Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Del 4: Et ukendt kontor på Jamaica afgør, om minedrift i dybhavet bliver tilladt. Vi ringede og fik et overraskende svar

Er skattejagten i dybet verdens værste eller bedste idé? Sidste afsnit af serien ‘På dybt vand’.

Illustration: Myriam Wares for Zetland

Lad os begynde med Den store løgn. Vi er tilbage i 1974 – ude på Stillehavet sejler et amerikansk skib. Fartøjet har en stor metal-klo monteret, som det sænker ned i vandet. På siden af skibet står med store bogstaver: Hughes Glomar Explorer. To andre skibe flyder et stykke væk, og ovenover svæver en helikopter.

Amerikanerne er ude for at hente mineralknolde op fra dybhavet på den første mission af sin slags. Det er historisk. Husk, vi er næsten 50 år tilbage i tiden. Er det her begyndelsen på dybhavsminedrift? Aviserne skriver løs, også fordi skibet er bygget af den excentriske tilbagetrukne amerikanske milliardær Howard Hughes.

Men så er det, at det viser sig, at … det hele er en stor løgn.

Det var rent faktisk et fupnummer. CIA satte det simpelthen i gang som en dækhistorie,” siger Ole Sparenberg, tysk historiker med speciale i dybhavsminedrift. Det var nemlig ikke mineralknolde, skibene skulle trække op af Stillehavet. Det var en sunket sovjetisk ubåd. Den amerikanske efterretningstjeneste CIA havde opbygget en storstilet cover-historie, så Sovjetunionen, her under Den Kolde Krig, ikke fik nys om, at amerikanerne havde fundet deres ubåd.

Det ville være en efterretnings-triumf at bjerge den. De håbede på at få detaljer om den sovjetiske ubåds konstruktion, men også om atomvåben, bøger med koder og andet, der var om bord,” siger Ole Sparenberg, lektor ved Karlsruher Institut für Technologie.

For at få fat på alt, hvad der var ombord, havde CIA opdigtet historien om dybhavsmine-ekspeditionen, fået den excentriske rigmand til at spille med – og snydt hele verden. Og det lykkedes. I ly af dækhistorien kunne de begynde at hive den sovjetiske ubåd op.

Så ingen dybhavsminedrift dengang, blot en god historie. Men måske rummer den historie alligevel en nøgle til at forstå, hvad der i den grad er virkelighed lige nu.

På dybt vand

I en serie på fire afsnit undersøger vi en af tidens store historier: den globale skattejagt i dybhavet. Vil en mineindustri på havets bund bekæmpe klimakrisen eller skabe nye problemer for kloden? Det her er fjerde og sidste afsnit. Hvis du ikke har hørt eller læst første afsnit, så begynd endelig der. Andet afsnit er her, og tredje her.

ENORMT The Area dækker omkring halvdelen af jordens overflade. Foto: The Metals Company, PR

Det her er sidste afsnit i serien På dybt vand. Og har du ikke hørt eller læst de tre første afsnit, vil vi anbefale dig at gøre det, inden du læser videre. Der har vi undersøgt, hvad der er på spil i jagten på de mineraler, der ligger gemt på det dybeste hav – og som virksomheder og stormagter snart er på vej ned efter.

Vi ved, hvor uudforsket det dybe hav er, og at det dækker langt over halvdelen af kloden. Vi ved, at mange af de eftertragtede knolde befinder sig i The Area, den del af klodens hav, som tilhører hele menneskeheden. Vi ved, at østaten Nauru, sammen med The Metals Company, Mærsk og arkitekten Bjarke Ingels, er langt fremme for at få lov at indlede en minedrift dernede.

Vi ved, at tilhængerne af dybhavseventyret siger, at knoldenes metaller er afgørende for den grønne omstillings skift fra kul og olie til batterier og elektricitet. Og vi ved, at modstanderne af dybhavsminedrift frygter, at det vil skade et enormt miljø – et mylder af liv – og sætte gang i ting, vi ikke kan overskue.

Så nu er det tid til at lægge alle argumenterne, al forskningen, alle sporene sammen i den skattejagt, vi også selv har været på, og forsøge at svare på dét spørgsmål, der satte gang i hele rejsen: Er minedrift i det dybe hav verdens bedste eller verdens værste idé? Kan det redde verden eller forbande den?

Men inden vi når til svaret på det spørgsmål, er der én ting mere, vi er nødt til at undersøge.
For alt det her er jo kun vigtigt, hvis dybhavsminedrift rent faktisk bliver til virkelighed om lidt.

Så hvem afgør det? Vi er nødt til at finde ud af, hvem der bestemmer, om der snart må bores i menneskehedens fælles arv.

For at svare på det skal vi en tur til Jamaica.

UUDFORSKET De sidste hvide pletter på verdenskortet ligger i høj grad i dybhavet, siger dybhavsforsker Ronnie Glud. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Forestil dig havnen i Kingston, Jamaicas hovedstad. Du kan se store skibskraner og oceanet foran dig. Et containerskib i horisonten. På den ene side er en biludlejningsbiks, til den anden side ligger seafood-restauranten Gloria’s, og midt i det hele står en sandfarvet kontorbygning. Derinde sidder Michael Lodge.

Da vi taler med ham over Zoom, sidder Lodge i en mørkeblå skjorte foran en virtuel baggrund med sort vand og lysende, farvestrålende havdyr. Man fornemmer ikke umiddelbart, hvad det er for et ansvar, der ligger på den jurauddannede brites skuldre. Heller ikke det anonyme konferencecenter, hvor Lodge befinder sig, ligner et sted, hvor der træffes beslutninger i verdensklasseskalaen.

Det kunne være hvilken som helst kontorbygning, medmindre man får øje på det lille mørkeblå flag til højre for indgangen med ordene International Seabed Authority.

Det her er hovedsædet for Den Internationale Havbundsmyndighed, ISA. Det er en lille, måske lidt overset, men magtfuld organisation, der er betroet opgaven at bestyre hele The Area – det enorme havområde, der er menneskehedens fælles arv. Og Michael Lodge er generalsekretær for den her magtfulde myndighed. Jeg er virkelig glad for at have det her job,” siger han.

Michael Lodge sidder således med det øverste daglige ansvar for omtrent halvdelen af klodens havbund, der tilhører os alle sammen. Vi bliver kritiseret forfærdelig meget, men det følger med. Men det er en unik organisation.”

Og havbundsmyndigheden ISA er en unik organisation: et organ etableret ud fra FN-regler, som har to kasketter på samtidig: Det er både ISA, der har ansvaret for at beskytte havmiljøet, og ISA, der regulerer udvinding af ressourcer i The Area – hvilket vil sige, at de står for uddeling af kontrakter til mulig minedrift i Området. Så det er det her stort set ukendte kontor på havnen i Jamaica, der har givet Gerard Barrons The Metals Company (dem, der også er ejet af Mærsk og Bjarke Ingels) og Kina og Tyskland og våbenfirmaet Lockheed Martins selskab tilladelse til at lave mine-udforskning i Stillehavet.

Nu skal Lodges ISA så snart beslutte, om der skal åbnes helt op for reel udvinding af dybhavsmineraler.

Det er den eneste ressource på planeten, der bliver styret globalt, gennem en international organisation. Så et sæt regler for hele kloden,” siger Lodge.

De regler har ISA arbejdet på i årevis. De nærmer sig afslutningen. Som vi fortalte i sidste afsnit, har stillehavslandet Nauru netop aktiveret the two year rule – havretskonventionens to-års-regel. Det betyder, at ISA og medlemslandene har to år til at bestemme et sæt regler for hele kloden. Den tager vi lige igen: Lodges organisation skal lave en hav-mine-lov, der gælder for hele verden. Der er ingen andre ressourcer, der forvaltes internationalt på den her måde. Ikke olie, ikke kul, ingenting. Det her er totalt uprøvet territorium. Der skal laves ét sæt regler, der både bestemmer, hvor meget og hvordan der må laves minedrift i det dybe hav.

Det betyder altså, at åbningen for en industri i Området potentielt set ikke er meget mere end to år ude i fremtiden. En del kilder, vi har talt med, vurderer endda, at reglerne for minedrift kan være klar endnu tidligere, måske om et års tid. Og ifølge Lodge har vi aldrig været tættere på minedrift på havbunden.

Jeg tror, vi er tættere på, end vi nogensinde har været,” siger Lodge. Grunden til, at det ikke fungerede før, var især teknologi og økonomi. Og begge de faktorer er meget positive nu, vurderer jeg.”

1 / 2
ALTERNATIV?_
En åben kobber- og kobolt-mine i Congo, som ofte er blevet kritiseret for dårlige forhold for både miljø og mennesker. //
Foto: Reuters Staff / Reuters / Ritzau Scanpix

Da vi efter flere måneders forsøg og mange ubesvarede e-mails endelig får et interview i hus med Lodge, forventer vi nok en ret embedsmands-sleek bureaukrat-type; Lodge er trods alt generalsekretær for en FN-relateret organisation, der skal godkende eller forkaste mine-ansøgningerne og samtidig beskytte The Area. Vi forventer en diplomat-skal, hvis egne holdninger ligger gemt bag embedets ansigt. Men det er ikke helt det, vi møder.

Vi spørger ham til nogle af de firmaer – som Google, Volvo, Samsung og BMW, der ikke vil bruge dybhavsmineraler – og de miljøkritikere fra Greenpeace og Verdensnaturfonden, Europa-Parlamentet og forskere fra hele verden, der beder om tid til mere forskning, før man tillader minedrift i dybet: et såkaldt moratorium.

Spørg dem, om de rent faktisk ved noget som helst om dybhavsminedrift,” svarer Lodge. Jeg synes, at opråbet om et moratorium er usammenhængende. Det går imod videnskaben. Det går imod udvikling.”

Michael Lodge er altså stærkt kritisk over for en pause, et moratorium, inden minedriften begynder. Og han påpeger også, at der ingen grund er til at bede om mere miljømæssig sikkerhed.

Når du ser på, hvad tilhængerne af et moratorium siger, så siger de, at vi ikke må indlede dybhavsminedrift, før vi ved, det er sikkert at gøre det. Men sådan er situationen allerede. Det er der, vi er nu.”

Med andre ord: Manden, hvis myndighed skal afgøre, om det er miljømæssigt sikkert at lave dybhavsminedrift, er allerede overbevist: Vi er allerede på sikker grund. Der er allerede rigeligt med krav om miljømæssig sikkerhed.

Michael Lodge, generaldirektøren for ISA – myndigheden for The Area – er altså rimelig klar i spyttet: Dybhavsminedrift er en god idé – og tættere på end nogensinde. Og da vi spørger ham til ulemperne ved en mineindustri i dybhavet, kan han ikke nævne nogen.

Ulemperne? Altså, der er egentlig ikke mange ulemper.”

PÅ RÆKKE Michael Lodge – i midten af hjelm-rækken, med en hånd i lommen – inspicerer udstyr fra virksomheden DeepGreen (nu Metals Company) til at lede efter dybhavsmineraler. Yderst til venstre selskabets direktør Gerard Barron. Også i rækken: Naurus præsident Baron Waqa. Foto: Sandy Huffaker / AP / Ritzau Scanpix

Den klare mine-opbakning fra embedsmanden Lodge er måske lidt overraskende. Og en stribe kilder i dybhavsmiljøet kritiserer da også ISA – og generalsekretær Lodge – for at vægte mine-interesserne højere end miljøet.

Havbiologen Alex Rogers, der er videnskabelig leder af ngo’en REV Ocean, henviser eksempelvis til, hvordan Michael Lodge ved en konference kæder dybhavsminedrift sammen med opgravning og minedrift på lavt vand, nær kysten. Lodge påpegede, at det havde fundet sted i århundreder. Så på en måde er det ikke noget nyt,” som Lodge sagde.

Men, understreger Rogers, der er meget stor forskel på minedrift i dybhavet og udgravning på lavt vand, ikke mindst når det gælder den miljømæssige skade. At komme med den slags offentlige udtalelser foran et publikum, hvor mange ikke har en videnskabelig baggrund, mener jeg er ekstremt vildledende,” siger Rogers.

Det afviser Michael Lodge. I første omgang siger hans presseperson, at han slet ikke deltog i konferencen (det gjorde han i et interview over videolink), dernæst, at man skal se hans citater i sammenhæng. Og Lodge siger da også i konference-interviewet, at dybhavsminedrift jo ikke er prøvet før, modsat de andre former for minedrift i vand.

Andre kritikere påpeger, at mange af de lande, der er med i ISAs råd, har en interesse i minedrift. De henviser til, at ISA ifølge avisen The Guardian aldrig har afslået en ansøgning om at lede efter knolde i The Area. De peger også på, at Michael Lodge personligt har medvirket i en reklamevideo for Gerard Barrons minefirma, The Metals Company (der dengang hed DeepGreen).

Du kan se videoen …

Lodges presserådgiver siger, at interviewet med Lodge i reklamevideoen ikke var lavet med henblik på, at det skulle bruges til reklame for virksomheden, og at det blev brugt uden ISAs godkendelse eller støtte.

En af ISAs største kritikere er miljøorganisationen Greenpeace. Politisk strateg Louisa Casson mener, at ISA er en alt for lukket organisation – og hun finder det problematisk, at minefirmaer har fået lov at tale i ISA på vegne af små østater: Det er ret chokerende at opleve,” siger hun.

Det, Louisa Casson henviser til her, er blandt andet en tale fra 2019 i ISA – vi var også omkring den i forrige afsnit. Virksomheder har normalt ikke tilladelse til at udtale sig i rådet, men Gerard Barron fra The Metals Company stillede sig på talerstolen som repræsentant for stillehavsnationen Naurus delegation. Havets bund,” sagde han blandt andet, er et fascinerende mørkt, stille kongedømme. Sammenlignet med landjorden er det sparsomt befolket.”

Vi spørger Lodge om de bekymringer, forskere og ngo’er har omkring ISAs bånd til industrien og manglen på gennemsigtighed i den organisation, der tager så store beslutninger på vores alles vegne. Kan han se noget rigtigt i de bekymringer?

Nej,” siger han. Jeg genkender slet ikke de bekymringer. De er fuldstændigt usande. Når det gælder gennemsigtighed, afviser jeg totalt de påstande. Jeg vil mene, at ISA faktisk hører til blandt de mere transparente organisationer.”

Lodge henviser til, at Greenpeace og andre ngo’er har observatørstatus i ISAs råd, hvor de kan give deres holdninger til kende. De beder om for meget,” siger han.

HAVET ER SKØNT "Vi skal bevare og sikre bæredygtig brug af verdens have og deres ressourcer," lyder et af FN's verdensmål. Foto: Lucas Jackson / Reuters / Ritzau Scanpix

Men den vigtigste udfordring for ISA er måske, ifølge flere kilder, noget endnu mere grundlæggende. Hvis vi tager tilbage til havnen på Jamaica, til den undervældende kontorbygning, hvor ISA holder til, kan vi zoome ind på havbundsmyndighedens eget mørkeblå flag i indkørslen.

Flaget er prydet med ISAs gule logo: Inde i en krans af olivengrene er tegnet bølger, og ovenpå svæver en gammeldags vægt med to vægtskåle. Logoet er på en måde sigende for det, som organisationen står for: en balancegang mellem at autorisere udvindingen af vores fælles arv og beskyttelsen af netop den arv. Det dobbelte formål kan være svært at håndtere, siger den tyske historiker Ole Sparenberg, forfatter til en kommende bog om dybhavsminedriftens historie.

ISA bliver ofte kritiseret for, at de blev skabt for at lave minedrift, og at de ikke fokuserer på miljøet, eller at de har en svær eller umulig mission: På den side er de beskyttere af havmiljøet, på den anden side har de mandat til at udvinde ressourcer. Så på sin vis er krybskytten også både skovfoged og vogter,” siger den tyske forsker.

Havbundsmyndigheden er født med en svær mission, der, måske uundgåeligt, indebærer modstridende interesser.

Michael Lodge er uenig i den udlægning. Han siger, at det dobbelte mandat er et vilkår – og at selve balancegangen jo garanterer, at både udvinding og miljøbeskyttelse bliver vægtet. Lodge påpeger også flere gange, at det ikke er ham, der formelt træffer beslutninger, når det gælder ansøgninger om minedrift. Ansøgningerne behandles af ISAs magtfulde teknisk-juridiske kommission. Den består af 30 eksperter,” siger Lodge, som vælges af havbundsmyndigheden blandt dens medlemslande.

Så hvem sidder i den kommission, der evaluerer ansøgninger fra konkrete firmaer og lande, der vil lave udvinding i The Area? I spidsen sidder en, vi kender.

Lad os vende tilbage til industrihavnen ved Bergen, hvor vi begyndte hele den her historie i det allerførste afsnit. Her på havnen, med mågerne skrigende over os, møder vi geologen fra Oljedirektoratet, Harald Brekke. Det var ham, der i afsnit 1 var på vej ud og lede en ekspedition til dybhavet nær Grønland for at kortlægge mineraler på havbunden – sulfider. Ekspeditionsskibet foran os er snart klar til afgang. Jeg glæder mig,” siger Harald Brekke.

Men Harald Brekke har også en anden rolle. Han er … formand for netop den ekspertkommission hos Den Internationale Havbundsmyndighed, der er så afgørende for dybhavsminedriftens fremtid. Den, Michael Lodge henviste til. Min opgave som formand eller leder er at styre debatten eller processen i kommissionen,” siger Harald Brekke.

Kommissionen, som Brekke leder, er ret magtfuld. Den behandler ansøgninger om minedrift og består som nævnt af repræsentanter for 30 lande – mange af dem, påpeger kritikere, med interesse i minedrift. Ligesom Harald Brekke selv; det er hans arbejde at være med til at drive Norges dybhavsmineeventyr fremad. Og han tror på, at minedriftsreglerne snart er på plads, så udvindingen kan begynde.

Ja, jeg tror faktisk, det kommer til at ske,” siger han. Om det er inden for et eller to år eller tre år, kan man sikkert diskutere, men jeg tror, drivkræfterne bag det er så tilpas store, at det kommer på plads i en eller anden form.”

1 / 3
FORMAND_
Harald Brekke, der står centralt for Norges indsats inden for dybhavsminedrift, er formand for den magtfulde teknisk-juridiske kommission. Se reportage fra havnen i Bergen i billedhjulet.//
Foto: Anders Rye Skjoldjensen for Zetland

Harald Brekke, formanden for kommissionen, tror altså som Michael Lodge på, at minedrift i menneskehedens fællesområde kommer til at ske inden for en overskuelig fremtid. Det skyldes ikke kun skiftet mod en mere elektrisk, mindre fossil fremtid. Det handler også om, hvilke lande der har adgang til de eftertragtede metaller, siger han. Storpolitik med andre ord. Altså det politiske billede,” siger han. Hvem er afhængig af hvem? Man vil gerne være mest muligt uafhængig på markedet. Det også et politisk spil, ikke bare resource-spil.”

Vi spørger også Harald Brekke til havmyndighedens dobbeltrolle – som både beskytter og uddeler af minekontrakter.

De har jo godtaget, at den dobbeltrolle er der. Det er ikke noget, ISA kan løbe fra,” siger han. De kan ikke sige nej, vi skal kun se på den del, der har med ressourceudnyttelse at gøre, eller kun på miljø. Nej. Det må være resultatet af en balancere mellem de to hensyn.”

Miljøhensynet er blevet vigtigere, end da Havets Lov for cirka 40 år siden blev lavet, mener Harald Brekke. Men, tilføjer han: Det er først og fremmest en balancegang – mellem beskyttelse og udvinding.

Så hvilken vægtskål rummer de tungeste og bedste argumenter? Er det her en virkelig god eller virkelig dårlig idé?

DÆKHISTORIE The Hughes Glomar Explorer var på jagt efter dybhavsmineraler, lød historien, men reelt var det blot et røgslør. CIA ledte, sammen med våbenfirmaet Lockheed Martin, efter en sovjetisk ubåd. Foto: AP / Ritzau Scanpix

Vi har talt med virkelig mange mennesker rundtom i verden – vi har læst forskning og rapporter. Lad os prøve at samle trådene, de bedste argumenter for og imod. Lad os analysere dem til bunds – og diskutere dem lidt med os selv.

Helt overordnet har tilhængerne ét virkelig godt argument – klimakrisen. Hvis vi skal løse tidens vigtigste udfordring, har vi brug for en grøn omstilling, fra kul og olie hen mod elektricitet og batterier – og her viser en del opgørelser, at vi mangler metaller til de helt afgørende batterier. Uret tikker, temperaturen stiger, vi skal skynde os. Alternativet er at grave dybere og dybere i miner på land, ofte under problematiske forhold og også til skade for naturen.

Som Michael Lodge, generaldirektøren for havmyndigheden, sagde det: Alt omkring dig og alt, du bruger i dit hverdagsliv, kommer enten fra dyrkning eller minedrift. Så tro ikke, at du løser nogen af klodens problemer ved at sige nej til dybhavsminedrift. Det gør du ikke. Du kan potentielt gøre dem værre. For vi har brug for mineralerne. Så hvis du siger nej til dybhavsminedrift, betyder det, at du siger ja til kobolt-miner i Congo eller skovfældning i Sydøstasien.”

Det giver på sin vis mening. Men her er det vigtigt at sige, at den her modstilling – miner på land eller dybhavsminer – ikke helt holder. Stort set alle eksperter og industrifolk, også Michael Lodge og Harald Brekke, siger, at dybhavsminedrift ikke vil erstatte minerne på land. Vi får brug for begge dele. Jeg tvivler på, at havet helt vil kunne overtage det, som foregår på land,” siger Harald Brekke.

Så vi dropper argumentet om, at det vil erstatte minedrift på landjorden. Men vi har stadig argumentet om, at vi har brug for metallerne.

Modstandernes hovedargument her er, at vi risikerer at ødelægge noget, der får regnskovsfældning til at blegne. For at løse ét stort problem risikerer vi at skabe et andet. Vi aner ikke, hvad vi gør, for vi ved næsten intet om livet og miljøet nede i dybet. Ud over alt det liv og de enestående dyr, vi kommer til at påvirke, kan dybhavet rumme menneskehedens reserve, vores bank, med fremtidens lægemidler og alt muligt, vi ikke kan forestille os – som havbiologen Katrine Worsaae sagde til os: Så har vi jo brændt den regnskov. Så har vi smadret den bank, vi havde af information, som måske kunne have hjulpet os til at klare en masse andre udfordringer.”

Derfor vil hun og andre forskere have en pause, for eksempel på ti år, så vi ved mere, inden vi går i gang.

Det lyder jo fornuftigt. Men igen: Uret tikker med klimaet. Hvor lang tid har vi til at vente og lave nye undersøgelser? Vi har travlt.

Her er det så vigtigt at være bevidst om en ting: Vi kommer til at ødelægge ting nede i dybhavet med minedriften. Selv om chefen for The Metals Company kalder det en undervandsørken, peger stort set al viden og alle folk, vi har talt med, på, at vi kommer til at skade dybhavs-økosystemerne. Selv Harald Brekke fra Norge siger, at de områder, hvor mindedriften skal foregå, vil blive ødelagt: Det område, man skal tage mineralerne op fra, vil jo blive ødelagt. Det er der slet ingen tvivl om.”

Det er det præcise omfang af, hvad der bliver ødelagt – og hvilke konsekvenser det vil sætte i gang – vi mangler viden om.

Tilhængerne af minedrift vil se det som et gigantisk trade-off. Vi kommer til at miste noget, men vi får også noget tilbage. Den konklusion hører vi hos Harald Brekke og faktisk også Ronnie Glud, dybhavsforskeren, vi mødte i allerførste afsnit.

Vi er alle en del af samfundet og en del af industrien, for vi bruger dens produkter. Det vigtigste er, at man samarbejder og prøver at gøre tingene på en fornuftig måde,” siger Ronnie Glud. Han synes, det er rigtig fint at udlægge dele af verdenshavet som nationalparker, hvilket der også er tiltag til at gøre. Men derfor behøver man ikke bremse dybhavsminedrift, mener han. Helt at stoppe det og udlægge hele verdens oceaner som et naturreservat, det er jo nok heller ikke ret og rimeligt. Også hvis vi vil opretholde vores levestandard og den lave dødelighed, vi har.”

Selv for en dybhavsforsker?

Selv for en dybhavsforsker. Man er nødt til at være lidt realistisk, også på det her område.”

Altså: Man afvejer med åbne øjne, hvad der er vigtigst – dybhavet eller den globale opvarmning, klimakrisen eller biodiversitetskrisen – i et stort trade-off. Eller som et trade-off mellem en presset østat som Naurus ønske om at tjene penge over for risikoen for, at landet kommer i problemer, hvis dybhavet går galt. Og havmiljøet tager jo også skade af klimakrisen – det er ikke kun minedriften, der påvirker dybet.

Men, lyder så modargumentet: Vi ved ikke med sikkerhed, at mineralerne vil blive brugt til at sætte skub i den grønne omstilling. Måske afhænger meget også af vores tillid til havbundsmyndigheden og til udvindingsfirmaerne. Kommer de til at stoppe, hvis det viser sig at have store konsekvenser for havmiljøet? Og hvad hvis de ikke opdager konsekvenserne, før det er for sent, fordi vi ved så relativt lidt om havbunden? Når man kigger på udvindingshistorien gennem tiden, er det værd at overveje, om det er en chance, man vil tage.

Jo mere vi har arbejdet på den historie her, jo flere perspektiver har vi opdaget. Og man kan godt fremlægge ret stærke argumenter på hver side. For ja, ville tilhængerne sige, vi har et problem, vi ved er enormt stort – klimakrisen – og her er en mulig løsning. Vi ved, at det måske kan skabe nogle andre problemer, men det er ikke sikkert, hvad omfanget bliver. Den usikkerhed kan være nok til, at man tænker, vi bliver nødt til at prøve.

På den anden side, kunne kritikerne sige, er det vildt, at vi bedre kan forestille os at starte en helt ny international mineindustri fire-seks kilometer under havoverfladen for at løse klimaproblemerne, end vi kan forestille os at ændre den måde, vi lever og forbruger på. Har vi snarere brug for systemiske forandringer? Er det her bare mere af det samme, som har fået os på dybt vand til at begynde med?

KNOLDE De polymetalliske knolde kan rumme kobber, zink, kobolt, mangan og meget andet. Foto: The Metals Company, PR

Men på en måde er det her – diskussionen af argumenterne – egentlig det allervigtigste: At vi begynder at tale om det. Dybhavsminedrift er en stor og kompliceret historie, som kræver en stor og kompliceret beslutning. Men den fylder nærmest intet. Måske fordi dybhavet føles så langt væk fra os. Vi har brug for, at debatten bliver en, ja, debat. At vi taler om det – sammen, politikerne, i Danmark, i EU, i fredagsbaren.

Det er sjovt, for når vi har interviewet folk, der ellers lå meget langt fra hinanden her, var de lige præcis enige om det: Vi bliver nødt til at snakke mere sammen om det her. Ronnie Glud, forskeren, der viste os knoldene på sit kontor i Odense, sagde det: Det vigtigste er altid at snakke sammen. Det nytter ikke noget at råbe ad hinanden fra hver sin side af fortovet. Jeg tror virkelig, det er vigtigt, at forskere og industri spiller sammen.”

Gerard Barron, mineindustriens Elon Musk, talte også om, at vi skal tale mere om dybhavsminedrift – og råbe mindre ad hinanden. Han kaldte det narrative warfare – krig med historiefortællinger. I en tid, hvor narrativ krigsførelse fylder mere og mere, har vi brug for en større platform at fortælle vores historie fra,” sagde han.

Det er i virkeligheden også en grund til, at Barrons firma, The Metals Company, netop er gået på børsen i New York: for bedre at kunne fortælle historier, der flytter folks syn på dybhavsminedrift. (Og jo, det handler i den grad også om penge til at finansiere minedriften – børsnoteringen i september har i øvrigt ikke helt rejst de penge, man havde håbet på). Men: Da vi spurgte ham, om den største udfordring faktisk var at ændre folks syn på tingene, sagde Barron: Ja, uden tvivl.”

Faktisk sagde havbiologen Katrine Worsaae – som vi sejlede ud og så springende tunfisk med – noget lignende. Og hun er ellers ikke enig med Barron om meget: Det handler om at fortælle stærke historier. For Katrine Worsaae er det historier om dybhavets vanvittige, nærmest uvirkelige skabninger – blobfisk, blinkende blæksprutter, gludi-orme.

De ligner simpelthen de smukkeste dyr eller de vildeste monstre fra Aliens-filmene og eventyrfilm. Det er dernede. Hele det eventyr er lige dernede under overfladen. Jeg ville så gerne give den kærlighed eller den nysgerrighed videre til folk,” siger hun.

Det handler om at begynde at fortælle alle de historier. Så vi kan mærke dem. Så vi kan tage stilling. Så vi kan begynde på en fælles samtale om noget vigtigt, vi nærmest aldrig skænker en tanke.

CIA-coverhistorien, vi begyndte med, var en god historie, der bragte dybhavsminedrift på folks radar – det viste sig også at være en løgnehistorie. Nu er det tid til at fortælle de sande, men lige så fascinerende historier.

Det er er det, vi har forsøgt på her.

OPPEFRA Bergens fjorde set fra flyet efter vores besøg ved ekspeditionsskibet med Harald Brekke. Foto: Anders Rye Skjoldjensen for Zetland

Da vi fløj væk fra Bergen, kunne man se ned på havet. Det glitrede som blåt sølv. Man kunne se de hvide striber efter bådene, bittesmå mellem fjordenes fjelde, der tårnede sig op. Dernede lå miniature-industrihavnen, hvor dybhavsskibet gjorde klar til afgang. Snart ville skibet – med alle sine mennesker og drømme og undervandsrobotter – være en prik i det enorme, uendelige blå hav, der strakte sig ud over horisonten.

Det mindede om noget, den norske forfatter Morten Strøksnes har skrevet. Vi kan ikke leve uden havet, skriver han. Ikke kun fordi havet er en enorm kilde til rigdom – også fordi langt over halvdelen af den ilt, vi indånder, kommer fra havet. Din vejrtrækning ville være umulig uden. Vi kunne tydeligvis have taget bedre vare på havet,” skriver Strøksnes, men egentlig er et sådant udsagn selvcentreret.” For det er havet, der tager vare på os. Om millioner af år kan livet i havet, trods klimaændringer, have fundet en ny balance. Vi mennesker derimod har ikke millioner af år til rådighed.

I Bolivia mistede man i 1883 hele sin kystlinje i en krig. Men landet i Andesbjergene fejrer stadig hvert år Havets Dag som en national højtid. Børn og soldater går parade gennem gaderne. Selv om de mistede havet for over hundrede år siden, længes de stadig efter det.

Havet klarer sig fint uden os. Vi klarer os ikke uden det.”

Det her er fjerde og sidste afsnit. Hvis du ikke har hørt eller læst første afsnit, så begynd endelig der. Andet afsnit er her, og tredje her.