Jeg havde tænkt på at ringe til ham i lang tid. Måske endda helt siden ulykken 16 år tidligere.

Igen og igen havde jeg slået det hen, påvirket af folk, som fandt idéen grotesk, eller fordi jeg ikke selv kunne overskue konsekvenserne.

Hvordan ville det påvirke mig, min familie, Chaufføren? Ville det sætte et spor i universet, eller ville det være komplet formålsløst? Havde jeg lyst til at finde ud af det?

Da min søster blev slået ihjel, brød min familie sammen – både os hver især og den større enhed. At sørge er i sandhed ensomt. Selv når man har mennesker tæt på sig, som man kan dele sorgen med, vil de nødvendigvis sørge med deres egen hastighed, tage imod sorgens bølger i ensomhed, som de skyller ind på forskellige tidspunkter og med varierende kraft. Vi havde brugt møjsommelige år på at samle os, reparere os og vores forhold.

Mine forældre blev sammen, men ulykken forrykkede vores forståelse af, hvad vi kunne forvente os af verden. Det tog år at genvinde en tillid til tingenes orden.

Ville jeg sætte alt det over styr med et simpelt telefonopkald?

Jeg kendte ikke Chaufførens navn.

Jeg vidste, at han havde kørt en sølvgrå Seat Toledo, og jeg vidste, at hans tiårige søn sad ved siden af ham på passagersædet, da ulykken skete. Politiet havde fortalt os, at han formentlig kørte for hurtigt, men det kunne ikke bevises, ligesom et andet sandsynligt scenario ikke kunne det: at min far havde kørt uagtsomt og drejet ud på vejen foran Toledoen (min far mistede bevidstheden og husker ingenting).

Hvad jeg med sikkerhed vidste, var, at bilerne kolliderede med en sådan fart, at min fars Volkswagen blev splittet i to som en melon, der flækker, når man taber den på gulvet. Min søster blev erklæret hjernedød ved ankomsten til hospitalet, og min mor var efterladt med beslutningen om at slukke for respiratoren. Min fars overlevelse var nærmest mirakuløs, og i lang tid var den udelukkende fysisk. Chaufføren og hans søn var uskadte.

Min søster var 17, da hun døde, jeg var 19. Hun var den eneste person, forstod jeg senere, som jeg havde forventet aldrig nogensinde at skulle skilles fra. Kærester kan forlade én, venner kan komme og gå, og forældre forventes at tage herfra før deres børn.

Hun og jeg øvede spansk sammen som en måde at hemmeligholde samtaler fra vores forældre på; vi holdt nytårs- og udklædningsfester sammen, og vi fulgtes ad i skole om morgenen, hun holdt fast om mig på min knallert ned ad landlige nordsjællandske landeveje. Hun var et kærligt og varmt menneske. Hun adopterede engang en dødssyg høne og passede den pligtskyldigt indtil dens uundgåelige endeligt.

På gymnasiet voksede hun ud af sin generthed, og da hendes klasse modtog besøgende fra en skole i Ghana, opgav hun sit værelse for at give logi til to af pigerne og foldede sig ud som übersocial turistguide i hele nærområdet. Da vores familie tog imod en udvekslingsstuderende fra Paraguay, blev de to hurtigt tætte. Hun fandt på drillende kælenavne til ham og lavede sjov med hans forsøg på forhandling med de genstridige danske r’er og bløde d’er.

Hun døde, netop som hendes voksne personlighed begyndte at tage form, og jeg er overbevist om, at hun ville have udviklet sig til en nysgerrig, ansvarsfuld, empatisk kvinde.

Hendes første og eneste rigtige kæreste var og er en af mine nærmeste venner, og jeg kan lide at forestille mig, at de ville have produceret en stor børneflok sammen; hun elskede sine små fætre og alle andre børn, hun kom i kontakt med.

Efter hun døde, havde jeg i glimt voldelige fantasier om, at nogen skulle tale dårligt om hende, og at jeg ville respondere med at smadre en knytnæve i munden på dem, tvinge dem ud over en klippeskrænt. Folk, der ville mig det vel, deriblandt psykologer, lod mig vide, at det var helt almindelige følelser i en sorgproces. Jeg skulle ikke skubbe destruktive følelser fra mig, uanset hvilken form de tog, eller hvem de var rettet imod. Jeg kunne forventes at føle vrede mod min far på grund af hans rolle i ulykken, fik jeg at vide, eller endda mod min søster, fordi hun døde.

Men bortset fra en sjælden dagdrøm eller enkelte mareridt tog de følelser aldrig hold i mig.

I særdeleshed, og overraskende for mig selv, udviklede jeg aldrig noget had mod Chaufføren. Tværtimod følte jeg en sær forbindelse til ham. Begge vores liv var blevet ændret den skæbnesvangre februar-aften. Han og jeg var blandt den håndfuld af mennesker, der blev mest berørt af ulykken, forestillede jeg mig. Og alligevel havde vi aldrig talt sammen eller mødt hinanden.

En del af mig syntes, at dét på en eller anden måde var forkert. Men en anden del af mig overvejede, om den tanke var en manifestation af min sædvanlige irrationelle sindstilstand; af en tvangstanke om, at alle altid skulle have det godt sammen, uanset omstændighederne. Men tanken havde uanset hvad bundfældet sig, og den forsvandt ikke.

Hen ad vejen, i løbet af de 16 år efter ulykken, var der oplevelser, der bestyrkede min tro på, at det ville være rigtigt at ringe til ham. Ingen var stærkere end den første forsoningsceremoni, jeg deltog i i Kailahun-distriktet i det østlige Sierra Leone.

Her mødte jeg den tidligere oprørssoldat Samba, som skulle vise sig at få en varig rolle i mit liv.

Da jeg var kandidatstuderende i New York i 2008, blev jeg introduceret for en mand, der hed John. Han var fra Sierra Leone og havde kort inden lavet ngo’en Fambul Tok – eller ’Familie-snak’ på det lokale krio-sprog.

Organisationens mission var at genopbygge den sociale sammenhængskraft, som var blevet smadret af den borgerkrig, der hærgede Sierra Leone fra 1991 til 2002. Krigen blev berygtet for sin brug af børnesoldater, seksuel vold, håndsafhugninger og bloddiamanter, som set i Hollywood-filmen af samme navn med Leonardo DiCaprio i hovedrollen.

John og jeg opdagede hurtigt, at vi havde en række interesser, værdier og drømme til fælles, og han inviterede mig til at komme til Sierra Leone for at arbejde frivilligt med Fambul Tok i min ferie. Så snart semestret sluttede, sad jeg ombord på et fly, der for første gang i mit liv ville føre mig til Afrika syd for Sahara.

Fambul Toks arbejde begyndte i den del af Sierra Leone, der grænser op mod Liberia, Kailahun-distriktet. Det var her, krigen blev skudt i gang af en lille gruppe rebeller, der kaldte sig Revolutionary United Front, eller RUF.

RUFs leder, Foday Sankoh, var blevet trænet i guerillakrig i Libyen som en del af Muammar Gaddafis pan-afrikanske drøm for kontinentet. I Libyen var Sankoh blevet introduceret til Charles Taylor, som kort efter skulle starte sin egen krig i Liberia for senere at blive landets præsident.

Til trods for den finansielle og ideologiske opbakning fra Taylor og Gaddafi var RUF dårligt udstyret, og de måtte ofte ty til macheter, grene og sten i deres kamp for at presse regeringshæren tilbage.

Selv om Sankoh og RUF hævdede at kæmpe en demokratisk revolution, opslugte krigen snart de landlige områder og små landsbyer, og som foreskrevet af krigens regler var der mange flere civile end kombattanter blandt ofrene. Kun få af dem, som blev i Kailahun-distriktet under krigen, undslap dens greb.

Civilbefolkningen blev tvunget til at blive bush wives for kommandører eller til at kæmpe for en af de utallige fraktioner, der opstod, efterhånden som regeringstropperne og rebelgrupperne blev splintret til mere eller mindre ideologisk funderede eller opportunistiske grupper.

Sådan gik det også for Samba.

Han var i sine tyvere, da RUF angreb hans landsby og gav alle mænd, der var gamle nok til at kunne bære en Kalashnikov, valget mellem at tilslutte sig kampen eller blive offentligt henrettet. Samba indordnede sig og viste sig at være en dreven kriger.

Han steg hurtigt op gennem RUFs hierarki og blev snart forfremmet til personlig bodyguard for Foday Sankoh, RUFs leder. Han tilbragte meget tid ved fronten, som krigen bølgede frem og tilbage mellem landsbyer. Men hans militære karriere endte brat, da en granat næsten slog ham ihjel, sprængte hans ene fod i stykker og efterlod ham med et sår, som stadig er åbent og væskende den dag i dag.

Jeg mødte Samba på dagen for Fambul Toks første forsoningsceremoni, i en landsby omgivet af tæt skov og grønne bakker. Samba var der for, i sin rolle som tidligere kombattant, at promovere forsoning, nu da krigen endelig var ovre, fortalte han mig. Vi brugte det meste af dagen på at gå rundt hånd i hånd, som det er sædvane på de kanter, og tale om hans oplevelser fra krigen. Jeg havde aldrig hørt noget lignende.

Omkring skumringstid blev der tændt et stort bål midt i landsbyen, og Samba og jeg skiltes. Folk fra omkringliggende landsbyer begyndte at stimle sammen om bålet, og snart var forsamlingen vokset til flere hundrede mennesker.

Idéen med ceremonien var at give ofre, vidner og gerningsmænd (de var som regel mænd) muligheden for at dele deres oplevelser og hele ødelagte relationer, som før krigen havde været tætte.

På skift stod folk frem i cirklen og fortalte deres historier: en kvinde, der var blevet gruppevoldtaget af rebellerne, da de indtog hendes landsby; en mand, som fik stjålet hele sin livsopsparing af soldaterne; folk, som havde mistet venner og familiemedlemmer.

Så rejste en kvinde sig og trådte frem fra kredsen af bænkede skikkelser foran bålet.

Hendes krop virkede skrøbelig, men hendes ryg var rank, og hendes øjne glødede under et farverigt tørklæde bundet om hendes hår. Hun talte om sin bror, som var blevet dræbt af rebellerne. Han var en ung mand, som havde befundet sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han havde aldrig gjort nogen fortræd. Hun talte om familiens sorg og om, hvor svært de havde ved at komme videre. Hendes stemme blev opslugt af en stille gråd. Hun sank sammen og blev omfavnet af sine naboer.

Ilden voksede sig stadig stærkere, og bålet sendte flammer højt op i den sorte nat.

Så rejste en mand sig og begyndte at tale. Det tog mig lidt tid at genkende Samba i det flimrende lys. Han introducerede sig selv og vendte sig mod kvinden, der lige havde sat sig.

Han rakte håndfladerne frem mod hende, kiggede hende i øjnene og sagde: “Det var mig, der slog din bror ihjel.”

Gruppen blev først helt tyst, så brød en hvisken ud, som steg i styrke og intensitet, råb gjaldede, og høvdingen måtte dæmpe palaveren.

Samba fortsatte efter en pause: Han fortalte kvinden – og forsamlingen – at han var blevet tvunget til at kæmpe for RUF, at han fortrød de grusomme handlinger, han havde begået, hver eneste dag. Han havde svært ved at sove om natten, sagde han, og han ønskede brændende, at han kunne tage den sorg, han havde forvoldt, tilbage.

Han faldt på knæ og bad kvinden: Tilgiv mig.

Jeg brugte de næste mange år på at vende tilbage til Sierra Leone. Jeg stiftede en organisation, der arbejdede sammen med Fambul Tok, og jeg skrev en bog om Sambas liv og borgerkrigen. Men det tog lang tid, før jeg forstod, at min instinktive forkærlighed for forsoningsarbejdet i Sierra Leone var så tæt forbundet til min egen heling.

Jeg havde længe følt, at tilgivelse og forsoning var undervurderede værdier i vores vestlige samfund.

På københavnske cykelstier, i vores lovgivning, i den måde, vi griber venskaber og kærlighedsforhold an på, lader vi til at hælde mod hævn og fordømmelse meget hurtigere end tilgivelse. Som en, der mener at abonnere på et progressivt verdenssyn, har jeg længe været tilhænger af rehabilitering over fængselsstraf. 1960’er-feministerne tog ikke fejl: Det politiske er virkelig personligt, og jeg følte et voksende ønske om at afstemme mit personlige liv med mine politiske værdier. Om at blive forsonet med Chaufføren. At tilgive ham, hvis han følte, han havde brug for det.

Hvordan, overvejede jeg, kunne folk, som havde haft krigens uhyrligheder så tæt inde på livet, tilgive hinanden, hvis jeg ikke kunne tilgive en trafikforseelse?

Selv en, der dræbte min søster.

Det var efter gentagne samtaler med en ven, at jeg endelig besluttede mig. Han blev ved at spørge mig, hvorfor jeg ikke bare ringede, og det gik op for mig, at jeg ikke havde et godt svar.

Tanken om at tale med Chaufføren forekom mig så uoverskuelig, at jeg undlod at undersøge den nærmere. Og når jeg alligevel gjorde, indså jeg, at det eneste, der holdt mig fra at gøre det, var en frygt for, at det ville gå galt. At Chaufføren ville vise sig at være afvisende eller endda fjendtlig indstillet; at han ville forklejne betydningen af ulykken, min søsters død, min families sorg.

Det blev mere og mere klart for mig, at det ikke var en god nok grund til at forhindre mig i at gøre noget, jeg følte var rigtigt.

Det var også blevet klart for mig, at behovet for tilgivelsen – for så vidt det eksisterede hos Chaufføren – også var til stede i mig selv. Jeg havde et behov for at lette mig selv for den byrde, selv et hypotetisk eller forestillet nag repræsenterede; jeg ville have Chaufføren og verden og min familie og mig selv til at vide, at jeg var den slags person, som havde det i mig at foretage det opkald.

På en solrig eftermiddag i maj fandt jeg et afsidesliggende område af den lokale botaniske have – det mest fredfyldte sted, jeg kunne komme på. Så tastede jeg nummeret ind.

En del af mig ville ikke tro på, at opkaldet rent faktisk ville blive besvaret, og da det alligevel skete, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige.

Jeg fremstammede en introduktion, jeg havde øvet mig på, og fortalte Chaufføren, at jeg havde villet tale med ham i mange år; at jeg først nu havde samlet modet.

“Det lyder interessant,” sagde han med et grin, der fortalte mig, at han forventede at høre om en uafhentet lottogevinst.

Jeg grinte også, nervøst.

Så tog jeg en dyb indånding og sagde: “For 16 år siden var du involveret i en bilulykke.”

“Ja?” svarede han og lød pludselig mere højtidelig.

“Det var min far, som kørte den anden bil,” sagde jeg. “Og min søster, der sad ved siden af ham.”

Der blev stille i hans ende af røret.

“Nina,” sagde han så.

Nina var min søsters navn. Ingen af os sagde noget i nogle lange sekunder, tårer begyndte at finde vej ned ad mine kinder.

Chaufføren fortalte mig, at han stadig kører forbi stedet, hvor ulykken skete, næsten hver dag.

“Der går sjældent en dag, hvor jeg ikke tænker på det,” sagde han.

Han fortalte mig også, at det var ham, der hev min bevidstløse far ud af bilen, og som gravede Nina ud af en stor bunke sne. Han holdt hende i sine arme og gav hende førstehjælp. Da ambulancen ankom, måtte redderne hive ham væk fra hende, han ville ikke – var ikke i stand til – at slippe hende. Hendes blod farvede hans jakke, og i mange år efter følte han hverken, at han kunne gå med den igen eller smide den ud.

Han fortalte alt det og blev så tavs og ventede på, at min hulken skulle fortage sig. Hans søn, som sad ved siden af ham i bilen, da ulykken skete, var aldrig helt kommet sig over traumet, sagde han som svar på mit spørgsmål om, hvordan han og hans familie havde det i dag.

Samtalen fortsatte i mere end 20 minutter. Det var tydeligvis vigtigt for Chaufføren at give mig sin udgave af, hvad der var sket op til og under ulykken. Han genfortalte detaljer, som jeg aldrig havde overvejet, om jeg reelt havde lyst til at høre om.

Vi var begge stille i nogen tid igen.

Så sagde jeg: “En del af grunden til, at jeg ringede til dig, var, at jeg har tænkt over, om du mon har været bange for min families tanker om dig.”

Jeg var usikker på, om jeg skulle formulere sætningen som et spørgsmål, og holdt en pause.

Det gjorde han også, før han svarede: “Selvfølgelig har jeg tænkt på det.”

“Jeg er glad for at kunne sige,” sagde jeg og var rent faktisk glad, “at vi ikke har nogen dårlige tanker om dig, vi har ikke noget had. Der er ikke nogen, der er ude efter hævn eller noget i den stil.”

“Det er jeg glad for at høre,” sagde han, og jeg syntes, jeg hørte et suk.

“Faktisk,” sagde jeg og følte en uventet og sær energi boble i mig, “hvis du føler, at du har brug for – eller har lyst til – en tilgivelse fra min eller vores side, så vil jeg gerne fortælle dig, at jeg tilgiver dig.”

“Tak.”

Punktummet rungede i røret længe nok til, at jeg forsøgte at tolke hans sindstilstand, uden at nå en konklusion.

Han fortalte mig, at han havde villet komme til min søsters begravelse, men at han ikke havde vidst, hvordan han skulle komme i kontakt med min familie. Han sagde, at han havde gemt billeder af både min fars og sin egen totalskadede bil samt udklip fra aviser om sagen. Det kunne lige så vel have været ham selv eller hans søn, der havde mistet livet, sagde han, men de kom derfra uden skrammer, hvilket havde efterladt ham med et ekstra lag af skyldfølelse.

Vi kom ikke tættere på, hvad der helt konkret var sket under ulykken. Alle vil altid have deres egne versioner og minder – det var aldrig vigtigt for mig.

Men idet jeg lagde på og langsomt fandt tilbage til en verden med summende bier og sorte rovfugle kredsende højt over mig, havde jeg en klar følelse – en, gik det op for mig, som jeg ikke havde haft siden mit arbejde i Sierra Leone – af at have været en del af noget, der var meningsfuldt ikke bare på et personligt niveau, men som positivt havde bidraget til en form for kosmisk karma-regnskab.

Livet er smukt, tænkte jeg, selv når det er forfærdeligt og trist.

Jeg var ikke “kommet videre”. Jeg havde ikke opnået en guddommelig indsigt i det menneskelige sind. Men jeg havde fornemmelsen af at have opnået en grad af katarsis, som jeg ikke selv havde forstået, hvor meget jeg havde haft brug for.

Det føltes, som om jeg havde kastet mig ud på 70.000 favne vand. Og nu var jeg dukket op til overfladen. Gennemblødt, men levende.