Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

“Vores fødevaresystem er itu. Det er fuldstændig itu,” siger stjerneforskeren Katherine Richardson. Men menneskeheden er for klog til at smadre kloden

PAGTKatherine Richardson har været formand for og medlem af et mindre hav af regeringsnedsatte udvalg og kommissioner – og vel at mærke både under blå og røde regeringer. “Det er måske noget af det, jeg er mest stolt af.” Foto: Jonas Pryner for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Meget ville være vundet, hvis vi begyndte at betragte naturens ressourcer, som vi betragter penge – som noget, der kun findes i begrænsede mængder. Det mener havnørden og videnskabskvinden Katherine Richardson, der hører blandt verdens absolutte topnavne, når det kommer til forskning i det mest udfordrende af tidens udfordrende spørgsmål: Hvordan klodens snart ti milliarder mennesker kan leve sunde, anstændige liv, uden at vi fucker klodens miljø og klima op på vejen.

EN DAG I MAJ i år gik Katherine Richardson ind i et cirkustelt og så sig omkring, forvirret. Naturmødet i Hirtshals var lige gået i gang, og som en af verdens førende eksperter i bæredygtig udvikling var Richardson inviteret som hovedtaler til naturens svar på Folkemødet – eller keynote speaker, som der stod i programmet. Hun havde flade sandaler på, de blå briller skubbet op i håret.

Skal jeg bare gå i gang?” spurgte hun, egentlig ikke rigtig henvendt til nogen.

Der var ikke en konferencier til stede, teltet var fyldt med naturmødegæster, andelen af folk klædt i Fjällräven-bukser var stærkt overrepræsenteret. Senere ville der blive diskuteret flora langs gamle banelegemer, højden på hegn i naturen og synergier mellem styrelser og kommunale forvaltninger, men det var ikke noget af det, Katherine Richardson var kommet for at tale om. Hun var kommet for at tale om det hele.

Den 65-årige professor, oceanograf, FN-udpegede ekspert og videnskabskvinde i superligaklassen besluttede sig for bare at gå i gang. Hun tog en runde i sandet i midten af teltet, scenevant som de færreste videnskabsfolk. Vi har indrettet verden på en måde, sagde hun, der ikke på nogen tænkelig måde er holdbar i fremtiden.

Vi spiller,” sagde hun og kiggede rundt, i den grad russisk roulette med den måde, vi gør det på i dag.”

Den moderne verden er først og fremmest en specialiseret verden. Der findes eksperter inden for stort set alt. Der findes en ekspert i menneskers tarmflora eksempelvis, en ekspert i Pinot Noir fra Yarra Valley, en ekspert i Danmarks 400 fluearter. Økonomerne er eksperter i økonomi, de er måske endda eksperter i adfærdsøkonomi eller eksperter i empiriske studier af aktiepriser, de har deres sprog, ligesom filosofferne har deres sprog, og lægerne, pædagogerne og civilingeniørerne har deres. Nogle er eksperter i at fiske rejer. Andre er eksperter i at pille rejer, andre i at pakke rejer, andre i at markedsføre rejer, andre i at sælge rejer, der er – med andre ord – sjældent nogen, der forholder sig til det hele.

Men det bliver vi nødt til. Det var det, der var Katherine Richardsons budskab i teltet i Hirtshals. Hvis vi kun ser delene, kan vi ikke gøre noget ved helheden. Og helheden lige nu? Helheden er den her svimlende kendsgerning: Inden for en overskuelig fremtid vil vi blive ti milliarder mennesker på kloden, og fortsætter vi med vores nuværende måde at producere, dyrke, fragte, bo, opvarme, spise, smide ud og transportere os på, kan det ikke under nogen omstændigheder lade sig gøre at give alle klodens mennesker anstændige liv uden at totalødelægge naturen og varme kloden for meget op på vejen derhen, hvilket i sig selv vil gøre det umuligt at give alle en rimelig levestandard.

Vores verden,” som Katherine Richardson formulerer det i al sin ubegribelige enkelhed, hænger sammen.”

Hun lagde tryk på ordene i Hirtshals. Det går ikke bare i den forkerte retning lige nu, det går nedad. Vi skal tænke anderledes nu. Det kan ikke gå hurtigt nok. Da hun var færdig, gav naturmødegæsterne hende en stort bifald. En fyr på omkring de 40 med skæg og rygsæk smilede.

Jeg vil være hende,” sagde han, når jeg bliver stor.”

BLÅ KLODE“Da jeg ville være havbiolog,” siger Katherine Richardson, “var der ingen, der fortalte mig, at det var noget, kvinder ikke gjorde.” Foto: Jonas Pryner Andersen for Zetland

KATHERINE RICHARDSON BLEV født i USA, og hendes liv er fyldt med opdagelsesrejser. Som barn lærte hun tidligt at tage turen ud på vandet i Muscongus Bay ved den amerikanske østkyst, hvor hun blev smittet af sin slægts forbindelse til havet, som går generationer tilbage til en oldefar og en tipoldefar, der arbejdede som skibskaptajner. Som ung Harvard-studerende var Richardson på et forskningstogt på Sargassohavet ved Bermudatrekanten, mens hun stadig spekulerede på, om det i virkeligheden var jura, hun burde læse, i stedet for havbiologi. Som lidt ældre rejste hun efter kærligheden til Danmark, da hun i Wales mødte, som hun siger, sin dansker”, der var i færd med at skrive en ph.d. i skovbrug. Vi mødtes på en pub, selvfølgelig,” griner hun, da vi sidder i et mødelokale på Københavns Universitet, hvor hun i dag er professor i oceanografi.

På væggen hænger nogle akvareller af fugle og et gammeldags kort over kloden. Hendes energi i rummet er fremad-agtig, videre i teksten-agtig. Af og til bryder hun ud i en høj latter. Når hun siger, at hun bedst kan lide at sidde for bordenden, når beslutninger skal tages, tror man hende øjeblikkeligt. Af en naturvidenskabelig nørd at være har hun en udpræget fornemmelse” for strategisk tænkning, som ledelseseksperten Steen Hildebrandt, der sammen med Richardson afholder kurser for virksomhedsledere, formulerer det.

Der var endnu en opdagelsesrejse i Katherine Richardsons liv, da hun ledede det største forskningsprojekt i den Galathea-ekspedition, som bragte danske videnskabsmænd og -kvinder verden rundt i begyndelsen af det nye årtusind, men blandt hendes vigtigste opdagelsesrejser hører måske en rejse, der mestendels er foregået i hovedet: Nemlig rejsen fra det havplankton, hun begyndte at nærstudere tilbage i sin studietid, og som førte hende til forståelsen af havets biodiversitet og cirkulationen af kulstof i havet, som førte hende til forståelsen af havets påvirkning af klodens fødekæder og klima – som igen førte hende til forståelsen af … det hele. Af sammenhængene. Da jeg over en Skype-forbindelse til Australien taler med Will Steffen, en af verdens førende klimaforskere, beskriver han Richardson som en af de helt, helt afgørende spillere” og mest fremtrædende videnskabsfolk” i udviklingen af det, der kaldes systemtænkning.

Rigtig meget moderne naturvidenskab handler om at se på enkeltdelene. At tage en enkelt plante ud for eksempel og lave kontrollerede forsøg med den i lukkede rum, se på alle delene isoleret fra hinanden,” siger han. Men Katherine har den her intuitive evne til at bevæge sig fra delene til helheden.”

KRAFT“Min mor,” siger Katherine Richardson, “var en meget usædvanlig, selvstændig kvinde for sin tid. Der var én ting, hun mente kunne løse alt, det var friskpresset appelsinsaft. Havde du menstruationssmerter, depression eller kærestesorg – det var ligegyldigt, bare et stort glas appelsinsaft, og så havde hun gjort sin moderlige pligt.” Foto: Jonas Pryner Andersen for Zetland

TILBAGE I FORÅRET det var midt under det danske folketingsvalg – troppede en salfuld repræsentanter fra naturorganisationer og civilsamfunds-ngo’er op i Udenrigsministeriet. De var kommet for at høre Katherine Richardson fremlægge et udkast til en FN-rapport, som hun sammen med 14 andre forskere fra hele verden har arbejdet på de seneste år, og som gør status på klodens tilstand, intet mindre.

Hvis det går, som både folk i FN og ekspertudvalget selv har i sinde, kan rapporten få afgørende betydning. Tilbage i 1987 fremlagde en lignende ekspertgruppe med den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland i spidsen en FN-rapport, der for første gang præsenterede et hav af verdens magthavere for begrebet bæredygtig udvikling, og som siden er blevet brugt som dét afgørende, nærmest mytiske dokument, når diskussionen om den nødvendige balance mellem miljø og menneskelig udvikling har stået på dagsordenen. Den nye rapport fra ekspertgruppen, Richardson sidder med i, kan med sin fejende analyse af verdens sande tilstand og nøgterne call to action meget vel blive den nye Brundtlandrapport.

Og i så fald er udkastet til den nye Brundtlandrapport deprimerende læsning.

Et par steder tegner den globale udvikling lys – børnedødeligheden er for nedadgående, flere børn kommer i skole, eksempelvis – men hvad angår størrelser som klima, lighed, ernæring og biodiversitet, tegner udviklingen sig ikke alene til at være stagneret eller gå for langsomt. Det går nedad,” som Katherine Richardson formulerede det over for de fremmødte i Udenrigsministeriet. Det går i den forkerte retning. Stregen er forkert.”

I rapporten gør de 15 videnskabsfolk status på de 17 konkrete målsætninger for en bæredygtig fremtid, som samtlige FN-lande vedtog tilbage i 2015. Tilsammen kan målsætningerne ses som en både historisk og grandios vision for, hvordan vi som menneskehed skal blive i stand til at fordele jordens ressourcer mellem os uden at ødelægge naturen og klimaet, når vi snart bliver ni-ti milliarder mennesker. Og lige nu er vi altså langt fra det mål. Rigtig langt.

Vores fødevaresystem er itu. Det er fuldstændig itu,” konstaterer Richardson og lister mængden af facts op, der dokumenterer den temmelig dystre status quo: Halvanden milliard mennesker lider af fejlernæring – omkring 800.000.000 får for lidt at spise, mens 700.000.000 får for meget at spise. Millioner af børn sulter, mens andre millioner af børn under fem år – 38 millioner for at være helt præcis – er for fede. En tredjedel af de fødevarer, vi producerer i verden, ender i skraldespanden eller går tabt på anden vis. Hele 40 procent af planetens isfri jord bliver brugt til at producere fødevarer, og det meste af det land bliver brugt til kødproduktion. Vi bruger nemlig et areal, der svarer til hele Nord- og Sydamerika tilsammen, enten som græsningsarealer eller på at dyrke mad til de dyr, vi senere spiser. Landbruget er ansvarlig for en omfattende del af den skovrydning, som har været med til at gøre en million plante- og dyrearter udrydningstruede, og de drivhusgasser, der kommer fra fødevaresystemet, står alene for omkring en tredjedel af vores klimaudfordring.

Og så bliver vi tre milliarder flere, der også skal have mad. Hvordan klarer vi den?” siger Katherine Richardson senere i mødelokalet, hvor vi taler sammen. Der er folk i landbruget, der siger, at vi bare skal opskalere det, vi allerede har. Vi skal bare gøre det system, vi allerede har, større. Men hvis vi skal producere på samme måde og smide samme mængder mad ud, som vi gør i dag, vil det betyde en 87 procent stigning i drivhusgasudledninger fra fødevaresystemet, og at vi skal bruge 50 procent mere jord til at producere fødevarer. Det kan simpelthen bare ikke lade sig give sig.”

Katherine Richardson ser bestemt ud. På matter-of-fact-måden.

Den eneste måde, vi kan få vendt udviklingen på, siger hun, er ved at stoppe med at tænke i kasser og begynde at tænke i systemer. I sammenhænge. I sammenhængene mellem det hele. Når en regnskov bliver fældet, gør det plads til en mark med soja, som bliver sejlet om på vores side af kloden og brugt til foder for danske grise. Mætte maver det ene sted er en fældet skov det andet. Flere i uddannelse er flere værdige liv. Flere værdige liv er øget forbrug. Øget forbrug er større fødevareproduktion. Større fødevareproduktion er øgede CO2-udledninger. Øgede CO2-udledninger er flere klimaforandringer. Flere klimaforandringer er flere ekstreme vejrforhold. Flere ekstreme vejrforhold er flere mennesker i nød. Flere mennesker i nød er flere flygtninge. Flere flygtninge er …

De, der påstår, at teknologien kan fikse de fleste af klodens udfordringer, er naive, siger Richardson.

Og hvorfor er teknologien ikke nok? Fordi teknologisk innovation ikke kan afbøde det faktum, at vores globale ressourcer er begrænsede. Teknologisk innovation kan hjælpe os med at bruge ressourcerne mere effektivt, men termodynamikkens love siger, at du ikke kan lave energi. Teknologien kan ikke kreere energi. Den kan ikke kreere biodiversitet.”

Engang, fortæller hun, hjalp hun et førende konsulenthus med en rapport om ressourceknaphed, og undervejs i arbejdet spurgte en økonom hende, hvornår forskningen ville finde en erstatning for fosfor. I fuldt alvor,” som hun siger.

Undskyld mig. Der er fem kemiske byggeklodser til liv – og det er liv, der gør den her planet helt særlig i forhold til andre. De fem byggeklodser er kulstof, kvælstof, fosfor, ilt og brint. Det er så fundamentalt.”

Hun holder fem fingre op foran sig, en for hver byggeklods.

At spørge mig om, hvornår vi finder en erstatning for fosfor, er det samme som at sige: Kan vi ikke finde noget andet end den ilt, vi skal indånde?’”

CENTRUMKatherine Richardson vender hver sommer tilbage til en lille by i staten Maine, hvor hun også som barn holdt sine ferier. “Det er min base. Her er kirken, som min tipoldefar betalte, min bedstefar betalte for oliefyret, som nu er ved at gå i stykker. Jeg deler gener med de fleste i byen.” Foto: Jonas Pryner Andersen for Zetland

DEN 7. DECEMBER 1972 tog besætningen på måneekspeditionen Apollo 17 et fotografi, der skulle gå over i historien. Fotografiet viste den planet, astronauterne kom fra, taget på 45.000 kilometers afstand. Den blå marmorkugle” er fotoet kendt som i dag, og med det foto fik menneskeheden for første gang visuelt bevis for, at vi er forbundne.

På det billede var det så tydeligt, at der ikke er en navlestreng eller en forbindelse til noget andet,” siger Katherine Richardson. Og når man ved, at velstand og velfærd er bygget på naturens ressourcer, kan man tydeligt se, at når vi har brugt de ressourcer, så er der ikke flere. Og vi kan se, at når vi smider affald ud, så er der ingen andre steder at komme af med det end hos os selv.”

Planeten, måtte vi erkende ved synet af fotografiet, har grænser.

Katherine Richardsons mest betydningsfulde og berømmede arbejde har netop at gøre med de grænser – med at definere dem i meget konkret forstand, blandt andet. I slutningen af 1990’erne var hun en af de drivende kræfter i en international forskergruppe, hvis arbejde lagde de afgørende byggesten til udviklingen af betegnelsen antropocæn’ – idéen om, at vi som menneskehed er trådt ind i en ny geologisk tidsalder, hvor mennesker for første gang i historien har lige så stor kapacitet til at lave forandringer på jorden, i havene og i atmosfæren, som naturen har.

I 2009 var Richardson medforfatter på forskningsartiklen Planetary Boundaries: Exploring the Safe Operating Space for Humanity, der definerede en slags miljømæssigt loft for menneskelig udvikling bestående af i alt ni grænser. I dag, har forskergruppen dokumenteret, er mindst fire af grænserne overskredet på alarmerende vis: klimaforandringer, tabet af biodiversitet, omlægningen af jordbrug og kvælstofs-og fosforbelastning. I 2015 fulgte forskergruppen op med endnu en rapport, og tilsammen udgør de en hovedcentral i tænkningen omkring menneskehedens plads på og påvirkning af kloden. Da den britiske økonom Kate Raworth eksempelvis skrev sin bestseller-vision om et bæredygtigt økonomisk system i bogen Doughnut økonomi, var det med udgangspunkt i de planetære grænser, Richardson og resten af forskergruppen har defineret.

Ud over teknologi, siger Richardson, bliver der brug for hårde politiske beslutninger, hvis det skal lykkes at holde os inden for planetens økologiske grænser, samtidig med at vi løfter milliarder af mennesker ud af fattigdom. Der bliver også brug for økonomiske og finansielle løsninger og ændringer i vores kultur, i vores mentale model for, hvad der er socialt acceptabelt, og hvad der ikke er. Der skal internationale handelsaftaler til, siger hun, som tager højde for produkters miljøbelastning. Der skal skatteaftaler til, der gør de ressourcer dyre, som der er færrest af, eller som belaster miljøet og klimaet mest. Der skal virksomhedsledere til, som af deres bestyrelser bliver målt på deres grønne bundlinje. Der skal forbrugere til, som kræver grøn omstilling i hele den private sektor. Der skal nye vaner til, der får os til at handle, spise, rejse og leve på en måde, der afspejler, at jordens ressourcer ikke er ubegrænsede. Men vigtigst af alt, mener Katherine Richardson, skal FNs tiende verdensmål om lighed’ tages langt mere bogstaveligt, end det bliver i dag.

Lighed,” som hun siger, kommer lige i kernen af det hele.”

I nogle lande er udfordringen at få indbyggerne op på en anstændig levestandard. I andre lande er opgaven at komme ned på et anstændigt niveau.

Der er nogle, der render rundt og rangerer landene efter, hvor langt de er med bæredygtighedsmålsætninger, Danmark er nummer to’ og den slags. Men sandheden er, at alle lande er lige langt fra at opnå målsætningerne,” siger hun. Med FNs bæredygtighedsmålsætninger fik vi for første gang en international aftale, der implicit erkender, at vores ressourcer er begrænsede. Og det spørgsmål, der derfor skal stilles, er: Hvordan fordeler vi så de ressourcer?”

Katherine Richardson giver ikke meget for idéen om, at Danmark er så lille, at vores handlinger ingen betydning har, eller at vores investeringer i bæredygtighed er bedre brugt uden for landets grænser.

Jeg bliver så træt af den her diskussion om, at det, vi gør i Danmark, ikke gør nogen forskel, fordi vi kun bruger nul komma nul nul dut af verdens ressourcer. For hvis alle levede som os, havde vi brug for flere planeter – så har vi en moralsk ret til at sige, at fordi vi kun er 5,5 millioner mennesker, batter det ikke det store, hvad vi gør? Hvis andre ikke får samme ret til at bruge lige så mange ressourcer, som vi gør? Den slags argumentation, synes jeg, er meget svært at sluge. Jeg møder den hele tiden, også fra folk, jeg overhovedet ikke havde forventet, at den kom fra: Jamen, vores indsats er meget bedre gjort i et andet land.’ Det er lodret forkert. Man kan ikke gå ud og hjælpe andre og sige: Men for resten får du ikke lov til at bruge lige så meget som mig, for jeg er så heldig at bo i et land, hvor der kun bor 5,5 millioner mennesker.’”

Så det er faktisk et moralsk spørgsmål for dig?

Katherine Richardson ser på mig.

Det er,” svarer hun, ren etik.”

TINGENE, MENER KATHERINE Richardson, er i bevægelse. Hun tegner en bølge med hænderne foran sig. For 20 år siden havde den yderste front af forskere og aktivister forstået, at vi befandt os midt i en klimakrise. I dag har dén erkendelse forplantet sig i en folkelig bevægelse, der senest viste sig som en grøn vælgermobilisering til europaparlamentsvalget og her i Danmark til folketingsvalget. For ti år siden ramte forståelsen af de planetære grænser så fortroppen, miljøets avantgarde. Snart vil den tænkning være common knowledge, spår Richardson.

Der hvor fronten ligger nu,” mener hun, er ved systemtænkning.”

Ved genopdagelsen af, at alt er forbundet. At problemer ikke løses i lukkede siloer, men i åbne kredsløb – fordi verden er et åbent kredsløb.

Men alligevel. Hvordan bevarer man troen på, at vi faktisk kan vende de her enorme udviklinger, når man som dig har så stor indsigt i, hvor galt det faktisk står til?

For det første er jeg mor. Jeg har et barnebarn og håber på at få flere. Og vi kan ikke være udviklingen bekendt. For det andet tror jeg simpelthen ikke på, at vi som mennesker vil være så dumme. Vores forfædre opdagede, at de ikke bare kunne lade deres affald falde der, hvor det var produceret, at der var behov for, at de forvaltede forholdet til deres lokale ressourcer. Havde de ikke gjort det, var det hele gået under. Og det skete ikke. Så jeg tror, vi kan finde ud af det – at forvalte vores ressourcer på det globale niveau.”

Katherine Richardson sætter sin lid til det, hun kalder sociale tipping points.

Vi kan se, hvor hurtigt det gik med rygning, at det gik fra at være socialt acceptabelt til ikke-acceptabelt. Børns tandhygiejne. Brugen af sikkerhedsseler. For ti år siden var du ikke noget, medmindre du kørte i en stor Hummer eller SUV i København. Hvor er de henne? De er væk. Så det kan ske. Tingene er i bevægelse. Unge mennesker, der ikke ønsker sig bryllupsgaver. Vores barnebarn på 15 måneder, der aldrig har ejet noget nyt tøj ud over stofbleer, og som ikke lider afsavn af den grund. En gruppe danske CEOer, som under valget rottede sig sammen og skrev et åbent brev til den kommende regering og bad den gøre bæredygtighed til rygraden i det næste regeringsgrundlag. Det ville have været utænkeligt for fem år siden – måske to, et år siden!”

Alligevel, mener hun, skal vi passe på med at blive hinandens politimænd på mikroniveau.

Folk søger aktindsigt på mig hele tiden, i mine rejseudgifter og fortæring, og jeg er ikke i tvivl om, at det handler om flyrejser, og om jeg spiser kød. På kødsiden er jeg fin, jeg bestiller som regel fisk. Men jeg flyver en del, det er der ingen tvivl om. At flyve er vigtigt for mig, fordi jeg har min familie i USA. Omvendt: Der var et barn i et radioprogram, som ringede og spurgte, om jeg havde undladt at købe tøj på grund af min klimabevidsthed. Næ,’ sagde jeg, men jeg kan ikke huske, hvornår jeg har købt den sweater, jeg har på, jeg kan bare huske, at jeg havde den på, da jeg var gravid, og mit yngste barn er 26 år.’ Flyvning er ansvarlig for cirka seks procent af verdens udslip. Modeindustrien står for ti procent.”

Ingen af os i Danmark, siger Katherine Richardson, lever i pagt med de planetære grænser – endnu. Men vi må hver især forholde os til de ressourcer, vi bruger, på samme måde, som vi forholder os til penge. Vi smider ikke en tier i skraldespanden. Men vi smider gamle ting ud, vi ikke bruger længere. Eller køber nye ting, vi aldrig har haft brug for.

Vi er nødt til at indbygge en forståelse i vores kultur for, at penge bare er en proxy for ressourcer, og at ressourcerne er begrænsede. Vi tror, vi kan tælle vores rigdom i penge, men vi startede med at bruge naturens ressourcer, når vi købte af og solgte til hinanden. Vores forfædre bragte hinanden ild og mad. Så blev de klogere og sagde: Vi bruger penge i stedet, for dem, jeg vil købe fra, har måske ikke behov for mad nu, så de får penge i stedet, så de kan købe senere.’”

Længe var penge endda bundet til en guldstandard, siger Katherine Richardson. En valutas værdi hvilede på et lands lager af ædelmetallet guld. I dag er det system opløst, men alligevel er penge stadig bare symbol for de naturressourcer – olien i jorden, bomulden på marken, kødet i køledisken, kobberet i ledningen – der gør os rige.

Katherine Richardson sidder rank i stolen, brillerne et sted i frisuren.

Hele det globale marked er bygget op omkring penge. Tænk, hvis det var bygget op omkring ressourcer,” siger hun.

Hun spærrer øjnene op – tænk, hvis vores forhold til penge afspejlede, at de er uløseligt forbundet til naturen. At de er forbundet til det hele.

Du skulle lige se løjer,” fortsætter hun så. Det ville ændre en hel masse ting.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: