USA’s daværende præsident Donald Trump stod på en talerstol foran syv amerikanske flag, da han fik spørgsmålet. Havde han set noget, der gav ham “en høj grad af sikkerhed” for, at det nye coronavirus kom fra et bestemt laboratorium – Wuhan Institute of Virology – i den kinesiske millionby Wuhan? “Ja, jeg har,” svarede præsidenten. Men hvad ville han ikke sige. “Det har jeg ikke tilladelse til at fortælle dig,” sagde han til journalisten.

Det var den 30. april 2020. Og det var en voldsom anklage. Hvis den var kommet fra enhver anden præsident, ville jeg have tænkt, at der måtte være stærke beviser. Men da Trump sagde, at pandemien kunne stamme fra et laboratorium i Kina, tænkte jeg i stedet, at han nok forsøgte at flytte fokus væk fra sin egen forfejlede håndtering af pandemien – og give kineserne skylden. Det var, tænkte jeg, endnu et eksempel i en endeløs række, hvor Trump har spredt misinformation og givet næring til ubegrundede konspirationsteorier.

Sådan ser jeg det ikke helt længere.

Hypotesen om, at det nye coronavirus kom fra et laboratorium, blev da også tidligt stemplet som en konspirationsteori. Allerede i februar 2020 publicerede det medicinske tidsskrift The Lancet et brev, der var underskrevet af 27 prominente forskere. “Vi står sammen for på det stærkeste at fordømme konspirationsteorier, der foreslår, at COVID-19 ikke har en naturlig oprindelse,” stod der i brevet.

Samme måned, i februar 2020, dukkede en foreløbig udgave af en forskningsartikel op på nettet. Bag den stod blandt andre den anerkendte danske forsker Kristian G. Andersen, der har sit eget laboratorium i USA. “Vi tror ikke på, at nogen form for laboratoriebaseret scenarie er plausibelt,” skrev forskerne. Deres argument var grundlæggende, at virussets grundstruktur ikke matcher nogen af dem, man kender fra laboratorieeksperimenter. Samtidig mente de, at hvis nogen havde genmanipuleret virusset, havde de sandsynligvis gjort det på en anden måde.

Da jeg selv for få uger siden var inde på Statens Serum Institut for at interviewe overlæge og professor Anders Fomsgaard om, hvorvidt pandemien kunne være opstået på en minkfarm, spurgte jeg ham, hvad han tænkte om teorien om et uheld på et laboratorium. Han svarede, at alt tyder på, at virusset kommer fra et dyr. “Jeg synes ikke, det er nødvendigt at komme med andre konspirationsteorier, navnlig når det er blevet afvist,” sagde han.

Så hvorfor skriver jeg overhovedet om teorien om et laboratorieudslip, hvis så mange forskere mener, det er en konspirationsteori? Det gør jeg, fordi jeg er faldet over en rapport, der hidtil er gået under radaren, men som har fået mig til at se teorien om et udslip fra et laboratorium i et helt andet lys. Og overveje, om stemplet konspirationsteori i virkeligheden har været en effektiv måde at lukke en valid videnskabelig diskussion. Ved at sætte de forskere, der forsvarer teorien, i bås med 5G-modstandere og QAnon-tilhængere.

Jeg havde aldrig tidligere hørt om Center for Biosikring og Bioberedskab. I dag er mit indtryk, at de bedst kan lide det sådan. Det er et center ved Statens Serum Institut og den øverste danske myndighed, når det handler om at forebygge biologiske trusler. Det er dem, man skal have tilladelse af, hvis man vil lave ekstra farlige ting i sit laboratorium, og det er dem, der rykker ud, hvis noget slipper ud. Og så er det Center for Biosikring og Bioberedskab, der holder øje med, hvad farlig forskning andre steder i verden kan betyde for vores sikkerhed i Danmark.

Centret udgiver jævnligt rapporter, hvor de gennemgår de biologiske trusler mod Danmark. Rapporterne er baseret både på åbne kilder som forskning og nyhedsartikler – og på klassificerede oplysninger fra danske eller udenlandske efterretningstjenester. Medarbejderne i centret har sikkerhedsvurderinger på et meget højt niveau, og ud over centrets chef er ingen af de ansattes navne offentligt kendte.

Det, jeg er faldet over, er rapporten Det biologiske trusselsbillede 2020, der blev udgivet i oktober sidste år. I den kan man læse, hvordan der i højsikkerhedslaboratorier rundtom i verden bliver lavet eksperimenter, hvor man forsøger at gøre naturlige virus mere smitsomme eller mere dødelige, end de er i forvejen. Der er normalt gode intentioner, og jeg kommer tilbage til hvorfor. Det opsigtsvækkende i rapporten er, at man kan læse, at eksperimenter med at lave kunstige virus, der kan smitte mennesker, har fundet sted på netop det laboratorium, Trump talte om på pressemødet. Wuhan Institute of Virology.

Og ikke nok med det: På baggrund af deres oplysninger konkluderer Center for Bioberedskab og Biosikring, at det ikke kan afvises, at et uheld på laboratoriet kan være skyld i coronapandemien. “Diskussionen om kilden til COVID-19-pandemien er vanskelig, fordi spørgsmålet om årsagen til pandemien på meget kort tid blev politiseret. Det skal derfor understreges, at der ikke findes nogen beviser for, at et ukontrolleret udslip har fundet sted, men så længe kilden til COVID-19-pandemien ikke er blevet fundet, kan muligheden for et sådan uheld heller ikke afvises,” står der i rapporten.

Den konklusion overbeviste mig om, at jeg er nødt til at tage teorien om et laboratorieudslip alvorligt. Og det viser sig, at mens mange eksperter har afvist teorien blankt, er der også troværdige forskere, der mener, vi er nødt til at være åbne over for muligheden. Og ikke mindst, at den næste pandemi meget vel kan komme fra et af verdens topsikre laboratorier.

Samtidig mener de, at teorien om et laboratorieudslip lige nu ikke bliver undersøgt godt nok – netop fordi den lynhurtigt blev stemplet som en konspirationsteori.

Så lad os dykke ned i det. Her kommer de tre vigtigste indicier, der taler for, at coronavirus kan være sluppet ud af et laboratorium i Wuhan. Det første handler om byen, hvor pandemien ser ud til at være begyndt. Og hvorfor det er et ret bemærkelsesværdigt sted.

Filippa Lentzos er seniorforsker ved King’s College i London og Stockholms Internationale Fredsforskningsinstitut og en anerkendt ekspert i biologiske trusler. Hun er samtidig en af de forskere, der helt siden foråret 2020 har talt og skrevet offentligt om, at vi er nødt til at undersøge muligheden for, at der kan være sket et udslip fra et laboratorium. Men det har ikke været en nem beslutning. “At pege på potentialet for et laboratorielæk satte mig i en meget ubehagelig situation,” fortæller hun mig.

Hun var blandt andet bange for, at politikere som Donald Trump kunne misbruge det, hun sagde. Men hun kom frem til, at hun var forpligtet til at dele sin viden om biologiske trusler og sikkerheden på laboratorier med resten af verden. Og det, hun ser som det stærkeste indicium overhovedet, handler om stedet, pandemien begyndte. Den kinesiske millionby Wuhan. “Jeg mener, den stærkeste indikator er, at der er flere laboratorier i Wuhan, der laver forskning i coronavirus,” siger hun.

Et af de laboratorier er Wuhan Institute of Virology, hvor coronavirologen Shi Zhengli er leder af instituttets Center for Emerging Infectious Diseases. I første afsnit af denne serie fortalte jeg, hvordan Shi Zhengli gennem mange år er taget på ekspeditioner dybt ind i Kinas flagermusgrotter for at indsamle hidtil ukendte coronavirus. Det har betydet, at hendes laboratorium i dag har verdens måske største samling af coronavirus fra flagermus. Men hendes laboratorium er ikke det eneste, der forsker i coronavirus i Wuhan.

Allerede i februar 2020, inden Kina ifølge udenlandske iagttagere indskrænkede forskningsfriheden i landet, beskrev to kinesiske forskere det påfaldende geografiske sammenfald i en kort artikel. Wuhan Institute of Virology ligger, skrev de, kun cirka 12 kilometer fra vådmarkedet, hvor de første tilfælde af COVID-19 blev registreret. Og et andet af byens laboratorier ligger kun 280 meter væk. “Dræbervirusset kom sandsynligvis fra et laboratorium i Wuhan,” konkluderede de kinesiske forskere dengang.

Filippa Lentzos er lidt mere varsom. Men sammenfaldet er, mener hun, i den grad påfaldende. Der er nemlig ikke naturligt forekommende coronavirus i nogen af de dyr, der lever omkring Wuhan, og der er heller ikke fundet coronavirus i nogen af dyrene på byens vådmarked. “Så du er nødt til at spørge: Hvorfor er det her, det første rapporterede tilfælde af coronavirussygdommen opstod?” siger Filippa Lentzos.

Det første indicium, der taler for teorien om, at virusset er sluppet ud fra et laboratorium, er derfor dette: Det eneste sted, hvor vi med sikkerhed ved, der er forskellige coronavirus i Wuhan, er i fryserne i byens laboratorier.

Det næste indicium handler om selve virusset. Og hvordan det er blevet så godt til at smitte mennesker.

En anden forsker, der tidligt blev kastet ind i debatten, er Alina Chan. Hun er født i Canada, vokset op i Singapore og arbejder i dag som forsker og postdoc ved Broad Institute i USA. Det er et samarbejde mellem de prestigiøse universiteter Harvard og MIT. Og så har hun en ph.d. i molekylærbiologi. “Men jeg kan ikke lide at tvinge folk til at kalde mig doktor,” griner hun.

Hun mener ligesom Filippa Lentzos, at det faktum, at pandemien begyndte i Wuhan, er det stærkeste argument for, at virusset kommer fra et laboratorium. “Lokationen peger meget stærkt på en laboratorieoprindelse,” siger hun. Men der er også andre ting. Og de er vigtige.

Da Alina Chan i foråret 2020 sad hjemme i lockdown og kedede sig, begyndte hun at læse om det nye coronavirus’ forgænger SARS. Her faldt hun over noget slående: Da SARS begyndte at smitte mellem mennesker i 2002 og 2003, ændrede virusset sig løbende og blev over en lang periode gradvist bedre tilpasset til at smitte mennesker.

Men det nye coronavirus, SARS-CoV-2, så ud til at springe den tilpasningsfase over. Det var ekstremt velegnet til at smitte mennesker lige fra begyndelsen. For Alina Chan stillede det en række spørgsmål, fortæller hun: “Hvordan skete det? Hvordan dukkede et virus så godt til at smitte mennesker bare op? Hvor er den fase, hvor det skulle have ændret sig fra dyreversionen til menneskeversionen?”

Den 2. maj 2020 lagde hun sammen med to kolleger en artikel på nettet, der stillede spørgsmålet: Hvordan er det nye coronavirus blevet så godt tilpasset til at smitte mennesker? Der er flere muligheder, skrev de: Virus kan have smittet længere tid mellem mennesker, end vi er klar over. Der kan have været en mellemvært, altså et andet dyr end flagermus (den teori handlede sidste afsnit af serien her om). Endelig så er der, mente de, den mulighed, at et virus fra naturen var blevet undersøgt på et laboratorium, og at noget var sket her, der havde hjulpet virusset til at smitte mennesker. Og at det var sluppet ud.

Endelig konkluderede de, at der ikke var beviser nok til hverken at be- eller afkræfte nogen af mulighederne, og at alle derfor burde undersøges nærmere.

Artiklen fra maj 2020 var kun begyndelsen for Alina Chan. Hun havde stadig ikke fået svar på, hvordan virusset var blevet så smitsomt. Så hun gik tilbage og læste møjsommeligt noget af den tidligste forskning, der var kommet fra Shi Zhengli og hendes kolleger i Wuhan om det nye virus. Og Alina Chan fandt noget, der virkede underligt.

En del af forklaringen på virussets høje smitsomhed handler om en lillebitte del af virusset genom, der af forskere bliver kaldt et ‘furin kløvningssted’. Kløvningsstedet er en lillebitte del af virusset, fire ud af omkring 30.000 aminosyrer. Og lige netop de fire aminosyrer i den bestemte rækkefølge gør virusset bedre til at trænge ind i vores celler. Kløvningsstedet er aldrig fundet i nogle af det nye coronavirus’ tætte slægtninge, men man kender det fra andre virus.

Franske forskere beskrev kløvningsstedet som “ejendommeligt” allerede i en artikel den 10. februar 2020, fordi det er overraskende at se det i et virus som SARS-CoV-2.

Det, Alina Chan opdagede, var, at kløvningsstedet slet ikke blev nævnt af Shi Zhengli og hendes kolleger i den artikel, hvor de første gang beskriver det nye coronavirus’ genom. Og det er, ifølge Alina Chan, meget mærkværdigt. I artiklen sammenlignede forskerne nemlig det nye coronavirus med SARS og beskrev udførligt en række forskelle på de to, der ifølge Alina Chan er uden betydning. Men de nævnte ikke kløvningsstedet med et ord, selv om man vidste, det kunne gøre virusset mere smitsomt. “Det rejste en masse røde flag hos mig,” fortæller Alina Chan. I årevis har forskere nemlig kunstigt indsat kløvningsstedet i andre coronavirus inklusive SARS og vist, at det gør dem mere smitsomme. Så hvorfor nævnte de kinesiske forskere det ikke?

Kløvningsstedet er siden hen blevet genstand for massiv debat. Nogle forskere mener, det er tegn på, at virusset er blevet kunstigt manipuleret i et laboratorium. Andre mener, at kløvningsstedet er opstået gennem naturlige mutationer, som man har set i fjernt beslægtede coronavirus. Begge dele er teoretisk mulige.

Uanset hvad undrer det Alina Chan, at det ejendommelige kløvningssted, der gør virusset ekstra smitsomt, blev enten ignoreret eller overset af de kinesiske forskere. Og det er for hende et af mange tegn på, at Kina prøver at holde noget hemmeligt. “Jeg tror, den kinesiske regering ved, hvor det kom fra,” siger hun.

For at opsummere så handler det andet indicium om, at vi stadig mangler en forklaring på, hvordan corona er blevet så smitsomt, og hvor kløvningsstedet kommer fra. Der kan være en naturlig forklaring, vi endnu ikke har fundet. Men det kan altså også skyldes eksperimenter i et laboratorium.

Det sidste indicium handler om, at meget tyder på, at der er lavet såkaldte gain-of-function-studier i Wuhan. Laboratorieforsøg, der går ud på at gøre virus mere smitsomme. For at forstå det skal vi forstå, hvad gain-of-function-studier overhovedet er. Og hvorfor de er superkontroversielle.

I rapporten fra Center for Biosikring og Bioberedskab, som jeg fortalte om i begyndelsen, er der et afsnit med overskriften Gain-of-function-studier. Her kan man læse, at intentionen med den type studier er “at manipulere med en virus, som fx er meget dødelig, men ikke specielt smitsom, så den ender med både at være dødelig og smitsom”. Altså tage virus, der allerede er farlige – og gøre dem superfarlige. Både dødelige og smitsomme.

Det lyder ret ubehageligt, og det er det sådan set også. Men intentionen behøver ikke være dårlig. Gain-of-function-studier kan ifølge rapporten have til formål at forudsige, om et bestemt virus risikerer at mutere og blive mere farligt. Så vi ved, hvilke virus vi skal frygte. Holde ekstra godt øje med dem – og måske begynde at udvikle vacciner eller medicin på forhånd.

I praksis foregår studierne ved, at man lader virus springe fra celle til celle i en petriskål eller fra dyr til dyr i laboratoriet. Ved hvert spring sker der små mutationer. Og så ser man, om mutationerne ender med at gøre virusset farligere, end det var i forvejen.

Det svarer nogenlunde til at slippe et virus løs i en storby (eller på en minkfarm). Ifølge Alina Chan, der selv er specialist i genmanipulering, er et af problemerne med gain-of-function-eksperimenter, at de ikke efterlader nogen synlige spor. “Du efterlader ikke nogen tegn på kloning eller syntese. Det er en simuleret evolutionsproces i laboratoriet,” fortæller hun.

Det mest berømte og berygtede gain-of-function-eksperiment handler om fugleinfluenza, der har en ekstremt høj dødelighed blandt mennesker på omkring 60 procent. Heldigvis smitter virusset meget sjældent fra menneske til menneske. Men ved hjælp af et gain-of-function-studie lykkedes det i 2011 en hollandsk virolog at gøre virusset i stand til at smitte fra pattedyr til pattedyr – gennem luften.

Det er slet ikke til at forestille sig konsekvenserne, hvis et virus med 60 procents dødelighed, der kan smitte gennem luften, slipper ud fra et laboratorium. Derfor medførte studiet også stor debat. I 2014 dannede forskere fra hele verden en protestgruppe ved navn The Cambridge Working Group. En af gruppens stiftende medlemmer var den danske epidemiolog Lone Simonsen.

Gruppen krævede at få sat gain-of-function-studier på pause, indtil man var blevet klogere på, om de reelt var risikoen værd. Samme år gruppen blev stiftet, i 2014, fjernede den amerikanske præsident Barack Obama al støtte til gain-of-function-studier.

Forskere fortsatte dog med at lave risikable studier med andre metoder. En af dem, der er mest berygtet for sine vilde eksperimenter, er den amerikanske coronavirolog Ralph Baric. I 2015 var han hovedforfatter på en opsigtsvækkende artikel. Han have taget et SARS-virus fra mennesker og splejset det sammen med et virus fra flagermus. Ud af det var der kommet et kunstigt virus, der var i stand til at smitte menneskeceller i laboratoriet.

Som medforfatter på artiklen stod Kinas førende coronaekspert: Shi Zhengli fra Wuhan Institute of Virology.

Vi ved derfor, at Shi Zhengli tidligere har været med til at fremstille kunstige coronavirus. Spørgsmålet er, om der også er blevet manipuleret med virus på laboratoriet i Wuhan, for eksempel gennem gain-of-function-studier.

Den 1. juni 2020 udgav videnskabsmagasinet Scientific American et sjældent interview med netop Shi Zhengli. Her fortæller hun, at hendes første tanke, da hun i slutningen af 2019 hørte om den nye sygdom, var: Hvis sygdommen skyldtes coronavirus – “Kunne de være kommet fra mit laboratorium?” Hun fortæller også, hvor lettet hun var, da det viste sig, at det nye virus ifølge hende ikke matcher nogen af dem, de har på laboratoriet. “Det tog virkelig en byrde fra mine skuldre. Jeg havde ikke sovet et sekund i dagevis.”

Den amerikanske journalist og forfatter Nicholson Baker har skrevet den måske grundigste og mest kontroversielle journalistiske artikel om muligheden for, at coronapandemien begyndte med et uheld på et laboratorium. Og noget af det, der gjorde ham interesseret i spørgsmålet, var netop interviewet med Shi Zhengli. Han fortæller mig, hvordan han læste det på sin iPhone, mens han lå i sin seng. “Jeg stønnede ‘oh my God’,” husker han. “Hvis hendes første reaktion er ‘kom det fra mit laboratorium?’, så betyder det, at den slags eksperimenter, hun laver, er den slags eksperimenter, der kan føre til denne type udbrud. Det er et meget vigtigt bevis, at hun ikke kunne sove.”

Shi Zhengli fastholder, bør jeg sige, at coronavirus ikke kommer fra hendes laboratorium. Men for Nicholson Baker fortalte hendes kommentarer i interviewet noget om, at der var coronavirus derinde med potentiale til at gøre mennesker syge. Og at de kunne slippe ud.

For at komme nærmere, hvad det præcis er for nogle virus, der har været derinde, og hvad der mere nøjagtigt er foregået nede i laboratoriets petriskåle, så lad mig introducere en ny, men meget vigtig karakter i den her fortælling, nemlig den britiske zoolog Peter Daszak.

Peter Daszak er selv en anerkendt forsker med stor viden om sygdomme, der smitter fra dyr til mennesker. Han har dedikeret sin karriere til at forsøge at forhindre, at nye sygdomme opstår. Og det har ført til et mangeårigt samarbejde med Shi Zhengli. I 2015 forsvarede han faktisk det kontroversielle studie, Shi Zhengli havde været med til at lave, hvor et SARS-virus blev splejset sammen med et coronavirus fra flagermus.

I dag er Peter Daszak præsident i organisationen EcoHealth Alliance, der har finansieret meget af Shi Zhenglis forskning. Mange af pengene er ligefrem kommet fra de amerikanske sundhedsmyndigheder med det formål at forhindre nye sygdomme.

Jeg har fundet et interview med Peter Daszak, der, så vidt vides, blev optaget den 9. eller 10. december 2019. Altså inden vi vidste, at en ny pandemi var på vej. Her fortæller han om den forskning, Shi Zhengli har lavet med midler fra hans organisation. Forskningen, siger han, går ikke bare ud på at indsamle coronavirus i naturen. Der bliver også lavet eksperimenter med dem i laboratoriet. Peter Daszak fortæller, at de har fundet “over 100 nye SARS-relaterede coronavirus”, og at “nogle af dem kommer ind i menneskeceller i laboratoriet, nogle af dem kan give SARS-sygdom i humaniserede musemodeller”. Sagt på en anden måde: Forskerne har taget SARS-lignende coronavirus fra naturen med tilbage til laboratoriet, og her har de tilsyneladende forsøgt at smitte både menneskeceller og mus, der er ændret genetisk til at minde mere om mennesker. Og det har virket.

Den anerkendte amerikanske molekylærbiolog og langvarige modstander af gain-of-function-studier Richard H. Ebright har i en mail til den italienske tv-station RAI vurderet den forskning, der er lavet i et samarbejde mellem EcoHealth Alliance og Wuhan Institute of Virology. “Det her er helt bestemt bekymrende gain-of-function-forskning. Det her er helt bestemt forskning, der kan frembringe nye potentielt pandemiske patogener,” skriver han.

Til samme tv-station skriver EcoHealth Alliance i en mail, at organisationen “aldrig har deltaget i gain-of-function-forskning”. Og Shi Zhengli har selv i en mail til tidsskriftet Science afvist, at hun har lavet gain-of-function-studier, der ikke er blevet offentliggjort.

Så hvad skal man tro på? Det amerikanske udenrigsministerium skrev den 15. januar i år, at der er dokumentation for, at laboratoriet i Wuhan har lavet gain-of-function-studier med det formål at lave kunstige virus, men at laboratoriet ikke har været transparente om det.

Og endelig er der rapporten, der satte det hele i gang for mig: trusselsbilledet fra Center for Biosikring og Bioberedskab. Her kan man læse, at Wuhan Institute of Virology “forsker i coronavirus og har en betydelig samling af virusstammer (…) og har desuden gennemført [gain-of-function-]eksperimenter for at skabe en kimære virus med evnen til at inficere human celler. Det er fakta, der har vakt opmærksomhed.”

Shi Zhenglis laboratorium har altså, ifølge en række troværdige kilder, lavet gain-of-function-studier med det formål at lave en eller flere kunstige virus, der kan smitte mennesker.

Inden jeg opsummerer de forskellige indicier, mangler jeg at fortælle en sidste vigtig detalje, der igen handler om Peter Daszak, manden, der har finansieret og forsvaret meget af Shi Zhenglis forskning.

Som jeg fortalte i begyndelsen, blev der allerede i februar 2020 bragt et brev i tidsskriftet The Lancet, hvor 27 forskere fordømte alle teorier, der foreslår, at pandemien ikke har en naturlig oprindelse, som konspirationsteorier. En af de forskere var netop Peter Daszak. Og i november sidste år kunne en amerikansk ngo, der arbejder for gennemsigtighed, offentliggøre en række e-mails fra blandt andre Peter Daszak. De viste, at han ikke bare var medforfatter til brevet. Det var ham, der tog initiativ til det og skrev det første udkast. Men, har han skrevet, han ville ikke have, at det lignende et politisk budskab fra en enkelt person eller organisation. Derfor fik han de andre forskere med.

Det opsigtsvækkende ved det er, at Peter Daszak selv har meget på spil i spørgsmålet om pandemiens oprindelse. Han har tætte professionelle bånd til Shi Zhengli og instituttet i Wuhan, og hans organisation er økonomisk afhængige af, at der også i fremtiden bliver givet forskningsmidler til at indsamle virus fra naturen og undersøge dem på laboratorier. Samtidig har han personligt dedikeret en stor del af sit liv til netop den type forskning, der af nogle kritiseres for at kunne ende med at skabe nye pandemier.

Samtidig er Peter Daszak også en af de eksperter, der er blevet udvalgt til at undersøge spørgsmålet om pandemiens oprindelse for Verdenssundhedsorganisationen WHO. Og så er han leder af et andet hold, der skal undersøge samme spørgsmål – for tidsskriftet The Lancet.

Det har ført til store diskussioner om, hvorvidt han er inhabil, og hvorfor han og andre eksperter fordømte muligheden for et laboratorieudslip som en konspirationsteori – inden teorien overhovedet var blevet undersøgt.

Jeg ville gerne have interviewet både Peter Daszak og Shi Zhengli. Men ingen af dem er vendt tilbage hverken på mine henvendelser om interviews eller spørgsmål sendt på mail. Så lad mig i stedet gentage, at Shi Zhengli flere andre steder har sagt, at det nye coronavirus ikke matcher nogle af dem, hun har arbejdet med, og at det derfor ikke kommer fra hendes laboratorium.

Peter Daszak har tidligere afvist, at han skulle have en interessekonflikt, når det handler om Shi Zhengli og hendes forskning. Om brevet i The Lancet skriver han i en mail til The Washington Post: “Min eneste interesse i at undgå, at Zhengli bliver impliceret i det her, er, at jeg er ekstremt sikker på, hun ikke har gjort noget forkert.”

Og så er det vist tid til at opsummere de forskellige indicier. For det første er det i sig selv bemærkelsesværdigt, at virusset første gang dukkede op i Wuhan – en by med flere laboratorier, der forsker i netop coronavirus. For det andet var virusset helt fra begyndelsen næsten perfekt tilpasset til at smitte mennesker. I virussets genom er der et såkaldt furin kløvningssted, der gør virusset bedre til at smitte mennesker, og man ved, at dette kløvningssted tidligere er blevet indsat kunstigt i andre virus. Og endelig, for det tredje, ved vi, at både amerikanske og kinesiske forskere tidligere har manipuleret coronavirus, og at Shi Zhenglis laboratorium ifølge flere kilder har lavet gain-of-function-studier, hvor de har forsøgt at gøre virus bedre til at smitte mennesker.

Nu er det afgørende spørgsmål selvfølgelig: Hvor stærke er indicierne alt i alt? Er de den slags stof, som den perfekte konspirationsteori er gjort af? Eller er indicierne så stærke, at vi bør se laboratorieudslips-teorien som troværdig?

“Der, hvor vi er lige nu, er det meget svært at vurdere sandsynligheden af et laboratorieudslip, fordi vi ikke har nogen hårde beviser,” siger Filippa Lentzos. “Men det vi ved, er, at det bestemt er muligt.”

Og som Alina Chan minder mig om, er der lige nu ikke hårde beviser for nogen teori. “Vi er virkelig nødt til at huske, at beviserne for en laboratorieoprindelse er præcis lige så stærke som beviserne for en naturlig oprindelse,” siger hun. Det er, bør jeg sige, et kontroversielt synspunkt, som de færreste eksperter deler.

Alligevel virker det oplagt at spørge, hvorfor så få eksperter overhovedet taler om muligheden. Nicholson Baker, journalisten, der har skrevet det måske grundigste forsvar for teorien overhovedet, har talt med mange flere forskere om spørgsmålet, end jeg har. Og hans indtryk er, at den er blevet noget, man ikke må tale om. “Jeg tror, forskerne er bange. Eller også er det bare tabu at sige det, fordi det er ligesom at tale om 5G eller en anden skør teori,” siger han.

Det passer godt med Alina Chans oplevelse. Faktisk har hun selv været bange, blandt andet for at lægge sig ud med Kina. Ugen inden vi talte, blev hun, fortæller hun, kritiseret på kinesisk stats-tv. Nu er hun nervøs for, om hun kan blive hacket. Men mest tankevækkende er hun nervøs for, at hendes syn på teorien kan få konsekvenser for hendes karriere. Også selv om hun lige nu er tilknyttet nogle af verdens fineste universiteter.

“Der har været dage, hvor jeg ikke har sovet, fordi jeg var bange. Jeg har været bange for at miste mit job. Jeg har været bange for aldrig at få et job igen. Og ved du hvad, hvis jeg havde 20 mennesker, hvis karriere afhang af mig, ville jeg heller ikke have sagt noget. Så jeg forstår godt, hvorfor mange professorer ikke vil sige noget offentligt,” fortæller hun.

Alina Chan er kun ansvarlig for sig selv. Alligevel har hendes udtalelser haft konsekvenser. “Det påvirker virkelig din karriere, og hvordan du bliver opfattet, især når så mange topforskere kalder dig konspirationsteoretiker og sammenligner dig med QAnon.”

For Nicholson Baker er det svært at forstå, at teorien overhovedet bliver kaldt en konspiration. “Udtrykket er fuldstændig meningsløst og ubrugeligt i den kontekst. For et laboratorieuheld er faktisk det modsatte af en konspiration. Det er nogen, der dummer sig. Nogen taber noget, et dyr bider nogen. Det er ikke en konspiration.”

Af de teorier, jeg har undersøgt i serien her, er min egen opfattelse stadig, at det mest sandsynlige er, at virusset har en 100 procent naturlig oprindelse. At det er sprunget fra flagermus til mennesker. Eller at det er gået via et andet dyr. Måske en kinesisk mink. Det er uden tvivl det, langt størstedelen af forskerne tror, er det mest sandsynlige.

Men jeg må sige, at jeg har rykket mig et godt stykke i forhold til muligheden for et laboratorieudslip. Jeg er gået fra at se det som en konspirationsteori til at se det som … bare en teori. Noget, der ikke kan afvises, og som bør undersøges. Og så er jeg blevet opmærksom på, at teorien tilsyneladende er blevet et tabu, man ikke engang må tale om – måske af frygt for at give ammunition til de ægte konspirationsteoretikere derude. Det gør det svært at finde ud af, hvad eksperterne egentlig mener om teorien. Og i min verden er det ikke sådan, videnskab bør fungere. Her bør man kunne diskutere alle teorier åbent uden at frygte for konsekvenserne – også selv om de er kontroversielle.

Inden jeg slipper teorien om et laboratorieudslip, mangler jeg stadig at undersøge noget helt centralt. For er der overhovedet nogen grund til at tro, at der kan ske et udslip fra et topsikkert laboratorium som det i Wuhan? Og er det nogensinde sket tidligere?

I næste afsnit besøger jeg manden bag rapporten fra Center for Biosikring og Bioberedskab, der fik mig til at interessere mig for spørgsmålet til at begynde med. Nemlig centrets øverste chef, der netop er gået på pension. Og som har sagt ja til at mødes med mig og åbne lidt op for posen. Vi skal blandt andet tale om syv SARS-inficerede mus, der stak af fra et laboratorium. For som han siger: “Hvis du har prøvet at fange mus … det er svært. Det er virkelig svært.”