Helikopter_

Tirsdag 16. marts 2021

Hej


Her kommer dagens Helikopter.

Tør du dele det her billede? Tre corona-retssager kan sætte ytringsfriheden under pres.

En kvinde får dobbelt straf og skal to år i fængsel for at lede en demonstration imod regeringens corona-politik. Tre mænd er sigtet for højforræderi, fordi de ifølge anklagerne brændte en Mette Frederiksen-dukke af. Og en kvinde risikerer otte års fængsel for at dele billedet af det. En skræmmende udvikling, mener dagens Helikopter-gæst og jurist Jacob Mchangama.

24 min

Dagens citat

“Lærkerne bygger deres rede her nu. De har ikke noget andet sted at være”

Sådan forklarede en gruppe aktivister fra Extinction Rebellion Danmark sig, da de mødte op i Miljøministeriets reception tirsdag formiddag. De var klædt ud som lærker og forsøgte at lime sig fast til gulvet, hvor de også spredte hø og “byggede rede” i protest mod et nyt byggeri på Lærkesletten på Amager Fælled. De blev kort efter eskorteret udenfor igen af politiet. Du kan se en video fra aktionen på gruppens Facebook-side her.

Dagens store historie

Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Corona og straf

  • En 29-årig kvinde blev søndag aften anholdt og sigtet efter en paragraf, der kan give op til otte års fængsel. Hendes forbrydelse var at lægge et foto på Facebook af en brændende Mette Frederiksen-dukke taget til en Men In Black-demonstration (Politiken).
  • Sagen er en af flere anholdelser, der har forbindelse til corona-modstand. I sidste uge blev en 30-årig kvinde idømt en dobbeltstraf på to år, efter at hun til en Men In Black-demonstration blandt andet havde råbt: “Er I klar til at smadre byen på en ikke-voldelig måde?”(Politiken).
  • I januar blev tre mænd anholdt efter afbrændingen af en Mette Frederiksen-dukke under en demonstration. De er nu sigtet efter en sjælden højforræderi-paragraf, der kan give op til 16 års fængsel. Det var billedet af netop denne afbrænding, som den 29-årige kvinde delte på Facebook (TV 2 Lorry).
  • Et flertal i Folketinget indførte sidste år skærpede straffe for kriminalitet, der var relateret til corona. Det var dem, der gav den 30-årige kvinde dobbelt straf. På baggrund af den dom vil SF, der også stemte for sanktionerne, have ryddet op i, hvad de kalder misforståelser ved brug af loven (Politiken).
  • Politiets og anklagemyndighedens håndtering af de her sager sætter ytringsfriheden under alvorligt pres, mener dagens Helikopter-gæst, Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justitia (Zetlands Nyhedspodcast).

Det skal du også vide

Facebook har indgået en aftale med Australien. Og den sikrer, at det sociale medie nu skal betale mediegiganten News Corp. for de artikler, der bliver lagt på platformens nye nyhedsservice, Facebook News. Det er en udvikling, som vi også følger med interesse her på Zetland, fordi kulturminister Joy Mogensen (S) i februar gav udtryk for, at hun ønskede sig en lignende aftale mellem Facebook og de danske medier. Og dét synes vores chefredaktør, Lea Korsgaard, ikke er en god idé.

Sverige sætter AstraZeneca-vaccine på pause. Og svenskerne kan dermed slutte sig til en efterhånden lang række lande, inklusive Danmark, der ud fra et forsigtighedsprincip har valgt at suspendere vaccinationerne. Imens undersøges det, om den rent faktisk kan give bivirkninger i form af blodpropper og blødninger. Både Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler ellers, at vi fortsat bruger vaccinen, indtil der er fundet svar på netop det (Folkhälsomyndigheten).

Regeringens epidemikommission kan blive et “mørkekammer”. Det er der i hvert fald flere eksperter, der mener. Det er nemlig kommet frem, at al kommunikation mellem kommissionens medlemmer “som udgangspunkt” er undtaget fra aktindsigt. Det er ellers i den kommission, at de sundhedseksperter, som skal vejlede regeringens indsats, sidder. Og hvis de for eksempel er uenige med regeringens håndtering af coronakrisen, kan det nu blive væsentligt sværere for offentligheden at få nys om (Politiken).

Foto: Jonas Pryner for Zetland

Dagens Zetland-historier

Datapolitik. Et værdipolitisk højresving har været med til at bringe Socialdemokratiet tilbage til magten.
Hvad de færreste ved er, at meget af politikken skal tilskrives en i offentligheden ukendt talknuser.
“Jeg vil vove den påstand, at vi havde en bedre analytisk forståelse af Dansk Folkepartis vælgere end noget andet parti, selv Dansk Folkeparti,” siger han i dette interview.

Grønland. Fra det politiske minefelt under Kvanefjeld til en skolebænk i Nuuk. Vores nye politiske redaktør Peter Trads viser rundt i Grønlands politiske landskab forud for næste måneds parlamentsvalg.


Det var Helikopter for i dag. Rigtig god dag til jer alle!

Merian  Garde Gräs

Med venlig hilsen

Merian Garde Gräs

Helikopter-vært

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: