Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

20 års forhold til kvindekroppen. Set gennem den prisme, der er Jennifer Lopez

AMAZONE2020 var året, hvor Jennifer Lopez vandt Super Bowl. Foto: Kevin Dietsch, UPI / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Årets Super Bowl-finaleshow sendte den 50-årige popstjerne Jennifer Lopez og ikke mindst hendes ualmindelig veltrænede krop direkte ind i den globale offentlige samtale i avisspalter, sladderblogs og på sociale medier. Det er sket før, for J.Lo har gennem hele sin karriere stået i forreste linje for vores blik på kvinders kroppe. I dette argument giver Zetlands Marie Carsten Pedersen sit bud på, hvorfor Jennifer Lopez er det perfekte omskiftelige billede på de seneste 20 års syn på kvindekroppen.

Hun hedder Jennifer Lynn Lopez, hun er født i 1969 i Bronx, New York, og hvis du har åbnet en bilradio eller stået på et dansegulv i løbet af de seneste 20 år, har du med nærmest statsgaranti hørt en af hendes sange. Debuthittet If You Had My Love, den RnB-kælne I’m Real, den pumpende latin-banger On the Floor, eller danseholds-favoritten Jenny from the Block for at nævne bare et par af de oplagte. Du skal også have levet en noget nær eremitagtig tilværelse, hvis du ikke på et eller andet tidspunkt i løbet af samme periode er stødt på et billede af hendes ansigt – og hendes krop.

Den – altså den krop, der i nu 50 år har været den fysiske form af Jennifer Lopez, sangeren, skuespilleren, produceren, forretningskvinden og allround-superstjernen – blev ugens store popkulturelle samtaleemne, efter at Lopez leverede årets udgave af verdens mest prestigefyldte pauseunderholdning, den amerikanske Super Bowl-finales halftime show. På et lille kvarter piskede hun og popstjernekollegaen Shakira stemningen op til ren pop-eufori på stadion, bag millioner af skærme og i sociale medie-feeds over hele verden.

I en tid, hvor det at kommentere kvindekroppen virker nogenlunde lige så ude af trit med verden som at isolere med asbest, er det faktisk lidt overraskende, hvor mange der over de seneste døgn har sat ord på Jennifer Lopez’ krop. Det var, som om hele internettet fik kollektivt Tourettes syndrom og bare måtte sige det, man normalt ikke må: Show, sang, yes, okay, men se hende lige! Shit, en krop!

J.Lo er gudhjælpemig 50 år gammel, og 70 gange så adræt som jeg nogensinde bliver i hele mit menneskeliv,” skrev en kommentator på det feministiske onlinemagasin Jezebel. Tabloidavisen The Sun kaldte hendes krop utrolig”, og New York Times klummeskribent Jennifer Weiner følte sig personligt udskammet af dens blotte eksistens, og spurgte om det virkelig er meningen at vi skal se sådan ud når vi er 50?”

Det er ikke første gang, det er sket. At Jennifer Lopez’ krop har været decideret dagsordensættende. Og selv om samtalen afgjort bevæger sig i det land, hvor man kun alt for let kan komme til at reducere en kvinde til hendes krop, er der en god grund til at tale krop, når det gælder Jennifer Lopez. Eller rettere: Det giver slet ikke mening at lade være.

For fænomenet Jennifer Lopez er en fortælling om en kvinde, der har indvarslet flere af de afgørende forandringer i populærkulturens syn på køn og krop og personificeret en række af de helt store tendenser i underholdningsindustrien. Det gør hende, bogstaveligt talt, ikonisk. Men intet af det kan vi se, hvis vi ikke ser hendes krop. For hvis vi ser bort fra den, kan vi ikke tale om vores opfattelse af den, og det er det, det handler om her: Hvordan Jennifer Lopez er en prisme for de seneste 20 års mest betydningsfulde strømninger og forandringer i vores kulturelle syn på kvindekroppen.

HELLO WORLDEt år efter sin debut som sanger satte Jennifer Lopez kendiskulturen på den anden ende, da hun ankom til de amerikanske Grammy Awards side om siden med sin daværende kæreste Sean 'Puff Daddy' Combs - i denne kjole af designeren Donatella Versace. Onlineinteressen for billeder af kjolen var så voldsom, at det fik det stadig unge Google til at skabe selve billedsøgningsfunktionen. Foto: Vince Bucci, AFP / Ritzau Scanpix

Jennifer Lopez er berømt for sit talent, sin karriere – og sin krop. Faktorerne kan ikke skilles ad, og hvis vi har respekt for den måde, hun har valgt at gøre sin ting på, bør vi også lade være at prøve. Fra hendes første offentlige optræden som Fly Girl-danser i tv-serien In Living Color og hendes gennembrud som musiker i 1999, til hendes nuværende status som verdensnavn i klasse med Kylie Minogue og Justin Timberlake og en af de mest velhavende kvinder i hele den amerikanske underholdningsindustri har Jennifer Lopez’ krop og udseende været en uomgængelig del af fortællingen om J.Lo.

Hvis man var pragmatisk – måske endda kynisk – anlagt, ville man sige, at hendes krop bare er en del af varen, men det skyder forbi målet. For Jennifer Lopez’ krop er en fortælling, som er langt mere interessant end en simpel sex sælger’-analyse kan rumme.

Men det er dér, det giver mening at begynde.

Da Jennifer Lopez trådte ind på popkulturens scene i 1999, var hun en sexbombe. Der er ikke andre ord for det. Men det var vel at mærke en form for seksualitet, som adskilte sig fra, hvad man var vant til at se, og som godt nok var bundet op på hendes fysiske skønhed, men alligevel et brud med de snævre skønhedsidealer, der havde hersket gennem 1990’erne.

I de år, der ledte op til, var det de endog meget slanke fotomodeller – Kate Moss, Jaime King, Jodie Kidd – der satte barren for det smukke og attraktive. Man talte om waifs og heroin chick og jokede med, at kvinder helst skulle ligne pubertetsdrenge for at finde nåde for designeres og magasinredaktørers blik.

Jennifer Lopez var bygget over en anden læst. I hendes træningscenter blev hun efter sigende kaldt La Guitarra’, guitaren, som en mere eller mindre virtuos kompliment til hendes kurvede kropsform, og hendes bagdel blev et fænomen i sig selv.

Længe før nogen havde hørt om Kim Kardashian, var Jennifer Lopez Miss Booty, og plastikkirurger talte om, at kvinder kom til dem med ønsket om numseforstørrelser, så de kunne fylde de lavtaljede jeans ud som J.Lo.

I dag, hvor vi har både plus size-modeller på modebladenes forsider, hed debat om skønhedskirurgi og adskillige kurvede Kardashians, virker Jennifer Lopez’ år 2000-krop ikke som det helt vilde statement for mangfoldige kropsidealer. Men i sin tid var det et skift, der fik verden til at spærre øjnene op og så småt begynde at overveje, om hofter på kvinder egentlig ikke var både flot – og sådan set meningen fra naturens hånd.

FORSIDEMODELI 2012 er Jennifer Lopez Vogue Magazines forsidevalg. Sammen med hendes kontrafej er det hendes privatliv - moderskab, skilsmisse og træningsrutiner - der skal fange læsernes interesse. Vogue Magazine America

I 2010’erne skete der igen noget med vores blik på kvinder – ikke mindst kendte kvinder. En af dem, der så det, var Anna Wintour, Vogues chefredaktør, kendt for sit knivskarpe pagehår, sin enorme magt og for at være inspirationskilde til Meryl Streeps isdronning af en redaktrice i filmen The Devil Wears Prada.

Wintour var kvinden bag det, der skulle vise sig at være en branche-ændrende idé. Hvor modemagasiner tidligere havde sat fotomodeller på forsiden, begyndte Vogue under Wintours ledelse at bruge kendte kvinder – skuespillere og popstjerner. Tidligere end nogen anden forstod hun den kendthedskult, der var ved at vokse frem omkring populærkulturens superstjerner, og som i dag er et helt univers i sin egen ret med tusinder af små og store glitrende sole med tiltrækningskraft på masserne.

Det var en kultur, hvor publikum krævede kortere og kortere afstand til de engang så fjerne stjerner, hvor deres evner på filmlærredet eller scenen ikke var nok. Nu ville man have mere: Hvem var de derhjemme, hvad skete der i deres kærlighedsliv, hvilken læbestift brugte de, hvordan så de ud, når de gik ned og købte kaffe, hvad tog de på, når de skulle til træning, og dyrkede de yoga eller pilates? Det var en sult efter at kradse i det private, at komme så tæt på de kendte som muligt, en helt afsindig salgbar fantasi om det autentiske én til én-kendskab, der i dag er knopskudt til influencer-fænomenet. Og fantasien solgte ikke bare magasinforsider – den solgte også alt andet, der kunne kobles til det glamourøse liv.

Vores blik på den kendte kvinde som en skikkelse, der var mere en personlighed end en smuk profil, gav en hidtil uset mulighed for at skabe en forretning omkring hende. Skønhedsbranchen samlede Wintours idé op med kyshånd og udskiftede de navnløse modeller med kendte ansigter. Og et af dem var Jennifer Lopez, som i disse år lavede mindre musik, færre film – men til gengæld tjente styrtende med penge på annoncesamarbejder med blandt andet L’Oréal og sine egne produkter inden for blandt andet skønhed.

I disse år fik Lopez også børn – tvillinger – og billeder af hendes gravide krop satte sladdermedierne på den anden ende. Nu var det fortællingen om succes, økonomisk og personligt, som kroppen fortalte. Da tvillingerne blev født, betalte People Magazine angivelig seks millioner dollars for eneret til de første officielle billeder.

GLØDSå meget for mangfoldige kropsidealer. Photoshop var hård ved Jennifer Lopez krop i denne annonce for hendes egen parfume, Glow. Kun numse og generel ansigtsform har fået lov at overleve billedbehandlingen. PR

Og nu er vi ved år 2020, i en politisk højspændt æra, hvor enhver popstjerne med respekt for sig selv har en holdning, der kan skrives med fyrværkeri over et propfyldt stadion. Helt i tråd med tiden var årets halftime show ved Super Bowl-finalen proppet med politiske budskaber. Indslag efter indslag rettede skyts mod Trump-regeringens immigrationspolitik og hyldede etnisk minoritetskultur i USA, særligt den latinamerikanske og den afroamerikanske.

Der var børn i lysende bure, shout-out til latinos og latinas, colombianske Shakira sang omkvædet fra sit World Cup 2010-hit Waka Waka (This time for Africa) med et hold af sorte dansere bag sig og lavede et karakteristisk vift med tungen, som internettet har identificeret som en hilsen til hendes libanesiske afstamning (og som fik sit eget meme i løbet af et nanosekund). Jennifer Lopez var iklædt det puertoricanske flag, en hyldest til hendes egne latinamerikanske rødder. På bagsiden viste flag-kåben (der var lavet af fjer og designet af Donatella Versace) Stars and Stripes, og da hendes 11-årige datter Emme gik på scenen og sang et par linjer fra Bruce Springsteens Born in the USA, var det umuligt at ignorere det identitetspolitiske mor-datter-manifest.

POLITISKEmme Muniz, datter af Jennifer Lopez og den latinamerikanske popstjerne Marc Anthony, har mikrofonen og synger "born in the USA", mens mor J.Lo tager sig af de visuelle politiske symboler under Super Bowl-showet. Foto: William Nikon, Splash / Ritzau Scanpix

Men igen var Jennifer Lopez’ krop i fokus i dette aspekt af showet. For det at træde ind på en scene foran hele verden som 50-årig kvinde iført bodystocking, sexappeal og massiv power på alle niveauer er i sig selv en politisk handling. Det taler ind i tidens største kvindepolitiske bevægelser:

#MeToo, hvor kvindens ret til at definere sine grænser nu bliver taget hele vejen ind i retssalene, og den kropspositive bølge, hvor idealkroppen i form af den unge, slanke, hvide krop bliver udfordret af en myriade af mangfoldige skønhedsidealer. Og den del af det, man kalder fjerdebølgefeminismen, som drejer sig om retten til at være seksuelt udfarende og attraktiv uden at blive underkendt som menneske af dén grund.

Det er ikke så lidt politik at hæfte på én krop med to ben, to arme og en veltrænet mave. Men sådan fungerer populærkulturen i dag. Ikke siden 1970’erne har kvindekroppen været så politiseret, som den er blevet over de seneste år, hvor især sociale medier har givet mulighed for at samle forskellige politiske strømninger til floder af ren vilje til forandring. Ikke at der altid er enighed eller en klar retning i det oprørte vand, men flyder, dét gør det.

Kønspolitik, såvel som andre former for identitetspolitik, er en motor i tidens store debatter, og fuldkommen som hun altid har gjort, er Jennifer Lopez igen trådt direkte ind i den del af dem, der handler om vores syn på kvinden som et skabende subjekt, der har noget, hun vil med det her liv. Nu tager hun fat i det aspekt af debatten, der er alder – et område, som ofte op gennem historien er blevet gjort til kvindens akilleshæl.

Sådan skal det ikke være længere, var Jennifer Lopez’ budskab i hendes optræden ved Super Bowl. Og hun sagde det uden et eneste ord, men ved at lade sin krop tale for sig. At millioner lyttede til hende og tog samtalen op, siger alt om, at dét sprog er et, der virkelig kan råbe os op. Og dét ved Jennifer Lynn Lopez.

KNIPS BARE LØS20 år efter sin optræden i den berømte Versace-kjole, gik Jennifer Lopez sidste år ned af Versaces catwalk iført en ny version af kjolen. Endnu et effektivt budskab fra hende om at alder bare er et tal. Foto: Daniel Dal Zennaro, EPA / Ritzau Scanpix

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: