Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Historiens mest streamede sang er blevet en kulturel kampplads (selv om den mest handler om sex og dans)

DANSE, DANSE Videoen til 'Despacito' boner fint ud på de sædvanlige parametre, hvad angår latinamerikanske sange. Skærmbillede: Universal Music Latin Entertainment / Presse

Vores medlemmer foretrækker at lytte



Derfor skal du læse denne artikel

Popsangen Despacito er hen over sommeren ikke bare blevet den mest streamede sang nogensinde, den er også blevet centrum i en popkulturel og identitetspolitisk værdikamp. Sangen er blevet ophøjet til at handle om både diktatur og racisme, mens canadiske Justin Bieber anklages for at have stjålet den latinamerikanske kultur. Så hvad er det, der foregår?

Du har nok hørt den, og hvis du mener ikke at have hørt den, så har du nok hørt den alligevel.

Så har den nok sneget sig ind under dine korslagte arme, mens du stod på en café og tænkte over livets ulidelige lethed, så er den nok gledet ind gennem dine øregange, hvor den så har sat sig for uopdaget at dunke sin bum-BA-bum-ba-rytme ind i din underbevidsthed, sådan at du, da du senere spekulerede over, hvorfor det lige præcis var den rytme, du havde på hjernen, ikke havde noget svar. Men det var den, der havde sat sig, mens du kiggede væk. Den er alle steder, og du kan ikke slippe væk.

Vi taler her om Despacito.

Verdens og historiens mest streamede sang er nu Despacito, der – sammen med et remix, som Justin Bieber har lavet – er blevet streamet 4,6 milliarder (!) gange, siden den blev udgivet for blot seks måneder siden. Sangen er skrevet af to af den latinamerikanske musiks veteraner, puertoricanske Luis Fonsi og Daddy Yankee, og har ligget nummer et på Billboards top-100 i 11 uger. Den er den første spansksprogede sang, som har nået nummer ét i 20 år, sidst, det skete, var, da Los Del Ríos La Macarena kom ud, og alle gik og sang Eeeeeh, Maracana” hele tiden, hvilket mange nok husker med lige dele rædsel og nostalgi.

Jeg har tænkt over det, og jeg tror ikke, jeg synes, Despacito er nogen særligt god sang, men det er for så vidt også sagen uvedkommende, så længe den virker, og det gør den. Sangen er vanvittigt catchy, den lyder af varm sommerdag og palmer og sensuel pardans skruet ned i 3 minutter og 49 sekunders fløde, det er god pop, simpelthen. Der er fingerspilsguitar, rasleæg og så altså denne her reggaeton-rytme. Bum-BA-bum-ba. Du kender den måske.

Despacito betyder langsom, her i forståelsen af det tempo, en forførelse helst skal foregå i, og netop følelsen af forførelse er, tænker jeg, måske det, der har skabt sangens succes. Omkvædet er en helt traditionel latinofest, akkorderne ligger, som de har ligget i virkelig mange sange før denne, men i det, Luis Fonsi og (i remixet) Justin Bieber langsomt synger selve ordet despacito, De (lille pause) spa (lille pause) cito (og så går det stærkt igen)”, er akkordnedgangen og temposkiftet begge skamløst lækre. Det er et simpelt greb, et signatur-twist, som skiller sangen ud fra mængden, og som gør, at en video af en pige, der bare ikke kan lade være med at danse, når hun hører den (selv når hun er i supermarkedet for at købe diverse frostvarer), er gået viralt og er set 71 millioner gange. Vi har at gøre med en landeplage til verden.

Det mest interessante ved sangen er imidlertid ikke, hvorfor den virker. Det interessante er mere den modtagelse, den har fået, og den debat, den har skabt. Despacito er blevet en popkulturel og identitetspolitisk slagmark, selv om den, hvis man alene ser på teksten, mest bare handler om at danse og knalde.

For. Der er dem, der mener, at en meget hvid canadier, altså Justin Bieber, med sit remix på en måde har stjålet den latinamerikanske kultur og gjort den til sin egen, og at det er for dårligt. Altså taler vi her om kulturel appropriation, hvilket kort sagt er, når et medlem af en majoritetskultur låner fra en minoritetskultur. Dette ses som undertrykkelse og nykolonialisme, og således, mener nogle, altså Justin Biebers indtog i Despacito-land.

Helt konkret skete der dog, hvad remixet angår, det, som der så ofte sker med den slags. Justin Bieber var på turné i Colombia, da han hørte Luis Fonsi og Daddy Yankees sang, der allerede på det tidspunkt hittede voldsomt i både den latin- og nordamerikanske verden, og han blev vild med det, endda så vild, at han spurgte, om han måtte lave et remix. Det måtte han gerne, og det hele foregik altså meget normalt. Dette blev bare ikke historien blandt mange af de især amerikanske fans, der siden lyttede sangen helt op til dens nuværende status som den mest streamede sang nogensinde.

Hos dem blev historien, at Justin Bieber havde opdaget Luis Fonsi. At han, som en anden conquistadorisk talentspejder fra det koloniale nord havde ladet sig nedsænke til det globale syd og der fundet en ellers skjult juvel, som han så mere eller mindre triumferende kunne fragte med tilbage til civilisationen. Dette var altså ikke tilfældet. Dette er vigtigt.

Især er det vigtigt, fordi genren reggaeton historisk set har været en, hvor Puerto Ricos treenighed af racer – de sorte, de latinamerikanske og de indfødte – har kunnet engagere sig i debatten om netop race. Petra Rivera-Rideau, der er professor ved Wellesley College og forfatter til bogen Remixing Reggaeton: The Cultural Politics of Race in Puerto Rico, har til The Atlantic sagt, at reggaeton ikke ville eksistere uden de komplicerede historiske migrationsmønstre i Det Caribiske Hav.”

Professoren taler om den puertoricanske rapper Tego Calderón, som gjorde reggaeton mainstream, før Daddy Yankees Gasolina (som du helt sikker også har hørt og måske i den forbindelse er kommet til at hade) bragte genren langt ud i verden. Calderón har skrevet om den institutionaliserede racisme, der findes over for de sorte i Puerto Rico, og det har en anden rapper, Eddie Dee, også. Reggaeton repræsenterer kampen mod racisme i Caribien.

En af de frustrerende ting ved mediedækningen af remixet er, at der bliver lagt stor vægt på Bieber,” sagde professor Rivera-Rideau til The Atlantic.

Dette er Luis Fonsis niende studiealbum. Bieber opdagede ham helt bestemt ikke, men mange af de engelsksprogede medier præsenterer det sådan.”

Altså er det en særligt betændt omgang kulturel appropriation, vi her har med at gøre. En amerikansk blogger skriver, at sagen forværres yderligere af, at Puerto Rico har status som amerikansk territorium og ikke stat og kalder sit indlæg Puerto Rico fortjener bedre end Justin Bieber på Despacito:

Næste gang du lytter til Despacito eller nogen anden sang skrevet inden for rammerne af moderne kolonialisme, så spørg, hvor den kommer fra, hvad der er ofret for at skrive den, hvilke friheder der potentielt er blevet frafrøvet, og hvilke ændringer der er nødvendige for at skabe en ændring, som vi kan opretholde.”

Vi har brug for sange som Despacito for at forblive håbefulde, men på mange måder har vi også brug for, at sange som Despacito er repræsentative – for at minde andre om, at puertoricanere bør behandles som amerikanere, men sjældent bliver det. Puerto Rico fortjener bedre.”

Og vi taler altså her om en popsang.

Men. Også længere sydpå, i kriseramte Venezuela, er sangen blevet politisk. Præsident Nicolás Maduro, som søndag afholdt valg om en forfatningsreform, hans opposition har kaldt forstadiet til diktatur, brugte for et par uger siden en versionering af Despacito som underlægningsmusik til sin ugentlige tv-udsendelse. Sangens budskab om det rolige, det sorgløse, blev pludselig et om, at de venezuelanske demonstranter, af hvem over 100 i løbet af de seneste måneder har mistet livet, måske skulle tage det lidt roligt og i stedet bare nyde livet. Teksten var endda lavet om og begyndte nu med: For enhed og fred i vores land. Den konstituerede forsamling bevæger sig fremad.”

Hverken Luis Fonsi eller Daddy Yankee mente, at deres sang skulle bruges til det, de kaldte propaganda.

Hans diktatoriske regime er en hån, ikke kun for mine venezuelanske brødre, men for hele verden. Med denne forbryderiske marketingplan vil du kun fremhæve dens fascistiske ideal, som har dræbt hundredvis af helte og såret mere end 2.000,” skrev rapperen på Instagram om og til Nicolás Maduro.

Daddy Yankee tog stilling, men hans sang gør det ikke. Han og Luis Fonsi ville bare lave et sommerhit.

Nå. Og det er jo netop pointen. Luis Fonsi og Daddy Yankees sang er netop det, et sommerhit, den er ikke tænkt som en politisk kommentar, den er ikke et forsøg på at råbe nogen op om noget. Den handler om at danse og knalde, og måske er den blevet taget som gidsel af Venezuelas præsident, men det er i sagens natur ikke noget, kunstnerne kan gøre for. Luis Fonsi selv har sagt det meget klart: Min musik er for alle, der ønsker at lytte til den og nyde den.” Det er vel nærmest et popmusikkens credo, han der optegner. Ingen stillingtagen til andet end poppet hedonisme. Alligevel er der dem, der hævder, at Despacito er politisk, og at Justin Biebers remix er et kulturelt tyveri.

I remixet synger Bieber på både engelsk og spansk, og hvor det engelske vers virker underligt påklistret, fungerer hans spanske vers og omkvæd faktisk ganske godt. Den canadiske megastjerne harmonerer ubesværet med Luis Fonsi, men det blev glemt, da han, altså megastjernen, blev filmet på en natklub, mens han prøvede at synge sangen. Dog havde han lige glemt den spanske tekst og sang derfor i stedet noget med, at han godt kunne lide Doritos.

Det var selvfølgelig ikke så godt, og da Bieber før har været anklaget for kulturel appropriation (det var, da han for omkring et år siden fik dreadlocks), blev historien ret hurtigt ret stor. Men igen mest for alle andre end dem, den kulturelle appropriation efter sigende skulle gå ud over. Luis Fonsi selv mente i hvert fald godt at kunne forstå, at det for en engelsktalende kunne være svært at huske den meget, meget spanske tekst.

Det paradoksale i furoren omkring Despacito er altså, at den ikke kommer fra de efter sigende forurettede. De ville bare lave en popsang. Det har de gjort, og det har de gjort glimrende, faktisk så glimrende, at sangen nu er den mest streamede nogensinde. Når andre så alligevel mener, at der er politisk og kulturel udnyttelse på spil, og så derfor af mere eller mindre ridderlige årsager kommenterer på det, sker der måske i virkeligheden bare det, at det tager noget fra sangen i stedet for at give noget til den.

Og således vores tid. Alt er politisk. Også en sang, der bare handler om at danse og knalde.