Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Søren Nielsen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Benhårde ideologer, magtfulde tyskere og outrerede anti-demokrater. Her er din guide til de europæiske partier, vi faktisk stemmer på til valget på søndag

EUROPÆISKE VISIONERFor første gang nogensinde er der tegn på en fælles debat i Europa forud for et EU-valg Foto: Olivier Hoslet, EPA / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Det europæiske demokrati er mere kompliceret end det danske, men mindst lige så farverigt og interessant og – kan man mene – mere afgørende for både Europa og danskerne. I parlamentet samler de danske politikere sig i grupper med ligesindede fra de andre medlemslande – hvilket gør det temmelig væsentligt at kende til grupperne inden valget på søndag. Europaskribent Philip Flores giver en guidet tour her.

EU har sine udfordringer med folkeligheden eller nærheden eller charmen, eller hvad man nu skal kalde det. Det har om noget vist sig de seneste uger, hvor det danske folketingsvalg i den grad er løbet med opmærksomheden, selv om sammensætningen af Europa-Parlamentet altså er det første, vi skal tage stilling til nu på søndag.

EU har ellers gjort et tappert forsøg. I sidste uge var jeg til stede i Bruxelles, da nogle af de hedeste favoritter til posten som ny præsident for EU – eller formand for Europa-Kommissionen, som det rettelig hedder i den lidt kedelige danske oversættelse – dystede i en historisk spitzenkandidat-debat, der blev streamet ud til samtlige EU-lande.

Der var indkøbt kulørte lamper i lange baner, der badede Europa-Parlamentets enorme plenarsal – The Hemicycle – i et blåligt skær, og både parlamentets ansatte og en stor del af de godt 700 tilskuere var i deres fineste skrud. Da lyset blev dæmpet, og den fra Melodi Grand Prix så velkendte Eurovision-hymne begyndte at brage ud gennem højttalerne inden debattens begyndelse, gik der et lille, men mærkbart sus igennem salen – og måske særligt blandt danskerne, der var repræsenteret på scenen ved konkurrencekommissær Margrethe Vestager. Det var lidt stort.

Eller. Det var det så ikke rigtig alligevel. Mens debatten kørte, rullede der løbende meldinger ind fra en finsk journalist, der holdt øje med debattens evne til at skabe debat på de sociale medier, og selv om hun stolt annoncerede, at debattens hashtag trendede” i lande som Finland, Tyskland og faktisk Danmark, så lad os bare sige det sådan, at seertallene aldrig rigtig nærmede sig Melodi Grand Prix-niveauer. Seertallene blev opgjort i tusindvis og ikke hundred-million-vis.

Det er ærgerligt. For det første, fordi den europæiske debat ofte foregår på de lidt større nagler, og fordi man rent faktisk finder den ideologiske dybde og det retoriske schwung, som den hjemlige danske debat ofte beskyldes for at mangle. For det andet, fordi EU-debatten faktisk handler om de emner, der betyder mest for os – ved dette valg eksempelvis klima og migration – og fordi EU-politikerne til forskel for de nationale parlamenter har mulighed for at gøre noget seriøst ved sagen.

De seneste dage har Venstre i Danmark spillet ud med et forslag om permanente grænser og Socialdemokratiet med et klimaudspil, men fælles for de to forslag er, at de skal vedtages på EU-niveau, hvis de virkelig skal gøre en forskel. Groft sagt vil det helt konkret betyde mere for klimabekymrede danskere, hvad den hollandske spitzenkandidat for de europæiske socialdemokrater (S&D) Frans Timmermans mener om klima, end hvad Mette Frederiksen mener om klima. Ligesom det potentielt vil gøre en større forskel for migrationsskeptiske danskere, hvad den tyske spitzenkandidat Manfred Weber fra gruppen af konservative og kristendemokratiske partier i Europa (EPP) mener om grænsekontrol, end hvad Lars Løkke Rasmussen foreslår.

Det er selvfølgelig, når vi skal begynde at forholde os til tyskere og hollændere, at det kan virke en smule fremmedgørende, men det er faktisk det, vi gør per stedfortræder, når vi på søndag går ned og stemmer på en af vores egne, danske spidskandidater. Så fik du ikke set debatten i EU i sidste uge – og har du bare haft mere fokus på folketingsvalget end valget til Europa-Parlamentet – så får du her en lyn-guide til de europæiske partigrupperinger, som du indirekte vil kunne stemme på.


Det Europæiske Folkeparti (EPP)

Hvem er de?
En sammenslutning af konservative og kristendemokratiske partier i Europa, der for tiden udgør den største og mest dominerende partigruppering i EU. I den forgangne periode har de haft luxembourgske Jean-Claude Juncker siddende på formandsposten for hele Europa-Kommissionen, men deres nye spidskandidat er tysk og hedder Manfred Weber. Den absolut største aktør i samarbejdet er de tyske kristendemokrater (særligt nu hvor de klassisk konservative partier i lande som Frankrig, Spanien og Italien står svagt).

Hvad er EPPs politik?
Den tyske dominans spejler sig meget godt i politikken, der er en Merkel’sk blanding mellem moralsk traditionalisme og en liberal økonomisk politik. Blandt andet har EPP stået i spidsen for de benhårde sparekrav til de sydeuropæiske lande under den økonomiske krise, og EPP var oprindelig fortalere for en obligatorisk, solidarisk fordelingsmekanisme for migranter og asylansøgere i EU (de er dog ved at bevæge sig væk fra den position). EPP beskyldes ofte for at være fodslæbende i klimaomstillingen.

Vil de have mere eller mindre EU?
Generelt er det en meget EU-positiv gruppering, men ikke nødvendigvis i den forstand, at EU skal blande sig i mere. Juncker havde en strategi for EU, han kaldte big on big things, small on small things”.

Hvilken dansker skal man stemme på, hvis man vil styrke EPP?
De Konservative er umiddelbart det eneste danske parti, der hører hjemme i EPP-familien, og De Konservatives spidskandidat hedder Pernille Weiss. Det siges i øvrigt, at konservative danskere i Europa-Parlamentet typisk er de danskere, der har bedst adgang til betydningsfulde poster, da de altså sidder i den største gruppering.

Det med småt …
De europæiske partigrupperinger spænder ofte vidt, og EPP har i denne periode måttet suspendere det ungarske Fidesz-party – ført an af premierminister Viktor Orbán – der jævnligt udfordrer både de basale demokratiske spilleregler, EUs grundlæggende værdier og de universelle menneskerettigheder i det hele taget. Og nå ja: Hvis De Konservative ikke får en kandidat valgt ind (hvilket der er en risiko for), risikerer man, at ens stemmer slet ikke havner i EPP, men i den liberale ALDE-gruppe, fordi De Konservative er i såkaldt valgforbund med Venstre og Liberal Alliance. Et valgforbund er en aftale mellem partierne om at overtage hinandens stemmer, hvis det ene parti ikke har nok til selv at få et mandat, og de aftaler er der mange af ved dette valg.

DANSK DRAMADer var forud for spitzenkandidat-debatten i Bruxelles særligt fokus på Danmark på grund af Vestagers kandidatur til de store poster, bemærkede Zetlands udsendte korrespondent, der sendte disse snapshots hjem. Foto: Philip Flores, Zetland

Progressive Socialister og Demokrater (S&D)

Hvem er de?
Langt overvejende de klassisk socialdemokratiske partier i Europa, herunder tyske SPD og britiske Labour samt de spanske og italienske socialistpartier, for at nævne nogle af de største og mest dominerende, men også de nordiske socialdemokratier er samlet set en væsentlig aktør. S&D er for tiden den næststørste gruppering i EU. Sådan har det været længe, og sådan forventes det også at blive efter det kommende valg, hvor den veltalende hollænder Frans Timmermans er valgt som spitzenkandidat. Han blev i internationale medier kåret som den klare vinder i sidste uges debat.

Hvad er S&D’s politik?
Også her i denne gruppe fylder tyskerne meget – blandt andet sidder tyske Udo Bullmann som leder for S&D, men grupperingen argumenterede i modsætning til EPP for en mere ekspansiv støttepolitik til de nødlidende lande under finanskrisen. S&D ønsker, at EU får flere økonomiske muskler – blandt andet via regulære europæiske skatteindtægter – til blandt andet at bekæmpe klimaforandringer og arbejdsløshed i hele EU.

Vil de have mere eller mindre EU?
Man må vel sige, at de gerne vil have lidt mere EU. De er mere tilbøjelige til at ville lade EU blande sig i mere – eksempelvis forbrugersikkerhed, lønniveauer og meget mere – end de konservative modparter, og de ønsker, at EU skal have et større budget.

Hvilken dansker skal man stemme på, hvis man vil styrke S&D?
Så skal man stemme på en dansk socialdemokrat, og spidskandidaten hedder Jeppe Kofod. Han blev første gang valgt ind i Europa-Parlamentet i 2014 som den næststørste stemmesluger (efter Morten Messerschmidt) og har denne gang gjort kampen mod skattely og skatteunddragelse til sin store mærkesag.

Det med småt …
Socialdemokratiet er i valgforbund med SF, men Socialdemokratiet forventes at få flere kandidater ind ved egen hjælp. Til gengæld skal man være opmærksom på, at de europæiske socialdemokrater ikke har været ude på den samme rejse som de danske socialdemokrater i udlændingepolitikken. S&D er eksempelvis fortalere for en solidarisk fordelingsmekanisme for flygtninge og migranter og stærkt imod samarbejde med den yderste højrefløj.


Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa (ALDE)

Hvem er de?
Det er de liberale partier i Europa, og de er ikke så mange, som de har været, men det kan de blive. ALDE roterer for tiden mest omkring de liberale partier i lande som Belgien og Holland og har været kraftfuldt ført an af den karismatiske belgier Guy Verhofstadt, men ved dette valg stille den franske præsident Macrons En Marche-bevægelse for første gang op, og de ventes enten at indtræde i ALDE eller indgå i en form for koalition. ALDE har i øvrigt ingen officiel spitzenkandidat til posten som EU-præsident, da de er imod selve udvælgelsessystemet (nok mest fordi de har bedre muligheder for selv at snuppe posten i en klassisk studehandel mellem statsledere), men de facto er det den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager, der er i spil. Og hun er en af Macrons favoritter.

Hvad er ALDEs politik?
Gruppen rummer både klassisk liberale og mere socialliberale partier, så partierne i grupperingen er mest enige, når det gælder den liberale økonomiske politik og internationalisme. ALDE har været kraftige fortalere for EUs aggressive frihandelspolitik de senere år, hvor EU har lavet en lang række frihandelsaftaler over hele verden, alt imens USA og Kina har holdt hinanden skak i deres indbyrdes handelskrig. ALDE er desuden kraftigt imod begrænsninger i den fri bevægelighed og dermed også den midlertidige grænsekontrol, som visse lande i EU – heriblandt Danmark – har indført.

Vil de have mere eller mindre EU?
De er generelt glade for EU. Meget glade faktisk. ALDE har stået stejlt over for folk som Nigel Farage, der førte an i den britiske Brexit-kampagne, og ALDE-leder Guy Verhofstadt er erklæret tilhænger af at tippe balancen væk fra national selvstændighed og gøre EU til et føderalt Europas Forenede Stater i stil med USA. Det er dog ikke ALDEs officielle politik. Vestager har eksempelvis afvist, at hun er føderalist, og det samme gælder Macron, selv om sidstnævnte har store planer for EU om blandt andet et samlet EU-militær og fælles EU-skatteopkrævning.

Hvilken dansker skal man stemme på, hvis man vil styrke ALDE?
Der er sådan lidt frit valg på alle hylder, da både De Radikale (spidskandidat Morten Helveg Petersen), Liberal Alliance (Mette Bock) og Venstre (Morten Løkkegaard) har planer om at tilslutte sig ALDE. Det er selvfølgelig lidt paradoksalt, al den stund særligt De Radikale og Liberal Alliance er på hver sin fløj i EU-debatten herhjemme, men omvendt kan Danmark så i teorien blive en af de store aktører i ALDE!

Det med småt …
Her er der adskillige valgforbund, man skal være opmærksom på: De Radikale er i valgforbund med Alternativet, der altså IKKE har planer om at melde sig ind i den liberale familie i Europa. Lige nu ser det ud til, at det er stemmer på Alternativet, der risikerer at gå til De Radikale, men i teorien kan det også være omvendt. Og så er det igen det med valgforbundet mellem Venstre, Liberal Alliance og De Konservative, der selvfølgelig også betyder, at stemmer på Venstre eller Liberal Alliance kan havne hos EPP-gruppen. Kompliceret!

SPITZENTysklands kristendemokratiske Manfred Weber var ikke i topform under debatten, og selv om Margrethe Vestager fik ros i nogle medier, så var det den socialdemokratiske hollænder Frans Timmermans, der løb med de største bifald Foto: Philip Flores, Zetland

De Grønne (DGR/EFA)

Hvem er de?
Det er langt overvejende – som navnet antyder – partier med et stort fokus på miljøet og klimakampen og med de tyske, franske, østrigske og svenske miljøpartier som nogle af de største. Gruppen beskriver sig selv som en forsamling af progressive partier og hælder til venstre”, men repræsenterer dog partier med et grønt fokus lidt på kryds og tværs af det traditionelle rød/blå spektrum. De Grønnes spitzenkandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen er tyske Ska Keller, og selv om hun ikke spås mange chancer for at stryge til tops, har hun fået meget ros for sin kampagne.

Hvad er De Grønnes politik?
Politikken roterer for tiden mest omkring klimakampen, hvor De Grønne er det mest ambitiøse blandt de traditionelle partigrupperinger i EU med et mål om en total omstilling til vedvarende energikilder og en udfasning af al brug af kul i EU allerede inden 2030 som det første delmål. De Grønne er også ofte i clinch med det traditionelle landbrug. Derudover har De Grønne et specifikt fokus på behandlingen af minoriteter og har flere regulære regionalistiske partier og minoritetspartier i familien.

Vil de have mere eller mindre EU?
De er glade for EU og ser EU som det eneste seriøse bud på en organisation, der kan føre an i klimakampen og tvinge resten af verden til at engagere sig. Er man først og fremmest optaget af klimaet og miljøet og meget begejstret for EU, så har de Grønne hidtil været det eneste reelle alternativ, da mange af de andre rød-grønne grupperinger i EU hidtil har haft en indbygget EU-modstand.

Hvilken dansker skal man stemme på, hvis man vil styrke De Grønne?
Det er kun SF, der umiddelbart har planer om at slutte sig til De Grønne, og i SF er spidskandidaten – nok engang – den erfarne Margrete Auken, der snart kan fejre 15-års-jubilæum i Europa-Parlamentet. Man kan dog måske heller ikke helt afvise, at Alternativet – hvis de kommer ind – havner hos De Grønne, men mere om det senere!

Det med småt …
Jeg fik vist lige nævnt, at De Grønne også har et regionalistisk fokus, og det har de først og fremmest, fordi de – for at sikre, at de er store nok til at kunne konstituere sig som en gruppe i Europa-Parlamentet – er i en form for fornuftsægteskab med grupperingen European Free Alliance. De rummer derfor også blandt andre nogle af de catalanske separatistpartier, der de seneste år har arbejdet på at løsrive Catalonien fra Spanien. Så det får man altså med i købet. Og så er SF i valgforbund med Socialdemokratiet, hvilket – i teorien – kan sende stemmer ind i S&D, men SF står i nogle målinger endda til to mandater.


Den Forenede Europæiske Venstrefløj (GUE/NGL)

Hvem er de?

GUE er det yderste venstre i Europa, ført an af både udløbere af traditionelle socialist- og kommunistpartier i Europa som tyske Die Linke, men også nogle af de nyere protestpartier i syd, der voksede ud af finanskrisen for ti år siden. Eksempelvis græske Syriza og spanske Podemos. GUE var ved spitzenkandidatdebatten repræsenteret ved en af partiets ledere, spanske Nico Cué, der er en tidligere fagforeningsmand og søn af en spansk minearbejder, der måtte flygte under Franco. Han gennemførte i øvrigt – som den eneste – debatten på fransk.

Hvad er GUEs politik?
Den er nogenlunde lige så grøn som De Grønnes, og den er progressiv, når det eksempelvis gælder feminisme. Grupperingen er den eneste i parlamentet, der kan prale med at have nøjagtig lige så mange kvindelige som mandlige medlemmer af parlamentet. Men først og fremmest er politikken klassisk fordelingspolitisk rød. De vil indføre sociale rettigheder for alle europæere og har et tvetydigt forhold til den fri bevægelighed, fordi de på den ene side går ind for åbne grænser, men på den anden side mener, virksomhederne misbruger den til at forringe arbejdsvilkår og lønninger. De er ligeledes imod flere af de store frihandelsaftaler, og de kæmper en hård kamp for en hårdere beskatning af virksomheder.

Vil de have mere eller mindre EU?

De vil have mindre EU. Mange af partierne i grupperingen vil have et helt andet EU, og nogle vil slet ikke have et EU. Det betyder ikke – mener de selv – at de er imod international solidaritet, men EU er i sin nuværende form i deres øjne først og fremmest et neoliberalt fri-markeds-projekt.

Hvilken dansker skal man stemme på, hvis man vil styrke GUE?
Man kan stemme på Folkebevægelsen mod EU, der også sad i gruppen i denne periode, eller man kan stemme på Enhedslisten, der for første gang stiller op til Europa-Parlamentet som selvstændigt parti. Enhedslisten stiller op som en del af en pan-europæisk platform med nogle af de mere moderat EU-kritiske partier på den yderste venstrefløj, der kaldes Now the People, men forventer at ende i GUEs gruppering.

Det med småt …
Folkebevægelsen mod EU (spidskandidat Rina Ronja Kari) og Enhedslisten (Nikolaj Villumsen) er i valgforbund med hinanden, så uanset hvem man stemmer på, havner stemmen i GUE, hvis altså de to partier tilsammen får nok stemmer til et mandat. Til gengæld ved man altså ikke helt, om stemmerne skal administreres af et parti, der vil forlade EU nu (Folkebevægelsen), eller et parti, der på sigt gerne vil ud af EU, hvis ikke det reformeres (Enhedslisten). Som GUE selv skriver, står det partierne i grupperingen frit for, om de går ind for reformation eller revolution!


Europæisk Forår

Hvem er de?
Ja, altså … den amerikanske skuespiller Pamela Anderson, som nogle måske vil huske fra tv-serien Baywatch i 1990’erne, er med på det brogede hold at politikere, filosoffer, forskere og kulturpersonligheder, der står bag den såkaldte DiEM25-bevægelse, der står bag forsøget på at danne en helt ny gruppe i Europa-Parlamentet, som de kalder Europæisk Forår. Mere politisk konkret er bagmanden den tidligere græske finansminister Janis Varoufakis og en række alternativt tænkende partier fra Italien, Portugal, Polen, Grækenland og … Alternativet fra Danmark.

Hvad er Europæisk Forårs politik?
Den er grøn, feministisk og progressiv, hvis de skal sige det selv, og den er samlet i et langt manifest, de kalder New Deal for Europe. Som titlen antyder, mener de, der skal tages hårdt fat med forandringer i EU. Af eksempler kan nævnes en radikal og hurtig omstilling til bæredygtigt landbrug, en europæisk folkebank, en solidarisk fordeling af asylansøgere, kvoter for ligestilling af køn i alle EUs institutioner med mere. Der er MANGE forslag på listen, men sammenfattet: radikale rød-grønne og internationalistiske tiltag.

Vil de have mere eller mindre EU?
Alternativet stiller op under parolen Vi er Europa” og tror i den grad på internationalisme og åbne grænser, og DiEM25-bevægelsen er kraftigt involveret i et forsøg på at få udskudt eller aflyst Brexit, så man må nok kalde Europæisk Forår for EU-venligt. Til gengæld er Europæisk Forår næsten (institutionelt, ikke militant) revolutionære i sine krav til forandringer af EU, som grupperingen (hvis den bliver til noget) vil forandre helt fundamentalt ved blandt andet at overføre mere magt til Europa-Parlamentet og indføre opstilling til EU-valgene på tværs af landegrænser. Så vi eksempelvis kunne stemme på de tjekkiske socialdemokrater, hvis vi havde lyst til det.

Hvilken dansker skal man stemme på, hvis man vil styrke Europæisk Forår?
Det er kun Alternativet, der indgår i den nye gruppering, og spidskandidaten hedder Rasmus Nordqvist.

Det med småt …
Det er selvfølgelig meget usikkert, om Europæisk Forår får nok medlemmer valgt ind, til at man kan danne sin egen gruppe, og derfor er det naturligvis heller ikke helt givet, hvor en stemme på Alternativet helt præcist ender. Samtidig er Alternativet i valgforbund med De Radikale (og ikke Enhedslisten eller SF, som måske kunne synes mere oplagt), hvilket vil sige, at en stemme på Alternativet i teorien kan havne helt ovre i ALDE, der bestemt ikke har planer om større forandringer.


Den Europæiske Alliance for Folk og Nationer (EAPN)

Hvem er de?
Det er indtil videre et samarbejde på den EU-kritiske højrefløj ført an af den italienske indenrigsminister og partileder for Lega (tidligere Lega Nord) Matteo Salvini. Ud over italienerne har blandt andre det højrenationalistiske parti i Tyskland, AfD, De Sande Finner i Finland, danske Dansk Folkeparti og senest franske Marine Le Pens National Samling meldt sig under fanerne, og det forventes, at flere slutter sig til.

Hvad er EAPNs politik?
Det er nationalistisk og indvandringskritisk, først og fremmest. Alle partierne ligger langt ude på højrefløjen i de nationale parlamenter og prædiker national selvbestemmelse, lukkede grænser, en benhård asylpolitik og nultolerance over for særligt kriminelle udlændinge. Derudover hører alle partierne også til på den mere moral-konservative fløj.

Vil de have mere eller mindre EU?
Mindre. Meget mindre. Måske helst slet ikke noget EU, men fælles for de her partier er, at de gennem de seneste år har modereret deres modstand fra rendyrket ud-af-EU-politik til radikale forandringer af EU. Salvini ville ud af euroen, men sidder i en regering, der ikke har planer om at forlade euroen, ligesom Dansk Folkeparti har trådt på bremsen i forhold til kravet om en dansk Daxit-folkeafstemning. Man kan derfor forvente, at der vil opstå andre grupperinger i det nye Europa-Parlament endnu længere ude på ud-af-EU-fløjen.

Hvilken dansker skal man stemme på, hvis man vil styrke EAPN?
En fra Dansk Folkeparti, og her er spidskandidaten den nuværende fremtrædende folketingspolitiker Peter Kofod, der indimellem nævnes som et bud på Kristian Thulesen Dahls mulige afløser en gang i fremtiden. Partiets nuværende leder af gruppen i Europa-Parlamentet Anders Vistisen genopstiller også, men partiet står til at miste flere mandater i målingerne.

Det med småt …
Gruppen er endnu ikke en realitet, og der er en tradition for, at partierne på højrefløjen i Europa-Parlamentet har det svært med hinanden, og flere forsøg på at lave en samlet, slagkraftig, EU-kritisk gruppe er slået fejl tidligere. Der er allerede uro i gruppen, efter at et af medlemspartierne – Det Østrigske Frihedsparti, FPÖ – er kastet ud i en skandale og har forladt den østrigske regering, ligesom det rygtes, at det kontroversielle ungarske Fidesz-parti muligvis vil slutte sig til. Det hele kan snildt ende i endnu et stort højrefløjsdrama.


EU er – indrømmet – ikke så ligetil. Det bliver nødvendigvis komplekst, når så mange partier fra så mange lande med så mange forskellige politiske kulturer skal forsøge at finde sammen. Forhåbentlig kan ovenstående bidrage til at skabe et overblik, men for at det ikke skal være løgn, så er det heller ikke nok at kunne gennemskue valget til Europa-Parlamentet.

Rigtig meget magt ligger i Det Europæiske Råd, hvor de nationale statsledere sidder, og i Europa-Kommissionen, som de nationale regeringer besætter med kommissærer, men som sådan er den gode nyhed jo, at vi allerede et par uger efter valget på søndag igen får en mulighed for at sætte vores præg på det kommende EU, når vi den 5. juni skal stemme til folketingsvalget.

I den forstand er både det ene og det andet et Europa-valg.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem