De var kun lige ankommet til sommerhuset, men Josephine Træholt var nødt til at fortælle sine veninder det. Stingene fra operationen sad der endnu, og arrene var blå og ømme. Et par dage før havde hun været nødt til at tisse gennem sine trusser, fordi stoffet havde klistret sig fast til det nyopererede væv, så blodet piblede frem, da hun forsøgte at trække dem fri. Alligevel var hun så stolt, at hun måtte sige det.

“Ved I hvad?” sagde hun. “Der er noget, I skal høre. Jeg har fået lavet min tissekone mindre!” Veninderne stoppede alt, hvad de havde gang i. “Hvad er det, du siger? Er det rigtigt?” spurgte de. “Ja ja, det er det,” svarede Josephine ivrigt. “Vil I se?”

“Og så hev jeg simpelthen bare mine trusser ned,” fortæller hun. “Så stod de dér og kunne se det hele.” Hendes nyopererede underliv – med de kønslæber, som indtil for kort tid siden havde haft en længde, så de “hang og dinglede forneden”, som hun selv beskriver det. Nu hang der ikke længere noget udenfor. En gynækolog havde foretaget det, man kalder en labiumresektion – en reduktion af de indre kønslæber – på Josephine Træholt. For hende var det løsningen på et problem, hun havde kæmpet med i årevis, men som hun aldrig nogensinde havde talt med nogen om. Heller ikke sine nærmeste veninder, som lige nu stod og stirrede på hendes ‘nye’ kønslæber og var ét stort spørgsmålstegn. Hvad havde dog fået hende til at vælge at blive skåret i kønsorganerne?

Josephine Træholts veninder er formentlig ikke de eneste, der har svært ved at forstå, hvad der driver sådan en beslutning.

Kvinder, der vælger at få formindsket deres kønslæber – eller ønsker at få det gjort – taler sjældent højt om det. I en tid, hvor tabuer ellers er til for at blive brudt, er kønsorganer, både vores egne og andres, stadig et godt stykke over grænsen for, hvad de fleste synes er passende at gå i detaljer med. I den offentlige samtale kommer det ofte til at handle om ekstremer,. I USA og Storbritannien er designer vaginas blevet udråbt til den hurtigst voksende trend inden for plastikkirurgi, men emnet behandles ofte som endnu et fjollet nichefænomen blandt en forskruet, popkulturel elite på linje med Hollywood-kendisser, der spiser deres egen moderkage. Men historien om det stigende antal labiumresektioner er faktisk alt andet end fjollet og fjern.

Den handler om store dilemmaer, og den udspiller sig i Danmark lige nu. Det offentlige sundhedsvæsen laver omkring 200 labiumresektioner om året. Men man ved, at mange kvinder bliver opereret i privat regi, både i Danmark og udlandet, så det faktiske antal er en hel del højere. Det er kvinder i alle aldre – undtagen de decideret gamle – som i stigende grad ønsker at få deres kønslæber opereret mindre. Nogle har store fysiske gener. Andre føler, at måden, de er skabt på, er unormal og uskøn. Og så er der en stor fællesmængde, som oplever begge dele.

Kvinderne skaber etiske udfordringer for et dansk sundhedsvæsen, der må forholde sig til en kropsfikseret kultur, et normalitetsbegreb i forandring og en stadig større gruppe af kvinder, som i lægevidenskabelig forstand er raske, men hvor en del af deres krop er blevet et problem, som de brændende ønsker en medicinsk løsning på. Kort fortalt er reduktion af kvinders kønslæber blevet et højspændt knudepunkt for en række strømninger, interesser og problemstillinger, der peger langt ud over den operation, som er i centrum. Det er, som en overlæge på en af landets store gynækologiske afdelinger siger, “et temmelig betændt område”.

Kvinders kønsdele har aldrig nydt den samme form for opmærksomhed i vores samfundskultur som mænds. Historisk set er der blevet forsket mindre i dem, pralet mindre af dem og talt mindre om dem. På godt og ondt er det, som om den synlighed, som mænds kønsorganer fra naturens hånd har mere af, er afspejlet i hele vores kulturelle tilgang til det, vi har mellem benene.

Men i 1996 skete der noget skelsættende. Scenen var tom, bortset fra en enkelt skammel. Og så naturligvis den høje kvinde med skarp, sort pagefrisure, der sad på skamlen og smilede sfinks-agtigt til publikum.

“Jeg er bekymret for vaginaer. Jeg er bekymret for min vagina,” sagde hun. “Jeg er bekymret for, hvad vi tænker om vaginaer. Og mest for, om vi overhovedet tænker på dem.”

Kvinden hed Eve Ensler, hun er amerikaner, dramatiker og feminist, og hendes bekymring var startpunktet for The Vagina Monologues. En en-kvindes-forestilling, som siden gik sin sejrsgang hele verden rundt. The Vagina Monologues satte kvinders rettigheder til debat med udgangspunkt i den skyggetilværelse, deres kønsorganer er blevet tildelt. “Der er så meget mørke og hemmelighed omkring dem,” sagde Eve Ensler. “Først og fremmest er det ikke nemt at finde sin vagina. Kvinder går rundt i dage, uger, måneder uden overhovedet at se på den.”

Eve Ensler havde så afgjort fat i noget. Hvor mænd kan nøjes med at smide bukserne og kigge ned ad sig selv, hvis topmaven da ikke er i vejen, er kvinder nødt til at sidde, ligge, sprede, bøje, strække, skille og bruge et spejl, hvis de vil se ordentligt på deres egne kønsorganer.

Og så kan de endda ikke se alt. Det kvindelige reproduktionssystem består nemlig dels af de dele, der sidder inden i kroppen: vagina, det vil sige skeden, samtlivmoderen, æggelederne og æggestokkene. Og dels af vulva, de ydre dele, som er klitoris og kønslæberne, som omkranser skedeåbningen. Kønslæberne er hudflapper, og der er to sæt af dem. De store, labia majora, sidder yderst som en beskyttende vold omkring indgangen til vagina. Og så de små, labia minora. De sidder på indersiden af de store, og de er anderledes at se på. Ofte er de rynkede og rødlige, som om de er mere i familie med kroppens pulserende indre end med ydersidens glatte hud.

Der findes ikke to kvinder, hvis kønsdele er ens. Og en af de ting, der kan variere meget, er størrelsen på labia minora, altså de indre kønslæber.

Hos nogle er de så små, at de ydre læber dækker dem helt. Hos andre har de en størrelse og en form, der gør, at man kan se dem forneden. Den ene kan også være større end den anden. Med andre ord er det meget svært at sige noget helt præcis om, hvordan kvinders kønsorganer, herunder kønslæberne, ‘normalt’ ser ud.

Alligevel er det et brændende spørgsmål hos mange af de piger og kvinder, som opsøger rådgivningstjenester som Netdoktor, Sexlinjen og Børnetelefonen. For en hel del kvinder er stadig både bekymrede og mystificerede over deres kønsdele knap tre årtier efter, at Eve Ensler forsøgte at trække dem ud af mørket. “Har jeg unormalt store skamlæber?” “Hvad kan jeg gøre ved mine alt for store kønslæber?” “Jeg er en pige på 16 år, som lige for nylig har fundet ud af, at jeg er ‘anderledes’, ‘unormal’ osv. Jeg har virkelig store kønslæber, og det påvirker mig. Jeg er SÅ flov.” Sådan lyder et ganske lille udpluk af de mange, mange henvendelser, man kan finde på rådgivningssiderne. Og de læger, sexologer og vejledere, der besvarer dem, siger alle nogenlunde det samme:

Hvis du er meget generet, så tal med din læge. Men husk, at alle er skabt forskelligt. Det normale har vide rammer.

Men hvor vide er rammerne for det normale egentlig? Det ved vi faktisk en del om, og det skyldes især en kvinde ved navn Annemette Lykkebo. Hun er gynækolog og formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi. Hun er også ledende overlæge på Sygehus Lillebælt i Kolding, og det var der, hun i 2015 begyndte at måle størrelsen på kvinders indre kønslæber.

“Vi oplevede blandt gynækologer, at antallet af henvendelser om ønske om reduktion af kønslæber steg, og vi så også, at antallet af operationer steg,” fortæller hun. “Og det førte blandt gynækologer til en drøftelse af, hvornår det egentlig er rimeligt at lave en labiumresektion, og hvordan vi kunne udstikke nogle retningslinjer omkring, hvad der skal ske, forud for at vi lader en kvinde operere. Det var i den forbindelse, vi sagde: ‘Okay, lad os først prøve at få beskrevet, hvad der er normalt.’”

Det, der er særligt ved patienter, som ønsker sig mindre kønslæber, er nemlig, at de ikke er syge. Deres kønslæber fejler ikke noget. Men patienten oplever, at de har en størrelse, hvor de stikker ud og er til gene – af den ene eller den anden årsag. “Det, vi så,” fortæller Annemette Lykkebo, “var, at der var nogle, der havde fysiske gener, hvor de indre kønslæber kom i klemme og generede. Men langt de fleste havde kønslæber, der efter vores bedste skøn faktisk var fuldstændig normale. Og det ville vi gerne kunne vise kvinderne på en kurve,” siger hun.

Sådan en kurve fandtes ikke i forvejen. I det hele taget var der, siger Annemette Lykkebo, “meget lidt litteratur om de kvindelige kønsorganer. Der fandtes penis-atlasser og statistikker for penis’ størrelse, omfang og længde, både i slap og erigeret tilstand, men kvinders kønsdele var meget ringe beskrevet.”

Så Annemette Wildfang Lykkebo og hendes kolleger besluttede sig for selv at undersøge sagen. Hvor store var ‘normale’ labia minora? De målte i alt 244 kvinder, der kom i deres ambulatorier – kvinder, der kom af andre årsager end kønslæberne. Og det, de fandt, og som siden hen er blevet bekræftet af et lignende, men langt større tysk studie, var dels, at middelbredden på de indre kønslæber var halvanden centimeter, og dels, at én ud af ti kvinder havde indre kønslæber med en bredde på mindst 2,6 centimeter. Og så undersøgte de også, hvor almindeligt det var at have synlige indre kønslæber. “Og det var akkurat fifty-fifty,” siger Annemette Lykkebo. Med andre ord var det hver anden kvinde, hvis indre kønslæber tittede udenfor.

Tallene skulle ikke fungere som en tjekliste for, hvorvidt der var et problem, understreger Annemette Wildfang Lykkebo. For nogle kvinder har store kønslæber uden at være det mindste generet af det, mens andre ligger under gennemsnittet, og alligevel er de plaget. “Der findes ikke en opskrift på, hvad der er rigtigt og forkert,” siger hun.

Alligevel var studiet vigtigt, og det bliver i dag brugt som referencepunkt af læger og gynækologer over hele landet. For det, tallene viser, er noget, man stort set ikke ser andre steder. Nemlig hvordan andre menneskers kønsdele ser ud. “Meget af det her problem handler om, hvilken referenceramme man har,” siger Annemette Lykkebo. “Vi ved ikke, hvordan andre ser ud, fordi vi i stigende grad dækker os til.”

Det er en udvikling, som man har set flere eksempler på de seneste år, særligt blandt de unge, hvor stadig flere er så generet over at vise deres krop, at de ikke ønsker at være nøgne sammen med andre, for eksempel i badet efter idræt. De nøgne kroppe, de ser, hører til i pornografien eller mode- og kendiskulturen, hvor der skæres fra og retoucheres med hård hånd. “Så når man skal rådgive en kvinde, der har det her problem eller de her tanker, handler det også om, at man får informeret om, hvad der i anatomisk forstand er normalt,” siger Annemette Lykkebo, “udelukkende med det formål, at kvinden i højere grad finder en accept af, at hun har kønslæber, der stikker udenfor.”

Men hjælper det at vide, at forskellighed er normalt, hvis man føler, at det, der er særligt ved én, er et problem? Det gjorde det ikke for Josephine Træholt, som vi mødte i begyndelsen af artiklen. Siden hun var teenager, har hun følt sig anderledes på grund af sine kønslæber og skammet sig over dem. “Jeg ved jo godt, at vi alle sammen ser forskellige ud,” siger hun. “Men når jeg stod i badet efter håndbold, så kigger man jo på hinanden, og man sammenligner sig jo. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: ‘Mine stikker sgu ret langt ud.’”

De andre piger havde ‘Barbiefisser’. Det var et udtryk, hun havde hørt sexologen Joan Ørting bruge om de helt glatte kønsorganer, som pornoindustrien smækker op i synet på sit publikum. Sådan én havde Josephine Træholt ikke. “Og jeg ved godt, at det ikke er pænt at sige sådan om sig selv,” siger hun, “men jeg væmmedes ved det, jeg så.”

Det var ikke kun udseendet, der generede hende. Hendes kønslæber var i vejen, når hun cyklede, fortæller hun. Og når hun var sammen med en fyr. Hendes problem var, forklarer hun, både fysisk og psykisk. “Folk, der ikke har store kønslæber, kan ikke forstå, hvad det betyder for dig psykisk, at kønslæben kan risikere at falde ud og blive klemt mellem låret og trussekanten. Eller at de kommer med op og er i vejen, når man har sex.”

Josephine Træholt blev opereret i det offentlige, og gynækologen, der udførte indgrebet, sagde, at det her var et af de alvorlige tilfælde. Hun fjernede 1,3 centimeter fra den ene læbe – Josephine turde ikke spørge, hvor meget gynækologen tog af den anden. Men, siger hun, “det var mere”.

Det er ikke alle kvinder, som ønsker en labiumresektion, der har lige så udtalte fysiske gener, som Josephine havde. Langtfra faktisk. Og det er en afgørende årsag til, at indgrebet har en særlig problematisk status i sundhedsvæsenet. Her har der i mange år været en endog meget restriktiv politik omkring at gøre kvinders kønslæber mindre.

Det er der for så vidt god grund til. Både fordi en operation altid indebærer en risiko, og fordi der kan opstå komplikationer, selv om labiumresektion ikke hører til i den meget risikable ende. Annemette Lykkebo, overlægen fra Kolding, som stod bag vulva-opmålingsprojektet, fortæller om slemme tilfælde, hun ser i sin praksis: kvinder, som har fået så meget eller så stramt arvæv efter operationen, at de mister al følsomhed i kønslæberne, at de ikke kan have sex eller overhovedet sidde på en cykel. Den risiko skal opvejes mod den forventede gavnlige sundhedsmæssige effekt.

Sådan er det altid med operationer. Men det særlige ved labiumresektioner er dels, at det er et rask organ, man opererer på, hvilket i sig selv er et incitament til at udføre indgrebet mindre. Og ikke nok med det: På mange hospitaler var det – og er det stadig – simpelthen ikke noget, man gør.

Den linje betyder, at mange af de kvinder, som føler sig generet af deres kønslæber, er dybt frustrerede over mødet med sundhedsvæsnet. Rundtomkring på nettet findes en del Facebook-grupper og forummer, hvor folk diskuterer plastikkirurgi, stiller spørgsmål og deler erfaringer. Og når det handler om intimkirurgi, dukker afvisninger, skuffelser og skam op gang på gang.

Et par eksempler: På plastikkirurgi-forummet MyLooks.dk skriver en bruger, at hun havde brugt lang tid på at tage sig sammen til at gå til lægen med sit ønske om en labiumresektion. “Jeg blev meget ulykkelig og chokeret, da jeg fik afslag,” skriver hun. “Flere gange har jeg efterspurgt en lægefaglig begrundelse, men det er ikke kommet nærmere, end ‘Jeg har besluttet, at jeg ikke vil operere’.” En anden skriver, at hun er blevet frarådet operation af både egen læge og på gynækologisk afdeling på et stort nordjysk hospital. “Men jeg føler mig stadig generet, og det fylder mere og mere, om jeg skal gøre det eller ej,” skriver hun. “Jeg har brug for mere viden end bare deres feministiske holdninger, og at jeg bare var pylret.”

Det er her, det bliver kompliceret. For det er ikke grebet ud af luften, at en del af lægernes modstand over for labiumresektioner tilsyneladende kan bunde i overvejelser, som grundlæggende handler om ideologi.

På Gynækologisk Klinik i Taastrup modtager privatpraktiserende gynækolog og klinikejer Bjarne Stigsby patienter fra den offentlige sygesikring via ydernummer-systemet. En del af de patienter har problemer med deres store kønslæber, men har oplevet at blive afvist flere steder i sundhedssystemet. “De møder tit en mur af tabu, eller hvad man skal kalde det,” siger han. “De får at vide, at sådan er de skabt, og det skal de lære at leve med.”

Han fortæller om en kvinde, som havde fået en henvisning til en gynækologisk afdeling, og som der fik beskeden, at den slags operationer lavede man ikke. “Fordi, som overlægen sagde, ‘Jeg er feminist’. Man kunne tilbyde hende psykologbistand, hvis hun stadig mente, der var et problem. Og det kunne hun jo ikke bruge til noget, for hun havde et rent fysisk problem. Jeg tilså hende, og jeg ser 15-20 kvinder om dagen. Og hun var meget veludrustet. Det var ikke en fiks idé. Det gjorde ondt,” siger han.

Bjarne Stigsby er meget lidt imponeret af, at en kollega i lægestanden angivelig kan give en patient sådan en besked. “Jeg skammer mig rent ud sagt over det,” siger han. “Men en af grundene til, at det er så tabubelagt, er nok, at der er kulturer, som har rituel omskæring, og hvor man decideret skamferer kvinden. Det er noget mørkt noget, der ikke hører til i vores samfund. Det er ekstremt kvindeundertrykkende. Men det er slet ikke det, det her handler om. Vi er sat i verden for at behandle sygdomme og gener, og hvis en patient har et fysisk problem, så skal vi prøve at behandle det. Der hører ideologiske betragtninger, som at man er feminist, ingen steder hjemme.”

Når det er sagt, så afviser Bjarne Stigsby også selv patienter, der ønsker en labiumresektion. Især de yngre, der ikke har fået børn endnu. “Og hvis det handler om udseendet, så vil jeg ikke have noget med det at gøre,” siger han.

For uanset hvad en læge måtte have af personlige holdninger til labiumresektioner, så er der ét forhold, som sætter barren for, hvornår man kan tilbyde en operation eller ej. I den danske straffelovgivnings paragraf 245a står det sort på hvidt, at det straffes med fængsel i op til seks år, hvis der foretages hel eller delvis fjernelse af kvindelige ydre kønsorganer med eller uden samtykke og uden “terapeutisk formål”, som det hedder.

Med andre ord: At operere en kvindes vulva mindre af udelukkende kosmetiske årsager er ganske enkelt forbudt.

Går man syv-otte år tilbage, var antallet af patienter, der fik gjort deres indre kønslæber mindre på Herlev Hospital, et rent nul. “Vi tog samtalen med dem alle sammen, men vi sendte også dem alle sammen ud ad døren igen uden en operation,” fortæller overlæge Mette Hammerum. De seneste 12 år har hun arbejdet på Herlev Hospital, afdeling for kvindesygdomme, gynækologi og fødsler, og det er hende, der ikke tøver med at kalde reduktion af kønslæber for et betændt område.

“I det danske sundhedsvæsen vil vi gerne være fortalere for, at alle er skabt forskelligt, og derfor var det ikke noget, vi gjorde,” fortæller hun. “Det er også sådan, jeg er opdraget. Det her er ikke en sygdom. Det er i og for sig bare den måde, man er skabt på.” Og så er der naturligvis lovgivningen, siger hun. “Det gør da, at man har mere lyst til at holde fingrene væk.”

Men indimellem oplevede Mette Hammerum at få kvinder ind i sit ambulatorium, hvor hun faktisk havde det skidt med at sende dem ud af døren igen. Hvor problemet var så udtalt, og de fysiske gener så slemme, at hun ikke følte, hun kunne være bekendt ikke at tilbyde patienten noget. Derfor besluttede hun og en kollega for et par år siden, at det var dem, der fremover tog hånd om de patienter, der kom med et ønske om en labiumresektion. Og, som hun siger, “finde en eller anden form for rimelig praksis at handle indenfor”.

I dag får Mette Hammerums afdeling i alt fire-fem af den slags patienter om måneden. De kommer med henvisninger fra speciallæger, og ud af dem er det lidt over halvdelen, som ender med at få tilbudt en operation. Resten bliver afvist, fordi de efter hendes bedste skøn er normale og ikke ville have gavn af en operation. “Og det kan nogle godt blive meget vrede over,” siger hun.

Operationerne er og bliver dog et stort dilemma for hende. “Som offentligt ansat læge repræsenterer jeg jo samfundets interesser på mere end én måde,” siger hun. Et samfund, hun absolut mener er bedst tjent med, at befolkningen har et sundt forhold til kroppen og dens naturlige forskellighed. “Men er jeg med til, i min accept af i nogle tilfælde at udføre den her operation, at bekræfte det selvbillede, som er, at store kønslæber er forkert?” spørger hun. “Undergraver jeg det normalitetsbegreb, som jeg går ind for, og som er, at vi ser ud, som naturen har skabt os, også selv om det generer os?”

Hvis man spørger, om Mette Hammerum gerne ville være fri for at stå med det dilemma, er svaret ja. “Et eller andet sted ville jeg jo ønske, at det her problem ikke fandtes,” siger hun. For i bund og grund mener hun, at det er udtryk for en samfundsudvikling, der bekymrer hende. “Jeg kan selvfølgelig ikke tale for alle læger,” siger hun. “Men jeg tror, at de fleste af os begræder det, der sker i dag, hvor man bliver mere bornert og hemmelighedsfuld omkring, hvad man har forneden, og mindre accepterende og afslappet over for sin krop.”

Der findes andre læger end dem, der er offentligt ansat. Og i den private del af sundhedssektoren er forholdet til labiumresektioner typisk lidt mindre betændt. Reglerne er de samme, men den “mur af tabu”, som Bjarne Stigsby taler om, er knap så massiv. Derfor søger en del kvinder videre til det private, hvis det offentlige har afvist dem. Hvis de da ikke går helt uden om egen læge og direkte til et privathospital. Som en kvinde, der valgte den løsning, skriver på MyLooks.dk: “jeg ville føle, jeg skulle forsvare mig selv og sidde og argumentere for det (og orkede simpelthen ikke tage den kamp op).”

Privathospitalet AK Nygart er mest kendt som dem med brysterne. Det skyldes blandt andet de meget omtalte reklamekampagner, som AK Nygart har kørt on-off over en række år, og som udstyrede busser over hele landet med bare kvindetorsoer med slagtilbud på brystoperationer og slogans som ‘Dine bryster. Dit valg’.

Derfor syntes Maria Teglkamp, at det var lidt interessant, hvad hun så, da hun sidste år gravede sig gennem Google Analytics-tallene for, hvad folk søgte efter på AK Nygarts hjemmeside. Maria Teglkamp er marketingansvarlig for AK Nygart, og det, hun kunne se, var, at selv om bryster stadig hittede, handlede en god del af søgningerne om intimkirurgi. Det var en blindgyde, for AK Nygart tilbyder ikke operationer af kvinders kønsdele, forklarer Maria Teglkamp. “Men jeg kunne bare se, at der var en stor efterspørgsel på det.”

Det kom ikke som nogen overraskelse for Maria Teglkamp. En del af hendes job er at følge med i grupperne om plastikkirurgi på nettet. Her holder hun øje med, hvad der bliver sagt om AK Nygart derude, men også med tendenser og nye behandlinger, som lader til at have fanget folks interesse. “Og det dukker op jævnligt de steder,” siger hun. “Kvinder, der spørger om de her operationer, og som har rigtig svært ved at finde information.”

Derfor lavede Maria Teglkamp den underside på AK Nygarts hjemmeside, som man i dag kommer ind på, hvis man søger information om intimkirurgi i klinikkens online-univers. Den giver information om blandt andet labiumresektioner og penisforstørrelser og har, fortæller hun, mange besøg. Nederst på siden står der en linje, der er vigtig at få med. “Intimkirurgi for kvinder udføres i vores søsterklinik i Malmö.”

I Sverige må man nemlig gerne få lavet intimkirurgi af kosmetiske årsager. Det benytter en del danske kvinder sig af. I plastikkirurgi-forummerne kan man læse, at et populært rejsemål er Lotusklinikken i Malmö, hvor man ikke kun laver labiumresektioner, men en hel række af indgreb og behandlinger inden for det, klinikken kalder ‘æstetisk gynækologi’. Fra intimblegning og fillers i kønslæberne til botox mod skedekramper og fugtbindende hyaluronsyre i G-punktet for øget seksuel nydelse. Det er et komplet univers af selvoptimering for det kvindelige underliv. Også i Norge er det muligt at få lavet intimkirurgi for æstetikkens skyld. Og labiumresektioner er en efterspurgt vare hos udbydere af kirurgirejser til Polen.

Hvis man spørger Maria Teglkamp, hvad hun selv tænker om sagen, giver det ikke rigtig mening for hende, at danske kvinder skal til udlandet, hvis de vil ændre på udseendet af deres underliv. “Hvis det er okay at få rettet ører ind og at få lavet større bryster, hvorfor er det så ikke okay at få gjort det her?” Og, tilføjer hun, “som kvinde kan jeg da også godt blive lidt fortørnet over det. At lige præcis dén del af din krop må du ikke bestemme over.”

Jackie siger, at det vigtigste er, at hun ikke gjorde det for andre. Ikke for sin kæreste, eller fordi lægen sagde det. Det var hendes beslutning, siger hun. Hun gjorde det for sin egen skyld.

Det er knap 14 dage siden, Jackie Valentina Frederiksen fik gjort sine kønslæber mindre. De første par dage efter operationen lagde hun isbind i trusserne for at tage hævelsen. “Lige bagefter tænkte jeg: ‘Det her skulle jeg aldrig have gjort,’” siger hun. “Man går, som om man har skidt i bukserne. Men nu er det mere bare … ubehageligt. Det er stingene, de niver lidt.”

Stingene skal snart ud. Og Jackie Frederiksen glæder sig. Hendes kønslæber har, på flere måder, fyldt meget i hendes hverdag. Hun studerer til social- og sundhedsassistent, og der cykler man rundt til klienterne. Og at cykle har altid været noget bøvl for Jackie. “Jeg kunne få små sår af det,” siger hun. “Og så var det et problem under sex. De røg med op og blev klemt. Og det så … ikke så indbydende ud.” Jackie Frederiksen er 38 år, og faktisk blev hun tilbudt en labiumresektion, allerede da hun var 17 år gammel og fødte sit første barn. “Jeg turde ikke dengang,” siger hun. “Men nu, med min uddannelse, så besluttede jeg at tage skeen i den anden hånd og sige: ‘Nu gør jeg det simpelthen.’ Og også med sexlivet. Man vil jo gerne føle sig dejlig og føle, at det hele, det spiller.”

Det har Jackie Frederiksen bestemt ikke altid følt. Hun blev drillet meget, da hun var barn. Og selv om hendes mor, der var sygeplejerske, var god til at tale med hende om kvindekroppen og dens forskellighed, var det, som hun selv siger, “ikke godt nok til mig”. Jackie Frederiksen har fået lavet sine bryster, og hun får lavet fillers og botox på en svensk klinik. Nu er hendes kønslæber blevet lavet mindre, og hun er meget glad for det. “Men,” siger hun, “på den anden side har jeg også levet med det i 38 år. Så spørgsmålet er, hvor stort problemet ville være, hvis jeg bare havde accepteret, at jeg var, som jeg var.”

I virkeligheden står Jackie Frederiksen med de samme spørgsmål, tvivl og dilemmaer, som læger som Mette Hammerum gør. Hun står bare et andet sted. Når hun ser sig omkring, ser hun en verden, hvor den naturlige krop bliver gemt væk, og hvor skønhed er lig med det perfekt velplejede, det evigt unge, evigt sexede og snorlige. Hun ved, at vi ikke er skabt ens, og at det normale har vide rammer. Og hun ville ønske, at ‘normal’ var det samme, som at alt var helt okay. Men hun ved også, at hvis ens krop er blevet et problem for én, så kan man vælge at gøre noget ved det. Og måske få det bedre.

Det er det valg, Jackie har truffet for sig selv. Og kønslæberne bliver heller ikke det sidste, hun får lavet. “Jeg tror ikke, jeg stopper, før jeg selv synes, jeg er perfekt nok,” siger hun. “Og det er jo det. Du kan altid finde en rynke mere. Og hvis du er blevet drillet hele din barndom, og der så kommer nogen og siger: ‘Hold da op, du er godt nok blevet flot’, så bliver man jo hooked på det. Så får man lyst til at gå videre ad den vej.”

Men tvivlen findes, og den kommer, når hun ser på sin datter. Pigen er ni år gammel. Og forleden kom hun ud fra sit værelse med en gigantisk, oppustet trutmund. Hun havde fundet en video på det sociale medie TikTok, som viste, hvordan man kunne ‘suge’ læberne større. “Og dér blev jeg såret,” siger Jackie. “Hold nu op, jeg vil jo så gerne vise hende, at man er smuk, som man er. Men man ser jo på de kendte i alle bladene. De står der snorlige, det hele er så perfekt. Det er jo selvværdet, der får et knæk. Jeg kan blive så dødhamrende irriteret på mig selv. Hvorfor kan jeg ikke acceptere mig selv, som jeg er? Men det er noget, der foregår oppe i hovedet.”

De tanker, Jackie Frederiksen gør sig, er der ikke så mange, der tør sætte ord på. Men det burde vi måske være bedre til. De er et indblik i de vilkår, som vores kroppe eksisterer under i den samfundskultur, vi har skabt. Og jo mere ærlige, vi er omkring de udfordringer, det giver os, jo mindre hårde bliver vi måske i vores domme over vores egen krop – og over andres. Efter Jackie Frederiksen blev opereret, har hun delt sine erfaringer med andre kvinder, der overvejede at få lavet mindre kønslæber, i en Facebook-gruppe. “Og det har været rigtig rart at kunne fortælle, hvordan jeg har haft det. Ikke at jeg ønsker, at folk skal gøre det. Men hvis de er nået dertil, så får de måske en bedre hverdag.”

Det er det, hun ønsker sig, når hendes sår er helet. Et nyt liv, siger hun. “Man er glad, jo.”