Zetland Helikopter


Mandag 1. juli 2019

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det bliver intimt.

I dag begynder staten at pulje vores DNA-oplysninger. Velkommen til en ny æra

I dagens nyhedspodcast kigger vi på, hvad indsamlingen af DNA og genomer kommer til at betyde for vores sundhed – og hvorfor privatlivsforkæmpere er nervøse. Vært: Mads Olrik. Gæst: Peter Løngren, direktør i Nationalt Genom Center.

18 min

Dagens citat

“Ledere med søvnunderskud kan acceptere hvad som helst.”

Det sagde en let grinende anonym EU-diplomat til Politico. Søndag aften indledte EU's regeringschefer et møde om, hvem der skal indtage EU's topposter. Mandag formiddag (!) blev mødet stoppet, uden at lederne var nået i mål. De prøver igen tirsdag.

Dagens store historier

Illustration: Matthias Seifarth, Zetland

DNA-æraen

I dag mandag begynder Nationalt Genom Center at samle og pulje DNA-oplysninger fra patienter i det danske sundhedsvæsen. Store muligheder, store faldgruber.

Mulighederne er dels, at DNA-analyser kan hjælpe den enkelte patient, fordi det kan hjælpe med at tilrettelægge behandlingen helt præcist. Og når man samler genomer i én stor database, kan forskerne potentielt opdage nye sammenhænge og nye behandlingsmetoder (Ingeniøren).

Faldgruberne er ifølge kritikere, at der er en ret stor risiko for, at det måske mest private vi har, DNA-oplysninger, bliver misbrugt. Dels har staten ikke den bedste historie, når det kommer til at passe på for eksempel CPR-numre – dels er frygten, at politikerne hen ad vejen ændrer reglerne for, hvad myndigheder, forskere eller endda virksomheder kan få adgang til i de her databaser (Version2).

Spørgsmålet er: Hvor meget magt skal vi give staten? Jo nemmere det er for forskere og myndigheder at samle det her data og bruge det, jo større er potentialet for, at de kan gøre noget godt for os alle sammen. Set fra den anden side af debatten lyder sætningen sådan her: Jo nemmere, det er at samle og tilgå de her data, jo større er risikoen for misbrug (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Kevin Lamarque / Reuters / Ritzau Scanpix

Nye boller på suppen

Henover weekenden tøede to virkelig store og virkelig fastfrosne dramaer på den geopolitiske scene en smule op. Gæt hvem, der står i centrum (ja, det er manden på billedet).

Trump-regeringen vil genoptage forhandlingerne med Kina. Ved G20-topmødet i Osaka mødtes Trump med den kinesiske præsident Xi. Trump annoncerede, at USA vil holde igen med adskillige straftoldsatser. Kina lovede til gengæld at løsne deres toldsatser på amerikansk soya. Handelskrigen mellem de to lande har været i gang i et års tid, og det har gjort ondt på begge parter (Vox).

... Og så fik han lige klemt et besøg i Nordkorea ind. Ud af det blå annoncerede Trump, at han ville møde Nordkoreas diktator Kim Jong-Un i den demilitariserede zone mellem Syd- og Nordkorea. Trump blev den første siddende amerikanske præsident til at betræde nordkoreansk jord. De to lande forsøgte sidste år at blive enige om en aftale om Nordkoreas atomvåben uden held. Nu genoptages forhandlingerne (Politico).

Det skal du også vide

I dag begynder det "obligatoriske læringstilbud" i de udsatte boligområder. I løbet af juli vil en række familier i boligområderne på ghettolisten modtage brev om, at de skal sende deres børn i vuggestue eller børnehave. Hvis de ikke gør dét, så bliver der skåret i deres ydelser (DR).

Protesterne i Hongkong blev lige lidt mere dramatiske. Mandag lykkedes det demonstranterne at trænge ind i selve parlamentet. Demonstrationerne er mest drevet af vrede over en mulig aftale om, at borgere i Hongkong kan udleveres til Kina (Jyllands-Posten).

Nu har Iran officielt brudt atomaftalen. Sidste år trak USA sig ud af aftalen, der skulle hindre, at Iran fik atomvåben. Som reaktion begyndte Iran igen at berige uran, dog kun til civilt brug. Og i dag overskred Iran så officelt aftalens grænse for, hvor meget beriget uran landet må besidde (BBC).

Dagens Zetland-historier

Foto: Ramzi Boudina, Ritzau Scanpix

Ikke-religiøs. Befolkningen i den arabiske verden vender i højere grad ryggen til religion, og de mister tilliden til islamistiske bevægelser og ledere. Måske har det Arabiske Forår alligevel ændret tingene.

Ikke-levende. Den rødlige perlemorsommerfugl er ved at forsvinde som art i Danmark. Hvorfor? Fordi mennesket er virkelig god til at optimere ting til vores fordel.

Det var en mandag med en masse nye begyndelser. Vi ses i morgen.

Mads Olrik

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-redaktør

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem