Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Del 2: Han bliver kaldt minedriftens Elon Musk. Nu vil han grave i den del af dybhavet, der tilhører ... dig

Jagten på havets grønne råstoffer involverer en rockstjerne-direktør, Bjarke Ingels, Mærsk, Kina og verdens største våbenfirma. Andet afsnit i serien.

Illustration: Myriam Wares for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


19. oktober 2021
19 min.

Minedirektøren Gerard Barron har travlt for tiden. Rigtig travlt. Da vi møder ham i London, er han lige fløjet ind fra Dubai. Snart skal han videre til Holland og så New York. Jeg landede i weekenden,” siger han.

Det har taget os fire måneder at få et interview med Barron. Og grunden til, at han har så travlt, er … penge. Kæmpestore penge. Og endnu større drømme.

Det er i den grad et eventyr,” siger han. I den grad.”

Vi er på vej ind i en af hans to minimalistisk møblerede lejligheder med en fantastisk udsigt over Themsen. Det er lidt upersonligt,” undskylder Barron. Lejligheden bliver kun brugt til arbejdsmøder. Han har også en anden lejlighed i bygningen, øverst oppe, hvor han bor. Den her er kun til besøg udefra.

Barron ligner ikke en mineselskabsdirektør, der står over for at kickstarte en helt ny industri i dybhavet med en gigantisk børsnotering. Han har langt, mørkt hår, går i læderjakke og er iført armbånd med mørke perler, der rasler om håndleddet. Han er sært dragende på sådan en rockstjerneagtig måde. Mineindustriens Elon Musk bliver han kaldt, fortæller Mads Barbesgaard, forsker ved Lunds universitet, og Barron har kort sagt et næsten mytisk ry blandt folk, vi taler med.

Nogle mennesker er tiltrukket af umulige udfordringer,” siger Barron til os i London. Og jeg er et af de mennesker.”

På dybt vand

I en serie på fire afsnit undersøger vi en af tidens store historier: den globale skattejagt i dybhavet. Vil en mineindustri på havets bund bekæmpe klimakrisen – eller skabe nye problemer for kloden? Det her er andet afsnit. Hvis du ikke har hørt eller læst første afsnit, så begynd endelig der. Tredje andet afsnit er her og fjerde og sidste afsnit her.

I sidste afsnit af serien her fortalte vi om, at der udspiller sig en global, topmoderne skattejagt under havet. Det er en helt ny grænse – en ny frontier. Men de færreste taler om den, selv om den kan få enorm betydning for os alle sammen. Og hvis der er én mand, der går forrest i det her store, nye Undervandsklondike, så er det Gerard Barron, direktør for firmaet The Metals Company.

Vores plan er at blive den førende producent af nikkel, kobolt og mangan,” siger han. Så det kan blive virkelig stort.”

Barron vil bygge verdens førende minevirksomhed i det dyb, vi tog ned i i sidste afsnit. Han vil hente de knolde op, dybhavsforskeren Ronnie Glud viste os på Syddansk Universitet. De knolde indeholder nemlig eftertragtede mineraler og metaller, vi skal bruge i de batterier, der skal gøre den grønne omstilling mulig. For Barron er det en no-brainer:

Hvorfor skulle Moder Jord ellers have placeret de knolde her fyldt med batterimetaller – hvis det ikke var meningen, vi skulle bruge dem? Jeg tænker, det er helt oplagt, at der er en grund til, de er her.”

På en måde er det her et helt nyt olieeventyr. Eller et nyt guldeventyr. Vi er ved at gøre, hvad mennesker i vores del af verden har gjort gang på gang: Taget ud og fundet en ny ressource et sted på kloden – tømmer, landbrugsjord, olie, kul – og begyndt at bruge det til vores fremskridt. Udvinding er blevet så stor en del af menneskehedens moderne historie, at vi næsten ikke tænker over, hvad det vil sige. Men nu sker det igen. En ny reserve er dukket op. Vi har fundet et skatkammer fyldt med ressourcer i et hidtil uopdaget sted i naturen. Det slipper de måske største drifter løs i os: drømmen om en bedre verden. Drømmen om penge. Drømmen om magt. Den samme slags drømme, som i slutningen af 1800-tallet fik masser af mennesker til at tage til Klondike for at tage del i guldeventyret.

Og det moderne Dybhavsklondike – det tiltrækker også folk med store drømme. Med i jagten på knoldene er stormagter, småstater, og verdens førende våbenfirma. En af Danmarks største virksomheder, Mærsk, er også med. Det samme er en dansk stjernearkitekt.

Så hvad er det, de alle sammen jagter dernede i dybet?

ROCK Gerard Barron står i spidsen for The Metals Company. Foto: Phoebe Cowley for Zetland

Lad os tage tilbage til kontorlejligheden i London til Gerard Barron, hovedpersonen i kampen om metallerne på havets bund. Barron voksede op i Australien på en kvægfarm i en lille by tre timer fra Brisbane. Han var hverken tæt på havet eller på mineraler. Han var til gengæld fra en meget tidlig alder drevet af en iværksættertrang.

Jeg var altid tiltrukket af iværksætteri, og jeg stiftede mit første selskab på universitetet,” siger han.

Det var et finansfirma inden for lånebranchen. Og senere opbyggede han også et succesfuldt tech-marketingfirma, der fandt en teknologisk løsning, så store virksomheder som McDonald’s og Mastercard kunne lave globale kampagner. Vi byggede basalt set en supermotorvej, der forbandt alle de forskellige medietyper,” siger han.

Det er vigtigt at forstå, at Barron – der lidt ligner en surfer – kom fra finans og marketing. Men så en dag i 2001 tog en ven, han spillede tennis med, fat i ham. Vennen, David Heydon, der var geolog, ville starte et nyt firma i en helt ny industri. Nautilus, som firmaet hed, havde lige sikret sig retten til dybhavsminedrift ved kysten nær Papua Ny Guinea.

Og David sagde: Hør, jeg har brug for nogle penge’ … Og jeg vidste, jeg havde mulighed for at hjælpe, så jeg sagde: Klart. Det lyder godt.’”

Barron blev en vigtig investor i det nye minefirma Nautilus. Det skulle blive den virksomhed, der kom tættest af alle på at virkeliggøre drømmen om at lave minedrift under havet. Lige indtil det gik galt – og blev lidt af en skræmmehistorie, både for Barron og for rigtig mange andre. Ja, de lavede nogle fejl,” som han siger.

1 / 2
PÅ HAVET_
Her er The Metals Company på ekspedition, hvor de leder efter dybhavsmineraler. Se flere billeder i billedhjulet.//
Foto: PR, The Metals Company

Men vi bliver nødt til forlade Barron og London for at fortælle Nautilus’ historie – han var ikke så vild for at tale i detaljer om den. Vi kan få hjælp fra andre dygtige folk til at fortælle. Mads Barbesgaard er forsker i human geografi på Lunds universitet og ekspert i det her – vi mødte ham kort længere oppe i artiklen. (Og så var han i øvrigt også vejleder for en af artiklens skribenter, Clara Grunnet, da hun skrev speciale om, ja, dybhavsminedrift).

Men altså. Tilbage i 00’erne og starten af 2010’erne var det ikke muligt for mine-pionererne Nautilus at lede efter metaller i Området – de her gigantiske dybhavssletter, som vi fortalte om i første afsnit, og som tilhører os alle sammen – menneskeheden. Men det lykkedes Nautilus at få lov til at udforske og udvinde ved østaten Papua Ny Guineas kystzone.

I mange år blev Nautilus set som frontløberen, som en avantgarde i nærmest hele industrien. Der var meget fokus på dem. Det lykkedes firmaet at rejse en masse penge og indgå samarbejde med eksisterende mineselskaber,” siger Mads Barbesgaard. Så Nautilus kommer til Papua Ny Guinea, får deres licenser og går så stille og roligt i gang”, siger han.

Med store penge i ryggen kunne Nautilus som de første sende deres enorme udvindingsfartøjer ud langs kysterne i Papua Ny Guinea. Men så begyndte det at gå galt. Dele af lokalbefolkningen følte sig kørt over. Hvor meget ville landet, der ligger nord for Australien, overhovedet få ud af det udenlandske selskabs minedrift? Og ville kysten blive ødelagt? Jonathan Mesulam fra Papua Ny Guinea var lærer dengang og husker, da han første gang læste om Nautilus.

Da jeg læste artiklen, blev jeg virkelig bange,” siger han. Jeg vidste bare, det ville få stor betydning for lokalsamfundet.”

Jo mere han fandt ud af, jo mere bekymret blev han. Ville minedriften ødelægge miljøet i deres hav, som så mange levede af at fiske i?

De fleste kystsamfund lever af havet og dets ressourcer, fisk, skaldyr – alt, der er knyttet til havet. Så når havet bliver ødelagt, hvad vil de mennesker så tjene penge på og leve af,” siger Jonathan Mesulam.

Så Mesulam sluttede sig til en lokal modstandsbevægelse, Solwara Warriors, der er opkaldt efter det område, Nautilus ledte efter mineraler i. Protestbevægelsen fik skabt så stort pres, at de lokale politikere begyndte at trække støtten til Nautilus – og samtidig begyndte investorerne at holde på pengene.

Gradvist som projektet trækker i langdrag og møder modstand i så høj grad fra lokalbefolkningen, begynder investorer stille og roligt at trække sig,” siger Mads Barbesgaard, forskeren fra Lunds universitet.

Det kulminerer, da Nautilus ikke kan betale for et stort skib, de er ved at få bygget i en kinesisk havn. Pengene er simpelthen tørret ud. Og i sidste ende er det det, der dræber firmaet,” siger Barbesgaard.

På det her tidspunkt havde Barron allerede forladt den synkende skude (og var gået derfra med et fint overskud på sin investering). Men han havde ikke opgivet dybhavsskattejagten. Tværtimod.

LANGT UDE Her, i Clarion-Clipperton-zonen, har The Metals Company fået tilladelse til at søge efter dybhavsmineraler. Området er cirka på størrelse med Irland og er en del af The Area, der tilhører hele menneskeheden. Illustration: Julie Ravn Hansen for Zetland

Da vi talte med Barron i London, var det tydeligt, at han lagde afstand til Nautilus. Pionererne ender ofte med pile i ryggen. Dét er Nautilus,” sagde han. Han sagde også, at Nautilus lavede minedrift på en alt for invasiv måde – for tæt på kysten. Og det var ikke knolde, de ledte efter, men mineraler fra de undervandsvulkaner, vi fortalte om i sidste afsnit – det betød, at havbunden skulle bores op med kæmpestore maskiner.

Du skal sende store maskiner ned for at lave store sten til små sten. Og det har, når alt kommer til alt, stor indvirkning på miljøet,” siger han.

Men så var det, at Barrons ven David – ham tennisspilleren, der også fik ham ind i Nautilus – spurgte, om han ikke skulle være med i et nyt dybhavsmine-firma. Og denne gang skulle det være anderledes. Meget større, meget smartere. Nu skulle de, helt nænsomt, støvsuge knolde med metaller op fra havets bund i menneskehedens fællesområde, The Area – langt ude i Stillehavet og langt fra nogen kyst med lokalbefolkninger, der kunne protestere. Og uden, siger Barron, en masse liv, der kunne ødelægges af maskinerne.

Det er den største ørken på planeten. Den er bare dækket af 4.000 meter vand,” siger han.

Det her med det sparsomme liv på dybhavssletterne, skal det siges, er rimelig omdiskuteret – det skal vi nok vende tilbage til senere.

Men firmaet, som først hed DeepGreen og nu hedder The Metals Company, begyndte lige så stille at tage fart. For verden begyndte i stigende grad at hungre efter metaller – ikke mindst til de batterier, der er afgørende for alt fra mobiler til elbiler. Og timing er så vigtigt her i livet,” siger Barron. Og timingen nu er heldig.”

Han begyndte at rejse kloden rundt – på jagt efter partnere og investorer – og fortælle, hvor afgørende dybhavsmineralerne er for den globale omstilling.

Og snart fandt Barron en af sine vigtigste partnere: danske Mærsk.

MODSVAR Til de kritikere, der frygter, at minedrift vil ødelægge naturen i dybhavet, siger Gerard Barron, at klimaforandringerne jo også skader havmiljøet. Derfor er der brug for metallerne til at modvirke klimakrisen. Foto: Phoebe Cowley for Zetland

I Lyngby nord for København ligger Mærsk Supply Service. Det er sådan en stor, brun murstensbygning med det klassiske lyseblå logo med den hvide stjerne indeni. Selv om vi er rimelig langt fra det åbne hav, får vi havagtige instrukser, da vi bliver fulgt ind i bygningen.

Husk at holde i gelænderet, når du går op,” siger en pressemedarbejder på vej op ad en trappe. Ja, vi er nok lidt miljøskadede,” griner hun.

For at forstå, hvorfor Mærsk kastede sig ind i det her hav-metal-eventyr, skal man forstå en ting: olie. Mærsk har, ud over deres gigantiske shippingforretning, tjent virkelig mange penge på olie tidligere. Men på et tidspunkt begyndte olieforretningen at blive presset.

Tilbage i 2014 faldt olie- og gasmarkederne fuldstændig sammen om ørerne på industrien, så der var et behov for at kigge andre steder hen,” siger Jonas Agerskov, den kommercielle direktør for Mærsk Supply Service, som vi møder i Lyngby. For små ti år siden begyndte presset at stige på den danske shippinggigant for at blive grønnere og finde nye veje i forretningen.

Og så en dag, i 2017, tog Gerard Barrons firma, der dengang hed DeepGreen, fat i danskerne.

Da DeepGreen kontaktede os, kiggede vi på casen,” husker Jonas Agerskov. Og casen – at lede efter de grønne mineraler – så interessant ud. Mærsk Supply Service besluttede at blive investor i Barrons firma; de ejer lige under 9 procent. Og endnu vigtigere for Barron: De begyndte at stille skibe til rådighed til at sejle ud på dybhavssletterne i Stillehavet og suge knoldene op, på femugers ekspeditioner fra havnen i San Diego.

Foreløbig for at undersøge, hvad der er dernede – men på sigt med målet om at begynde reel minedrift på havbunden.

Da vi spørger Jonas Agerskov, om det her er en moderne skattejagt, siger han: Ja. Det kan du vel godt kalde det. Jeg kalder det en lotteriseddel.” Hos Mærsk er de altså klar over, at investeringen rummer en risiko. Det bliver enten til ingenting – eller giver den store jackpot; måske endda nærmest som det nye olie, men i grøn version.

Og potentielt kan det være med til at omstille verden,” siger han.

Tilbage i London, hos Gerard Barron, er han ikke i tvivl om, at det var afgørende at få Mærsk med. Knoldene ligger langt ude i Stillehavet. Det er svært at få dem op og svært at komme derud.

Meget kan gå galt i sådan et projekt, fra sundhed til sikkerhed,” siger han. Du er fire og en halv dags sejlads fra land. Du kan ikke sejle tilbage hurtigt eller flyve en helikopter derud. Det er for langt væk.”

Mærsks skib og mandskab blev løsningen på at sejle så langt ud i Stillehavet, komme flere kilometer ned i dybet – og få mineralknoldene op derfra.

At folk som Mærsk, og deres ansatte, siger, de vil være med i det her – det er sådan, nye industrier opstår,” siger Barron.

Det blev imidlertid en anden dansk partner, der virkelig skulle sikre, at Barrons dybhavsmine-eventyr blev noget helt andet end Nautilus-fiaskoen. En partner, som delte Barrons drømme om at forene bæredygtighed og minedrift: en dansk stjernearkitekt – faktisk den største stjerne af dem alle: Bjarke Ingels.

DANSK Det er Mærsk Supply Services skib, The Metals Company bruger, når de er på ekspedition i Stillehavet efter mine-metallerne. Foto: PR / Mærsk

Lad os skrue tiden nogle få år tilbage. Vi er i New York, på BIG – Bjarke Ingels Groups – tegnestue i det hippe Brooklyn. Gerard Barron kommer spadserende ind mellem arkitekternes borde. Han skal møde Bjarke Ingels. Det er første gang, jeg hører om de polymetalliske klumper,” husker den danske arkitekt.

Det er en fælles ven, der har foreslået, at de to burde mødes. Vennen, danske Christian Madsbjerg, har stiftet det succesfulde konsulentbureau ReD Associates, og han sidder også i bestyrelsen hos The Metals Company.

Ingels kan huske, da Barron trådte ind på kontoret. Han havde måske lidt en fremtoning, der mindede lidt om Michael Douglas i Romancing the Stone; sådan en eventyragtig type, halvlangt hår og solbrændt efter den sidste ekspedition på Stillehavet,” husker Bjarke Ingels.

Barron strakte hånden frem. Han rakte en knold til Bjarke Ingels. Så sagde han: Ved du, hvad det her er.’ Jeg kunne mærke, det var en tung sten. Så jeg tænkte, den måske var vulkansk. Så sagde han: It’s a battery in a rock.’ Et batteri i en sten.

Gerard Barron husker, hvordan Bjarke Ingels lynhurtigt forstod potentialet. Han sagde: Ja, jeg forstår.’ Man kunne mærke begejstringen,” siger han.

Bjarke Ingels selv erindrer, at selv om han var meget langt fra at være mine-ekspert, så lød det dybt interessant. Jeg ved ikke ret meget mere om minedrift, end at jeg har vasket guld i Legoland,” griner han. Men der ved man jo i hvert fald, at der er ret lidt guld og ret meget sand. Så det at der var et sted på Jorden, hvor man på havbunds-overfladen kunne plukke sten, som indeholder næsten 100 procent metal, lød jo allerede som en fantastisk idé.”

De to mænd – der ifølge Barron opdagede, at de delte stjernetegnet vægten – connectede. Og snart blev Bjarke Ingels designrådgiver for The Metals Company – dels mod honorar, dels mod aktier i selskabet.

Bjarke Ingels og BIG skulle nu designe og tegne de fabrikker, der skal få mineralerne ud af dybhavsknoldene, og de skibe, der suger knoldene op fra bunden.

De har stort set hyret os til at udvikle og formgive hele det her industrielle økosystem,” siger han.

Ingels har tegnet skibe, han kalder gentle giants, der sejler på 8 procent solenergi og sender billeagtige robotter ned i dybet for at hente knoldene med mindst mulig skade. En fabrik i Pennsylvania skal – ligesom BIGs kombinerede affaldsforbrænding og skibakke i København – gøre industriel produktion til noget rart; en turistattraktion, som Barron siger. The Metals Companys maskiner skal være alt andet end de maskiner, Nautilus i sin tid brugte, og som Barron siger, at han hadede.

Jeg hader de maskiner. De har givet mig så mange hovedpiner. De skaber en helt, helt forfærdelig følelse,” siger Barron.

Følelsen denne her gang skulle være helt anderledes og ramte lige ned i en af Bjarke Ingels kongstanker. At vi mennesker generelt – og arkitekturen specifikt – alt for ofte orienterer os mod facaderne; mod det, han kalder front of house. Alt det, vi sjældent ser – back of house –  får til gengæld minimal arkitektonisk kærlighed.

Alt det, der er front of house, bruger vi kræfter på at gøre pænt og godt at være i. Men alt, der er back of house – p-pladser, kraftværker, minerne eller der, hvor vi får metallerne fra – kan man bare lave som noget værre skidt. Fordi det er der alligevel ikke nogen, der ser,” siger Ingels. Men en ting er, om man ser det. For på planeten Jorden er der jo ikke noget back of house.

Det var her, Ingels og Barron talte om den vildeste idé til, hvordan det nye Metalklondike måske kunne udforme sig: som flydende samfund derude på Stillehavet.

Som et yderligere led kan man måske have et flydende samfund, hvor de mennesker, der arbejder i industrien, kunne bo og arbejde,” siger han. Sådan et sted skulle være langt mere behageligt at opholde sig og bo i end det, vi kender fra offshoreindustriens benhårde boreplatforme”, som han siger.

Ser man tegningerne, ligner det næsten en slags utopia på havet; flydende kunstige selvforsynende øer med solceller på taget, palmer og minilandbrug – med pontoner, krabbefiskeri og minerobotter under havoverfladen, lige under flyde-byen.

Det var helt klart også en ægte ambition om at gøre og tænke det her anderledes end den mineindustri, der findes i dag, som nok har en masse dårlige vaner fra dengang, hvor man ikke tænkte så meget på miljøet,” siger Bjarke Ingels.

Der er altså store drømme om, hvor meget dybhavseventyret kan ændre verden. Men: Der er også andre afgørende deltagere i det nye gold rush under havet, som ikke bare taler om bæredygtighed og utopia. De taler om … magt.

STJERNEARKITEKT Arkitekten Bjarke Ingels og hans tegnestue BIG designer og tegner fabrikker og skibe for The Metals Company. Foto: Robert Attermann / Red Star / Ritzau Scanpix

Lad os forlade Barron og Ingels, og hæve os lidt op over det hele. Forestil dig en jordklode. Havet fylder klart det meste, omkring 70 procent – og meget af det er dybhav med metaller på bunden. De lande, du ser på kloden – mange af dem er interesseret i den havbund.

Kina lyser op på globussen; de sender mineudforskningsskibe til Polarhavet. Indien og Rusland har kontrakter på at lede efter metaller i dybhavet. Tyskland og Japan er langt fremme. En belgisk minegigant er på. I Norge sender de masser af mineudforskings-skibe ud.

For at forstå, hvorfor alle de lande, ligesom Barrons firma, kæmper for at komme med på dybhavsskattejagten, kiggede jeg nærmere på en måske lidt overset spiller i kapløbet: verdens største våbenfirma, Lockheed Martin. Man skal lede lidt for at finde ud af, hvordan det her gigantiske amerikanske selskab er involveret – så hold tungen lige i munden.

Våbenfirmaet Lockheed Martin ejer et underselskab, UK Seabed Resources. Det selskab er også knyttet til den britiske stat – og det råder over det allerstørste område til minedrift i The Area. Samtidig er Lockheed Martin på mere uofficielt plan tæt på USAs regering. Så både Storbritannien og USA er på en måde involveret her. Det lykkedes mig at få hul igennem til UK Seabed Resources’ direktør, Chris Williams – mens Lockheed Martins pressechef sad og lyttede med.

Lockheed Martin har haft en lang, lang tilknytning til den her sektor,” sagde han. Og det var reelt et af de firmaer, der skabte hele industrien.”

Chris Williams nævnte en virkelig interessant ting. Det handlede om magt. Om forsyningssikkerhed set med amerikanske briller. Den amerikanske regering har sagt meget klart, at de vil sikre deres forsyningskæde,” sagde han. Stormagter som USA, og deres allierede, vil sikre sig adgang til de mineraler, der er nødvendige for en mere eldrevet fremtid. De håber, at de kan blive mindre afhængige af Kina, der dominerer produktionen af vigtige mineraler på land.

Kina er en vigtig faktor. Simpelthen på grund af sin størrelse, men også på grund af den særlige geopolitiske situation for tiden. Lad mig sige det sådan.”

Fremtidens globale magtspil hænger sammen med, hvem der sikrer sig ressource-uafhængighed. I det lys handler dybhavsminedrift også om magt. Om geopolitik. Det er derfor, vi ser alle de her lande sikre sig kontrakter til at lede efter knoldene i The Area – menneskehedens fællesarv. Og det er derfor, Storbritannien har den allerstørste område-kontrakt – via det amerikanske våbenfirma Lockheed Martin.

Jagten på dybhavsmetallerne handler i den grad også om global storpolitik.

1 / 3
VISION_
Et bud på, hvordan et mere miljøvenligt produktionsfartøj til dybhavsminedrift kan se ud. Se flere af BIG’s tegninger i billedhjulet. //
Illustration: PR, BIG

Men der, hvor manges øjne retter sig hen lige nu – i midten af det hele – finder vi The Metals Company, med Mærsk og Bjarke Ingels og, vigtigst af alt, Gerard Barron. Da vi møder Barron i London i slutningen af august, er der kun få uger til et helt afgørende, nærmest symbolsk øjeblik; ikke bare for ham selv, men for hele dybhavs-mineindustrien. Snart skal The Metals Company børsnoteres.

Målet er at rejse enorme summer, der skal til, for at finansiere de dyre maskiner og skibe og fabrikker, så produktionen kan begynde for alvor.

Så det er en meget, meget vigtig milepæl,” siger Barron. Uden penge kan du ikke gøre idéer til virkelighed.”

Pengene kan sætte strøm til dybhavsskattejagten. Gerard Barron, havmetallernes Elon Musk, får et særligt lys i øjnene, når vi taler om lige præcis det øjeblik, børsnoteringen sker. Det er virkelig spændende,” understreger han. Alt er på spil, når det gælder, hvor mange penge dybhavsindustrien får til at rulle sig ud med.

Men alt er også på spil på et helt andet plan. For faktisk er det ikke sikkert, Barron og The Metals Company og alle de andre får lov til at starte en reel mineindustri i The Area.

Der findes nemlig også dem, der kæmper for, at minedrift i dybhavet ikke bliver sluppet løs om lidt. De frygter, det vil være en katastrofe for menneskeheden.

En af skeptikerne, forsker og havbiolog Katrine Worsaae fra Københavns Universitet, sammenligner minedrift i dybhavet med at starte en mineindustri i en unik og kæmpestor regnskov, med enorm biodiversitet, som vi nærmest intet ved om. Her ligger regnskoven bare under havets overflade.

Forestil dig, at Amazonas var den sidste regnskov i verden, og at der så kommer et firma og siger, de vil fælde hele Amazonas,” siger Katrine Worsaae. Vil du så ikke gerne have undersøgt, om der findes et Amazonas nummer to? Og hvor stor er Amazonas? Kunne vi nøjes med, at de tog halvdelen? Eller: Er der noget tilbage bagefter?”

Hende kan du møde i næste afsnit.

Dette var andet afsnit i en serie. Hvis du ikke har hørt eller læst første afsnit, så gør det her. Tredje andet afsnit er her og fjerde og sidste afsnit her.