Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

På et bjerg i Sydindien har de måske fundet opskriften på en grønnere planet. Det handler om vores forhold til naturen

PAUSENår det er udplantningssæson, bærer mændene her hver dag tre læs træer og buske op på det sydindiske Arunachala-bjerg. Alle fotos: Kasper Løftgaard, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Træer har enormt potentiale til at hjælpe os med at stabilisere klimaet, fordi de kan suge kuldioxid ud af atmosfæren. Men hvis vi skal realisere træernes potentiale, kan vi meget vel få brug for at knytte nye og langt tættere bånd til naturen. På et bjerg i Sydindien har de måske fundet ud af hvordan.

Masilamani K. svinger den slidte, hvide tesæk med stiklinger ned fra hovedet og sætter sig på hug på stien. Den grønne lian, som holder planterne på plads i sækken, har løsnet sig. Forsigtigt strammer den 55-årige sydindiske mand igen det grønne bånd om de små træers tynde stammer. Så rejser han sig på sine slanke, stærke ben, løfter sækken tilbage på hovedet og falder igen ind i sjakket, som skridt for skridt bevæger sig op ad bjerget på én lang række, småsludrende og med hver sin sæk planter på hovedet. Blade af Wrightia Tinctoria, malabarnød og den sjældne, rødlistede Hildengardia Populnifolia vipper op og ned i takt med mændenes gang. Under deres fødder damper den røde jord endnu efter nattens tordenregn. I den frodige, unge skov omkring dem synger fuglene morgensang. Lyset er blegt og farveløst.

Hvor et stenskred har gjort stien bredere, sætter mændene sig for at hvile, men Masilamani K. fortsætter hurtigt op over de rødbrune klippeblokke i sine blå klipklapper (K’et står for Kathiresan, men her på egnen bruger man kun fornavnet). Hans småternede skjorte er knappet ned til midt på torsoen, så man kan se de hvide hår på det mørkebrune bryst. Ved livet har han stoppet skjorten ned i sin ternede blå, hvide og lysebrune lungi, den traditionelle sarong, som bønder og arbejdere her på egnen bærer på underkroppen.

Klokken går mod syv om morgenen, og nede på sletten under bjerget hænger disen endnu gråhvid over de monsun-grønne marker. I slugten til venstre for Masilamani K. risler en bæk, og over bakkekammen på den anden side svæver en grib på sine brede vinger. Om sommeren, når den sydindiske sol svider landskabet goldt og brunt, ligger Masilamani nogle gange vågen om natten ved tanken om, at bjerget igen skal brænde.

SÅ HVORDAN LØSER VI KLIMAKRISEN?

Ja, vores fremtid er truet. Men hvad gør vi så? Tiden er til konkret handling, så på Zetland sætter vi jagten ind på de teknologiske, samfundsmæssige og politiske løsninger, der faktisk kan forhindre eller afbøde klimakrisen. Denne artikel indgår i en serie, der er støttet af fonden Climate Planet Foundation og er del af et fælles bogprojekt, der udkommer i 2020.

Det er 16 år siden, at den tidligere vejarbejder Masilamani K. begyndte at plante træer på det hellige Arunachala-bjerg, som rejser sig i ensom majestæt over det flade agerland omkring tempelbyen Tiruvannamalai, knap 100 kilometer inde i landet fra Den Bengalske Bugt, i den nordlige ende af den sydindiske delstat Tamil Nadu. Dengang var bjerget for det meste bart og brunt, og sådan havde det været længe. Monsunens rytmisk tilbagevendende regnfald formåede kun at fremkalde et lysegrønt skær af græs. Hyppige skovbrande havde fjernet næsten alle vækster større end det hårdføre elefantgræs, som de lokale engang jævnligt høstede for at tætne deres tage. Nogle gange satte folk ild til bjerget for at hjælpe græsset på vej, og lokale hyrders altædende geder sørgede for, at få andre vækster fik fodfæste. Hvert efterår, når tamilerne fejrede den religiøse festival Karthigai Deepam, tændtes et rituelt bål på bjergets top, og brande på bjerget blev af mange anset for at være et jordisk udtryk for ildguden Shivas rensende kraft.

I dag tændes det årlige festbål stadig, men frem for at hylde skovbrandene – eller bare anse dem for uundgåelige – er de lokale begyndt at bekæmpe dem. Masilamani og resten af sjakket planter kun træer i monsunsæsonen; resten af året rydder de meterbrede, kilometerlange brandbælter tværs over bjerget. Meter for meter fjerner de vegetationen i jordhøjde med de bare næver. Og hvis ilden bryder ud, tropper de op for at slå den ned med store kviste, time efter time, indtil flammerne er under kontrol. Lokale unge deltager ivrigt, nærmest for sportens skyld. Resultatet af alle anstrengelserne er, at skoven er frodigere og livligere, end den har været i mands minde.

Træplantningen på Arunachala-bjerget har stået på siden 1988, men tog for alvor fart i 2003, hvor de første spadestik blev gravet til det, som i dag er vokset til den lokale ngo The Forest Way. Med hjælp fra private donorer betaler organisationen Masilamanis og resten af sjakkets løn, og resultaterne er til at få øje på. Billeder af bjerget fra så sent som 2004 viser en sort-brun, afsveden bakketop, men i dag rejser mange træer sig langt over hovedhøjde. Forvandlingen er en fryd for øjet og for de mange fugle og dyr, som er vendt tilbage til bjerget. Men det er også mere end dét.

I klimaperspektiv er potentialet ved at forhindre skovbrande og genoprette tabte skovområder nemlig gigantisk. Når træer vokser, suger de kulstof ud af atmosfæren og lagrer det i deres stammer, rødder og blade. CO2-støvsugningen fortsætter, så længe skoven er i vækst, og en lille del af tilvæksten lagres i jorden for altid. Et studie offentliggjort af en Zürich-baseret forskergruppe i tidsskriftet Science anslår, at det over en årrække teoretisk set er muligt at fjerne en fjerdedel af al den CO2, som i dag befinder sig i atmosfæren og varmer kloden op, alene ved at bringe tabte skovområder tilbage. Og dét vel at mærke uden at lægge beslag på land, som i dag er i brug til landbrug, infrastruktur eller bygninger. Arbejdet på Arunachala-bjerget viser, hvordan det kan komme til at ske i praksis.

En af de bærende kræfter i The Forest Way er en 51-årig sydindisk mand med dyb stemme, spøgefulde øjne og et tykt, sort hår – Arun V. Det her kan gøres hvor som helst,” siger han. For ham, siger Arun V., er en af de mest mirakuløse ting, der er sket på Arunachala-bjerget, at skoven er begyndt at holde på regnen. Som en svamp, der suger vandet op og kun langsomt slipper det løs igen. Et 500 år gammelt digt, fortæller han, beretter om et bjerg med elefanter og rislende bække. Men da skovgenopretningen begyndte, var de eneste spor af vandløb en brun strøm, som under monsunen begyndte at vælte ned ad bjerget – blot for at stoppe igen lige så pludseligt som regnen. I år havde vi to måneder med regn uden en bæk,” siger Arun V. Og efter regnen flød bækken i 40 dage.”

ILDSJÆL55-årige Masilamani K. er ikke meget for at få gjort noget særligt stads ud af sig, siger han. Men ifølge lederne af naturgenopretnings-ngo’en The Forest Way har hans engagement været afgørende for at bringe skoven tilbage til Arunachala-bjerget.

Først da Masilamani K. har vandret opad i mere end en time, standser han op, hvor skoven tynder ud, og væksterne er blevet lavere. Da sjakket indhenter ham, fordeler han med venlig bestemthed mændene ud til siderne, så ingen af de plantehuller, de har gravet nogle dage forinden, skal gå til spilde. Selv bevæger han sig rapfodet ud mod skrænten og sætter sig på hug ved et hul mellem lysegrønne totter af elefantgræs. Nænsomt placerer han en stikling i hullet og river med to fingre fra hver hånd en flænge i den tynde, gennemsigtige plastik, som omgiver den tætpakkede cylinder af jord og kompost, der skal give det nye træ en god start på livet i det fri. Plastikken hører ikke til her, den skal med ned igen. Med en lille, vinklet skovl hakker Masilamani bunken af løs, rødlig jord, som ligger parat ved siden af hullet, ned omkring det nyplantede træ. Til sidst rejser han sig og stamper jorden fast omkring planten.

Varmen er taget til nu, og mens Masilamani begynder at bevæge sig ned over bjerget igen, blander lyden af mændenes hakken sig med insekternes højlydte skræppen. På vej nedover giver Masilamani venlige dessiner til mændene og udpeger træer, de tidligere har plantet. Her og der fjerner han grene eller sten, som mændene tidligere har lagt som beskyttelse rundt om unge træer, der nu er modne til at klare sig selv. Et stykke nede ad bjerget passerer han sin søn, som står foroverbøjet med hovedet ned mod dalen, i fuld gang med at plante endnu en stikling. Masilamani lægger kærligt hånden på sønnens lænd, mens han går forbi. Det er tid til at hente næste læs stiklinger. Sjakket skal tre gange op og ned i dag. Når klokken bliver 14, og en otte timers arbejdsdag er overstået, kan de hver se frem til en dagløn på 450 rupees – cirka 45 kroner.

FØRDa naturgenopretningen begyndte, var Arunachala-bjerget brunt og goldt.

Arunachala-bjerget ligger som en ensom, grøn ø af beskyttet natur midt mellem markerne, men Masilamani og hans sjak er ikke alene. Kloden over har mennesker af alle slags de senere år fået øjnene op for fordelene ved at bringe træerne tilbage til områder, hvorfra de er forsvundet – og ikke kun for klimaets skyld. I Niger, et af verdens tørreste lande, har lokale landmænd gennemført, hvad avisen The Guardian har kaldt den største positive transformation af miljøet i hele Afrika”. Et fem millioner hektar stort landbrugsområde er i dag bestrøet med gao-træer, som tusinder af landmænd har ladet vokse frem på grund af fordelene for deres afgrøder – træerne holder på vandet, gøder jorden med kvælstof og smider endda bladene på tidspunkter, hvor afgrøderne har gavn af mest muligt sollys.

Det understreger, at træer er et af vores bedste våben mod klimaforandringerne, fordi de også kan hjælpe med at imødegå andre trusler såsom sult og ørkendannelse. Tværs over hele Afrika har en stribe lande engageret sig i at etablere The Great Green Wall, et 8.000 kilometer langt grønt bælte langs Sahara-ørkenens sydlige kant. I Etiopien plantede man ifølge regeringen 350 millioner træer på én enkelt dag i sommeren 2019. Formålet med det hele er at bremse ørkenen, dæmme op for migration, sikre folk arbejde og gøre nedbrudt landbrugsland frodigt igen. Og i processen forventes 250 millioner tons kuldioxid at blive fjernet fra atmosfæren for altid.

På verdensplan har en lang række regeringer meldt sig under The Bonn Challenge, en international bestræbelse på at omdanne 350 millioner hektar nedbrudt land til skove og plantager frem mod 2030. Indtil nu er der meldt konkrete målsætninger ud om at etablere 170 millioner hektar skove og plantager, hvilket allerede er 20 millioner hektar løfter mere, end man havde håbet at opnå i 2020. Lokalregeringen i Pakistans Khyber Pakhtunkhwa-region blev i 2017 den første til rent faktisk at nå sit mål om at genskabe 350.000 hektar tabt skov. Den kinesiske regering har ligefrem kommanderet hæren ud for at plante træer, og Kina har gennem de seneste mange år mere end noget andet land formået at bringe skoven tilbage. Siden årtusindskiftet har Kina ifølge tal fra FNs landbrugs- og fødevareorganisation forøget sit skovareal med et område større end hele Italien.

Det hører med til historien, at træer ikke altid er en velsignelse for klimaet. Hvis man rejser dem på landbrugsjord og dermed fortrænger fødevareproduktion, kan nettoeffekten være negativ for klimaet, fordi nogen så vil rydde skov et andet sted for at gøre plads til landbrug. Og så er der også det med træer, at de ikke altid køler planeten, selv om de opsuger CO2. Det skyldes, at der er andet end CO2, som regulerer temperaturen på planeten – for eksempel hvor meget af solens lys der bliver reflekteret tilbage. Og under visse omstændigheder kan træer faktisk opvarme planeten, fordi de suger mere varme til sig fra solen, end bar jord gør. Det gælder særligt i egne, hvor der falder sne. Men på et sted som Arunachala-bjerget, hvor klimaet er tropisk, og træerne vokser frem på nedbrudt land, er der ikke så meget tvivl om klimaregnskabet – det er positivt. Træerne opsuger CO2 og køler samtidig deres omgivelser ned via den fordampning, som sker fra deres blade.

FUGLEKIGGERArbejdet for The Forest Way har gjort plakatmaleren Kumar til ekspert i det lokale fugleliv.

Med på morgenens første tur op og ned ad Arunachala-bjerget er også en 42-årig mand i fornuftige sandaler, som ikke bærer nogen stiklinger på hovedet. I stedet har han et kamera om halsen og en blå fotorygsæk på ryggen. Han er iklædt en grå T-shirt og et par løse, grå shorts. Indimellem forsvinder han lidt væk fra stien for at tage et billede.

Mandens navn er Kumar, eller Sivakumar Ramasamy, hvis det skal være helt korrekt. Tilbage i 2006 var han en selvlært plakatmaler med speciale i politiske portrætter, som oplevede dalende efterspørgsel på sit arbejde. Hos The Forest Way blev han hyret til at dokumentere fuglelivet, efterhånden som det vendte tilbage til bjerget. Over årene er det vokset til en passion, som Kumar selv siger har gjort hans liv bedre. Uden rigtig at kunne sætte ord på hvorfor. Jeg kan bare godt lide det,” siger han beskedent.

Ved foden af bjerget står resultaterne af Kumars arbejde: sandsten efter sandsten med store, sirligt malede portrætter af fugle. En vredladent udseende sporegøg, et par grønne biædere, en langhalset slangehalsfugl, som står og tørrer sine sølvstribede sorte vinger på en sten i vandkanten. Engang var området en slags uofficiel losseplads. I dag har Kumar og de andre folk fra The Forest Way – som i alt beskæftiger 75 mennesker – omdannet det til en frodig park, hvor lokale skolebørn kommer for at lære om naturen. Den tidligere plakatmaler Kumar er en af underviserne. Han arbejder også på en lokalsproget udgave af en bog med beskrivelser af bjergets fugle, som The Forest Way har udgivet på engelsk med Kumars malerier som illustrationer. With best wishes …” skribler han i den kopi, som han vil forære mig, men som jeg insisterer på at betale for.

Bag en lav mur ikke så langt fra Kumars fuglemalerier holder tre kvinder tepause. Omkring dem står tusindvis af stiklinger på rad og række i cylinderformede poser med jord og kompost. Nogle er meterhøje og klar til at blive båret op og plantet ud, andre endnu bittesmå. De mindste skud er placeret under et halvtag af grønt net, som giver skygge og holder på fugten. Sommerfugle flakser omkring i luften, på jorden vandrer farverige tusindben. I alt syv kvinder arbejder fuld tid med at passe stiklingerne. Ved seneste status, inden monsunen regnede udplantningssæsonen i gang, var der 33.000.

Kontoret’ er en lille hytte med bogreoler langs væggene, et mørkt skrivebord med en stor, hvid lommeregner og en enkelt nøgen pære hængende ned fra det palmebladstætnede tag. Gulvet er jordstampet, og hytten åben i den ene ende, hvor tre plancher med billeder viser udviklingen på bjerget siden 2003. Her møder vi en af de bærende kræfter i The Forest Way, en 42-årig, walisiskfødt mand i shorts og hvid T-shirt og med et par intense, stålgrå øjne under det lyse hår. Hans navn er Luke Bowley, men alle kalder ham Govinda, så det gør vi også. Det er næsten, som om han har optaget Sydindien i sig – han har de samme slanke, smidige lemmer som de lokale mænd, samme rolige bevægelser. I sine klipklapper viser han os ind under trækronernes skygge til nogle flade sandsten, der er lagt ud som siddepladser. Han sætter sig på én, der endnu er våd efter nattens regn, og trækker benene ind under sig. Det, man ser, når man kigger op på bjerget, er næsten udelukkende naturlig regeneration,” siger han. Udplantningen kan måske supplere processen og tilføre arter, som ellers ville være lidt længere tid om at komme hertil, fordi de ikke bliver ført med af vinden eller har mindre sandsynlighed for at blive taget med af fugle, eller hvad det nu kan være.”

Trods 16 års arbejde og hundredtusinder af udplantede stiklinger mener Govinda altså ikke, at skoven er kommet afgørende hurtigere tilbage til Arunachala-bjerget, end hvis blot naturen var blevet overladt til sig selv. Det er fuldkommen i tråd med, hvad forskning viser: Ofte er det bedste, vi kan gøre for naturen, at lade den være i fred. Men det er ikke hele pointen, mener Govinda. Man kan nemlig ikke bare regne med, at folk er parate til at give naturen plads. Ingen bekymrer sig om naturen, før de har et forhold til den. Og det forhold opnås ikke ved at lade naturen ligge, men ved at engagere sig i den. Gennem dit engagement skaber du et dybere bånd mellem folket og skoven,” siger Govinda. Den menneskelige investering af opmærksomhed og sved og slid og vabler og hårdt arbejde skaber noget, som derefter beskytter helheden. Den beskyttelse, som er opstået gennem dét engagement, er hovedårsagen til genvæksten.”

Træplantningen er altså den lim, som binder lokalsamfundet sammen med den skov, der nu har fået lov at indtage Arunachala-bjerget igen efter århundreders fravær. Uden træplantningen på Arunachala-bjerget og de bånd, den har knyttet mellem mennesker og natur, siger Govinda, ville det have været vanskeligt at organisere den indsats for at forebygge og bekæmpe skovbrande, som han anser for organisationens vigtigste bidrag til skovens genkomst. Man skaber et bånd på en meget aktiv måde, når man indsamler frøene, og man skaber yderligere et bånd, når man går ind i skoven og bærer dem op for at grave huller og plante dem. Så vil man gerne se dem gro, ikke?” siger han. Hvis der så opstår en brand, eller man ser noget, som truer de træer, man har plantet, er man meget mere tilbøjelig til at begynde at forsvare dem, end hvis vi bare sagde: Hey, gutter – I har det her kæmpe område med åbent land, og alle siger at det bedste for skoven bare er at lade den være i fred.’ På en eller anden måde er det svært at se dét bare sådan ske. Så at gribe ind kan måske gøre dig i stand til at forstå, hvordan du en dag kan lade ting være i fred.”

Med sit fokus på at involvere mennesker i naturen lyder Govinda næsten som et ekko af den legendariske professor og miljøforkæmper Dan Janzen, hvis slagord er use it or lose it – brug naturen, eller mist den. Dan Janzen er med en livslang indsats en af de absolutte hovedkræfter bag verdens måske mest succesfulde naturbeskyttelses- og naturgenopretningsprojekt, Area de Conservación Guanacaste i det nordvestlige Costa Rica. Hans kongstanke er, at naturen skal levere noget brugbart, før folk for alvor bekymrer sig om den. Produkterne” kan være alt fra biologiundervisning for skolebørn – ligesom den, der foregår for foden af Arunachala-bjerget – til økoturisme, rent drikkevand, CO2-opsugning eller bevarelse af sjældne plantearter, som måske kan vise sig gavnlige for eksempelvis medicinalindustrien. Først og fremmest gælder det ifølge Dan Janzen om at få øje på naturen og den værdi, den skaber. Hvis vi forstod naturen, ligesom vi forstår bøger og malerier og musik, ville vi være langt mere tilbøjelige til at lade naturen være en del af samfundet. Men hvis vi fortsætter med blot at se på den som et sted, hvor man kan plante alfalfa eller holde køer eller bygge huse, vil vi med sikkerhed miste hele pakken,” sagde han engang. Dan Janzen har derfor et ret radikalt syn på, hvad naturbeskyttelse egentlig går ud på i denne tid, hvor vi mennesker dominerer planeten totalt: Det er i virkeligheden en form for havedyrkning. Vi er gartnerne, der skal få det hele til at gro.

Mens fuglene synger over vores hoveder, og insekterne skræpper om kap med hinanden, fortæller Govinda, at han og Arun V. faktisk er begyndt at diskutere, om det er tid til at lade skoven på Arunachala-bjerget være skov for i stedet at begynde at plante et andet sted i nærheden. Aktiviteterne ved foden af bjerget har de dog ingen planer om at droppe, hverken planteskolen eller undervisningen af de lokale skolebørn. Indtil videre fortsætter også træplantningen. Mens vi taler, kommer Masilamani forbi. Det er tid til næste tur op og ned ad bjerget.

FOREGANGSMANDFor Luke Bowley – kaldet Govinda – begyndte træplantningen med en symbolsk handling, da han fik sit første barn. I dag spiller han en ledende rolle for naturgenopretningen på Arunachala-bjerget.

Historien om forvandlingen af Arunachala-bjerget er en fortælling af den slags, som kan indgyde håb, ja, måske endda en tro på, at vi mennesker nok skal formå at bremse klimaforandringerne. Men paradoksalt nok er Govinda, en af hovedmændene bag forvandlingen af det engang så afsvedne bjerg til en frodig, CO2-opsugende naturpark, ikke videre optimistisk på hele menneskehedens vegne.

Fremtiden er helt klart dyster,” siger han, siddende på sin sten under trækronerne med benene trukket op under sig. Teknisk set er det ikke svært at se, hvad der skal gøres. Men det er også meget svært at se en vej ud af den nuværende situation.” Faktisk, siger Govinda, har han svært ved at se for sig, hvordan vi skulle få styr på klimaudfordringen uden en total implosion af den menneskelige kultur og den menneskelige befolkning”. Og fra hvor jeg sidder lige nu, er det meget svært at se dét ske på en måde, som er velovervejet, kærlig og omsorgsfuld,” siger han.

Og dog har han tænkt sig at kæmpe videre, plante flere træer, forsøge at bringe flere skove tilbage, når Arunachala-bjerget kan klare sig selv. På det mest fundamentale plan, siger Govinda, har intet nemlig ændret sig, blot fordi prognoserne for menneskehedens trivsel på planeten, som han ser dem, er dystre. Hvorfor skulle man ikke gide gøre sig umage, bare fordi det er håbløst?” spørger han. Hvorfor skulle man gide besøge sin døende mor? Sikke et tåbeligt spørgsmål. Livet er i sig selv et ufatteligt foretagende: Man dukker op midt i den her ekstraordinære kakofoni af andre levende væsener, man har det her korte tidsrum, og så er man væk. Ligegyldigt hvornår man blev født, var faktum: Du skal dø, og det samme skal alle andre.”

Han holder en af sine mange tænkepauser. Så spørger han:

Hvad ellers skulle man gøre med sit liv end at forsøge at efterlade stedet i en tilstand, der er lige så god eller bedre end den, man fandt det i?”

Den indiske journalist Sibi Arasu hjalp med at få historien i hus ved at arrangere besøget hos The Forest Way, tolke og bidrage med spørgsmål til kilderne.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: