Derfor er det svært at slappe helt af søndag aften.

Civilisationen har nedbrudt vores hjerner

Vores moderne hjerner er splittede mellem arbejde og afslapning. For at finde den rette balance er hårdt arbejde.

Illustration: Hannah Perry for Zetland
  • 1. februar 2021
  • 11 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

For nogle måneder siden blev jeg viklet ind i en lang diskussion med en kollega om oprindelsen af den såkaldte søndagsskræk, altså den bølge af angst og ubehag, mange af os føler, når weekenden går på hæld, og arbejdsugen igen nærmer sig. Han havde ikke besvær med at finde den skyldige og pegede på senkapitalismens nedbrydende blanding af præstationspres og manglende jobsikkerhed. Men kapitalismen findes jo også mandag til lørdag, så hvorfor skulle lige præcis søndag være særlig angstprovokerende?

Den dybere årsag, tænkte jeg, kunne have noget at gøre med den moderne psykologi, som knytter sig til tid. Forestil dig, at den moderne lønarbejder i det 21. århundrede færdes inden for to tilværelsesformer: på den ene side en produktionstilstand og på den anden en fritidstilstand. Befinder vi os i førstnævnte, er vi optaget af at optimere tid og resultater og indstillet på at demonstrere vores driftighed over for omverdenen og – måske vigtigere – over for os selv. Er vi derimod i fritidstilstand, fortager metronomens taktslag sig, og vi får mulighed for at se en film eller drikke et glas vin uden at skulle overveje, hvordan vores opførsel måtte påvirke vores omdømme eller bedømmelsen af vores præstation. Men i adskillige timer hver uge, nemlig søndag aften, foregår der en psykologisk tovtrækning mellem disse to perspektiver. En skyldfølelse over de seneste døgns ugidelighed sætter ind i takt med, at produktionstilstanden melder sin ankomst igen, og beredskabet over for arbejdsugens udfordringer tager til, mens fritidstilstanden ebber ud.

Hvis bare vi kunne navigere i vores opdelte liv med ubesværet lethed. Bortset fra … hvad nu hvis lethed slet ikke er det, de fleste af os ønsker? I 2012 gennemgik sociolog ved University of Maryland John P. Robinson mere end 40 års undersøgelser af lykke og tidsforbrug. Her blev amerikanere spurgt, hvor ofte de følte sig enten stressede” eller havde tid til overs”. Måske ikke så overraskende kunne han konkludere, at de lykkeligste mennesker var dem, der kunne svare aldrig” til begge spørgsmål og således hverken følte sig pressede eller kedede sig. Det er ikke det samme som at sige, at de var særlig tilbagelænede, men deres gøremål svarede til deres energiniveau, og arbejdet krævede deres opmærksomhed uden at overbelaste den. I en sammenfatning af sine resultater fremlagde Robinson i tidsskriftet Scientific American en formel for glæde: Lykken er at være lige tilpas fortravlet.”

På trods af dette fokus på lykke handlede Robinsons mest uventede erkendelser om amerikanernes utilfredshed. Vi har måske nok vænnet os til at klage over vores stressede hverdag, men hvad der i virkeligheden ser ud til at tappe hverdagen for glæde, er faktisk manglen på gøremål og dagsorden. For mennesker med masser af overskydende tid var betydelig mindre tilfredse med tilværelsen end dem, der lige akkurat var tilpas presset i hverdagen. I lighed med andre studier af arbejdspladser kunne Robinson konstatere, at amerikanerne er overraskende bekymrede, når de ikke er optaget af gøremål, hvad enten disse er arbejds- eller fritidsrelaterede. Allernederst i rangordenen med et helt enestående lavt lykkeniveau” befandt sig en gruppe, hvis tilstand det umiddelbart kan være svært at forstå: Her fandt vi en gruppe mennesker, der næsten altid følte sig underbeskæftigede, men samtidig næsten lige så konstant følte sig stressede. Det var mennesker uden retning, der psykologisk befandt sig i tovene, fordi de hele tiden skulle overkomme en lediggang, og for hvem presset for at finde formål i tilværelsen i sig selv blev en kilde til stress. Her er med andre ord en gruppe, som svarede altid” til begge spørgsmål, og denne tilstand forekom mig at være en form for angst, som er helt særlig for nutiden. Det er søndagsskrækken bredt ud over hele ugen.

Der findes øjensynligt et ejendommeligt behov for at føle sig beskæftiget eller at fornemme en struktur i tiden, selv hvis man ligger og driver på sofaen i weekenden – men hvor kommer dette behov fra? Er det programmeret i vores dna, eller er det i lige så høj grad et resultat af vores industrialiserede kultur ligesom papirclips og mikrochips?

For at besvare det spørgsmål må vi sætte os ind i selve menneskelivets struktur hele vejen igennem vores historie, fra tiden før civilisation og arbejdsuger kilede sig ind i tilværelsen. Ideelt set skulle vi placere en slags deltager-observatør fra vor tid blandt jæger-samlere for at opleve og registrere deres forhold til arbejde, tid og glæde.

Antropologen James Suzman har gjort noget i den retning, idet han har brugt næsten 30 år af sit liv på at studere buskmændene fra ju/’hoansi-stammen, der langt ind i det 20. århundrede levede et isoleret liv i Namibia og Botswana, indtil de lokale myndigheder trængte ind og ødelagde deres måde at leve på. I sin nye bog, Work. A Deep History, From the Stone Age to the Age of Robots, beskriver Suzman tidligere tiders ju/’hoansi som sunde og muntre, tilfredse med at arbejde så lidt som muligt og – næppe tilfældigt – gode til at udtænke omgangsformer, der modvirker intern konkurrence og statusjagt. I bogen kombinerer han omhyggelig antropologisk forskning med ekskursioner ind i sociologi og psykologi og spørger, hvorfor vi er endt med at være mere forjagede og tilsyneladende også mindre lykkelige end de små, lukkede samfund, vores civilisation udviklede sig fra. Hvis der er en bedre måde at håndtere vor tids muligheder og udfordringer, kan ju/’hoansi muligvis vise vejen.

Arbejde er ifølge Suzman det, der definerer alle levende organismer, ikke mindst menneskene. Kun levende organismer søger aktivt at indfange energi for at kunne leve, vokse og reproducere sig.”

Men det er den flere millioner år lange historie om arbejdets modpol, lediggangen, der rummer nøglen til menneskets særstilling, dets bemærkelsesværdige udvikling og samtidig også den utilfredshed, som synes at have ledsaget dets syvmileskridt.

Efter alt at dømme lignede vores forfædre af slægten Australopithecus ganske godt vor tids primater som eksempelvis chimpanser, der bruger omkring otte timer hver dag på at søge føde og æde. Ud over indtagelsen og fordøjelsen af frugt, løv og rødder bruger gorillaer og chimpanser mellem ni og 12 timer på at sove. Den slags dagsrutiner levner ikke megen tid til fritidsaktiviteter, som kræver mere energi end en doven omgang pelspleje.

Så kom ilden til, og den ændrede alt. Antropologerne ved ikke helt præcis, hvordan det lykkedes de tidlige mennesker at betvinge ilden for omkring en million år siden, men det er oplagt, at ilden formede menneskene. Ved at blødgøre kød og grøntsager fordøjede ilden delvist maden for dem på forhånd, så de kunne indtage flere kalorier på mindre tid. Og ved at holde rovdyr på afstand tillod ilden dem at klatre ned fra træerne og sove trygt på jorden, og den ekstra REM-søvn skærpede deres hukommelse og koncentrationsevne. Ilden satte dermed menneskene i stand til at udvikle enorme, energikrævende hjerner, som lægger beslag på omkring en femtedel af alle kalorier – langt mere end andre primaters hjerner.

Ved således at udvide vores bevidsthed og vores fritid øgede ilden også vores disposition for kedsomhed, morskab, håndværk og kunst. Og efter alt at dømme satte vores forgængere inden for Homo Sapiens stor pris på denne nye fritid.

Ju/’hoansi brugte omkring 17 timer om ugen på at finde føde, 2.140 kalorier om dagen. De brugte andre 20 timer på rutinemæssige gøremål, hvilket Suzman dels erfarede fra andre antropologer, dels konstaterede under sin egen forskning. Det gav dem betydelig mere fritid end den gennemsnitlige lønarbejder i dagens USA, som bruger omkring 44 timer om ugen på arbejde – og det omfatter ikke engang de løbende opgaver med husholdning og børnepasning. Gennem århundreder afholdt ju/’hoansi sig i påfaldende grad fra at fylde denne fritid med andre aktiviteter, som vi ville klassificere som produktive (eller destruktive for den sags skyld). Om dagen tog de børnene med ud at vandre for at lære dem af aflæse ørkenens kanvas for dyrespor. Men de dryssede også bare rundt, småsnakkede og flirtede. Ved aftenens bål sang de, dansede og fortalte historier. En anden antropolog, som studerede hadza-folket i det nordlige Tanzania, beskrev i 1960’erne dens medlemmer som afslappede spillefugle, hvis dage var fyldt med én særlig fritidsaktivitet: spil, hvor de vandt pile fra hinanden.

Så hvordan bevægede vi os fra den verden til en kultur, hvor fritiden kun eksisterer som en funktion af arbejdslivet, hvor fritidsaktiviteter (som for eksempel sociale medier) er underlagt præstationsmålinger, og hvor barndommens leg (som for eksempel holdsport) er blevet aktiver i opbygningen af et stærkt cv?

Suzman peger på en ændring i arbejdets karakter. Han trækker her på den franske sociolog Émile Durkheim, der har skrevet om en afgørende forskel mellem primitive og komplekse samfund kaldet udskiftelighed. I jæger-samlersamfund kunne høvdinge og shamaner udmærket træde ind som samlere og jægere også. Disse overlappende pligter bidrog til at opretholde en stærk samhørighedsfølelse, og denne blev endvidere styrket af omgangsformer og religiøse skikke, som slørede de individuelle forskelle i styrke, evner og ambitioner. Er man fælles om arbejdet, er man også fælles om værdierne.

Men i de industrielle økonomier giver advokater ikke en hånd med i hjernekirurgien, og seniorsergenter deltager ikke i hvedehøsten. De forskellige jobs, folk har påtaget sig, kræver forskellige færdigheder, og de resulterer også i ofte meget forskellige lønninger. Og som specialiseringen tog til, og de kompetencekrævende færdigheder blev belønnet, opstod der en konkurrencekult: De dygtige og effektive mente, at de altid burde og kunne arbejde hårdere for en bedre løn, et større hus, højere udmærkelser og betagende gennembrud. Hvile blev erstattet af rastløshed. Produktiviteten blev altings mål, og i kombination med simpelt held kan den formentlig tage æren for næsten alle videnskabelige fremskridt og teknologiske nybrud. Men samtidig bærer den skylden for det, Durkheim kaldte den uendelige ambitions sygdom”, og vi har efterhånden opdaget, at denne sygdom er kronisk. Da Pew Research Center i en nylig undersøgelse spurgte til hemmeligheden bag lykke, svarede de fleste amerikanere uanset alder et job eller en karriere, man sætter pris på”, før de nævnte ægteskab, børn eller nogen anden form for tætte sociale forhold. Karrieren er, snarere end fællesskabet, blevet livets vigtigste byggesten.

Man kan så påstå, at den mere fritidsorienterede indstilling aldrig har haft en chance. Men Suzman understreger en anden væsentlig forandring, der kan bidrage til at belyse dette, nemlig vores forhold til tid – eller mere præcis vores forhold til fremtid. Små jæger-samlersamfund i troperne oplagrede sjældent mad til mere end et par dage, skriver Suzman. Ju/’hoansi satte deres lid til naturens overflod og arbejdede derfor med henblik på at tilfredsstille deres umiddelbare behov, hvorpå de holdt inde for at hvile snarere end at planlægge for fremtiden.

Til sammenligning rummer den moderne civilisation en regulær dyrkelse af fremtiden. Dette skifte daterer sig tilbage til agerbrugsrevolutionen, som underlagde menneskene en jordbrugscyklus, som bestod af såning og høst adskilt af mange måneder, og som derfor også lagde grunden til finansvæsnet. Men denne fiksering på fremtiden går i dag videre end blot til afgrødernes cyklus og langsigtede lån. Den er helt central for vores forestillinger om uddannelse og erhvervsmæssig udvikling, idet det forudsættes, at studerende og unge arbejdere gladelig vil bruge årtier på at udvikle og finpudse færdigheder, som de først vil blive belønnet for senere.

De mindst kontroversielle værdier i USA i dag er karakterstyrke, fremskridtstro og drømmen om social mobilitet, og de har det til fælles, at de alle forudsætter troen på en foranderlig fremtid og formodningen om bedre tider. Samtidig er overdrevet negative fremtidsorienterede tanker den mest almindelige komponent i angstlidelser, som hjemsøger omkring en femtedel af alle amerikanere.

Samlet set har de høje forventninger til fremtiden utvivlsomt gjort verden til et bedre sted at være. Selv om det 21. århundredes mennesker rutinemæssigt beklager sig, har den moderne civilisation skabt meget, vi kan være taknemmelige over. Slow cookers, hurtige pengeoverførsler på telefonen, morsomme katte på internettet. Vacciner og aspirin, varmelamper og vanter, Amazon, håndsæbe og aircondition for blot at nævne nogle af mine personlige favoritter. Men på et individuelt plan kommer Suzman nu med det forjættende løfte, at ju/’hoansi har noget at lære dem af os, hvis hjerner er blevet forvirrede og svimle i civilisationens centrifuge.

For selv de nutidsorienterede jægere-samlere måtte tilsyneladende udvikle nogle fælles strategier for at overkomme de forhold, der kunne føre til overdrevet arbejde: statusjagt og jalousi, ulighed og afsavn. Når en ju/’hoansi-jæger vendte hjem med et stort jagtbytte, var stammen bevidst om risikoen for, at hans dygtighed kunne få ham til at føle sig hævet over de andre. Det kan vi ikke acceptere,” sagde en af stammens mænd. Så vi taler altid om hans kød som værdiløst. På den måde køler vi hans hjerte ned og gør ham omgængelig igen.” Denne praksis blev blandt forskere kendt som fornærmelsen af jægerens kød”.

Det var ikke den eneste praksis, som tog sigte på at dæmpe statusjagt og undgå en koncentration af magt. Stammen insisterede også på, at den faktiske ejer af kødet, det vil sige den, der havde til opgave at fordele det, ikke var jægeren selv, men derimod den, som ejede den pil, byttet var blevet nedlagt med,” skriver Suzman. Ved at belønne den temmelig tilfældige ejer af en given pil holdt ju/’hoansi deres mest talentfulde jægere fast på jorden og forsvarede dermed ligheden i stammen. Et velkomment resultat var, at de ældre, de nærsynede, de klumpfodede og de dovne også fik en chance for at være centrum for opmærksomheden af og til.”

Da jeg læste om disse strategier, følte jeg flere ting på én gang – jeg var forbløffet over opfindsomheden bag, jeg var blæst bagover af idéen om at latterliggøre exceptionelle bedrifter, og jeg var bekymret over, om min manglende evne til at forestille mig lignende skridt i kampen for afslappet harmoni afslørede, at min egen hjerne var stivnet efter for mange år i produktivitetstilstand, nedbrudt af for mange søndag aftener med indre uro på sofaen. Men hvad Suzmans efterforskning af menneskehedens fortid i virkeligheden fortæller os, er, at afslapning aldrig har været den standardindstilling, vi forestiller os. Ikke engang i de mest chillede kulturer.

Civilisationens mentale omkostninger, søndagsangstens svøbe og ju/’hoansi-stammens erfaringer kan koges sammen til en erkendelse, der er værd at tage til sig: Det er hårdt arbejde at skabe plads til afslapning. Ja, fremskridtet afhænger af vores evne til at fæstne vores forhåbninger til en verden, der endnu ikke findes. Men de, som ikke kan finde ud af at slukke for planlægningen, er dømt til at knokle for et liv, de aldrig vil kunne leve fuldt ud.

Oprindelig bragt i magasinet The Atlantic. Oversættelse: Lars Rosenkvist.