Europa forsøger (igen) at standse flygtningestrømmen med vold og magt. Lad os tale om, hvordan vi grundlæggende løser det her problem

GRÆNSEPå den græske ø Lesbos er nogle af de lokale beboere begyndt at vise modstand mod at hjælpe flygtninge. De har fået nok. Marios Lolos / Xinhua / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Ved den græske grænse skød de med tåregas. I Middelhavet trak kystvagten både med migranter og flygtninge ud af europæisk farvand. Den seneste uges begivenheder har vist, at verdens asylsystem måske reelt er brudt sammen. Og på en slotsplads i Zagreb så Sidsel Hoe, hvorfor Europas politikere ikke tager fat, hvor flygtningespørgsmålet gør ondt.

I sidste uge, torsdag den 5. marts, stod jeg foran et barokt slot lidt uden for Zagreb i Kroatien. Slottet var rammen for et møde mellem EU-landenes udenrigsministre, som krydsede ind over slotspladsen forbi mig og resten af de ventende journalister, svarede hurtigt på spørgsmål og gik ind til et af de mange, mange EU-møder, der blev holdt i sidste uge. På møderne skulle landene diskutere den flygtningekrise version to, der den seneste uge har udspillet sig på EUs grænse. Det har været i form af græske betjente, der holdt flygtninge fra livet med tåregas og gummikugler, og ude fra det Ægæiske Hav dukkede der videoer op af aggressive kystvagtbåde, der chikanerede gummibåde med flygtninge og migranter for at forhindre dem i at nå EUs farvand. Og dér på slotspladsen i Zagreb var det to fundamentalt forskellige syn på situationen, der kom forbi mig – og dermed to fundamentalt forskellige idéer om, hvad Europa er eller bør være.

Først var der den følelsesladede udenrigsminister fra Luxembourg, der gik hen over den stenbelagte gårdsplads med sit tilbagetrukne sølvgrå hår og et postkasserødt halstørklæde om halsen. Han sagde, at krisen ikke handler om Luxembourg eller om Tyskland. Den handler om Europa. Og om, at de idéer, vi har om menneskelighed, ikke bare kan forsvinde i den blå luft ud over Alperne.” Og så kom den ungarske udenrigsminister, Péter Szijjártó hedder han. Han var skarpskåren og kiggede på journalisterne gennem sine brilleglas uden stelkant. Det bliver sjovt,” sagde han, at høre flere af de lande, der kritiserede Ungarn for i 2015 at sætte et kæmpemæssigt pigtrådshegn op ved sin grænse, nu nærmest opfordre Grækenland til at gøre det samme”. Han havde et lille overlegent smil på læben, inden han gik ind på slottet.

Uanset om de så sig selv som humanister eller hardlinere, så trak alle politikerne trådene tilbage til dengang i 2015, hvor flygtningene strømmede op gennem kontinentet. Dengang satte man en midlertidig stopper for sine problemer ved blandt andet at indgå en kontroversiel aftale med Tyrkiet om at stoppe migranterne og flygtningene, inden de nåede Europa. Men nu er proppen så sprunget af – fordi den tyrkiske præsident for godt en uge siden, presset af problemer i Syrien og på hjemmefronten, meddelte, at han ikke længere ville forhindre syriske flygtninge i at tage ind over den græske grænse. Siden da har EU været i fuld krisetilstand.

Men alle de ting, der bliver gjort, ligner lappeløsninger. Og når man hæver sig fra slotspladsen i Zagreb eller grænsen i Grækenland, kan man se, at de her lappeløsninger findes over nærmest hele kloden. I Mexico, Kenya og Myanmar, på alle kontinenter findes lande, der lige nu er bange for at blive oversvømmet af flygtninge og migranter. Og alle steder er løsningerne de samme. Gummikugler, tåregas, pigtråd, luk af. På trods af, hvor grelt det står til, og hvor få år siden det er, vi stod i den samme situation, så er der tilsyneladende ingen her på slottet i Zagreb, der taler om det helt grundlæggende spørgsmål: Er det asylsystem og den FN-flygtningekonvention, som er grundlag for de globale regler, endelig brudt sammen? Og hvad I alverden skal vi stille op for grundlæggende at løse det her flygtningeproblem, som EU nu igen står over for?

Gaderne i Kroatiens hovedstad viser ikke, at jeg er i et land med sine egne flygtningeproblemer. Betonbygninger står farveløse på gaden, byens blå sporvogne kører roligt på skinnerne, og en kroatisk kvinde går tur med sin golden retriever uden snor på gaden. Men man skal ikke længere end 100-150 kilometer sydpå, før man ramler direkte ind i Europas grænseproblemer med flygtninge, der søger op gennem Balkan for at nå Europa. Og ser, hvordan vores lappeløsninger ser ud lige nu.

Vidner – blandt andet fra Dansk Flygtningehjælps udsendte – fortæller, at kroatiske politimænd tager voldsomme midler i brug for at forhindre folk i at krydse grænsen (det har de kroatiske myndigheder dog afvist). Fra vores folk i Bosnien hører vi, at det kroatiske grænsepoliti skubber folk tilbage på mere eller mindre hårdhændet manér,” sagde Claus Larsen, den regionale direktør for Europa i DRC Dansk Flygtningehjælp, da jeg talte med ham i telefon fra en kroatisk bus. I artikler, blandt andet fra The New York Times, har migranter og flygtninge anklaget de kroatiske myndigheder for at samle dem op, selv om de har nået kroatisk jord, tage tøj og ejendele fra dem og dumpe dem på den bosniske side igen. På grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet var grænsekampen surrealistisk tydelig. Det føg med tåregas, og flere har fortalt, at der også er blevet skudt med gummikugler den seneste uge for at holde flygtninge tilbage. Forrige søndag erklærede den græske regering, at landet ikke ville behandle nogen asylansøgninger den næste måned, og den græske migrationsminister vil deportere alle migranter, der er kommet til landet efter den 1. marts. De danske politikere har over en bred kam talt om muligheden for at iværksætte en nødbremse”, hvis der igen kommer en bølge af flygtninge og migranter op gennem Europa, men ingen af de politikere har så rigtig turdet sige, hvad sådan en nødbremse ville indebære. Men for at understrege, hvor meget situationen dirrer også i Danmark, bragte Politiken onsdag nogle billeder fra et depot i nærheden af Vojens i Sønderjylland. I Forsvarets bygninger opbevarer de danske myndigheder række efter række af oprullede pigtrådshegn. Det er af den slags, man kan sætte lynhurtigt op – man lægger det simpelthen bare oven på hinanden. Pigtråden blev købt i 2015 og ligger stadig klar til at blive sendt til den dansk-tyske grænse. Hvis den yderste barriere ikke holder. Fra den anden side af den barriere dukker der så hjerteskærende billeder og historier op om, hvordan det er at være fanget her.

Hvis man af alt dette får indtryk af, at Europa i øjeblikket er i færd med at overskride visse artikler i FNs Flygtningekonvention, er det ikke fuldstændig ubegrundet. Man giver ikke folk retten til at søge asyl,” siger Dansk Flygtningehjælps regionale direktør for Europa, Claus Larsen. Og det udfordrer hele grundlaget for det globale flygtningesystem.”

BESØGEU-spidserne Ursula von der Leyen, Charles Michel og formand for Europa-Parlamentet David Sassoli kigger på den græsk-tyrkiske grænse fra luften. Foto: Handout / Reuters / Ritzau Scanpix

De flygtningeregler, som EU i de her dage bliver anklaget for at omgå, blev skabt af en endnu større krise end den nuværende, faktisk en verdenskrig. I maj 1939 flygtede mere end 900 tyske jøder på tværs af Atlanten ombord på skibet SS St. Louis. Destinationen var Cuba, men da den store damper nærmede sig Havanna, blev den nægtet indrejse og beordret retur til Europa. Der er langt fra den cubanske kyst under nazismen til den aktuelle situation ved den græsk-tyrkiske grænse, men SS St. Louis udgør bagtæppet, i hvert fald dele af det, for den jura, der i dag dominerer flygtningeområdet. Det var nemlig den manglende indsats under Anden Verdenskrig, der i 1951 fik FN til at udarbejde den internationale flygtningekonvention. Med den forpligtede landene sig til fremover ikke at sende flygtninge tilbage til steder, hvor de risikerer forfølgelse.

Spoler vi 69 år frem, er det ikke desto mindre lige præcis det, der sker i flere af de lande, der udgør Europas sydligste grænse. Ud over Grækenland har Italien længe sendt migranter og flygtninge tilbage over Middelhavet. Over grænsen mellem Bulgarien og Tyrkiet cirkler der i disse dage et dansk Challenger-fly. Danske både sejler også rundt i Middelhavet, hvor nogle af dem i sidste uge fortalte om, at de har oplevet af få ordrer om at tvinge gummibåde med flygtninge og migranter tilbage over Europas søgrænse.

Ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen, professor mso i migration- og flygtningeret på Københavns Universitet, kan der på tværs af kontinentet faktisk generelt stadig spores en grundlæggende respekt for FN-konventionen. I hvert fald, siger han, når man sammenligner med, hvordan meget af den øvrige verden forholder sig til den. Nærområdelandene, for eksempel dem nær Syrien, huser meget vel mange flygtninge, men de giver dem ikke adgang til mange af de rettigheder, der er skrevet ind i konventionen. Det gør vi, trods alt, i højere grad i Vesten,” siger han.

Det kan måske være svært at få det nuværende nyhedsbillede til at passe med, at flygtningekonventionen bliver nogenlunde overholdt, men det er, fordi konventionen helt fra begyndelsen er tænkt som et juridisk fleksibelt instrument. Paragrafferne i den er meget løst skrevet og i høj grad op til de enkelte landes fortolkning. Den er opbygget som en trappestige, hvor rettigheder kun gradvis udstrækkes, og den er fuld af forbehold og undtagelser, der giver de enkelte stater mulighed for at udøve deres suverænitet. Selv i forhold til den absolutte kerne – at ingen flygtninge må sendes tilbage til et sted, hvor de risikerer forfølgelse – er der gjort en undtagelse: hvis en nytilkommen vurderes at kunne true den nationale sikkerhed, er der afvisningsgrundlag’,” siger professoren.

Idéen med at lave konventionen så fleksibel var at få så mange lande som muligt med dengang i 1951. Kun ved at respektere landenes nationale suverænitet kunne der samles en bred underskriftsgruppe. Og kun ved at sikre en stor underskriftsgruppe kunne konventionen opnå bred legitimitet. I ret lang tid kørte systemet egentlig ret glat. Noget af det kan forklares med Den Kolde Krig. I årtier var verden delt op i to ideologiske blokke, og undervejs havde både de liberale demokratier og sovjetkommunismen aktivt brugt asylretten som et politisk værktøj. Flygtninge fra lande, der enten tilhørte eller støttede den modsatte blok, blev hellere end gerne budt velkommen. Det ændrede sig, da Muren faldt. Asylretten var ikke længere et geopolitisk greb, nu bare en byrde.

Det, vi har set siden,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen, er en gradvis forråelse i fortolkningerne af flygtningekonventionen. I Europa har man udviklet mere og mere hårdhændede kontrol- og afskrækkelsesmekanismer, der forsøger at gøre de enkelte asylsystemer så uattraktive for flygtningene som overhovedet muligt, ligesom EU er begyndt at indgå kontrolaftaler med kontroversielle tredjelande, som man tidligere aldrig kunne have fundet på at sidde til bords med.”

Et oplagt eksempel er netop Grækenlands afskærmnings- og deportationspolitik, der med støtte fra resten af EU-landene er blevet intensiveret den seneste uge. Et andet er den aftale, EU indgik med Libyen i kølvandet på de massive flygtningestrømme i 2015. Det nordafrikanske land er et af få, der ikke har skrevet under på FNs Flygtningekonvention, og overtræder ifølge adskillige rapporter konsekvent de flygtendes grundlæggende menneskerettigheder. Blandt andet har det været afdækket, hvordan flygtninge, der er strandet i Libyen, udsættes for gruppevoldtægter, slaveri, indespærringer og tortur. Alligevel har EU, for at lette presset på kontinentets yderste grænser, valgt at samarbejde med regimet i Tripoli. Der er ingen tvivl om, at flere af disse tiltag grundlæggende udfordrer konventionen,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Så selv om flygtningekonventionen er væsentlig mere elastisk end det meste jura, er vi altså nået til et punkt, hvor elastikken bliver strakt til det yderste. Nogle ville nok sige, at den allerede er sprunget. Og at det tvinger os til at gøre et eller andet.

På slottet i Kroatien er den sidste udenrigsminister, der ankommer til slotspladsen, den danske, Jeppe Kofod. The Danish delegation is here,” siger en medarbejder, der er med til at organisere mødet, mens hun kigger hen mod den håndfuld danskere, der kommer gående ad stien op til slottet, alle klædt i sort. De har travlt, men udenrigsministeren svarer venligt ja til at svare på et par spørgsmål, da jeg kalder på ham. Han fortæller, at hans og kollegernes vigtigste opgave ved mødet de kommende dage er at finde ud af, hvordan de kan være med til at skabe fred i provinsen Idlib i det nordvestlige Syrien. Det er vigtigt, fordi det er det spegede geopolitiske spil dér og de uroligheder, det har bragt med sig, der fået flygtningesituationen til at eskalere.

Men hvad kan EU egentlig gøre i forhold til krigen i Syrien? Ikke ret meget, virker det til. I sidste uge luftede Tysklands kansler, Angela Merkel, idéen om at lave en sikkerhedszone i Idlib, hvor der ikke måtte kæmpes, og den idé spurgte rigtig mange journalister ind til på pressemøderne i Zagreb. Det var EUs udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, der gang på gang svarede, at EU ikke kan lave en sikkerhedszone”. Der er, sagde han, forskel på, hvad man ønsker sig, og hvad man rent faktisk er i stand til. EU har ikke kapaciteten,” sagde han og understregede, at det ville nærme sig magi” at se EU lave sådan en sikkerhedszone.

Konflikten, der er roden til denne her krise, er med andre ord ude af EUs hænder – og fred i Idlib er afhængig af næverne på præsidenterne fra Rusland og Tyrkiet. De to aftalte en (lidt usikker) våbenhvile i slutningen af sidste uge.

Men hvad skal EU så gøre ved situationen? Det første, Erdogan skal gøre, er at leve op til den aftale, han selv har indgået i 2016,” siger Jeppe Kofod til mig, og så er vi klar til at hjælpe de syriske flygtninge i Tyrkiet.” Så hiver en kvindelig embedsmand Jeppe Kofod i ærmet; udenrigsministeren skal til møde.

Det er med andre ord svært for Europa at håndtere flygtningekrisen, hvis ikke Tyrkiet makker ret – og EU kan ikke løse Tyrkiets problemer i Idlib, fordi de afhænger af samarbejdet med Syriens Assad-regime og deres vigtigste allierede, Rusland. Hvis man vender blikket mod Libyen, som er EUs anden store migrationsfokus, er det heller ikke lykkedes at ordne sagerne dér. Landet er de facto stadig i borgerkrig.

Samtidig – i de fire år, der er gået, siden EU lavede sin kontroversielle aftale med Tyrkiets Erdogan – er det ikke lykkedes EU-landene at blive enige om en måde at hjælpe hinanden og især de sydeuropæiske lande med at håndtere og fordele de flygtninge, der kommer til Europa, mellem sig. Nogle lande har decideret sagt, at de slet ikke er interesseret i at være med i sådan en aftale. Onsdag i sidste uge var EUs integrationsministre til møde i Bruxelles, og Mattias Tesfaye deltog på Danmarks vegne. Det største resultat, der kom ud af det, var en erklæring med støtte til Grækenlands lukning af grænserne.

EU evner ikke at løse de problemer, der sender folk på flugt mod Europa – og landene evner så heller ikke at håndtere, når flygtningene så når hertil. Løsningen er så at lukke i, selv om alle ser ud til at være enige om, at det ikke er holdbart i længden. Den sidste løsning, der er tilbage, er at tage et dybt kig i det globale flygtningesystem og finde ud af, om der skal tages nogle opgør, der stikker dybt.

FRED?Tyrkiets præsident Erdogan og Ruslands præsident Putin indgik i sidste uge en våbenhvile for Idlib. Foto: Abaca, Ritzau Scanpix

Der er rigeligt med argumenter for et opgør med det nuværende, konventionsbaserede flygtningesystem. De ubetingede forsvar for FN-rammerne er sværere og sværere at få øje på, og de krasse kritikere bliver flere og flere. Alligevel er det, som om flygtningedebatten oftest stopper ved nationalstaternes egne forsøg på at lappeløse sig ud af problemerne her og nu. Som om den mere grundlæggende debat om, hvordan reelle reformer af konventionen kunne tage sig ud, kun sjældent når op til overfladen. Det sker af og til, både herhjemme og i udlandet, men som regel fortaber debatten sig før eller siden i den store ideologiske afstand, der adskiller de to dominerende positioner: dem, der med et konventionsopgør ser begyndelsen til enden på den frie verden, og dem, der med et konventionsopgør ser en mulighed for at råde bod på det kaos, de mener kompromitterer både den nationale og verdenspolitiske orden.

Der er dog sket en smule. I 2016, året efter at Europas grænser var blevet presset til det yderste, tog FNs flygtningehøjkommissær, verdensorganisationens medlemslande og en række ngo’er initiativ til den såkaldte Global Compact on Refugees – en separat pagt, der skulle skabe mere forudsigelig støtte til værtslande og -samfund, forbedre muligheden for genbosættelse og lovlig adgang til tredjelande og sikre et større engagement i at løse konflikterne og flugtårsagerne”. Altså, pagten skulle løse alle de problemer, som for eksempel EU står med. I 2018 blev den endeligt vedtaget, men pagten blev ikke gjort juridisk bindende og ændrede derfor ikke på hverken FNs flygtningemandat eller medlemslandenes forpligtelser. Og det er på mange måder ret sigende for de seneste års bevægelser på det internationale flygtningeområde. De har ikke varslet et nyt paradigme, men snarere forsøgt at lappe på det i forvejen gældende system. Men hvad hvis det internationale samfund ændrede kurs, rev konventionen fra hinanden og startede helt forfra?

Thomas Gammeltoft-Hansen, professor mso i migrations- og flygtningeret på Københavns Universitet, mener, det er et legitimt spørgsmål at stille. Faktisk gjorde han det allerede selv i 2016, da han for Institut for Menneskerettigheder, hvor han har en fortid som forskningschef, skrev en artikel, der i overskriften spurgte: Er flygtningekonventionen forældet?

Allerede krisen i 2015 viste, at det er på tide med et paradigmeskifte inden for det internationale flygtningesystem,” siger han. Det har ikke ændret sig, selv om ingen alternative modeller endnu har vundet tilslutning. Når konventionen er så udskældt, som den er, synes jeg, det er åbenlyst, at der er behov for en debat om, hvordan kritikken kan imødekommes. Uden interventioner vil de seneste års tendenser bare fortsætte.”

Når Thomas Gammeltoft-Hansen snakker om interventioner, snakker han imidlertid ikke om en egentlig afskaffelse af konventionen. Han vender tilbage til sin pointe om dens fleksibilitet, at konventionen er en juridisk elastik. Netop det forhold gør, at han fortsat tror på FN-konventionens nytte. Jeg mener ikke, at der hverken er brug for en ny konvention eller en ny protokol,” siger han og minder om, hvordan den nuværende konvention gennem sin levetid har vist sig at kunne rumme alt lige fra de vietnamesiske bådflygtninge i 1970’erne og Balkan-krigene i 1990’erne til LGBT-personer og whistleblowere på flugt.

Jeg tror sagtens, at nye modeller for flygtningehåndtering kan favnes af den nuværende konvention,” siger Thomas-Gammeltoft Hansen.

I løbet af de senere år er der løbende blevet gjort forsøg på at designe sådanne modeller. Herhjemme har Søren Pape, formand for Det Konservative Folkeparti, i et interview med Berlingske indrømmet, at flygtningekonventionen godt nok ikke lige kan ændres i morgen”, men alligevel har han lagt op til omfattende reformer af den. Blandt andet har han erklæret ønske om at placere et større ansvar hos flere FN-drevne lejre. Og bredt i EU er der store ønsker om at fikse systemet ved at støtte flygtninge og migranter i nærområderne eller investere i de især afrikanske lande, som mange flygtninge og migranter kommer fra. Men hvorvidt dén tilgang kan skabe færre flygtninge, er stærkt tvivlsom.

Uanset hvilke forslag der bliver til virkelighed, tror Thomas Gammeltoft-Hansen stadig, at man vil forsøge at holde sig inden for flygtningekonventionens rammer. For, som han betoner flere gange, selv om der er bred enighed om, at konventionen er nødlidende, er fronterne trukket så skarpt op, at forhandlingsklimaet næppe gør det muligt at vedtage et alternativ. På den ene side er der lande som Ungarn og Polen, der end ikke vil tillade indblanding fra EU. De vil give nationalstaterne frit råderum. På den anden side er der dem, der vil have både globale og europæiske fordelingsnøgler. At forene dem i et nyt rettighedsregime, der tager højde for både de enkelte landes selvstændighed og flygtningenes beskyttelsesbehov, er en uhyre vanskelig øvelse,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Ifølge professoren er det da også en udbredt politisk erkendelse, at det simpelthen ikke kan lade sig gøre at forhandle et nyt, bredt fundament for det internationale flygtningesystem på plads. Vi skal huske på, at 85 procent af verdens flygtninge befinder sig i udviklings- og nærområdelande, og alene det faktum gør den nuværende konvention attraktiv for et flertal af de vestlige lande. I forhandlingerne om en ny af slagsen kunne de mest udsatte jo med rette argumentere for, at der i en ny konvention skulle være langt mere ligelig fordeling af både flygtningeansvaret og de udgifter, der følger med. Det er usandsynligt, at det eksempelvis vil være til dansk fordel,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

En afsked med den nuværende konvention risikerer altså at føre det internationale diplomati ud i en uskøn forhandlingsproces, der sandsynligvis kun vil grave flygtningespørgsmålets grøfter endnu dybere. Måske var den bedste mulighed for at kigge systemet grundlæggende efter i sømmene i virkeligheden krisen i 2015. Den politiske virkelighed dengang lagde jo virkelig op til opgør med konventionen. Danmarks daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, luftede endda tanken,” siger han. Alligevel skete der intet fundamentalt. FNs medlemslande endte med at stå last og brast med konventionen. Og fire år senere er vi igen i en situation, hvor man kan blive i tvivl om, hvorvidt den i sin nuværende form kun kan efterfølges med hegn, knipler og kugler. Torsdag meddelte den tyrkiske kystvagt, at man stoppede flygtninge og migranter i at tage søvejen til Grækenland. Tyrkerne sagde, at de havde reddet næsten 100 mennesker op af vandet fra gummibåde, der var kæntret, efter at både fra Grækenland og grænseagenturet Frontex havde presset dem tilbage.

Fredag omkring middagstid var der hektisk stemning i presserummet på Zagrebs store bibliotek, en moderne glasbygning med storslået udsigt over byen og til bjergene nord for hovedstaden. Udenrigsministrene har på andendagen flyttet deres møde hertil, og de er blevet færdige før tid, lyder beskeden pludselig ud over presselokalet til horden af journalister, der venter (og arbejder) ved rækker af skriveborde. Vi bliver ført ovenpå til et lokale, hvor EUs udenrigschef, Josep Borrell, fortæller, at mødet er ovre. De er blevet enige om et statement, der ikke er synderligt overraskende. Udenrigsministrene er bekymrede, lyder det, over situationen ved den græsk-tyske grænse. De tager kraftigt afstand fra Tyrkiets forsøg på at presse EU og er ikke blevet enige om at sende flere penge til at hjælpe flygtninge i Tyrkiet. Til gengæld vil de holde en konference i Bruxelles til sommer, hvor EU vil samle penge ind til hjælp for krigen i Syrien, lyder det til pressemødet.

Sidst, men ikke mindst, er de fast besluttet på at beskytte Europas ydre grænser, siger EU-chef Josep Borrell. Den ellers så omgængelige og spøgende spanier, der også er vicepræsident for Europa-Kommissionen, har lagt ansigtet i alvorlige folder, inden han afslutter pressemødet og det ekstraordinære møde i Zagreb. Han ville afklare en misforståelse, forstod man. Man skulle næsten tro, at Borrell talte direkte til flygtningene og ikke til et rum fyldt med journalister.

Don’t go to the border,” sagde han. Grænsen er ikke åben. Gå ikke hen til en lukket dør.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: