Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Rosa Bisgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

En israelsk milliardær bestak en afrikansk præsident og tjente styrtende. Det eneste sjældne ved historien er, at han blev fanget

Dommen i Schweiz er en påmindelse om, hvordan korruption fungerer – og hvorfor en ung leder i Sierra Leone tager kampen op.

Foto: Jack Guez / AFP / Ritzau Scanpix

Beny Steinmetz er en af Israels rigeste mænd. En distingveret udseende fransk-israeler, der ser yngre og mere veltrænet ud end sine 64 år. Ifølge hans private hjemmeside – hvor der er billeder af ham i skræddersyede jakkesæt, travlt optaget på telefonen eller i samtale med Nelson Mandela og andre verdensledere – har han en stærk passion” for en mere retfærdig verden. Som et publicity-stunt indsatte han ved Formel 1-løbet i Monte Carlo i 2004 en 59 karat diamant i køleren på en af Jaguars biler. Da Jaguarens fører, Christian Klien, smadrede bilen ind i barrieren, forsvandt diamanten – den er aldrig siden set.

Beny Steinmetz er i det hele taget god til diamanter. Han opbyggede en stor del af sin formue i 1990’erne ved at eksportere dem fra Angola, hvis præsident han fik et særdeles nært forhold til. I 00’erne besluttede han at udvide forretningen. Steinmetz blev venner med præsidenten for Guinea, et frodigt vestafrikansk land med omkring ti millioner indbyggere, der burde være et af verdens rigeste lande, hvis det var let at omsætte naturressourcer som guld, diamanter og olie til rigdom … men hvis bruttonationalprodukt per indbygger er under to procent af Danmarks. I dag ved vi, hvad venskabet var bygget på. Det estimeres, at Steinmetz betalte i omegnen af 60 millioner kroner i bestikkelse til Guineas førstemand, og få dage før præsidenten døde, fik den israelske forretningsmand lov at købe driftsretten til to store jernmalmminer for lidt over en milliard danske kroner.

Halvandet år senere solgte Steinmetz 51 procent af minerettighederne for – hold på hat og briller – lidt over 15 milliarder kroner til det brasilianske mineselskab Vale. Hans licens blev altså på 18 måneder 30 gange så meget værd – svarede til det dobbelte af hele Guineas bruttonationalprodukt.

Der findes utallige korruptionssager i Afrika, som omverdenen aldrig hører om. Men den her kender vi. For Steinmetz blev i januar i år idømt fem års fængsel og omkring 350 millioner kroner i bøde for sin rolle i korruptionssagen i Guinea. Det skete ved en retssag i Genève, hvor han boede, mens han foretog de ulovlige handlinger i Vestafrika. Og hvor han igen tog ophold, mens retssagen verserede, denne gang i en suite på Hôtel Métropole.

SNEHVID Lansana Conté regerede Guinea i næsten 25 år frem til sin død i december 2008. Trods politiske reformer blev han aldrig en stor demokrat. Foto: Seyllou, AFP/Ritzau Scanpix

Sagen om Steinmetz og Guineas jernminer illustrerer en nogle gange overset pointe om den virkelig tunge korruption: Den opstår ofte i mødet mellem et fattigt land og rige personer fra Vesten. Pengene skal komme et sted fra – og pengene, de er store. Ifølge World Economic Forum koster korruption årligt klodens indbyggere over 16 billioner kroner. Det svarer til, at omkring en 20.-del af hele klodens BNP lander i de forkerte lommer – og det er endda en konservativ prisseddel. Tallet medregner ikke korruptionen som medspiller i krige og konflikter, og det medregner frem for alt ikke den umålelige effekt, korruption har på tilliden i et samfund. Som FNs generalsekretær António Guterres har udtrykt det, er korruption roden til et dysfunktionelt politisk system og social splittelse”. Korruption er således ofte en selvforstærkende kraft, som undergraver befolkningens tillid til institutioner og derfor skaber incitament til at snyde og undgå at betale skat, hvilket gør staten dårligere i stand til at yde services, hvilket undergraver befolkningens tillid, og sådan fortsætter det i en ond spiral.

Hvis man kigger på korruptionens verdenskort, vil man hurtigt se, at alle bundskraberne er fattige lande; Afrika syd for Sahara klarer sig allerværst. Danmark ligger helt i top sammen med de lande, vi plejer at sammenligne os med. Det er meget let at nå den konklusion, at korruption er et poor country problem. Men blandt den almindelige befolkning i fattige lande er der, i sagens natur, ikke særlig mange penge. Så for at det, man kalder grand corruption – altså korruption på højeste niveau – kan opstå, skal magten have tråde ud af landet, og så skal der tilføres penge udefra.

Det er her, de rige og magtfulde forretningsfolk fra vores del af verden kommer ind i billedet.

Beny Steinmetz’ korruptionssag fra Guinea involverede altså en række under-bordet-betalinger på omkring 60 millioner kroner til først Guineas præsident, Lansana Conté, og senere, da han døde, hans enke (som han dog muligvis slet ikke havde været gift med). Dos Santos var dog ikke den eneste modtager på Steinmetz’ liste: Den tidligere mine-minister Mahmoud Thiam opererede længe som en slags ambassadør for Steinmetz. Han blev kendt for at køre rundt i hovedstaden Conakry i sin Lamborghini og for sine overdådige ejendomme i New York, alt sammen købt kontant. Det brogede persongalleri illustrerer en enkel pointe: Korruption opstår ofte i mødet mellem en person med en magtposition i et fattigt land og en ressourcestærk person fra den rige del af verden.

Jeg skriver denne her artikel fra Kenya, og jeg har selv oplevet optræk til lignende dynamikker gennem mit arbejde i udviklingslande over de sidste 15 år. Som et eksempel faldt jeg i en lufthavn på vej hjem fra Zambia for omkring fem år siden i snak med en congolesisk fyr. Vi kom hurtigt frem til en vis fortrolighed, og han foreslog, at vi skulle starte en mineraleksport fra Congo til Vesten. Med mine europæiske og amerikanske forbindelser og hans congolesiske knowhow og adgang til råstoffer ville vi kunne tjene styrtende, sagde han. Usikker på, hvor seriøs han var, indvendte jeg, at jeg ikke troede, min arbejdsgiver (som på det tidspunkt var FN) ville sætte pris på en sådan sidegesjæft. Han sagde, at vi naturligvis ikke skulle fortælle FN om vores samarbejde.

Vi holdt kontakt på WhatsApp nogle måneder efterfølgende, men jeg indgik aldrig i det – formentlig lukrative – samarbejde. Den væsentlige pointe er i denne sammenhæng, at der var et klart behov for europæisk initiativ, for at den lyssky affære kunne føres ud i livet. På samme led har jeg fået tilbudt diamanter til under-bordet-priser i Sierra Leone.

Betragter man tilbuddene ovenfra og som udtryk for noget, der foregår dagligt i skrøbelige afrikanske økonomier, er der formentlig én ting, der vil komme bag på de fleste. Havde jeg slået til, var det – i det tilfælde, at det blev opdaget – blevet omtalt og registreret som afrikansk fusk. Ikke dansk. Da medlemmerne af Sierra Leones parlament på den sidste arbejdsdag under den foregående regering ifølge velunderbyggede anklager modtog en konvolut med et ukendt kontantbeløb og efterfølgende stemte til fordel for at give firmaet SL Mining licens til en særlig mine, blev det rapporteret som et institutionelt problem i Sierra Leone, ikke i England. SL Minings moderselskab, Gerald Group, har hovedsæde i London.

Hvordan stiller vi os i forhold til vores egne virksomheder og forretningsfolk? Hvor optaget er vi af at placere ansvar på vores egne breddegrader? Det er selvfølgelig komplekst at svare på. Men at viljen til tider er mindre, end skandalen indbyder til, viser en anden sag fra Afrika.

Én af Steinmetz’ landsmænd og milliardærkompagnoner, Dan Gertler, er anklaget for nogenlunde de samme forbrydelser, som Steinmetz blev dømt for, bare begået i DR Congo. Hans fordækte forretningsmetoder er estimeret til at have kostet den congolesiske stat i omegnen af 87 milliarder kroner – eller omkring det dobbelte af, hvad staten på det pågældende tidspunkt havde til rådighed til uddannelse og sundhed.

De anklager medførte, at Gertler fik sine aktiver i USA indefrosset af den amerikanske stat … indtil fem dage før Donald Trump forlod det Hvide Hus. Da valgte præsidenten at annullere de sanktioner, hans egen regering havde indført mod Gertler, og optø israelerens indefrosne konti. Det skete efter en massiv lobbyindsats fra Dan Gertlers hold af advokater, hvoriblandt mindst én, Alan Dershowitz, også havde arbejdet for præsidenten selv, samt en tidligere direktør for FBI.

Beny Steinmetz havde for øvrigt også forbindelser i den foregående amerikanske regering: Trumps svigersøn, Jared Kushner, lånte i 2012 en svimlende millionsum til at etablere et ejendomsimperium i New York af Steinmetz’ nevø, Raz Steinmetz. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan de her indbyrdes tjenester kunne være blevet beskrevet af The New York Times eller Berlingske Tidende, hvis de havde fundet sted i et fattigt afrikansk land. På Beny Steinmetz’ Wikipedia-side kan man i stedet læse om hans filantropi og om den godgørende fond, han har oprettet med sin kone.

Som sagt ligger Danmark i toppen af listen over mindst korrupte lande – på en delt førsteplads med New Zealand. Så vi går vel fri af de grumsede tilstande? Nej. Transparency Internationals danske afdeling konstaterer, at den høje placering blandt andet skyldes, at analysen kun tager højde for offentlig korruption. De seneste års bankskandaler har ikke haft indflydelse på Danmarks score. Den mest bekymrende sag udspillede sig som bekendt i Danske Banks estiske afdeling – og handlede netop om hvidvask af penge, som var passeret gennem lande betydelig længere nede på listen.

STRÅLEGLANS Angolas daværende præsident Jose Eduardo dos Santos var en af Beny Steinmetz' gode 'venner' – her ses han med Pave Benedict XVI (også forhenværende). Foto: Alessandro Bianchi, Reuters/Ritzau Scanpix

Hvad kan vi gøre ved den, korruptionen? Hvordan kommer vi både omtalte grand corruption og petty corruption – der defineres som korruption på en mindre skala, gerne udført ved grænsekontroller, på politistationer og andre lignende steder – til livs?

Hvis nogen har svarene, er det Francis Ben Kaifala. Francis og jeg plejede at mødes til frokost på et cookery, et hulv-i-væggen-spisested, på Pademba Road i Freetown, Sierra Leones pulserende hovedstad. Vi spiste ris og kassava-blade ved plasticborde for under en dollar og havde derfor penge til at skylle den krydrede sovs ned med en sodavand. Ikke langt derfra ligger Kroo Bay, et slumområde med blikhuse, der med jævne mellemrum bliver oversvømmet af havvand og menneskeligt affald. Sierra Leone er et af verdens fattigste lande. Én af grundene til det – en årsag, der også medvirkede til landet blodige borgerkrig, der varede fra 1991 til 2002 – er korruption.

Da Francis og jeg først begyndte at spise frokost sammen, var Francis 25 og junioradvokat hos Wright & Co., et advokatfirma, der lå lige over for cookeryet. Han besad allerede dengang en alvor, en stemmeføring, der gjorde, at jeg plejede at omtale ham som den kommende præsident for Sierra Leone. På samme måde, som jeg forestiller mig, at Obama havde en vis je ne sais quoi fra en tidlig alder. Francis grinede, når jeg kaldte ham future president, men på en høflig og bestemt ikke afvisende måde. I 2017 blev han som 34-årig udnævnt som den, så vidt vides, yngste antikorruptionskommissær i verden. Siden hans udnævnelse er Sierra Leone gået fra, at 70 procent af befolkningen mente, at niveauet af korruption var steget i forhold til året forinden, til at det i 2020 var en holdning delt af 40 procent af befolkningen. Det efterlader stadig Sierra Leone på en 117. plads blandt verdens lande – men det er et væsentligt skridt fremad. Og den måde, Sierra Leone har rykket sig på, giver os en nøgle til at forstå fænomenet korruption, og hvad der skal til for at bekæmpe det.

Det talte jeg med Francis om i løbet af et par interviews over den forgangne måned. Første gang vi talte, var han i sit hjem i Freetown, og hans telefon blev konstant afbrudt af opkald. Flere af dem kom fra familiemedlemmer eller venner, som klagede deres nød; Francis lovede, at han ville hjælpe dem og sende dem småbeløb via mobiloverførsel. Fra min tid i Sierra Leone – jeg arbejdede der over en tiårig periode – er jeg ganske bekendt med dynamikken. Når en person stiger op i hierarkiet og kommer til penge, forventer hans eller hendes venner, familie og bekendte, at en del tilfalder dem. Når det regner på antikorruptionskommissæren, må det også dryppe på fætteren og fætterens børns skolepenge og den gamle studenterkammerat og den tidligere kollega. Jeg spurgte Francis om, i hvor høj grad korruption kan tilskrives et mangelfuldt juridisk system, og i hvor høj grad det er et produkt af en særlig (og formentlig selvforstærkende) kultur.

Det er en kombination,” siger han. Vi voksede op i Sierra Leone med at se op til de store mænd med firhjulstrækkere og huse i flere etager. Der var ikke nogen, der spurgte, hvordan de havde fået de penge. Der var en kultur, der promoverede korruption, og den holdt Sierra Leone fanget. Når folk fik politisk magt, forventede alle i deres hjemby, at de ville få et job eller særlige tjenester.” Han fortsætter: På samme tid var der også et komplet fravær af love, der gjorde det utrolig let og omkostningsfrit at være korrupt.” Han henviser til den lov, der i 2000 oprettede hans forgængeres kontor og gav klarere definitioner af, hvad begrebet korruption dækker over.

Jeg spørger ham, hvorfor der gik 20 år efter lovens vedtagelse uden de helt store ændringer i niveauet af korruption. Han svarer: Du er nødt til at gøre korruption til et spil med høj risiko og lav fortjeneste. Det er simpel økonomisk teori. I den henseende kom jeg med nogle ret radikale idéer i forhold til mine forgængere.”

Francis Ben Kaifala var på et Fulbright scholarship i Texas, da han blev kontaktet af den nyvalgte præsident for Sierra Leone, Julius Maada Bio, med den besked, at han ville have Francis til hjemlandet for at lede kampen mod korruption. I de foregående 15 år havde Francis fået grader i jura fra både Fourah Bay College i Sierra Leone og Queen Mary University i London. Få år inden hans sociale opstigning begyndte, var det ellers ikke klart, at han overhovedet ville komme på universitetet. Der var dage, hvor vi ikke engang vidste, hvor vi skulle få mad fra,” fortæller han. Og betaling til universitetet? Glem det.” Da krigen brød ud i Sierra Leone, flygtede Francis og hans familie først til Liberia og siden hen videre til Guinea, hvor de boede i en flygtningelejr. Faren fik arbejde som skolelærer uden for lejren, men en aften blev han syg, og den følgende dag døde han. Derefter havde familien ingen reel indkomst og måtte klare sig med donationer fra nødhjælpsorganisationer. Da krigen sluttede, vendte de tilbage til Sierra Leone og flyttede ind hos en onkel. Francis arbejdede med småjobs og formåede med tiden at spare op til jurastudiet.

I løbet af sin tid som antikorruptionskommissær har han opbygget en klar model bestående af fem komponenter, der er nødvendige for at kunne bekæmpe korruption. Hvor end jeg rejser hen, prædiker jeg de samme fem punkter,” fortæller han mig. Jeg ved, at han prædiker for ret mange mennesker, ret mange forskellige steder; han blev for nylig valgt som både præsident for det vestafrikanske netværk for antikorruptionsinstitutioner og som bestyrelsesmedlem i Den Afrikanske Unions antikorruptionspanel. Han modtager en lind strøm af æresbevisninger som en af fremtidens ledere.

For det første,” siger han, kommer man ingen vegne uden engagement fra landets øverste politiske leder, præsidenten. For det andet skal der også være vilje fra de andre dele af det politiske system: domstolene, embedsværket og så videre. Den tredje komponent er solide love. Mange afrikanske lande har ikke de rette love på plads til at konfrontere korruption. Nummer fire er ressourcer. Du kan ikke stille noget op mod de ret sofistikerede aktører –multinationale selskaber, diamanthandlere, tidligere elitelejesoldater – hvis du ikke har det rigtige udstyr, kan hyre de dygtigste folk, har råd til at rejse. Og den sidste pointe, den vigtigste, er at have buy-in fra befolkningen. Det er en nødvendighed, at folk på tværs af landet virkelig vil, at du skal bekæmpe korruption.” Jeg ved fra hans opdateringer på Facebook, at Francis rejser landet tyndt for at tale med folk i lokale court barries, små forsamlingshuse.

Hvis bare én af de komponenter mangler” konkluderer Francis Ben Kaifala, kan du godt glemme at få has på korruption i dit land.”

Således arbejdet i Afrika. Francis Ben Kaifala og hans generation har et stort arbejde foran sig. Men hvad med vores rolle i Danmark? Jeg stillede spørgsmålet videre til formanden for den danske afdeling af Transparency International, Jesper Olsen.

Det, der især er en udfordring i Danmark, fortæller han, er at få styr på det andet led i en klassisk tretrinskorruptionskæde: steal, hide, spend – altså stjæl, gem, brug. Når penge skifter hænder gennem korruption eller snyd i et fattigt land, bliver de typisk vasket hvide i et rigt land. Som Jesper Olsen udtrykker det, så vækker penge i en dansk bank langt mindre opsigt end nogle på en konto i Bahamas. Hvilket naturligvis gør banker et sted som Danmark attraktive.

At pengene gemmes forsvarligt – og i processen hvidvaskes – er en forudsætning for, at forbryderne nogensinde kan komme til den tredje, og for dem mest interessante, del af kæden: at bruge pengene. Derfor burde vi have et langt større fokus på dette område i dansk lovgivning og efterforskning, siger han. Vi burde være lige så forargede over hvidvaskning af penge, som vi er, når profitter fra danske virksomheder sendes i skattely. Det er tyveri, og det er de fattige landes penge, der bliver stjålet.” Faktisk forsvinder der ifølge en undersøgelse foretaget af Den Internationale Valutafond hvert år omkring 50 milliarder dollars mere fra fattige lande gennem skattefusk og såkaldt profit shifting, end der kommer ind gennem udviklingsbistand.

Det bør være pejlemærket i Danmarks udviklingsbistand, at vi er med til at opbygge fattige landes systemer. Vi kan glemme alt om de internationale udviklingsmål, hvis vi ikke får has på korruption. Korruption sluger de penge, der skulle bruges på klima og uddannelse og så videre,” siger Jesper Olsen.

At et land som Danmark sagtens kan gøre mere for at bekæmpe hvidvask, har vi Danske Bank-sagen til at minde os om. Og ellers minder Transparency International os gerne om det.

Transparency International inddeler verden i tre farver: grøn, gul og rød,” siger Jesper Olsen. Problemet er bare, at der ikke er nogen grønne lande,” tilføjer han med et grin. Der er ikke nogen lande, der ikke har problemer med korruption eller transparens. Heller ikke Danmark.”

Jesper Olsen er helt enig i Francis Ben Kaifalas fempunktsliste – og lige så enig i Francis’ overordnede mål om, at den globale korruption grundlæggende set skal gøres mindre profitabel og mere risikofyldt: Korruption er at bryde samfundskontrakten. Så hammeren skal falde. Det må simpelthen ikke kunne betale sig at være korrupt. Det er sådan, vi kan sikre os, at det at blive kaldt korrupt’ fortsat vil være et af de værste skældsord at få hæftet på sig.”