Denne artikel har Torben Sangild fra Zetland foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til vores medlemmer – det er dem, der gør det muligt for os at udkomme.

signature

Hun er ikke alene: Du vælger også fakta, der bekræfter dine holdninger. Sådan undgår du det

ALTERNATIVE FAKTATrumps rådgiver, Kellyanne Conway, har ikke det mest neutrale forhold til fakta. Men det har du heller ikke. Foto: Kevin Lamarque / Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Vi lever i en polariseret tid, hvor der er krig om fakta. Forskning kaster nyt lys over, hvorfor vi søger viden, der støtter vores holdninger og skubber den væk, der peger i modsat retning. Og jo klogere vi er, des værre er vi til det. Men måske er der løsninger. Jeg kastede mig ud i en test og opfordrer jer til at lege med.

Jeg sidder og sveder ved et bord i forhallen på Københavns Universitet Amager.

Jeg skal løse nogle svære opgaver på et stykke papir – opgaver, der kræver en høj grad af logisk tænkning frem for intuition. Over for mig sidder forskeren Bjørn Hallsson, der har lavet testen. Han forsker i kognitiv bias – altså i, hvordan vores hjerne igen og igen får os til at fejlvurdere fakta, viden og argumenter.

Den ene opgave angår konsekvenserne af at nedsætte topskatten (i et fiktivt land), den anden at nedsætte kravene til arbejdsløse. I begge er der et klart logisk svar, men samtidig en masse ideologisk støj, der skal lede mig på afveje. Jeg skal nemlig testes i, om jeg kan forledes til at lade mine holdninger påvirke, hvordan jeg aflæser fakta – tal, statistikker, rapporter.

Jeg sveder ikke, fordi jeg er nervøs, men fordi det er årets hidtil varmeste dag. Jeg er faktisk ikke spor nervøs. Jeg er god til det her, det ved jeg. Jeg elsker logiske gåder, jeg har læst en del om kognitiv bias, jeg er uddannet i filosofi. Det er en del af min identitet at føle mig logisk skarp. Det skal nok gå. Hvis noget stresser mig en lille smule, så er det, at min redaktør håber, at jeg svarer forkert. Han må ikke få ret.

I disse år synes verden at blive mere og mere polariseret, og det hænger sammen med, hvordan vores hjerner vurderer – og fejlvurderer – fakta, viden og argumenter. Det er et af tidens store spørgsmål, med dybe konsekvenser for den offentlige debat.

Vi ser det overalt for tiden: Man kan ikke blive enige om fakta, fordi der altid er alternative fakta. Man oplever intelligente mennesker, der synes at leve i en anden verden, hvor Assad er en fredens guttermand, eller hvor jorden er flad (ja, det synspunkt findes). Folk belægger deres synspunkter med utallige overbevisende kilder, og man bliver selv taget i at være forudindtaget, fordi man vil have bekræftet sin egen holdning.

Alt det handler i høj grad om det, der kaldes kognitiv bias. Bias’ er forudindtagethed, og kognitiv’ er det, der angår vores intellektuelle processer, altså vores måder at tænke, erkende, forstå, huske og løse opgaver på.

Den massive forskning på området viser en række interessante ting. Kort fortalt er vi konstant forudindtagede, selv når vi forsøger at tænke systematisk og rationelt. Og jo mere intelligente vi er, des mere forudindtagede er vi. Det er et problem, når vi som samfundsborgere skal forholde os til så følsomme emner som køn, islam, klima, vaccineprogrammer, omskæring af drengebørn, eller hvad det nu er. Hvis man har en klar holdning til et af disse emner, er man ofte ikke i stand til at forholde sig til viden, der peger i en anden retning, eller at forstå argumenterne hos dem, der mener noget andet. Så hvordan kan vi nogensinde basere en demokratisk debat på viden og fakta?

Ph.d.-forsker i kognitiv bias ved Institut for Medier og Erkendelse på Københavns Universitet Bjørn Hallsson peger på problemerne, men han er også forsigtig optimist og vil gerne vise nogle veje frem til en bedre demokratisk forståelse af viden og argumenter i praksis. I stedet for at give op og overlade beslutningerne til de eksperter, der forstår videnskaben og derfor bedre kan vurdere videnskilder, insisterer Hallsson på, at vi må forsøge at gøre os alle sammen bedre til at sætte os ud over vores fordomme, hvor svært det end er.

For nogle måneder siden opdagede jeg Facebookgruppen Jorden er flad. Jorden er ikke en globe”.

Jeg troede først, det var satire. Men det gik hurtigt op for mig, at der herinde var en kerne af mennesker, der faktisk mente, at jorden er flad. De ikke blot mente det, de argumenterede ihærdigt, intelligent og dygtigt for deres sag – så dygtigt, at de tilsyneladende fik overbevist en del nye mennesker. Deres kilde var ofte YouTube – grundige, velproducerede, alenlange videoer, der på sindrig vis førte bevis’ for, at jorden er flad, og at idéen om, at jorden er rund, er en konspiration udført af det amerikanske rumagentur Nasa. I begyndelsen var gruppen åben for kritiske røster, så længe man spurgte høfligt. Hvorfor holder Nasa det hemmeligt? Er alle piloter virkelig i lommen på Nasa? Hvad med billederne ude fra rummet? Hvad med jordens krumning? Hvorfor rejser I ikke ud til verdens ende og tager nogle billeder? De havde svar på disse spørgsmål – ikke særlig gode svar, men gode nok til at de selv kunne fortsætte med at bevare deres flade verdensbillede.

Men efterhånden som gruppen fik opmærksomhed fra folk, der syntes, det var underholdende at diskutere og drille dem, blev det for meget for dem. I sidste uge blev alle skeptikere smidt ud og blokeret, inklusive mig selv. Hvor mange der nu er tilbage, ved jeg ikke.

Eksemplet med Jorden er flad’-gruppen viser ikke blot den samme måde at argumentere på, som kendetegner de fleste konspirationsteorier, men viser også de mere generelle mekanismer, denne artikel handler om, og som vi påviseligt alle lider af i større eller mindre grad. Her kommer fire vigtige erkendelser og tre mulige løsninger.

1. Vi søger bekræftelse

Vi er generelt ret forudindtagede, viser utallige undersøgelser. Vores hjerne er ikke indrettet til at vurdere kompleks viden, men til at overleve og fungere socialt. Vi rummer utallige bias, og de har alle sammen navne i den kognitive psykologi. Den måske vigtigste hedder bekræftelsesbias (engelsk: confirmation bias).

Den går ud på, at hvis vi har en klar mening om noget, og endnu mere, hvis vi også har følelser bundet til emnet, så sorterer vi i fakta og viden og vælger det ud, som støtter vores synspunkt. Et eksempel kunne være kønsdebatten: Mange socialkonstruktivister’ fokuserer på de undersøgelser og eksempler, der peger på, at forskellen i adfærd mellem mænd og kvinder er en social konstruktion, mens mange biologister’ omvendt fokuserer på de undersøgelser og eksempler, der peger på, at kønnet er rent biologisk. Og de mistænkeliggør hinandens kilder frem for at tage dem til efterretning.

Når der sker et terrorangreb, får vi hver gang den samme diskussion, hvor den ene fløj fokuserer meget på islam, og den anden fløj insisterer på, at politiske, sociale og psykologiske faktorer er det primære. Begge fløje finder de data, der støtter deres synspunkt og mistænkeliggør dem, der peger i den modsatte retning.

Det synes altså at handle mere om værdipolitik end om at forstå de konkrete begivenheder. Og det gælder os alle sammen, ifølge Bjørn Hallsson.

2. Det hjælper ikke at være klog – tværtimod!

Vi er alle forudindtagede, og man skulle nu tro, at det er de mest reflekterede, der er mindst forudindtagede, men ifølge Bjørn Hallsson er det stik modsat: Hvis du er meget intelligent og reflekteret, er du mere tilbøjelig til at indtage ekstreme og unuancerede holdninger. Statistisk set. (Og her betyder intelligent og reflekteret, at du er god til at løse logiske opgaver, der kræver, at du gennemskuer en påvirkning).

Men hvorfor nu det? De mest reflekterede burde vel være dem, der bedst kan se en sag fra to synsvinkler, men sagen er, at når de er optaget af en sag, er de simpelthen bedre til at være forudindtagede”, som Bjørn Hallsson udtrykker det. Når man er reflekteret, vil man være dygtig til at finde de kilder, der kan understøtte ens sag, og til at mistænkeliggøre dem, der taler imod.

For yderligere at forklare, hvorfor de kognitivt dygtige, altså de mest intelligente, er værre end gennemsnittet, skal vi kigge på hjernens to hastigheder.

Inden for den kognitive psykologi skelner man tit mellem System 1 og System 2 som to væsensforskellige processer i hjernen. Ja, det er nogle røvkedelige begreber, men det, de betegner, er spændende. Man kan også med den berømte psykolog Daniel Kahneman kalde dem hurtig’ og langsom’ tænkning.

System 1 er den hurtige tænkning, intuitionen – den, vi benytter os af det meste af tiden i dagligdagen. Når vi kører på cykel, rammer de rigtige taster på tastaturet i hurtigt tempo, forstår almindelige samtaler, kan svare på, hvad hovedstaden i Sverige er, genkender vores mors stemme i telefonen, aflæser simple ansigtsudtryk (for eksempel vrede eller glæde) eller synger en sang, vi kan udenad. Vi analyserer ikke, vi overvejer ikke nærmere, vi opfatter det knap som tænkning, selv om det er ret krævende processer. Men fordi de kommer spontant – gennem instinkt, vane eller indøvelse – går det lynhurtigt. Og det er virkelig smart, at jeg ikke nu skal tænke over, hvor mon m’et er på mit tastatur, eller overveje den mest hensigtsmæssige måde at vaske hænder på, men bare gør det.

System 1 er rigtig godt til mange ting, men ikke til at løse nye og komplekse problemer og orientere sig i svære situationer. Der kommer System 2 ind i billedet. System 2 er den systematiske tænkning, som mennesket formentlig er det eneste dyr, der evner. At huske et telefonnummer, så man kan skrive det ned senere, at lære at køre bil, at fokusere på at høre, hvad hun siger til dig i et selskab med en masse snak og støj, at lave regnskab, at gå på line. System 2-processer er systematiske og fokuserede, kræver koncentration og tager både tid og mental energi. Man kan som regel ikke udføre to System 2-processer på én gang. Derfor vil hjernen helst klare så meget som muligt i System 1, da det er hurtigt og let.

Tilbage til min test, hvor jeg sad og svedte i forhallen på Københavns Universietet Amager. Da jeg sad dér, arbejdede jeg bevidst med mit System 2, for nu galdt det om at svare rigtigt på nogle indviklede opgaver. Og til min redaktørs ærgrelse bestod jeg med glans og uden de store problemer.

Men inden mine arme gror fast i sejrspositionen, må jeg jo indrømme, at jeg på en måde vidste for meget om, hvad jeg skulle være på vagt over for. Jeg vidste, at det, der skulle testes, var min kognitive bias, og jeg havde en velbegrundet formodning om, at Hallsson nok ville prøve at snyde mig til at træffe et ideologisk valg. Jeg ville næppe være lige så meget på vagt, hvis jeg læste en avisartikel. Selv om det netop er her, jeg bør være det.

Og nu kommer vi så til svaret på, hvorfor de kloge er de mest forudindtagede – statistisk set, forstås.

System 2-tænkning er primært blevet opfattet som meget rationel, og problemerne med fordomme har man traditionelt deponeret i System 1. Og det er stadig rigtigt langt hen ad vejen. Det kræver en System 2-anstrengelse ikke at være forudindtaget. Men også den systematiske tænkning kan være stærkt motiveret af at få bekræftet et bestemt verdensbillede, som nyere forskning viser ifølge Bjørn Hallsson.

Hvis jeg er drevet af at få bekræftet, at autisme kan helbredes med den rigtige kost, finder jeg systematisk alt det, der understøtter det og mistænkeliggør den langt vægtigere forskning, der peger på det stik modsatte. Og den kloge’ bruger altså sin System 2-tænkning til netop det.

Det er det, jeg ser i Jorden er flad’-gruppen: De er simpelthen dygtige til at finde billeder og videoer og pseudovidenskabelige artikler, der bakker deres påstande op. Og endnu dygtigere til at sortere al den viden, vi andre mener at have, fra som propaganda. Intelligent nonsens.

Men det er ikke bare de andre, understreger Bjørn Hallsson. Det er os alle sammen, også ham, også mig. Vi vil helst bekræftes i vores værdier, især dem, vi identificerer os med. Så derfor må vi også gå til modstanderne’ med mindre arrogance.

Det er nødvendigt at kigge på dem, vi er uenige med, som intelligente, reflekterede mennesker og ikke nogen, der er dumme og ureflekterede. For det er de efter alt at dømme ikke. Den viden kan forhåbentlig i sidste ende betyde, at vi behandler dem, der tænker anderledes, med mere respekt, når vi diskuterer med dem. Det er forudsætningen for den demokratiske samtale.”

Bonusinfo.‘Tilgængelighedsheuristik’ er navnet på den bias, at vi hænger os i de konkrete eksempler, vi kender, og tillægger dem langt større hyppighed end dem, der blot figurerer i en statistik.

3. Grupper er bedre end individer

Bjørn Hallssons egen forskning bygger videre på det bemærkelsesværdige faktum, at grupper er bedre end individer til at løse både logiske og kreative opgaver. Markant bedre. Selv med meget svære opgaver, hvor et flertal eller alle i gruppen har fundet frem til forkerte løsninger på egen hånd, vil de gensidigt korrigere hinanden og ofte nå til den rigtige løsning.

Her kunne man tro, at de ville bekræfte hinanden i deres fejl. Men som regel har de forskellige forkerte løsninger, og derfor kritiserer de gensidigt hinandens løsninger, og selv en gruppe på fire personer, der som udgangspunkt har hver sin forkerte løsning, vil ofte ende med at finde en femte løsning, der er rigtig, på grund af den kritiske dialog, de har undervejs,” fortæller Bjørn Hallsson. Gruppen er klogere og mere kritisk end dens individer.

Idéen er nu, at det samme nok også gør sig gældende med viden, der spiller ind i en ideologisk debat, for eksempel om køn, vacciner, terroristers baggrund eller klimaet. En gruppe af folk, der vel at mærke har forskellige holdninger, vil være bedre til at vurdere viden og være mere nuancerede end individer eller en gruppe, hvis medlemmer har samme holdning. Indtil Hallssons resultater ligger klar, er det dog en hypotese.

4. Sociale medier gør os mindre polariserede

De sociale medier skaber ekkokamre og bobler, hører man tit. Og Zetland har også selv adresseret problemet. Facebooks algoritmer har det med at vise én flere nyheder af samme observans som dem, man allerede liker, og derfor kan man ende med blot at blive bekræftet i én uendelighed, lyder det ofte.

Men faktisk viser undersøgelser, at det stik modsatte gør sig gældende – at brugere af sociale medier udsættes for mere varierende holdninger og er mere moderate. At de grupper som ikke bruger de sociale medier, er blevet mere polariserede.

Når man er sammen med ligesindede, opstår der nemlig det, der kaldes gruppepolarisering: hvis én holdning, værdi eller ideologi er fremherskende i gruppen, vil dens medlemmer blive mere og mere ekstreme i den retning og mindre lydhøre over for andre holdninger, jo mere de er sammen. Så hvis du er klimaskeptiker og omgås et netværk af klimaskeptikere, vil din holdning til klimaforandringer blive mere og mere ekstrem, fasttømret og unuanceret. Dette er ganske velunderbygget i forskningen.

Sagen er bare, at netop de sociale medier for mange betyder, at man faktisk omgås et bredere og mere mangfoldigt netværk af mennesketyper og holdninger, end når man hænger ud med venner og kolleger. Man har måske i sit Facebooknetværk gamle skolekammerater og venner, hvis livsbane er meget anderledes end ens egen, og på Twitter følger man måske politikere, journalister eller kendisser, som man respekterer, men ikke er politisk enige med. Derfor ser det ud til, at den gennemsnitlige bruger af sociale medier er mindre polariseret.

Og selv Facebooks algoritmer er måske stadig mindre ensrettende end det traditionelle medieforbrug. Som Bjørn Hallsson siger: De fleste klik på nyhedsartikler er på ting, man er enige i, men man skal ikke glemme vigtigheden af, at man rent faktisk indimellem ser noget andet. Måske endda mere end hvis man kun orienterer sig i ét medie med dets mere eller mindre farvede blik på verden, hvad enten det er Fox News eller Politiken.”

Nu må jeg så bekende, at jeg bruger Facebook meget, så jeg er disponeret for at ville have bekræftet, at det er enormt mangfoldigt, og derfor er jeg meget glad for de undersøgelser og har ikke brugt så meget energi på at finde undersøgelser, der viser det modsatte. Jeg vil sikkert også nævne undersøgelserne, de næste gange jeg er i en sammenhæng, hvor nogen kritiserer Facebook for at skabe meningsbobler. Lad mig i hvert fald lige nævne det forbehold, at det er afgørende for denne positive effekt af de sociale medier, at man følger folk, der er anderledes end én selv – politisk, værdimæssigt, kulturelt. Men det gør de fleste altså også.

Det fører os til det måske vigtigste: Hvad kan vi gøre?

Bonusinfo. Dunning-Kruger-effekten er navnet på den bias, at folk med begynderkompetencer på et felt har det med at overvurdere deres egne evner.

Ja, hvad kan vi gøre? Tre strategier

Bjørn Hallsson peger på tre strategier mod forudindtagethed og understreger samtidig, at der ikke er en mirakelkur, og at de er lettere at udføre i lukkede forsøg end ude i den kaotiske virkelighed. Men her kommer de:

Den første er simpelthen at forsøge at gøre os mindre forudindtagede. Som nævnt er den langsomme System 2-tænkning ikke neutral, den er ofte styret af et motiv. Især det motiv, at vi ønsker at få bekræftet vores verdensbillede. Men den kan også være styret af et mere neutralt ønske om at opnå den mest korrekte viden. Og det er denne sidste korrekthedsstyring’, der skal fremelskes på bekostning af motiveringsstyringen’. Og hvordan gør man så det?

Det hjælper ikke noget at fortælle folk, at de skal være mere objektive, viser det sig. Man er nødt til at gøre det i praksis. En effektiv metode er at bede folk forestille sig, at de står for det modsatte af, hvad de mener. Hvis du mener, at terrorister er et entydigt produkt af islam, så skal du forestille dig, at du forklarer terrorangreb med sociale og politiske faktorer. Hvis du omvendt mener, at terrorisme intet har med islam at gøre, skal du forestille dig, at du ser en meget tydelig sammenhæng mellem islam og terrorisme. Det er ikke spor let. Men det kan påvises, at det gør dig langt bedre til at indoptage den viden, du er tilbøjelig til at sortere fra, og dermed også gør dig mindre forudindtaget og mere nuanceret i debatter og diskussioner.

Jeg har selv længe haft en idé til et debatprogram, der som et af elementerne kræver, at debattørerne er i stand til at argumentere for modstanderens sag. Til sidst i denne artikel vil jeg bede Zetland-medlemmerne om selv at udføre en lignende øvelse i kommentarsporet.

Den anden løsning handler om identitet. Vi har ofte noget personligt bundet op på vores holdninger, især når de er ladede, ideologisk og følelsesmæssigt. Det er blandt andet derfor, debatter ofte synes at køre af sporet – det handler så meget om én selv, at man har svært ved at lytte, lade sig korrigere og anerkende modargumenter, for det føles, som om det er et angreb på én selv. Vi identificerer os med vores holdninger. Løsningen handler om at få os til at føle os mindre truet på den identitet.

Flere forsøg viser, at hvis man først får mulighed for at skrive en tekst om sin holdning til noget, der er vigtigt for én (for eksempel at man er AGF-fan, spiser vegetarisk eller er troende jøde), så er man mere åben for den viden, man bagefter præsenteres for, også selv om den går imod ens fordomme. Hvis man har fået mulighed for at markere sig og blive hørt, har man færre parader oppe.

Hvordan gør vi så det i praksis? Hvis man for eksempel er fra Sundhedsstyrelsen og skal overbevise en vaccineskeptiker om, at en vaccine ikke er farlig, bør man anerkende vedkommendes værdier, forstå, hvor de taler fra, og ud fra dén position formulere den viden, de ellers er disponerede for at afvise eller bagatellisere. I stedet for bare at smide data i hovedet på dem. Måske kender de én, der har nogle lidelser, som vedkommende tilskriver hpv-vaccinen. Her må udgangspunktet være at lytte til denne historie, vise en omsorg for den lidende og vise, at man ønsker at finde årsagen og en mulig helbredelse. Før det er gjort, nytter det ikke noget at henvise til de grundige undersøgelser, der tyder på, at årsagen nok ligger et andet sted end i vaccinen, idet disse symptomer også findes blandt ikke vaccinerede. For hvis ikke vi føler os anerkendte, er vi meget lukkede over for viden, der truer vores verdensbillede.

Den tredje løsning er direkte knyttet til Bjørn Hallssons egen forskning og handler om at danne sammensatte grupper, der jo har vist sig at være bedre til at vurdere viden. Hvordan man gør det i praksis er vanskeligt at sige, men her tænker jeg, at netop sociale medier måske kan være en del af løsningen. Se, hvad vi kan nå frem til i fællesskab med ikke-ligesindede.

Bjørn Hallsson er i hvert fald optimist og mener ikke, at løsningen er at overlade viden til eliten:

Nogle konkluderer, at vores evindelige fordomme gør, at vi ikke er i stand til at vurdere viden og derfor bør overlade vidensbaserede beslutninger til eksperterne, der har styr på fakta og på videnskabelig metode. Den holdning er der nogle indlysende demokratiske problemer i. Og desuden tror jeg, man undervurderer de fordele, der er i at lade folk af forskellig observans finde frem til fakta i fællesskab.”

Lad os prøve et eksperiment i kommentarsporet. Hvis du er Zetland-medlem, så skriv en kommentar, hvor du argumenterer for den modsatte holdning af din egen i spørgsmålet om fri hash. Hvis du går ind for fri hash i Danmark (noget i stil med den hollandske model), så skal du skrive en kommentar, hvor du argumenterer for et fortsat forbud. Hvis du går ind for et fortsat forbud mod hash i Danmark, skal du argumentere for, at hashhandel tillades. (Der er ikke blot tale om medicinsk cannabis, men hash som sådan). Henvis gerne til undersøgelser, der støtter argumentet, selv om de peger i den modsatte retning af din egen holdning. Prøv at gå all-in og ikke være ironisk, det skal ikke være en karikatur.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem