Hvordan sammenbragte familier kan hjælpe sig selv ved droppe illusionen om kernefamilien

SMOOTHIE“Jeg siger til mine klienter, at vi bliver nødt til at ændre metaforen om at blende to familier. At blive en stedfamilie er mindre som at putte blåbær og bananer sammen og blende en smoothie og mere som at bringe en gruppe italienere og japanere sammen og sige: Lav en familie. At tvinge alle til at spise pasta med spisepinde skaber elendighed, ikke enhed,” siger psykolog Patricia Papernow. Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Når mange sammenbragte familier kan have svært ved at finde hinanden, så er det blandt andet, fordi vi stadig stræber efter et familieideal, der ikke kan lade sig gøre. Det mener den amerikanske psykolog og forfatter Patricia Papernow. Så her er hendes råd til familielivet efter skilsmissen.

I Bukkerup midt på Sjælland, hvor hønsene løber frit i haven, træder Johan Karstoft og Anne Louise Madsen ud i uldsokker på stentrappen op til det gamle stuehus. Anne Louise trækker blusen tættere om maven og rækker mig hånden.

Parret sendte mig en mail, efter at jeg havde skrevet en artikel om skilsmisser.

Jeg har godt nok ikke selv været igennem en skilsmisse, men jeg er endt midt i det alligevel,” skrev Johan Karstoft.

De kunne fortælle om det, der sker efter skilsmissen, skrev de, om, hvordan det er som ung mand at komme ind i et forhold, hvor der allerede er børn, og om, hvordan det er som at træde ind i et helt fremmed territorium.

Vi har en historie at fortælle om det svære og om det befriende, der kan komme efter en skilsmisse,” skrev Johan Karstoft og hans kæreste Anne Louise Madsen til mig. Det er derfor, jeg er kørt til Bukkerup.

Ifølge Danmarks Statistik er kun’ 56 procent af danske børnefamilier det, vi traditionelt kalder en kernefamilie med mor, far og et eller flere fælles børn. 13 procent af danske børnefamilier består af par, hvor den ene eller begge voksne har børn med en tidligere partner. Mere end 250.000 danske børn er delebørn, det vil sige, at deres forældre bor på forskellige adresser.

Men selv om den sammenbragte familie er en udbredt familieform, så oplever mange netop som Johan og Anne Louise, at de træder ind i et vanskeligt, minefyldt landskab. Mange sammenbragte familier ender med at gå fra hinanden igen. Mange oplever, at børnene giver udtryk for, at det er svært at finde sig til rette i den nye familie. Mange oplever, at det kan være svært at finde sin rolle som voksen i en familie med fælles- og delebørn.

Grunden til, at det er så svært, er, at mange har en drøm om at genskabe kernefamilien – eller de træder ind i den sammenbragte familie, som om det er en kernefamilie. Og så går det galt. Det mener den amerikanske psykolog Patricia Papernow, der er førende ekspert på relationerne i sammenbragte familier. Hun har skrevet bøgerne Surviving and Thriving in Stepfamily Relationships og The Stepfamily Handbook og leder desuden Institute for Stepfamily Education i staten Massachusetts. I september kommer hun til Danmark på en konference hos Center for Familieudvikling.

Papernow er kritisk over for det sprog, vi bruger til at beskrive den familieform, der involverer delebørn og stedforældre, og hun er dermed også kritisk over for det familieideal, vi stræber efter. Hun mener, at vi undervurderer den fundamentale forskel, der er på kernefamilien, som hun kalder førstegangsfamilien, og den nye familie, hvor den ene eller begge voksne også er stedforældre.

På engelsk hedder sammenbragte familier blended families – altså sammenblandede. En terminologi, der ifølge Patricia Papernow fanger ønsket om at samle den sammenbragte familie til en enhed, der fungerer, som om det var en førstegangsfamilie. Men hvis du sætter det mål, så sætter du dig for at gøre noget, der er umuligt,” fortæller hun, da jeg fanger hende på en noget ustadig Skype-forbindelse.

Vi har alle en drøm om at blende vores familier. Vi forestiller os, at hvis vi bare bruger tid sammen, så blender vi sammen, og alt bliver godt. Men blending er den forkerte model for de fleste stedfamilier, og det kan bane vejen for fiasko. For sunde stedfamilier er helt anderledes end førstegangsfamilier.”

Derfor mener Patricia Papernow, at det kan være endnu sværere for børn at tilpasse sig den sammenbragte familie, end det er at tackle forældrenes skilsmisse.

I Tølløse skinner solen ind på stiklingerne i små potter på reolen. Katten har lagt sig i Anne Louises skød, hendes to små døtres legetøj er spredt i hjørnerne. Huset købte Anne Louise for et år siden, inden hun og Johan kaldte sig kærester. Johan bor i Aarhus, hvor han netop har afleveret sit speciale i nanoscience.

Anne Louise, der er uddannet inden for kost og idræt, og som snart fylder 33, blev skilt for seks år siden, da hendes yngste pige var et år og den ældste to. I dag er hun meget klar i mælet, når det drejer sig om, hvordan hendes nye familie skal bygges op.

Min drøm var en kernefamilie, og det er min drøm stadig, men det kan det jo ikke blive, og det er okay. Jeg kan ikke finde en ny far til mine børn, og jeg vil heller ikke. Jeg vil gerne have Johan til dem. Johan er ikke deres far, og han kommer aldrig til at være det. Han er bare Johan,” siger hun og trækker det lange hår bag ørene.

Johan, der er 28, er ved at finde sig til rette i den rolle, der altså ikke er at være far, men samtidig er den voksen, der er mest sammen med pigerne – næst efter Anne Louise – og som er ved at flytte ind i deres hjem. Indtil videre er det dog kun hans trommesæt, han har flyttet med fra Aarhus.

I lang tid blandede jeg mig ikke i, hvordan pigerne opførte sig, men jo mere de opsøger mig, jo mere vil jeg også opdrage dem helt naturligt, for ellers kan vi ikke have det forhold,” siger han på no-nonsense vestjysk.

I løbet af de år, Anne Louise har været skilt fra pigernes far, har hun ændret sine forventninger til, hvilken form for familie hun kan skabe sammen med sine piger. Hun ved, at pigerne er hendes ansvar og kun hendes.

Det er mine børn, og det er mit ansvar, at de trives. Jeg kan aldrig nogensinde lægge det over på Johan. Han kan engagere sig, være en del af det, men det er kun mit ansvar,” fortæller hun. For tiden overvejer hun, om pigerne skal skifte skole. Hun er i tvivl om, hvilken beslutning der bliver bedst for børnene, men hun er ikke i tvivl om, at det alene er hende, der skal træffe det valg for dem.

Johan er ikke en ligeværdig partner i den diskussion, for det er ikke hans børn. Men det er vigtigt for mig, at han engagerer sig og siger sin mening. Det her er jo mit liv og min drøm. Jeg ville have hus og jord og katte og høns, og jeg har altid vidst, at jeg ville være mor.”

Det sværeste, fortæller Johan, er at etablere sin autoritet som ikke-far, der nok er engageret i pigernes liv, og som har en mening om rigtigt og forkert i deres hverdag, men som alligevel står uden et egentligt ansvar. Han opsummerer dilemmaet sådan her:

Det sværeste er, hvor min autoritet går i børneopdragelsen. Altså, hvornår bliver den yngste sur, fordi hun synes, det er svært, og hvornår bliver hun sur, fordi hun synes, jeg blander mig i noget, jeg ikke skal blande mig i? Og hvornår blander jeg mig faktisk i noget, jeg ikke skal blande mig i?” siger han og tager en slurk af sin kaffe.

Johan viser mig en tegning, han har fået af den yngste pige, der har haft sværest ved at finde sig til rette i det nye liv. Ordene FUCK og JOHAN står utrolig mange gange hen over papiret.

Jeg prøver mest af alt at være en voksen, de har tillid til,” siger han, og så kan de komme til mig i det omfang, de synes, at de kan bruge mig.”

De har også stor kærlighed til dig,” supplerer Anne Louise.

Ja, bestemt.”

Patricia Papernow mener, at vi ofte undervurderer, hvor lang tid det tager for børn at vænne sig til at være i en sammenbragt familie, fordi vi ikke gør os forskellen mellem førstegangsfamilier og den sammenbragte familie helt klar.

En sammenbragt familie betyder – helt banalt – nye forhold (som barnet ikke selv har valgt), nye vaner, nye regler, måske nyt hus, måske ny skole. I førstegangsfamilier har forældre og børn over tid sammen skabt vaner, værdier og fælles opfattelser af, hvad der er larmende adfærd, og hvornår der er rodet, fælles måder at gøre tingene på.

I førstegangsfamilier plejer vi at sige, at forældrene helst skal være enige om opdragelse. Men fordi forældre og stedforældre føler så forskelligt for det samme barn og medbringer så forskellige historier, kommer de ikke til at være enige,” siger Papernow.

Derfor er succes ikke at være enige. Succes er at kunne lytte til hinanden.”

Derfor mener hun, at det er vigtigt, at stedforældre opbygger en tillidsfuld relation til deres stedbørn, før de indtager en forældrerolle og begynder at opdrage dem. Og det tager tid. Rigtig lang tid. Men barnets forældre må holde fast i at være den disciplinerende, mener hun, indtil den tillidsfulde relation til stedforælderen er bygget op.

Ofte er det bare ikke det, der sker i stedfamilier, fortæller Papernow. Tværtimod ser stedforældre generelt set ud til at ville sætte flere grænser for deres stedbørn end børnenes forældre.

Stedforældre kommer ind udefra til en allerede etableret forældre-barn-relation. Mange børn oplever, at det er svært at finde sig til rette i den nye familie, og børn, der har det svært, opfører sig ikke altid så godt, som de plejer,” fortæller Papernow.

Så det, en forælder vil opfatte som normal opførsel, kan opleves mere irriterende for en stedforælder, og irritation er en glidebane mod autoritær opdragelse. Men selv om autoritær opdragelse er meget let for stedforældre at glide ind i, så er det giftigt for en stedforælder-stedbarn-relation. For man kan ikke bygge intime relationer på kritik, begrænsninger og rettelser.”

I bund og grund, er vi nødt til at forstå, mener Papernow, så vil en familie med stedforældre altid være fundamentalt anderledes end en førstegangsfamilie.

Jeg siger til mine klienter, at vi bliver nødt til at ændre metaforen om at blende to familier. At blive en stedfamilie er mindre som at putte blåbær og bananer sammen og blende en smoothie og mere som at bringe en gruppe italienere og japanere sammen og sige: Lav en familie. At tvinge alle til at spise pasta med spisepinde skaber elendighed, ikke enhed.”

Nogle familier har det dog lettere end andre, mener hun. Hvis børnene er under otte år, er det lettere at bringe familier sammen. Til gengæld ser det ud til at være sværest for teenagepiger at tilpasse sig en ny familie.

Det er vigtigt for stedforældre at vide, at forskningen viser os, at det er særligt svært for unge piger. Den viden kan hjælpe med at fjerne noget af selvbebrejdelsen og kan fortælle dig, at du sandsynligvis skal gå meget langsommere med ældre børn end yngre.”

Så de vigtigste råd fra Patricia Papernow er:

  • Det er vigtigt at have familietid, men det er især vigtigt at sørge for tid til at være alene med hinanden, tid til at være alene med sine egne børn, tid til at være alene med sine stedbørn. På den måde får relationerne tid uden at skulle konkurrere med hinanden.

  • Læg disciplin og regler i hænderne på forældrene, indtil stedbørnene føler, at de har en tillidsfuld og kærlig relation til stedforældrene. Der er mange stedfamilier, der trives, fortæller hun, hvor stedforældrene ikke har en disciplinerende rolle.

  • Husk, at det er en proces at blive en sammenbragt familie, det er ikke en begivenhed. Det tager bare virkelig lang tid.

Nede på gulvet i en kasse bag en dør i køkkenet viser Anne Louise mig et mylder af små kyllinger under en varmelampe.

Katten må ikke opdage dem,” siger hun og lukker døren med omhu bag sig. Vi går ud i haven, hvor mælkebøtterne ser ud til at trives.

Jeg ved heller ikke, om jeg vil kalde os sammenbragt,” fortæller Johan. Jeg er nærmere indbragt. Når jeg er her, er jeg på pigernes område, det er dem, der bor her. Det er deres familie, jeg kommer ind i.”

Er I fire en familie?

I nogle sammenhænge,” svarer Johan.

Vi bliver det et lille skridt dag for dag,” tilføjer Anne Louise. Jeg synes, vi har mange af elementerne på plads. Og så må vi lade det vokse frem, som vokser frem.”

Hun rejser en væltet rive op.

Det vigtigste er, at det er fucking helhjertet, det, man gør. Hvis man ikke tror på, at det sker, så sker det ikke.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem