Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

I dag begynder det. Her er din superguide til det dramatiske kapløb om at blive den 46. præsident for De Forenede Stater

HESTEVÆDDELØBHistorien om, hvordan amerikanerne kom til at vælge deres præsidentkandidater sådan, som det foregår i dag, er historien om en kamp mellem forskellige opfattelser af demokrati og retfærdighed. Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Det amerikanske primærvalg er mere end bare det første skridt på en kandidats lange vej mod præsidentposten. Det er også historien om, at primærvalgsystemet er intet mindre end en nøgle til at forstå det amerikanske demokrati og den ideologiske konflikt, der gjorde valget af Donald Trump muligt. Her er din ultimative guide til primærvalgets anatomi.

De mødes i gymnastikhallerne, på bibliotekerne og andre offentlige bygninger. Egentlig skal de stemme, men først skal de diskutere. Sådan gør de det i Iowa – en lille, landlig delstat midt i Amerika og et af de sikreste steder at bo i USA. Det er her, slutspurten om at blive Det Demokratiske Partis præsidentkandidat skydes i gang. Og her smider partimedlemmerne ikke bare deres stemme i en urne; ikke før alle, der har noget på hjerte, har fået mulighed for at sige det højt. I nabostaten Wisconsin sætter de bare deres kryds og går hjem. Til gengæld er Wisconsin et af de steder, hvor partimedlemmer i næsten 100 år har haft indflydelse på, hvem Demokraternes præsidentkandidat skulle være.

Det amerikanske valgsystem er enestående og kompliceret. Det gælder også den proces, der følger, når de to partier skal vælge deres præsidentkandidat. Den proces, som de i øjeblikket står midt i, hvor amerikanerne skal pege på den, der skal repræsentere Det Demokratiske Parti i kampen mod Donald Trump til præsidentvalget den 3. november.

Efter godt et år i valgkamp med vælgermøder, tv-debatter, fundraising og ølkasseprædikener løber de første primærvalg nu af stablen. Alverdens medier kommer til at rette opmærksomheden mod Iowa og New Hampshire – hvor de indledende valgrunder afholdes – og følge med i udviklingen hen over de kommende måneder, når de 12 nuværende kandidathåb fra Det Demokratiske Parti barberes ned til en enkelt vinder. Det bliver et nervepirrende drama, ikke mindst fordi de fire frontløber-kandidater stadig ligger så tæt, at ingen af dem kan hive sejren hjem på automatpilot. Intet er afgjort på forhånd. Og derfor er det i år også særlig afgørende at forstå det system, der gør Demokraterne i stand til at gå fra 12 kandidater til én.

For under det drama, der kommer til at udspille sig på overfladen – i avisspalterne og på de sociale medier – ligger et komplekst valgsystem, som er en nøgle til at forstå selve det amerikanske demokrati. Det er ikke så ligetil at overskue – særligt ikke, når man betragter det hele fra et andet land, langt fra Amerikas Forenede Stater. USA er nemlig en sjældenhed på verdensscenen, når det kommer til at vælge præsidentkandidater. Dels fordi store dele af befolkningen er inddraget i beslutningen om, hvem der skal stå i spidsen for de politiske partier; dels fordi selve forløbet strækker sig fra start-februar helt frem til partikonventet i midten af juni, hvor Demokraternes præsidentkandidat officielt udpeges.

Det er en omstændelig, langtrukken og umådelig kompliceret proces, der ligger temmelig fjernt fra den måde, hvorpå Jakob Ellemann-Jensen blev formand for Venstre, eller forløbet op til, at Mette Frederiksen kom til magten i Socialdemokratiet, hvor de uden modkandidater blot kunne stille sig op og blive valgt  –  ja, den amerikanske model ligger ret fjernt fra, hvordan partiledere i det hele taget bliver valgt i de fleste andre lande. Ikke mindst fordi meget af lovgivningen på området varierer fra delstat til delstat og i øvrigt ændrer sig hele tiden. Det er lidt ligesom at finde hoved og hale i skattelovgivningen – der er så mange rynker, undtagelser og mystiske regnestykker, at det er svært rigtigt at gennemskue.

Men det ér vigtigt at forstå, hvordan primærvalgsystemet fungerer – og ikke mindst hvordan det er blevet, som det er i dag. Det er nemlig ikke kun kedelige valgtekniske paragraffer, der er på spil. Kampen om kandidatvalgsreglerne er historien om magtforholdet mellem partibosser og græsrødder, mellem outsidere og partisoldater og mellem grundlæggende forskellige opfattelser af demokrati og retfærdighed. Og det er en kamp, som stadig er i gang den dag i dag, og som er med til at besvare et af samtidens vigtigste spørgsmål i amerikansk politik: hvordan en outsider som Donald Trump kunne blive præsidentkandidat – og derefter som bekendt præsident – og hvordan Bernie Sanders, en mand, der egentlig ikke betragter sig selv som en del af Det Demokratiske Parti, nu står med chancen for at blive Demokraternes næste leder.

Så her er din guide til at forstå primærvalgsystemet, sådan som det tager sig ud hos Det Demokratiske Parti i et valgår, hvor partiet ser frem mod den store og vanskelige opgave med at vinde præsidentembedet tilbage fra Trump og Republikanerne.

Lad os begynde med det helt grundlæggende: Primærvalg er basalt set delstatsvalg, hvor vælgerne giver til kende, hvem de ønsker som deres partis præsidentkandidat. Så simpelt kan det opsummeres. Indtil videre.

Primærvalgene findes i lidt forskellige modeller fra delstat til delstat. Nogle afholder såkaldt lukkede primærvalg, hvor det kun er partimedlemmer, der kan stemme, mens andre har såkaldt åbne primærvalg, hvor alle registrerede vælgere må være med. Derimellem findes der så en række delstater, der har mere eller mindre komplicerede kriterier for at kunne deltage i valget. Og desuden er der en håndfuld delstater – Iowa, blandt andet – der opererer med caucus, som er en slags alternativ til primærvalgene, hvor man i stedet for bare at afgive sin stemme skal deltage i en slags vælgermøde, hvor man først skal debattere de forskellige kandidater, og hvor selve afstemningen ikke altid er hemmelig. Men i grunden er det nu oftest simpelt nok fra de stemmeberettigedes perspektiv: De dukker op og sætter et kryds på en stemmeseddel ud for den præsidentkandidat, som de synes har fortjent deres stemme. Så langt, så godt.

Men her stopper det så med at være enkelt. Den videre proces foregår nemlig på en lidt mere indviklet måde, hvilket skyldes, at stemmerne ikke bare går direkte fra vælgerne til de håbefulde kandidater – nej, i stedet er der en slags mellemmænd involveret: de såkaldt delegerede. De delegerede er dem, der har stemmeret ved Demokraternes partikonvent i juni, når præsidentkandidaten officielt vælges. Og det, der i virkeligheden sker ved primærvalgene, er, at vælgernes støtte til de forskellige kandidater udmønter sig i et tilsvarende antal delegerede, som så bliver bundet af vælgernes mandat. Hvis en kandidat eksempelvis får 40 procent af stemmerne i en valgkreds, så er 40 procent af de delegerede fra den valgkreds forpligtet til at stemme på den kandidat til partikonventet. Antallet af delegerede bliver altså fordelt proportionalt i forhold til, hvor stor en del af stemmerne kandidaterne opnår.

Der er dog en spærregrænse, der betyder, at kandidaterne skal opnå mindst 15 procent af stemmerne for at få andel i de delegerede. Hvis stemmerne fordeler sig sådan på delstatsniveau, at én kandidat får 40 procent af stemmerne, én anden får 30 procent, og to øvrige får 12 procent, så vil det kun være de to førstnævnte, der får andel i de delegerede, der uddeles på delstatsniveau. Men her er en lille rynke. For det er nemlig kun omkring en fjerdedel af de delegerede, der bliver tildelt på baggrund af det samlede stemmetal på delstatsniveau. Tre fjerdedele bliver tildelt på baggrund af afstemninger i de enkelte valgkredse. Og det betyder altså, at de to tilbageværende kandidater (dem, der kun fik 12 procent af stemmerne på delstatsniveau) stadig har muligheden for at vinde nogle af de delegerede, der uddeles på valgkredsniveau, hvis de dér, i de enkelte lokalafstemninger, har opnået en stemmeandel på over 15 procent. Det ender alt i alt med at blive et noget kludret regnestykke.

Det korte af det lange er, at for at blive partiets præsidentkandidat skal man sikre sig støtte fra et flertal af de i alt omkring 4.000 delegerede, som er fordelt mellem delstaterne. Antallet varierer fra delstat til delstat – afhængigt af indbyggertal og et par andre mere tekniske faktorer – hvor Californien har det højeste antal med 415 delegerede, mens delstaten Iowa, som er første stop på vejen, råder over 41 delegerede. Det var så de store linjer.

FRONTLØBERNEDe fire ledende kandidater til posten som Demokraternes næste leder (fra højre): Bernie Sanders, Joe Biden, Elizabeth Warren og Pete Buttigieg. Den femte er Amy Klobuchar. Foto: Saul Loeb, AFP / Ritzau Scanpix

Det er Andrew Jacksons ansigt, der er på den amerikanske 20-dollar-seddel. Det er lidt underligt. Godt nok var han stifteren af Det Demokratiske Parti, men han hadede Nationalbanken og advarede den amerikanske befolkning mod udbredelsen af papirpenge. I det hele taget var han en temmelig farverig, men også fremsynet type, der ønskede at fremme den almindelige mands rettigheder” mod det, han kaldte et korrupt aristokrati” – og ja, i 1830’erne forandrede han selve det amerikanske demokrati.

Dengang fungerede det sådan, at det var kongresmedlemmerne, der mødtes og blev enige om, hvem der skulle være partiets præsidentkandidat. Men i 1832, da Jackson var præsident, blev Det Demokratiske Partis første konvent afholdt. Nu var det ikke længere kun kongresmedlemmer, der havde noget at skulle have sagt i forhold til at vælge partiets præsidentkandidat, men også lokalledere fra delstaterne, velhavende donorer og andre magtfulde partimedlemmer – ja, delegerede fra rundtomkring i landet, kort sagt. Og det satte gang i en lang proces hen imod mere medlemsinddragelse i kandidatudvælgelsen.

Det næste skridt kom i begyndelsen af det 20. århundrede under det, der normalt kaldes for den progressive periode’ i amerikansk historie. Det var en tid præget af aktivisme og politiske reformer, hvor kvinderne blandt andet fik stemmeret, og hvor der også kom fokus på det, der blev opfattet som en slags politisk korruption: at en lille gruppe partibosser, under heftig indflydelse fra erhvervslivet og overklassen, sad tungt på det politiske system.

Her var den gradvise indførsel af primærvalg et af de tiltag, der blev strikket sammen i forsøget på at bryde med de magtfulde partibossers dominans, der blev anset for at være ude af trit med folkets vilje. Og i bund og grund indebar primærvalg altså bare, at de, der tog til partikonventet som delegerede, nu blev valgt af partimedlemmerne og dermed havde et mandat med fra den delstat eller valgkreds, de kom fra. Kort sagt fik almindelige vælgere en stemme, når det kom til at beslutte, hvem der skulle være præsidentkandidaten. Det var ikke længere forbeholdt partibosser med høj cigarføring bag lukkede døre.

Men op gennem første halvdel af det 20. århundrede var der alligevel kun omkring 15 delstater, der havde indført primærvalg, og således var det også stadig kun et mindretal af den samlede mængde delegerede til partikonventet, der havde deres mandat fra almindelige partimedlemmer. Vælgernes input var med andre ord ikke udslagsgivende. Men så skete der noget afgørende ved Det Demokratiske Partis konvent i 1968.

1968 var året for ungdomsoprøret. Konventet, der blev afholdt i sensommeren, kom altså i kølvandet på et år med udpræget politisk turbulens og civil ulydighed, og 10.000 demonstranter var nu mødt op til Demokraternes partikonvent for at protestere mod Vietnamkrigen. Her blev de mødt at over 20.000 uniformerede betjente med køller og lyseblå hjelme, der tæskede løs på de fremmødte. The whole world is watching,” lød det udødelige slagord fra demonstranterne, der svarede ordensmagten igen ved at kaste med sten og madrester.

Men samtidig skete der noget indenfor i amfiteatret i Chicago, hvor Demokraternes konvent blev afholdt. Noget, som hele verden ikke på samme måde havde et øje på og i hvert fald ikke på samme måde har husket – selv om det i grunden fik større betydning end det voldelige sammenstød udenfor på gaden. Hubert Humphrey, der havde været vicepræsident under Lyndon B. Johnson og var en mand, der havde forsvaret amerikanernes deltagelse i Vietnamkrigen, blev nemlig Demokraternes præsidentkandidat uden at have vundet et eneste primærvalg – ja, uden overhovedet at have stillet op i et eneste af dem. Men han var bare partiledelsens fyr, og derfor vandt han nomineringen.

Som resultat lød der et ramaskrig fra Demokraternes græsrødder – og efter sigende blev der brugt så heftige mængder tåregas til at holde demonstranterne nede, at det kunne mærkes indenfor på det nærliggende Hilton-hotel, hvor partitoppen var indlogeret. I første omgang førte optøjerne til, at der blev nedsat en kommission, der skulle kigge på hele nomineringssystemet. I næste omgang betød det, at flere delstater faktisk besluttede sig for at begynde at afholde primærvalg, sådan så det ved kandidatudvælgelsesprocessen i 1972 – for første gang i Det Demokratiske Partis historie – var sådan, at et flertal af de delegerede var valgt gennem primærvalg. Altså af almindelige partimedlemmer. Og siden er andelen kun steget, så det i dag fungerer sådan, at de delegerede i alle delstater vælges med afsæt i partimedlemmernes vilje.

En af de besynderlige ting ved primærvalgsystemet, når man kigger på det som udenforstående, er, hvor langstrakt en proces der er tale om. Selv hvis vi ikke tæller den forudgående valgkamp med, strækker selve primærvalgperioden sig over fire lange måneder – fra begyndelse af februar til begyndelsen af juni. Så hvorfor afholder man ikke bare et enkelt nationalt primærvalg og får det hele overstået på én dag? Ja, det findes der to slags svar på.

Det substantielle argument har traditionelt været, at et nationalprimærvalg ville favorisere dem, der i forvejen har kendte navne og ansigter, og dem med penge på lommen, mens et system, hvor primærvalgene – som nu – afholdes i etaper, giver bedre mulighed for at trykteste kandidaterne, få fremkaldt nuancerne i deres personligheder og politik og desuden gør det muligt for relative outsidere at have en chance for at ende på toppen. Men det er bare ikke grunden til, at systemet er indrettet, som det er. Forklaringen er nemlig først og fremmest historisk og har at gøre med tilfældigheder og traditioner.

Som sagt var der engang, hvor de delstatsdelegationer, der skulle sendes til partikonventet for at vælge præsidentkandidaten, ikke var offentligt valgte. Derfor var rækkefølgen delstaterne imellem uden praktisk betydning – fordi de tidligere valg ikke kunne påvirke de senere. Beslutningen om valg af præsidentkandidaten blev alligevel først truffet på partikonventet, der som regel blev afholdt på et tidspunkt i løbet af sommeren, så delegationen skulle bare være udpeget inden da. Og det betød, at rækkefølgen var ret tilfældig og præget af lokale forhold – som vejret, for eksempel.

Men ting, der starter som tilfældigheder, har det med at udvikle sig til traditioner. Og selv om udvælgelsen af de delegerede i dag fungerer helt anderledes og nu er offentlige affærer, hvor udfaldet at ét valg kan påvirke de senere, så er nogle af de gamle kalendertraditioner stadig intakte. Den mest interessante – den mest omdiskuterede og kritiserede – er det forhold, at det er delstaterne Iowa og New Hampshire, der som de første i landet vælger deres delegerede.

Tesen er, at hvis man klarer sig godt i de tidlige stater, opbygger man et momentum, der oversættes til en fordel ved de næstkommende valg. Man pådrager sig øget medieopmærksomhed, og der kan opstå en medløbereffekt. Det er omstridt, hvor stor betydning det egentlig har at klare sig godt i Iowa og New Hampshire – der tilsammen huser blot 65 af de i alt næsten 4.000 delegerede. Men siden 1976 har det ikke desto mindre været sådan, at den, der endte op med at blive Det Demokratiske Partis præsidentkandidat, enten har vundet i Iowa eller New Hampshire eller begge steder. Den eneste undtagelse er Bill Clinton ved valget i 1992.

Et af de tydeligste eksempler på de tidlige delstaters indflydelse kom i 1976, da Jimmy Carter blev Demokraternes præsidentkandidat. Han var guvernør fra delstaten Georgia, men i offentligheden fuldstændig ukendt. Jimmy Who? hed ligefrem en rubrik fra lokalavisen i Carters egen hjemby, Atlanta. Ingen satte deres penge på, at den bondske sydstatspolitiker ville blive Demokraternes kandidat, lad os sige det sådan. Men Jimmy Carter havde en plan. I 1972 havde Iowa nemlig rykket deres valg frem til at være den første delstat i kalenderen, og mens de øvrige kandidater mere eller mindre ignorerede den lille delstat – fordi den husede så få delegerede – satte Carter alle kræfter ind på at vinde i Iowa. Tanken var, at han ved at slå de tungere kandidater i den første delstat ville gøre sig bemærket på den nationale scene og derefter blive taget alvorligt. Det virkede – og endda i en sådan grad, at han i sidste ende vandt hele ræset. Og sådan gik det altså til, at Iowa, en lille midtvestlig delstat med grænse langs Mississippi-floden, fik status som noget meget væsentligt i primærvalgkalenderen.

Men hovedkritikken af det, der bliver opfattet som Iowa og New Hampshires urimelige betydning, er, at ingen af de to delstater tilnærmelsesvist afspejler den demografiske sammensætning i hverken USA i al almindelighed eller i Demokraternes vælgerbase i særdeleshed – og derfor ikke nødvendigvis kan tages som retvisende udtryk for, hvad partiets medlemmer som helhed ønsker. Konkret handler det om, at Iowa og New Hampshire er blandt de hvideste områder i Amerika. Næsten 90 procent af indbyggerne i de to delstater er hvide, mens andelen er cirka 60 procent på nationalt plan. Samtidig er der ingen af de to delstater, der har en eneste by med over 250.000 indbyggere. Begge forhold står i kontrast til Det Demokratiske Partis vælgerbase, som i udpræget grad er både by-baseret og etnisk mangfoldig. Og desuden har de to delstater traditionelt støttet de mere venstreorienterede kandidater hos Det Demokratiske Parti, hvilket også har været kritiseret.

Kilder: The New York Time og United States Census Bureau
Kilder: The New York Times og United States Census Bureau

De øvrige delstater har løbende forsøgt at modvirke Iowas og New Hampshires indflydelse. Her har det vigtigste initiativ været Super Tuesday. Det kom til i slutningen af 1980’erne, da en række sydstater besluttede at slå sig sammen for at afholde deres primærvalg på samme dag. Altså anlægge et slags regionalt primærvalg, der ville vægte tungere, end hvis delstaterne afholdt primærvalgene hver for sig. Simpelthen i et forsøg på at nominere mere moderate kandidater, der i højere grad repræsenterede sydstaternes interesser. Og det var netop ved at vinde Super Tuesday-sydstaterne i 1992, at Bill Clinton, en moderat guvernør fra Arkansas, lagde sig forrest i kandidatfeltet – og endte med også at vinde præsidentvalget – selv om han hverken havde fået Iowa eller New Hampshire i hus.

Siden har Super Tuesday udviklet sig til at være mere end en forening af sydstater. Flere og flere delstater har fremrykket deres primærvalg for at få mere at skulle have sagt i processen. For eksempel har det traditionelt været sådan, at Californien, som i dag er den største delstat i landet og altid har været blandt de største, afholdt deres primærvalg i starten af juni – altså meget sent i forløbet – hvilket i praksis betød, at delstaten ikke havde nogen reel indflydelse på, hvem præsidentkandidaten blev: Det var simpelthen blevet afgjort inden da, fordi langt størstedelen af de delegerede allerede var blevet fordelt.

Men i år har Californien flyttet deres primærvalg frem til Super Tuesday, som ligger den 3. marts. I alt kommer 14 delstater denne gang til at afholde deres primærvalg her, hvor der samlet set vil blive uddelt cirka 1.300 af de i alt 4.000 delegerede. Og det betyder, når man lægger den store valgdag sammen med de primærvalg, der ligger forinden, at næsten 40 procent af det samlede antal delegerede vil være fordelt, når Super Tuesday er overstået.

Men Super Tuesday var ikke bare et initiativ mod regional uligevægt. Det var også et forsøg på at føre Det Demokratiske Parti i en mere moderat politisk retning – og det var ikke det eneste af sin slags. Baggrunden var, at der i visse dele af partiet var en fornemmelse af, at man med reformerne efter konventet i 1968 var gået for langt i retning af at give partimedlemmerne – altså de almindelige vælgere – den altafgørende magt til at vælge præsidentkandidaten.

Op igennem 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne var det flere gange gået sådan, at relative outsidere, og hvad der kunne betragtes som fløjkandidater, havde haft held til at vinde partiets præsidentkandidatur – for så blot at blive tværet ud i selve præsidentvalget. Det skete eksempelvis ved præsidentvalget i 1972, hvor Richard Nixon tørrede gulvet med den, i en amerikansk kontekst, venstreorienterede demokrat George McGovern, der tabte valget med en margin på over ti procent. Og ved valget i 1984 blev Demokraterne også ydmyget.

Argumentet var nu, at der simpelthen manglede en slags kontrolproces – en modvægt til medlemsdemokratiet – hvor partiledelsen og de etablerede, erfarne medlemmer af Det Demokratiske Parti fik mulighed for at sikre sig, at den, der blev udnævnt til præsidentkandidat, også besad de fornødne kompetencer og potentialet til at samle partiet og i sidste ende vinde præsidentvalget. Analysen var simpelthen, at et ubetinget medlemsdemokrati naturligt kom yderfløjskandidaterne til fordel, fordi det typisk er de mest passionerede partimedlemmer, der hyppigst og mest aktivt gør deres indflydelse gældende. Partiledelsen ville derimod stå bag de mere moderate, bredtfavnende – og desuden erfarne – kandidater og frasortere de åbenlyst inkompetente, bedragerne og demagogerne.

Derfor opfandt Det Demokratiske Parti i begyndelse af 1980’erne det, der bliver kaldt superdelegerede: kongresmedlemmer, senatorer, medlemmer af partikomitéen og andre betydningsfulde demokrater, der ikke er valgt ved primærvalg, men som automatisk er garanteret stemmeret, når præsidentkandidaten skal vælges ved partikonventet. I alt cirka 700 hoveder, der altså ligger oven i de cirka 4.000 valgte delegerede – omkring en syvendedel af den samlede mængde. Partiapparatet havde fået etableret et værn. Men så skete der noget, godt 35 år senere, ved præsidentkandidatvalget i 2016, hvor fejden stod mellem Hillary Clinton og Bernie Sanders. Et drama, der i sidste ende førte til en markant svækkelse af de superdelegeredes magt.

Baggrunden var, at et overvældende flertal af de superdelegerede havde støttet Clintons kandidatur. Og efterfølgende fik det Sanders-støtterne i partiet til at kræve, at de superdelegerede skulle afskaffes: De var grundlæggende udemokratiske, lød argumentet. Og så begyndte endnu et slag i kampen mellem græsrøddernes ideal om medlemsdemokrati og partiledelsens ønske om at bevare en vis kontrol med kandidatprocessen.

Efter en lang proces mundede det sidste år ud i en reform af kandidatvalgssystemet, hvor de superdelegerede ganske vist ikke blev afskaffet, men til gengæld mistede deres stemmeret ved den første afstemningsrunde under partikonventet. Det betyder med andre ord, at de superdelegerede kun kommer i spil, hvis der ved konventets start ikke er en af kandidaterne, der har sikret sig et flertal af de almindelige delegerede. Det er ikke umuligt, men det er usandsynligt. Og desuden ville det skabe et gevaldigt postyr i partiet, hvis de superdelegerede ved en eventuel anden afstemningsrunde går imod en kandidat, der sidder på et stort mindretal af de valgte delegerede.

Er der mere, man skal vide for at forstå, hvad primærvalgene egentlig er, og hvilken betydning de har? Ja, der er en lille krølle, som gør hele systemet med de delegerede endnu mere komplekst. Fordi primærvalgprocessen strækker sig fra februar til juni, sker det jo undervejs, at kandidater nedlægger deres kandidatur. Og hvad sker der så med de delegerede, som en kandidat har skrabet sammen, hvis vedkommende vælger at trække sig fra valget? Ja, så er de delegerede bare fritstillede og kan stemme på den, de har lyst til, ved partikonventet, hvilket selvsagt kan få stor betydning og gøre processen endnu mere rodet og kompleks.

KNAP SÅ SUPEREn af de største forskelle fra tidligere primærvalg er, at de såkaldt superdelegerede – senatorer, kongresmedlemmer, guvernører og andre højtstående partiprofiler – er blevet kørt ud på sidelinjen. Det er resultatet af en reform, som Bernie Sanders' støtter fik gennemført efter senatoren fra Vermont tabte nomineringen til Hillary Clinton i 2016. Foto: Brian Snyder, Reuters / Ritzau Scanpix

Det Demokratiske Parti står nu ved et ret usædvanligt punkt ved indgangen til primærvalgene 2020, hvor der er en reel mulighed for, at den, der løber af sted med Det Demokratiske Partis præsidentkandidatur, ikke engang anser sig selv som en del af partiet – sådan som det er tilfældet med Bernie Sanders, der ikke betragter sig selv som demokrat. Det er svært at forestille sig, at noget tilsvarende kunne ske i Venstre eller Socialdemokratiet for eksempel. Det er et resultat af den lange historiske proces omkring primærvalgene og et udtryk for, at partiloyalitet, opbakning til den politiske linje og intern erfaring i partiapparatet er blevet mindre betydningsfuldt, end det var for bare et årti siden. Enhver kan stille op for et af partierne og ende med at vinde nomineringen, uden at partiledelsen har nogen reel mulighed for at luge ud i feltet.

Og det er muligvis den mest afgørende forandring i amerikansk politik lige nu. Den samme udvikling har nemlig gjort sig gældende hos Republikanerne. Og det var den, som gjorde det, de fleste anså for umuligt, til en realitet, da Donald Trump – en mand, som partitoppen anså som en inkompetent, populistisk demagog – blev partiets præsidentkandidat i 2016.

Er det så et demokratisk sundhedstegn eller en systemfejl? Uanset hvad man tænker om denne udvikling, er den det klareste udtryk for, hvordan tovtrækkeriet om primærvalgene er en slags prisme: Det viser den grundlæggende kamp mellem to forskellige opfattelser af demokrati, som sætter sit afgørende præg på amerikansk politik i disse år.

Der er dem, som fokuserer på medlemsinddragelsen og demokratiet internt i partiet, fordi de anser partiapparatet og den politiske klasse for at være indspiste og døve over for vælgerne. Deres opfattelse er, at partierne lukker ned for nye, friske idéer og reelt ikke repræsenterer folkets interesser. Det er en politikerlede og en mistro til hele det politiske system, som vi også kender herhjemme, der giver sig til udtryk i ønsket om en slags direkte demokrati.

Over for står dem, der argumenterer for, at det relevante er at fokusere på det demokratiske valg imellem partierne. Og at den eneste måde, man kan få de relevante politiske forskelle til at træde frem, er ved at tillade partierne at fungere som en slags gate-keepere, så det ikke bare er hvem som helst, der lige pludselig kan kalde sig demokrat eller republikaner. Partierne bliver nødt til at have en identitet og nogle holdepunkter.

Det handler altså om balancen i magtfordelingen mellem de etablerede, erfarne politiske hoveder og folkedybets ønsker. På den måde er kampen om primærvalgsystemet kampen om selve det amerikanske demokrati.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: