Topmødet i Glasgow har ikke reddet klimaet. Men det har reddet klimadiplomatiet

Det mest hypede klimatopmøde i årevis kunne ikke undgå at skuffe de mest håbefulde. Alligevel leverede det vigtige fremskridt.

Foto: Robert Perry, EPA/Ritzau Scanpix
  • 15. november 2021
  • 16 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Et af de mest betydningsfulde øjeblikke på hele klimatopmødet i Glasgow var også et af de mest uventede. Det kom onsdag aften, mindre end to døgn før den officielle forhandlingsdeadline, da Kinas delegation pludselig – ud af det blå – indkaldte til pressemøde. Ganske kort efter tog kinesernes rutinerede chefforhandler, Xie Zhenhua, plads oppe på podiet i det store pressekonferencelokale. Den lille, rundhovedede og nærmest morfar-hyggelige mand med de rammeløse briller havde noget, han gerne ville fortælle verden.

Klokken seks denne eftermiddag har Kina og USA sammen udgivet en fælles deklaration om øget klimahandling i 2020’erne,” sagde han. Dermed leverede Xie Zhenhua svar på et spørgsmål, der længe havde hængt som en tung sky over hele det internationale klimadiplomati: Kan stormagterne Kina og USA, som skændes mere og mere højlydt om alt fra handel og menneskerettigheder til benhård sikkerhedspolitik, stadig finde ud af at samarbejde om klimaet? Xie Zhenhuas svar på spørgsmålet var et utvetydigt ja. Vi har holdt omkring 30 virtuelle møder og har mødtes personligt i Shanghai og Tianjin i Kina, og også i London og i Glasgow,” sagde han.

Efter lidt over en halv time overlod den kinesiske chefforhandler scenen til sin amerikanske kollega, den tidligere præsidentkandidat John Kerry, som er præsident Joe Bidens særlige klimaudsending. Den tæt på to meter høje amerikaner trådte frem foran mikrofonen i et mørkeblåt jakkesæt og sagde, at det her var lidt ligesom dengang under Den Kolde Krig, hvor USAs daværende præsident, Ronald Reagan, kaldte Sovjetunionen for et ondt imperium – og alligevel lavede en aftale med imperiets øverste leder, Mikhail Gorbatjov, om at skære ned i antallet af skarpladte atomvåben. Simpelthen fordi det var en god idé.

Aftalen mellem verdens to største udledere af drivhusgasser indeholdt ingen konkrete, nye løfter om, hvor meget de to stormagter hver især agter at skære i drivhusgasudledningerne. Men den anerkendte, at der skal ske noget i det her årti, hvis det skal være muligt for verden at nå sine officielle klimamål. Og den fik øjeblikkeligt håbet om et lykkeligt udfald af forhandlingerne i Glasgow til at stige.

Foto: Jeff J Mitchell / AFP / Ritzau Scanpix

Tre døgn senere landede The Glasgow Climate Pact – en aftale, som på den ene side skuffede mange, fordi den ikke indeholdt konkrete, nye beslutninger om at skære i udledningerne af drivhusgasser, men på den anden side leverede flere vigtige nybrud. For første gang nogensinde i klimatopmødesammenhæng nævnte teksten eksplicit klimakrisens hovedårsag – fossile brændsler – i form af en opfordring til at skrue ned for kulkraft og økonomisk støtte til fossile brændsler. Og nok så vigtigt, så indeholdt aftalen også en opfordring til alle lande om at melde nye, mere ambitiøse klimaplaner ind til FN allerede i 2022. Ingen af delene var der mange, som troede på få dage forinden, men vedtaget blev de altså. Og dermed var det mest hypede klimatopmøde i mange år slut.

Var det en succes?

For at svare på dét spørgsmål er man nødt til at zoome ud fra de diplomatiske tekster og samtidig spole tiden lidt tilbage. Glasgow skulle have været stedet, hvor den ambitiøse Paris-klimaaftale fra 2015 så at sige blev til virkelighed, og det skulle have været i 2020 – men så kom corona. Ret hurtigt stod det klart, at et kæmpe, internationalt topmøde med tusinder af deltagere fra hele verden ikke var praktisk muligt midt i en pandemi. Måske var det en fordel for forhandlingerne. De britiske værters rutinerede korps af diplomater fik i hvert fald mere tid til at gøde jorden for et succesfuldt topmøde, og imens skiftede amerikanerne deres klimafjendske præsident ud med én, der vil gøre USA til førerhund for den grønne omstilling. Men udskydelsen betød også, at forventningerne til topmødet steg tilsvarende. Da verdens ledere i slutningen af oktober pakkede kufferterne for at rejse til Glasgow, var topmødet nærmest blevet til dén enkeltstående begivenhed, som skulle redde klimaet én gang for alle. Vores sidste, bedste chance,” kaldte John Kerry det.

Briternes chefforhandler, den afdæmpede tidligere minister Alok Sharma, forsøgte at finde en balance ved at udråbe det til sit mål at holde liv i” Paris-klimaaftalens mest ambitiøse målsætning – dén om at begrænse den menneskeskabte temperaturstigning til 1,5 grader. Når topmødet var slut, skulle man altså med en vis troværdighed kunne hævde, at det stadig ville være muligt at begrænse temperaturstigningen til halvanden grad. Det var selvsagt en målsætning med en vis elastik i. Og om det faktisk lykkedes at indfri den, er måske mest af alt et spørgsmål om livsanskuelse. Man skal i hvert fald være optimist for at svare klart ja. Så lad os dykke lidt dybere ned i, hvad der egentlig kom ud af topmødet i Glasgow.

Det hele begyndte med en skuffelse. Topmødet var deadline for de nationale klimaplaner, som landene ifølge Paris-aftalen skal indlevere til FN hvert femte år. Håbet var derfor, at lederne af nogle af verdens største og vigtigste udledere ville bruge topmødet som platform til at lancere en stribe nye, ambitiøse klimaløfter. Det skete bare ikke rigtigt. Ovenikøbet udeblev nogle af de vigtigste statsoverhoveder, herunder Kinas Xi Jinping, fra det indledende møde for verdens statsledere.

Briterne må rimelig tidligt have luret, at landenes officielle klimaplaner umuligt kunne gøre topmødet til en succes alene. I hvert fald satsede de også på tre andre spor, som tilsammen skulle gøre det muligt at hævde, at drømmen om 1,5 grader stadig levede. For det første ville de afslutte topmødet med en politisk sluterklæring, som pegede i den rigtige retning. For det andet ville de afslutte nogle årelange forhandlinger om reglerne for det internationale klimasamarbejde. Og for det tredje ville de bruge topmødet som affyringsrampe for en hel stribe aftaler, hvor grupper af særligt ambitiøse lande og virksomheder skulle love at skrue op for ambitionerne på en række områder.

I hvert fald det sidste gik ret godt. Topmødets helt store nummer var en aftale, hvor mere end 100 lande lovede at standse afskovning inden 2030. Blandt underskriverne var vigtige regnskovslande som Brasilien og Indonesien. Lige så betydningsfuld var en aftale om at begrænse udledninger af den kraftige drivhusgas metan, som der også var over 100 lande, der gik med i. Dertil kom to mindre aftaler om udfasning af kul og fossilbiler. Tilsammen gav de fire aftaler et ikke ubetydeligt nyk i den rigtige retning. Organisationen Climate Action Tracker har regnet sig frem til, at aftalerne tilsammen kan barbere cirka 2,2 milliarder ton af de årlige udledninger af drivhusgasser i 2030. Det svarer rundt regnet til den årlige, aktuelle udledning fra alle skibe og fly tilsammen. Dertil kan man så lægge effekten af de nye nationale klimaløfter, som trods alt blev leveret i forbindelse med topmødet. På den baggrund lyder et godt bud på topmødets konkrete effekt på den globale opvarmning, at det i Glasgow lykkedes at begrænse den fremtidige temperaturstigning med et sted mellem 0,1 og 0,2 grader – alt efter hvor meget man tør tro på alle de nye løfter. Det er selvfølgelig ikke nok, eftersom vi aktuelt har kurs mod et sted mellem to og tre grader, men det er jo heller ikke ingenting.

Så var der spørgsmålet om reglerne for de kommende års internationale klimasamarbejde. Her lykkedes det briterne at få bundet en sløjfe på nogle svære forhandlinger, der har trukket ud i årevis. Dermed blev Paris-aftalens underskrivere endelig enige om, hvordan de skal holde hinanden op på de løfter, de hver især melder ind til fællesskabet – hvilket faktisk var en vigtig forudsætning for overhovedet at få aftalen til at fungere i praksis. Det mest betændte spørgsmål handlede om handel med CO2-reduktioner på tværs af landegrænser. Her landede man kort sagt et kompromis, som set fra et klimaperspektiv var værre end håbet, men bedre end frygtet. Idéen var at etablere et system, hvor et land kan pynte på sit klimaregnskab ved at betale et andet land for eksempelvis at rejse vindmøller eller bevare regnskoven. Det skulle gerne sikre, at den grønne omstilling globalt set bliver så billig som muligt. Men frygten var, at systemet ville give mulighed for dobbelt bogføring, sådan at de samme CO2-reduktioner kunne optræde i to forskellige landes klimaregnskaber på én gang. Den frygt lader i det store og hele til at være gjort til skamme. Til gengæld indeholder kompromiset fra Glasgow også en mulighed for at sælge en bunke gamle og temmelig tvivlsomme CO2-reduktioner, som så at sige er blevet tilovers fra et tidligere system.

Så var der sluterklæringen – The Glasgow Climate Pact. Her spillede Alok Sharma højt spil ved at holde stædigt fast i en tekst med elementer, der på forhånd så ret kontroversielle ud. Det gjaldt formuleringerne omkring kul og økonomisk støtte til fossile brændsler, og det gjaldt opfordringen til at komme med nye klimaplaner i 2022. Men det gjaldt også en ny mekanisme til at sikre, at spørgsmålet om at skrue op for ambitionerne frem mod 2030 vil blive taget op på ministerniveau hvert eneste år gennem resten af 2020’erne. Det lyder måske lidt tørt, men var afgørende vigtigt, hvis briterne skulle kunne hævde, at målet om 1,5 grader stadig var inden for rækkevidde. At opnå målet vil nemlig kræve langt mere drastiske nedskæringer i udledningerne de kommende ganske få år, end landene aktuelt har lagt op til.
Det holdt umanerlig hårdt, men til sidst lykkes det faktisk for Alok Sharma at få teksten vedtaget i en ikke alt for udvandet form. Og der er ingen tvivl om, at aftalen mellem USA og Kina – som jo netop også handlede om at skrue op for ambitionerne frem mod 2030 – var med til at få tingene til at glide. Det blev tydeligt for alle i løbet af de afsluttende forhandlinger lørdag den 13. november, én dag efter topmødets officielle deadline. Her udviklede dét, der skulle have været en sidste diskussion af detaljerne, sig hurtigt til en kaotisk situation, hvor landenes repræsentanter ganske enkelt stillede sig i klumper og forhandlede videre midt på gulvet i den store sal, i stedet for at sætte sig på deres pladser. Alok Sharmas gentagne opfordringer til at komme i gang med de officielle procedurer blev simpelthen ignoreret.

Stemningen i lokalet løsnede først op, da Xie Zhenhua spadserede ind fra højre og fistbumpede Alok Sharma lige foran næsen på mig og de andre pressefolk i medie-indhegningen ved siden af podiet, hvorefter kineseren gav sig til at sludre godmodigt med John Kerry. Først derefter gik de officielle procedurer i gang, og det blev lidt af en gyser. En række udviklingslande brokkede sig gevaldigt over de rige landes manglende vilje til at binde sig til mere økonomisk klimahjælp, men accepterede alligevel modvilligt Alok Sharmas forslag til en aftale. Til gengæld havde Indien en indsigelse, og den handlede om kul. Det resulterede i en omgang sidste-øjebliks-stormagtsforhandlinger, hvor det lykkedes inderne at få udvandet Alok Sharmas tekst, så den ikke længere opfordrede til at udfase” kulkraft, men i stedet til at nedskalere” kulkraft. Gennem hele topmødet havde Alok Sharma opretholdt et køligt pokerfjæs, men da han trods skarp kritik fra salen måtte acceptere indernes ændringsforslag, krakelerede masken. Han måtte bruge et par sekunder med hånden holdt op foran en bævende underlæbe, før han fik samling på sig selv. Så slog han hammeren i bordet og erklærede aftalen for vedtaget.

Forud for topmødet i Glasgow var det en reel bekymring, om den skotske industriby ville blive stedet, hvor Paris-aftalen fra 2015 faldt fra hinanden. Hvis det ikke var lykkedes at blive enige om noget, kunne man med rette have hævdet, at Paris-aftalens målsætninger ikke var det papir værd, de blev skrevet på. Måske vil topmødet i Glasgow derfor først og fremmest gå over i historien som stedet, hvor det lykkedes Alok Sharma og hans hær af ihærdige diplomater at redde det internationale klimasamarbejde. Det var ikke nogen ubetydelig bedrift. Og målt på briternes egne succeskriterier gik det altså også ret godt med selve indholdet.

Men hvad med det store billede? Var topmødet faktisk også et fremskridt i kampen mod klimaforandringerne? Hvis drømmen om at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader før topmødet var en livstruet covid-patient, leverede topmødet i Glasgow så reelt en livsforlængende iltflaske – eller bare en omgang varm luft? Det afhænger som nævnt ret meget af øjnene, der ser. Det springende punkt er, om man kan stole på, at verdens ledere faktisk vil skrue op for klimaambitionerne de kommende år, bare fordi de siger, at de vil. Og kan man det? FNs klimatopmøder har kørt i mere end et kvart århundrede, og imens har de årlige udledninger af drivhusgasser kun bevæget sig én vej: Opad. En stor del af topmødet i Glasgow gik med at tale om 100 milliarder dollars i årlig klimafinansiering, som de rige lande for længe siden lovede at give udviklingslandene – uden rent faktisk levere på løftet. Og 100 milliarder dollars er jo peanuts i det store billede. I løbet af de to uger, topmødet i Glasgow varede, brugte verdens regeringer dobbelt så mange penge på økonomisk støtte til fossile brændsler.

Så ja, det er nemt at blive kynisk og konkludere, at topmødet samlet set var mere varmluftballon end iltflaske. Og så bliver det næste spørgsmål uundgåeligt, hvad det overhovedet skal gøre godt for med hele det enorme, tilbagevendende cirkus af embedsmænd og ministre og lobbyister og forretningsfolk og ngo-folk og aktivister, som FNs klimatopmøder udgør. Man kan argumentere for, at når det i dag ser mere realistisk ud at begrænse temperaturstigningenFude, end det gjorde for få år siden – og det gør det faktisk – så skyldes det ikke FN-topmøder, men prisfald på vedvarende energi, som har gjort vindmøller og solceller i stand til at udkonkurrere kulkraftværker. I dét perspektiv er det ret ligegyldigt, om et FN-dokument opfordrer til at udfase” eller nedskalere” kul. Så hvad er overhovedet meningen med al den blah-blah-blah?

Her er man nok nødt til at se det hele i en lidt større kontekst. Måske er den vigtigste funktion for FNs tilbagevendende klimatopmøder, at de holder den globale samtale om klimaet i gang. På alle niveauer. Ude foran et af Glasgow-topmødets uendeligt mange mødelokaler mødte jeg nogle dage før konferencens afslutning de to unge danske klimaaktivister Elise Sydendal og Sara Ørsted. De var stadig helt høje efter at have deltaget i den enorme klimademonstration få dage forinden, hvor flere end 100.000 mennesker marcherede gennem Glasgow, samtidig med at der var arrangeret tilsvarende marcher mange andre steder i verden.

Det var den vildeste march, vi nogensinde har været med til,” sagde Elise Sydendal. Man blev bekræftet i, at klimakrisen virkelig er ægte, når der er så mange mennesker, som kan se det. Og det er selvfølgelig ret skræmmende. Men samtidig føler man også en masse håb, for det er ikke bare os, det er alle de her mennesker – og så har vi også en chance. Man føler virkelig power.”

På sin telefon viste hun mig videoer af, hvordan hun stod midt i flokken af aktivister og råbte kampråb ind i en megafon, hvorefter flokken råbte tilbage endnu højere: POWER!” – “POWER!” – “POWER TO THE PEOPLE!” – “POWER TO THE PEOPLE!”

Det er også tydeligt, at et topmøde som det i Glasgow ikke alene holder samtalen om klimaet i gang. Det bevæger den også fremad. Topmøderne er én stor øvelse i internationalt gruppepres, hvor det gælder om hele tiden at hæve barren for, hvad der er comme il faut. Og det foregår både i forhandlingslokalerne og udenfor.

Et godt eksempel leverede Danmark og Costa Rica få dage før topmødets afslutning, da de to lande lancerede det nye initiativ BOGA – Beyond Oil and Gas Alliance. Det er en sammenslutning af lande og delstater, som har besluttet at sætte en slutdato for produktion af olie og gas … med deltagelse af så berømte og stormægtige olienationer som Sverige, Wales og den canadiske delstat Quebec. Det er nemt at gøre nar ad sådan et initiativ. Danmark, Frankrig og Irland er de eneste fuldgyldige medlemmer af alliancen, som faktisk har en olie- og gassektor at afvikle, og ingen af den nye alliances medlemmer er ligefrem storproducenter af fossile brændsler. Men alene fremmødet til lanceringen viste, at sådan et initiativ alligevel kan noget. Faktisk var jeg lige ved ikke at komme ind i rummet, selvom jeg dukkede op i god tid. På scenen var klimaminister Dan Jørgensen den første til at få ordet. Vi håber, at i dag markerer begyndelsen på enden for olie og gas,” sagde han.

Da pressemødet var slut, klappede folk i rummet faktisk. Det gjorde de ikke til nogen andre pressemøder, jeg var med til. Bagefter kunne klimaministeren for et øjeblik glemme hjemlige diskussioner om nye gasledninger til Polen og Lolland-Falster, imens han solede sig i international ros og opmærksomhed. Og mens ministeren stod omringet af kameraer og mikrofoner uden for pressekonferencerummet, stak en klimaaktivist mig en kopi af et brev fra nordiske klimaorganisationer til Norges statsminister. Meld dig ind i Beyond Oil and Gas Alliance,” stod der. På sociale medier og i britisk presse blev værtsnationens premierminister, Boris Johnson, samtidig hængt ud for ikke at være med.

Foto: Yves Herman / Reuters / Ritzau Scanpix

Men hvad så med al ordkløveriet, som er selve kernen i klimatopmøderne? Nytter det noget? Jeg tilbragte en god del af topmødet i selskab med en af dem, der lægger mange kræfter i at kæmpe for bestemte formuleringer i de diplomatiske dokumenter, nemlig klimarådgiver John Nordbo fra bistandsorganisationen Care. Som udsending for forskellige danske ngo’er har han været med til 15 klimatopmøder fordelt over mere end 20 år. I Glasgow kæmpede han for en dagsorden, som rykkede længere og længere op i toppen af agendaen, efterhånden som mødet skred frem, nemlig de rige landes ret nærige tilgang til klimahjælp til udviklingslandene. På et tidspunkt mødte jeg ham, mens han i al hast var på vej til møde med en forhandler fra Malawi, bevæbnet med et forslag til en formulering, som måske kunne sniges ind et sted.

I en stille stund, mens vi sad i en fjern krinkelkrog ved siden af en sodavandsautomat, spurgte jeg John Nordbo, hvordan han kan blive ved med at holde dampen oppe, når fremskridtene er så små og uendeligt langsomme i forhold til, hvad der reelt er behov for. Som svar nævnte han flere ting, han tidligere har arbejdet for, og som i dag er blevet til virkelighed. En FN-mekanisme til at hjælpe udviklingslande med grøn teknologi. Den danske klimalov og det danske oliestop, som nu bliver brugt til at presse andre lande til at hæve ambitionerne. Og senest en rapport, som i perioden op til topmødet i Glasgow dokumenterede hullet mellem de rige landes økonomiske løfter om klimahjælp til udviklingslandene og så dét, de rent faktisk har leveret.

Jeg ved, at rapporten er blevet læst grundigt af forhandlere i syd og har været et vigtigt bidrag til at gøre klart, at her var et problem, som man ikke kunne komme uden om,” sagde John Nordbo. I forhold til årets klimatopmøde er det nok mit absolut vigtigste bidrag.”

John Nordbo opnåede langtfra, hvad han havde håbet på i Glasgow. Da de timelange afsluttende forhandlinger var forbi, fandt jeg ham ved et bord i caféområdet lige uden for den store sal, hvor Alok Sharma kort forinden havde banket hammeren i bordet. John Nordbos kolleger havde lige udsendt en pressemeddelelse, hvor han i skarpe vendinger kritiserede de rige lande for ikke at ville binde sig til at betale den klimabistand, de har lovet, og for ikke at ville afsætte nye midler til at dække omkostningerne ved de skader, som klimaforandringerne forårsager. Han så træt ud. Alligevel var han i stand til at glæde sig lidt over, at emnerne i det mindste kom så højt op på dagsordenen, som de gjorde.

Hvis vi tænker det ind i den mere folkelige klimabevidsthed og det, der skaber grundlaget for klimaaktivisme, så er der noget her, som for mange mennesker slår hovedet på sømmet for den klima-uretfærdighed, der er i verden. Jeg tror, det her er med til, at man rundt om i aktivistmiljøer kan se, at uretfærdigheden er stor, og at det er en del af løsningen, at vi får hjulpet verdens fattigste til at håndtere de her ting,” sagde han.

Jeg spurgte ham, om dét var nok til, at det gav mening for ham at have brugt to uger på endnu et klimatopmøde.

Selvfølgelig giver det mening. Jeg er bare ikke den, der giver op, det er jeg ikke,” svarede han. Han så lidt frem for sig. Jeg tror, at når man har så meget erfaring med at arbejde med de her ting, som jeg har, så har man også et ansvar, som går ud på at bruge den viden til at flytte mest muligt. Sådan må det være.”

Og måske er det bare sådan, det er med hele kampen mod klimaforandringerne. Der er ikke noget alternativ til at blive ved, og hvert et lille fremskridt tæller.