Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Regeringen kan mindske Danmarks CO2-udledning med et pennestrøg. Spørgsmålet er, om det er en god idé

HANDELAnnullering af CO2-kvoter fra EU kan pynte på Danmarks klimaregnskab. Men skal det det? Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Vejen mod et mindre klimabelastende Danmark er fuld af dilemmaer, som politikerne i disse dage og uger skal træffe afgørende beslutninger om. Et prekært spørgsmål deler regeringen og dens støttepartier: Må vi bruge EU’s CO2-kvotebørs til at pynte på vores klimaregnskab? De Økonomiske Råd siger ja, Klimarådet nej. Diskussionen handler blandt andet om retfærdighed og risikoen for, at klimaforandringerne løber løbsk, og der skal træffes en beslutning inden nytår.

Hvordan skal Danmark leve op til sine ambitiøse klimamål? Hvordan skal vi måle vores fremskridt? Hvad må tælle med? Det er spørgsmål, som er højaktuelle lige nu. Regeringen og Folketinget forhandler på livet løs om den klimalov, der skal sætte rammerne for, hvordan vi når de ambitiøse mål om drastiske nedskæringer i drivhusgasudledningerne frem mod 2030. Og politikernes svar på spørgsmålene kan ende med at få stor betydning for, om den kommende klimaindsats reelt vil blive lige så god, som den kommer til at tage sig ud på papiret.

Et centralt, uafklaret spørgsmål nede på detaljeplanet handler om EU-kvoter for CO2-udledning. Hvilket måske lige kræver lidt forklaring.

Siden 2005 har det været sådan, at der kun må udledes en vis mængde CO2 i EU inden for energiproduktion og tung industri. Systemet administreres ved hjælp af kvoter, som virksomheder skal købe (eller bliver tildelt) i mængder svarende til deres udledninger. Europa-Kommissionen sælger selv nogle af kvoterne, men deler resten ud til medlemslandene, som så kan sælge dem eller dele dem ud til virksomheder omfattet af særlige undtagelser.

Og det er her, fidusen opstår: Ved at annullere nogle af de kvoter, der er tildelt Danmark, kan vi med et pennestrøg fjerne noget CO2-udledning. Og hvordan kan vi så det? Jo, fjerner vi kvoter fra det store europæiske kvotemarked, vil prisen på at udlede CO2 stige, og det vil tilskynde virksomheder til at skære ned i deres udledninger. Det er endda en ret billig måde at begrænse CO2-udledninger på. Men, men, men … måske er det ikke så godt, som det lyder. Eller også er det. Meningerne er delte, både blandt politikere og eksperter. Men politikerne skal finde et svar inden udgangen af året, hvor EU skal have konkret besked om vores planer med CO2-kvoterne frem mod 2030.

HVOR GRØN ER REGERINGEN?

Politikerne har store klimaambitioner og skal i dette folketingsår træffe afgørende beslutninger om, hvordan vi skal leve op til de ambitiøse klimamål, der er bred politisk opbakning til. I en ny serie sætter Zetland fingeren på de ømme punkter, hvor der er risiko for at gøre noget, som ser godt ud på papiret, men i virkeligheden ikke gavner klimaet – eller ligefrem risikerer at skade det.

Annullering af CO2-kvoter var en central del af den tidligere V-LA-K-regerings klima- og luftudspil fra efteråret 2018, hvor forslaget var at annullere kvoter svarende til udledning af otte millioner tons CO2 frem mod 2030. Siden er en del vand som bekendt løbet under Slotsholmens broer, og De Konservatives klimaordfører, Mette Abildgaard, kalder nu annullering af CO2-kvoter for en skrivebordsøvelse”, som ikke er en reel løsning”. Samtlige regeringens støttepartier er også imod. Venstre udtrykker betydeligt mindre begejstring end tidligere, men vil ikke afskrive muligheden. Socialdemokraterne udtrykker endnu mindre begejstring end Venstre, men vil heller ikke afskrive kvoterne på forhånd. Og nå ja, så mener Dansk Folkeparti, at det skal være nemmere for private at købe kvoter for at vise samfundssind”, som klimaordfører Morten Messerschmidt har udtrykt det.

Så hvad er argumenterne for og imod?

Lad os forlade politikerne et øjeblik og lytte til de kloge hoveder, som har til opgave at rådgive dem. Her viser det sig, at de skatteborgerbetalte organer, som er sat i verden for at rådgive regering og Folketing om klimapolitik, er temmelig uenige.

Økonomiprofessorerne i De Økonomiske Råd (som inkluderer Det Miljøøkonomiske Råd) er tilhængere af at annullere CO2-kvoter. Deres argument lyder, at kvoteannulleringer er et både billigt og effektivt middel til at nå Danmarks langsigtede mål om at blive klimaneutralt i 2050. Hvis man annullerer kvoter på den rigtige måde, har de beregnet, kan man endda få halvandet ton CO2-reduktion for ét ton annulleret kvote. Et rent røverkøb, som skyldes noget talgymnastik, som vi ikke skal gå i detaljer med her, men som udspringer af, at der lige nu er flere kvoter på markedet, end der er udledninger. Det betyder, at annulleringer af kvoter lige nu ikke rigtig har en effekt på prisen på kvoter – den vil først komme senere, i takt med at mængden af nyudstedte kvoter gradvist skrues ned. Annulleringer af kvoter nu vil derfor først slå igennem på et senere tidspunkt, når der vil være færre kvoter at købe – om et sted mellem 20 og 40 år. Men så vil annulleringen til gengæld også slå ganske hårdt igennem, vurderer De Økonomiske Råd.

Forsinkelsen på flere årtier er imidlertid en hovedårsag til, at Klimarådet (som i øvrigt også er tungt besat med svært erfarne økonomer) er imod annullering af CO2-kvoter. Mens vi venter på effekten af kvoteannulleringer, risikerer klimaet nemlig at løbe løbsk, skrev rådets medlemmer i et debatindlæg hos Altinget den 20. november – som modsvar på et indlæg samme sted få dage forinden, hvor vismændene anbefalede bare at annullere løs. Bekymringen ved tidsforskydelsen handler om de klimatiske tippepunkter, som kan blive overtrådt, hvis først temperaturen overstiger et vist niveau. Hvis tippepunkterne overtrædes, kan klimaet så at sige gå i selvsving, så den globale opvarmning ikke længere kan bremses. Ingen ved, hvor tippepunkterne ligger, men det kan ikke udelukkes, at der er plads til meget lidt yderligere temperaturstigninger ud over den ene grad, vi allerede har forårsaget, og i dét perspektiv hjælper det ikke noget at reducere CO2-udledninger om 30 år, argumenterer Klimarådets medlemmer.

Det er dog ikke deres eneste argument imod kvoteannulleringer. Et andet er, at enhver beregnet effekt om 20 år af noget, man gør i dag, er ret usikker. Sådan en beregning forudsætter blandt andet, at EUs kvotesystem fremover vil se ud nogenlunde som i dag, og det er der ingen garanti for. Vi kan langtfra være sikre på, at de effekter om 20-40 år, som vi kan regne os frem til i dag, vil holde,” lyder det fra Klimarådets medlemmer.

Klimarådets sidste argument mod kvoteannulleringer handler om Danmarks muligheder for at blive en international klimaduks, der kan få større gennemslagskraft end ellers på topmøder, hvor klodens skæbne skal afgøres. Hvis vi vil opnå sådan en status, lyder det fra rådsmedlemmerne, skal vi ikke ty til skrivebordsøvelser som for eksempel kvoteannullering”. I forlængelse heraf er Klimarådets officielle anbefaling til den nye klimalov, at vi bør følge FNs opgørelsesmetoder og satse på reelle reduktioner af drivhusgasudledningerne inden for Danmarks grænser”. Og så hjælper det ikke stort at opkøbe nogle EU-kvoter, som vil forhindre CO2-udledning et ikke nærmere defineret sted i Europa på et ikke nærmere defineret tidspunkt i fremtiden.

Ind i denne debat mellem regeringens finanslovsbetalte klimapolitiske rådgivere har også meldt sig det uafhængige Klima- og Omstillingsrådet. Rådet er et organ etableret på eget initiativ af en gruppe forskere fra forskellige fag, som alle beskæftiger sig med klima. Forskerne er ligesom Klimarådet modstandere af annullering af CO2-kvoter. De lægger stor vægt på det med tippepunkterne, men betoner også endnu et aspekt: dét, der handler om retfærdighed. De tager udgangspunkt i idéen om et CO2-budget, det vil sige et overslag over, hvor meget mere CO2 vi på globalt plan kan tillade os at udlede, hvis vi vil være nogenlunde sikre på ikke at overskride Paris-aftalens mål om højst at gøre kloden halvanden grad varmere end ved industrialiseringens begyndelse. Hvis man tager udgangspunkt i sådan et budget og derefter ud fra en rimelighedsbetragtning deler det ud på alle verdens lande efter indbyggertal, så har vi i Danmark kun en ret begrænset mængde udledninger tilbage, før vi enten selv får meget travlt eller også begynder at spise’ af andre landes budgetter. For hvert år, hvor vi ikke reducerer udledningerne, svinder det resterende budget, og vi skal dermed reducere hurtigere på et senere tidspunkt. Alternativt ender vi med at gå over vores’ andel af budgettet og dermed implicit afkræve andre lande, at de skal reducere deres udledninger i hastigere tempo,” skriver forskerne i Klima- og Omstillingsrådet i et debatindlæg hos Altinget.

Alt det her kan måske lyde lidt … fjernt. Men det er det på ingen måde. Som nævnt skal der inden årets udgang træffes en politisk beslutning om, hvorvidt og eventuelt i hvilket omfang vi ønsker at annullere CO2-kvoter frem mod 2030, og torsdag den 28. november var både Klimarådet og De Økonomiske Råd indkaldt for at orientere Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget om deres respektive syn på sagen. Det maksimale antal kvoter, vi kan melde ind til annullering, er 800.000 om året, hvilket frem mod 2030 svarer til de otte millioner tons, som V-LA-K-regeringen i 2018 forestillede sig at annullere i sit klima- og luftudspil. Og hvad politikerne beslutter, vil få konkrete økonomiske konsekvenser allerede næste år. Hvis de beslutter at melde et antal kvoter ind til annullering, hænger vi nemlig på den. Ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skal vi allerede fra næste år i gang med at annullere kvoter, så det hvert år svarer til cirka en tiendedel af det totale antal, vi melder ind frem mod 2030. Først fra 2025 kan vi eventuelt nedjustere det årlige antal kvoter, vi ønsker at annullere.

Med den aktuelle kvotepris svarer 800.000 tons annullerede kvoter om året ifølge Klimarådet til en årlig klimainvestering på 150 millioner kroner. Frem mod 2025 bliver det altså til 750 millioner kroner i alt, som man ellers kunne have brugt på klimainitiativer med mere øjeblikkelig effekt. Hvis vi melder det halve antal kvoter ind til annullering – 400.000 om året – er det 75 millioner kroner i mistede indtægter om året – eller 375 millioner i alt.

Socialdemokratiets klimaordfører, Anne Paulin, har forleden sagt til Politiken, at hun ikke vil afvise brugen af kvoteannulleringer, hvis vi står på den alleryderste dag og er løbet tør for virkemidler”, men at det er regeringens ambition at undgå en klimapolitik, hvor kvoteannulleringer indgår som væsentligt virkemiddel”. Hun har ikke ønsket at uddybe, hvad hun mere præcist mener med dét. Men det kan jo tolkes sådan, at regeringen ønsker at melde et antal kvoter ind til annullering, men helst vil undgå at indregne annulleringerne i det klimaregnskab, som afgør, om vi når i mål med Danmarks klimamål. Det vil sige enten 2030-målet om 70-procentsreduktion i udledningerne i forhold til 1990, eller 2050-målet om netto-nuludledning. Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen har heller ikke ønsket at bidrage med kommentarer, mens forhandlingerne er i gang.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: