Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Axel Bluhme er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Glem 10.000-timersreglen. Tænk, hvis du ikke skal specialisere dig for at få succes

MYTEDRÆBERAt bruge al din tid på én ting garanterer ikke succes. Tænk i stedet bredt, og prøv mange ting af. Illustration: Marco Melgrati for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I årevis har denne opskrift på succes gået sin sejrsgang: Specialisér dig ultrasnævert så tidligt som muligt. Men den tankegang er helt forkert, lyder det nu i en opsigtsvækkende international bestseller: Start hellere langsomt. Prøv en masse ting. Fokuser bredt, ikke snævert. På baggrund af et væld af forskning rejser bogen spørgsmålet: Har vi indrettet vores samfund efter en manual for succes, der ikke passer på virkeligheden?

Det var tydeligt fra begyndelsen: Drengen kunne ikke male.

Én gang forsøgte han at tegne familiens kat. Resultatet var så elendigt, at han ødelagde papiret. Frustreret droppede han alle tanker om at øve sig mere.

Da drengen blev 13, blev han optaget på en fin skole. Her underviste en berømt lærer i tegning, og de fleste elever var begejstrede. Men ikke drengen. Han hørte ikke efter. Som 15-årig forlod han skolen.

Nu begyndte en bumlet, snørklet og meget lidt succesfuld vej gennem en myriade af jobs. Drengen, der efterhånden var en ung mand, forsøgte sig som lærer. Som boghandler. Som præst. Som galleri-sælger. Masser af jobs, og hver gang var historien den samme: Det begyndte godt, så kørte han sur i det, indtil det gik galt – og han opgav og flød videre. Han flyttede rundt, forvirret og uforløst, mens årene gik.

En dag fandt han noget, han kunne lide. Overraskende, måske, at tegne og male. Dét gik også dårligt i begyndelsen. Han skiftede mellem stilarter uden at kunne finde sit udtryk. Som 33-årig blev han optaget på en kunstskole – og blev sat i klasse med tiårige. Du bliver aldrig kunstner, sagde en tidligere chef. Du begyndte for sent.” Men en dag kom gennembruddet. Han var trukket ud i klitterne ved havet for at male. Det stormede voldsomt, og han måtte skynde sig mellem vindstødene. Han klaskede maling på lærredet, direkte fra tuben, mens sandkorn føg omkring ham. Farten og vildskaben gjorde noget ved ham. Han var fri. Og: Han kunne male!

Vincent van Gogh producerede de næste år nogle af kunsthistoriens vigtigste værker. Hans malerier hører blandt klodens mest værdifulde, de findes overalt, fra de fineste kunstmuseer til japanske teenageres iPhone-covere. Van Gogh byggede broen til det moderne og ændrede kunsten. Drengen, der ikke kunne tegne, blev en af kunsthistoriens største succeser.

Hvordan kunne det ske?

De seneste år har en idé gået sin sejrsgang: Nøglen til succes er ekstremt dedikeret øvelse inden for et snævert, dybt specialiseret felt. I den populære bog Outliers gjorde journalist Malcolm Gladwell 10.000-timersreglen til allemandseje. Reglen, der trak på forskning, lød, at det krævede 10.000 timers øvelse at mestre noget godt nok til virkelig at blive en succes – en outlier. Tankesættet finder sit ekko i selvhjælpsbøger, ledelse, uddannelse, sport, musik og mange, mange andre felter: Fordyb dig så tidligt som muligt i én ting. Øv dig rigtigt og ekstremt vedholdende. Det er en hyldest til tidlig målrettethed og specialisering, som vi også finder i indflydelsesrige bøger som The One Thing og Battle Hymn of the Tiger Mother. Den sidste er en ambitiøs mors fortælling om, hvordan hun vil hjælpe sin datter til succes gennem dedikeret specialisering (3-6 timers daglig violintræning som helt lille). Nyhedsmedierne hylder også det unge vidunder – visionære it-milliardærer på 22, der kodede sig gennem barndommen. Vores uddannelsessystem, fra gymnasium til universitet, har rykket sig mod øget specialisering. Den komplekse verden kræver dyb viden på ét felt, hører vi i debatten.

Men i virkeligheden er den idé helt forkert. Sådan lyder tesen i et nyt fænomen af en bog, der er rykket ind på bestsellerlisterne i USA og i finalen om at blive Financial Times bedste erhvervsbog i 2019. Range – rækkevidde – er skrevet af videnskabsjournalisten David Epstein, og på baggrund af et væld af forskning på tværs af disciplinerne giver den et overbevisende forsvar for flakkeren – for generalisten og renæssancemennesket. Inden for sport, kunst, forskning, iværksætteri og meget andet er tidlig, specialiseret øvelse ikke nøglen til succes. Det er vigtigere, siger bogen, at prøve en masse ting af. Vær åben. Giv gerne op. Orienter dig bredt. Det er okay at finde dit felt sent. Måske kan det faktisk være forudsætningen for at lykkes.

Det lyder jo på en måde mærkeligt eller bekvemt eller ligefrem ulogisk. For hvordan kan det ikke betale sig at øve sig meget og målrettet og tidligt?

Du kender måske historien om Tiger Woods. I hvert fald er fortællingen om golfstjernen blevet fortalt mange gange, måske fordi den perfekt indkapsler 10.000-timersfilosofien. Da Tiger var syv måneder gammel, fik han sin første golfkølle. Snart lærte hans far ham at svinge den i garagen. (Tiger kunne ikke snakke, så faren måtte tegne, hvordan han skulle holde jernet korrekt). Som toårig vandt Tiger sin første turnering over drenge langt ældre end ham selv, han kom i fjernsynet, han var vidunderbarnet, der altid øvede sig – og i dag står Tiger Woods som en golfsportens største succeser nogensinde.

Men historien har en aktuel modpol. Roger Federer, den mest vindende mandlige tennisspiller, begyndte ikke tidligt. Jo, han elskede sport som dreng, men tennis var ikke noget særligt. Forældrene holdt sig tilbage og lod hans lyst styre. Han stod lidt på ski, forsøgte sig med wrestling, svømning, håndbold, basketball og bordtennis. Han stod på skateboard. Spillede badminton hen over naboernes hegn og fodbold i skolen. Moren opmuntrede ham til at prøve sig frem. Da han endelig opgav andre sportsgrene for virkelig at dyrke tennis, var det i en alder, hvor andre lovende talenter længe havde arbejdet med styrketrænere, sportspsykologer og ernæringsvejledere. Han var langt bagud i øvelsestimer og målrettethed. Men Roger Federer indhentede de andre talenters forspring – og i dag har han været nummer 1 på verdensranglisten længere end nogen anden.

Problemet er, at vi fortæller de forkerte historier, skriver David Epstein. Vi fortæller historien om Tiger Woods, som om den kan generaliseres vidt og bredt. Men det kan den ikke. Golf er – ligesom for eksempel skak – kendetegnet ved at foregå inden for et lukket system med klare uforanderlige regler og tydelig feedback. Et venligt læringsmiljø, kalder psykologer det. I sådan et miljø kan løsninger og svar læres og trænes netop ved specialiseret, gentagen øvelse fra en tidlig alder. Men verden er sjældent som golf eller skak. Verden er, inden for de fleste discipliner, foranderlig, kaotisk og åben med uklare regler og uden tydeligt tilbagevendende mønstre. Det kan kaldes et ondt eller barskt læringsmiljø.

Sammenlignet med golf er tennis for eksempel langt mere dynamisk med spillere, der hvert sekund tilpasser sig til deres modstander, bolden og banens overflade, skriver Epstein. At male i et stormvejr – eller alle andre former for kunst og kreativ udfoldelse – sker i endnu mere onde læringsmiljøer. Det samme gælder, når du driver en virksomhed, forsker, underviser, laver politik, behandler patienter og meget, meget andet. Verden er ikke golf, og det meste af den er ikke engang tennis,” skriver Epstein. Derfor er det en misforståelse at tro, at de teknikker, der virker på enkelte felter – gentagen øvelse med skyklapper – virker overalt.

Som den nobelprisvindende psykolog Daniel Kahneman har forklaret: For alt fra HR-ansatte til psykiatere skaber gentagelse efter gentagelse ikke nødvendigvis bedre resultater. Her – og på de mange andre felter, hvor mønstrene ikke går igen, og mennesker er involveret – er snæver, repetitiv øvelse ikke svaret. I tilværelsen er skak og golf undtagelserne, ikke reglen.

SEN STARTRoger Federer var ikke supermålrettet med tennis som barn. “Jeg drømte bare om engang at møde Boris Becker,” har han sagt. Foto: Rob Carr, AFP / Ritzau Scanpix

Kritikken af den tidlige, specialiserede start løber som en understrøm gennem et væld af undersøgelser. Tag sport for eksempel: Forskning har vist, at elite-atleter faktisk øvede sig mindre som børn end knap så succesfulde atleter (først fra teenageårene vendte billedet). Lignende resultater går igen i mange sportsgrene. Det tyske landshold, der vandt VM i fodbold i 2014, bestod ifølge en undersøgelse i vidt omfang af spillere, der var begyndt sent på meget organiseret fodbold. En ukrainsk guldvinder i boksning har slået flere verdensrekorder – inden da havde han holdt pause fra boksning i fire år for at lære folkedans. Sen specialisering,” lyder konklusionen i en undersøgelse, er en nøgle til succes.” Det samme er diversitet. At prøve meget forskelligt af. Roger Federer har også sagt det selv: Når han er så komplet en tennisspiller i dag, er det ikke på trods af de mange sportsgrene, han prøvede – det er på grund af dem. Kombinationen af læring fra mange felter kan tages med ind i den disciplin, man ender med at satse på.

Fordelen ved en sen start gør sig i høj grad også gældende uden for sporten, for eksempel ved iværksætteri. Vi tænker ofte på iværksætteren som den helt unge mand, men det er en myte. Blandt de hurtigst voksende startups i USA var stifteren i gennemsnit 45 år, da virksomheden gik i luften. En iværksætter på 50 har næsten dobbelt så stor chance for virkelig stor succes som en på 30 (som igen har bedre odds end en på 20). En anden rapport viste, at folk, der tidligt specialiserede sig, fik bedre løn efter uddannelsen, men løngabet blev efterhånden indhentet af de personer, der specialiserede sig senere – de fandt jobs, der passede bedre til deres evner og personlighed, skriver Epstein. Anden forskning peger på, at opfindere sætter større aftryk i takt med, at de opbygger erfaring fra forskellige felter, sammenlignet med kolleger, der dykker dybt i ét felt. Lignende studier finder vi inden for kreative og kunstneriske fag.

Kigger man efter, vrimler det med eksempler på folk, der tog mærkelige omveje mod toppen. Jazzlegenden Duke Ellington holdt sig som barn fra musikundervisning, men fokuserede på at tegne og spille baseball. Maryam Mirzakhani drømte om at skrive romaner, men blev den første kvinde til at vinde verdens fineste matematikpris. Mestermaleren Gauguin arbejdede først som aktiehandler. Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling var lærer.

Det skyldes, skriver Epstein, at en zigzaggende, ikke-målrettet vej fungerer som en slags prøveperiode – en sampling period. Det gavner på flere planer. For det første hjælper det til at finde lige præcis det, du vil og kan fokusere bedst på. Det øger det, økonomer kalder match quality – altså hvor godt du passer til et job. For det andet giver alle de omveje, der ligner blindgyder, dig læringer, du med god sandsynlighed kan bruge senere. Steve Jobs tilskrev et fag i kalligrafi, at Mac’ens design blev så nyskabende. Claude Shannon fik idéen til det revolutionerende computersprog af ettaller og nuller, da han kom i tanke om et tilfældigt filosofikursus, han tog mange år før på universitetet. Og van Gogh, ja, han formede, som vi så, nærmest sit liv som en lang omvej. Vi har bare lært det forkerte af hans og de andres historier. Vi hører, at de blev succeser på trods af deres omveje. I virkeligheden er det omvendt, skriver Epstein: Deres sene start var afgørende for deres efterfølgende succes.”

Argumentet for bredt udsyn begrænser sig ikke til de unge år. Det brede udsyn bliver ved med at åbne verden op. Nobelprisvindere i videnskab har langt oftere – 22 gange oftere – kunstneriske hobbyer uden for deres felt end deres forskerkolleger. De skriver digte, maler eller laver musik ved siden af forskningen i molekylærbiologi og atomfysik. Det er også ofte i skæringspunktet mellem videnskaberne eller på tværs af dem, at store gennembrud sker.

Ser man på, hvem der opnår patenter for nye opfindelser, er der ganske rigtigt en del specialister iblandt, men andelen har været faldende siden 1980’erne. Samtidig får generalister overraskende mange patenter. Og særligt imponerende opfindelser ser man fra folk, der er både generalister og specialister på én gang; dyb på ét felt og bred på mange, som en T-formet person. Polymaths kalder Epstein dem.

Dybde og bredde er ikke hinandens fjender, de er allierede.

RÆKKEVIDDEMusikerne i Venedig i baroktiden var berømte i hele Europa, men de specialiserede sig ikke tidligt i ét instrument – tværtimod skiftede de rundt mellem instrumenterne. Maleri: Francesco Guardi

Her er det på sin plads med nogle indvendinger mod bogen. For det første kan man spørge, helt overordnet, om man finder sandheden i den type bøger, der blander fortællinger om succesfulde enkeltpersoner med forskning plukket vidt og bredt. Skribenten, der folder sin tese ud, vil måske have en tendens til at vælge de studier, der understøtter den. Range udmærker sig dog ved at trække på en virkelig bred og dyb forskningslitteratur. Alligevel må man sige, at den type bøger, ligegyldigt hvor samvittighedsfuldt forskningen bliver brugt, ikke kan læses som én ultimativ sandhed.

Man kan også indvende, at en del af de ting, Epstein efterlyser, allerede sker. Der findes allerede stærke strømninger, der arbejder for mere tværgående tænkning, mere tid til at prøve af og mere fokus på dem, der starter sent.

Og måske allervigtigst må man understrege, at specialisering jo er vigtig; vi gør det alle sammen i en grad. Det anerkender bogen dog også. Range er ikke et forsvar for overfladiskhed. Det er ikke en hyldest til omstillingsparathed, men snarere til, at fordybelse på et felt har en positiv spill over-effekt på mange andre felter. Epstein betoner løbende, at øvelse ikke er ligegyldigt. Perioder med dybt fokus, vedholdende træning og total opslugning er afgørende for at få succes. Van Gogh, Federer, nobelpristagerne og alle de andre kastede sig dybt fokuserede ind i deres arbejde.

Men de gjorde det, efter de havde været vidt omkring – eller samtidig med at de blev ved med at kigge bredt ud mod resten af verden.

Det slog mig, at forsvaret for bredde – for rækkevidde – mindede om en forsker, jeg interviewede for nogle måneder siden. Eske Willerslev er blandt Danmarks mest succesrige videnskabsfolk. Hans forskning udgives i uhørt grad i førende tidsskrifter. Men det mest interessante her er måske, hvor bredt han spænder i arbejdet. Jeg ringede til ham.

Der sker noget sindssygt spændende i grænsefelterne mellem disciplinerne,” sagde Eske Willerslev. Derfor arbejder han typisk sammen med et bredt felt af forskere – statistikere, lingvister, fysikere, antropologer, medicinere, historikere, arkæologer eller filosoffer. Det hjælper til at tænke nyt. Det gør forskningen stærkere; disciplinerne befrugter hinanden. Det forhindrer også, at man graver sig ned i sit eget snævre speciale.

Du undergår forkalkning,” siger han. Inden for det enkelte fag opstår der typisk en bestemt måde at gøre tingene på. Det kan være fornuftigt nok. Men det kan også forhindre, at nogen stiller nye spørgsmål: Kunne vi gøre det på en anden måde? Det kan du ruske op i ved selv at skifte mellem felterne eller få folk ind udefra, så man ikke bærer på for tung bagage, men tænker helt friskt.”

Willerslev siger selv, at hans mest originale forskning blev lavet, lige da han trådte ind i et nyt felt. Da han først begyndte at udforske fossilt dna, gjorde han de gennembrud, der i dag bliver brugt til at kortlægge biodiversitet i hele verden. Og da han for nylig publicerede forskning om gener og sprogs udvikling i tidsskrifterne Nature og Science, skete det efter bredt, multidisciplinært arbejde. Epsteins bog er fyldt med lignende historier. Det er markant, hvor ofte nyskabelse og gennembrud kommer fra outsidere uden for et felt eller fra folk, der arbejder på tværs.

Men bredden stopper ikke her. Willerslev fortæller, at hans inspiration ofte slet ikke kommer fra forskningen trods den friske luft fra de andre discipliner. Inspirationen kommer helt udefra. Fra en kunstplakat på lygtepælen. Fra en musikvideo på MTV. Fra at tale med nogen, der intet har med videnskab at gøre.

Det handler om at blive revet ud af den,” siger han. Så slipper du ud af dine klassiske måder at tænke på, og så opstår idéerne.”

Det er en filosofi, der løfter sig over den snævre, vedholdende specialisering. Det er bredde, åbenhed og rækkevidde som strategi.

SEN SUCCESFrances Hesselbein færdiggjorde aldrig sin uddannelse. Hun hjalp til i sin mands forretning, brugte tid på familien og var frivillig i det lokale spejderkorps. Så – i en sen alder – blev hun en ekstremt succesrig topchef, blandt andet for Girl Scouts of the USA's tre millioner medlemmer. Hun blev så anerkendt, at hun senere fik sit helt eget ledelsesinstitut. Foto: Linda Kastrup, Ritzau Scanpix

Problemet er så, ifølge bogen, at mange dele af samfundet følger den snævre specialiseringsidé – også på områder, der ligger meget langt fra skak, golf og andre lukkede systemer.

Store dele af uddannelsessystemet er skruet sammen, så det fremmer tidlig specialisering, påpeger David Epstein (og stribevis af citerede forskere i bogen). Fra en ung alder skal vi vælge retning. Mange fag er i stigende grad blevet specialiseret. Og snævert specialiseret læring giver nok gode karakterer på kort sigt, men det åbner ikke for den kritiske, tværgående, fleksible tænkning, der virkelig batter på lang sigt.

Samme holdning har Eske Willerslev: Store dele af vores uddannelses- og universitetssystem har spillet fallit i forhold til den tid, vi lever i. Vi holder fast i rigide strukturer og silotænkning. Det er svært at tage andre fag end dem, der klassisk hører inden for dit studie. Det er absurd, ikke bare i forhold til forskning og læring, men også i forhold til at få job bagefter. For den dårligste situation er da, at du ligner alle de andre. Det er forældet på alle måder.”

David Epstein går nogle skridt videre i kritikken af specialisering. Den kan være direkte farlig. Op til finanskrisen i slut-00’erne opererede nogle banker med så opdelte, snævre siloer, at man ikke kunne se det samlede billede. Hære af specialiserede grupper optimerede deres egen lillebitte afdeling uden at se effekterne i verden udenfor. Det var med til at skabe katastrofen, skriver han. Og hvad værre var: Efter krakket arbejdede afdelinger i bankerne direkte imod hinanden – uden at vide det. En afdeling gav boligejere lov at betale mindre af på deres lån, hvorefter en anden afdeling erklærede dem konkurs og beslaglagde huset.

Overspecialisering kan føre til kollektiv tragedie, selv når hvert individ handler på den mest fornuftige måde,” skriver Epstein.

Vi ser samme fænomen på mange felter. Dybt specialiserede afdelinger, der ikke ved, hvad hinanden laver. Højt specialiserede hjertelæger, der fejlbehandlede patienterne, fordi de ubevidst tolkede virkeligheden til at passe til den snævert specialiserede behandling, de kunne give.

En stor undersøgelse har desuden vist, hvordan nogle dybt specialiserede eksperter ramte mere skævt i deres forudsigelser end et tilfældigt gæt – eller en chimpanse, der kastede med dartpile. Især eksperterne, der vidste virkelig meget om én ting, performede dårligt. Endda inden for deres eget felt. Og det blev værre med årene. Mere erfaring og specialisering gjorde forudsigelserne dårligere.

Trods den slags forskning ser vi en tendens mange steder i samfundet til at trække mod øget specialisering. Tænkningen på visse snævre felter bliver mere fast forankret og ufleksibel, skriver Epstein. Vi dykker dybere og dybere ned i vores eget hul.

Det store spørgsmål, som bogen ikke berører, er så, hvad de dybere huller betyder for os som samfund. For hvor godt taler vi sammen, hvis vi tror, opskriften på succes er at grave os dybt og hurtigt ned i vores eget lille hul? Ser vi så verden eller kun os selv?

For et par dage siden læste jeg en godnathistorie for min søn. Hvor langt er der til verdens ende – 50 store spørgsmål til professoren hed den. Et kapitel spurgte: Hvordan bliver man berømt? Svaret var ikke opløftende. Øv dig fem timer hver eneste dag i mindst fem år, stod der som et ekko af 10.000-timersreglen. Sig nej til venner. Drop almindelig leg og hygge, fokuser kun på én ting. Jeg kunne se min syvårige drengs ansigt blive blegt. Det lød ikke specielt sjovt at blive god til noget.

Læser man Epsteins bog, åbner verden sig på en helt anden måde. Ja, du skal øve dig og knokle. Men du skal også udforske. Lad børn finde ud af, hvad de kan lide. Hvad de er gode til. Lad dem prøve mange ting, og lad dem droppe ting. Lad barndommen være en lang sampling period.

Vi nævnte den ambitiøse Tiger-mor i begyndelsen. Hun drømte om, at datteren Lulu kunne ende som violinvirtuos ved at øve virkelig meget fra en helt ung alder. Det lykkedes: Lulu kom til at spille fantastisk. Men det mislykkedes også. Da datteren blev 13, droppede hun violinen. Du valgte den, ikke mig,” som hun sagde.

Og det er – helt generelt – afgørende, viser forskning: at man selv vælger sit instrument.

Dét er måske det mest inspirerende ved David Epsteins bog. Den er frisættende. Det er okay at skifte spor – vejen til et meningsfuldt arbejde kræver ofte omveje. Det er okay ikke at være en tidlig succes – hverken succesfulde iværksættere eller småskøre hollandske malere topper typisk som helt unge. Det er okay ikke blot at brænde for én ting – faktisk er det ofte, når du bevæger dig på tværs af grænserne, at magien opstår.

Livet er ikke et lukket system. Det er ikke skak eller golf. Livet er åbent og umuligt, besværligt og foranderligt; det kræver eksperimenter, omveje og vildskud. Det kræver hele mennesker.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem