Denne artikel har vores medlem Charlotte Aagaard foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til Charlotte Aagaard – det er medlemmerne, der gør det muligt for os at udkomme.

signature

Efter den svære krig i Afghanistan er det på tide at spørge: Var det umagen værd?

INDSATSSom en del af en USA-ledet operation mod Taleban i 2010 ryddede en dansk patrulje for vejsidebomber. Foto: Patrick Baz, Ritzau Scanpix / AFP

Derfor skal du læse denne artikel

De fleste betragter krigen i Afghanistan som en dundrende fiasko. Men det afhænger af, hvor man sætter barren. Hvis målet var at skabe et stabilt, demokratisk samfund, så er det naturligvis mislykkedes. Men hvis målet var at forhindre Taleban i at sætte sig på magten i hovedstaden Kabul, så er det faktisk lykkedes.
Vi spurgte danske og afghanske aktører, om 16 års krig, titusindvis af døde og mere end 620 milliarder bistandskroner har været umagen værd?

Sikkerhedsofficeren fra Nato foldede et stort kort over Afghanistan ud på bordet og pegede på de mange distrikter, hvor Taleban var aktiv. Områderne dækkede omkring en tredjedel af landet, men var drysset ud over hele landet, de fleste mod syd og øst. Vi var i Kabul. Det var forår 2012, 30 grader i skyggen og krigen mod Taleban kørte for fuld kraft. Hver nat brølede helikoptere, bombefly og elitesoldater på motorcykler ud i den afghanske nat for at ramme Talebans ledere, bombemagere og tilholdssteder. Om dagen patruljerede Nato-soldater og den afghanske hær landsbyer, veje og bykvarterer.

Taleban er presset”, mente sikkerhedsofficeren, der ikke ville have sit navn frem.
Det var derfor, de primært lagde miner ud og lavede selvmordsaktioner. Han forklarede, at Natos 130.000 mand store militærmaskine var langt stærkere end Taleban, men at tiden var knap. Tilbagetrækningen var allerede i gang, og i modsætning til USA og deres allierede havde Taleban masser af tid. Efter ti års krig var der ikke nogen klar vinder, sagde han.

Det afgørende er heller ikke, om der er er 10.000, 25.000 eller 100.000 talebanere derude. Det afgørende er, at Kabul ikke falder, og det kommer ikke til at ske, så længe vi er her.”

I dag, seks år senere, er der fortsat ingen klar vinder. Nato-styrken er nede på 13.000 mand, og det er nu de afghanske sikkerhedsstyrker, der står med hovedansvaret og tager tabene. Ifølge revisionskontoret Sigar, der overvåger den amerikanske genopbygningsindsats i Afghanistan, er 40 procent af landet uden for regeringens kontrol, mest i syd og øst. Taleban er ikke længere så presset og angriber jævnligt både distriktscentre og provinshovedstæder.

Men er det en succes eller en fiasko? Og er det et rimeligt resultat efter 16 års krig, 3.500 dræbte koalitionssoldater, mere end 30.000 civile ofre og lige så mange dræbte afghanske soldater og politifolk.

PATRULJEDanske, britiske og amerikanske soldater hjalp i februar 2010 afghansk politi med at sikre en by, hvor indbyggerne var ved at løbe tør for mad. Foto: Patrick Baz, Ritzau Scanpix / AFP

Også Danmark har brugt enorme resurser på at skabe stabilitet og fremskridt i Afghanistan.
Ifølge Forsvarets Personalestyrelse har mere end 19.000 danske soldater sat livet på spil i Kandahar, Kabul og Helmand siden 2002.

43 af dem er døde og flere hundrede livsvarigt mærkede på krop eller sjæl efter konfrontationen med Taleban. Hvordan ser de, der har overlevet mødet med Taleban, på resultatet i dag?
Det kontakter jeg den 45-årige tidligere kaptajn Mads Silberg for at finde ud af.

Han kæmpede i foråret og sommeren 2010 sammen med sit kompagni for at holde Taleban væk fra floddalen nord for Gereshk i Helmand og mistede fem af sine kammerater til Talebans vejsidebomber.
Når jeg ser tilbage på de ofre, vi har bragt, og den personlige risiko, jeg har udsat mig selv for, så har det ikke været umagen værd. Slet ikke. Omkostningerne har været alt for store,” siger Mads Silberg.
Det kunne jo lige så godt have været mig, der var blevet dræbt. Og for hvad?” spørger han.

I dag, otte år senere, føler Mads Silberg, at både Forsvarets ledelse og politikerne har svigtet dem, der satte livet på spil.
Vi har aldrig fået en fælles forklaring på, hvorfor vi var i Afghanistan, hvorfor vi kæmpede og slog ihjel. Og det gør det svært for mange veteraner i dag. Vi kan hverken forklare, hvorfor vi kæmpede, eller hvad vi har opnået,” siger han.
Sådan burde det ikke være, når nationen går i krig.”

Da Danmark sendte de første jægersoldater til Afghanistan i januar 2002, var målet at fjerne al-Qaeda og udskifte Taleban-regeringen i Kabul med en mere samarbejdsvillig, provestlig regering. Herefter udvidede opgaven sig gradvist til et gigantisk nationsopbygningsprojekt.

Fra 2004 og frem var opgaven at genopbygge og stabilisere Afghanistan militært, politisk og økonomisk. Bistandsmilliarderne væltede ind, og den Nato-ledede Isaf-styrke voksede gradvist til mere end 130.000 mand.

Da Mads Silberg landede i Armadillo-lejren på kanten af Helmand-floden i januar 2010, var den amerikanske general Stanley McChrystal blevet leder af Isaf, og en ny strategi så dagens lys. Det militære mål var ikke længere at dræbe talebanere. I stedet skulle de danske soldater vinde hearts and minds for den afghanske regering og beskytte civilbefolkningen mod Taleban.

Det lød godt, men kom meget hurtigt til blot at handle om at overleve. Vi fik aldrig overtaget, og det lykkedes heller ikke at beskytte kvinder og børn.” Ifølge FN mister mere en 3.000 civile afghanere hvert år livet på grund af krigen, og dobbelt så mange bliver såret.

EKSPLOSIONAfganistan bliver stadig ofte ramt af selvmordsbomber. Foto: Ghulamullah Habibi, Ritzau Scanpix / EPA

Kun et halvt år efter Mads Silberg var kommet tilbage fra Helmand, besluttede USA og dermed Nato at trække størstedelen af de 130.000 soldater ud af Afghanistan ved udgangen af 2014. Og begrebet Afghanistan good enough vandt indpas. Nu skulle der findes afghanske løsninger på problemerne. Løsninger, der kunne overleve, når USA, Danmark og alle de andre vestlige lande trak deres soldater og bistandskroner ud. Og opskriften var enkel. Ambitionerne skulle reduceres til det muliges kunst.

Og det blev de. På alle niveauer. De militære ambitioner blev reduceret til at beskytte befolkningscentrene, og i det civile fik politichefer, dommere og ministre i højere grad lov at blive på deres poster, hvis de ikke var alt for uduelige og griske. Men som David Vestenskov, der er afghanistaneksert på Forsvarsakademiets Institut for Militære Operationer, udtrykker det, blev det samtidig væsentligt sværere at sælge indsatsen i Afghanistan herhjemme. Og også i resten af den vestlige verden.

Det er ikke nogen let opgave at forklare befolkningen, hvorfor vi skal investere milliarder i korrupte politikere, en halvkorrupt hær og en gennemkorrupt politistyrke, som kun kan varetage sikkerheden i de største byer,” siger han.

Mads Silberg er ikke overrasket over, hvordan det er gået i Helmand efter tilbagetrækningen. I dag kontrollerer den afghanske regering kun byerne Gereshk og Lashkar Gah. De vidtstrakte landområder mod nord, inklusive de landsbyer, hvor han selv kæmpede, styres nu af en skønsom blanding af opiumkonger, lokale oprørsmilitser og Taleban. Og det samme er tilfældet i resten af det fattige pashtunske Syd- og Østafghanistan, der traditionelt har været i opposition til det mere moderne og etnisk blandede nord, hvor hovedstaden, Kabul, ligger.

Alt andet ville have været urealistisk, mener han.

Jeg tror, det her er det bedste resultat, vi kan håbe på. Det er ikke realistisk at opnå meget mere kontrol med landet endnu. Vi har haft 130.000 mand derovre, og selv det var ikke nok til at få overtaget. Tværtimod, jo flere soldater vi sendte derover, jo flere fjender materialiserede sig.”

Selv om de afghanske sikkerhedsstyrker i øjeblikket kun kontrollerer 60 procent af Afghanistan, er hverken den afghanske stat, præsident Ashraf Ghanis regering eller hovedstaden Kabul truet. Hvordan det kan gå til, har jeg spurgt David Vestenskov om.

Der findes ikke længere nogen samlet oprørsbevægelse, som kan matche den afghanske hær. De områder, som er uden for regeringens kontrol, er det primært, fordi de afghanske sikkerhedsstyrker ikke har resurser til at kontrollere hele landet. I de mindre befolkede områder styrer en blanding af Taleban, andre oprørsbevægelser og lokale krigsherrer,” siger David Vestenskov.

Hvis det setup, vi ser i øjeblikket, holder, og finansieringen fra det internationale samfund fortsætter, kan jeg ikke se, at nogen kan løbe regeringen i Kabul eller den afghanske stat over ende.”

Men er det så godt nok?

Det er nok det bedste, man kunne forvente. Men om det er godt nok, afhænger helt af, hvor man sætter barren. Ambitionen var jo ikke, at man skulle forlade de tyndtbefolkede områder. Målet var, at afghanere skulle stole på deres regering og på de afghanske sikkerhedsstyrker. På den måde ville man langsomt dræne støtten til oprørsbevægelser, krigsherrer og Taleban. Men det må man sige endnu ikke er sket. Den massive folkelige støtte til regering, hær og politi er ikke til stede, og det er derfor ikke muligt at samle hele landet,” siger han.

Men igen, Afghanistan har aldrig været en samlet nation, så spørgsmålet er, om det mål nogensinde har været realistisk.”

HÅBEt sjældent syn fra juni 2018, hvor afghanske tropper og talebanere spontant fejrer en våbenhvile. Foto: Jeved Tanveer, Ritzau Scanpix / AFP

Sådan ser Afghanistan altså ud fra Svanemøllens Kaserne i København, hvor David Vestenskov holder til. Men hvad siger afghanerne mon selv til situationen. Synes de, at de sidste 16 års indsats har været umagen værd? Eller frygter de, at det hele er ved at ramle?

Det har jeg spurgt en af mine bedste kilder om, den uafhængige økonom Haroun Mir, der har boet i Kabul under hele krigen.

De sidste mange år har han været rådgiver for udenlandske donorer og regeringer, men nu er han i gang med at etablere et netværk for afghanske virksomheder, der vil gøre op med den korruption, der gennemsyrer det afghanske system.

Lad mig slå fast med det samme. Vi går ikke rundt og frygter, at Taleban skal tage magten igen. Det kommer ikke til at ske. Dels fordi de ikke har styrken til det, dels fordi afghanerne aldrig vil acceptere det. Afghanerne betragter Taleban som brutale, primitive barbarer, der slår civile ihjel med selvmordsbomber og miner. Der er ingen, der ønsker at skrue tiden tilbage til 2001,” siger den 51-årige Haroun Mir.

Jeg forstår til fulde dem, der fokuserer på de mange negative sider af den internationale indsats i Afghanistan. Og det er ikke bare jer, der er trætte af krig og korruption. Det er vi også,” siger han, men omvendt må vi også huske, at der er sket fantastiske fremskridt siden 2001.”

Haroun Mir nævner i flæng de millioner af børn, som er kommet i skole og videre på gymnasier og universiteter, en levealder, der er sprunget mere en 20 år opad, faldende børnedødelighed, en forfatning, der garanterer frihed og bekæmper sekterisk splittelse, et nyt sundhedssystem, veje, lufthavne, genopbyggede byer over hele landet, en hær, en politistyrke og ikke mindst et åbent samfund med demokrati.

Vi har fået utrolig meget takket være det internationale samfund, men det er stadig meget skrøbelige fremskridt, som må forsvares. Og det er der rigtig mange afghanere, som gør hver eneste dag,” understreger han.

Udfordringen i dag er at gøre det nye Afghanistan bæredygtigt, både økonomisk og politisk.”

Haroun Mir mener, at den politiske korruption er det største problem. Fordi den undergraver befolkningens tillid til regeringen og styrker krigsherrer og oprørsbevægelser som Taleban.

Alle siger, at økonomien er stagneret efter tilbagetrækningen af de mange internationale styrker i 2014, men titusinder af afghanerne købte sidste år fast ejendom i Tyrkiet. Hvor kommer de penge fra?” spørger han.
Korruption og opium!”
Hvordan kan det være, at de afghanske lederes familier alle sammen bor i De Forenede Arabiske Emirater, USA eller Europa. Hvordan skal man overbevise befolkningen om at blive og stå imod Taleban, når vores ledere selv stikker af?”

Selv har Haroun Mir valgt at blive i Afghanistan, men hans familie presser ham jævnligt for at rejse til et sted, hvor livet er lettere. Men det vil Mir ikke, for i hans optik har terrorangrebet 11. september og det internationale engagement givet Afghanistan en unik chance for at komme på fode igen efter 40 års krig.

Jeg har ikke opgivet håbet om at gøre noget for mit land. Det er stadig muligt at vende udviklingen. Det er stadig muligt gøre op med korruptionen og fikse det politiske system.”

De seneste år er mere end en million afghanere flygtet til Europa, mange på grund af trusler fra Taleban eller magtfulde krigsherrer, men de fleste blot for at undslippe fattigdommen. En af dem, der har måttet forlade landet på grund af trusler, er Mohammad Aslam Jawadi, tidligere leder af sociologistudiet på det private Kateb University og chefredaktør for det kun fem år gamle uafhængige dagblad Etilaat e Roz.

Men efter et par år havde han skabt sig så mange magtfulde fjender, der ikke brød sig om avisens afsløringer af korruption og magtmisbrug, at han måtte forlade Kabul. I dag bor han i Storbritannien og forsker i byudvikling på University of Sheffield.

Mohammad Aslam Jawadi understreger, at selv om han lever i eksil i øjeblikket, er han rigtig glad for, at det internationale samfund har satset så mange kræfter på hans land.

Der er ingen tvivl om, at der er sket utrolig mange gode ting i Afghanistan siden 2001. Afghanistan er stadig et meget fattigt land, men levestandarden er meget bedre nu end under Taleban, og langt flere offentlige serviceydelser er tilgængelige,” understreger han.

Men når man tager i betragtning, at det har taget 17 år at nå så vidt, og ser på de menneskelige omkostninger, det har haft, både for jer og os, så burde resultatet have været meget bedre. Der er begået rigtig mange fejl under forsøget på at bygge et nyt Afghanistan og skabe fred. Den allerstørste fejl er, at det internationale samfund har givet magt til folk, der har deltaget i krigsforbrydelser, og at korruptionen er vokset og ikke bekæmpet,” siger Mohammad Aslam Jawadi.

Der er sket kæmpe fremskridt, men vi er endnu ikke nået til det punkt, hvor fremskridtene ikke kan rulles tilbage. Lige nu handler det om at bevare så meget som muligt af det, vi har opnået de sidste 16 år.”

Én ting er Mads Silberg, David Vestenskov, Haroun Mir og Mohammad Aslam Jawadi dog fuldstændig enige om. Hvis det internationale samfund opgiver nu og trækker sin militære og økonomiske støtte, så vil den afghanske stat kollapse og landet ende i borgerkrig.

Som Mads Silberg siger:
Det internationale samfund er i Afghanistan af nød. Vi ved ikke, hvordan vi kommer ud af det igen.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem