Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Palle Jensen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Er 'gratis penge' til folk en gal eller genial idé? Nu har vi (måske) et svar

Forsøg med borgerløn myldrer frem. De første resultater er opsigtsvækkende.

Foto: Nicolai Oreskov Westh, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


8. november 2021
13 min.

Historien her begyndte med et spørgsmål fra et Zetland-medlem. 22-årige Georg Svendsen, der læser datavidenskab på Aarhus Universitet, var faldet over en idé, han syntes lød vild – og måske også vildt god. Borgerløn. At alle får penge at leve for hver måned, no strings attached. Man behøver ikke at arbejde eller at søge et arbejde. Gratis penge nærmest.

Jeg blev nysgerrig på, om borgerløn er realistisk,” sagde han, da vi talte sammen i telefonen.

Georg Svendsen havde læst et interview med direktøren for Saxo Bank, den liberale Kim Fournais, der foreslog at afskaffe kontanthjælp og indføre en form for borgerløn. Hvad er ulemperne? Hvor er det, den knækker? For det gør det jo tit, når man hører en vildt god idé,” sagde Georg Svendsen.

Kort sagt ville han vide, om borgerløn er en god eller en dårlig idé.

Det er et superrelevant og svært spørgsmål. Det er også ekstremt aktuelt.

Det vrimler nemlig med den slags idéer og eksperimenter rundtom i verden for tiden – og vi begynder nu at se resultaterne af nogle af dem. Derfor er det helt oplagt at finde et svar på Georg Svendsens spørgsmål netop nu.

‘Hakon og Sebastian elsker penge’

I lydversionen kan du høre en særlig samtaleartikel, hvor vi – økonomiskribent Hakon Mosbech og ph.d. i økonomi Sebastian Barfort – dykker dybere ned i historien. Vi kalder formatet Hakon og Sebastian elsker penge. Det her er anden sæson, afsnit 2.

Det er vigtigt at betone, at borgerløn – eller basisindkomst – kan være to forskellige ting. Den første udgave er den universelle borgerløn – alle i samfundet får penge. Ikke meget, men nok til at overleve for, uden nogen modkrav. Den idé finder vi for tiden i dele af venstrefløjen og også i Silicon Valley. Argumentet er eksempelvis, at automatiseringen og kunstig intelligens vil fjerne de fleste jobs. Robotterne tager arbejdet fra de fleste af os. Derfor må pengene komme et andet sted fra – borgerløn. Ellers ender vi med en katastrofal fattigdom og opstande i gaderne.

Den slags tanker hører vi fra tunge folk som Teslas Elon Musk, Facebooks Mark Zuckerberg og Twitters Jack Dorsey, som også har puttet store beløb i basisindkomstforsøg. Længst fremme er måske Silicon Valley-investoren Sam Altman, der har sat gang i et flerårigt borgerlønsforsøg. Det er den måske universelle udgave af borgerløn – basisindkomst til alle – de fleste kender.

Den anden udgave af borgerløn er målrettet dem, der virkelig mangler penge. Vi kan kalde det garanteret indkomst – altså at du er sikret en minimumsindkomst uden modkrav. Du kan bruge pengene, som du vil. Og vi ser en mindre eksplosion af den slags programmer nu.

Mange af dem blev sat i gang under coronakrisen. Lande som Spanien, Japan, USA, Brasilien og stillehavsøen Tuvalu har uddelt gratis penge til pressede befolkningsgrupper. Paven har foreslået sådan en slags borgerløn.

Og i USA ser vi i år en bølge af byer, der har sat gang i meget målrettede forsøg med borgerløn til økonomisk pressede dele af befolkningen – månedlige checks uden modkrav.

TVETYDIGT Er Silicon Valley-folk som Sam Altman her en del af løsningen på en øget automatisering, fordi de putter penge i borgerløn? Eller er de faktisk en del af problemet, fordi deres teknologi er med til at skabe netop automatiseringen? Foto: Wikimedia Commons

Vi skrev om et af de forsøg, der var længst fremme, i sommeren 2020. Det var i Stockton, en by i Californien, og vi mødte Lorrine Paradela. Hun er enlig mor med to jobs. Hun fortalte, at hun ikke kunne trække vejret, så presset følte hun sig.

Hun og de andre deltagere i forsøget var tilfældigt udvalgte, men havde det til fælles, at de havde meget få penge. De fik så 500 dollars ekstra om måneden i to år. Da vi dengang talte med forskerne, der fulgte projektet, var der ikke kommet resultater af undersøgelserne. Det er der nu. Så hvad viser de?

En central kritik af den her type penge uden modkrav er, at folk vil bruge dem dumt – på alkohol og smøger eksempelvis. Men forskerne i Stockton så, at det nærmest ikke skete. Folk brugte pengene på at dække deres basale behov – mad var klart den største kategori (omkring 30 procent). Folk betalte gæld, købte bukser til børnene, brugte penge på transport.

Samtidig droppede de ikke ud af arbejdsmarkedet, som nogle kritikere havde frygtet. Tværtimod: De fandt nye jobs dobbelt så ofte som en kontrolgruppe, der ikke fik de ekstra penge. Samtidig blev deres økonomiske, fysiske og psykiske trivsel bedre, konkluderede forskerne.

Forsøget i Stockton var imidlertid meget småt – kun 125 deltagere over to år – så man skal være varsom med at tillægge resultaterne for stor vægt. Samtidig er det generelt svært at lave undersøgelser af borgerlønsforsøg, for hvad er årsag og sammenhæng? Det er ekstremt kompliceret at undersøge.

Alligevel har mange kigget mod Stockton som en slags pilotprojekt, også fordi byen kan ses som en slags mikrokosmos for mange af USAs problemer. Forsøget har inspireret flere af de større forsøg, vi nu ser rullet ud i USA og andre dele af verden.

Okay. Vi har altså to udgaver af borgerløn – den universelle til alle og den målrettede til økonomisk pressede. Det er vigtigt at forstå, når vi skal svare på Georg Svendsens spørgsmål, om borgerløn er en god idé. Den universelle basisindkomst vil ifølge Silicon Valley-typerne simpelthen blive en nødvendig idé. Fordi ny teknologi vil skabe en virkelighed uden jobs til de fleste. Men er det rigtigt, at vi er på vej derhen?

Nej, det kan man ikke bare sige. Vi har hørt automatiseringsargumentet i mange år efterhånden, men forskningen og data bakker det ikke rigtigt op. Ny teknologi har foreløbig ikke skabt en verden med færre og færre jobs helt generelt. Måske har den skabt nogle andre jobs. Og måske kan det ske i fremtiden. Men p.t. er det simpelthen ikke der, vi er.

Så lad os parkere den universelle model for borgerløn og fokusere på den målrettede garanterede indkomst til dem, der virkelig mangler pengene. Det er klart også den, der har mest vind i sejlene.

Og det er spændende, at der findes folk både på venstre- og højrefløjen, der taler for idéen. Liberale tænkere som Saxo Bank-direktøren, vi nævnte i begyndelsen, kan godt lide garanteret indkomst, fordi det skærer hele apparatet for de mange forskellige forsørgelsesydelser væk. Sådan et system er langt billigere og enklere at køre. Folk får bare nogle penge hver måned – så kan de selv styre, hvad de gør med dem. (Og det må så ikke blive for mange penge, for ellers kan folk måske miste motivationen til at arbejde).

Venstreorienterede tilhængere ser omvendt borgerløn som en vej til at bekæmpe fattigdom – de ser det som et middel til større økonomisk retfærdighed og visse steder racemæssig retfærdighed. Et tillidsbaseret system, der hjælper dem, der har brug for det.

Kritikerne vil omvendt typisk have et helt centralt argument mod garanteret indkomst: Det virker ikke. For det går direkte imod grundlæggende økonomisk teori at give folk penge uden betingelser – penge, der ikke er knyttet til krav om, at du arbejder eller prøver at finde et arbejde. Det fjerner nemlig meget store dele af motivationen eller incitamentet til at arbejde, når du bare kan få penge alligevel. (Økonomer elsker at tale om incitamenter).

Vi kan kalde det dovne på sofaen’-argumentet. Hvis folk får gratis penge, kan de bare dovne og se Netflix dagen lang. Eller bruge alle pengene på dumme ting – bajere og blå King’s.

RO PÅ. “Jeg sover bedre. Min hjerne kører ikke på højtryk hele tiden og tænker på næste måneds husleje og den slags,” siger Lorrine Paradela. Foto: Nick Otto / AFP / Ritzau Scanpix

Spørgsmålet er, om det passer i virkeligheden. Og dét er på sin vis, hvad alle forsøgene med målrettet basisindkomst prøver at undersøge. De nyeste eksperimenter som Stockton-forsøget ser ikke ud til at bakke op om dovne på sofaen’-argumentet, men det er stadig for tidligt og for småt til at sige noget klart.

I Finland gav man arbejdsløse en slags borgerløn. Folk oplevede større livskvalitet, men det havde hverken positiv eller negativ effekt på, om de fik arbejde eller ej. Projektet blev mødt med kritik, for eksempel at deltagerne fik for få penge, og at der ikke var nogen kontrolgruppe.

Længere tilbage i historien har man lavet forsøg rundtom i forskellige byer i USA og Canada (ja, den republikanske præsident Richard Nixon anbefalede faktisk en slags borgerløn). Et af forsøgene, i den canadiske by Dauphin, havde man nærmest glemt – alle data fra forsøget lå og samlede støv i nogle kasser, indtil en økonom faldt over dem. Forskeren fandt frem til, at de personer, der fik en slags borgerløn i Dauphin, fik bedre sundhed og mere uddannelse end andre. Og der var stort set ingen tegn på, at folk droppede jobbet på grund af pengene. Folk havde det simpelthen bedre.

Men de forsøg blev alligevel aldrig videreført – blandt andet fordi et af dem måske viste en stigning i skilsmisser. Ville det smadre kernefamilien at give folk gratis penge, lød det dengang i debatten. (Det blev senere tilbagevist, at man overhovedet kunne påvise flere skilsmisser ud fra data, men teoretisk giver det måske mening: at flere penge til kvinden i et ægteskab kunne gøre det lettere for hende dengang at søge skilsmisse, fordi hun ikke længere var så afhængig af mandens indkomst).

Det største og længste aktuelle forsøg med basisindkomst er i Kenya – og det ser lovende ud. Folk bruger ikke deres gratis penge på ligegyldigheder, men på at skabe et bedre liv. Måske laver de en lille virksomhed, kommer på hospitalet, får mere uddannelse eller tager bare lidt større chancer. Men resultaterne er heller ikke færdige her.

Så: Overordnet tyder forsøgene på, at folk ikke bare dovner – at der er forbedringer, især når det gælder ting som sundhed, kriminalitet, trivsel og uddannelse. Men garanteret indkomst er heller ikke en mirakelkur, hvor mange flere bare strømmer i job. Og vigtigst: Data er stadig for sparsomme til, at man kan konkludere noget meget bastant. Husk på, at det her er så svært at undersøge ordentligt.

Men vi kan se ud fra forskningen, at det helt grundlæggende hjælper folk til at komme ud af fattigdom, hvis de får penge. I Indien har Harvard-økonomen Sendhil Mullainathan undersøgt, hvordan det påvirkede sukkerroe-arbejdere, når de i perioder var meget økonomisk pressede. Og han så, at deres iq simpelthen faldt i de pressede perioder. Altså: Folk er ikke fattige, fordi de er dumme. Men folk kan godt blive dummere af at være fattige.

Det var faktisk også noget, forskerne så i Stockton-forsøget. Mange af deltagerne fortalte – lige som den enlige mor, Lorrine Paradela – at de ikke kunne trække vejret, fordi de var så pressede. Og derfor kunne de ikke lave små ændringer, der gjorde, de måske kunne få et bedre job – eller et job i det hele taget. Lorrine Paradela fik pludselig råd og overskud til at tage nogle kurser, så hun kunne søge nogle bedre betalte jobs. En anden deltager fik råd til en bil, så han pludselig kunne få det arbejde, der ellers lå for langt væk. Små forandringer, der kunne få stor betydning for deres liv.

Både Indien- og Stockton-undersøgelsen kunne pege på, at folk ikke kan folde deres potentiale ud, hvis de er ved at gå til i stress over manglen på penge. De bliver nødt til at få økonomisk fodfæste, før de har overskud til at ændre deres situation.

Men her vil kritikerne sige, at pengene jo ikke behøver at komme i form af borgerløn. Det kunne også være en helt almindelig klassisk velfærdsydelse – og her er Danmark jo meget forskellig fra både USA og Indien.

Det fører os til nogle af de argumenter imod borgerløn, man hører herhjemme, eksempelvis fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Tænketanken siger tre ting.

For det første, at borgerløn er for dyrt (i hvert fald i den universelle model). For det andet, at det understøtter lave lønninger; altså hvis staten giver folk penge ved siden af det job, de har, kan det tilskynde virksomheder til at give lavere lønninger. Og for det tredje, at en aktiv indsats for at hjælpe folk i job faktisk nytter noget. Fjerner du alle de hjælpeordninger og overlader folk til selv at finde arbejde, vil færre få et job.

1 / 3
NOBELPRISVINDER_
Økonomen Milton Friedman – der var kæmpe tilhænger af det frie marked – var også glad for borgerløn.//
Foto: Wikimedia Commons

Spørgsmålet er så, om vi overhovedet måler det rigtige her. For er succeskriteriet at måle på, om folk arbejder lidt flere eller færre timer? Det er måske en lidt oldschool måde at tænke på økonomisk succes. Skulle man snarere måle på, hvilken type arbejde folk laver – skaber det mere værdi? Bliver folk mere selvstændige og starter nye ting eksempelvis?

Eller: Er det okay, at nogle mennesker holder mere fri, hvis nogle andre højproduktive typer tager lidt flere chancer, så det samlet set alligevel bliver en fordel for økonomien?

Og endnu mere grundlæggende: Hvad er det, vi gerne vil optimere? Er det, hvor mange der arbejder, eller hvor godt et liv vi har? Er arbejde et mål i sig selv eller et middel til at opnå det liv, man gerne vil leve?

Her kan man helt oplagt indvende, om det ikke vil skabe et økonomisk problem, hvis vi siger: Det er helt fint, at folk arbejder mindre, de skal bare have det bedre.” For risikerer vi så ikke at indlede en ond cirkel, hvor folk arbejder mindre og mindre, fordi alle de andre gør det, så væksten bliver mindre og mindre?

Og så bliver den fælles økonomiske kage efterhånden så lille, at det til sidst ikke er muligt at finansiere borgerlønnen. Økonomien hænger dårligere og dårligere sammen.

Det er selvfølgelig en risiko. Men argumentet undervurderer nok også, hvorfor folk arbejder. Vi ved i stigende grad, at vi ikke kun arbejder på grund af penge – mange andre ting motiverer os til det. Så fordi man fjerner nogle af incitamenterne til at arbejde, betyder det ikke, at folk ikke vil løfte en finger. Der er mange andre grunde til, at vi gør en indsats.

Men den vigtigste pointe er måske, at borgerlønstanken får os til at reflektere over, hvad vi vægter højest i økonomien. Det har traditionelt været jobs og arbejde. Men er det virkelig det vigtigste i livet? Hvad med trivsel, sundhed, uddannelse – nogle af de ting, de tidligere borgerlønsforsøg viste? Det er et af de store, men lidt underbelyste økonomiske spørgsmål: Hvad er det egentlig, vi gerne vil belønne – arbejde eller noget andet?

Og faktisk har vi hørt noget lignende fra en af historiens mest berømte økonomer, en af velfærdsstatens fædre, John Maynard Keynes. Han forudså tilbage i 1930, at vi med tiden ville få mindre behov for at arbejde. Når det skete, ville det blive tydeligt, hvad der var de vigtigste menneskelige værdier: Vi ville se, hvem der var drevet af den forkastelige” kærlighed til penge, som han sagde. Og vi ville sætte mere pris på dem, der kunne nyde tingene i sig selv, liljerne på marken”.

Det handlede, sagde den legendariske økonom, om mindre vægt på arbejde og større vægt på selve kunsten at leve.

Så er det et svar til Georg Svendsen? Hvis det er, er det i hvert fald et kompliceret svar. Vi har ikke forskning, der viser, at garanteret indkomst er en magisk løsning. Men vi har set lovende tegn – især måske på de områder, der ikke handler om klassisk økonomi. Bølgen af nye forsøg vil lære os mere.

Og vigtigst har borgerløn allerede været med til at skubbe diskussionen af, hvad de vigtigste økonomiske mål egentlig skal være.

Og det gør det i sig selv til en vigtig idé.