Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Det kræver især én ting at bekæmpe had på nettet. At vi gør det sammen

Vi har gjort det nemt at sprede mere kærlighed online. Ved hjælp af ... verdens venligste giffer.

Illustration: Nicolai Oreskov Westh, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


26. marts 2021
11 min.

Det var midt i marts, en fredag aften i bedste sendetid, familier over hele Danmark sad foran skærmen, for der var X Factor, og nu skulle vi underholdes. Og netop fordi vi forventede underholdning, var det så bemærkelsesværdigt og stærkt, det, der skete nogle minutter inde i programmet. Nanna Øland Fabricius, en af programmets dommere, fortalte om de mange nedladende og grove” beskeder, der var skyllet ind over hende online, efter hun ugen forinden afgjorde, hvilke deltagere der skulle sendes hjem fra programmet. Hendes meddommer Thomas Blachman insisterede på, som han sagde, at det stopper, det pis”. Værten Lise Rønne sendte et inderligt ønske” ud til alle os seere: Skal vi ikke fremover kun sige ting på nettet, som vi ville sige til hinandens ansigter? Eller som hun formulerede det til sidst: Lad os sprede lidt kærlighed.”

På Zetland kunne vi ikke være mere enige. Hadtale på nettet er mere end et problem for de mennesker, der får mest af det i ansigtet. Det er et problem for os alle sammen. Måden, diskussionen foregår på online, er i gang med at trække vores demokratiske samtale ned i mørket. Mere og mere af vores liv foregår på nettet – og derfor bliver det dyrt for vores samfund, hvis den digitale debat bryder sammen. Så vi melder os under fanerne, klatrer op på barrikaderne og kalder-kalder på vores medlemmers hjælp. Kaster vi os sammen ind i den her vigtige kamp, kan vi nå langt. Og her er et sted at starte: Hvis vi vil bekæmpe chikane og had og mobberi på nettet, skal vi begynde med at sprede mere af alt det, der mangler derude: Mere respekt. Mere nysgerrighed. Mere høflighed. Og til brug for det har vi de seneste dage udviklet et … lad os kalde det et værktøj. Et værktøj til at sprede lige præcis dét, Lise Rønne efterspurgte: lidt mere kærlighed. Men inden jeg når dertil, så lad mig først vende tilbage til netop den fredag aften, hvor danskernes primetime-underholdning blev afbrudt af en appel.

For lad os lige opholde os ved, hvor bemærkelsesværdigt det egentlig var. En dommer i et elskeligt underholdningsprogram får hate på nettet, fordi hun har fulgt reglerne i programmet og sendt en glad amatør hjem og givet to andre glade amatører mulighed for at drømme endnu en aften. Altså, what? Det var, som om hadet og grovhederne og tilsviningerne fra de mest polariserede politiske debatter var skvulpet over og sivet ind i noget, der skulle være rart og varmt; noget, der skulle forbinde os med hinanden. Et underholdningsprogram måtte afbrydes med en alvorlig appel: Stop jer selv. I ødelægger legen.

I ugerne efter Nanna Øland Fabricius’ opråb er det væltet frem med nye eksempler og appeller. P3-værten Line Kirsten Nikolajsen har grædende fortalt om at modtage hadefulde beskeder. Direktør for Dansk Flygtningehjælp Ungdom Natasha Al-Hariri har på Instagram berettet om, hvordan hendes nervesystem er på overarbejde i flere dage efter, hun har optrådt i en politisk debat i tv. De fleste gange,” skriver hun, skal man bruge tid på at anmelde, blokere, debriefe med ens nærmeste.” Dokumentaristen Anders Agger har vist eksempler fra sin egen beskedbakke, hvor han bliver kaldt psykopatsvin” og ønsket en lang og smertefuld død”. Det har taget overhånd,” som statsminister Mette Frederiksen sagde i Folketingets spørgetime, da debatten om hadbeskeder var oppe at vende. En ny undersøgelse foretaget af TV 2 og Politiken viser, at tre ud af fire danskere mener, at tonen på de sociale medier er blevet hårdere i løbet af de seneste år. Vi er – med Natasha Al-Hariris ord – konfronteret med et af vor tids største demokratiske problemer”. Og det problem rammer alt fra politikere, debattører og radioværter til helt almindelige mennesker uden et offentligt ansigt. Masser af mennesker trækker sig fra debatten. De – sandsynligvis også dig, der læser med her – orker ikke. Nogens frihed til at sige lige det lort, de har lyst til, går ud over andres frihed til at lade deres stemme høre.

Vrede og indignation i politiske debatter skal vi ikke bekæmpe – det kan være helt igennem legitime følelser. Det er naturligt, at vi går til stålet, når det handler om vores holdninger. Men det betyder ikke, at vi bliver nødt til at acceptere hadet og tilsviningerne. Og heller ikke alt det, der læner sig op ad det. For problemet handler ikke alene om psykopatsvin- og dø-beskeder. Det er langt, langt bredere end det. Det handler også om dem (og jeg har uden tvivl også selv været der), der lader sig trække ind i debatter, hvor nuancerne fuldkommen forsvinder – og hvor man bagefter ville ønske, at man havde ladet være eller bare forsøgt at være den bedste udgave af sig selv. Rigtig mange af os har (heldigvis) ikke skrevet dødstrusler. Men måske har man liket en kommentar fra en, man var enig med, og set igennem fingre med, at sproget var nedladende? Måske har man forholdt sig som tavs tilskuer til en debat, der er kørt fuldkommen af sporet? Måske har man endda lige fundet en popcorn-gif frem, der illustrerer: Her sidder jeg og lader mig underholde af andre menneskers perfide debat.

Kort sagt, det meste af Danmark er på sociale medier af og til … men de fleste af os har overladt den digitale udgave af vores demokratiske samtale til dem, som er med til at ødelægge den.

Så hvad gør vi ved det? Hvordan bekæmper man noget, der virker uoverskueligt, noget, der siver ind i private beskedbakker, ofte kommer fra fremmede mennesker og ret tit bare bliver grovere og giftigere, hvis man puster til det? Statsministeren bemærkede fra Folketingssalen, at der måske skulle noget regulering af tech-giganterne til. Men der findes også andre veje at gå ad, der måske endda er langt mere effektive. For sandheden er, at den allerbedste måde at ændre og påvirke en kultur på er ved at handle i fællesskab. Ved at gøre præcis det, rigtig mange lige nu afholder sig fra: at lade deres stemmer høre.

De, der chikanerer og spreder trusler, bør selvfølgelig begynde at opføre sig, som de ville gøre, hvis de sad ved siden af den, de henvender sig til. Men det gælder faktisk os alle sammen. Sidder vi i en bus og ser en medpassager overfuse vores sidemand, kigger vi ikke den anden vej. Vi er bedre end det. Langt de fleste af os ville sige fra, hallo! Hvis to mennesker til et middagsselskab råber perfide beskyldninger efter hinanden, går vi ikke ud og henter popcorn. Vi bryder ind, hey, lad os lige trække vejret.

Vi skal gøre det samme på nettet. Vi skal have hinandens ryg, vi skal i fællesskab vise, hvad vi betragter som acceptabelt, og hvad der slet ikke er i orden.

Når jeg modtager en af den slags beskeder, vi snakker om her, bliver jeg som det første ramt af en følelse af ensomhed. En dag var der en, der opfordrede mig til at skære mine pulsårer over. En anden gang fik jeg besked om at skyde mig selv, luder”. Når det sker, får jeg lyst til, helt instinktivt, at vise det menneske, der skriver: Du er i mindretal. Jeg får lyst til at pifte højt, så alle andre, der sidder i bussen, rejser sig og siger: Hov-hov, du, sådan snakker vi ikke her. Det her er ikke en sag mellem to parter, det er en sag mellem dig og alle os andre, fordi det handler om vores fælles kultur, så stik piben ind, kammerat. Alligevel er jeg med sikkerhed selv stukket af et hav af gange, hvor det var mig, der burde være kommet nogen til undsætning. Hvor det var mig, der skulle have vist: Du er ikke alene. Der er én, der råber modbydelige ting til dig, men vi, det store flertal, vi er på din side, og vi er fælles om at markere, hvordan vi bør være sammen.

Problemet med ondskabsfulde og hadefulde beskeder online er ikke abstrakt. Det er superkonkret. Og vi er gode til at løse konkrete problemer, når vi gør det sammen. Vi holder øje med naboens hus eller lejlighed for at undgå indbrud. Vi samler skrald i grøftekanten, når den trænger. Gennem historien har vi ændret normer og adfærd et hav af gange, så selvfølgelig kan vi i fællesskab også påvirke de normer og den adfærd, der hersker på nettet.

Det kræver bare, at vi begynder med … ja, lad os kalde det kærlighed. Der er masser af det sprog og de vendinger derude, der giver hurtigt afløb for had og vrede, caps lock er lige ved hånden, og alle ved, hvordan man staver til I-D-I-O-T. Der er også masser af sarkasme, hylderne bugner med memes, der kan bruges til enhver lejlighed, hvor nogen skal latterliggøres. I nettets drive-through-samtaler er intet nemmere end at være hurtig i sin dom. Kynikeren sparer tid, for han behøver ikke vente på nuancerne. Som modgift har vi brug for et kæmpe skud af alt det andet. Et overflødighedshorn af ord og vendinger og de måder at tale sammen på, som skaber en god samtale. Hvor vi viser vilje til at sætte os i andres sted, at trække vejret, at anerkende andres ret til at have en anden holdning end ens egen. Som P3-værten Line Kirsten Nikolajsen så fint skrev på Twitter, efter hun havde fortalt om det had, der dukker op på hendes sociale medier: Brug al den kærlighed, I har sendt mig i dag, på at bekæmpe den digitale chikane. Lad os stoppe det sammen.”

Hvordan begynder man? Det kan godt lyde svært. Så derfor har vi forsøgt at gøre det nemt. Vi har lavet en bunke giffer, som du kan bruge til at sprede mere respekt, nysgerrighed og helt gammeldags høflighed på nettet. Du finder dem alle sammen her.

Men her er et par eksempler, som den her:

Og den her.

Og den her.

Vi har fået hjælp af tegnere som Anders Morgenthaler med den her.

Line Jensen har lavet flere, blandt andet den her …

Og Pauline Drasbæk står for den her …

Og de er alle sammen lige til at hive frem på Twitter, Instagram, eller hvor du befinder dig. Bare søg på #merekærlighed. Det er ikke Zetlands giffer, det er alles og kan bruges af enhver. (I øvrigt: Vi har også listet dem ind steder, hvor folk leder efter giffer, der matcher søgeord som eksempelvis idiot”).

Vi er totalt klar på at lave flere giffer, så stik os meget gerne dit forslag via sitet her, hvor du også kan se hele den første samling. Hvilken gif mangler du til at sprede lidt bedre stemning derude?

Og yes, yes. Selvfølgelig. Vi kan ikke redde den offentlige debat med en gif, det er vi godt klar over. Men vi kan lade de ondsindede kommentarer overskygge af respekt og nysgerrighed og almindelig venlighed. Så lad os gøre det her. Lad os vise, at de, der mobber, er i undertal. Og at de, der tror på, at uenighed ikke behøver føre til had, er i kæmpe overtal.



Stor tak til det polske magasin Outriders og magasinets medstifter Jakub Górnicki, som har foræret os idéen om at bekæmpe had med kærlighedsgiffer. Som Jakub sagde, da vi på Zetland forleden talte med ham på et zoom-link: Det er ikke meningen, vi kun skal gå rund og bruge lovespeech. Men så længe, der er så meget hatespeech, må vi trække i den helt anden retning. Så vi kan lande det rigtige sted: På midten”.