

Jammehs moral: Udbredelse af videoklip med den rettroende mand, der drikker og horer løs.

Jammeh praktiserer sort magi: Hvordan er det foreneligt med islam?

Planen blev udrullet løbende igennem valgåret og skulle kulminere den 1. december, eller D-dag, som modstandsbevægelsen kaldte valgdagen.

#9 Gør diktatorens potemkin-valg til et fravalg

En diktator holder valg for at øge sin legitimitet, undgå for mange påtaler fra udlandet og skifte ud blandt sine lakajer. Men selv for en diktator er der stor risiko forbundet med at holde valg. Et valg er en mulighed: Man kan samle modstanderne, bringe kritikere ud i lyset og, måske, slippe af med diktatoren.

Apati er det værste for et oprør. Men apati er tæt på uundgåeligt, når du står over for noget uforanderligt: Som at Jammeh ville vinde valget den 1. december 2016.

Alligevel mødte folk op med deres valgkort og små flammer af håb.

Lidt over en halv million vælgere, eller 60 procent af de stemmeberettigede, gik igennem det unikke ritual, der er et valg i Gambia: Bag et bord sidder to-tre frivillige i hvide T-shirts og tjekker dit valgkort og sikrer, at du er den, du skal være. Hvis alt stemmer, bliver dit navn streget over i bytte for en lille glaskugle fuldstændig lig dem, der sad fast i næseboret som barn.

Over for bordet med de frivillige skal du stemme. I et lille telt står tre spande: en grøn for Jammeh, en grå for koalitionens spidskandidat Barrow og en lilla for opportunisten Kandeh – et billede af den respektive kandidat er klistret på toppen af hans spand for at hjælpe den halvdel af befolkningen, der er analfabeter.

I en tid hvor vestlige demokratier frygter, at deres valg bliver udsat for hacking, er Gambias metode et eksempel til efterfølgelse. Klonk,” lyder det én gang inde fra teltet, og udenfor kan observatørerne være sikre på, at du ikke har fyldt glaskugler i lommen hjemmefra. Systemet har fungeret sådan siden det første valg i 1965. Når valgstederne lukker klokken fem, bliver forseglingen på spandene brudt, observatørerne finder kuglerammer frem, og optællingen går i gang i fuld offentlighed. Samtlige partier har deres egne observatører ved valgstederne, der noterer resultater i egne regneark og melder dem tilbage til partihovedkvarteret, så der heller ikke kan fifles med data på vej fra de enkelte valgsteder til valgkommissionens hovedkontor.

Jammeh havde selv kaldt systemet for svindel-sikret”. Men nu var oppositionen samlet, de falske valgkort brændt, og selv hans datter modtog sms-propaganda fra senegalesiske telefonnumre.

Hvis man kigger rundt blandt andre diktatorer, er valg en udbredt praksis, og kun de største despoter gider ikke ulejlige sig med det. Robert Mugabe, Kim Jong-un og Bashar al-Assad har alle afholdt valg.

På trods af at Gambia har afholdt valg i al den tid, Jammeh sad ved magten, er landet raslet ned ad diverse demokratiranglister. På The Economist Intelligence Units liste over styreformer gik Gambia fra i 2006 at være et hybrid-regime til i 2016 at være et regulært autoritært regime, mindre demokratisk end Zimbabwe og Cuba. Der er intet demokratiserende ved et valg i et diktatur. Heller ikke i Gambia.

Jammeh chikanerede altid oppositionen op til valgene og sendte militæret til de områder, hvor han var upopulær,” siger Amadou Scattred Janneh, tidligere informationsminister under Jammeh og nu i eksil i USA. Han brugte valgene til at give indtryk af, at han var valgt af folket.”

Professor i statskundskab Carl Henrik Knutsen har sammen med tre kolleger fra Universitetet i Oslo set nærmere på, hvorfor diktatorer gør sig den ulejlighed at spørge folket, hvorvidt de skal blive ved magten. De har kigget på 389 valghandlinger i 259 regimer i perioden fra 1946 til 2008 – altså indeholdende tre Jammeh-valg. Knutsen har samlet fire hovedårsager til, at en diktator holder valg:

  1. Et valg øger regimets legitimitet nationalt og internationalt. Indadtil legitimerer man sig over for befolkningen. Udadtil over for investorer og donorer.

  2. Et valg kan meget præcist fortælle en diktator, hvor han står stærkt og svagt. Derefter følger godter til støtterne og repressalier til underløberne.

  3. Når diktatoren vinder med 80-90 procent, er det et dødsstød til oppositionens aspirationer om magten. Han slukker håbet,” som Knutsen siger det.

  4. Et valg giver diktatoren mulighed for at opbygge et effektivt partiapparat til fremtidig propaganda og større sejre i kommende valg.

På længere sigt giver et valg altså diktatoren øget mulighed for at blive siddende. Men på kort sigt medfører et valg ustabilitet og sandsynlighed for omvæltning. Der er fem gange så stor sandsynlighed for, at en diktator bliver væltet i et valgår som i et ikke-valgår, fandt Knutsen og kollegerne. Det havde Jammeh ignoreret, da han ti måneder forinden havde besluttet, at Gambia skulle til valg.

Dengang havde han ingen idé om bodyguardenes brandattentat, om de protester, Solos død ville medføre, eller de scener, han ville møde på sin egen valgturné: I tiltagende grad blev hans bilkaravane mødt af buh-råb, når han var på turné rundt i landet.

OFFERAbou Karim slap med livet i behold, da Jammehs soldater affyrede projektiler ind i en studenterdemonstration. 15 personer døde. Foto: Philip Róin

Til et vælgerarrangement i Farafenni, en landsby nord for Gambia-floden, steg det Jammeh til hovedet.

Jeg ved, I ikke kan lide mig. Der er folk i dette land, der lader, som om de kan lide mig, selv om de hader mig. I er sådan nogle,” råbte Jammeh fra scenen, inden han lod publikum vide, at oppositionen ville blive begravet nine feet deep, og han ville lede landet i en milliard år.

I takt med at glaskuglerne blev talt op, dæmrede det for Jammeh og befolkningen, at diktatoren ikke skulle regere i en milliard år. Han var ved at tabe valget. Rygtet spredte sig gennem det aflange land.

Journalisterne på landets censurerede medier anede ikke, hvad de skulle rapportere. De fortalte sjældent noget, der ikke var godkendt af Jammeh-regimet, og da slet ikke, at han var ved at tabe et præsidentvalg.

For at få svar flokkedes de om en mærkelig bygning på hovedvejen mellem Banjul og Serekunda: Fire hvide, doriske søjler bærer et ornamenteret tag ti meter højere oppe. Meget elegant og romersk. Men det er, som om den klassicistiske arkitekt midtvejs i byggeriet er blevet kuppet af en assistent, der har placeret en rektangulær kasse af glas bag de hvide søjler. Forestil dig Pantheon møder DR Byen.

Bag glasset sad Alie Njai, 82 år og chef for Gambias valgkommission, med en faxmaskine foran sig. Det var hans opgave at annoncere resultaterne, når de rullede ind fra landets 53 valgdistrikter.

Han samlede fem-seks resultater op fra faxmaskinen for så at gå ned og læse dem højt for journalisterne: en officiel markering af et resultats autenticitet.

Halvvejs igennem kunne han godt se, hvor det bar hen. Jammeh ville tabe. Jammeh så det samme. Njai fortæller, at han blev ringet op af en person tæt på Jammeh, som omgående bad ham stoppe annonceringerne. Njai gjorde sin bil klar til at flygte, men fortsatte med at læse resultater op.

Jammeh troede, han kunne stole 100 procent på mig. Men jeg stolede nul procent på ham,” fortæller Njai fra samme kontor et par måneder senere.

Ved den næste annoncering var det journalisterne fra den statsejede tv-station, der bad ham holde op med at fortælle dem om resultaterne. Her kunne Njai have fulgt eksemplerne fra andre af Afrikas skrøbelige demokratier ved at følge Jammehs ordre og dermed lade præsidenten udråbe sig som vinder af et valg, omverdenen var overbevist om, han havde tabt. Så sent som i 2010 var det sket i Elfenbenskysten og tre år tidligere i Kenya. I begge lande var man endt med blodige mini-borgerkrige.

Njai fortsatte med at læse resultater op.

I et desperat forsøg på at fastholde befolkningen i sin egen vinder-illusion lukkede Jammeh for elektricitet og internet. Hellere et Gambia i mørke end et Gambia med en ny præsident.

Men informationer fortsatte med at flyde, og befolkningen fik i stedet valgresultater overleveret mund til mund og på sms. Diktatoren gennem 22 år måtte slippe sit greb om magten.

Jammeh tonede frem på tv-skærmene og lod sit taberopkald til Barrow transmittere live.

Vi ønsker dig alt det bedste. Du er nu Gambias præsident,” sagde Jammeh i sin mobiltelefon, der var på højttaler, så tv-seerne kunne følge med.

Gambia has decided.”

Tak for alt dit hårde arbejde over de sidste 22 år. Vi vil fortsætte, hvor du slap,” svarede Barrow.

Men gambierne var ude i landets gader og hørte ikke de to præsidenters samtale.

Biler med hornet i bund og folk på taget fyldte gaderne, mens gule flag, Barrows farve, blafrede i natten. Fra hjertet af Banjul til de østligste landsbyer for enden af Gambia-floden, til Amadou Scattred i Georgia og Touray i Senegal, til eksilgambiere i hele verden og som et ekko mellem de små huse og træer i Sandeng-familiens gårdhave spredte kaldet sig:

Diktatoren er faldet, Gambia er frit.

#10 Det er tæt på at lykkes, men der er en grund til, han er diktator

En diktator er en utilregnelig vendekåbe, der vil kæmpe for at bevare magten. Man skal sørge for, at folket bliver i gaderne for at presse diktatoren indefra, mens resten af verden skal gøre sin andel udefra.

#GAMBIA HAS DECIDED spraymalede Lamin Sey på husmurene rundt i hovedstaden. Det var mindre end to måneder siden, han havde bestukket sig ud af et af Jammehs fængsler. Hans mentor og chef, Killa Ace, var stadig i Dakar.

#JAMMEH MUST GO malede han på næste væg. Det var mørkt og midt i december. Fem dage forinden havde Jammeh erklæret valget for ugyldigt. Helt ude i den østlige ende af Gambia var der i byen Basse sket en fejl under optællingen af stemmer.

I Excel-regnearket, hvor valgresultaterne blev indtastet, var totalkolonnen for distriktet blev rykket en gang til højre, således at Barrow fik Jammehs stemmer, Jammeh fik Kandehs stemmer, og Kandeh mistede alle sine.

Jammeh erklærede hele præsidentvalget ugyldigt og bad højesteret tage sig af sagen. Problemet for Jammeh var, at han havde fyret alle højesteretsdommere, og det ville i hvert fald blive marts, inden deres erstatninger var fundet. Indtil da ville han blive siddende.

#JAMMEH MUST GO taggede Lamin Sey på en ny væg. Da de to ender i det sidste O’ mødte hinanden, stod et skarpt lys pludselig ind på den mørklagte væg. Han vendte sig om og stod ansigt til ansigt med en betjent. Sey forestillede sig allerede turen tilbage til fængslets fugtige fangehul.

Jeg var skidebange.”

Hvem skulle nu tage sig af modstandskampen, hvem skulle tagge murene, hvem skulle vælte Jammeh?

Dine venner, der holdt vagt, stak af. Få dig nogle nye, og pas bedre på i fremtiden,” sagde betjenten ifølge Sey, inden han kørte væk på sin motorcykel og efterlod Sey i mørket.

FARVELJammeh har sat sig ombord i et chartret fly, der gør klar til at sætte kursen mod Ækvatorialguinea. Her har han fået asyl af diktatorkollegaen Teodoro Obiang, som har regeret det lille centralafrikanske land siden 1979. Foto: Stringer, AFP Photo / Scanpix

Seoul, Cheikh og de andre sabotører i Dakar hørte lignende historier. Jammeh var ved at miste kontrollen med sin politistat.

Gambia var på randen af borgerkrig. Bortset fra soldater bag sandsække lå gaderne i Banjul øde hen. Mere end 40.000 gambiere flygtede i de dage til Senegal. Der gik rygter om, at Jammeh havde hyret lejesoldater fra Sierra Leone. Han ville ikke give sig. Folket ville ikke give sig.

ECOWAS, en union af Vestafrikas lande, kan næppe betegnes som en klub af demokrater, men de seneste år har sammenslutningen flere gange interveneret mod de grummeste af medlemslandenes diktatorer. Både Jammeh og folket håbede på deres hjælp.

Den 15. januar ringede Jammeh på direkte tv til ECOWAS forkvinde, Liberias præsident Ellen Johnson Sirleaf, og bad hende om at sikre hans præsidentembede, indtil højesteretsdommerne var vendt tilbage.

Johnson, der ikke anede, at opkaldet kom, lyttede i stilhed til Jammehs anmodning, indtil hun til sidst brød ind:

Som jeg har sagt før, er det en god idé, hvis du skriver det i et brev.” Præsidentjargon for: Send en mail.” ECOWAS havde valgt side.

Vi er gået ind i Gambia,” skrev en ECOWAS-oberst til Reuters om natten den 19. januar. Nigerianske kampfly fløj flere gange tæt hen over hovedstaden Banjul og Jammehs palads i Kanilai. Færre i antal og ringere udrustet overgav den gambiske hær sig uden kamp.

Jammehs forsøg på at fastholde magten var løbet ud i sandet. Den 21. januar blev en rød løber rullet ud i Banjul Airport. Jammehs kortege af ti sorte biler stoppede ved den røde løber, og ud trådte diktatoren. Som altid ulasteligt klædt helt i hvidt.

Et militærband spillede ham op ad den røde løber, og fra toppen af præsidentflyets trappe kyssede han sin røde koran og vinkede farvel til de fremmødte.

Yahya Jammeh er forsøgt kontaktet gennem tidligere ministre, gennem familiemedlemmer, der stadig bor i Gambia, og gennem officielle kanaler i Ækvatorialguinea, hvor han i dag lever i eksil. Det er ikke lykkedes at få fat i ham.

EPILOG
September 2017

Den 18. februar 2017 blev Adama Barrow officielt indsat som Gambias præsident under en ceremoni på Independence Stadium lidt uden for Banjul.

Omtrent to måneder senere – den 6. april – holdt Gambia parlamentsvalg. Her vandt Barrows parti, UDP, 31 af de 53 sæder og sidder nu med et absolut flertal. Fatoumatta Jawara, som blev anholdt og tortureret sammen med Solo Sandeng, blev valgt ind som en af tre kvinder.

Killa Ace synes, at fremskridtene under den nye præsident lader vente på sig, og er begyndt at skrive protestsange igen. Senere på året tager han på turné i hele landet.

Abdourahman Touray arbejder igen med sit it-firma.

Alie Njai er stadig formand for Gambias valgkommission.

De to bodyguards, Seoul og Cheikh, er ikke længere ansat i militæret. Det var for risikabelt at omgås Jammehs støtter i hæren, mente de. Cheikh er arbejdsløs, mens Seoul har fundet arbejde uden for militæret.

Solo Sandengs ældste datter Fatima har startet organisationen Solo Sandeng Foundation, der kæmper for frihed og demokrati verden over.

Selv om Gambia synes langt mere demokratisk end for få måneder siden, er det stadig et ludfattigt land med en uprøvet præsident, ringe institutioner og blakkede fremtidsudsigter. Det er den slags samfund, der er mest sårbare over for kupforsøg og autoritære magtovertagelser.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem