Her er en hyldest til de fejlslagne, forunderlige, forbistrede opdagelsesrejser. De skaber mening i en meningsløs tid

FOKUS"At forstå verden er at stille sig i en bestemt afstand til den," skriver Karl Ove Knausgaard i Min Kamp. Det er det, vi forsøger at gøre denne sommer. Tegning: Ukendt / Mary Evans Library, Ritzau Scanpix - Animation: Kasper Løftgaard

Derfor skal du læse denne artikel

De næste tre uger bringer vi på Zetland kun historier om opdagelsesrejser. Men hvorfor egentlig? Det spørgsmål stillede journalistisk chef Kirstine Dons Christensen sig selv efter at have modtaget en udfordrende mail fra et Zetland-medlem. Svaret er blevet et forsvar for troen på fremtiden.

HVILKE REJSER HUSKER man bedst? Måske dem, hvor man opdagede noget om verden, man ikke havde gjort sig klart i forvejen. Det var i hvert fald tesen her på redaktionen, da vi tidligere på året lagde os fast på opdagelsesrejser som årets sommerserietema på Zetland.

Historierne, som du kan glæde dig til fra i dag og tre uger frem, hylder nysgerrigheden og viser, at verden ikke kun er bål og brand, den er også fuld af mod og nyskabelse. Den sprudler af fremdrift, læring, inspiration. Det er historier, vi gerne vil skabe særligt rum til, ikke mindst fordi de sjældent prioriteres i et mediebillede, der fremhæver konflikt som et særligt kriterium for at viderebringe information.

Noget i den retning annoncerede jeg i en note her på Zetland for nogle måneder siden, da jeg fremlagde planerne for sommeren. Siden fik jeg så en mail fra Zetland-medlem Mette Baggers, som udfordrede mig på mine pointer.

Du siger i din introduktion, at Zetland vil hylde nysgerrigheden og ser frem til at læse folks nye erkendelser etc. Og det synes jeg faktisk er virkelig vigtigt,” skrev hun. Men opdagelsesrejsende” rejste ikke ud for at få nye erkendelser, eller fordi de var nysgerrige – joooo, der lå nok en portion nysgerrighed gemt i nogle af dem, men der lå i høj grad også en idé om merkantilisme, ønsket om at missionere, og deres verdensbillede var præget af én sandhed og ét menneskesyn.”

Mette Baggers nævnte Columbus. Han bliver kaldt opdagelsesrejsende, men der er ikke noget at fejre ved hans bedrift, mente hun.

Derfor synes jeg ikke, man skal smide rundt med ordet opdagelsesrejsende”, uden at tænke på hvilke konsekvenser disse slags rejser har haft for andre mennesker, og uden tanke på at de ikke rigtig opdagede” noget, for det var opdaget.”

Mette Baggers’ mail kom på et tidspunkt, hvor jeg selv var gået i gang med at overveje, hvad der egentlig er så brillant ved lige præcis opdagelsesrejser. Det passer for eksempel dårligt med mine egne planer for sommeren. Jeg skal en uge til Kreta med storfamilien på et charterhotel med all inclusive. Igen. Vi har før været på Gran Canaria og i Kroatien. Ikke at jeg aner noget om de to lande, for det er sådan set selve idéen med rejseformen. For at sætte det på spidsen: Pointen med et all inclusive-ophold er, at man ikke opdager noget nyt overhovedet.

Jeg ved således allerede præcis, hvad jeg glæder mig til. Buffeten, solen, den roman, jeg på forhånd har besluttet, jeg skal læse (første bind i bestsellertrilogien Crazy Rich Asians), og til at tiden holder op med at have nogen som helst grænser eller funktion, andet end som bagtæppe for min egen behovsopfyldelse. Jeg glæder mig til at se min familie og til visheden om, at intet kommer til at ryste mig den uge. At være på all inclusive-ferie er at ofre nysgerrigheden for bekvemmeligheden. Derfor har jeg også på forhånd accepteret, at jeg ikke kommer til at kunne huske særligt meget af det, der skete, for der kommer nok ikke til at ske særligt meget.

Inden jeg kommer for godt i gang, kan jeg afsløre, at den her tekst munder ud i et helhjertet forsvar for værdien af opdagelsesrejser i vor tid. Ikke desto mindre er der noget om, at opdagelsesrejser virker fremmede for os i dag. Hvis ikke rent principielt som for Mette Baggers, så lavpraktisk som for mig. Så inden vi kommer til forsvaret, giver det måske mening at spørge:

Hvorfor virker opdagelsesrejser i dag så gammeldags?

LAD OS BEGYNDE ved den allerførste opdagelsesrejse, nemlig den, der åbner selve historien om menneskets oprindelse. Homo sapiens, som vi kender hende, opstod på et eller andet tidspunkt i Afrika for cirka 100.000 år siden, og så begyndte hun at flytte sig. Fra Afrika og videre ud i verden.

Undervejs fandt mennesket måder at lette rejsen på. Man satte sig på en hest, så i en båd, siden i et tog. Så accelererede opfindsomheden, pludselig kunne man cykle, køre, flyve. Flyvemaskinen er måske det ultimative symbol på mobilitet og på en opdagelsesrejse i øvrigt: Forbindelsen mellem rum og tid blev brudt, moderniteten havde meldt sin ankomst, globaliseringen var en kendsgerning. Langt hen ad vejen er historien om mennesket med andre ord en historie om fremskridt. En opdagelsesrejse af de lysende slags. Men i dag, i det 21. århundrede, kan det ikke tages seriøst at nævne globaliseringen uden også at nævne dens skyggesider. Der har trods alt vist sig at være en del.

Der er for eksempel ikke mange fænomener, man kan få det moderne menneske til at skamme sig over, men flyvemaskinen er påfaldende nok et af dem. I dag taler vi på grund af CO2-udledning om flyskam, og det er vel at mærke i en tid, hvor kendte mennesker gerne bedyrer i interviews, at de helst ikke bruger deres tid på at fortryde” noget som helst. Flyvemaskinen er en integreret del af den verden, som vi kalder moderne, men den er tilsyneladende også afgørende for dens ødelæggelse.

Der findes dem, der mener, at mobilitet i det hele taget skader mere end det gavner, fordi nogle oplever en bagside af den grænseløse mobilitet. I sin bog The Anywheres and the somewheres forsøger britten David Goodhart at besvare, hvorfor Brexit blev en realitet. Efter hans mening var en helt bestemt splittelse i den britiske befolkning afgørende. Ikke en, der handler om økonomi eller nationale tilhørsforhold, men om, hvordan man forholder sig til sit geografiske udgangspunkt. Hans tese er, at der i Vesten findes dem, der betragter sig selv som verdensborgere – the anywheres. Og dem, som føler sig stedbundet – the somewheres. For de sidste var EUs princip om mobilitet mellem landene en trussel. Ikke al rejse er god rejse, og ikke alt, der er moderne, er godt.

Mens det kan være destruktivt at rejse, virker det at opdage noget nyt slet og ret umuligt.

På landkortet er der – bortset fra det dybeste dybhav – ikke mere at opdage. Det klarede Columbus som bekendt, hvis ikke man, som Mette Baggers pointerer, i bagklogskabens lys må konkludere, at selv det var en overdrivelse. Og hvad med videnskaben? Der er stadig brug for forskning, det er klart, men forskningen i dag er specialiseret, detaljeret. Den tid, hvor en videnskabsmand på en eftermiddag kunne opdage penicillinen og i et snuptag reddede milliarder af menneskeliv, er for længst forbi.

Kunsten har tilsyneladende samme problem. Hvad er der tilbage at opdage i kunsten? Nogle konserverer deres ekskrementer, forfatterne leverer autofiktion, musikerne autotune. Der er kun tilbage at understrege det overflødige ved sit eget forsøg på nyskabelse og så kalde dét kunst. I 1989 udgav historikeren Francis Fukuyama et essay, der gjorde ham verdenskendt. The End of History? hed det og i det udpenslede han, hvorfor det samme gør sig gældende i global politik.

Hvad vi oplever lige nu, er måske ikke bare enden på den Kolde Krig,” skrev han i indledningen, eller udløbet af en bestemt efterkrigstidsperiode, men afslutningen på historien som sådan: Altså, slutpunktet for menneskehedens ideologiske evolution og universaliseringen af det vestlige, liberale demokrati som den endelige udgave af en menneskelig styreform.”

Slutpunktet for menneskehedens ideologiske evolution. Ikke engang i idéernes verden kan vi gøre os håb om at opdage noget nyt.

HVIS IKKE ANDRE STEDER, så kan man i litteraturen læse, hvordan idealet om fremskridt i realiteten oftere føles som en tur rundt i cirkler. Den russiske forfatter Lev Tolstoj, som blev født i 1828, lige inden det moderne gennembrud, skrev en lille, indsigtsfuld bog om netop dét.

I Bekendelser beretter han om den midtvejskrise, der ramte ham som 50-årig. Efter som ung at have forladt den russisk-ortodokse kirke, skrevet bøger, der havde gjort ham til en verdenskendis, læst naturvidenskab såvel som filosofi, erkendte han, at ingen af delene havde givet ham svar på hans egentlige spørgsmål:

Hvor er det meningen, jeg skal hen i min eksistens?

Jeg forstod endnu ikke, at jeg, pint som ethvert levende menneske af spørgsmål om, hvordan jeg bedst kunne leve, ved at svare: leve i overensstemmelse med fremskridtet, sagde helt det samme som et menneske, der bæres af sted i en båd af blæsten over bølgerne, siger til det vigtigste og eneste spørgsmål for ham: Hvor skal vi hen?: Blæsten bærer os af sted.’”

Fremad” er ikke et meningsfuldt svar på, hvor vi skal hen. Tolstojs svar endte i stedet med at blive tro. I kristendommen fandt han den ro, som han ikke havde kunnet finde i hverken filosofien eller naturvidenskaben: Han levede med vilje, sin Guds vilje.

I vores samfund har resultatet af nogenlunde det samme spørgsmål, som Tolstoj stillede sig selv, været postmoderniteten. Nu spørger vi ikke: Hvor skal vi hen? Men: Hvorfor skal vi overhovedet noget sted hen? Hvorfor gøre sig besværet, når der tilsyneladende ikke er mere at opdage?

Selv i det helt private virker vi til at have tabt lysten til at rystes. I dag taler vi om, at det er vigtigt at være i balance. Mellem arbejdsliv og privatliv, slik og grøntsager, overtænkning og fortrængning.

Men hvad er, når alt kommer til alt, forskellen på balance og stilstand?

På stilstand og død?

MÅSKE ER DET, FORDI NIHILISMEN lurer lige om hjørnet i dag, at opdagelsesrejsen føles så fremmed. Man kan ikke være nihilist på en opdagelsesrejse. Det indså filosoffen Simone de Beauvoir også på et tidspunkt, der måske var endnu mere modent for nihilismen end i dag. I 1947 udgav hun bogen En tvetydighedens moral. Hendes ærinde var at finde plads til mening i en verden, der virkede så gabende tom for den.

Nihilismen er, skriver hun i bogen, en logisk selvmodsigelse. Enhver regelløshed forudsætter en regel, ethvert mord på kunsten er selv et kunstværk. Lige så vel som Gud ikke kan give absolutte svar på tilværelsens spørgsmål, er modsætningen – at der ingen svar findes overhovedet – lige så fejlslagen.

I stedet for at integrere døden i livet, ser han døden som livets eneste sandhed, og livet forekommer ham kun som en maskeret død; men imidlertid findes livet, og nihilisten ved, at han lever,” skriver hun om nihilisten.

Heri består hans nederlag: Han fornægter eksistensen uden at kunne tilintetgøre den; han fraskriver sin transcendens enhver mening og alligevel transcenderer han sig.”

Det er mellem de to poler, væren og intet, at mennesket dirrer. Det er derfor, det er et tvetydigt væsen. Det må leve med, at det hverken på forhånd er sikret værdi eller afskåret fra den. Og det er præcis af den årsag, at opdagelsesrejsen har en funktion, skriver Simone de Beauvoir.

Den opdagelsesrejsende ved, at han kan blive nødt til at vende om, før han når sit mål, videnskabsmanden at et bestemt fænomen måske forbliver dunkelt for ham, teknikeren at hans forsøg kan slå fejl; disse tilbagetog eller fejltagelser er endnu en måde at afdække verden på.”

Måske er vores problem med opdagelsesrejsen altså ikke, at den er uddateret. Måske er problemet, at folk som Fukuyama – lærde, moderne og fremskridtstro folk af det 20. århundrede – har ligestillet det at være opdagelsesrejsende med det at være succesrig. Hvormed de gør opdagelsesrejsen fuldstændig overflødig. Uden det negative er det positive uforståeligt. Eller som Simone de Beauvoir noget mere poetisk udtrykker det i bogen:

Tingenes modstand understøtter menneskets handlinger, som luften holder duen svævende.”

FREMSKRIDTET HAR længe domineret vores billede af fremtiden, at hvis den første blev aflyst, så gjaldt det også for den sidste. Så var historien slut. Men hvad er der egentlig i vejen med et tilbageskridt, når det kommer til stykket? Det er ikke kun i fremskridtet, at man afdækker verden, som Simone de Beauvoir skrev. Omtrent 50 år senere var Karl Ove Knausgaard inde på noget af det samme på de første sider af første bind af Min Kamp.

At forstå verden er at stille sig i en bestemt afstand til den,” skriver han.

Det, der er for småt til at se med det blotte øje, som molekyler og atomer, forstørrer vi, og når det er for stort, som skysystemer, floddeltaer, stjernebilleder, formindsker vi. Når vi så har bragt det inden for vore sansers rækkevidde, fikserer vi det. Det fikserede kalder vi viden.”

En rejse behøver ikke være lang for at være bemærkelsesværdig, den behøver ikke engang være fysisk, som også en del af vores historier denne sommer beviser.

En handler om, hvordan det hændte, at vi på 25 år stort set har udryddet mobningen i skolerne. I 1994 havde 48 procent af de 13-årige drenge mobbet andre elever i skolen mindst et par gange om måneden. I 2018 var det tal faldet til tre procent. Grunden: Man opdagede, hvad mobning egentlig vil sige, hvis det ikke bare er buksevand. En anden historie drejer sig om personlig frigørelse. Hvis man har levet hele sit liv i Danmark under strenge, religiøse normer, og kender mere til samfundet i den arabiske halvø i 600-tallet, end det danske samfund, kan det være en skelsættende oplevelse at tage til sin første fest som 27-årig. En tredje historie fortæller, hvad man udelader af Turen går til Marokko, hvis forfatteren bruger tre måneder på at rejse rundt under konstante vulgære tilråb og en meget virkelig og ikke særlig turistvenlig terror-trussel.

Der er historier om den såkaldte manosfære, nemlig mænd der samles om at være i opposition til feminister, om hvorfor menneskets interesse for rumeventyret pludselig er vakt igen efter at have slumret i årtier, og om at heden, det danske kulturlandskab, er ved at forgå. Og flere endnu, der kan lyttes til på stranden, i skyggen, i blomsterbedet. Tilsammen understreger de dette:

En opdagelse behøver ikke være positiv for at have sat spor. Nogle ting forstår man bedst ved at tage et skridt tilbage og betragte dem på afstand; andre må man kaste sig hovedkuls ind i for at fatte.

På en all inclusive-ferie kan man overskue hele sin verden på en gang. Den er ment som en helt igennem positiv oplevelse. Der er pommes frites, til du segner, ligeså med drinks og solsenge, og det eneste, der generer dig, er mængden af ferierende briter i solsengene ved siden af dig. En tilværelse på et charterhotel kræver intet af dig.

Mening har brug for fylde,” fortsætter Knausgaard, fylde har brug for tid, tid har brug for modstand.”

Nogle rejser ender med, at man opdager sin egen begrænsning. Det kan endda være dem, man husker bedst.

Rigtig god sommer!

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem